Viser opslag med etiketten vægt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vægt. Vis alle opslag

onsdag den 30. marts 2016

Ny vægt - legetøj for ingeniører - bodyscan

Så blev der købt ny vægt.. Hanne var ikke tilfreds med den gamle. Da hun pakkede den ud, sad jeg og spekulerede på om det er fornuftigt at sælge vægte over internettet.. hun mumlede i hvertfald over at den måtte returneres, hvis den også vejede "forkert"  ;-)

Vægten en en Tanita RD901. Den er virkelig guf for ingeniørnørder, for ikke bare viser den resultatet på mobiltelefonen, men den kan også måle mange andre ting end bare vægten.

Det med mobiltelefonvisningen er meget smart, når man er nærsynet.. det gør det unægteligt lettere at se tallene, men gør også at målingerne gemmes så man ikke behøver at notere dem ned (ok, vi er i nørd-land, I know)

Målingerne er identiske med de målinger vi plejer at få ved den årlige konditionsmåling (VO2Max) i klubben. Jeg har skrevet om den flere gange tidligere. Konsulenten i klubben printer målingen på en strimmel, men her er den digital..  Det er samme apperat, her dog i en hjemme-udgave.

Og hvordan så målingen så ud?  Ja, den er ikke rigtig sjov, men så er der da basis for forbedringer.



(Vægten er efter en heftig påske.. så den er sådan set godkendt på nuværende tidspunkt)

Sammenligner jeg den med samme tid de forrige år siger den:
2013: Vægt 86,2 - fedtprocent 21,1%
2014: Vægt 84,5 - fedtprocent 21,2%
2015: Vægt 81,9 - fedtprocent 20,2%
2016: Vægt 83,6 - fedtprocent 25,0%

I 2015 lå muskelmassen på 62,2 kg - 2,7 kg over i år til trods for en meget lavere vægt, så der er løbet meget fedt på i løbet af denne vinter og megen muskelmasse er tabt, sikkert i stilstandsperioden efter vinterferien.

Målingen er meget konsistent.. fx varierer knoglemassen jo ikke meget og fra 2013 til 2016 måles den da også kun til at variere 3,4kg - 3,3kg - 3,2kg - 3,1kg.. svagt vigende med 0,1 kg pr år. hmm..  målingen er ved siden af, for kroppens knogler vejer over 10 kg, men den er dog konsistent. Det skal dyrkes lidt mere, det tal ;-)

Tanita-apparatet er godkendt, men der er da lidt at overveje.

fredag den 11. marts 2016

Lidt om vægt

Regnvejr bringer kilo med sig!


Da sommeren var forbi, begyndte regnen.. og med den faldt lysten til max intensitetstræning. De lidt afslappede spisevaner, som åbenbart også følger med, meldte sig straks på badevægten. Vægten steg mao lidt allerede inden jul. Normalt kan jeg holde vægten frem til nytår, for så at tage noget på frem mod vinterferien, som så er kronen på værket..  men i år lå jeg allerede inden jul der hvor jeg normalt ligger efter vinterferien.. not så good..

Altså, mad, vin og lidt chips i ny og næ er nu dejligt!

Og efter nytår fortsatte vægten opad. Så spøgen inden vinterferien var, at jeg havde forberedt mig grundigt, så jeg ikke behøvede at tage på.. det var allerede klaret ;-)

Ja ja..   da vi kom hjem stod vægten på 87,1 kg.. det højeste siden 2005 .. oh horror..  jeg plejer at ligge omkring de 82 kg og kører bedst ved max 80 kg.

Nå men, der er jo ikke andet at gøre end stramme op. Grøntsager, nul vin og nul ris/pasta/kartofler ved jeg virker!  Det er ikke en kostomlægning, for det er hvad vi plejer.. men alt sjusket er bare aktivt sorteret fra.. tænk, det er lykkedes at have en pose chips liggende uåbnet i tre uger nu.. ny rekord..

Målet er et vægttab på et kilo om ugen, så vi en uge inde i racersæsonen er nede på 80 kg!  Foreløbigt er jeg 200 gr og 3 dage forud for planen.. der er røget 3,2 kg siden vinterferien!

Jeg har så også benyttet mig af at kroppen pt er i langsomt gear.. jeg har faktisk ikke trænet siden vi kom hjem fra ferien. For lige inden lukketid fredag i skiferien væltede jeg og slog min hånd.. en uge i gips, inden lægestanden konkluderede at den kun var forstuvet.. men at cykle med en forstuvet hånd gør nu også nas..  fint nok.. når man taber sig har man alligevel ikke overskud til at sidde lang tid på cyklen.  Så, nogle af kiloene er sikkert også muskelmasse, men pyt.. de kommer igen når jeg for alvor starter op i næste uge.

Og jeg plejer jo at have en forårsskade. I år har jeg bare taget den inden sæsonen starter :-)

mandag den 21. december 2015

Våd og varm jul

Hold da op hvor har det regnet i dette efterår, undskyld vinter.. æh..  Det har regnet som aldrig før og det ses på km tallet og nok så slemt vægten...  I år er min vægt der hvor den normalt er efter vinterferien, så når julen er overstået, skal den ned igen!

Og vandet.. tja.. de der bygger sporene i skoven beder folk om at holde sig væk, alt er mudder og kører man rundt i det, ødelægges sporet. Vi er derfor begyndt at finde nye dyreveksler/stier uden trafik.. de er knapt så mudrede. Det er til tider lige før man overvejer svømmefødder og snorkel som udstyr ;-)

Men også temperaturen ligger højt. I skrivende stund har vi 21. december 2015, og temperaturen i den seneste uge har ligget på omkring 10 grader.  Så racercyklen har helt unormalt været fundet frem til lidt pendling.. men kun lidt, for jeg pendler kun på cyklen når det er tørt ;-)

Som det ses, kommer der ingen hvid jul ;-)

Desværre betyder novembermåneds inaktivitet at jeg nok lige præcist ikke kommer til at runde 8.000 km i år.. men vi prøver stadig.

lørdag den 28. juni 2014

Storm før stilhed

What a week, men på den positive måde!

Er tilbage til fuld kraft på arbejdet, så det blev til tre århusture i denne uge og 50 arbejdstimer ma-fre..
Og træningen: 88 gode interval km tirsdag aften, med et snit på godt 30km/t, 50 km regnvejrstrilletur torsdag aften med et snit på 31,5 km/t (og 36 km/t de 15 ned af Strandvejen) og så lige 102 km på Hallandsåsen i dag.. i sandhed et fuldt pakket program!

Vægten er den laveste siden jeg var 19-20, nu 77,1 kg og benene tømt!  For første gang var jeg ikke sukkerkold på Hallandsåsen, men overskud til at udnytte den lave vægt var der nu ikke. Er grundigt brugt!

Så nu hedder det restituering til der skal køres cykelløb i alperne om en uge. Den skal stå på protein og kulhydrater og nul cykling i de næste 7 dage, så benene er skudklare til lørdag klokken 7:50 hvor starten til La Marmotte ved Alpe d'Huez går, 174 km og 5.000 hm!

Ikke mange proteiner, men ih hvor den sydede hele vejen ned!

Hallandsåsen var i øvrigt et dejligt bekendskab i dag. Super flot, afvekslende natur og godt vejr, til trods for løfter om megaregn!  Eneste tidspunkt det for alvor piskede ned, var da vi sad under halvtag og spiste frokost i Båstad, bagefter kom solen igen. Perfekt! :-)

onsdag den 7. maj 2014

Stilstand

Det er jo helt normalt at holde en lille pause inden man skal performe på højt niveau, ja såmen helt op til en uge inden et stort løb.  Men nu har jeg ligget på sofaen i halvanden uge, og hovedpinen er der stadig... så hvad nu?

Jeg har fulgt min hvilepuls i perioden. (hvilket jo unægteligt har været nemt)  Og den ligger stadig på lige omkring de 40 bpm, så det får gå.

Der er måske en lille pil opad, den ligger oftere lidt højere end normalt, så jeg så gerne snart hovedpinen forsvinde, så det kunne blive til en trilletur igen.

På den positive side har jeg tabt 2,5 kilo på de halvanden uge, og ja, det er fedt om maven, viser målebåndet! Det hjælper jo helt vildt på styrken på cyklen, specielt når det går opad. Så endnu er jeg optimistisk mht sommerens bjergmål.

 Vægttabet siden nytår er nu på 7 kilo

tirsdag den 29. april 2014

Crash, boom, bang

Lørdagens cykeltur gik til kort før Nødebo.


Eftersom Hanne er blevet så stærk, er jeg gået over til at køre med det hurtige hold. Det passer også bedre med mine egne træningsmål, det blev til 84 km med et snit på 33 km/t og en gennemsnitlig effekt på lige over 200 watt. Super i det gode vejr!

 Men, selvfølgelig er der en grund til at vi sluttede kort før byskiltet til Nødebo, for under spurten tog jeg et hovedstyrt ud over styret. Ja, dvs jeg selv kan intet huske, vi lå lige så fint med 52-55 km/t, og i næste øjeblik stod en sygeplejerske og øvede korssting i mit ansigt.

Jeg var bevidstløs i 5 minutter siger de andre, som var noget chokerede, men jeg er totalt uden hukommelse for 2,5 time. Jeg har svaret på spørgsmål om cpr-nummer mm rimeligt troværdigt, men erindringen er væk. Jeg har en ide om at jeg trak op til dem der kørte forrest, men jeg har nok strejfet cyklen foran mig. Desværre røg to andre også ned, da de kørte over mig, den ene knækkede kravebenet, den anden sin cykel. Knubs har vi alle.


Jeg var indlagt i et døgn og har siden holdt sofaen. Jeg må indrømme, at hjernerystelsen ikke helt har fortaget sig. Jeg glemmer fra de foregående dage, hvem jeg har talt med og om hvad, hvem der kørte bilen hjem og hvilken vej..

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er blevet fortalt, at vi var på Hillerød sygehus, men sikker er jeg ikke ;-) 

Det er ikke unormalt, kræver blot ro. Men, som en af mine kollegaer sagde: ingen kan alligevel holde ud at se på dig ;-) Så nu holder jeg sofaen resten af ugen, min cykel er alligevel først færdig medio næste uge. Tøjet tager forsikringen af, det løber incl briller alligevel op i 9.000,- hertil kommer så cyklen som jeg selv skal betale.

 En enkelt god ting: siden lørdag morgen har jeg tabt et par kilo, så nu er jeg snart der, hvor jeg har planlagt at være når startskuddet til Marmotten lyder..

April 2014 har på mange måder været usædvanligt slankende.

mandag den 21. april 2014

En træt påske

Før påsken havde jeg diamanter i benene, virkeligt stærkt kørende, men bedst som påsken startede måtte jeg lægge mig med maveonde, og så var det pludselig ikke cykel der blev ført, men den store lastbil der måtte lægge rat til. Træls, normalt er jeg aldrig syg, og så skulle bruge et par dage på langs i ferien! Det blev et par dage uden mad og søvn, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, vægten blev lige skåret to kilo ned.. det trængte den også til, fint nok!

Træningsplanen blev dog holdt, og var der diamanter i benene før påsken, så var de tomme nu, ikke en gang vingummi-ben kunne jeg stille op med!  Så, jeg holdte mig i skindet og bagerst i feltet og kunne kun lige følge med. Tirsdagsturen var ellers specielt interessant, nemlig ud på den nu nedlagte Værløse Flyveplads. Her kan man køre på rullebanerne og landingsbanen, og vinden har frit spil, der er jo ingen træer i en lufthavn.. og sammenlagt giver det nogle sjove træningsmuligheder. Forsvarsministeriet er vel nok Danmarks bedste naturforvalter, så her er alvorligt kønt. Der må vi ud igen.

Torsdag gik den nord på om Gurre-sø, en dejlig tur, men når de andre leger spurter mm og man selv kun lige er tilstede er morskaben lidt udfordret. Til gengæld kunne den vel få lidt igen lørdag, så var det jo fem dag siden jeg rejste mig igen. Og jo, jeg deltog i intervallerne, men alligevel var hastigheden ikke imponerende og det er godt nok lang tid siden, jeg har været så træt da vi kom hjem. Hanne overhalede mig på de sidste to bakker.. igen ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det var vist med en lille fryd for den bedre halvdel af Team Sol og Sommer  ;-)  Tilfældigvis kørte vi den samme tur de to lørdage i påsken, og så kan man jo sidde og studere lidt i www.strava.com hvad dagsformen betyder.. Sjovt nok var det på det nærmeste modsat for Hanne.. når det kører for hende, kører det godt nok stærkt!

Men, nu begyndte jeg at blive lidt nervøs.. hvad sker der i kroppen, når man fortsætter træningen, selvom man er træt og lidt syg? Kommer man i overtræning, dvs reagerer kroppen med en formnedgang.. er diamanterne gået?

Så det måtte jo testes her 2. påskedag, en hel uge efter. Det blev en 60 km tur sammen med en af de hurtige på holdet, for fuld skrald. OK, ikke superhurtigt, men dog lige over de 30 km/t i snit... Det, og så ikke mindst det let forpustede spørgsmål fra baghjulet: "Kører du ikke ret godt i øjeblikket?" er sgu godkendt! I alt blev det til 401 km i påsken.

Hertil kommer: Vinduer malet, mosset fjernet i græsplænen og alle de selvsåede træer og skvadderkålen er fjernet i havens mange Rhododendron-bede.. og sidst men ikke mindst, en hyggelig spontan aften med søsteren og svogeren.. det gør en god påske!

søndag den 16. september 2012

Efterbrænder

Efter den store kostomlægning for otte år siden, har min vægt, med udsving, ligger omkring 83-84, og det var da også der jeg startede, da jeg i foråret skulle til at blive skarp til Coast-to-Coast. Sidste år lykkedes det mig at få vægten ned på 78 kg, men i år ville 80 være ok.

Det lykkedes ikke, motivationen kunne ikke overstige kærligheden til god mad og dejlige vine. Men, 82,5 kom den da ned på. OG ja, fire kilo i Pyrenæerne kan mærkes. omend der ikke var noget problem. I grove termer, alt andet lige, koster hvert kilo på Tourmalet mindst et minut.

Tabte jeg mig så ved 6 dages intensiv kørsel i noget af det hårdeste terrain Europa kan byde? Nej, der proppes ganske simpelthen alt det mad ind, som man kan komme i nærheden af (næsten). Kroppen har brug for energien. Og, så var det jo en hyggetur sammen med holdet, så øl og rødvin blev det også til. Vægten var derfor en lille smule højere ved hjemkomsten, end da vi tog af sted. Lignende effekt har jeg også set, da jeg tog på fjeldture i de yngre dage.

Men, stofskiftet har fået et boost af den hårde belastning! Efter hjemkomsten har jeg øvet mig i, ikke at spise mig mæt, men holde igen når jeg havde spist så jeg ikke var sulten mere. Resultat? Jo, i ugen siden vi kom hjem har jeg tabt tre kilo! Så nu er jeg under de 80 kilo. Fantastisk!

En rigtig efterbrænder på stofskiftet, som er holdt ved lige med et pænt antal træningskilometre i ugen der er gået. Den bedre halvdels vægt er også faldet, så det kan ses. Kroppen holder aldrig op med at forundre mig.

Nu kører jeg lige askesen lidt længere, ville gerne et par kilo mere ned, inden MTB sæsonen. Jeg er ikke helt så stærk som nogle af de hårde drenge, men har heller ikke brug for så meget, når vægten og teknikken er på plads.

fredag den 13. juli 2012

Zzzzz

Over de sidste løbende 14 dage, er det blevet til 530 km gennem tre træningssessioner pr uge. Egentlig er det ikke usædvanligt eller specielt meget. Men, dels er det første gang i år der har været tid og mulighed for den træningsmængde, og dels har jeg været træner på alle turene... og jeg er altså en hård herre og har lagt rigtigt hårde intervaller ind.

I går aftes skulle det være et lidt lettere rullen af, men når jeg nu havde fået lagt en rute over samtlige de store bakker der er i omegnen, og får sat intervallerne så folks styrke gik lige op, med besked på spurt på alle de afsluttende bakker... ja så er der ikke megen rullen-af ej heller selvom vi kun kørte 46 km.

Flere på holdet virker mere eller mindre trætte pt, og jeg selv er fuldstændig flad. En ting er at falde i søvn om eftermiddagen til Tour de France, men inden jeg tog på arbejde i dag, ville jeg lige chekke afslutningen på gårsdagens rute af, som jeg desværre gik glip af, eftersom der stod egen-træning på programmet, netop som Chris Anker knoklede allermest.

Til trods for en god nattesøvn, morgenkaffe rumlende i maven og sol på sofaen, lykkedes det sgu at falde i søvn på under to minutter ;-) Ikke dybt eller lang tid, men ikke desto mindre. Slukkede derfor for fjernsynet og tog på arbejde istedet.
Nå men, i det mindste virker træningen helt formidabelt. Vægten suser ned og formen op. Så tager vi resten med.  Men tror nok jeg glæder mig til ferien ;-)

torsdag den 11. august 2011

Parat, helt parat... næsten

Nu er jeg parat til Pyrenæerne!

Jeg har tabt de ekstra to kilo, så jeg siden vinterferien har reduceret vægten med 13 kilo. Nu er jeg lettere, end jeg har været de sidste 21 år.

Det er lykkedes mig at stå op i pedalerne hele vejen op af Klampenborgbakken samt holde nålen over 30 km/t hele vejen op. Det er aldrig lykkedes mig før. Min kondition er bedre end nogensinde.

Og så skal jeg endda bare hygge mig i grupettoen, vil køre ikke racerløb. Så det bliver helt fantastisk.

Men, cyklen skal lige have en overhaling. Har fået superhæftende bjergdæk hjem, de skal på, skal have monteret bjerggear, samt selvfølgelig sat nye friske bremseklodser og kæde mm på. Et bedre styr er også... endelig.. kommet hjem, nu mangler jeg blot den rigtige saddelpind.  (har også fået et par ekstra cykelsko, en ny hjelm og nye solbriller... altså, selvfølgelig kun fordi det gamle grej var slidt op ;-)  )


Glæder mig som et lille barn til juleaften!

lørdag den 2. juli 2011

Dyre cykler og overfodrede motionister

Når man kører i bjergene, er der kun to ting der tæller: kondition og vægt. Konditionen kan trænes, men vægten er straks noget andet. At tabe sig er noget af det sværeste man kan bede en normal overflodsdansker om. (sjovt, overflod er i denne sammenhæng det samme som overfodret). Den nemmeste måde at tabe sig på er ubetinget at købe en ny og lettere cykel. Man ser derfor ofte ganske velproportionerede motionister på cykler, der er dyrere end proffernes.

Når man som jeg hader at køre op ad og er kommet til at sige ja til en tur på langs af Pyrenæerne, ligger vægttabet som en uomgængelig faktum. Jeg indledte derfor året med at målsætte en vægt på under 80 kg, et vægttab på 8 kilo. Den lettere cykel kunne jeg så bringe i hus når målet var nået, som en ekstra vægttabsbonus. Desværre var motivationen for den handikappede MTB'er íkke alt for stor og vinterferien bragte derfor tre kilo mere til hus... nu var jeg elleve kilo fra Pyrenæerne og en ny cykel!

Jeg kender jo kuren, ingen alkohol og lidt påpasselighed med hvad man putter i hovedet, så kommer vægten helt automatisk ned. En forrygende træningsindsats for at komme i form igen efter stilstandsperioden hjalp sikkert.

Og, pr 1. juli er målet nået, der er tabt 11 kilo! Godt to kilo pr mdr, ikke et imponerende hurtigt vægttab, men uden mad ingen hård træning! Og cyklen? Ja, den kom i hus lidt inden målet var i syne, men det har sådan set blot inspireret mig yderligere. Den værste man kan blive til grin for, er jo sig selv.

Fra det store vægttab i 2004/5 ved jeg, at man taber sig proportionalt. Det er ikke kun bodegamusklen der svinder, men også vielsesringen der sidder løsere, ja sågar falder skostørrelsen også! Nok er livremmen svundet 7-8 cm, men de i forvejen tynde arme er blevet tyndere. Det betyder, at når jeg kigger mig i spejlet, er der sgu stadig en bodegamuskel, ikke stor, men tydelig på en krop der er blevet mindre! Damn, den flade mave er stadig pakket ind i overflod.

Godt der er små to måneder til Pyrenæerne, og cirka 1.500 km. Jeg har nået målet, men der sidder helt ubetinget yderligere to kilo, jeg kan donere til bjergguden! Jeg tror sgu jeg gør forsøget!

mandag den 16. maj 2011

Grejsdalsløbet 2011

En uge med virus, kvalme og maveonde, og dermed minimal fødeindtagelse hjælper nok på vægten, men er ikke super god forberedelse til Grejsdalsløbet. Dermed blev årets resultat da ej heller (for en gangs skyld) bedre end sidste år.

Vi kom ind på 7:08 mod 6:11 sidste år. Med til billedet hører dog også, at ruten var lagt om med 300 hm ekstra til følge, at vi fik fire punkteringer (mod nul sidst) og at vi ikke var superørne til at komme hurtigt ud af depoterne. Og vejret...

Der findes stort set ikke det vejr i Danmark som ikke kom til udtryk den søndag i Vejle, solskin, sublim medvind, regn, stormende modvind så skraldespandene kom flyvende hen af gaden, hagl, kulde og varme. Egentlig ganske charmerende.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg var grundigt ude i tovene, energimæssigt. Der var ikke meget at skyde med i benene til sidst. Da der var 30 km tilbage måtte jeg bede resten af holdet om at køre ind selv, jeg havde brug for at køre mit eget tempo. Det var nu ikke så langsomt endda, jeg overhalede da en masse som også var gået kolde. Med 12 km tilbage mødte jeg resten af OCC-holdet, som havde en punktering, og på den måde kom vi ind sammen. Dejligt, og tak for hjælpen. Min helbredstilstand taget i betragtning er jeg overordentlig tilfreds med resultatet. Også dette løb er således godkendt!

Jeg havde overvejet at droppe den, men er nødt til at at få nogle højdemetre i benene inden august, og træningsplanen foreskriver dette løb som en start, efterfulgt af Harzen og så et endnu hårdere løb i de norske fjelde i juni. Det bliver sublimt!

Undertegnede og Henning fører feltet op ad Kiddesvej. Med maks 23% er den så stejl, at man må op og stå i laveste gear. Holder man den ikke bare lidt i gang, står man stille ved hver pedalomdregning. Således var der da også nogen der væltede, fordi det gik for langsomt for dem ;-)

Grejsdalsløbet er et rigtigt godt løb. Landskabet omkring Vejle er supersmukt og bakkerne er en god udfordring, og når man kan køre med gode OCC-venner, er det en fornøjelse, der er værdig til at komme på den faste liste.

fredag den 15. april 2011

Halvvejs

Den første periode af min stilstandtid, tog jeg ikke på, men så kom julen, en januar hvor cyklen syntes langt væk, og en vinterferie med god mad og ditto øl, og vupti, så vejede jeg alt alt for meget.

Det går ikke og slet ikke i et år hvor Pyrenæerne venter.

Så umiddelbart efter vinterferien, startede afholdsperioden, nul alkohol, intet slik men kun fornuftig mad.

Nu er jeg så halvvejs, har tabt 5,5 kilo! Det samme en gang til, og jeg bliver flyvende på bjergene, det burde kunne nås inden august.


Men, køleskabet er fuld af øl der nærmer sig sidste salgsdato... hmmm...

onsdag den 14. maj 2008

2:30 i overskud

Kørte i aften min gamle timetur som er præcis 30 km. Min bedste tid sidste år var lige præcis 1 time. Det er måske ikke specielt hurtigt? Jo, for det er byzone incl lyskryds, skarpe sving samt de største tre bakker i omegnen (klampenborg, skodsborg og strandmøllen)

I aften tog jeg den på 57:30. Det betyder jeg er tilbage på sidste års form!!!

Hvis jeg så også får smidt de ekstra 3-4 kilo vil I ikke kunne se røgen af mig.

Nogle observationer: Klampenborgbakken er en halvanden kilometer lang jævn 2% stigning, og jeg kan endnu ikke holde til at stå så lang tid i pedalerne som jeg kunne sidste år, så lidt at arbejde med er der trods alt endnu. Skodsborgbakken tog jeg i mandags i spidsen af feltet med 30 km/t, i dag måtte jeg ned på 24 km/t. Det er en kontant demonstration af forskellen mellem at køre i felt og alene.

Alt i alt en super tilfredstillende aftentur lige inden solnedgang i absolut vindstille vejr. Uhm.. ren nydelse

tirsdag den 1. april 2008

En helt fantastisk badevægt

Vi har altså en helt fantastisk badevægt. Den kan både fortælle aprilsnar og gyserhistorier.

Efter min stilstandsperiode har jeg ikke turde stille mig op på den. Men det gjorde jeg så i dag. Og, jeg blev overrasket! Jeg var ikke klar over den kunne fortælle en aprilsnar!

Blot frygter jeg historien i morgen mere har karakter af en gyserhistorie.

lørdag den 25. august 2007

Nu kan det være nok...den evindelige vægt

Ved udgangen af sidste uge, havde vægten sneget sig op på 87....horror!! Der har den ikke været siden den store kostomlægning for 3 år siden. Jeg var godt klar over den var på vej derop, så nogle dage forinden havde jeg droppet alkohol, da alkohol forhindrer kroppen i at reducere vægten i helt op til en uge...hvorfor ved jeg ikke, men jeg kan se det på min egen krop. I denne uge har jeg så været yderst restriktiv i forhold til hvad jeg har indtaget (ingen kulhydrater). Og resultatet: efter lørdagens cykeltur: 82,9! Det er 4 kilo på en uge....

På dagens cykeltur, kunne jeg mærke vægttabet på to forskellige måder. Det var ikke noget problem at suse op ad bakkerne, 4 kilo fra eller til betyder meget på bakkerne... men til gengæld kunne jeg så også mærke at kulhydratdepoterne var tømte, så turen var såmen hård nok endda.

Ligesom med alkohol, sker der noget med kroppen når man indtager light-sodavand. Jeg har ikke helt evidens på det, men mistænker light for også at være fedende...derfor ej heller cola-light i øjeblikket!