I august sidste år, 2017, afgik Team Sol og Sommer ved døden, helt bogstaveligt. Min elskede hustru og bedste ven, Hanne, døde på en cykelferie i Dolomitterne.
Ud over at være en virkelig virkelig hård sjælelig belastning, blev det også en hård arbejdsmæssig periode. Min datter var lige begyndt på sit afgangsprojekt som ingeniør og knægten var startet på 3g i gymnasiet... og så kørte de fusioner, jeg selv havde initieret, på arbejdet.
For mig var det vigtigt at få landet alle på benene, ikke mindst den hjemmeboede knægt, og jeg svor derfor, at der ikke skulle ske andre ændringer rundt om ham, ud over den helt store og voldsomme, at hans mor var død. Dvs jeg overtog alle de ting Hanne havde gjort i hjemmet, og hun var dælme flittig, og opretholdte lektiehjælp, tøjvask, oprydning, madpakker, madproduktion og have.. ja huset strålede med mindre rod end nogensinde. og samtidig var sorgen en meget stor belastning for os alle tre, ikke mindst mig selv.
Derfor blev der i resten af 2017 kun trillet 629 km. Energien, tiden og delvist lysten var der ikke. Langsomt, i de første måneder af 2018, stod det klart, at alle omkring mig ville lande på benene, også fusionerne på arbejdet, og jeg tog et view på mig selv. Hvor var jeg selv? - Jeg var simpelthen træt, grundtræt, helt ind til benene. Og samtidigt fik jeg ikke realiseret mine egne behov. Før hin ulykkelige dag i august, læste jeg gerne to aviser pr dag.. siden havde jeg ikke læst én avis.. og de første tre måneder i 2018 havde jeg kun fået cyklet 298 km.. og der var så meget jeg ønskede at ændre i hjemmet.. så det kunne gå fra at være "vores hjem" til at være "mit hjem", og ikke mindst havde jeg også fået mig en sød og dejlig kæreste jeg ville bruge kræfter og tid på... Så summa summarum, gik jeg ind til chefen og sagde op.
Målet var, at holde en sabbath-periode; lade op, blive mental mere hel igen, dyrke en hel masse kæresteri, læse avis og komme i god form igen. Det er sket, og for første gang i et godt år har jeg fået lyst til at skrive på bloggen igen... så hermed :-)
I min afskedstale på jobbet sagde jeg, at jeg havde i sinde at sidde på terrassen med en kop kaffe og læse min morgenavis, og da kollegerne jo vidste, at jeg plejede at få min vilje, måtte de gerne sende mig en venlig tanke når de kunne cykle i tørvejr til arbjedet hen over sommet. Og, det må man sige kom til at holde stik! Aldrig har vi haft en så solrig sommer, og det var ikke kun godt for avislæseriet, men også for cykleriet. Det er blevet til mange ture herhjemme, men også i Sydfrankrig, Alsace, cykelferie i Jylland, en uge i Pyrenæerne og her til december går den tilbage til Indien, denne gang i Sydindien blandt kaffe/the/peberplantager og elefantreservater. Det bliver spændende!
Alle de mange ture har ikke fået deres lille historie her, så de skal da skrives! Jeg har sikkert ikke flere læsere tilbage, efter den lange pause, men da jeg også selv holder af at læse om mine oplevelser, kommer de her på bloggen, i takt med tid og lyst.
Vi starter med en artikel jeg har skrevet til et af de danske cykelmagasiner om Himalaya-turen. Historien kommer i decembernummeret, men kan nydes her, allerede nu.
Velkommen tilbage!
Ud over at være en virkelig virkelig hård sjælelig belastning, blev det også en hård arbejdsmæssig periode. Min datter var lige begyndt på sit afgangsprojekt som ingeniør og knægten var startet på 3g i gymnasiet... og så kørte de fusioner, jeg selv havde initieret, på arbejdet.
For mig var det vigtigt at få landet alle på benene, ikke mindst den hjemmeboede knægt, og jeg svor derfor, at der ikke skulle ske andre ændringer rundt om ham, ud over den helt store og voldsomme, at hans mor var død. Dvs jeg overtog alle de ting Hanne havde gjort i hjemmet, og hun var dælme flittig, og opretholdte lektiehjælp, tøjvask, oprydning, madpakker, madproduktion og have.. ja huset strålede med mindre rod end nogensinde. og samtidig var sorgen en meget stor belastning for os alle tre, ikke mindst mig selv.
Derfor blev der i resten af 2017 kun trillet 629 km. Energien, tiden og delvist lysten var der ikke. Langsomt, i de første måneder af 2018, stod det klart, at alle omkring mig ville lande på benene, også fusionerne på arbejdet, og jeg tog et view på mig selv. Hvor var jeg selv? - Jeg var simpelthen træt, grundtræt, helt ind til benene. Og samtidigt fik jeg ikke realiseret mine egne behov. Før hin ulykkelige dag i august, læste jeg gerne to aviser pr dag.. siden havde jeg ikke læst én avis.. og de første tre måneder i 2018 havde jeg kun fået cyklet 298 km.. og der var så meget jeg ønskede at ændre i hjemmet.. så det kunne gå fra at være "vores hjem" til at være "mit hjem", og ikke mindst havde jeg også fået mig en sød og dejlig kæreste jeg ville bruge kræfter og tid på... Så summa summarum, gik jeg ind til chefen og sagde op.
Målet var, at holde en sabbath-periode; lade op, blive mental mere hel igen, dyrke en hel masse kæresteri, læse avis og komme i god form igen. Det er sket, og for første gang i et godt år har jeg fået lyst til at skrive på bloggen igen... så hermed :-)
I min afskedstale på jobbet sagde jeg, at jeg havde i sinde at sidde på terrassen med en kop kaffe og læse min morgenavis, og da kollegerne jo vidste, at jeg plejede at få min vilje, måtte de gerne sende mig en venlig tanke når de kunne cykle i tørvejr til arbjedet hen over sommet. Og, det må man sige kom til at holde stik! Aldrig har vi haft en så solrig sommer, og det var ikke kun godt for avislæseriet, men også for cykleriet. Det er blevet til mange ture herhjemme, men også i Sydfrankrig, Alsace, cykelferie i Jylland, en uge i Pyrenæerne og her til december går den tilbage til Indien, denne gang i Sydindien blandt kaffe/the/peberplantager og elefantreservater. Det bliver spændende!
Alle de mange ture har ikke fået deres lille historie her, så de skal da skrives! Jeg har sikkert ikke flere læsere tilbage, efter den lange pause, men da jeg også selv holder af at læse om mine oplevelser, kommer de her på bloggen, i takt med tid og lyst.
Vi starter med en artikel jeg har skrevet til et af de danske cykelmagasiner om Himalaya-turen. Historien kommer i decembernummeret, men kan nydes her, allerede nu.
Velkommen tilbage!
Siderne som man tidligere har besøgt, smyger sig fint hen over siden, indbydende og lige til at klikke på. Fint ikk?