Til Carcassonne

Turen slog i dag væk fra Pyrenæerne og kørte op til Carcassonne. En rigtig klubtur på 135 km. Vi hyggede os undervejs, gik på café og skålede til de tre andre hold, der susede forbi, medens de i deres askese græmmedes over denne løsslupne hygge, og så på en cykeldag!

Alligevel kom vi, cafe-holdet, nu ikke meget senere hjem end de andre, til stor og udelt fornøjelse for deltagerne.

En enkelte ligeud nedkørsel fik lige hastigheden over 70 km/t alt rigeligt. Og så blev der spurtet på de to bakketoppe og efter et enkelt skilt. En rigtig legedag, for store drenge m/k ;-)

Vi er nu nået ud til østkysten. Temperaturen er 30 grader, græsset svedet af, husene har tegltag og vinmarkerne er begyndt at dukke op. Det er en fantastisk oplevelse på den måde, ved egen drift at krydse mellem forskellige klimazoner, både vest mod øst, men også fra havets overflade til 2115 meters højde i bjergene. Og sådan kom jeg til at tænke i dag, medens vi susede nedaf.. hver eneste meter vi på den måde kører ned af, har vi selv kørt op.

Så er der kun en lille tur på 110 km i morgen, inden vi står med tæerne i middelhavet. Et snuptag.. selv Hanne tror på det nu. Ikke at hun burde være i tvivl. Når hun slipper dieslen fri, bliver der altså kørt til... på det sidste bjerg fik hun lov til at køre, medens vi andre lige skulle have vand i flasken. Vi så hende ikke igen før på toppen, fire kilometre senere.  Men, der er lovet champagne til afslutningsfesten i morgen, og det er fortjent!

PS: nej, ingen historier om hjulemanden i dag.. det nye hjul virker åbenbart... utroligt. ;-)
PPS: ja, endnu en dag som guide og skal også være det i morgen. Fint nok, for jeg ville ikke orke, hvis en af de hyrede guider skulle overtage det, der nu føles som mit hold, hvor jeg med omhu har forsøgt at give hver og en sin egen lille succes og glæde de forgange dage
PPPS: Fik sagt til Dan i dag, at han da bare kunne ringe hvis han savnede en guide på et tidspunkt.

Col de Peyresourde, Col de Menté og Col de Aspet

Etapen i dag var turens frygt, langt den værste overhovedet!

Col de Peyresourde er 8 km langt og holder 8% i gennemsnit. Næste bjerg, Col de Menté er 10 km langt og holder 10%, medens Aspet kun er 4 km, men holder til gengæld en stigningsprocent på et godt stykke over 10%. Læg så dertil en tur på 125 km!

Så, medens i går nok var til turens tag, var dagen i dag kongeetapen.

Hanne (og jeg lidt) var slemt bekymret for om hun kunne klare den. Menté ligger i skoven så der er læ, til gengæld står træerne så langt fra vejen, at der ikke er skygge. På den måde får man en absurt hård strækning, i en kedelig skov og alt for varmt vejr! Men, som bekendt ædes elefanter i små bidder, cirka 10.000 pedalomdrejninger på 1:20 minutter. Så jo vi kom op. Frokost på toppen, nok den bedste længe...

Og så oven i det, Aspet med stigningsprocenter op til 15%. På de første to kilometre var de ovenikøbet ved at sprede tjære og grus. Må indrømme, at jeg kørte op og lod Hanne i stikken.. Bummelum.. Så ligesom på Peyresurde ville jeg køre ned og hente hende efter selv at være kommet op. Men knapt havde jeg fået vand i håret, så stod hun sgu lige bag mig. Clouet er, at Hanne på grund af sin astma kører et roligt, men malende tempo, maks 140 i puls. På Aspet fik den til gængæld alt hvad den kunne trække, så søreme om hun ikke satte et par af herrene så eftertrykkeligt. Fanme imponerende!

Også i dag kørte jeg som guide. Det er lidt billigt sluppet, men som skrevet passer det mig rigtigt godt. Det lader til at holdet synes det samme.

PS: Ingen dag uden nyt om hjulemanden: Allans nye hjul smider altså friløbet, hvilket betyder, at der ingen kontakt er mellem pedaler og fremdrift. Da han er nervøs for, at det kan ende med en blokering, vil han ikke køre ned af med det. Så der låner han et hjul af Dan Frost. Det er der til gengæld ikke bjerggearing på, så hver gang det går op ad, skifter han tilbage til sit eget. Det giver en hel del skifteri i løbet af en sådan dag.... Så derfor blev han kørt til en smed her til aften, hvor han købte et nyt hjul. Det var derfor en helt ustyrlig glad Allan det underholdte hele selskabet under middagen.  Men, at se Allan uden et hjul i hånden i morgen, turde næsten være en umulighed ;-) Mere herom i morgen

Apropos i morgen: 135 km, 30 grader uha!  Men nok en gang guide.. super!

Col du Tourmalet og Col du Aspin

Man kan ikke sige andet end imponerende. Den bedre halvdel kørte op af først Tourmalet og bagefter Aspin i god, rolig og sikker stil. En rigtig sejtrækker!

Så sej, at en flok herrer valgte at lade sig trække af hende stort set hele vejen op på begge bjerge. Det var kun fordi vi fik lyst til at gå på cafe undervejs, at de måtte cykle resten af vejen uden det stærke lokomotiv.

Måske en lidt underlig ferie, men ferie det er det!

Prøv lige at forestille dig... forleden stod vi med tæerne i vandet i Atlanterhavet, i dag var vi kørt over 2 kilometre lodret op i luften! Hatten af for den kraftpræstation! Det er turens tag, det højeste vi kommer op.

Opturen til Tourmalet er 19 km og stiger i gennemsnit 7,4%. Skyerne var væk og man kunne se ned på gribbene der kredsede rundt i det nøgne bjerge. På et tidspunkt havde vi 7 svævende direkte over os. Jeg er sikker på de undrede sig over hvor den stank af død gnu kom fra. Ja, man styrtsveder!

Opturen til Aspin er lidt mere kedelig, den foregår inde i skoven og stiger bare jævnt med 8% over 6 kilometre. Nedturen er til gengæld helt fantastisk. En bugtende vej på lodrette græsplæner med solitære træer og en fantastisk udsigt.

Det blev så også dagen hvor jeg måtte træde til og agere guide for Dan Frost Cykelrejser. For mange på hold to til kun en guide, og så manglede der ligesom en guide til hold tre. Det er på mange måder en god løsning... for så får jeg det jo, som jeg vil have det ;-)

PS: Også i dag benyttede Allan et hvert ledigt øjeblik til at pille baghjulet af og stå lidt med det i hånden. En særlig form for fetish?

PPS: Lidt mere morsomt, så kom der i går aftes en bil med en kuffert. En af deltagerne kommer fra USA, og kufferten var ikke helt fulgt med. Da turen startede stod hun derfor uden noget som helst andet end det tøj hun gik og stod i. Det er fanme svært, når sko, hjelm, pedaler og cykeltøj befinder sig i en ukendt lufthavn. Da vi derfor ankom til Bayonne med bussen, gik det sporenstrengs hen til en sportsbutik 15 minutter i lukketid. Imponerende at nå at købe cykletøj, pedaler, klamper, hjelm mm så hurtigt, uden at glemme noget!

Col d'Aubisque og Col du Soulor

Col d'Aubisque er med sine 1.700 meter et utroligt flot bjerg. Den øverste del er over trægrænsen og man kan køre og kigge lodret ned i dalen, ned på de kredsende rovfugle. Dermed kan man faktisk også se afslutningen helt nede fra dalen, men først skal man lige igennem en 17 km optur, med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2.

Hanne og jeg fulgtes stille og roligt op. En stor succes, vi var hverken sidst eller måtte op at køre... hun er nu ganske sej, den bedre halvdel. :-)

Jeg har været på Col d'Aubisque to gange før, første gang i 2004 i bil og så sidste år på cykel. Begge gange var der overskyet, så man ikke kunne se noget. Men i dag strålede solen, så det det var en ren fornøjelse.

På toppen står tre store cykler, malet i gul, grøn og polkadotprikket rød, Tour de France farver. Et tydelig kendetegn for passet.

Herefter svagt ned, med vejen hugget ind langs en bjergside og så en kort optur til Col du Soulor. Dette lille stykke i højfjeldet holder jeg for et af kønneste steder i Pyrenæerne. Lidt en skam det går nedaf, for det går faktisk for hurtigt.

I passet på Soulor ligger en cafe, næsten helt ud til vejen. Men lidt tryk på cyklen kan man lige nå at spæne ind og få en expresso, så man kan stå og nyde sin kaffe medens resten af holdet kommer forpustet op. Lidt provokerende, og rigtigt morsomt, hvis man har en lige så plat humor som mig ;-)

Fra Col du Soulor gik det ti kilometre i en række bløde sving ned til hotellet. Topfarten blev godt 70 km/t. Og Hanne? Hun har dælme fået styr på nedkørslerne. Fint, teknisk perfekt og i en pæn hastighed, under fuld kontrol. Topfart: 54,6 km/t

Som sædvanligt har Allan problemer med sine hjul, først gik friløbet i hovedhjulet, dernæst blev reservehjulet lidt skævt. Da hans stel er meget snævert gik dækket lidt på... og det gør man ikke ustraffet med den hastighed. Så da jeg kom susende ned, stod Allan inde i siden og kæmpede med sin cykel. Dækket var eksploderet! Heldigvis lige efter et sving så farten endnu ikke var nået over de 40. Puha, godt han fik styr på den. 

Col d'Osquich

Så kom vi igang. Stille og roligt ud af Bayonne, og ind i landet. Pænt med bakker i dag, men bjergene kommer først for alvor i morgen. Området er utroligt grønt med bakker på steroider. Rovfuglene hænger rundt omkring og chikaderne spillede.. Men cirka 22 graders varme kan man ikke ønske sig mere.

Bakkerne holdt dog op til 12% stigning, så de var såmen hårde nok. Den bedre halvdel fik et astmatisk anfald, men efter jeg fik sat skik på hastigheden, kørte det nu rigtigt pænt. Da jeg kender Hannes hastigheder 100%, satte jeg mig simpelthen op i fronten og trak... i den rigtige hastighed. Ingen havde lyst til at passere. Synd for ham der, inden da, gik så meget ned, at han måtte i sottebussen den sidste del af dagen. Han stillede dog pænt op til briefing i aften, så forhåbentlig er han med igen i morgen.

Dagens top var Col d'Osquich, 500 meter over havet. Jeg kunne ikke helt huske opkørslen fra sidste år, men den var stejlere end jeg troede. 1400 hm alt i alt for idag, i morgen ryger vi over 1900.

Vi spiste frokost på hotellet kort før toppen, og jeg skal love for, at colaen sydede hele vejen ned. Jeg huskede til gengæld ganske tydeligt, at byskiltet står 2,5 km før hotellet i Oloron. Så da der var 5 km tilbage fik den gas. Ingen havde dog lyst at lege med, så det blev en solitær tur forbi byskiltet.

Af gode cykelerfaringer fra i dag var så absolut "Hindbærpulveret" fra High5 med sukker og salt. Drysset i drikkedunken giver en slurk øjeblikkelig energi. Svømmeturen i poolen efter dagens etape var også en kæmpe fornøjelse. Det var den gode franske øl ved poolkanten også, men det er en helt anden historie. ;-)

Solnedgang over Atlanten

Godt nok er transporten på dette års C2C pr fly, men derfor kan det alligevel godt tage noget tid, når ruten går tilstrækkeligt rundt i Europa. Først med fly fra København til Palma de Mallorca og videre med et nyt fly til Bilbao, og derfra med bus til Biarritz. Det var derfor i tiltagende tusmørke vi genså vore cykler som var kørt herned i onsdags. Spørgsmålet var derfor, om vi kunne nå en hurtig tur ud til stranden inden lyset helt forsvandt, eller der skulle køres en tidlig morgentur i morgen?

Heldigvis besluttede turledelsen at udskyde aftensmaden til klokken 21:00, så vi lige kunne få afprøvet cyklerne samt dyppet tæerne.

Vandet var dejligt varmt og solen flot, som den gik ned i Atlanterhavet. Som Hanne sagde: "Ind til videre gik det jo meget nemt" ;-)

I morgen går turen op i Pyrenæerne, så bjergtrøjen måtte luftes i dag, inden evnerne eller manglen på samme for alvor udstilles. Heldigvis forventes temperaturen at ligge omkring de 20 grader, hvilket er rigtigt godt for blege nordboer.

PS: I security havde de ikke set cykelsko i scanneren før, men det havde de så rigeligt, da fyrre ryttere var gået igennem.
PPS: Bagagen bliver skam også scannet i lufthavnen og skulle du være i tvivl, kan vi nu oplyse, at C02 patroner ikke kan chekkes ind. Der var enkelte, der havde glemt at få dem ud af cykelgrejet, og så bliver man altså kaldt ned i bagagesorteringen for at plukke dem ud af kufferten
PPPS: Nej ikke Team Sol og Sommer. Vi gik glip af at se indmaden i lufthavnen denne gang.
PPPPS: Godt vi havde laang tid til at skifte i Mallorca... det blev nødvendigt! ;-)

Årets sidste sommerdag

Så siger kalenderen, at vi har sommerens sidste dag. Og hvordan var denne sommer så? Jo, det har jeg faktisk haft svært ved at svare på. Sidste år var ubetinget skod, så selvom vi havde planlagt at købe sofaer til vores nye terrasse, blev det ikke til noget, solen kom ikke. Derfor blev der i det tidligere forår i år købt loungemøbler, for nu skulle det være!

Og solskin har vi da egentlig haft, men det har været for koldt til at sidde på terassen, specielt om aftenen. Hvad er det med det vejr?

Forklaringen kan man læse i Ekstrabladet i dag..  Det har også været en skodsommer i år http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1817754.ece

Jo, statistikkerne siger, at vi har haft mindre regn og mere sol end sidste år, til gengæld har vi haft den koldeste sommmer i 12 år..

Så egentlig har det været fint cykelvejr, men loungevejr med lange varme sommeraftener... nej, vi må satse på at sætte sofaerne frem igen til næste år.!

Team Sky

Team Sky vandt jo Tour de France i år. Egentlig har jeg ikke rigtigt interesseret mig for holdet tidligere, men den styrke det relative nye hold udviste, undrede mig lidt, så da jeg i en boghandel i Oxford faldt over bogen "Sky's the Limit" som beskriver projektet, måtte jeg have den under fingrene.

Den korte historie er, at UK succesfuldt har arbejdet strategisk med talentudvikling i lang tid. Ved OL i Bejing gik der imidlertid kuk i den britiske performance, fordi nationalholdet ikke kørte for hinanden, men for deres pro-team-kollegaer.

Med det store brede elitearbejde, stod det klart, at toppen manglede.. der manglede simpelthen et pro-tour hold som naturligt hjemmehold for englændere, ganske som Danmark har Bjarne Riis' hold.

Og så blev der ellers gået til den, med de bedste trænere, mest moderne trænings- og kostplaner, cykler, tøj mm Og gerne med et engelsk blik. Således er team-bilerne fx Jaguar.  Og man må jo sige, at det sportslige er lykkedes overbevisende. På udstyrssiden kører de dog på italienske cykler (Pinarello) og i tysk tøj (Addidas)

Men i dag kom så nyheden om, at de fra næste år kører i det engelske coole (og hundedyre) tøjmærke Rapha. Dejligt, så kommer Rapha vel også med noget reelt moderne funktionscykeltøj og ikke "kun" ultralækker retroinspireret uldtøj (ok, måske lidt af en overdrivelse.. men alligevel)

Så mangler vi bare en god engelsk cykel! Kan Chris Boardman noget?

Bikefitting

Når man suser rundt på de danske landeveje, kan man ganske ofte se motionsrytter, der sidder ganske underholdende på cyklen. Egentlig burde cykelbutikken jo sikre, at indstillingerne er i orden, men i mangen cykelbutik er kernekompencen salg og ikke cykler. Ja, sommetider har jeg på fornemmelsen, i enkelte butikker, at de hellere sælger hvad de har, end at måtte lade kunden gå tomhændet fra et godt salg.

Derfor er der opstået et marked for folk som hjælper med at indstille cyklen. Vores cykler er i orden, og de er købt i en butik, hvor de gik overordentlig langt for at sikre os den rette størrelse, meen alligevel.. kunne man pine et par km/t mere ud af benene hvis man sad lidt anderledes?

Derfor drog vi op til Nikolai Norrid, som var en af de første i DK, der laver en filmoptagelse af rytteren i aktion og ved hjælp af computeren kaver en 3D analyse af bevægelsesmønsteret under belastning. Et ganske avanceret setup. Det gælder om at få vinklerne i leddene korrekt Og, det starter naturligvis med en analyse af rytterens fleksibilitet, om benene er lige lange og styrken af kroppens centrale muskler.

Og, grundliggende var vores setup helt i øjet. Rigtige pedalarmslængde, indlæg i skoene (platfødder, you know) men sadlen kan jo altid sættes lidt op ;-)

Hannes bremser var placeret på styret, så hun kunne nå grebene, hvilket jo er praktisk nok, hvis man skulle får den ide at stoppe, men det var ikke den optimale placering i forhold til at kunne hvile med hænderne på grebene. Jeg har derfor fundet ud af, at man faktisk kan juster reach (afstanden fra styr til greb) på lige netop den model vi har. Styret op, sadlen ligeså og lidt frem samt en mindre præcisering af klamperne under skoene. Det kan synes som småting, men det har givet en markant edge på Hannes topfart. Interessant nok!

Nikolai syntes min cykel var lige lille nok, så han ville have både saddel og styr sat meget op. At den er til den lille side ved jeg godt, for butikken havde egentlig monteret et lidt større stel til mig, hvilket jeg afslog. Man er vel lidt forfængelig.. og dimensionerne så altså bare for doo ud... Nu harjeg se en frempind der peger lige op i himlen i stedet. Endnu mere doo, for nu ligner det da for alvor en cykel til en 46-årig stiv motionsrytter. ;-) Jeg skal have købt en frempind, der er knap så stejl, men det må blive i de mørke vinteraftener. Ændringerne har betydet, at jeg nu rekrutterer nogle andre fibre i benene, så nu er det forfra med ømme ben, kramper og andet begynderuvæsen ;-) På sigt skal det dog nok bliver rigtigt godt.

Hanne før fit

Hanne efter fit

Kan du se forskel?

Post Danmark Rundt 2012

Traditionen tro, havde Jægersoldaten skaffet VIP billetter til finalen i Post Danmark Rundt. Tager hatten af for Niels organiseringsevner! :-)

Værten i år var Onfone/Christina Watches, holdet bygget op omkring Michael Rasmussen, og sikke et arrangement, med musik, bar og nok den bedste helstegte pattegris jeg endnu har smagt!  Fadøllen må vente til efter C2C, for det har desværre knebet lidt med vægttabet i år. Eftersom Christina Watches er et London firma, var baren naturligvis pakket ind i en rød-londonbus. Bedst var dog at den var parkeret 50 meter før mål.

Og, her kunne herreklubben se Mark Cavendish tordne i mål, en hel cykellængde foran alle de andre. Sjovt nok overraskede det mig, at han starter så langt ude, selvom vi jo også til Tour de France så ham åbne 200 meter fra målet. Han er i øvrigt ej heller så høj, men når man ser ham på fjernsynet ligner han en østtysk kampvogn. Sådan kan perspektivet jo svigte, når alle de andre ryttere jo ret beset er spirrevipper. Se om Jakob Piils kampvægt fra tidligere år  ;-)

Mark Cavendish stillede så også op i velgørenhedsdelen af vores eget Tour de Charlottenlund i aften, som støtte til sponsormodtageren LaFlameRouge, som Brian Holm står bag ved. De to kender jo hinanden rigtigt godt. På den måde blev aftenen til en stor fest for Charlottenlund og OrdrupCC. To guttermænd! Selv vejret strålede fra den gode side, selv om vi på grund af OL var nogle uger senere end normalt. Desværre tager arbejdet alt for meget tid, så jeg nåede lige netop ikke at se Cavendish drøne først over målstregen på Jægersborg Alle, men jeg så hvor forpustede alle andre var i forsøget på at holde hjul. 

Check lige vejret næste uge!

Det bliver stort!

Det er ikke sport, men forretning

Hvis der er noget moderne reality tv-instruktører kan, så er det at opretholde spænding. Bedst som der er faldet et vist ro på Robinsonekspeditionen.. der er skabt et hieraki...venner og fjender er defineret... ændres reglerne. Det gælder om hele tiden at holde konfiktniveaet oppe, for der er vel næppe noget så kedeligt som en flok afslappede sen-teenagere på ø-sommerferie. Jeg husker endnu fra en af de tidlige sæson, at der havde etableret sig et mønster med venner og fjender hvor man langsomt stemte hinanden ud, som man nu fik magt til. På den måde blev det hele forudsigeligt.. deltagerne skulle bare falde ind i mønsteret med at skabe alliancer. Så ændrede instruktørerne reglerne og satte en af de udstemte tilbage på øen.. nu velfodret og udhvilet og med en beskyttelsesparagraf.. vedkommende måtte ikke stemmes hjem de næste to tre gange... total forvirring og angst.. spillereglerne var pludselig helt ændret.. fairness? Nej, sublim terrorpsykologisk underholdning.. hvis man er til den slags.  Robinsonekspeditionen er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan er det også med cykelsport. Forleden styrtede favoritterne i PostDanmark Rundt i en stor pærevælling, udenfor tre kilometermærket.  Ved styrt indefor tre kilometer får de styrtede samme tid som den første i mål, men her var det altså udenfor, og favoritterner lå i bunker, medens andre knapt så dyre ryttere susede i mål. Klassementet var pludselig sprængt i stumper og stykker... favoritterne var kommet så langt bagud, at konkurrencen om førertrøjen var blevet overlandt til.. ja undskyld... sekundaryttere. Vupti besluttede DCU at udvide tre-kilometermærket med 500 meter, så klassementet blev bevaret, og de styrtede ryttere samme sluttid, som dem der ikke styrtede. Hamrende uretfærdig, sagde Michael Rasmussen, der med sine ryttere lå foran styrtet og på den måde havde regnet med at blive katapulteret op i rækkerne.  Ja men, konkurrencen på de resterende etaper ville pludselig have været ligegyldig! Fair? Nej! men procykling er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan var det ikke med Lance Armstrong. Han satte sig i sine syv år så hårdt på klassementet i Tour de France, at ingen turde køre forbi ham. Og TdF blev røvkedeligt. Udfaldet var givet på forhånd.. Var Lance Armstrong først i den gule trøje, var konkurrencen aflyst.. pisse kedeligt!

Nu viser det sig, som vi alle formodede, at han var doped op over alle ører. Kraftedeme om han ikke med sin doping ødelagde enhver form for spænding.... sgide Spielverderber!!

Nå, funny nok kan man ikke fratage ham sine sejre, for nummer to og nummer tre i de syv år, har allerede tilstået at have doped sig, og hvem skulle så sættes op på piedestalen som vinder? På den måde kan man jo sige, at når alle var doped, kæmpede de på lige plan, og Lance var bare bedre... NEJ, jeg er ligeglad.. han spolerede det spændende i løbet, og TdF burde have ændret på reglerne på en måde så spændingen igen kom ind. Husk, TdF er ikke en sport, TdF blev stiftet for at man havde noget at skrive om i aviserne om sommeren.

Og, så kørte han i sorte strømper  o horror.. absolut ingen smag!

Tilbage i de lange rør

Så er sommerferien slut, shortsene er smidt igen og stålbenene er igen iklædt lange rør, suk.. sorte cowboybukser på den varmeste dag i 37 år, er lidt af en udfordring!

Sommerferien blev delt med søsteren og svogeren i deres nye vidunderlige byhus i Sydfrankrig. Jeg har aldrig rigtigt kørt i Massif Central, men området er supergod træning til C2C om få uger. Ikke mindst turen op til Col de l'Espinouse slår til, med 22 km med en gennemsnitlig stigning på 5%. Det kan fint måle sig med de høje bjerge.

Nede i dalen var der 35 grader, på det lyngbeklædte bjerg 22. Rigtigt behageligt. Som altid kørte vi en morgentur og hyggede os med Asger resten af dagen. Jeg fandt en morgenrute, som kunne gennemføres på en time, godt 25 km og 500 hm, lige passende medens familien vågnede og ventede på at morgenbrødet kom. Ialt blev det til 222 km med 4200 hm på fem dage... ikke ringe!

Jeg forstår kærligheden til Frankrig, gode vine, smukke steder og en rigtig behagelig og hensynsful trafik.

Superkvinden og hendes mand ;-)

At der så er overordentligt langt derned, er så hvad det er. En meget hurtig hovedregning viser, at det med lethed kan betale sig at tage biltoget fra Hamborg til Narbonne. Det gør vi næste gang!

Copenhagen challenge

Ekstremsport bliver mere og mere populær, og i dag kørte triatlon eventet Copenhagen Challenge igen. Depotzonen på de 180 km ligger her i Klampenborg, så selvfølgelig måtte TeamSologSommer lige ud til stranden for at kigge.

Mange var veltrænede, men ikke alle så lige fitte ud, så hatten af for modet til at kaste sig ud i 3 km havsvømning, 180 km cykelløb og en maraton. Vi andre nød at se på.

Vandet i Øresund er i øvrigt 18 grader, dejlig sommer

Mellem ørerne

Smerte er blot et punkt mellem ørerne, siger elitesoldaterne. Og givet er det, at smertetærskel er et udtryk for i hvor høj grad man kan ignorere, at det gør ondt.

For mange år siden fik jeg målt min kondital. Det finder man der hvor det er allermest udmattende og man er lige ved at falde af cyklen... lige der peaker man... og det er iltoptagelsen lige i det sekund man måler. Og det er altså rimeligt hårdt. Det er blodsmag i munden, plumberne i tænderne er ved at falde ud (eller sådan føles det) og det er alvorlige overvejelser om af finde nærmeste brækspand.  Forskeren der hjalp, havde været på rundtur for at måle almindelige danskere, som led i en hjertekampagne. Som han sagde: det er næsten umuligt at måle konditallet for en uøvet, for folk giver op inden det for alvor begynder at gøre ondt. Folk er ikke vandt at påføre sig selv den ubehag.

Efter en dejlig ferie i Frankrig, med alt for megen vin, hvidt brød og restaurantbesøg, orkede jeg simpelt hen ikke at stå op på vægten. Så da vi var ude og træne i går, var det en formodentlig 1-2 kilo tungere Per der dukkede op. Og det gør en forskel, specielt når ruten var lagt så den krydser flest mulige højdemetre. Og bevistheden om det gør en forskel. Jeg var ganske enkelt ikke mentalt sprød, nærmest lidt opgivende på forhånd.... og det var pisse hårdt at køre op ad!

Her til morgen var jeg så på vægten. Og søreme... det var ikke alene vellevned i Frankrig, der blev også kørt et pænt antal kilometre i bjergene . Min vægt var faldet et halvt kilo! Og set tilbage på i går aftes kværnede jeg da vist også de fleste på bakkerne :-D

Så jo, den mentale indstilling betyder meget. Det er ikke kun smerte der er et punkt mellem ørerne. Troen på sig selv sidder der også.

Ny rekord, med måde

Her i huset trænes der flittigt til Coast-to-Coast! Eftersom jeg er kommet lidt sent ud af røret i år, blev det juli der måtte trække det store læs. Præcist 1.200 intensive og hårde kilometre blev det til. Det er ny rekord for en enkelt måned, nemlig hele to kilometre mere end april sidste år. Man skal slå sine rekorder med måde, så de stadig kan overgåes senere ;-)

Eftersom langt hovedparten af kilometerne var tæske hårdt interval-træning, var der både dømt træthed og ømme ben hele juli. Det er lang tid siden jeg ellers har haft ømme ben, men når bare der bliver gået nok til makronerne, så kommer de altså.

Med Chris Anker på Tourmalet

Chris Anker har lagt sine watt-tal for hele Tour de France ud på nettet, og Jyllandsposten har skrevet en glimrende artikel om det

Bjergetapen i Pyrenæerne kørte han således:

Bjerg	Gennemsnitlige watt-tal pr. kilo	Tid	Gennemsnitlig watt-output
Col d’Aubisque	4.8w/kg	53:58	308W
Col du Tourmalet	5.1w/kg	58:10	330W
Col d’Aspin	5.3w/kg	29:36	345W
Col de Peyresourde	5.4w/kg	26:46	347W

Ud over at det er imponerende, at hans output stiger jo længere han kommer på etapen, så kan man se, at det tog ham 58:10 at køre op på Tourmalet.

Da jeg kørte den sidste år, kom jeg, som hurtigste på hold tre, op på 1:45, hurtigste på hold to kørte i tiden 1:25 og hurtigste på hold et i tiden 1:05...  Det er jo en professionel tid!  Han var så også svensk mester i et eller andet på cykel, men alligevel!

I år må jeg desværre sige, at min vægt er omkring fire kilo højere, så det bliver lidt hårdere. Men pyt, så er der mere tid til at beundre udsigten ;-)

Fødselsdagsfest i bakkerne

Thit kom til morgenmad og Asger var på spejderlejr, så da morgenhyggen var gennemført dappede de to gamle (hvoraf den ene nu er nærmere på halvtreds end fyrre, uha uha) til Hallandsåsen i Sverige for at få kørt nogle ornt'lig syge bakker.

Kan man forestille sig en bedre fødselsdagsgave, end en cykeltur i solen med sin kæreste? Tja, når det indbefatter bakker med 18% i stigning vil nogle måske takke af, men vi nød det ;-)

Om lørdagen kørte halvdelen af TeamSologSommer endnu en gang som træner på 9-holdet på OCC. Meget træning går ud på at bringe folk ud af komfortzonen, dvs hele tiden presse citronen en smule mere end sidst. Derfor kører vi forskellig ture med forskellige intervaller, så musklerne aldrig vender sig til bestemt belastning, men hele tiden skal reagere for at svare på udfordringen. Den lede træner bestemte, ud fra vejret og de fremmødte, at vi denne lørdag skulle køre langt og hurtigt, men ingen intervaller. Ikke helt det samme som når vi kører lang-lørdag, hvor der er tid til en fornuftig lang cykletur og tempoet er lidt lavere. Niks, med en halv time mindre til rådighed end ved normal lang lørdag, skulle der trædes til, krydret med perioder med rulleskifte for hele holdet. Turen gik op gennem de små Nordsjællandske veje til Hornbæk, med retur til Ordrup via Strandvejen. Det blev lige 112 km med et snit på 32 km/t, og kun to stop. God træning, for de fleste var nede og grave godt i såvel kræfterne som energidepoterne.

Det kunne mærkes dagen derpå på Hallandsåsen. Helt sukkerkold gik jeg, så Hanne fik fornøjelsen af at kværne mig på den sidste bakke med 7% stigning ;-)  Men dejlig tur var det nu !

Tour de France i Pyrenæerne

Så er det i dag, TdF kører i rundt i på de bjergtoppe vi andre også skal igennem i Pyrenæerne.
Col d´Aubisque, Col de Tourmalet, Col d´Aspin, Col de Peyresourde og i morgen tager de Col de Menté.

Det bliver spændende at gense de flotte bjergpas, håber vejret er med os.

Skal Skys dominans knækkes, skal det ske i dag, ellers er det for sent og Wiggins vinder. Men det er ellers ikke fordi dette års TdF har savnet dramatik. Lige fra søm på vejen over massive styrt til de obligatoriske dopingafsløringer, herunder dagens undskyldning "jeg er blevet forgiftet!" Hvis Fränk er forgiftet, hvem har så haft interesse i det? Hvem har et motiv? Ledelsen på det fallit truede cykelhold? De kan vel spare de par millioner de er bagud med betalingen, meeen alligevel.. det er langt ude.

Jeg har moret mig lidt med at følge med på internettets gadekær, Twitter, og der falder mange gode kommentarer af, som fx "Hvis Fränk er dopet, skulle han have taget noget mere" Der henvises naturligvis til at Fränk har vist noget af den mest uinspirerede kørsel ever og ligger langt ned i klassementet.

En anden peger på at procykling er en af de mest krævende sportsgrene: "I hvor mange andre sportsgrene udgår 8% af udøverne med brækkede knogler? World Cup i rugby? Nej, kun 2%"

Ja, det er som dagens etape ikke for tøsedrenge. Som Jens Voigt skriver på Twitter: "I just realised today that beyond pain there is a whole new universe of more pain.... Ok lets go out and ride this stage"

........
Opdatering efter dagens etape: Voeckler kørte Col de Peyresourde (9,5 km 6,9%) på 26 minutter. ... jeg kørte den på 49 min. Profeltet kører cirka dobbelt så hurtigt som os dødelige ;-)

Og Evans gik ned. Løbet er afgjort.

Men Chris Anker beviste, at han er formidabel bjergrytter, med en andenplads efter Voeckler. Flot!

Zzzzz

Over de sidste løbende 14 dage, er det blevet til 530 km gennem tre træningssessioner pr uge. Egentlig er det ikke usædvanligt eller specielt meget. Men, dels er det første gang i år der har været tid og mulighed for den træningsmængde, og dels har jeg været træner på alle turene... og jeg er altså en hård herre og har lagt rigtigt hårde intervaller ind.

I går aftes skulle det være et lidt lettere rullen af, men når jeg nu havde fået lagt en rute over samtlige de store bakker der er i omegnen, og får sat intervallerne så folks styrke gik lige op, med besked på spurt på alle de afsluttende bakker... ja så er der ikke megen rullen-af ej heller selvom vi kun kørte 46 km.

Flere på holdet virker mere eller mindre trætte pt, og jeg selv er fuldstændig flad. En ting er at falde i søvn om eftermiddagen til Tour de France, men inden jeg tog på arbejde i dag, ville jeg lige chekke afslutningen på gårsdagens rute af, som jeg desværre gik glip af, eftersom der stod egen-træning på programmet, netop som Chris Anker knoklede allermest.

Til trods for en god nattesøvn, morgenkaffe rumlende i maven og sol på sofaen, lykkedes det sgu at falde i søvn på under to minutter ;-) Ikke dybt eller lang tid, men ikke desto mindre. Slukkede derfor for fjernsynet og tog på arbejde istedet.

Nå men, i det mindste virker træningen helt formidabelt. Vægten suser ned og formen op. Så tager vi resten med.  Men tror nok jeg glæder mig til ferien ;-)

CO2 patroner til syv år

Sommetider hører man singles klage over, at man skal købe to kilo kød for at få en rabat. Men intet slår nu alligevel den rabat jeg fandt på CO2-patroner forleden.

CO2 patroner bruger vi til at pumpe dækkene på cyklerne op efter en punktering ude på ruten. Det er lettere for "armerne" end en almindelig pumpe og går ikke så lidt hurtigere.

En patron for 20 kr, fem for 89,- ... og på den rette webshop: 100 stk for 500 kr incl porto. Det er sgu da en rabat der vil noget!

På første halvår i år, har jeg haft fem punkteringer ude på ruten, og Hanne måske to, så nu har jeg  CO2 patroner til de næste syv år ;-)

Mon ikke der er nogle der vil dele?

En tur på vejen, en tur på sofaen, en tur i haven

Træningen til årets Coast2Coast er nu for alvor gået i gang. Juli er første måned, hvor der ikke er alle mulige helbreds- og arbejdsmæssige årsager til at svigte træningen, og sådan ser det faktisk ud helt frem til september.

Lørdag til lørdag (dvs begge incl) blev på 400 km, alle med benhård intervaltræning. Vi kører begge, og vore konditioner er i lodret stigning. Den bedre halvdel kører bedre og hurtigere end nogensinde før, og sidder nu med på alle intervaller i den fulde længde. Blot træls, at resten af holdet har samme fremgang, så kan man ikke se ens egen stigning så meget. Hvor vi startede sæsonen med små intervaller af maks 4-7 km længde er der nu også lagt øresynderrivende 30 km passager ind. Først et par intervaller de 30 kilometre op mod Nordsjælland, så en 30 km lang hastigheds- og udholdenhedsrundtur, og så hjem igen, samme distance, også med et par intervaller.

Og sådan gik lørdag. Først den lange tur, dernæst resten af dagen på sofaen, helt væk fra omverdenen og Tour de France, der ellers udspillede sig på fjernsynet.

Tre gange træning om ugen er passende, når hårdheden er så høj. Restitueringen passer lige med små to døgn, så derfor blev søndagen ikke brugt på vejen, selvom vejret var sublimt. Det blev i stedet til en tur i haven.

Cyklerne trængte til lidt puslen. MTB´erne skulle have nye kæder, og det havde de gjort siden i vinters, og raceren havde siden Harzenturen trængt til normal gearing igen.  Men, mon ikke de fleste forstår noget helt andet ved en tur i haven? ;-)

Så uanset, blev det en weekend i cyklens tegn, på vejen, på sofaen og i haven

Én lang rundtur

Så fik vi afholdt vores årlige licensløb. Alle klubber med licens, skal afholde et løb, hvilket jo er fair nok, for ellers var det jo ingen konkurrence.

Et sådan løb kræver tonsvis af frivillige, og selvom vi havde huset fuldt af gæster, måtte jeg møde frem. Jeg skulle vist kun have haft en kort tjans, men det blev til at køre kommissæren rundt. Ligesom fodboldkampen har sine linjevogtere, har licensløbet en dommer på banen. Og han er der fra start til slut, så det blev til 262 km rundt på vores lille mesterskabsrute på 7 km. Tror da lige jeg kender den nu!

Men, så meget bedre end de stakler der passede vejkryds. Jeg sad da i tørvejr ;-)

Nu med reklamer

Lidt IT-nørd er man jo, så jeg skal lige prøve hvordan googles reklamer virker. Se ude til højre!

Kønt er det fanme ikke, men til gengæld doneres alle potentielle indtægter til OrdrupCCs ungdomsarbejde. Måske kan der blive til en flødebolle efter træning... til deling ;-)

Tour de France - Jeg må give mig

Det var godt nok en flot etape i dag! Michael Mørkøv havde på forhånd erklæret, at han ville køre sig i den prikkede bjergtrøje, og minsanten om han ikke gik ud og gjorde det. Dagens forvoksede bakker passede til den sprintstærke banerytter, og da han kom med i dagens udbrud, blev varen også leveret.

En anden der leverede var Fabian Cancellara, den ene af mine to ynglingsryttere. At den tunge spartakus kan køre fra feltet op ad den sidste stejle stigning før målet er helt imponerende. Endnu en dag i den gule trøje, velfortjent!

Måske skal man til at holde øje med Peter Sagan, dagens vinder. Sikke en debut i TdF!

 Men, og her kommer overgivelsen. Det hele blev set i  ulta grynet kvalitet (eller rettere mangel på kvalitet) på Europortsplayeren på min PC... nu er jeg endelig krøbet til kors og har bestilt TV2 til det store fjernsyn. Ærgeligt, men så længe jeg slap, var det godt ;-)

Speed wobble eller egenfrekvens

Højprofil fælge er jo skabt til at reducere luftmodstanden ved høje hastigheder, så jeg troede egentlig, at den eneste årsag til at de professionelle ikke brugte dem i bjergene, var den forøgede vægt der skal slæbes op, inden det går ned af igen.

Stor var min overraskelse sidste år i Harzen, da jeg fandt ud af, at den rigtige årsag er, at højprofilfælge ikke egner sig til at køre rigtigt rigtigt stærkt. Når man kommer over 60 km/t begynder det hele at ryste.

Om det er aerodynamikken eller man i virkeligheden får lavet et setup hvor egenfrekvensen flytter ned omkring de 60 km/t og gør det hele ustabilt ved jeg ikke. Men, ingen tvivl om at egenfrekvens er noget man må tage i betragtning.

Alt har en egenfrekvens, men det er sjældent at vi oplever det rigtigt kontant i hverdagen. Rystelser udbreder sig i alt, men dæmpningen af rystelsen er forskellig alt efter hvilken frekvens rystelsen har. Ved bestemte frekvenser er der stort set ingen dæmpning, hvorfor genstanden ikke af sig selv stopper med at ryste, hvis den først er kommet i gang og påvirkes genstanden med en frekvens der ligger tæt på egenfrekvensen ophobes der blot yderligere energi i systemet, indtil det bryder sammen. Inden for ingeniørvidenskaben er Tacoma Bridge det klassiske eksempel. Ved bestemte vindhastigheder ramte vindens turbulens broens egenfrekvens, hvorfor den måtte ende med at bryde sammen.

;

I dag får alle ingeniører uddannet i Canada en ring ved dimmisionen, lavet af stål fra Tacomabridge, som påmindelse om at huske at regne på egenfrekvensen når de konstruerer en genstand.

Det er børnelærdom for ingeniører, og måske oplever vi det netop derfor så sjældent. Men vi kender det fra kirkeklokkerne.. tonen en klokke udsender, er dens egenfrekvens. Man slår en gang på den, og så svarer den ved at ryste med den frekvens hvor der er mindst indre modstand.

Samme gælder cykler, slå på den, og den svarer med sin egenfrekvens:

;

Her ser vi en hurtig egenfrekvens, der fødes med enrgi fra cyklens fredrift. Det må ikke ske, og ganske simpelthen dårlig ingeniørarbejde.

At det er vigtigt, viser næste eksempel

;

Se omkring 0:28. Vil gætte på at han havde brug for at skifte cykelbukser ;-) 

 Når man skal ændre på en egenfrekvens, kan man ændre konstruktionens stivhed, masse eller placering af masse. Det betyder, at skal man stoppe en galloperende cykel, skal vægten enten flyttes fra sadlen ned i pedalerne, altså at man løfter sig fra sadlen, eller at man kobler kroppens vægt med stellet, dvs at man klemmer knæerne hårdt ind mod stellet.  At klikke sig ud at pedalerne, som han gør i dette tilfælde, gør kun ondt værre! Heldigvis gik det endda.

Så, når du kører ned af, hedder det altid som sikkerhed, "Knæerne ind på stellet". Det øger i øvrigt også din aerodynamik! Og lad være med at sidde alt for tungt i sadlen.

Lidt om makspuls

Det er godt nok lang tid siden jeg har set dig så rød i hovedet, sagde min gode ven Jes, da han på et af intervallerne kørte fra mig, fra fronten af.

Pis, ja formen og figuren er ikke hvor den burde være!

Det er ikke fordi jeg ikke kan køre stærkt, for det går egentlig godt nok, men pulsen lever helt sit eget liv. Da jeg startede med at cykle lå min makspuls på 193, og den er siden faldet med en halv slag i minuttet pr år. Naturens måde at fortælle at tiden går. Sidste år lå den derfor omkring 190 og her i efteråret kunne den ikke komme over 188. Det havde nu formodentlig noget at gøre med medicinen og at jeg kørte MTB.

Men, efter operationen og den lange medicinfrie periode kan jeg holde en puls mellem 189 og 191 i mere end syv minutter. Nedenfor er blokken til højre en enkeltstart op af Henrikholms Alle i Vedbæk (også kaldet soldaterbakken).

En puls man kan holde i syv minutter, er ikke en makspuls! Noget er i spil, noget har operationen rodet med!

Indtil i tirsdags var min nye højest opnåede makspuls 193, men her nåede jeg to gange op på 204 slag i minuttet. Stadig ikke min makspuls, men nok tættere på det rigtige. (var også kort oppe på 210 slag, men det var tomme ekstraslag, satans som jeg bliver påvirket af stress, slet ingen tvivl. Jeg skal passe min træning så stresshormonerne bliver sendt ud af kroppen).

Hvis min makspuls er 206 svarer 190 til 92% belastning, og det ved jeg jeg kan ligge med i endog meget lang tid.  Jeg bliver bare en lille smule træt bagefter ;-)

Og træt efter cykelturerne er jeg pt. Pulsen ryger meget hurtigt op, og benene er ikke til at slæbe igang dagen efter. God træning, men sgu lidt for sent på sæsonen.

Men, så er det heller ikke værre. Hastigheden de sidste 18 km hjem efter tirsdagens træning fortæller en god historie (hvis så ellers ikke pulsen også lå tårnhøjt ;-)

På tur med Thit og Andreas

Thit inviterede på cykeltur i dag, Sjælsø-rundt. Ikke en hverdagsbegivenhed, så selvfølgelig sprang jeg til med det samme.

Thit, Andreas og jeg storhyggede os de 50 km rundt. Det gik rigtigt godt, men nogen har nok lidt ondt i benene i morgen ;-)

Jeg husker tydeligt første gang jeg selv cyklede rundt, med betydeligt flere pauser. At gå på trapper bagefter var dælme hårdt 

Texas

En lille ekstraferie midt på sæsonen er ikke at kimse af, så da vi fik en invitation til bryllup i Houston, Texas var vi nødt til at sige ja, også selvom det kun kunne blive til en god uge over-there.

Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster,   liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter.  Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.

Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.

Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)

Pelikaner

Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.


Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.

Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.

Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.

I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:

Alene det første trin har fem af denne type:

Harzen 2012

Just hjemkommet fra årets Harzen tur med gode venner fra OCC, herunder den bedre halvdel af TeamSologSommer og med hovedet fuld af sjove, spændende og gode billeder.

OCC-drengene er altid gode for et par voksne vittigheder:
- jeg har skiftet mit vaskebrædt ud med en vaskemaskine .. med stor tromle og skyl
- den gigtpille var stor og den smagte ikke godt... Tyggede du den? Det var en stikpille!

Nok blev der festet igennem, men med 4511 hm på 274 km og et gennemsnit over de 22 km/t blev der ikke lagt på den lade side i dagtimerne. Vi kørte i tre hold, gourmetholdet, 2. holdet og 1.holdet. Et godt tegn på vores succes med 9-holdet var, at 1. holdet var ganske stort, men også, at vi kunne stille med et godt og jævnbyrdigt andet hold. Her huserede TeamSologSommer med undertegnede som træner, hyggeligt!

Efter førstedagens warm-up gik andendagens tur ind i det gamle DDR. Sidste år udråbt som en relativ flad tur.. wrong! Der var pænt med højdemetre. Gode men ikke alt for lange bakker. Tredjedagen var en klassikertur på langs i Harzen, sluttende med en led 10 km lang optur på 8%... på en hovedvej. Egentlig ikke så charmerende, men ellers er ruten nu fint nok, idet det tilsvarende fald deles ud over mange kilometre som en svag men jævn medvind.  Vi spiste på gourmetholdets anbefaling af en restaurant "der windbeutel-könig", vandbakkelseskongen. De fleste skulle have pasta, men undertegnede skulle naturligvis prøve en laksemad i vandbakkelse.

Men, det er nu nok sidste gang vi prøver det. Holdet dagen før havde rykket rundt på bordene og ikke sat dem tilbage i den reglementerede vinkel på 45 grader på nærliggende sø! Fy! Hold da op for et møgfald vi fik af servitricen. Et usædvanligt grumt tilfælde af Ordnung muss sein...lige for det var helt komisk. Meen... og så havde de desværre ikke asparges, en guddommelig spise som vi desværre kun fik en dag.

Sidstedagen fandt vi så faktisk en kort tur ind i DDR, som var flad. Gennem en masse enge, køer, grønne græsmarker, og et par dieselmotorer fra førsteholdet der trak. Dejligt.

Og så kan jeg vel ikke komme uden om det, men hold da op for en hårrejsende oplevelse jeg havde. Nedad bliver der ikke lagt fingre i mellem, og rundt i et hårnålesving kørte jeg pludselig på fælgkanten på forhjulet. Dækket var punkteret! Jeg havde ikke lige tid til at se, hvor hurtigt jeg kørte på det tidspunkt, men under 40 km/t var den ihvertfald ikke! Det nåede lige at smutte igennem mit hoved, at jeg ikke kunne fortsætte rundt i svinget på fælgkanten, for risikoen for at den smed forenden var alt for stor. Tilsvarende kunne jeg jo ej heller bare bremse! Jeg var derfor nødt til at rette op, så jeg kom ind på gummiet igen, bremse og så lægge cyklen ned en gang til, for eller ville jeg have ramt autoværnet. Igen fælgen på, rette op, og denne gang kunne jeg så bringe cyklen til stop. Ikke kun jeg var chokeret, men også alle dem der kørte bag. Puha, det var noget af en nærved oplevelse. Det forhindrede mig dog ikke at køre stærkt igen, efter en lille pause. Lynet slår jo ikke ned to gange samme sted. Topfarten på turen blev lidt over 72 km/t, rigeligt for mig, selvom nogen af de andre mumlede noget om 85!
Hanne er blevet den fødte nedkører, med topfarter jævnt på den anden side af 50km/t og en guddommelig position på cyklen. En fornøjelse at se på.

Hotellet var et stort luksushotel, med en guddommelig morgenmadsbuffet, store værelser og strålende udsigt. Logistikken omkring aftensmiddage, bare og regninger lod en del tilbage. Det kunne godt bruge en god hotelmanager. Men fint med en stor indendørs pool, havde det regnet så meget som vejrudsigten forudsagde! Det gjorde det heldigvis ikke, så tiden blev brugt som den skulle.. på vejen!

Vi er på næste år igen!

Den onde og den gode

Træneren var rigtig ond i går. Vi skulle til Strø, og der er ganske langt og tilmed var der storm fra nordvest, hvilket betød vi havde den lige i snosken hele vejen ud. Jeg tror det blæste omkring 35 km/t.

Så for at komme derud hurtigst muligt, havde jeg lavet et interval ude i det åbne landskab mellem Uggeløse og Strø, 15 km i strid strid modvind. Tre hold på linie i jagt efter hinanden. Sjældent har jeg set så trætte mænd m/k ;-)

Flere brød sig ikke om at køre i den kraftige vind, men det morede mig stort. Det er vel det tætteste man kommer på MTB på sin racercykel. Når man ligger i vifte og er den forreste, skal cyklen holdes i ro, uanset. Hvis man slingrer, kører man enten ind i hinanden eller yderste mand ryger i grøften. Så det er med at holde godt fast i styret, bruge kroppen dynamisk mod den springende vind, og læse landskabet for at finde ud af hvor vindstødene kommer fra, slutningen af skovbrynet, se krusningerne på marken. En stor fornøjelse.!

Helt anderledes god var træneren i dag, da Asger og jeg steg på cyklerne for at køre ned til Hellerup. Målet var en stor is hos ParadIS ;-)  En skøn tur i godt vejr, måske bliver det sommer alligevel.

Vi mødte ganske mange der var ude og lufte OCC tøjet. Det har jeg også fået gjort, siden jeg forrige fredag blev frigivet. Hele små 500 km er det blevet til på den gode uge. Det er også nødvendigt!

Isn't it ironic

An old man turned ninety-eight 

He won the lottery and died the next day 

It's a black fly in your Chardonnay 

It's a death row pardon two minutes too late 

And isn't it ironic... don't you think 

A traffic jam when you're already late 

A no-smoking sign on your cigarette break 

It's like ten thousand spoons when all you need is a knife 

It's meeting the man of my dreams 

And then meeting his beautiful wife 

And isn't it ironic...don't you think 

A little too ironic...and, yeah, I really do think... 

Dagen før Giroen kom til Horsens døde Jan Trøjborg, der som borgmester havde gjort så meget for at få Giroen til byen.. på et motionscykelløb, som en del af Giro-festlighederne... af et hjerteslag..

Isn't it ironic, sang Alanis Morissette. Jo, det er sørgelig!

Zen og kunsten at køre på cykel

Sidder med et glas rosé, har set en spændende etape af Giro´en og arbejdet i haven i solen, alle ungerne er hjemme og vi har grillet en vidunderlig kylling i den nye grill. Der er blevet kørt 207 km denne forlængede weekend, mere end hele april tilsammen.. og der har ikke været et fejlslag på hjertet, ikke bare et lille et! Life is good!

StjerneTour de Grindsted var f.. hårdt, efter en måneds stilstand, ja så hårdt, at vi næppe gør det igen. WAF´en er vist lidt lille lige nu, hun kom ellers ind som nummer 9 af 59 deltagende kvinder. Ganske hård vind gav uro i felterne.

Men, det gjorde godt for hjertet. Efter operationen har jeg haft uro i cirka en times tid hver dag, men siden jeg igen måtte sætte mig på cyklen i fredags har der som sagt ikke været ét fejlslag, ej heller med vin i glasset! Så pyt, jeg er med igen næste år. Og ellers har vi haft nogle dejlige småture både lørdag og søndag. Kors hvor er musklerne tomme for energi. Evnen til at restituere er noget der skal trænes!

På Hallandsåsen

37 km nord for Helsingborg ligger Hallandsåsen, en langstrakt bakke af de større, der rejser sig op i 226 meter   direkte fra Kattegat ved in-byen Båstad.

Således praktisk talt uden for vores dør, er det med lidt god ruteplanlægning muligt at finde en cykelrundtur på 100 km med imponerende 1.500 højdemetre eller mere, dvs bakker af de rigtigt stejle slags.

Som forberedelse til Harzen turen, havde OCC-holdet derfor langt april måneds lange lørdag til Hallandsåsen, og den bedre halvdel af TeamSologSommer var naturligvis med. Do undertegnede og Asger. Eftersom jeg skal vente en uge, inden jeg må cykle efter operationen, kørte vi følgebil med varmt tøj, cola, madpakker og kanonfotograf.

At det går opad, kan man måske fornemme på udsigten herunder.

Men hvad der kommer op, må også komme ned igen. Hanne, som for nogle år siden virkeligt ikke brød sig om stejle nedkørsler, har fået helt styr på det. Her kommer hun susende som den første, skarpt forfulgt af alle drengene

Godt kørt!

Alle gode gange tre

På næsten ti-årsdagen for mit første hjerteflimmer, midt i trafikken i indre by, kan jeg rapportere: Helbredt!

Jeg har i dag været små fire timer på operationsbordet, og forudsætningen for et godt resultat er, at synderen, det nervecenter der ikke vil svinge i takt, optræder på scenen med sine drengestreger. Det lykkedes til fulde!

Da jeg ved, at træning påvirker kroppen postitvt, er jeg som bekendt stoppet med at træne for snart tre uger siden, og havde indstillet min medicin for en uge siden. Jeg blev derfor indlagt til observation i mandags. Anfaldene, som ikke var helt uskyldige, kom rullende med 60-70 styk i timen. Jeg nægtede at genopstarte med medicinen, for jeg har tidligere været igennem turen to gange uden noget resultat, og denne gang skulle det altså være! Rytmedrengene, som de to overlæger med forstand på dette kaldes, var helt enige.

 I dag indførte de så en ballon i hjertet, med 256 små elektroder, som når ballonen er pustet op dækker over det mistænkelige hjertekammer og giver et 3D billede af de elektriske impulsers vej. Eksperten i at fortolke dataene skulle flyves ind fra Holland, hvorfor operationen ikke kunne fremskyndes. Det har været lidt sjovt at iagttage sygeplejerskerne her, for de har aldrig oplevet noget lignende. Medicinen, eller den manglende, er årsagen. De er ikke vandt til at ikke at gøre noget.

Men, som skrevet var der virkelig måledata at reagere på og brændingen af de uartige nervecentre lykkedes! Jeg har ikke haft et eneste fejlslag i de sidste små fem timer!  Dejligt!

Og dejligt at bo i et land der har råd og evnerne. Kateterne, som rigeligt kan køre om kap i prisen med vore racercykler, blev samlet ind. Efter resterialisation bliver de foræret til et land, der ikke har samme økonomiske ressourcer, så endnu en forpustet og svimmel person kan få hjælp der..

Om en lille uge må jeg igen bestige cyklen, og så skal den selvfølgelig have da-da. Jeg lægger ud med 120 km til Grindstedløbet næste fredag!  Har jo lidt at indhente inden Hartzen ;-)

 Ses der ude på vejen!

Hvorfor egentlig en MTB?

Når man nu kan den slags tricks på en racer, komplet med Dura-Ace carbon hjul, har man så egentlig brug for flere cykler?

Træning i april

Den seje og 14 andre grønklædte stillede op til træning i dag. Imponerende i betragtning af at der var 10 grader og regnvejr!

Når man kommer hjem efter 68 kms intervaltræning i sådan et vejr, ser resultatet sådan ud: Et bad er vist ikke overdrevet

Intet motiverer som Tourmalet forude, men sej det er hun !

Respekt!

Jeg kender ingen der i den grad er i stand til at bide tænderne sammen og komme igen som den bedre halvdel af Team Sol og Sommer. På gårsdagens tur gik Hanne død helt oppe ved Nødebo. 10 minutters kamp, og så nåede vi op til holdet, der ventede på os. Med en (hel) del skub fra venlige folk over bakkerne, kom hun med hjem, og det til trods for at farten til tider lå op mod 40 km/t. Imponerende! Godt nok er et skub guld værd, specielt over bakkerne, men der skal altså trædes til for at holde pladsen, bare når det går ligeud. Selv jeg var ristet, da vi nåede hjem på Klampenborgvej.

Dagen var ekstrem hård. Der stod en stiv blæst ind fra nord, og sneen kom susende hen ad gaden. Snestorm i april! Desværre ligger ruten, så vi har al modvinden ud, og læ fra skoven hjem. Hvis ikke det var noget træls, er det god træning. Jeg gik helt sukkerkold, hvilket man ikke skal kimse af, det er faktisk god træning for at kunne køre distance.

Desværre blev så samtidigt min sidste tur i april. Sidste år kørte jeg omkring 1.200 km i april, men det bliver det ikke til i år. Jeg har fået en ny tid til hjerteoperation ultimo april, og da mine arytmier reager positivt på træning og det er hamrende nødvendigt at de kommer vrimlende som sneflokke i april, når jeg ligger på bordet, holder jeg hermed en pause.

Præcist 1.000 km nåede jeg indtil nu. Maj måned bliver hård, når jeg skal tilbage, og det til et hold som har trænet som maniacs, medens jeg har holdt sofaen og GT´s

Bier Maxx

Fandt disse i et tysk supermarked. Mon de virker i cykelpumpen? Hvis, så koster de kun ti kroner, når de egentlig er beregnet til øl-fustagen. Næsten halv pris.

Flad fornemmelse eller fed fest? Cykel eller øl? Hav altid en i overskud må svaret være..

CO2 hedder i øvrigt E290, når det tilsættes levnesmidler, kan jeg se på varedeklarationen. Hvem tænker på, at de kører rundt med E-numre i dækkene?  Hvorfor har vi egentlig vand i flaskerne, når vi kører rundt med et halvt fadølsanlæg i lommen? ;-)