Viser opslag med etiketten blogging. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blogging. Vis alle opslag

søndag den 14. oktober 2018

Tilbage?

I august sidste år, 2017, afgik Team Sol og Sommer ved døden, helt bogstaveligt. Min elskede hustru og bedste ven, Hanne, døde på en cykelferie i Dolomitterne.

Ud over at være en virkelig virkelig hård sjælelig belastning, blev det også en hård arbejdsmæssig periode. Min datter var lige begyndt på sit afgangsprojekt som ingeniør og knægten var startet på 3g i gymnasiet... og så kørte de fusioner, jeg selv havde initieret, på arbejdet.

For mig var det vigtigt at få landet alle på benene, ikke mindst den hjemmeboede knægt, og jeg svor derfor, at der ikke skulle ske andre ændringer rundt om ham, ud over den helt store og voldsomme, at hans mor var død. Dvs jeg overtog alle de ting Hanne havde gjort i hjemmet, og hun var dælme flittig, og opretholdte lektiehjælp, tøjvask, oprydning, madpakker, madproduktion og have.. ja huset strålede med mindre rod end nogensinde. og samtidig var sorgen en meget stor belastning for os alle tre, ikke mindst mig selv.

Derfor blev der i resten af 2017 kun trillet 629 km. Energien, tiden og delvist lysten var der ikke. Langsomt, i de første måneder af 2018, stod det klart, at alle omkring mig ville lande på benene, også fusionerne på arbejdet, og jeg tog et view på mig selv. Hvor var jeg selv? - Jeg var simpelthen træt, grundtræt, helt ind til benene. Og samtidigt fik jeg ikke realiseret mine egne behov.  Før hin ulykkelige dag i august, læste jeg gerne to aviser pr dag..  siden havde jeg ikke læst én avis.. og de første tre måneder i 2018 havde jeg kun fået cyklet 298 km.. og der var så meget jeg ønskede at ændre i hjemmet.. så det kunne gå fra at være "vores hjem" til at være "mit hjem", og ikke mindst havde jeg også fået mig en sød og dejlig kæreste jeg ville bruge kræfter og tid på... Så summa summarum, gik jeg ind til chefen og sagde op.

Målet var, at holde en sabbath-periode; lade op, blive mental mere hel igen, dyrke en hel masse kæresteri, læse avis og komme i god form igen.  Det er sket, og for første gang i et godt år har jeg fået lyst til at skrive på bloggen igen... så hermed :-)

I min afskedstale på jobbet sagde jeg, at jeg havde i sinde at sidde på terrassen med en kop kaffe og læse min morgenavis, og da kollegerne jo vidste, at jeg plejede at få min vilje, måtte de gerne sende mig en venlig tanke når de kunne cykle i tørvejr til arbjedet hen over sommet. Og, det må man sige kom til at holde stik! Aldrig har vi haft en så solrig sommer, og det var ikke kun godt for avislæseriet, men også for cykleriet. Det er blevet til mange ture herhjemme, men også i Sydfrankrig, Alsace, cykelferie i Jylland, en uge i Pyrenæerne og her til december går den tilbage til Indien, denne gang i Sydindien blandt kaffe/the/peberplantager og elefantreservater. Det bliver spændende!

Alle de mange ture har ikke fået deres lille historie her, så de skal da skrives!  Jeg har sikkert ikke flere læsere tilbage, efter den lange pause, men da jeg også selv holder af at læse om mine oplevelser, kommer de her på bloggen, i takt med tid og lyst.

Vi starter med en artikel jeg har skrevet til et af de danske cykelmagasiner om Himalaya-turen. Historien kommer i decembernummeret, men kan nydes her, allerede nu.

Velkommen tilbage!

lørdag den 4. april 2009

Besøg på hjemmesiden - en ommer!

Se en gang på denne graf. Den viser antal besøg på denne side pr måned. Som du ser, ligger det månedlige besøgsantal på cirka 400. Undtagelsen er januar måned, hvor jeg lynhurtigt kom med et par indlæg om aktuelle løb, og så havner man altså øverst på googles søgeside. Fint nok!

Men væksten i marts skyldes noget helt andet. Apple er nemlig kommet med en ny udgave af deres browser, Safari. Når man vælger et nyt faneblad får man dette typiske appleudtryk.Siderne som man tidligere har besøgt, smyger sig fint hen over siden, indbydende og lige til at klikke på. Fint ikk?

Men læg lige mærke til at nogen af siderne har en stjerne i øvre højre hjørne. Stjernen betyder at der er sket noget, siden du sidst besøgte siden. Safari står altså konstant og søger dine sidste sider i baggrunden. Og, det giver eddermanme trafik på internettet.. Det er altså en ommer, Apple!

søndag den 25. maj 2008

Når generationerne mødes, NSA i aktion

Ude i højre side, her på bloggen, kan du, hvis du scroller lidt ned, se hvormange der har besøgt siden. 2145 styks i skrivende stund.

Klikker du på tallet, åbner der sig en ny side, med et hav af oplysninger. Som et bedre NSA registreres her alt om din færden på nettet. Ikke for at fange folk med et lidt for helligt forhold til tørklæder, men bare for min egen nysgerrighed.

Siden kan fortælle dig lidt om hvilke spor du efterlader dig på nettet, også selvom du føler dig helt anonym. Man kan fx se hvilken side du kommer fra, hvis du har klikket dig herind, og dermed også hvilke søgeord du måtte have brugt på google, hvor mange klik du har lavet på siden, din internetudbyder, hvilket styresystem du har og hvor i landet du møder din internetudbyders udstyr. Størrelsen på din skærm og version af din browser er der også. Og læser du med fra din arbejdsplads, har internetudbyderen som oftest også angivet at du kommer fra firma XYZ A/S. Det er da alligevel en del, ikk?

Og, der er her generationerne mødes, for de mest brugte søgeord er "hvordan udfylder man en check" Mon ikke vi har med generationen i 20.erne her? Samt, "40 års krise" Gæt selv alderen!

Men mange andre ting kan man også se. Hvis fx folk kommer ind på bloggen uden at klikke herind fra en anden side, må det jo være fordi de er gået direkte efter min blog. Og så er det jo jeg bliver nysgerrig, for enten er det fordi de kender mig eller fordi jeg skriver usansynligt godt... nok mest det første ;-)

Og så skal vi jo til at gætte..

Cybercity i Brørup kender jeg, for det er nemlig mine forældre, webspeed i Lystrup er svigerfar, min dejlige storesøster er der også, en apple i Århus må være nevøen, en fætter gemmer sig i Kibæk, en farbror i Odder og en anden fætter arbejder på en ugeavis. På den måde bliver det jo helt en familiefest!

Men, det er ikke alt jeg kan gætte. Der er flere faste omkring Århus, og hvem er det nu lige der arbejde med vandrensning? ;-)

Det glæder mig at I alle kigger med. Det giver en ekstra dimension til skriverierne, og jeg har jer alle i tankerne når jeg skriver.

Stor hilsen herfra til jer alle.