Flûte og ost vejer

Efter to dejlige uger i Sydfrankrig er det på tide at gøre forberedelserne til august måneds Tour de Alps op.

Der er pt i år kørt 4.400 km, og den kommer nok lige op på 5.000 inden alperne rammer. Det er helt godkendt! 

Til gengæld har jeg i dette forår haft ganske meget arytmi med hjertet. Det giver en fornemmelse af uro i kroppen, ganske svarende til at være gået sukkerkold. Og kroppens svar på det det er at ville have kalorier indenbords. Selvom jeg udemærket ved at det ikke er tilfældet, kræver kroppen altså sit.. og vægten er derfor helt oppe på 82, inden vi tog på ferie .. Jeg havde håbet på at være kommet ned på 78ish  Flûte, ost og rosé vejer desværre også, så der røg et ekstra kilo på under ferien, så nu er jeg dælme helt oppe på 83 kilo! Øv, men det smagte godt. 

Frankrigsturen gav seks ture og cirka halvt så mange kilometre som normalt i en to ugers periode. Til gengæld var kvaliteten høj! Der er derfor intet i vejen med styrken. Til trods for vægten satte jeg endnu en gang rekord på morgenturen i Poujol, med 1:04, og kørte forleden en pæn lang tur i Nordsjælland med et snit på 32,6 km/t.

Hanne på vej op mod Col de Frontfroide

Jeg har lovet mig selv at tage Alpeturen som en hyggetur med min søde hustru, så det skal nok gå alt sammen.

Lidt værre med hjertet. Tidligere kunne jeg til en hvis grad træne arytmierne væk, men det kunne jeg ikke denne gang. Efter en træningstur i maj hvor arytmierne ikke ville gå væk, havde jeg vedvarende ondt i hjertet og blev indlagt til kontrol for kranspulsåreforkalkninger og blodpropper.. Det viste sig dog at mine pulsårer så fine ud, alt andet ville også have forundret mig. Lægen fortalte, at årerne dog snører sig lidt sammen ved arytmi, og at jeg ganske rigtigt havde fået for lidt ilt til hjertet under træningen. Derfor skal der gøres noget ved dem!  I kommende weekend skal jeg derfor køre rundt med et måleudstyr på kroppen, for at få live-målinger lægerne kan kigge på. 

Men efter indlæggelsen er det nu ellers lykkedes mig at få genoptaget medicineringen på en måde, så urolighederne ikke generer mig.. derfor er cykelturene ikke længere noget problem, omend pillerne sænker min makspuls noget. Så må jeg tale med lægerne om det er vejen frem, eller vi skal ud i fjerde operation.

Man lærer hver dag

Lørdagens tur til St Dyrehave, blev af forskellige gunde ganske udfordrende. Det var frostvejr og der lå 10-15 cm sne, men nedenunder sneen var den bløde skovbund næsten lige så mudret som altid.

En ting er at køre med bind for øjnene, ja sådan virker sneen, når den dækker rødder, sten og mudderhuller, det kan man klare med balance og teknik. Noget ganske andet er den mudder der kastes op på cyklen, og øjeblikkeligt fryser til store kager, på hjul, stel og i gearet.

Jeg prøvede at sparke lidt af det af, men ramte ventilen, som så brækkede af, psssssstttttt.... Altså endnu en på lærdommen. Cykler er delikat materiale, man sparker ikke på dem ;-)

Hjertet kørete sådan set ok, men i alt for højt tempo. Og vi ved jo at pulsen stiger når kroppen er udsat.. Nej, jeg havde ikke været til julefrokost. Tømmermænd kunne ellers godt have givet den effekt. Nej, jeg havde ikke trænet røven ud af bukserne i dagene op til...  Svaret kom dog senere på dagen, hvor jeg måtte gå i seng med 39,4.. der var en sygdom i spil.  Hvad ved jeg ikke, for her, dagen efter er jeg, om ikke supermand, så dog feberfri!

Dejligt var det nu ude i den snedækkede skov!

Det sner! Vil du med til Italien?

Puha, i de sidste mange uger har der bare været arbejdet for meget.  Der har været mange ture til Århus, og det betyder, at hverdagstræningen er lagt på hylden.

Det hævner sig, for alene lørdagstræningen, selvom det er for højt tryk, er ikke nok, til at holde hjertet på rette spor. Forrige lørdag var der lidt uro, når pulsen kom højt op, og i denne uge fik jeg en undskyldning for at afbryde, da min navnebror Per væltede og måtte følges ud af skoven.

Så det var med stor glæde, at jeg i dag ikke skulle til Århus, for så kunne jeg komme ud og cykle.. yehaa!!   Næse, for der lå adskillige stinkere på mit skrivebord, så jeg måtte arbejde til klokken røv, og da jeg først kom hjem var der ikke lige energi til at cykle ud i mørket, frosten, sneen og de spejlglatte veje.

Så, hometræneren blev pakket ud efter at have stået i hi halvandet år.. og søreme om ikke det hele bare spillede. Så medens det sneede udenfor, fræsede jeg rundt i Milanos gader til høj musik.  Nu sidder jeg her og morer mig over at det også sneer på denne hjemmeside, medens jeg dufter af liflig cykelrytter.
Hanne er stærkt forkølet, men mener alligevel af ordet liftlig er skudt endog en hel del ved siden af!  Så jeg må hellere lige smutte i bad!

ses!

Lidt om makspuls

Det er godt nok lang tid siden jeg har set dig så rød i hovedet, sagde min gode ven Jes, da han på et af intervallerne kørte fra mig, fra fronten af.

Pis, ja formen og figuren er ikke hvor den burde være!

Det er ikke fordi jeg ikke kan køre stærkt, for det går egentlig godt nok, men pulsen lever helt sit eget liv. Da jeg startede med at cykle lå min makspuls på 193, og den er siden faldet med en halv slag i minuttet pr år. Naturens måde at fortælle at tiden går. Sidste år lå den derfor omkring 190 og her i efteråret kunne den ikke komme over 188. Det havde nu formodentlig noget at gøre med medicinen og at jeg kørte MTB.

Men, efter operationen og den lange medicinfrie periode kan jeg holde en puls mellem 189 og 191 i mere end syv minutter. Nedenfor er blokken til højre en enkeltstart op af Henrikholms Alle i Vedbæk (også kaldet soldaterbakken).

En puls man kan holde i syv minutter, er ikke en makspuls! Noget er i spil, noget har operationen rodet med!

Indtil i tirsdags var min nye højest opnåede makspuls 193, men her nåede jeg to gange op på 204 slag i minuttet. Stadig ikke min makspuls, men nok tættere på det rigtige. (var også kort oppe på 210 slag, men det var tomme ekstraslag, satans som jeg bliver påvirket af stress, slet ingen tvivl. Jeg skal passe min træning så stresshormonerne bliver sendt ud af kroppen).

Hvis min makspuls er 206 svarer 190 til 92% belastning, og det ved jeg jeg kan ligge med i endog meget lang tid.  Jeg bliver bare en lille smule træt bagefter ;-)

Og træt efter cykelturerne er jeg pt. Pulsen ryger meget hurtigt op, og benene er ikke til at slæbe igang dagen efter. God træning, men sgu lidt for sent på sæsonen.

Men, så er det heller ikke værre. Hastigheden de sidste 18 km hjem efter tirsdagens træning fortæller en god historie (hvis så ellers ikke pulsen også lå tårnhøjt ;-)

Zen og kunsten at køre på cykel

Sidder med et glas rosé, har set en spændende etape af Giro´en og arbejdet i haven i solen, alle ungerne er hjemme og vi har grillet en vidunderlig kylling i den nye grill. Der er blevet kørt 207 km denne forlængede weekend, mere end hele april tilsammen.. og der har ikke været et fejlslag på hjertet, ikke bare et lille et! Life is good!

StjerneTour de Grindsted var f.. hårdt, efter en måneds stilstand, ja så hårdt, at vi næppe gør det igen. WAF´en er vist lidt lille lige nu, hun kom ellers ind som nummer 9 af 59 deltagende kvinder. Ganske hård vind gav uro i felterne.

Men, det gjorde godt for hjertet. Efter operationen har jeg haft uro i cirka en times tid hver dag, men siden jeg igen måtte sætte mig på cyklen i fredags har der som sagt ikke været ét fejlslag, ej heller med vin i glasset! Så pyt, jeg er med igen næste år. Og ellers har vi haft nogle dejlige småture både lørdag og søndag. Kors hvor er musklerne tomme for energi. Evnen til at restituere er noget der skal trænes!

Alle gode gange tre

På næsten ti-årsdagen for mit første hjerteflimmer, midt i trafikken i indre by, kan jeg rapportere: Helbredt!

Jeg har i dag været små fire timer på operationsbordet, og forudsætningen for et godt resultat er, at synderen, det nervecenter der ikke vil svinge i takt, optræder på scenen med sine drengestreger. Det lykkedes til fulde!

Da jeg ved, at træning påvirker kroppen postitvt, er jeg som bekendt stoppet med at træne for snart tre uger siden, og havde indstillet min medicin for en uge siden. Jeg blev derfor indlagt til observation i mandags. Anfaldene, som ikke var helt uskyldige, kom rullende med 60-70 styk i timen. Jeg nægtede at genopstarte med medicinen, for jeg har tidligere været igennem turen to gange uden noget resultat, og denne gang skulle det altså være! Rytmedrengene, som de to overlæger med forstand på dette kaldes, var helt enige.

 I dag indførte de så en ballon i hjertet, med 256 små elektroder, som når ballonen er pustet op dækker over det mistænkelige hjertekammer og giver et 3D billede af de elektriske impulsers vej. Eksperten i at fortolke dataene skulle flyves ind fra Holland, hvorfor operationen ikke kunne fremskyndes. Det har været lidt sjovt at iagttage sygeplejerskerne her, for de har aldrig oplevet noget lignende. Medicinen, eller den manglende, er årsagen. De er ikke vandt til at ikke at gøre noget.

Men, som skrevet var der virkelig måledata at reagere på og brændingen af de uartige nervecentre lykkedes! Jeg har ikke haft et eneste fejlslag i de sidste små fem timer!  Dejligt!

Og dejligt at bo i et land der har råd og evnerne. Kateterne, som rigeligt kan køre om kap i prisen med vore racercykler, blev samlet ind. Efter resterialisation bliver de foræret til et land, der ikke har samme økonomiske ressourcer, så endnu en forpustet og svimmel person kan få hjælp der..

Om en lille uge må jeg igen bestige cyklen, og så skal den selvfølgelig have da-da. Jeg lægger ud med 120 km til Grindstedløbet næste fredag!  Har jo lidt at indhente inden Hartzen ;-)

 Ses der ude på vejen!

Respekt!

Jeg kender ingen der i den grad er i stand til at bide tænderne sammen og komme igen som den bedre halvdel af Team Sol og Sommer. På gårsdagens tur gik Hanne død helt oppe ved Nødebo. 10 minutters kamp, og så nåede vi op til holdet, der ventede på os. Med en (hel) del skub fra venlige folk over bakkerne, kom hun med hjem, og det til trods for at farten til tider lå op mod 40 km/t. Imponerende! Godt nok er et skub guld værd, specielt over bakkerne, men der skal altså trædes til for at holde pladsen, bare når det går ligeud. Selv jeg var ristet, da vi nåede hjem på Klampenborgvej.

Dagen var ekstrem hård. Der stod en stiv blæst ind fra nord, og sneen kom susende hen ad gaden. Snestorm i april! Desværre ligger ruten, så vi har al modvinden ud, og læ fra skoven hjem. Hvis ikke det var noget træls, er det god træning. Jeg gik helt sukkerkold, hvilket man ikke skal kimse af, det er faktisk god træning for at kunne køre distance.

Desværre blev så samtidigt min sidste tur i april. Sidste år kørte jeg omkring 1.200 km i april, men det bliver det ikke til i år. Jeg har fået en ny tid til hjerteoperation ultimo april, og da mine arytmier reager positivt på træning og det er hamrende nødvendigt at de kommer vrimlende som sneflokke i april, når jeg ligger på bordet, holder jeg hermed en pause.

Præcist 1.000 km nåede jeg indtil nu. Maj måned bliver hård, når jeg skal tilbage, og det til et hold som har trænet som maniacs, medens jeg har holdt sofaen og GT´s

Hvor kom han fra?

Sjældent man bliver vækket midt i en drøm, så man kan huske den :-)

En lettere hysterisk sheik der ville have briller med stel lavet af ost
Og hans mor
En ortopæd kirurg (hulekirurgen)
Min svoger
Og min far i en halv kjole og Hvidt

Og os der ankommer i bil til en glad modtagelse af dem alle, bortset fra Gadaffi der vil have nogle andre briller end de billige med halv guld coatning vi havde med, men han er bare lidt til grin. Efter hans mor har trasket af med ham, fortsætter kirurgen sine undersøgelser....

Sikke et rodsammen ;-)

Men med referencer til mange ting. Jeg skulle have haft opereret mine skruer fra mit MTB styrt ud i fredags, men bedst som de havde lagt mig til at sove på bordet, kom mine arytmier flagrende, så jeg nær havde taget livet af narkoselægen... nu ligger jeg på kardiologisk, og har fået skiftet min medicin ud til noget mere effektivt. Og det er godt, for den gamle medicin kunne kun lige tage toppen af det hysteriske show!

Her søndag morgen er alt flimmer forsvundet.. måtte det blive væk for altid!

Men, hvordan kom min svoger ind i det hele? ;-)

Bodyage - 28

40-årskrisen er aflyst, skrev jeg forleden, da jeg havde konstateret en puls på 188.

I dag, efter god og grundig opvarmning efterfulgt af en spurt, jeg bare ikke ville tabe, røg pulsen op på 192

Men den upræcise tommelfingerregel for makspuls: 220-alder er min bodyage hermed 28 år!! Tralala :-D

Det minder mig på en eller anden måde om en Anders And historie, hvor onkel Joakim får drukket så meget af ungdommens kilde, at han ender som et æg!

40-årskrisen er aflyst

Efter al balladen med hjertet lagde jeg min pulsmåler på hylden, men i lørdags havde jeg alligevel taget pulsmåleren på, da den nye Garmin Edge skulle testes af. Og, det viste sig, at den er imun for flimmer, og kun viser de egentlige slag. Super, nu kan det igen bruges.

Min makspuls i lørdags var 188 bpm. Og holder man det i forhold til den (temmeligt upræcise) vejledende formel: Maks puls= 220 - alder, betyder det, at jeg kun er 32!

40-årskrisen er hermed aflyst!

Et spark i røven

Den største risiko eller bivirkning ved et trykket eller brækket ribben er lungebetændelse, ikke på grund af den ydre påvirkning, men fordi det gør ondt at trække vejret. Det gør man så ikke ordentligt, med det resultat, at der står en sump i bunden af lungerne, heraf kommer infektionerne. Af samme grund giver man helst ikke bandage omkring brystet, for det vil kun gøre det endnu sværere at få luftet ud i bunden. En god læge jeg kender hævder, at rigtig mange indlagte i løbet af få dage får lungebetændelse, ikke på grund af bakterierne på sygehuset, men fordi de ligger stille i sengen.

Tilsvarende når jeg får hold i ryggen, er jeg fristet til at blive i sengen. Det gør simpelhen for ondt at komme igang. Og, der kan jeg så ligge og pines i flere dage. Får jeg mig taget sammen og går på arbejde, er holdet ofte væk efter en halv time på kontorstolen.

Kroppen er kort og godt ikke bygget til ikke at blive brugt. Her i huset hedder det sig, at stort set alle sygdomme kan kureres med "et spark i røven og ud at løbe"

Og hvorfor så den svada?

Jo, jeg har det jo på samme måde med min hjertemedicin. Efter en god lørdagstur på cyklen, behøver jeg først medicin ud på onsdagen, mere torsdag og en masse fredag. Men, nu har jeg trænet hårde intervaller mindst tre gange om ugen, i præcis en måned. Og, tada, jeg har været total medicinfri i de 30 dage!

Der er intet som: "et spark i røven og ud at løbe"  ...dvs cykle...

Col de Galibier for fuld knald

Aftenens tur gik ned af Col de Galibier, 21 km, for fuld knald!

Jamen, giver det træning at køre ned ad? Jeps, det kræver på den anden side af 200 watt at holde hastigheden konstant over 50 km/t. Hometraineren har jo den fordel, at man ikke behøver at tage farten af i hårnålesvingene, selvom det giver et lille sug i maven... specielt realistisk bliver det hvis man så rent faktisk lige pauserer, og hjulet fortsætter med at spinne med 58 km/t. Kassettens klikken, eller rettere hvinen, fortæller hvor stærkt det egentlig går. Men rør ikke bremsen, det er en kraftfuld motor der skubber på!

Efter 5 dage med træning og afholdenhed er hjertet ved at være tilbage på rette spor, der var kun korte udfald i aften. Med den investering, som hometraineren er, er det rart at konstatere, at teorien om konstant træning passer. Super!

Pisst, Finn: Der var høj solskin og flot udsigt oppe på toppen! Hvornår skal du med?

Til vals på Mallorca

Man siger, at en god blogger skal skrive to indlæg pr uge, for at fastholde læsernes interesse. Men, problemet er jo, at der ikke har været megen cykelrelateret aktivitet den seneste 1,5 uge.

Og det er et problem, for grunden til at jeg købte hometraineren var jo netop at der skulle jævn og vedholdende træning til, for at holde systemet i gang. Så efter weekendens udskejelser i Jylland med øl og rødving, men uden cykel, har jeg alvorligt seriøst brug for noget træning.

Så i denne uge valser jeg hen over Mallorca, en halv time hver dag. Håber alt er iorden inden lørdagens OCC tur.

Nada, Zil, nichts, nothing

Ikke så meget som et enkelt ekstraslag kom der, da jeg lå på bordet. Før jo, men under operationen nix! Så de lukkede pænt igen uden at fortage sig ydeligere. Det var ellers ikke fordi der ikke blev forsøgt. Nok strømpulser til at ligge en Eremitageløber ned, nok adrenalin til en Berlin maraton. Men stadig intet!

Nå, men fordelen er jo, at de så ej heller brændte og dermed ej heller kunne komme til at lave skader. Så egentlig er jeg lidt lettet og lidt skuffet på samme tid.

"Det er jo ikke dødeligt, siger vi, men der er jo en grund til at de går i gulvet, der ude i det just afholdte Eremitageløb" sagede lægen. Så lægens råd var så absolut at undgå de perioder med ekstraslag.

Det kan jeg så gøre på to måder, enten holde træningsniveauet højt oppe, eller geare ned. Jeg prøver det første først, for det ved jeg jo virker, hvorimod jeg er noget i tvivl mht det andet. Så nu må jeg ud og købe mig en træningsstand, så jeg også i disse mørke og kolde måneder kan holde træningskadancen.

Det ville jeg alligevel gerne gøre, nu har jeg undskyldningen. ;-)

In the blues

Sidder her en sen fredag aften, og slapper af. Meget cykling er det ikke blevet til siden sommer, der er alt for meget arbejde. Men, jeg kigger langt efter de cyklister jeg kører forbi på vej til og fra arbejdet.

Jeg har valgt ikke at køre i morgen, fordi jeg har fået tilbudt en ny operation på afbud på mandag. Det er jeg glad for, for det rumsterer jo det der apparat, men uden mulige bivirkninger er det jo ikke... Men, hvor stiller man sig tilfreds? Før første operation kunne jeg ikke gå ned ad Østerbrogade, nu kan jeg jo rent faktisk køre stærkere end de fleste selvom det er møg ubehageligt, når jeg starter op. Det er jo en succes, så skal man jagte det sidste? Lægen synes vist det er noget pjat, jeg er i bedre form end han er.

Selvom de har målt det hele igennem kan de stadig kun jagte det, der kommer på selve bordet. Og mine ekstraslag kommer mest når det går stærkt, damn den teknik... Håber jeg har ret i, at tærsklen for ekstraslagene sænkes når jeg har undladt at træne i længere tid. Siden tirsdag har jeg passet bilen, elevatoren og rødvinen.

OG NU MANGLER JEG SGU ET SKUD ENDORFIN!!

Nå, det klemmer lidt kan jeg mærke, lad os håbe de ikke blot får lov til at rode lidt rundt uden succes. Eller hvis der intet kommer, at de så får lukket pænt uden at få lavet andet rod. hrrmmffppp!

Vals

Vals danses i 3/4 takt. Præcis som mit hjerte, under arbejdstesten i dag.

Var ellers lige ved at tro, den snød os endnu en gang, men da belastningen efter 15 minutter kom op på 300 W, og pulsen krydsede 180, begyndte vi at danse Vals.

tre slag, støj, tre slag, støj, tre slag, støj... helt regelmæssigt Flot!

OK ok, jeg har nok nu, sagde lægen nevøst, lad os stoppe her. Og, nå ja hvorfor ikke?

Så må jeg høre hvad lægerne siger til det, efter deres konference. På den måde er det jo et helt andet symptombillede end sidste gang.

Men, i morgen skal jeg ud og cykle, glæder mig til at prøve de nye hjul!

Motionscykel

Jeg har fået en aftale med en motionscykel!

Som den opmærksomme læser måske har lagt mærke til, så gør hjertet af og til stadig problemer. Det kommer ved starten af en cykeltur og varer cirka 20 minutter inden hjertet har fået så mange bank, at det trækker på alle cylindre.

Men kun hvis mine træningspas ikke ligger tæt nok. Hvis jeg fx træner 3-4 gange om ugen er der ikke noget, men hvis jeg ikke træner mellem tirsdag og lørdag, er starten af lørdagstræningen en sej omgang.

Siden weekendens to gange hårde løb/træning har hjertet kørt fint. Men, nu har jeg fået en aftale om en arbejdstest, som er et hårdt forløb på motionscykel med måling af hjertets funktion, til på fredag.

Så håber jeg jo bare, at weekendens træning er tilstrækkeligt langt væk, så der rent faktisk viser sig noget. Eller med andre ord, jeg skal sørge for at kommer i dårlig form inden på fredag.

De næste to dage er der dømt: ingen cykling, men til gengæld elevator og rødvin!

Men, med mit kendskab til den der skabning der sidder inde bag brystbenet, så fortsætter det jo naturligvis med at pumpe pænt indtil fredag klokken 14:00, ti minutter efter jeg har forladt kardiologisk med røde ører.

damn!

Det autonome nervesystem

"Det autonome nervesystem regulerer kroppens indre funktioner både under hvile og aktivitet. Det regulerer funktioner som f.eks. hjertets aktivitet, muskulaturen i tarmen og kroppens kirtler, og fungerer automatisk, uden at man selv bevidst kan kontrollere det."

javel ja.... lyder rimeligt. Mit hjerte unddrager sig tankens magt, og gør præcis hvad den vil. Lidt lige som når de autome flytter ind! Den rumsterer og gør væsen af sig.

Den har drillet hele august måned, og når jeg var ude og cykle skulle den lige have 20 minutters tæsk, før den holdt op med at danse i 3/4 takt, og trak på alle cylindre.

Egentlig skulle jeg jo også til kontrol tre måneder efter operationen, men med strejken i sundhedssystemet, var det røget på gulvet. Derfor tog jeg mig endelig sammen forrige uge, og spurgte, om ikke snart det var på tide at få kigget lidt på det igen... og bedst som lægerne sagde, jo, lad os finde en tid.. har hjertet kørt fiiiint. Sgide autonomt! Mine uregelmæssigheder er uregelmæssige!

Men, nu har jeg luret den autonome alien, har jeg. August havde jeg pisse travlt på arbejde og fik ikke cyklet så meget, og fik ballade. I forrige uge og ugen før den, har jeg trænet pænt, og jeg fik ro.

I denne uge er det ikke blevet til så meget træning siden tirsdags, og i dag slog hjertet så til igen på træningen, og dansede 3/4-dels wienervals. Læren er, at hvis jeg træner hver 2.-3. dag, så kører alt pænt, men hvis jeg holder 4 dages pause, starter uregelmæssighederne igen. Efter 20 minutter højintensitet slår alle 4 cylindre til igen, og det er jo godt nok, men bagefter har jeg lige så ondt i hjertet som i benene. Hvilket efter nærmere eftertanke måske betyder at det trods alt ikke er en alien, der gemmer sig derinde, men blot en muskel.

Efter nu at have prøvet begge tilstande i samme uge, er der ingen tvivl. Medicinen hedder: Træning, træning, træning.

Rart at have en undskyldning ;-)

PS: Som skrevet et par gang på det sidste, er konditionen i top i øjeblikket. På dagens fornøjelsestur med konen, kæresten og elskerinden, alias den bedre halvdel af Team Sol og Sommer samt min cykel (vælg selv) fløj vi op af alle bakkerne og ud igennem landskabet, til den store guldmedallie. En enkelt wannabi prøvede at overhale os, men måtte slippe da vejen begyndte at gå svagt op ad, og hastigheden stadig lå på 40 km/t. Frygtede lidt, at Hanne også måtte slippe, men nej du, også her er formen i top! Sådan nød vi en tur rundt på Nordsjælland i solskin, medens Asger sad hjemme og spillede World of Warcraft... ravneforældre

Med det inderste af neglerødderne

Den korte historie: Roskilde holdmatch: 90 km i kuperet terrain, med et snit på 35,0 km/t.... Jeg troede sgu ikke jeg havde overlevet...

Den lange historie:
OrdrupCC stillede med to hold til årets holdmatch, et på 7 mand for de rigtigt hurtige, og et på 8 mand for de hurtige. Helt præcis hvad jeg skulle på den galej, ved jeg ikke, har jo ikke kørt så meget som en kilometer de sidste 14 dage!

Ruten er på 30 km i det kuperede terrain ved Skjoldenæsholm, og skal gennemkøres tre gange. Holdtiden afgøres af 6 manden.

Mit hjerte kører ikke helt optimalt for tiden, så jeg satsede på, at det ville stabilisere sig når der først kom belastning på, det plejer det nemlig, meen det tog godt nok det meste af 20 km før der var tryk på alle slagene. Jeg var lige ved at tro, jeg skulle stå af allerede efter 30 km, men så begyndte det faktisk at køre fint, og jeg besluttede mig for at fortsætte.

Første runde kom vi rundt med et gennemsnit på 35,8 km/t, og jeg tog sammenlagt siger og skriver 200 meter føring, og lå så ellers bagerst i feltet. Da vi var kommet rundt efter 2. runde med et samlet snit på 35,9 besluttede Arne sig til at stå af. Det lykkedes mig at overtale han til at fortsætte, mod at vi tog tog den sidste runde i vores eget tempo. Og godt det samme, for lidt senere mødte vi resten af holdet, der havde fået en punktering. De lod Ralf stå alene med punkteringen og sluttede sig til Arne og jeg, og så gik den eller over stok og sten igen. Arne slap en gang til, og i solidaritet slap jeg så også. Meen, den gik ikke, for nu var de jo kun fem på holdet, og det var jo sjettemandens tid der talte. Så måtte jeg jo til at finde ud af, om jeg havde nogle kraftreserver et eller andet sted. Helt nede i bunden af sokkerne lå er vist lidt, eller var det med det inderste af neglerødderne? På forunderlig vis lykkedes det i hvertfald, og Arne måtte så selv finde hjem.

Men kraftreserverne var nu så som så, så jeg måtte faktisk have fem skub det sidste stykke for at holde mig i feltet. Pinligt? Næ egentlig ikke, nærmere absolut nødvendigt. Der blev kørt på pumperne.

Vi kom i mål med et samlet snit på 35 km/t, så vi tabte en del tid på sidste runde. Men der var eddermanme udsolgt da jeg kom i mål. Aldrig har jeg været så slidt.. Forberedelserne var jo ej heller optimale..

Men sjovt var det.

Jeg fandt i øvrigt ud af, at jeg er betydelig bedre til at køre rundt i svingene end de fleste af de stærkere ryttere, så Hanne er måske undskyldt, når hun ikke kan følge med rundt. Men træls er det, at ligge bagerst og så må bremse rundt i svingene fordi dem der ligger foran er lidt forsigtige. Så skal der jo acceleres så meget hårdere ud af svinget for at få samlet op igen. Og de kræfter havde jeg bare ikke.

Landskabet er rigtigt dejligt derude..... tror jeg nok;-)

Den sidste historie - eller hva?

Just hjemkommet fra hospitalet, håber jeg dette bliver det sidste indlæg om mit hjerte.

Efter en del ventetid kom jeg på bordet klokken 13:00. Helt typisk opførte hjertet sig pænt under hele forløbet. Dermed havde de ikke så meget de kunne søge efter. Et enkelt ekstraslag kom der, og kilden til dette jagtede de så nogle timer. I alt brændte de 13 gang, dvs godt 5 minutter. Lægen vurderede chancen for at have fanget det hele til 50%. Det var derfor noget skuffende, at det væltede frem med arytmier og ekstraslag, da jeg lå på ryggen og ventede på at såret lukkede sig efter operationen. Men nu er det jo sådan, at der kan gå op til et par måneder efter operationen til alle symptomer er væk.

Helt dejligt er det til gengæld, at der intet har været i nat, og at jeg har det super godt nu, bortset fra jeg er lidt træt. Hospitalsengen var ikke just komfortabel.

Bortset fra en kortvarig stikkende minimal smerte under 3 af brændingerne, gjorde det overhovedet ikke ondt. Og, jeg fik ikke noget smertestillende, bortset fra lidt lokalbedøvelse i lysken hvor de gik ind. Mest ondt gjorde det, da lægen efter operationen pressede på venen for at få den til at lukke sig. Jeg tror han satte fingeren på en kirtel.

Efter som jeg har det super godt nu, har jeg har vedtaget med mig selv, at de har fået det hele, eller tilstrækkeligt med. Dette skulle derfor gerne være den sidste historie om hjertet. På lørdag går vi over til normal cykelprocedure. Jeg har jo også lidt at indhente. Sidste år havde jeg allerede kørt 545 km på nuværende tidspunkt.