mandag den 30. maj 2011
mandag den 23. maj 2011
Harzen 2011
Selvom det tager lang tid med bus og anhænger til Harzen var det både komfortabel og hyggeligt. Der blev fortalt mange røverhistorier, og jeg fik set en masse, jeg ellers ikke ser, når jeg flyver lavt hen over motorvejen. Jeg er dog stadig ikke overbevist om at man kan sidde over 24 timer i sådan en tingest, når vi skal ned for at køre C2C til august!
Første dag blev der kørt 100 km og det var noget af et wake-up-call når bakken ikke kun er 50-100 meter lang, men 10 kilometre og stiger jævnt med 7%. Så er det med at finde sit eget tråd og ikke lade sig lokke til at køre med en, der kan køre en lille smule stærkere. Straffen kommer prompte! På første dagen kørte jeg med 1. holdet, hvilket gik godt nok, bortset fra, at vi måtte kalde på bussen flere gange grundet defekter. (herefter kaldet team defekt) Således oplevede Allan, ganske som i Grejsdalsløbet, at egerne ikke kan holde til at cyklen stilles i solen medens man puster ud. Ping, og så var der endnu en gang et ekset hjul. Det tog lidt tid før den tilkaldte bus med et nyt hjul kom. Sven formåede at træde det Kuota stel i stykker, han købte til erstatning for mit gamle (som døde i et styrt). Kim punkterede og knækkede desforuden en klampe og eksede et hjul, og sådan gik det derud af. Fuld knald på når cyklerne endelig kunne køre og en masse ventetid. De to næste dage kørte jeg med hold to (Var nu også lidt nervøs for formen, nok er min kondition i top igen, men påsken viste jo at jeg ikke restituerer helt så godt som før)
Anden dagen var kongeetapen, 120 km nogenlunde over det hele, samt en 20 km stigning! Først 10 km med 3-5 % og herefter 10 km med 7-8 og lidt 10% stigninger. Der sad jeg godt nok og overvejede, om jeg nu egentlig også lige skulle med til Pyrenæerne til august... men bagefter var det fedt nok. Sjovt som alle, stærke og os andre der også bruger panikgearet i ny og næ, er lige trætte når vi kommer op.. de andre bruger bare flere kræfter på at køre hurtigere op. Ja det virker nærmest som også intervaltræningen gør, alle presser sig selv til grænsen, og så samles der op på toppen. Helt cool!Trejdedagen gik til det gamle DDR, 42 km. Fede veje, de er jo alle sat i stand for nyligt, og et kønt og lidt mere åbent landskab. Her skal vi helt sikkert bruge mere tid næste år. Her fandt jeg så også ud af, at det med den ringere restitueringsevne er en saga blot. På den første monsterstigning (igen en 10 km med 7-10%) startede jeg langsomt ud, for lige at passe på mig selv, men var faktisk i stand til at hente de fleste inden bakken slap op. Dejligt! Nok spæner jeg ikke op, men det er kapabelt. Og her dagen efter er mine ben ikke ømme... Kom bare an Pyrenæerne! (skal dog lige have et lavere gear på cyklen, så jeg har et reservegear når det for alvor bliver stejlt!)
Mister gadget har købt et superfedt lille kamera, der kan sættes fast på cyklen. GoPro HD Hero. Cool sag der kan optage i fuld HD med 30 billeder i sekundet. Det er godt nok noget der kan producere store filer, men er yderst anvendelig, både som turist, men også som træner. Jeg håber at kunne udgive en film om turen snart, men her er en appetitvækker fra grænsen til DDR. (
Nå ja, og så blev der lige sat en personlig hastighedsrekord. 75,4 km/t på et stykke kulfiber forstærket plastik ;-) De er godt nok stejle de bakker! Den nye cykel kører fordømt godt, hvorimod de der kørte på højprofilfælge oplevede at forhjulet begyndte at vibrere voldsomt når hastigheden kom op mod de 60. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, troede de ville være superstabile på grund af deres højere roterende masse. Tvært om blev det hævdet, bjergryttere kører med lavprofilfælge netop af denne årsag og ikke på grund af den lavere vægt. Uanset.. min virkede perfekt!
Og så ville det jo ikke være Ordrup CC hvis ikke der stod vin på bordet. Restauranten fik næsten udsolgt af den fineste vin på kortet, en gammel sag de må have haft liggende længe, for den var billigere dekanteret og serveret på det lille familiehotel end i butikkerne i DK. Mums, men bedst af det hele var, at jeg fik lejlighed til at smage en lækker hvid sag fra et område i Tyskland jeg ikke har prøvet før, nemlig Saale Unstrut i det gamle DDR tæt på Harzen. Hold da op hvor var den god! Det skal dyrkes lidt mere!
En øl er vist ej heller at gå af vejen for, at dømme efter de ivrige hænder
tirsdag den 17. maj 2011
Compact krank, hvor svært kan det være?
Når man som motionist skal køre opad, stejlt opad, skal man have en lav gearing. Man kan komme en del af vejen ved at sætte større tandhjul bagpå, men går det rigtigt meget opad, er det en lise også at få mindre tandhjul på i for.
Hvor det er ret let at sætte større tandhjul på i bag, kan man ikke bare uden videre sætte mindre på i for, for der er ikke plads, kranken er simpelthen ikke bygget til små tandhjul. Derfor er compact-kranken opfundet. Egentligt er det ret simpelt, spideren, de fem arme der går fra kranken ud til tandhjulet, er bare lavet kortere.
Men, det betyder altså at hele kranken skal skiftes! De fleste kører permanent med compact-krank når de først har skiftet, men jeg fortrækker den lidt større normal klinge, når det går lige ud på danske landeveje. Så en gang i mellem kommer cyklerne op på bænken til den lille operation.
Inden Grejsdalløbet skulle det selvfølgelig gøres, først på min egen og derefter på den bedre halvdels. Og, det er ikke så svært:
Af med pedalerne i begge sider. De sidder naturligvis godt fast, så det er op at stå på værktøjet for at få maksimalt kraft på. Glemmer du at tage pedalerne af, inden du flår det hele af cyklen, kan du ikke udnytte dette vægtstangsprincip... det gør man kun en gang, for klingen har jo mange umådeligt skarpe tænder som man helst ikke skal i nærkontakt med, når den endelig giver sig i det spænd, du har lavet ved at klemme benene sammen om lortet.. nå det var en anden og ikke tidligere fortalt historie...
Cyklen op på bænken og løsne de to skruer der holder venstre pedalarm fast på akslen. Tilsvarende med den fingerboldt der spænder pedalen sideværts ind på cyklen.
Af med venstre pedalarm.
Kæden af.
Efter et par forsigtige bank med en gummihammer på akselenden (har ikke rigtigt fundet andre metoder) kan man trække akslen ud af lejerne på cyklen.
Find den gamle compactkrank i bunkerne, ind med den i lejerne og på med venstre pedalarm. SATANS jeg havde kun en fingerbolt, til den type krank og den sad på den cykel der lige er solgt... nå men jeg må ned til cykelhandleren i morgen...
Kæden på, den skal nemlig kortes af og forskifteren skal flyttes ned, så de passer til de mindre tandhjul..
Hmmm... hvad er nu det, kæden passer og forskifteren kan ikke flyttes længere ned.. den passer i øvrigt også... hmm... lad mig lige se... jo fanme om ikke Hannes nye cykel fra butikken allerede er udstyret med compact krank!!!
OK, af med den jeg lige har monteret og tilbage med den originale, do med venstre pedalarm, på med fingerboldten, på med de to skrurer der holder det hele samlet og på med de to pedaler igen.
Voila, så spiller det hele, hvor svært kan det være?
..omend det ville have været nemmere, hvis jeg havde talt tænder inden operationen, eller blot kigget på det klistermærke der sad på kranken: "COMPACT KRANK" ;-)
Hvor det er ret let at sætte større tandhjul på i bag, kan man ikke bare uden videre sætte mindre på i for, for der er ikke plads, kranken er simpelthen ikke bygget til små tandhjul. Derfor er compact-kranken opfundet. Egentligt er det ret simpelt, spideren, de fem arme der går fra kranken ud til tandhjulet, er bare lavet kortere.
Men, det betyder altså at hele kranken skal skiftes! De fleste kører permanent med compact-krank når de først har skiftet, men jeg fortrækker den lidt større normal klinge, når det går lige ud på danske landeveje. Så en gang i mellem kommer cyklerne op på bænken til den lille operation.
Inden Grejsdalløbet skulle det selvfølgelig gøres, først på min egen og derefter på den bedre halvdels. Og, det er ikke så svært:
Af med pedalerne i begge sider. De sidder naturligvis godt fast, så det er op at stå på værktøjet for at få maksimalt kraft på. Glemmer du at tage pedalerne af, inden du flår det hele af cyklen, kan du ikke udnytte dette vægtstangsprincip... det gør man kun en gang, for klingen har jo mange umådeligt skarpe tænder som man helst ikke skal i nærkontakt med, når den endelig giver sig i det spænd, du har lavet ved at klemme benene sammen om lortet.. nå det var en anden og ikke tidligere fortalt historie...
Cyklen op på bænken og løsne de to skruer der holder venstre pedalarm fast på akslen. Tilsvarende med den fingerboldt der spænder pedalen sideværts ind på cyklen.
Af med venstre pedalarm.
Kæden af.
Efter et par forsigtige bank med en gummihammer på akselenden (har ikke rigtigt fundet andre metoder) kan man trække akslen ud af lejerne på cyklen.
Find den gamle compactkrank i bunkerne, ind med den i lejerne og på med venstre pedalarm. SATANS jeg havde kun en fingerbolt, til den type krank og den sad på den cykel der lige er solgt... nå men jeg må ned til cykelhandleren i morgen...
Kæden på, den skal nemlig kortes af og forskifteren skal flyttes ned, så de passer til de mindre tandhjul..
Hmmm... hvad er nu det, kæden passer og forskifteren kan ikke flyttes længere ned.. den passer i øvrigt også... hmm... lad mig lige se... jo fanme om ikke Hannes nye cykel fra butikken allerede er udstyret med compact krank!!!
OK, af med den jeg lige har monteret og tilbage med den originale, do med venstre pedalarm, på med fingerboldten, på med de to skrurer der holder det hele samlet og på med de to pedaler igen.
Voila, så spiller det hele, hvor svært kan det være?
..omend det ville have været nemmere, hvis jeg havde talt tænder inden operationen, eller blot kigget på det klistermærke der sad på kranken: "COMPACT KRANK" ;-)
mandag den 16. maj 2011
Grejsdalsløbet 2011
En uge med virus, kvalme og maveonde, og dermed minimal fødeindtagelse hjælper nok på vægten, men er ikke super god forberedelse til Grejsdalsløbet. Dermed blev årets resultat da ej heller (for en gangs skyld) bedre end sidste år.
Vi kom ind på 7:08 mod 6:11 sidste år. Med til billedet hører dog også, at ruten var lagt om med 300 hm ekstra til følge, at vi fik fire punkteringer (mod nul sidst) og at vi ikke var superørne til at komme hurtigt ud af depoterne. Og vejret...
Der findes stort set ikke det vejr i Danmark som ikke kom til udtryk den søndag i Vejle, solskin, sublim medvind, regn, stormende modvind så skraldespandene kom flyvende hen af gaden, hagl, kulde og varme. Egentlig ganske charmerende.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg var grundigt ude i tovene, energimæssigt. Der var ikke meget at skyde med i benene til sidst. Da der var 30 km tilbage måtte jeg bede resten af holdet om at køre ind selv, jeg havde brug for at køre mit eget tempo. Det var nu ikke så langsomt endda, jeg overhalede da en masse som også var gået kolde. Med 12 km tilbage mødte jeg resten af OCC-holdet, som havde en punktering, og på den måde kom vi ind sammen. Dejligt, og tak for hjælpen. Min helbredstilstand taget i betragtning er jeg overordentlig tilfreds med resultatet. Også dette løb er således godkendt!
Jeg havde overvejet at droppe den, men er nødt til at at få nogle højdemetre i benene inden august, og træningsplanen foreskriver dette løb som en start, efterfulgt af Harzen og så et endnu hårdere løb i de norske fjelde i juni. Det bliver sublimt!
Undertegnede og Henning fører feltet op ad Kiddesvej. Med maks 23% er den så stejl, at man må op og stå i laveste gear. Holder man den ikke bare lidt i gang, står man stille ved hver pedalomdregning. Således var der da også nogen der væltede, fordi det gik for langsomt for dem ;-)
Grejsdalsløbet er et rigtigt godt løb. Landskabet omkring Vejle er supersmukt og bakkerne er en god udfordring, og når man kan køre med gode OCC-venner, er det en fornøjelse, der er værdig til at komme på den faste liste.
Vi kom ind på 7:08 mod 6:11 sidste år. Med til billedet hører dog også, at ruten var lagt om med 300 hm ekstra til følge, at vi fik fire punkteringer (mod nul sidst) og at vi ikke var superørne til at komme hurtigt ud af depoterne. Og vejret...
Der findes stort set ikke det vejr i Danmark som ikke kom til udtryk den søndag i Vejle, solskin, sublim medvind, regn, stormende modvind så skraldespandene kom flyvende hen af gaden, hagl, kulde og varme. Egentlig ganske charmerende.
Det ændrer dog ikke ved, at jeg var grundigt ude i tovene, energimæssigt. Der var ikke meget at skyde med i benene til sidst. Da der var 30 km tilbage måtte jeg bede resten af holdet om at køre ind selv, jeg havde brug for at køre mit eget tempo. Det var nu ikke så langsomt endda, jeg overhalede da en masse som også var gået kolde. Med 12 km tilbage mødte jeg resten af OCC-holdet, som havde en punktering, og på den måde kom vi ind sammen. Dejligt, og tak for hjælpen. Min helbredstilstand taget i betragtning er jeg overordentlig tilfreds med resultatet. Også dette løb er således godkendt!
Jeg havde overvejet at droppe den, men er nødt til at at få nogle højdemetre i benene inden august, og træningsplanen foreskriver dette løb som en start, efterfulgt af Harzen og så et endnu hårdere løb i de norske fjelde i juni. Det bliver sublimt!
Grejsdalsløbet er et rigtigt godt løb. Landskabet omkring Vejle er supersmukt og bakkerne er en god udfordring, og når man kan køre med gode OCC-venner, er det en fornøjelse, der er værdig til at komme på den faste liste.
mandag den 9. maj 2011
Bike Lane Warrior
Some dominate on the trails. Others prefer to wield their strength on the open road. But few choose the bike lane as their main domain. These riders have no “season”, no affiliation, and usually fly solo. Often times you’ll hear them coming…“On your left! ON YOUR LEFT!!” And then, as you awkwardly wobble to the right, they overtake you. A blur of authority and commitment screams past, and there is little you can do. Beware, the Bike Lane Warrior.
Teksten lånt fra den hippe cykelside www.twinsix.com,
Byens hurtigste over Kgs Nytorv, dressed to kill
Teksten lånt fra den hippe cykelside www.twinsix.com,
søndag den 8. maj 2011
Stjernetour de Grindsted 2011
For anden gang blev der kørt 180 km i Stjernetour de Grindsted, og i modsætning til sidste år skinnede solen i år fra en høj himmel. Jeg tror, det blæste for meget til at skyerne kunne hænge fast, for hold da op, hvor der blev blæst. Jeg vil bare sige, at jeg var glad for, at det ikke var min bil der var placeret op af løbsafspærringen, da den kom flyvende.
Blæsten kom sjovt nok fra øst, hvilket ellers ikke er normalen derude vest på. Det gjorde sig til, at løbet ikke var a-walk-in-the-park, for dermed var der nærmest storm som modvind de sidste 30 km.
Som en god tradition fulgtes jeg med Torben fra Galten Cykle Club, og han havde også i år lovet at vente på mig. Ude i bakkerne ved Egtved måtte vi smide feltet, en gang rulleskifte var mere, end jeg havde ben til. På det tidspunkt havde Torben taget en god del føringer, for mange af dem vi kørte med, kører så åbenbart ikke i klub, og intet fungerede af sig selv. Torben var dælme godt kørende på det tidspunkt, så det var med lidt ærgelse i stemmen, at han fortalte mig at man altså måtte investere lidt i at samle feltet op efter svingene for at nyde frugterne af at kunne sidde i læ. Min kommentar var vist som en bedre bankkrise, der var eddermanme investeret det, der var at investere på det tidspunkt! Senere i den hårde modvind var Torben nu vist glad nok for, at jeg havde haft min krise, for nu var det pludselig mig der sad og trak, og Torben der betalte af på de tidligere investeringer. No problems, når jeg blot selv måtte bestemme hastigheden. 180 km med 900 hm i storm kommer ikke let!
Tiden blev 5:49, 19 minutter hurtigere end sidste år! Også dette løb er godkendt!!
Da vi kom ind til torvet i Grindsted havde arrangørerne tænkt, at det kunne være genialt med et indslag med 20 raske kondifolk, der demonstrerede spinning. Og, det kan man åbenbart kun til øresønderrivende musik af værste DJ-skuffe. Ikke lige det man har brug for, når man kommer ind med en bragende hovedpine, fik vist kun drukket en god liter vand i de seks timer vi kørte. Ikke klogt! Senere på aften gik det vist over i en let forhøjet temperatur, men nu ikke noget som ikke kunne helbredes med et par panodiler.
Nu må vi så blot se hvor lang tid der går, inden jeg igen kan træde en bule i en blød hat. Sidst tog det 4 dage. Konditionen er OK, men jeg restituerer langsommere end da jeg stod af cyklen i november.
På lørdag er det 170 km i Grejsdalsløbet, og så er det vist ikke menneskeligt muligt at træne mere inden Harzen byder sine bakker til sidst i maj.
Blæsten kom sjovt nok fra øst, hvilket ellers ikke er normalen derude vest på. Det gjorde sig til, at løbet ikke var a-walk-in-the-park, for dermed var der nærmest storm som modvind de sidste 30 km.
Som en god tradition fulgtes jeg med Torben fra Galten Cykle Club, og han havde også i år lovet at vente på mig. Ude i bakkerne ved Egtved måtte vi smide feltet, en gang rulleskifte var mere, end jeg havde ben til. På det tidspunkt havde Torben taget en god del føringer, for mange af dem vi kørte med, kører så åbenbart ikke i klub, og intet fungerede af sig selv. Torben var dælme godt kørende på det tidspunkt, så det var med lidt ærgelse i stemmen, at han fortalte mig at man altså måtte investere lidt i at samle feltet op efter svingene for at nyde frugterne af at kunne sidde i læ. Min kommentar var vist som en bedre bankkrise, der var eddermanme investeret det, der var at investere på det tidspunkt! Senere i den hårde modvind var Torben nu vist glad nok for, at jeg havde haft min krise, for nu var det pludselig mig der sad og trak, og Torben der betalte af på de tidligere investeringer. No problems, når jeg blot selv måtte bestemme hastigheden. 180 km med 900 hm i storm kommer ikke let!
Tiden blev 5:49, 19 minutter hurtigere end sidste år! Også dette løb er godkendt!!
Da vi kom ind til torvet i Grindsted havde arrangørerne tænkt, at det kunne være genialt med et indslag med 20 raske kondifolk, der demonstrerede spinning. Og, det kan man åbenbart kun til øresønderrivende musik af værste DJ-skuffe. Ikke lige det man har brug for, når man kommer ind med en bragende hovedpine, fik vist kun drukket en god liter vand i de seks timer vi kørte. Ikke klogt! Senere på aften gik det vist over i en let forhøjet temperatur, men nu ikke noget som ikke kunne helbredes med et par panodiler.
Nu må vi så blot se hvor lang tid der går, inden jeg igen kan træde en bule i en blød hat. Sidst tog det 4 dage. Konditionen er OK, men jeg restituerer langsommere end da jeg stod af cyklen i november.
På lørdag er det 170 km i Grejsdalsløbet, og så er det vist ikke menneskeligt muligt at træne mere inden Harzen byder sine bakker til sidst i maj.
En tæt barbering.. eller?
I licensrækkerne var der to store løb i denne weekend, et af dem i fødebyen, hvor vi var. Turen blev derfor slået forbi startsted, hvor man kunne underholde sig med at se de mange hold blive sendt afsted.
Man kunne tørt konstatere, at benene var mere velbarberede end kinderne på de ellers så stoute mænd!
;-)
;-)
onsdag den 4. maj 2011
Hvor kom den vinter fra?
Fem vedholdende ryttere var mødt op i til tirsdagstræning i maj, fire grader stillede foråret op med og mindst tre millimeter regn kom der ned ovenfra.
For helvede hvor var det koldt!
Sandbjerg på fixed gear, parløb på Stumpen, tilbage til Kettinge, gennem Sandholmlejren over til Høvelte og langs Kongevejen gennem Birkerød hjem.....
Oppe ved Høvelte var der lidt læ, og fingerne lidt optøet. Jeg foreslog forsigtigt, at vejret faktisk ikke var helt ringe, men blev kontant nedstemt! Tror jeg havde glemt at jeg havde gule linser i brillerne... det virker som om solen er lige ved at titte frem, men sådan var det ikke heelt når man skævede over brillekanten.
Efter at have kørt ned af Klampenborgvej var mine fingre helt stive, og da jeg skulle i bad, kunne jeg konstatere at temperaturfornemmelsen mellem fingre og krop ikke var helt i overensstemmelse. Hvad fingrene synes var passende havde vist mest en temperatur der kunne tilfredsstille en vinterbader.
Det var godt nok hårdt. Dels er jeg endnu ikke helt kommet mig over lørdagens løb, dels fik jeg aldrig muskeltemperaturen op på en ordentlig driftstemperatur. Og så er der altså bare intet at skyde med. Drømte hele natten at jeg var træt, så der blev ikke just sprunget ud af sengen da vækkeuret ringede ;-)
For helvede hvor var det koldt!
Sandbjerg på fixed gear, parløb på Stumpen, tilbage til Kettinge, gennem Sandholmlejren over til Høvelte og langs Kongevejen gennem Birkerød hjem.....
Oppe ved Høvelte var der lidt læ, og fingerne lidt optøet. Jeg foreslog forsigtigt, at vejret faktisk ikke var helt ringe, men blev kontant nedstemt! Tror jeg havde glemt at jeg havde gule linser i brillerne... det virker som om solen er lige ved at titte frem, men sådan var det ikke heelt når man skævede over brillekanten.
Efter at have kørt ned af Klampenborgvej var mine fingre helt stive, og da jeg skulle i bad, kunne jeg konstatere at temperaturfornemmelsen mellem fingre og krop ikke var helt i overensstemmelse. Hvad fingrene synes var passende havde vist mest en temperatur der kunne tilfredsstille en vinterbader.
Det var godt nok hårdt. Dels er jeg endnu ikke helt kommet mig over lørdagens løb, dels fik jeg aldrig muskeltemperaturen op på en ordentlig driftstemperatur. Og så er der altså bare intet at skyde med. Drømte hele natten at jeg var træt, så der blev ikke just sprunget ud af sengen da vækkeuret ringede ;-)
søndag den 1. maj 2011
Brørup parløb 2011
Mix par-løb er en speciel katagori... I alle andre kategorier skiftes man som regel til at føre, men sådan er det ikke heeelt på mix-hold... Det udartede sig ihvertfal til 49 km enkeltstart for mit vedkommende, medens den bedre halvdel udkæmpede et lige så stort slag for at hænge fast på mit baghjul. Jeg tror, det var det hidtil hårdeste løb, jeg har kørt. Min gennemsnitspuls for de halvanden time røg op på 91%.... og det er ret så meget, i så lang tid. Jeg har da også efterfølgende haft ondt i lungerne i et døgns tid.. sårn når man tager en rigtig dyb indånding, så kildrer det lidt. Benene og resten af kadaveret har det lidt ligeså ;-)
Vores gennemsnitfart var 31,1, og den skal bare lige listes op på 32,1 for at komme under de 30 minutter. Det må da være muligt! Ses til næste år..
Abonner på:
Opslag (Atom)