Ny rekord.. men...

1.509 km i juni måned blev det til. Det er ny distancerekord! Fra 1200 i juli 2012, over 1307 i maj 2013 frem til nu over 1.500.

Det er selvfølgelig Styrkeprøven der gør det. Juni var karakteriseret ved de lange ture. Faktisk var jeg kun på cyklen 10 gange.

Men, juli i år kommer ikke i nærheden, nu skal der vist lige holdes lidt ro! Efter hjemkomsten fra Norge var mine sko endnu ikke tørre om tirsdagen, hvorfor jeg fandt mine gamle sko frem, til den normale træning. Det gør man ikke ustraffet når kroppen er slidt og vandt til en bestemt stilling.. så nu har jeg sgu fået mig en skade i akillessenen.. det måtte vel komme!

Lørdagsturen blev derfor afbrudt lidt oppe ad Strandvejen for ikke at forværre situationen, og nu ligger jeg her på sofaen og nyder solen, medens de andre knokler rundt oppe ved Gure sø :-)

Styrkeprøven 2013

I det første indlæg på denne blog, spørger jeg hvordan man kan forberede sig til 300 km regn. Det er forud første lange tur, Vättern Rundt i 2007, hvor meteorologerne lovede regn. Regnen kom ikke, men det gjorde den til gengæld i et helt forrygende omfang denne weekend, hvor vi kørte det norske løb Styrkeprøven, 542 km fra Trondheim til Oslo.

I 450 km stod regnen enten ned i stride tove eller også var vejen våd, så alt alligevel lå hen i en regntåge. Med fokus på holdet og rytterne omkring mig, regn på brillerne, dug indenfor og landskabet pakket ind i tåge, var det ikke meget jeg så. Jeg vil ærligt indrømme, at jeg næppe kan genkende meget. Norge er altid kønt, men oplevelsen står her et døgn efter næsten som en surrealistisk drøm, som at cykle i en laang tragt.

Her ses vejret fra vores hotel ved afgang. Det er ikke meget af fjeldet der kan ses

Turen blev kørt på 21:27 timer, hvilket er en halv time hurtigere en planlagt. Incl depoter blev gennemsnitshastigheden 25,3 km/t og i rent køretid 28,8 km/t. De første 300 km blev kørt på 11 timer, inklusiv en tur op over Dovrefjellet i 1.100 meter højde!  En tur Vättern Rundt (som jo er 300 km lang og stort set uden højdemetre), burde snildt kunne gøres på under 10 timer nu!  Det er sgu godkendt!

Vi og nogle få andre tilløbere, kørte med en lille kerne fra Team Rynkeby, Vordingborg, som stod for turen, arrangerede følgebil og sikrede diciplinen. Ikke mindst gennem deres chef Kristian Krause, som tidligere har kørt Race Across Amerika i en fire-mand stafet. Som en god militærmand havde Krause planlagt turen til midste detalje:

Det største risiko for en sådan tidsplan er depoterne. Hvis folk ikke er meget diciplinerede kan der snildt gå et kvarter, men som det skulle vise sig er 8 minutter meget passende til at alt det vigtige kan klares, uden svinkeærinder.. måske måtte man dog prioritere lidt mellem tørt tøj eller toialet eller... De otte minutter blev klaret ved at Kristian pustede i en forbandet skinger fløjte et minut før afgang og gav et fløjt igen ved afgang.. og så blev der sgu kørt! Jo, en mandtælling blev foretaget, men først ude på vejen.. så når toget kører, er man nødt til at være på! Og ingen stop undervejs! Et par gange skulle vandet lige lades, men så skulle man helst aftale det, et par stykker eller tre, for feltet skulle jo køres op igen. Problemet er bare, at højintensitetsspurter er ikke en god ide, når man skal holde til 542 km, så efter et par gange fandt man ud af at knibe sammen til depoterne ;-)

Da vi vågnede om morgenen regnede det ned i stænger, men da vi var færdige med morgenmaden, som i øvrigt var helt sublim, på Trondheims Grand old lady, hotel Britannica, var det blevet opholdvejr, og den fine blå holduniform kunne luftes.

Her ses hele holdet foran Trondheims berømte domkirke, Nidarosdomen

En trøje, buks, en vindtæt undertrøje og et par løse ærmer udgjorde beklædningen, så da himlens porte åbnede sig en halv time efter afgang, var det sgu en noget kold Per, der besluttede sig til at bruge første depot efter 60 km på at skifte tøj til den normale Ordrup uniform, incl vindvest og regnjakke.  Men ved du hvor svært det er at få tætsiddende cykeltøj på, når man er våd, og i øvrig skal finde et sæt i tasken og have pakket det våde ned? Heldigvis havde den bedre halvdel lagt et håndklæde i min taske.. det hjælp lidt. Men altså.. det kan gøres på 8 minutter sharp, når obersten begynder at trække vejret igennem den skingre fløjte! ;-)

Herefter blev det kun til et enkelt trøjeskifte.. og slet ikke skoene. Bedst som jeg begyndte at tro på tørvejr omkring klokken 3 om morgenen og overveje et skoskifte, så.... ja gæt selv..  20 timer i vand kan i øvrigt få selv de mest velplejede tæer til at lige hobbit-fødder ;-)

Men ellers gør regn ikke så meget, hvis ellers temperaturen holder sig over de 10 grader. Med en god regnjakke (hjælper ikke på regnen, men mod afkøling) og en høj arbejdsintensitet, kan man såmen godt sidde og hygge sig lidt i sin kokon. Selv bananshaken (most banan, regnvand og sand) kan blive til en nydelse ;-)  Depoterne derimod er en tænderklaprende forestilling, men af cyklen skal man jo.

Før turen var jeg lidt i tvivl om hvilken gearing jeg skulle sætte på cyklen. Det viste sig at kompact i for og 12-25 i bag var fint, selvom jeg havde vist ikke brug for det laveste tandhjul. Inklinometeret på gps'en virkede ikke når det regnede aller mest, men det så ud som om stejleste bakke holdt sig på 7 procent og stejleste lange opkørsel på 5,5

Det er lidt underligt at kroppen kan køre løs i så lang tid, på så højt et niveau. Efter lang tids træning kan jeg mærke når blodsukkeret falder, en hurtig gel, eller en energi bar.. lidt efter omstændighederne, kan rette op på det igen. sjovt nok, så breder der sig i de situationer, en lykke igennem hele kroppen, ganske få minutter efter at en gel er hældt indenbords. Nu ved jeg jo, hvad der sker, men jeg tog alligevel mig selv i at sidde og smile lidt efter +400 km i regnvej og egentlig synes jeg havde det meget godt.. Det der med at bryde ud i sang, bare fordi man har kørt 80 gram sukker ind, kan i visse situationer godt virke lidt mærkeligt ;-) På depoterne blev der kørt så mange skiver franskbrød med salami ned som muligt. Dels frigiver hvidt brød hurtigt sin energi, dels var formålet at få noget stivelse ned til at holde igen på sukkeret i barer, energidrikke og geler. Hvis menuen kun står på den slags siger min erfaring mig at maven bliver lidt løs i det efter 250 km.. ikke lige det man har mest brug for!  Misionen lykkedes, selvom jeg godt nok kørte med halsbrand de sidste 50 km.

Vel hjemme kunne jeg i dag, mandag afhente min cykel, min følgesvend og plageånd, mit missil og LeMans racer.. Blev sgu så glad for at se den igen, så jeg måtte tage et billede

Det sorte lyn gejlet op til langfart. Vil du med?

Kroppen reager på belastningen med at blive stiv og øm, anretter en let feber og pumper vand ind i led, muskler og hud. I går aftes var alt hævet og mine hænder lignede en rengøringshanske der var pustet op. Væk var de normale aftegninger af sener og blodårer. Men her 24 timer efter ligner de dog næsten sig selv igen. Kun de store lårmusker stadigt ømme. Vægten er gået 1,8 kilo op, hvilket sikkert skyldes en kombination af væskeophobningen og forrygende meget mad kørt indenbords.. i transit om man kan sige. Vi får se hvor den ender henne efter en lille uge.. det plejer at hjælpe.

Et lille trick: GPS' en kan kun holde strøm i 11 timer, så jeg havde købt mig et ekstra batteri. En standard powerpack, af de større, 5000 mAh (en opladning kræver 1700 mAh), pakket ind i frostposer og snurret til i tape, så den var vandtæt, samt en taske til at sætte på overrøret, så ledningen kunne nå. En genial løsning. Det viste sig at Garmin laver en også, i en smart beholder til at sætte fast på cyklen. Smart men, viste det sig, ikke ordentlig vandtæt i superregnen og ikke med for alvor nok strøm. Dels var min løsning billigere og mere fleksibel, og dels havde jeg så meget strøm, at jeg kunne køre med lys på GPS'en hele natten. Det var dælme rart at kunne se hvad der sker.. op eller ned og hvor hurtigt ;-)

Jeg har holdt fri i dag mandag, var dygtigt træt og uskarp. Bagen gør ondt og musklerne er ømme.. men mentalt.. jo jeg er helt parat til at tage afsted igen.. endorfinerne raser stadig i blodet. Som de skriver i bladet "I form":

Endorfin er smertestillende og giver en følelse af lyst og energi. 

Udskilles ved hård træning og arbejde, succes, forelskelse, sex og latter.

Helt korrekt!  :-)

Fra målstregen

Så er vi klar.... eller noget

Så står cyklen og er pakket. I kufferten er vintertøj, uldstrømper, regntøj, fire par cykeltøj, ekstra sko og meget meget mere. Den ryger ind i følgebilen, så man kan få skiftet hvis vejret skulle arte sig.

Vi er på vej ud på det norske cykelløb, Styrkeprøven, Trondheim-Oslo, 542 km. Og, det pisser ned!  Heldigvis ingen vind og temperaturen er også fin. I det mindste slipper vi for sne på Dovrefjellet ;-)

Det gælder om ikke at gå sukkerkold, så de sidste to dage har jeg ædt, så colaen står mig til drøvlen, og nu skal vi lige have lidt morgenmad. Det er mange år siden jeg sidst har drukket cola med sukker og jeg må konstatere at jeg virkelig ikke bryder mig om det, men det er ret effektiv til at transportere energi ind i kroppen. Se dig blot omkring på gaden. 

Ses derude!

Sirenesang

Her i det sprøde morgenlys, står cyklen synger sirenesangen "Skal vi cykle os en tur, vi to?"

Og ja, selvfølgelig skal vi da det!

Så cyklet bliver der, i den seneste uge blev det 500 km, og her hvor en tredjedel af måneden er gået, er det allerede blevet til små 700 km. Der skal ikke meget til før vi får endnu en rekord måned.

Det tæller godt på odometeret, når vi træner med Norgesholdet. 261 km blev det til Grundlovsdag, hvor billedet blev taget, klokken lidt i seks om morgenen. En skøn tur op igennem Nordsjælland til Hornbæk, rundt langs kysten til Frederiksvæk, via Strø til Frederikssund over til Jægerspris, ned til Viby, Tune, Ballerup, og så lige et par grumme bakker i Virum/Holte hjem. Bakkerne var ikke de værste.. den pris tog modvinden. Stik syd kom vinden, så de midterste 100 km fra Tisvildeleje til Viby var kanonhårde. Godt vi var 15, så man kunne hvile lidt ud imellem man skulle ligge i fronten og kæmpe. Folk var da også grundigt trætte. I Ballerup var jeg parat til lige at smutte hjem på den høje klinge, men der gik total tankstation, chokolade og cola i holdet. Fint nok, rart at mærke at al den træning giver en fordel ;-)

Gårsdagens Sjælsø Rundt, var med svigersønnen, der for første gang var over 50 km, og så på en sportscykel og et snit på lige knap de 25 km/t. (26,5 km/t uden pauser) Ganske simpelthen fantastisk! Jeg selv trak hele vejen rundt, for så gav det også lidt til mig. Og det bedste var, at jeg var upåvirket efter de 132 km.  Turen Grundlovsdag var rigtig hård, der lå vi med et snit på 30 km/t, men alligevel kun på en samlet hastighed, incl depoter på lige godt 25 km/t.  Andreas og jeg holdt kun fem minutters pauser på løbet, ja jeg var sågar ikke af cyklen, hvor i mod der blev holdt lange pauser Grundlovsdag. Det gør altå en utrolig forskel i belastning hvorimod tempoet jo er nogenlunde det samme!

Så kan vi holde et moderat tempo i Norge og ganske korte depothvil, ja så skal jeg såmen nok trække halvdelen af vejen (hvilket jeg nu heldigvis slipper for, vi er jo 22!). Så er det ikke længden i sig selv der bliver et problem, men tiden i sadlen der udfordrer!

Vi får se, faktum er ihvertfald, et jeg med små 4000 km i bagagen inden Styrkeprøven er så parat som jeg overhovedet kan blive.!  Norge kom an!

PS: skal nok lige have bagen til at falde til ro inden ;-)

Ny rekord for en måned

1.307 km blev det til i maj måned. Det 107 km længere end hidtidige rekord, på 1.200 i juli sidste år. Og så er det ikke engang ferie, og jeg har været forkølet i små to uger!  Ret godt gået, hvis jeg selv skal sige det. :-)

Årsagen er naturligvis, at træningen til Styrkeprøven strammer til. I går var det det nye cykeltøj der skulle køres til, hvilket blev til 107 gode km med svogeren, medens tøserne kørte Tøserunden.

Eneste ulempe ved så mange km er, at bagen endnu ikke har vænnet sig til belastningen, og derfor bliver lidt øm. I dag havde jeg lovet svigersønnen at vi kunne trille 50 km som træning til den "lange" ved Sjælsø Rundt på næste søndag. Der var derfor ikke andet at gøre, end hoppe i cykelbukserne igen. Jeg prøvede at vælge dem med den tyndeste pude.. og som altid .. der er ikke noget der ikke kan kureres med en cykeltur.. eller rettere lige nu er det faktisk OK. ;-)

Som med måneden, har jeg faktisk ej heller nogensinde kørt så langt, som jeg har på nuværende tidspunkt. Men mod forventning synes jeg ikke, jeg har det flow i cyklen lige nu, som forventet. Men mon ikke det skyldes forkølelsen?  En klog mand sagde, "En forkølelse varer 7 dage. Hvis du tager en romtoddy, c-vitamin og alle de andre husråd, varer den kun en uge....  Men passer du ikke på dig selv, kan den godt tage længere tid!"  Jeg ved så ikke hvilken kategori 363 km i forkølelsesperioden kommer ind under. ;-) 

Dimse forberedelse til Styrkeprøven

Et er konditionen og styrken, men når man skal sidde 22 timer på cyklen skal der også lidt grej til, så nu er jeg begyndt at lave pakkeliste.

Det hele kan jo transporteres i følgebilen, så det giver god mening at pakke flere forskellige bukser, tøj til alt slags vejr, ekstra dæk og slange, cykellygte (opladet, forståes), ditto baglygte og så er der jo lige problemet med at cykelcomputeren kun kan holde strøm til 11 timer....

Det kan selvfølgelig også løses, så nu er der bestilt et ekstra batteri, som også har kapacitet til at oplade cykellygten, skulle det blive nødvendigt.

Nu skal jeg så bare lige have fundet en cykeltaske, den kan ligge i, medens den oplader cykelcomputeren. Dejlig sport, det her :-)

Jo, pinsesolen dansede!

Der skal jo trænes til Styrkeprøven, så aftalen var at køre en træningstur på 300 km 2. pinsedag.  Efter at den onde træner havde lagt planen, blev den nu en anelse kortere.. 300 km er dælme langt når der skal findes småveje at køre af.  Målet var ikke flest mulige højdemetre, men at få en rigtig flot tur ud af det!

Ruten gik derfor Nordkysten rundt, over med færgen til Rørvig, via Lumsås til Holbæk, op ad Hornsherred til Frederikssund og nord om Hillerød til Nøddebo og hjem via Hørsholm, 266 km. Med turen til og fra Nærum, hvorfra vi startede kom jeg op på 285 km i alt.

Og en køn tur blev det! Der er ikke meget der slår det danske forår, når træerne har fået blade, æbletræerne blomstrer, markerne står dybgrønne og rapsen farver bakkerne gule, temperaturen er over 20 grader og hjulene snurrer i selskab med gode cykelvenner.

Som en af deltagerne sagde: Det her kommer klart ind på top tre, incl ture i Alperne og Pyrenæerne! Sådan er det når Danmark viser sig fra sin kønneste side!

Det er jo lidt sjovt, at tidligere var en så lang tur noget specielt.. en hel ekspedition, nu er et bare en træningstur. Men, jeg må godt nok indrømme, at jeg var lidt mere træt bagefter end efter en normal træningsdag ;-)  Velankommet i Nærum, kunne vi konstatere, at uanset hvor trætte vi var.. så var vi stadig kun halvvejs mellem Trondheim og Oslo.. uha uha.. jeg var helt færdig! Man kan godt blive lidt bekymret!

Der blev nu også kørt pænt stærkt, så gennemsnitlig hastighed var 30,5 km/t med to store pauser på hhv færgen og frokost i Holbæk. I alt tog turen omkring 10 timer. Det giver en reelt gennemsnitshastighed på 26,5 km/t. Det er gammel sandhed, at det er hastigheden der dræber, ikke distancen. Det håber jeg er rigtigt, for dels er målet for Styrkeprøven en gennemsnitshastighed på 24,5 km/t, dels skal der ikke holdes lange pauser.. derfor bliver den kørte gennemsnitshastighed også væsentlig lavere.

Jeg kørte hjemmefra 6:30 og havde fornøjelsen af at se solen danse over horisonten over Øresund, det var jo pinse! Og, det var vi så ej heller i tvivl om, da vi nåede Helsingør. Der er åbenbart en tradition for en pinsefest hele vejen mellem Snekkersten og Kronborg, og den var ganske animeret. Ud over at to unge knægte kom alvorligt til skade fordi de i løbet af natten kravlede op på et tog (kørestrøm, you know) var hele bymidten sået til i glasskår!  Det lykkedes os dog at komme igennem uden punkteringer. Tidligere er vi kørt til Hornbæk, men vi er aldrig kørt forbi. Jeg forstår nu hvorfor et sommerhus i Gilleleje er så attraktivt.. der er alvorligt kønt! :-) HeatherHill-området ligner nærmest et jysk hedelandskab, men ned til kysten. Facinerende!

Inden vi strøg ombord på færgen til Rørvig, lykkedes det lige Allan at finde en friske fiskefrikadeller. Jeg ved ikke rigtigt om store fedtglinsende fiskefrikadeller med bjerge af remoulade til klokken 10:30 om morgenen er god cykelrytterkost,men det smagte godt, og gav da ej heller sure opstød bagefter. Måske er der basis for noget produktudvikling her? ;-)

Kan du finde fiskefrikadellen?

 På vej ud af Nykøbing blev jeg så overstadig over den gode asfalt, at jeg tabte koncentrationen et øjeblik. Den nye asfalt havde en høj kant som jeg desværre kom ud over. Det giver hurtig jordkontakt! Jeg fik kun ganske få hudafskrabninger, men et blodkar bristede i albuen, inde under huden, hvilket gav mig min karrieres største bule. ;-)

Ondt gjorde det ikke, men helt godt så det dog ej heller ud.

Så små 200 km senere fik jeg den lige tjekket på skadestuen, men ud over at puste på den, gjorde de ikke noget. Kroppen skaffer sig selv af med det.

Syd for Nykøbing fulgte vi kysten sydpå. De lokale kalder det for Guldkysten og helt fantastik kønt er her da også.. og stort set ukendt... alle synes at drøne op til Kattegatkysten for at få sommerhus. tsk tsk..

Herefter er det enormt vanskeligt at komme til Holbæk uden at ryge ud på den megatraffikerede hovedvej mod Odden. Det gav os derfor noget zig-zaggeri bla ud over den inddæmmede Lammefjord. Her er vejen anlagt helt lige, og da der var vindstille og ingen trafik, blev der givet gas.. så skinner solen virkeligt! En af deltagerne kiggede bagefter vandtro på sin GPS og spurgte forsigtigt.. "Har vi kørt under havets overflade?" Jeps, bunden på Lammefjorden ligger 7 meter under vandet og er faktisk Vesteuropas laveste punkt!

Frokosten skulle indtages i Holbæk.. og i OCC går vi altså på restaurent, når vi er på så alvorlige langture. Det gør Rynkebyfolkene bestemt ikke.. der blev fablet en hel del om hapsdogs og pizza. Nu kan det godt være, vi slap heldig afsted med fiskefrikadellerne, men her sagde dagens holdkaptajn alligevel nej. Så det blev et raid på en bagerforretning. Fint nok, alligevel dog mere afslappende end resten af holdet var vant til.

Kage, cola, wienerbrød og alle andre gode energikilder blev der kørt ned til frokost!

Fra Holbæk gik det via Munkholmbroen og op i vores kendte træningslandskab i Hornsherred, Strø og Nøddebo. Det eneste man kan sige om det er, at den onde kaptajn havde lagt samtlige bakker til sidst, hvor benene var mest trætte :-)

Missionen med ruten lykkedes! Alle var helt enige om at et havde været en utrolig smuk tur. Den kunne man i et vist omfang godt gentage som en Sommer-OCC tur.

Jeg må indrømme at det var en meget træt Per der vendte bilen mod Århus dagen efter.. og nu har jeg chekket min kalender for at se, om jeg ikke kan holde en feriedag efter Styrkeprøven. Nope.. jeg har et møde jeg ikke kan undslå mig, dog i København og ikke i Århus. Lidt heldig har man da lov til at være.

Nu som Randonneur

Det måske mest hard-core cykelløb for motionister går fra Paris til Brest t/r - PBP, i alt 1.200 km, mere eller mindre i et hug! Det køres hvert fjerde år, så skal man med, skal man overveje tidspunktet!

Forudsætningen for at deltage er, at man har kørt en "Brevet"-serie, som er en stribe ture på 200-300-400 og 600 km samme år som PBP-løbet. Da antallet af danske deltagere er begrænset, kommer de, der i de foregående år har kørt flest Brevets først i køen.

Der bliver cyklet meget derud på vejene!

Brevets fungerer sådan, at man kører en på forhånd angivet strækning, og undervejs går ind på forskellige tankstationer og får et stempel som bevis på at man var der. Hjemme igen puttes stempelkortet i en postkasse så Audax-Denmark (cykelklubben som står bag) kan bogføre dine ture. Efter et Brevet må man kalde sig Randonneur  ;-)

Hvorfor nu den smøre.. er jeg på vej til PBP? Nope, men dele af holdet der skal køre Styrkeprøven til sommer er, og vi kørte derfor en fælles træningstur sammen med de øvrige randonneurs ud over de solbeskinnede sjællandske bakker i lørdags. 214 km blev det til og små 2000 højdemetre. Det svarer nogenlunde til en halv Styrkeprøve.

Styrkeprøveholdet kørte ret pænt, men det var med en vis ærefrygt jeg observerede de gamle Randonneurs, der på skift sejlede afsted 30 meter foran feltet i ensom majestæt i modvinden med 32 kmt. Her var da helt klart tale om nogle rigtigt seje langturssejlere, med jernben og -bag!  Benovelsen varede dog kun 40 km, indtil de eksploderede og droppede ud af toget.. det havde været for hårdt for dem...  Jamen altså.. man skulle sku da tro at så gamle og erfarne drenge kendte sig selv og kunsten at ligge på hjul.. nå men det gjorde de så altså ikke.

Fra OCC var vi tre der deltog, og det står ret klart, at vores hidsige intervaltræning giver mere end de andres diesel-tons med mange kilometre.. også når der skal køres langt. Vi sad simpelhen med mere overskud til sidst, også selvom der både var blevet trukket og skubbet til den store guldmedalje. Ingen var nu ringe !

Vi kørte med et snit på 28,9 km/t, men holdte ganske mange pauser, så sammenlagt kom vi rundt med et snit på 25,4 km/t.. målet for Styrkeprøven er 24,5 km/t.

TelemarkTours i 2011 (250 km, 2500 hm) blev kørt med 27,0 km/t og Sjælland Rundt i 2010 (319 km, 1600 hm) blev kørt med 27,4 km/t... Så når vi kører selv, bliver der kørt væsentligt stærkere.. Selvom Styrkeprøven nok skal blive en hård oplevelse, er det bestemt indenfor mulighedernes grænse!

Styrkeprøven

Jeg må have slået hovedet... for nu har jeg tilmeldt mig cykelløbet Styrkeprøven, som går fra Trondhjem til Oslo.. 540 km på 24 timer gennem Sankt Hans natten (og dagen..)

På en eller anden måde får det C2C til at blegne lidt.... det er kun 160 km kortere end hele C2C, og med 4.394 hm er cirka en tredjedel så mange bjerge.. på 24 timer... på C2C har vi i det mindste hele syv dage!

Min gode medtræner Finn har også meldt til, så nu mangler vi bare Allan for at være det samme gode team, som da vi kørte TelemarkTours i 2011. I det gamle blogindlæg hentydede jeg lidt til nogle sprængte toiletter.. historien var, at en vis person (nævner ingen navne, men det starter med A) var så bange for at sukkerkold, at han væltede føde ind.. Det overgik 100% Jan Ulrik, men da vi ikke ville låne ham vores cykelkasketter, måtte vi jo gøre hold ved diverse toiletter. Ved det sidste depot lå der kun én foran os.. men medens vi stod og ventede på at A.. blev færdig med at rette vandlåse ud, drønede feltet forbi os.. #"%&!!  Derfor skal vi i år overtale følgebilen til at medtage denne:

Følgebil?  Jeps, for vi har fået lov til at snige os med på et hold der udspringer af Vordingborgs Rynkeby hold.. og de har bare styr på det der.

Med Styrkeprøven, den lange på Grindsted og C2C i år, er der vist ingen problemer med at få kørt kilometre ind på odometeret i 2013!   :-) Glæder mig allerede