søndag den 29. april 2012

På Hallandsåsen

37 km nord for Helsingborg ligger Hallandsåsen, en langstrakt bakke af de større, der rejser sig op i 226 meter   direkte fra Kattegat ved in-byen Båstad.

Således praktisk talt uden for vores dør, er det med lidt god ruteplanlægning muligt at finde en cykelrundtur på 100 km med imponerende 1.500 højdemetre eller mere, dvs bakker af de rigtigt stejle slags.

Som forberedelse til Harzen turen, havde OCC-holdet derfor langt april måneds lange lørdag til Hallandsåsen, og den bedre halvdel af TeamSologSommer var naturligvis med. Do undertegnede og Asger. Eftersom jeg skal vente en uge, inden jeg må cykle efter operationen, kørte vi følgebil med varmt tøj, cola, madpakker og kanonfotograf.


At det går opad, kan man måske fornemme på udsigten herunder.
Men hvad der kommer op, må også komme ned igen. Hanne, som for nogle år siden virkeligt ikke brød sig om stejle nedkørsler, har fået helt styr på det. Her kommer hun susende som den første, skarpt forfulgt af alle drengene

Godt kørt!

torsdag den 26. april 2012

Alle gode gange tre

På næsten ti-årsdagen for mit første hjerteflimmer, midt i trafikken i indre by, kan jeg rapportere: Helbredt!

Jeg har i dag været små fire timer på operationsbordet, og forudsætningen for et godt resultat er, at synderen, det nervecenter der ikke vil svinge i takt, optræder på scenen med sine drengestreger. Det lykkedes til fulde!

Da jeg ved, at træning påvirker kroppen postitvt, er jeg som bekendt stoppet med at træne for snart tre uger siden, og havde indstillet min medicin for en uge siden. Jeg blev derfor indlagt til observation i mandags. Anfaldene, som ikke var helt uskyldige, kom rullende med 60-70 styk i timen. Jeg nægtede at genopstarte med medicinen, for jeg har tidligere været igennem turen to gange uden noget resultat, og denne gang skulle det altså være! Rytmedrengene, som de to overlæger med forstand på dette kaldes, var helt enige.

 I dag indførte de så en ballon i hjertet, med 256 små elektroder, som når ballonen er pustet op dækker over det mistænkelige hjertekammer og giver et 3D billede af de elektriske impulsers vej. Eksperten i at fortolke dataene skulle flyves ind fra Holland, hvorfor operationen ikke kunne fremskyndes. Det har været lidt sjovt at iagttage sygeplejerskerne her, for de har aldrig oplevet noget lignende. Medicinen, eller den manglende, er årsagen. De er ikke vandt til at ikke at gøre noget.

Men, som skrevet var der virkelig måledata at reagere på og brændingen af de uartige nervecentre lykkedes! Jeg har ikke haft et eneste fejlslag i de sidste små fem timer!  Dejligt!

Og dejligt at bo i et land der har råd og evnerne. Kateterne, som rigeligt kan køre om kap i prisen med vore racercykler, blev samlet ind. Efter resterialisation bliver de foræret til et land, der ikke har samme økonomiske ressourcer, så endnu en forpustet og svimmel person kan få hjælp der..

Om en lille uge må jeg igen bestige cyklen, og så skal den selvfølgelig have da-da. Jeg lægger ud med 120 km til Grindstedløbet næste fredag!  Har jo lidt at indhente inden Hartzen ;-)

 Ses der ude på vejen!

mandag den 16. april 2012

Hvorfor egentlig en MTB?

Når man nu kan den slags tricks på en racer, komplet med Dura-Ace carbon hjul, har man så egentlig brug for flere cykler?

tirsdag den 10. april 2012

Træning i april

Den seje og 14 andre grønklædte stillede op til træning i dag. Imponerende i betragtning af at der var 10 grader og regnvejr!

Når man kommer hjem efter 68 kms intervaltræning i sådan et vejr, ser resultatet sådan ud: Et bad er vist ikke overdrevet


Intet motiverer som Tourmalet forude, men sej det er hun !

søndag den 8. april 2012

Respekt!

Jeg kender ingen der i den grad er i stand til at bide tænderne sammen og komme igen som den bedre halvdel af Team Sol og Sommer. På gårsdagens tur gik Hanne død helt oppe ved Nødebo. 10 minutters kamp, og så nåede vi op til holdet, der ventede på os. Med en (hel) del skub fra venlige folk over bakkerne, kom hun med hjem, og det til trods for at farten til tider lå op mod 40 km/t. Imponerende! Godt nok er et skub guld værd, specielt over bakkerne, men der skal altså trædes til for at holde pladsen, bare når det går ligeud. Selv jeg var ristet, da vi nåede hjem på Klampenborgvej.

Dagen var ekstrem hård. Der stod en stiv blæst ind fra nord, og sneen kom susende hen ad gaden. Snestorm i april! Desværre ligger ruten, så vi har al modvinden ud, og læ fra skoven hjem. Hvis ikke det var noget træls, er det god træning. Jeg gik helt sukkerkold, hvilket man ikke skal kimse af, det er faktisk god træning for at kunne køre distance.

Desværre blev så samtidigt min sidste tur i april. Sidste år kørte jeg omkring 1.200 km i april, men det bliver det ikke til i år. Jeg har fået en ny tid til hjerteoperation ultimo april, og da mine arytmier reager positivt på træning og det er hamrende nødvendigt at de kommer vrimlende som sneflokke i april, når jeg ligger på bordet, holder jeg hermed en pause.

Præcist 1.000 km nåede jeg indtil nu. Maj måned bliver hård, når jeg skal tilbage, og det til et hold som har trænet som maniacs, medens jeg har holdt sofaen og GT´s

tirsdag den 3. april 2012

Bier Maxx

Fandt disse i et tysk supermarked. Mon de virker i cykelpumpen? Hvis, så koster de kun ti kroner, når de egentlig er beregnet til øl-fustagen. Næsten halv pris.

Flad fornemmelse eller fed fest? Cykel eller øl? Hav altid en i overskud må svaret være..

CO2 hedder i øvrigt E290, når det tilsættes levnesmidler, kan jeg se på varedeklarationen. Hvem tænker på, at de kører rundt med E-numre i dækkene?  Hvorfor har vi egentlig vand i flaskerne, når vi kører rundt med et halvt fadølsanlæg i lommen? ;-)