Med Chris Anker på Tourmalet

Chris Anker har lagt sine watt-tal for hele Tour de France ud på nettet, og Jyllandsposten har skrevet en glimrende artikel om det

Bjergetapen i Pyrenæerne kørte han således:

Bjerg	Gennemsnitlige watt-tal pr. kilo	Tid	Gennemsnitlig watt-output
Col d’Aubisque	4.8w/kg	53:58	308W
Col du Tourmalet	5.1w/kg	58:10	330W
Col d’Aspin	5.3w/kg	29:36	345W
Col de Peyresourde	5.4w/kg	26:46	347W

Ud over at det er imponerende, at hans output stiger jo længere han kommer på etapen, så kan man se, at det tog ham 58:10 at køre op på Tourmalet.

Da jeg kørte den sidste år, kom jeg, som hurtigste på hold tre, op på 1:45, hurtigste på hold to kørte i tiden 1:25 og hurtigste på hold et i tiden 1:05...  Det er jo en professionel tid!  Han var så også svensk mester i et eller andet på cykel, men alligevel!

I år må jeg desværre sige, at min vægt er omkring fire kilo højere, så det bliver lidt hårdere. Men pyt, så er der mere tid til at beundre udsigten ;-)

Med tæerne i Middelhavet

Så nåede vi til Middelhavet, over Narbonne til Gruisan

Vejret blev gradvist bedre og bedre som vi nåede kysten. Dagens etape sluttede derfor med 80 km jævnt ned af bakke i strålende sol og medvind. :-)

Dagens sidste bjerg, Col de la Loubière, blev angrebet af Finn, der åbnede kapløbet så hårdt, at jeg måtte slippe. Men jeg behøver vel ikke skrive hvem der alt i alt endte tage skalpen? :-)

Ruten gik det meste af dagen på en lille vej uden byer og trafik, utroligt at den slags øde områder stadig findes. Lige i rette tid til frokost dukkede en lille velholdt og hyggelig by op. Frankrig et et dejligt land.

Tak for en super tur til Dan og Isa Frost, Galten CK og alle andre deltagere på denne uges c2c.

Hviledag

Egentlig skulle dagens indlæg have heddet "No Sun in Carcassonne" men som jeg skriver det, kan jeg se, at stavningen falder lidt ved siden af ;-)

Ruten i dag slog væk fra Pyrenæerne og endte i Carcassonne. I morgen rammer vi Middelhavet.

Alle må have husket at tage solcreme på, for det blev så lige 136 km i regnvejr. Og, hvilket burde være en umulighed, ned til 14 grader i Sydfrankrig i august! Det var ikke lige guf for alle på holdet, så tempoet blev unægteligt lidt lavt, og da det gik ned af det meste af vejen, med kraftig medvind, blev min gennemsnitspuls 53%. Lidt kold, men ellers en dejlig hviledag for både Finn og mig. Sad en ti meter bag feltet, så jeg slap for elastikkørslen og havde tid til at se byerne og landskabet, dvs det man kunne se i regnen. Snakkede lidt med Isabelle Frost, som kørte i følgebilen, og tror skam gerne på, at det er smukt.. hvis altså ikke det hele er pakket ind i skyer. ;-)

En enkelt spektakulær ting så vi dog, nemlig en grotte hvor ikke kun floden løber igennem, men også vejen. Jeg fik ikke noteret mig navnet, er der nogen der kan hjælpe?  Jeg er ret sikker på at Tour de France også er kørt igennem!

Og så er der jo naturligvis Carcassonne, byen hvor vi endte i dag. En kæmpeborg, med en hel landsby inden i. Mange mange flotte gamle huse og snævre stræder. At dømme efter antallet af restauranter og tingel-tangel butikker, sikkert normalt ikke til at sparke sig igennem for turister, men lidt godt gjorde regnen og kulden dog, for her var til at komme til. Folk har sikkert skuttet sig hjemme på campingpladsen mm... På den måde blev det muligt, at tage selve byen i øjesyn. Helt klart et besøg værd.

Kort før Carcasonnne startede vinmarkerne, så her plejer nok at være varmere. ;-)

Med forkølelsen stærkt på retur og en afslappende tur i dag, er jeg helt parat til et ny motherfucker bjerg i morgen.. men sådan skal det ikke være. Det bliver vist en stille rolig afslutningstur ud til havet.

Kan jeg klare en sådan tur, eller er det kun for jernmænd, spørger du måske dig selv? Er du vant til at sidde på en cykel, kan du også klare turen, er svaret. Nogle dage er selvfølgelig hårdere end andre, om problemet så er stejle bjerge eller kulde og regn, men det har Isa og Dan Frost tænkt på. Er du slidt, kan du springe på bussen om morgenen, og på den måde springe en etape over. I dag samlede bussen op midtvejs, fordi erfaringen er, at nogle folk bliver meget kede af regnvejr. Og ellers kører Isabelle frem og tilbage mellem de tre hold hele tiden i sin bil, med vore poser med ekstratøj og med mulighed for at blive samlet op, hvis kræfterne slipper op eller hjulet bliver defekt. En souveræn service! Og, nej ikke alle kører stærkt op, og bestemt ikke alle kører stærkt ned af. Så, der ventes såvel på toppen som i bunden. Alle med ud, alle med hjem (på den ene eller anden måde).

PS: jo, jeg fik også dagens eneste lille knold, i bogen. På et tidspunkt blev der accelereret kraftigt.. Da ruten er kodet ind på min GPS, kan jeg se hvor lang stigningen er, og på det tidspunkt manglede vi over tre km, så jeg måtte slippe teten. Det viste sig bagefter, at de troede bakken var ved at være færdig, så da dampen var gået af dem, havde ingen kræfter til at følge mig, da jeg kom tonsende forbi. Fair? næ, men virksomt ;-)

Optur - nedtur

Det kan godt være at gårdagen var kongeetapen, men Dan Frost havde noget der var værre i ærmet i dag.

Ruten gik over Col de Peyresourde, Col de Menté og Col de Portet d'Aspet, 124 km, med lede stigninger. Sjældent har jeg dog måttet arbejde så meget for at få den distance i bogen. Col de Peyresourde er en normal 10 km optur, men så startede festfyrværkeret ellers. Col de Menté er også 10 km lang, men med en gennemsnitsstigning på omkring de 10% (den hjemlige Slotsbakken holder 6,5% på de 500 meter.) Portet d'Aspet er kun 4 km lang, men den ligger over de 10% det meste af tiden, sågar helt op til 18% ind i mellem. Og det på fjerdedagen hvor man begynder at være lidt brugt.

For så lige at sætte trumf på, er jeg ramt af en galoperende forkølelse, havde feber i går aftes, men Finn afviste pure, at jeg kunne have det her til morgen ... hmmm...  Medens jeg lå søvnløs i nat, væltede regnen ned, og jeg besluttede mig for at tage bussen, hvis vejret var lige så i morges. Det var det så ikke. Himlen var dækket af skyer men med enkelte blå huller. Vi diskuterede hvem der skulle undlade at tage solcreme på, så vi kunne være sikker på at skydækket forsvandt, men blev enige om, at det var der nok nogle andre fra holdet, der undlod. Bingo, det var der, og søreme om ikke skyerne forsvandt som dug for solen, da vi steg op på cyklerne, så vi har haft et kanon vejr i dag, omend meget varmt! (Ham der ikke havde smurt sig, er noget rød i krebsen her til aften, den stakkel)

På grund af etapens hårhed og det hornblæster orkester der spiller hvinetoner i mit stakkels forsnottede hovede er det ikke blevet til billeder i dag, men nedkørslen fra Col de Menté fik jeg optaget på videokameraet. Det kommer her en af dagene efter vores hjemkomst.

Var opturene hårde, var nedturene til gengæld helt fantastiske. Fra Peyresourde er det bred vej med ny asfalt uden sving, så den gamle hastighedsrekord står ikke længere, 76,2 km/t noterede GPS´en. Den listede sig derop helt af sig selv, indtil det gik op for mig, at vi vist kørte lidt stærkt og bremsede. Med en lille indsats kunne det sikkert have gået endnu stærkere, men det var ikke målet, har jo lovet at passe på. Fra  Menté er der mange sving, så det blev en mere rolig tur, men ikke mindre fornøjelig. Fra Aspet gik det nedaf, ikke meget, men alle de 30 km til hotellet. Fantastisk!

Opturene markerer sig i herterytmen, klik for større billede

I vores lille regnskab står jeg noteret for Peyresourde og Menté, medens Finn tog Aspet. Der var jeg simpelhen færdig. (og en gang skal jo også være den første, Finn ;-)  ) Det er velfortjent, men jeg er nu ikke mindre glad for, i det hele taget at have gennemført med det snothovede.

I bjergtrøjen

I dag kørte vi Kongeetapen, som gik over Tourmalet og Col d'Aspin, cirka 2.500 højdemetre.

Begge toppe kom jeg først op på, - Tourmalet med 7 minutter til nummer 2 og få minutter yderligere til Finn - så det må kvalificere mig til bjergtrøjen ;-) Gik nok kører jeg på hold tre, men min tid var lige op med guiden på hold 2, så jeg er lidt stolt ;-)

Landskabet er utroligt flot.

Her ser vi holdet på vej mod Tourmalet

Og her undertegnede på toppen

Beviset på at Finn også nåede op.

Desværre lukkede skyerne sig, da vi skulle ned, så det var fanme spændende at køre igennem alle hårnålesvingene med maks 25 meters sigt medens køer, får og biler bimlede til højre og venstre omkring ørerne på os. Så vel Finn som jeg kørte naturligvis utroligt forsigtigt! (omend ingen hurtigere) Da vi endelig kom ned under skyerne, regnede det, så vejen var våd! Øv!

Og her er jeg så lige nødt til at gøre en lille reklame for mine cykelbriller, ubetinget alle pengene værd! Glassene er selvtonende, så de var brugbare også i tågen, og er dækket med en vandafvisende coating, som gør at vandet perler og blæses væk af fartvinden. Bortset fra cyklen, årets bedste investering!

Nedkørslen fra Col d'Aspin var til gengæld utrolig flot og solen skinnede. Vejen bugtede sig flot, næsten som en rutchebane. Rigtigt sjovt! Har dog lovet at passe på, så hastighedsrekorden fra marts 2008 står endnu. (for mange sving!)

Var dog godt og grundig træt da vi nåede mål, og i morgen bliver næsten lige så mange hm og 25 km længere.  Hvordan skal det gå?

Har reddet mig en gigant forkølelse, hele hovedet fuldt af snot, egentlig underligt at der så også er plads til hovedpine... og netop som mit hold i ryggen fra dag 1 er forsvundet!  Så, hvis jeg mister trøjen i morgen, er der disket op med de gode undskyldninger ;-)

Nej, Finn følger ikke helt med op, men nedaf... der kan jeg sgu ikke sætte ham! ;-)

Col d' Aubisque

Dagens etape førte over Col d'Aubisque.

Dan Frost førte hold 3 an, med et behersket tempo på omkring de 25 km/t når det gik ligeud. På den måde var det ret afslappende og vi behøvede ikke at vente, for alle kunne følge med. På Col d' Aubisque, en 17 km lang opstigning med omkring 8% blev ruten givet fri. Finn og jeg tog teten, men havde på intet tidpunkt pulsen over de 160 (sårn godt og vel), og med en gennemsnitshastighed på omkring 10 km/t kom vi først op. Sidste mand kom 50 minutter senere.  En stille og rolig tur med 1500 hm og 96 km, benene gør bestemt ikke ondt her til aften. Vi burde nok køre på hold 2, men det er sjovere at være først end kæmpe for ikke at blive nummer sjok ;-) Her kan alle være med, det er ren hygge.

Nedkørslen var utroligt flot, noget af det smukkeste bjerglandskab. Apropos nedkørsel, Finn kører som en bandit, ham er der knald på. Dog ikke så meget som på Dan Frost, som i øvrigt er en fornøjelse at følge med ud over kanten,  han kan det der! Der er nogle tricks at hente.

Desværre var det noget skyet i passet, så den store top-udsigt må få vente.

Dejavu

121 km i 36 graders varme, med Col d'Osquich som en stille udmelding inden de rigtige bjerge starter i morgen.

Vi tog den stille og roligt, der er lang vej igen, og vi skal have alle med.

I byen lige inden vi ramte bjerget fik jeg en dejavu fornemmelse og hårene rejste sig helt på nakken da jeg så hotellet i passet. For, det havde jeg set alt sammen før... og jeg har ikke været her tidligere! Men, kom så i tanke om, at jeg i de lange mørke vinteraftener faktisk havde surfet lidt rundt på dagens etape med Google StreetView. ;-)

Med tæerne i Biscayen

Coast to coast må nødvendigvis indebære en vandtur på begge sider af Frankrig, ellers skulle turen jo hedde næsten-til-næsten turen.

Som sagt så gjort, dagens tur var en let ryste benene efter den lange transport, 33 km, medens vejret med 36 grader i skyggen lavede mine tæer om til dampkogte kartofler.

Skønt var det at stikke fødderne i vandet.

Bukserne blev også en smule våde, for bølgen bag os var større end som så. Pyt, det kølede det hele.

Biarritz er en skøn gammel badeby, med flotte gamle majestætiske badehoteller og en vidunderlig strand. Et skønt sted, når solen står så højt på himlen. Og udsigten ind over den spanske kyst er fantastisk.

En skøn og rigtig afslappende dag.

PS: når vandet i drikkedunken når op på 36 grader, er det en særpræget fornøjelse at slukke tørsten!

En grum historie

"Vi har netop indtaget Tysklands dårligste aftensmad, så nu er vi klar til at køre igen", skrev Finn pr SMS. Jeg nøjes med at svare tilbage, at jeg kunne se bjergene og at vejret var fantastisk. (ej, det var vist mig der startede ;-)  )

Bussen til Pyrenæerne og C2C har kørt i 14 timer. Hvad jeg ikke skrev, var at jeg sidder med benene oppe på hotellet og har netop nydt et stykke laks med bacon, et lille glas rosé og en espresso, efter en dejlig flyvetur til Biarriz, hvor vi starter turen.

Vel udhvilet og opstanden fra min bløde seng og et stort morgenbord er jeg er parat til at møde busholdet, når de kommer herned om yderligere 15 timer.

En grum historie, ikk? Jeg har sgu lidt ondt af dem.... lidt...;-)

Vejret er faktisk fantastisk. Her klokken 21:00 er temperaturen stadig langt over 30 grader. Luften er tør, så det er vidunderligt, efter al den regn og kulde i den danske sommer. Desværre ser det ud til, vi skal have regn oppe i bjergene et par dage omkring torsdag. Den tid, den sorg, det kan nå at ændre sig mange gange endnu.

Parat, helt parat... næsten

Nu er jeg parat til Pyrenæerne!

Jeg har tabt de ekstra to kilo, så jeg siden vinterferien har reduceret vægten med 13 kilo. Nu er jeg lettere, end jeg har været de sidste 21 år.

Det er lykkedes mig at stå op i pedalerne hele vejen op af Klampenborgbakken samt holde nålen over 30 km/t hele vejen op. Det er aldrig lykkedes mig før. Min kondition er bedre end nogensinde.

Og så skal jeg endda bare hygge mig i grupettoen, vil køre ikke racerløb. Så det bliver helt fantastisk.

Men, cyklen skal lige have en overhaling. Har fået superhæftende bjergdæk hjem, de skal på, skal have monteret bjerggear, samt selvfølgelig sat nye friske bremseklodser og kæde mm på. Et bedre styr er også... endelig.. kommet hjem, nu mangler jeg blot den rigtige saddelpind.  (har også fået et par ekstra cykelsko, en ny hjelm og nye solbriller... altså, selvfølgelig kun fordi det gamle grej var slidt op ;-)  )


Glæder mig som et lille barn til juleaften!

Pyrenæerne

Arrgghhh...ventetid.... Glæder mig til Pyrenæerne, ikke mindst efter at have set cirkus TdF passere igennem. Her er det Thor Hushovd der kører nedad i de smukke bjerge.

Dyre cykler og overfodrede motionister

Når man kører i bjergene, er der kun to ting der tæller: kondition og vægt. Konditionen kan trænes, men vægten er straks noget andet. At tabe sig er noget af det sværeste man kan bede en normal overflodsdansker om. (sjovt, overflod er i denne sammenhæng det samme som overfodret). Den nemmeste måde at tabe sig på er ubetinget at købe en ny og lettere cykel. Man ser derfor ofte ganske velproportionerede motionister på cykler, der er dyrere end proffernes.

Når man som jeg hader at køre op ad og er kommet til at sige ja til en tur på langs af Pyrenæerne, ligger vægttabet som en uomgængelig faktum. Jeg indledte derfor året med at målsætte en vægt på under 80 kg, et vægttab på 8 kilo. Den lettere cykel kunne jeg så bringe i hus når målet var nået, som en ekstra vægttabsbonus. Desværre var motivationen for den handikappede MTB'er íkke alt for stor og vinterferien bragte derfor tre kilo mere til hus... nu var jeg elleve kilo fra Pyrenæerne og en ny cykel!

Jeg kender jo kuren, ingen alkohol og lidt påpasselighed med hvad man putter i hovedet, så kommer vægten helt automatisk ned. En forrygende træningsindsats for at komme i form igen efter stilstandsperioden hjalp sikkert.

Og, pr 1. juli er målet nået, der er tabt 11 kilo! Godt to kilo pr mdr, ikke et imponerende hurtigt vægttab, men uden mad ingen hård træning! Og cyklen? Ja, den kom i hus lidt inden målet var i syne, men det har sådan set blot inspireret mig yderligere. Den værste man kan blive til grin for, er jo sig selv.

Fra det store vægttab i 2004/5 ved jeg, at man taber sig proportionalt. Det er ikke kun bodegamusklen der svinder, men også vielsesringen der sidder løsere, ja sågar falder skostørrelsen også! Nok er livremmen svundet 7-8 cm, men de i forvejen tynde arme er blevet tyndere. Det betyder, at når jeg kigger mig i spejlet, er der sgu stadig en bodegamuskel, ikke stor, men tydelig på en krop der er blevet mindre! Damn, den flade mave er stadig pakket ind i overflod.

Godt der er små to måneder til Pyrenæerne, og cirka 1.500 km. Jeg har nået målet, men der sidder helt ubetinget yderligere to kilo, jeg kan donere til bjergguden! Jeg tror sgu jeg gør forsøget!

Med Galten CK i bakkerne

Kørte en tur med svogerens cykelklub Galten CK, klubben som jeg skal køre C2C med i august. En tirsdag aften klokken 18:00 i solskin dukkede der 60 deltagere op, halvdelen af alle medlemmer i klubben. Det kan OCC ikke mønstre!

Man må sige, at de i landskabet omkring Silkeborg har et træningsterrain der bedre passer til C2C-træning end vi har på Nordsjælland. (at vejene så minder mere om Bulgarien er noget andet)

Jeg var lidt loren ved at stille op på bakkerne, og så på min hviledag, men det gik nu over al forventning. Bakkerne føltes ikke så lange eller stejle. Enten er cyklen sublim til at køre op ad, eller også er min formkurve i lodret stigning. Sjovt var det under alle omstændigheder. 59 km med 580 hm, et snit på 27km/t og en puls på 74%... ikke ringe!

Tak for en god tur!

En forårsaften

Nu er sommertiden kommet, og dermed mulighed for en aftentur. Sjælsø rundt, 53 km på 1:53, hvilket giver et snit på 28 km/t. Det er meget tilfredsstillende, al den stund at det faktisk blæste pænt og vi fik 445 højdemetre.

Til gengæld ramte jeg ret hurtigt min makspuls og lå med et gennemsnit på 86% af makspulsen på de to timer... Et meget meget langt AT interval! Ikke noget at sige til, at jeg sad med sidestik og den kage jeg havde spist inden vi kørte oppe under drøblen. Spørg lige om jeg var pumpet da jeg kom hjem! Og det gør man frivilligt?

Rigtig sprød på bakkerne, til gengæld trak Lars overordentligt godt når det gik lige ud... det var den helt store dieselmotor der var kommet ud den aften.. Det blev så også den første tur på min nye cykel, købt til C2C turen i august, og det var en stor succes på bakkerne... men mere om det senere ;-)

Hvor langt er der til Pyrenæerne?

Google Maps siger 2.000 km.
Gode venner siger mindst 5.000 km på cyklen inden august
Vægten siger minus 10 kilo

Det bliver et langt forår!

Pyrenæerne på langs - C2C

Selvom jeg aldrig har behøvet at sætte et mål for at motivere mig selv for en cykeltur, er der alligevel sat et pejlemærke for næste sæson!

Jeg har nemlig lige tilmeldt mig Coast-2-Coast i uge 34, sammen med svogeren og det halve af Galten CK. Ruten går på langs af Pyrenæerne fra vest til øst. Fra Atlanterhavet over Col de Peyresourde, Col de Tourmalet, Col d´Aubisque, Col de Marie Blanc og Col de Portet d´Aspet, til afslutningen ved Middelhavet. Seks dage!

Og mig der hader at køre op ad... ..

Ja, så er der i hvert fald disket op til nytårsfortsætterne. Vægten skal gerne ned på under 80 kg til august næste år!