Oakley Limited Edition Echelon Jawbone Transitions® SOLFX™

For nogle år siden lavede en af de førende solbrilleproducenter, Oakley, en "nu-skal-vi-vise-hvad-vi-kan" cykel-solbrille med alle deres teknologier i. Stellen var printet carbon, som hyldest til carbon-racercyklerne, men altså kun printet, fordi ingen på daværende tidspunkt havde lavet et stel i rigtig carbon. Det ser lidt noller ud, men meningen er god nok ;-)

Brillen udkom i en limited udgave, dvs de lavede kun et begrænset antal og efter at have trippet noget rundt om mig selv, for den var ikke hel billig, gik vi ind i Oakley-butikken på Covent-garden i London, hvor de havde et enkelt eksemplar tilbage, liggende gemt i et hjørne på lageret... mon en af medarbejderne havde håbet på... ;-)

Glasset er to-farvet, dvs mørkere op mod himlen, og lysere ned mod jorden, med kontrastforøgende farve, selvtonende så de bliver mørkere jo mere solen skinner, med en metalbelægning så pludselige lysskift ikke blænder, som fx ved udkørsel fra en tunnel og så hygrofobisk, dvs vandafvisende, således at tåge og regn automatisk blæses af når man kører. Hullerne i glasset er for at forhindre de dugger på en svedende cyklist.

Efter nu at have kørt med dem nogle år, må jeg sige.. det virker... altsammen! De er kanongode!

En ting mere kan de, de er slagfaste. Hverken glasset eller stellet går i stykker eller skærer øjne og ansigt i småstykker, når man smadrer hovedet ned i asfalten med 55 km/t.  Det er nu til al overflod afprøvet! Til gengæld er de ikke 100% ridsefaste, ja forståeligt nok blev glassene så skrammede at det var slut med dem.

Bugger! Der er sgu ingen, ej heller Oakley der har lavet nogle glas, der er lige så gode siden.  Den lokale brillebutik skaffede et par glas der ligner, men hverken er tofarvet eller selvtonende. Brillen kan bruges igen, men specielt den selvtonende effekt var rent luksus.. toningen passede altid perfekt, i solskin eller gråvejr...  Og på gårsdagens cykeltur fangede jeg også den dybere fordel ved tofarvningen.. det er simpelthen nemmere med det perifere syn at se cykelcomputeren og ikke mindst at holde en fast afstand til baghjulet på cyklen foran.. og det er jo vigtigt når man kører så tæt som vi..

Så hvad f.. gør man, når man er blevet vant til toppen af poppen, og ingen laver noget der er lige så godt længere?

En omhyggelig google-søgning afslørede en Oakley-brille-samler i Californien, der havde en helt ubrugt til salg fra sin samling, i fineste stand. ... ... Nu er den på vej til Danmark.. længe leve den globaliserede verden. :-)   Han var såmen ikke en gang dyr, alle ting er billigere i USA, men lad os nu se hvad det hjemlige Told og Skattevæsen siger.. hospitaler og lign. skal jo have budgetter ;-)

Efter tre uger på sofaen

I denne uge startede jeg for alvor på på halvtid igen. Dejligt at være tilbage igen, meen om eftermiddagen soves. Jeg bliver utroligt træt, så jeg kommer til at kæmpe med hjernesrystelsen pænt lang tid endnu. Det er også ret let at få en billig tur i karrusellen, skal bare lægge hovedet tilbage og kigge skråt op til højre.  ;-)

Men alligevel bliver jeg langsomt i stand til at klare mere: Sidste lørdag kunne jeg gå på vandet, med det resultat, at det tog fra søndag til tirsdag, inden jeg ikke følte mig som noget katten havde slæbt med ind. I går, lørdag en uge senere, gik jeg på vandet igen.. for alvor.. og i dag søndag er jeg træt, men har det fint nok.  Så der er håb.

Da jeg jo trænger til at røre mig, og alle siger, at ligge på sofaen også er skidt, tog jeg ud for at lørdagscykle. Af hensyn til mit normale hold, og fordi det er hyggeligt, mødte jeg derfor op til normal træning. Planen var at tage det let på intervaltræningen og så køre fra, når jeg begyndte at mærke mine grænser..   3 uger på sofaen kommer ikke ustraffet for konditionen.

Jeg faldt derfor ind på det langsomste team, men tog alle intervallerne pænt og gennemførte hele distancen! Den afsluttende frokost i klubben blev dog sprunget over, fordi der med det gode vejr var mere end 100 mennesker der.. og den larm havde jeg ikke lige brug for efter en udfordrende træningstur.  Istedet tog Team Sol og Sommer en mentalt afslappende frokost i haven til fuglefløjt og solskin, efterfulgt af en fuldgod lur på sofaen for mig.

Som det ses, blev det faktisk til hele 90 km, og det med et snit på godt 27 km/t. Det er sgu fantastisk efter tre ugen stilstand, hvis jeg skal sige det selv. Benene var nu også godt ristede ;-)

Et andet udtryk for belastningen er denne graf:

Som det ses, er der brugt næsten en time (28% af tiden) for høj puls, til trods for at gennemsnithastigheden ikke lå højere end de 27 km/t og det estimerede gennemsnitlige watt lå på 142.

Til sammenligning kan vi jo kigge på den forrige rigtige tur, den hvor jeg røg i asfalten.

Her ligger jeg på høj puls i 12% af tiden. Gennemsnitshastigheden lå på 33 km/t og det estimerede gennemsnitlige watt output lå på 201.

Altså før mine tre uger på sofaen kunne jeg holde en 40% højere effekt og dermed også meget højere hastighed uden at knokle så meget som jeg gjorde i går..  Det er hvad tre ugers stilstand gør!!

Men når det er sagt, er jeg rent faktisk umådelig stolt af overhovedet at kunne køre 90 km med et snit de fleste ville være glade for! Jeg er taknemmelig!

Nu skal vi bare igang med genoptræningen, både arbejde og kondition. ;-)

En forsigtig start

I dag skulle jeg lige se om balancen stadig var tilstede, og hvordan konditionen spillede sammen med hovedet og rullede derfor en lille forsigtig tur, kun 21 km.

Det gik fint med hovedet, mærkede ingen problemer med hjernerystelsen, men jeg skal da lige love for at det ikke hjælper på konditionen at ligge 14 dage på sofaen. Det var lidt hårdt, indtil jeg mødte 10-holdet.. så kom der lidt mere luft over hastigheden ;-)  Ens egen ambitioner er som sædvanligt den hårdeste arbejdsgiver.

Rigtigt dejligt at komme ud i den friske luft igen, var det!

Dårlige vaner

Jeg har det jo med at vælte på cyklen ind i mellem, som en af kollegaerne sagde: en dårlig vane.

Forrige gang jeg væltede, sårn for alvor, var november 2010, hvor jeg knuste anklen, se mere på side 9, her.  Det var et større show, 10 skruer og en skinne, samt 8 ugers gangforbud. Operationen gik fint, men efterfølgende har jeg været en del besværet af at anklen hæver.  Ingen bare tæer, er nødt til at have strømper på, så anklen er under tryk, og vandre ret langt kan jeg heller ikke. Cykle går, men ikke uden jeg hele tiden kan mærke anklen.

Godt nok må ingeniører gerne gå i sandaler med strømper, men en hel dag med DSB hvor foden er ned af, er nu ikke sjovt... DSB uagtet ;-)

Pludselig slog det mig, jeg havde jo anmeldt skaden til mine ulykkesforsikringer, og selvom det lykkedes lægerne at sætte knoglerne på plads, og det er ved at være lang tid siden, er jeg ikke uden mén, så hvorfor ikke få samlet op på det?

Jeg fik så genanmeldt sagen i foråret, og søreme, i dag kom brev.. de har afgjort at jeg har mén svarende til 8%..

8% invalid, ak ja!  ;-) 

Stilstand

Det er jo helt normalt at holde en lille pause inden man skal performe på højt niveau, ja såmen helt op til en uge inden et stort løb.  Men nu har jeg ligget på sofaen i halvanden uge, og hovedpinen er der stadig... så hvad nu?

Jeg har fulgt min hvilepuls i perioden. (hvilket jo unægteligt har været nemt)  Og den ligger stadig på lige omkring de 40 bpm, så det får gå.

Der er måske en lille pil opad, den ligger oftere lidt højere end normalt, så jeg så gerne snart hovedpinen forsvinde, så det kunne blive til en trilletur igen.

På den positive side har jeg tabt 2,5 kilo på de halvanden uge, og ja, det er fedt om maven, viser målebåndet! Det hjælper jo helt vildt på styrken på cyklen, specielt når det går opad. Så endnu er jeg optimistisk mht sommerens bjergmål.

 Vægttabet siden nytår er nu på 7 kilo

I live !

Nu er det en uge siden jeg blev udskrevet fra sygehuset efter styrtet forrige lørdag. Jeg har en grundig hjernerystelse, og er derfor ikke særlig aktiv på PC´en, så dagens ti minutter går lige til en hilsen her.

Jeg var uden bevidsthed i fem minutter efter styrtet, men det første jeg kan huske er, at jeg bliver syet i ansigtet, 2.5 time efter. Det gjorde nemlig ondt.. Jeg kan huske, at sygeplejersken/lægen bliver rost for de 14 sting ;-) Herfra går det pø om pø, der hænger ikke meget ved. Sygeplejersken var sød, lyste mig i øjnene hver time, for at sikre der ikke var dybere hjerneskader, naboen på stuen larmede, og aftensmaden var rugbrød som Thit skar i stykker, som jeg havde et mas med at få i munden grundet sårene.. vi sprang silden over.. Må have ligget på intensiv, for der var ekg, iltmætningsmåler og blodtryksmåler.. en læge siger omkring midnat, at jeg må tage hjem, når det passer, og jeg får lov til at vente til søndag.. resten er væk. Bliver hentet søndag formiddag og kørt hjem. Det var Thit der kørte, har jeg fået at vide, men erindre det kan jeg ikke... hjemme var gode venner ved at gøre klar til det nye køkken som skulle komme om mandagen..  jeg kan godt huske hvem det var, men ikke hvad de lavede ;-)  og ellers står ugen lidt i tomhedens tegn.. har sovet meget både om natten, om formiddagen og om eftermiddagen, og erindringen står nogenlunde lige så tom. Onsdag aften kom de nærmeste venner på besøg, dvs dem som kørte mig over og dem som skrabede mig op, og dagen efter måtte jeg koncentrere mig om, hvem der helt præcist kom..

Jeg må indrømme, at det har chokeret mig hvor dyb hjernerystelsen er. Troede såmen jeg ville være hurtigere klar, men trætheden og hovedpinen er hvad det er.. at jeg selv flere dage efter udskrivningen får huller, hvor jeg ikke kan huske hvad der er sket omkring mig, vækker til eftertanke..

Talte med en læge på sygehuset i fredags. Hun undrede sig dog ikke, at slå hovedet i jorden med 55 km/t er hård kost, og hun overbeviste mig om, at det var helt normalt stadig at være træt og rundtosset og have hovedpine, når der kun var gået en lille uge efter slaget, og hun forventede bestemt ikke at jeg skulle på arbejde i næste uge heller, og hun understregede at PC og tv skulle undgåes. Nu har jeg en aftale med en god lægeven onsdag aften, skal have fjernet stingene og have en status på hjernerystelsen, og indtil da holder jeg sofaen.

Det går dog fremad, nu kan jeg koncentrere mig en halv time af gangen, hvis der ikke sker for meget. Støvsugning og andre larmende aktiviteter er dog bandlyst ;-) og når jeg ligger på sofaen har jeg det faktisk også ok.. men det har vist også altid været en kernekompetence ;-)

En ting er dog gået rigtigt hurtig!!
Sårene er ansigtet er forsundet med lynets hast, virkeligt imponerende som den del af kroppen virker. Her er en stribe billeder fra søndag til søndag. Om jeg ligefrem er blevet køn, afhænger jo af smagen, men jeg kan i hvert fald ikke længere være med i en zombiefilm, in natura ;-)

Søndag

Mandag

Onsdag

Torsdag

Søndag

Så skal vi bare lige have hjernerystelsen til at forsvinde, keder mig ad ht., og savner både arbejdet og cyklen ;-)