Viser opslag med etiketten træning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten træning. Vis alle opslag

torsdag den 22. december 2016

Gråvejr og få kilometre

Her midt i den danske vinter, som er grå og våd, er det svært at holde energien oppe. Når klokken er 17, er det mørkt og sofaen kalder. Sjovt at tænke på at sommerens træningsture starter på det tidspunkt, endda med overskud :-)

Til trods for gode ambitioner, har det været yderst småt med kilometre de sidste to måneder. Der er mange grunde, ud over at vejret faktisk ikke trækker..  Arbejdet har taget en stor told de sidste måneder og samtidigt har jeg været grounded, først med en ny diskusprolaps, så blev jeg opereret i ansigtet, fik fjernet arrret fra et af mine tidligere store styrt, og så længe der var sting i ansigtet lød dommen på 0 mudder!, og oven på det hele fik jeg fanme et hold i ryggen!

Nå, nu er der ikke længere nogen undskyldning ud over vejret. Ryggen er fin igen og Julen står for døren, og skal udnyttes!

Glæder mig til forhåbentlig nogle gode ture, medens det stadig er dagslys.

onsdag den 3. august 2016

Træningsmål

Efter en lang sommerferie og en fed fest, nedsunket i vin og øl, er jeg kommet bagud for mit træningsmål.. lidt på antallet af kilometre og meget på antallet af kilo min cykel skal slæbe rundt på. Det gør ikke noget, for allerede inden ferien havde jeg vedtaget med mig selv, at jeg ikke er proff cykelrytter.

Men, der skal ikke være nogen tvivl om, at 5 kilo mindre gør alt ting lettere.. og nu har jeg vist også indtaget alkohol nok for en længere periode. :-)

Én ting er, at en ugetur til Pyrenæerne står for døren i slut september, og den kalder på træning og et tab på 3kilo (har et princip om at vægten SKAL være under 82 kg når jeg kører i bjerge sammen med Hanne). Noget ganske andet er, at det nu står helt fast, at jeg skal til Himalaya i 2017.  Og det kalder altså på en lean-and-fit Per og det er en hel del under 82 kg skulle jeg hilse og sige. Der er ikke mange måder man kan forberede sig på højdeakklimation, men jo højere kondital, jo nemmere har man det når ilten bliver tynd og har jo dermed også et højere overskud.

Og endelig, nu hvor de 50 år er rundet, skal der jo gøres noget for at holde kroppen ved lige.  Cykling er ikke nok.. det har en lidt ensidig fokusering. Der skal også gøres noget ved kernemusklerne, armene og smidigheden.

Så, det næste års tid bliver der ingen træningsnedgang, ej heller selvom efteråret sikkert bliver mørkt, koldt og regnfuldt.. Det skal planlægges og prioriteres! Og, så skal jeg have fundet en vinteraktivitet foruden cyklingen som kan hjælpe med resten af kroppen.. hvad?


tirsdag den 26. juli 2016

Sukkerkold

Ferien i år gik til München, alperne og Verona. Vi havde lovet ikke at tage cyklerne med og lavede en masse aktiviteter istedet. En rigtig dejlig ferie i højt gear, men også en ferie uden høj puls og jernsmag i munden. Så, da vi kom hjem, var det tre uger siden jeg sidst havde siddet på en cykel. Det er den længste cykelpause jeg har holdt siden MTB styrtet i 2011.

Jeg har lært, at det man hurtigst kan træne er distance.. det kræver et enzym i musklerne så de kan forbrænde fedt i stedet for kun kulhydrater. Når man går sukkerkold, er det et signal til kroppen om at man skal begynde at producere dette enzym. Det tager 2.3 uger, så går man ikke sukkerkold længere og kan køre langt (i en rimeligt tempo, altså)

Jeg skal da bare lige garantere for at det man også taber hurtigst, er evnen til at køre på fedt og ikke kulhydrat. Det er godt nok lang tid siden jeg er gået sukkerkold på en 50 km tur med 10-holdet!

Nå men, det kommer jo igen med solid træning.. Vi er igang igen :-)

søndag den 15. maj 2016

Morgentræning

Dingeling.. eller hvad nu en mobiltelefon siger...  kan se, at det er Allan..
"Goddag, er det ikke ham den stærke?" siger jeg.
"Hø, jow.. skal du ikke være lige så stærk?" lyder det fra den anden ende.
"Jo da!"
"Godt så kommer jeg klokken 7:00 på lørdag, så kan vi lige nå lidt træning inden vi skal i klubben!"

Og sådan blev det.. så inden lørdagens 3,5 times intervall-træning over 97 km, tog Allan og jeg lige et smut op af Strandvejen til Rungsted retur for fuld skrald .. ekstra 27 km

En vidunderlig morgen


Det blev også en god tur efterfølgende med klubben.. men her søndag er jeg godtnok lidt stiv. :-)  De sidste 7 uger er det blevet små 250 km pr uge i snit.  Og jeg kan mærke det.. der er kommet væsentlig mere fart på!


mandag den 4. april 2016

2 stk skovsnegle

Træningen er for alvor startet igen. I sidste uge blev det til 300 km. Mandag en tur til Holbæk, tirsdag og torsdag træning med klubben, og lørdag blev det så den vidunderlige træningstur op til Nødebo.. en hård tur.. og ikke mindre hård når man kører med de hurtige.

Søndag ville jeg en tur i skoven på MTB, så vi var to der blev enige om at tage en lille rundtur i Tokkekøb Hegn, som vi ikke nåede i vintersæsonen..


Sporet var tørt og med masser af flow og dermed ganske hurtigt!  Kan godt være, at det kun var 12 km.. men jeg var helt færdig bagefter.. som i helt færdig..   Og her mandag morgen er mine ben som to skovsnegle jeg slæber bagefter mig ;-)

Tror sgu jeg tager bilen ud på arbejde!

Men i øvrigt fedt, lige at runde ugen af med en lille kort skovtur søndag morgen, inden dagen rigtig starter!

tirsdag den 17. marts 2015

Glade køer på græs

Det er altid en fest, når køerne efter at have stået i stalden hele vinteren, bliver lukket på græs.

Samme fornemmelse havde jeg til årets første tur med Team Recovery. Teamet var noget jeg fandt på efter at mit MTB styrt, for nogle år siden, bandt mig til sofaen hele vinteren. Klart, at jeg var nødt til at få kørt noget ekstra i marts, inden sæsonskiftet skulle bringe os alle på raceren i april. Distance er noget af det hurtigste at træne, det kan gøres på få uger.. men altså der skal rulles. Derfor annoncerede jeg, at folk der også havde brug for en ekstra runde, kunne trille med mig alle søndage i marts.

Selvom jeg efterfølgende ikke selv har haft brug for Team Recovery har jeg dog holdt fast i konceptet..  sårn en 10 herlige men trængende gutter m/k på en 50 km hver søndag i marts gør godt!

Første søndag i marts i år, var der to grader og regnen høvlede ned.. så jeg lod det ligge.. men anden lørdag fik jeg så indkaldt.. 10 grader og solskin... og det fik lokket alle køer af stald.. også dem der ellers havde trænet flittigt hen over vinteren.. 45 dukkede op! Så, vi måtte dele op i tre hold. 1+2 kørte ikke recovery, men pænt stærkt...  som sagt som køerne på græs.. men konceptet holdt nu fint for hold 3, som Hanne fik at holde sammen på.

I søndags var vi så ude for anden gang.. 25 dukkede op, så der var til to hold. Denne gang tog jeg selv sidsteholdet.. var godt og grundigt forkølet.

Ikke så pænt, eller noget at være stolt af...  men jeg kunne ikke lade være...  efter at have skubbet og givet læ på en lang modvindstur ned af Strandvejen og holdt sammen på alle over de sidste to bakker..  gik der naturligvis ræs i den hen mod Klampenborg skiltet..  den røg vist helt op på 33, da jeg besluttede mig for at stjæle slik fra børn.. og racede udenom feltet med maksimal hastighedsforskel, så de havde svær ved at hægte sig på...  en enkelt kom med men måtte strække våben, da farten blev holdt.. gennemsnitshastigheden lå på 40 km/t den sidste kilometer..  ja ja.. træneren tog skiltet.. og han havde ikke brug for den.. har jo trænet hele vinteren..  pinligt ;-)

tirsdag den 3. september 2013

Tid til træning

5765 km er det i dag blevet til i indeværende år. Med et snit på 28 km/t (rent gæt) svarer det til 206 timer, eller samfulde fem en halv arbejdsuge  !! Og, vi er kun godt halvvejs på året!

Hvordan dælan får man tid til det, når der også er et job med mange rejsedage og ikke at forglemme, en sød familie der skal passes?

Tja, fjernsyn og ukrudt får lov til at blomstre i fred for min opmærksomhed, det er jo et spørgmål om prioritering.

Men idag kunne en af vore nye medlemmer fortælle mig om en helt anden metode!

Danmark er et spændende land for mange samfundsforskere og læger, fordi vore registre over befolkningen er helt unik på verdensplan. Befolkningstællinger klaret med et tryk på en knap hos Danmarks statistik, og med hjembase på universitetet, ved jeg også at man kan lave mange krydskoblinger mellem registre, og se om fx boligforhold har en sammenhæng til hvordan man klarer sig i skolen.. og det er altså unikt.

Der er lavet en særsamling af data, den såkaldte Østerbro undersøgelse.. hvor man har samlet et stort register over alle tænkelige og utænkelige forhold for ganske mange borgere på Østerbro i over 20 år. Og, det holder mange forskere verden over beskæftiget.

En af anlyserne viser, at indtil en vis grænse, er der næsten en en-til-en sammenhæng mellem træningstid og livslængde.  En time træning giver cirka en times længere liv!  og vupti.. pludselig blev træningstiden gratis.. den kommer simpelhen igen i den anden ende!

Og, det er jo ganske rart at tænke på, efter en knaldhamrende hård træningsaften, hvor man ligger mere død end levende på sofaen bagefter ;-)

Og eller kan man jo altid søge trøst i mit standardordsprog om kål og grød.. "Det kan godt være man ikke lever længere, men det føles sådan" ;-)