Jeg har min farfars økse

Har du ikke haft den cykel ret længe?, er jeg ofte blevet spurgt om, med det slet skjulte budskab, at her i huset skiftes cyklerne ret tit!

Nej, der fåes sgu ikke bedre cykel end den jeg har! Det var og er min drømmecykel. Og flere og flere har da også fået øjnene op for, at Specialized Roubaix er den rigtige cykel for midaldrende motionister. Jeg er ikke længere alene på en komfort-racer. Så alt det der udskifteri er slut, da jeg købte min nuværende for godt to år siden! Den her får lov til at blive i stalden i rigtigt mange år

Netop derfor er det så også nødvendigt at holde den ajour. Styrbåndet skal fornyes og sadlen der er blevet lidt blød udskiftes, og et par højprofil hjul til langtursræs anskaffes.

Jeg har hidtil kørt på Specialized Pavé, som er en ret lækker og let saddel, men alligevel længtes tilbage til min forrige Selle Itallia SLR - Team Edition, den passer altså bare min bag en anelse bedre. Så sådan en måtte skaffes og kom med posten i dag.

Den fåes nu kun med kulfiber-stel, hvilket ikke gør noget, for det øger om noget komforten..  altså indtil jeg skulle montere den på saddelpinden.. det viser sig (selvfølgelig) at et carbon-saddel-stel har ovale rør, 6 mm brede og 9 mm høje.. metal-stel er runde, 6 mm diameter..  derfor passer den naturligvis ikke €%#!!   Nå men, så må jeg jo enten på jagt efter en ny saddelpind, eller en adaptor til min nuværende..

Så jo, jeg skifter ikke cyklen, aldrig! Men hvorfor er det jeg tænker på historien om manden, der havde sin farfars økse: "Min far skiftede skaftet og jeg skiftede bladet"?

Jo, pinsesolen dansede!

Der skal jo trænes til Styrkeprøven, så aftalen var at køre en træningstur på 300 km 2. pinsedag.  Efter at den onde træner havde lagt planen, blev den nu en anelse kortere.. 300 km er dælme langt når der skal findes småveje at køre af.  Målet var ikke flest mulige højdemetre, men at få en rigtig flot tur ud af det!

Ruten gik derfor Nordkysten rundt, over med færgen til Rørvig, via Lumsås til Holbæk, op ad Hornsherred til Frederikssund og nord om Hillerød til Nøddebo og hjem via Hørsholm, 266 km. Med turen til og fra Nærum, hvorfra vi startede kom jeg op på 285 km i alt.

Og en køn tur blev det! Der er ikke meget der slår det danske forår, når træerne har fået blade, æbletræerne blomstrer, markerne står dybgrønne og rapsen farver bakkerne gule, temperaturen er over 20 grader og hjulene snurrer i selskab med gode cykelvenner.

Som en af deltagerne sagde: Det her kommer klart ind på top tre, incl ture i Alperne og Pyrenæerne! Sådan er det når Danmark viser sig fra sin kønneste side!

Det er jo lidt sjovt, at tidligere var en så lang tur noget specielt.. en hel ekspedition, nu er et bare en træningstur. Men, jeg må godt nok indrømme, at jeg var lidt mere træt bagefter end efter en normal træningsdag ;-)  Velankommet i Nærum, kunne vi konstatere, at uanset hvor trætte vi var.. så var vi stadig kun halvvejs mellem Trondheim og Oslo.. uha uha.. jeg var helt færdig! Man kan godt blive lidt bekymret!

Der blev nu også kørt pænt stærkt, så gennemsnitlig hastighed var 30,5 km/t med to store pauser på hhv færgen og frokost i Holbæk. I alt tog turen omkring 10 timer. Det giver en reelt gennemsnitshastighed på 26,5 km/t. Det er gammel sandhed, at det er hastigheden der dræber, ikke distancen. Det håber jeg er rigtigt, for dels er målet for Styrkeprøven en gennemsnitshastighed på 24,5 km/t, dels skal der ikke holdes lange pauser.. derfor bliver den kørte gennemsnitshastighed også væsentlig lavere.

Jeg kørte hjemmefra 6:30 og havde fornøjelsen af at se solen danse over horisonten over Øresund, det var jo pinse! Og, det var vi så ej heller i tvivl om, da vi nåede Helsingør. Der er åbenbart en tradition for en pinsefest hele vejen mellem Snekkersten og Kronborg, og den var ganske animeret. Ud over at to unge knægte kom alvorligt til skade fordi de i løbet af natten kravlede op på et tog (kørestrøm, you know) var hele bymidten sået til i glasskår!  Det lykkedes os dog at komme igennem uden punkteringer. Tidligere er vi kørt til Hornbæk, men vi er aldrig kørt forbi. Jeg forstår nu hvorfor et sommerhus i Gilleleje er så attraktivt.. der er alvorligt kønt! :-) HeatherHill-området ligner nærmest et jysk hedelandskab, men ned til kysten. Facinerende!

Inden vi strøg ombord på færgen til Rørvig, lykkedes det lige Allan at finde en friske fiskefrikadeller. Jeg ved ikke rigtigt om store fedtglinsende fiskefrikadeller med bjerge af remoulade til klokken 10:30 om morgenen er god cykelrytterkost,men det smagte godt, og gav da ej heller sure opstød bagefter. Måske er der basis for noget produktudvikling her? ;-)

Kan du finde fiskefrikadellen?

 På vej ud af Nykøbing blev jeg så overstadig over den gode asfalt, at jeg tabte koncentrationen et øjeblik. Den nye asfalt havde en høj kant som jeg desværre kom ud over. Det giver hurtig jordkontakt! Jeg fik kun ganske få hudafskrabninger, men et blodkar bristede i albuen, inde under huden, hvilket gav mig min karrieres største bule. ;-)

Ondt gjorde det ikke, men helt godt så det dog ej heller ud.

Så små 200 km senere fik jeg den lige tjekket på skadestuen, men ud over at puste på den, gjorde de ikke noget. Kroppen skaffer sig selv af med det.

Syd for Nykøbing fulgte vi kysten sydpå. De lokale kalder det for Guldkysten og helt fantastik kønt er her da også.. og stort set ukendt... alle synes at drøne op til Kattegatkysten for at få sommerhus. tsk tsk..

Herefter er det enormt vanskeligt at komme til Holbæk uden at ryge ud på den megatraffikerede hovedvej mod Odden. Det gav os derfor noget zig-zaggeri bla ud over den inddæmmede Lammefjord. Her er vejen anlagt helt lige, og da der var vindstille og ingen trafik, blev der givet gas.. så skinner solen virkeligt! En af deltagerne kiggede bagefter vandtro på sin GPS og spurgte forsigtigt.. "Har vi kørt under havets overflade?" Jeps, bunden på Lammefjorden ligger 7 meter under vandet og er faktisk Vesteuropas laveste punkt!

Frokosten skulle indtages i Holbæk.. og i OCC går vi altså på restaurent, når vi er på så alvorlige langture. Det gør Rynkebyfolkene bestemt ikke.. der blev fablet en hel del om hapsdogs og pizza. Nu kan det godt være, vi slap heldig afsted med fiskefrikadellerne, men her sagde dagens holdkaptajn alligevel nej. Så det blev et raid på en bagerforretning. Fint nok, alligevel dog mere afslappende end resten af holdet var vant til.

Kage, cola, wienerbrød og alle andre gode energikilder blev der kørt ned til frokost!

Fra Holbæk gik det via Munkholmbroen og op i vores kendte træningslandskab i Hornsherred, Strø og Nøddebo. Det eneste man kan sige om det er, at den onde kaptajn havde lagt samtlige bakker til sidst, hvor benene var mest trætte :-)

Missionen med ruten lykkedes! Alle var helt enige om at et havde været en utrolig smuk tur. Den kunne man i et vist omfang godt gentage som en Sommer-OCC tur.

Jeg må indrømme at det var en meget træt Per der vendte bilen mod Århus dagen efter.. og nu har jeg chekket min kalender for at se, om jeg ikke kan holde en feriedag efter Styrkeprøven. Nope.. jeg har et møde jeg ikke kan undslå mig, dog i København og ikke i Århus. Lidt heldig har man da lov til at være.

Snøft host hark

Når man for en sjælden gang er ramt af en forkølelse, er det da godt at der er Giro i fjerneren ;-)

Ride Colorful Colorado

DIS, Danish Internation Study Abroad, et godt gemt dansk universitet, dvs affilieret med Københavns Universitet, er et af verdens største programmer for specielt amerikanske studerende, der ønsker at tage et semester i udlandet.  Vi har i mange år sagt velkommen til en eller flere studerende hvert semester. først boende hos os, og i de seneste år som Visiting Family. Her har vi hvert semester inviteret et par studerende hjem til middage, så de kan få et indtryk af hvordan danskere bor og spiser.

Det har givet mange venner på den anden side af dammen. I år var det Brennan, hvis forældre driver et kæmpe skisportsted i Idaho og Jeffery, hvis forældre lever i Denver, Colorado i hverdagene og oppe i Rocky Mountains i weekenderne. Så mulighederne er åbne, måske skulle vi tage årets vinterferie i USA?  ;-)

Nu hvor semesteret er slut, benyttede Jeffreys forældre sig af muligheden for at holde ferie i Europa, og kom selvfølgelig forbi til en rigtig hyggelig aften. Og ingen gæster fra udlandet uden en gave! Ud over Barbecue sovs og marmelade lavet på lokale frugter havde de også et par smukke cykeltrøjer med, oven i købet i den helt rigtige størrelse til os begge:

Min trøje er lavet efter Colorados flag. Helt perfekt til en klassisk cykeltrøje, og Hannes er bare smuk.

Om energibalancen i en cykeltur

Står min cykelcomputer til troende, forbrændte jeg på Kongetapen i Harzen i år 2.831 kalorier.

Undervejs spiste jeg:

• En flaske energidrik (180 cal)
• To iso-geler (2 x 140 cal)
• En energibar (218 cal)
• En normal 0,5l cola (126 cal)

I alt: 732 cal

Indtil videre ser det godt ud :-)

Til frokost fik jeg asparges, kartofler, hollandaisesovs og skinke, hvilket giver omkring 705 cal (jvf internettet). Det smagte dælme godt, og er faktisk fint cykelmad. Masser af energi, og ligger ikke så tungt i maven. :-)

Morgenmad og aftensmaden har jeg ikke talt sammen, men hvis vi antager, at det holdt samme energiniveau som frokosten, kan vi lægge yderligere 1.410 cal til indtaget.

Døgnets øvrige basisforbrænding giver ekstra 2.000 cal, hvorefter regnskabet ser således ud:

Forbrænding: 2.000+2.831 = 4.831 cal
Energiindtag: 732+705+1.410 = 2.847 cal

Jae, indtil videre ser det jo ud som om man taber sig af en sådan cykeltur :-)

Men så var der jo lige:
To store fadøl: 470 cal
En halv liter rødvin: 735 cal
Hvilket giver samlet energi indtagelse på 4.052 cal

Der er stadig et energiunderskud på dagen, men der skal så ikke puttes mange aften-vingummier/lakridser i munden før der er balance.

Konklusionen må være, at man næsten ikke kan undgå at tabe sig af en sådan meget hård cykeltur, men også at man skal holde sig langt væk fra "after-skiing"! Det er tæt på, at en flaske rødvin med en slat i bunden kan give dig en fjerdedel af dagens energiindtag. Geeler, energibarer etc undervejs for at sikre der hele tiden er energi kroppen er derimod helt OK.. når du altså ikke bare kører den sædvanlige træningstur.. der har de intet at gøre!

At kroppen så i øvrigt også reagerer negativt på indtagelse af alkohol på alle andre måder kommer oven i.  Men godt, det smager det nu, efter en god og hård ferie, aftenen inden man skal hjem ;-)


Skål!

Harzen 2013

Traditioner er hyggelige, og således er det nu tredje år at OCC er i Harzen, og vi er med. Træningen giver pote, for nu kører hele Team Sol og Sommer det lange program.

Således blev det til 281 km og 4.375 hm på de godt to dage.

Efter en lille aften-opvarmingstur for at rette benene ud efter den lange bustur, stod programmet på førstedagen på Klassikerruten:

En dejlig rute, hvor specielt turen fra Clausthal-Zellerfeld til Lautenthal er en ren fornøjelse. Et let fald over mange kilometre giver fornemmelsen af evig medvind. Steile wand - Opstigningen fra Altenau til hovedvejen mod Braulage er derimod sej, lang og let kedelig, fordi det er en hovedvej, 6 km med gennemsnitlig 6%. Resten af vejen hjem mod Braulage er derimod ren ræs. Feedt. Jeg legede lead out for Asgers tidligere klassekammerat August, som var med, og i øvrigt gav os alle baghjul. 13 år! Han kommer til at opnå store resultater, hvis han bliver ved.

Dag to stod det på Kongeetapen, som i år blev på 136 km.

Som traditionen byder, var der kaffe i Goslar, hvor vi endnu en gang gik glip af det berømte klokkespil :-(  og ellers er højdepunktet stigningen op fra Osterode.. en lang og stejl stigning der fint kan matche sig op mod nogle af bjergene i Pyrenæerne. Nedkørslen til Osterode er rent autobahn, en bred, lige vej med ny asfalt. Her fik jeg vist sat ny hastighedsrekord: 77,6 km/t ... alt rigeligt!

Sidst blev den berømt/berygtede bakke i Skt Andreasberg kørt. Det er en bakke, som med 18% stigning slår den ellers så berømte Kiddesvej i Vejle med flere længder. Har man en 30´ i bag, kan man dog køre den lige op, hvis ellers man kan holde til at stå op så langt. Har du "kun" en 28´ i bag må du zigzagge ;-)

Da vi kom tilbage til Braulage var der gået total druk i førsteholdet.. og puha.. to store fadøl forsvinder hurtigt efter en lang arbjedsdag.. virkningerne ikke helt så.

På sidstedagen ville vi tage en relativ flad etape ind i DRR, som vi også kørte sidste år. En rigtig flot tur i en å-dal. Desværre regnede det og temperaturen lå under fire grader, så vi kortede den af til 24 km. Jeg havde mit vintertøj med, incl mine neopren-"dykker"-handsker.. så jeg havde det fint. Flere af de andre klagede dog over først at have fået varmen igen flere dage efter ;-) Nå men, det betød at bussen kunne køre et par timer tidligere, og det var fint nok.

Harzen er dejligt og holdet hyggelig.. Helt klart et must i 2014 også!

Husk hjelmen

I går havde vi et styrt på holdet.

Under en spurt rører et forhjul et baghjul, og i et splitsekund er tre ryttere i gulvet. Heldigvis er der ingen trafik, hårnålesving, autoværn eller andre forhindringer. Tvært om, så er det en del af vore sikkerhedsforanstaltninger, at der i vore indlagte spurtsteder for det første er plads til at rutche hen af vejen, og for det andet at det går lidt op af bakke, så hastigheden ikke er helt ukontrollabel..

Men, en glat glidebane er asfalt ikke, når man rammer den med 40 km i timen!

Og, når hovedet rammer asfalten kan man prise sig lykkelig for en god hjelm. Som det ses er toppen simpelthen slået af! Men den uheldige rytter havde ikke engang antydning af hovedpine!

Når der bliver gået til stålet i cykling, er der ikke langt mellem succes og fald.

Derfor er det vigtigt at disciplinen, ruterne og intervallerne er lagt mhp at undgå de allerværste konsekvenser af fald, og at det personlige udstyr er i orden, dvs altid hjelm med glat overflade, ikke-slidte klamper, cykelhandsker og en velholdt cykel. Og, aldrig enkelstartscykler i et felt.. det svarer til at cykle med lanse!

Selvfølgelig er held og uheld en vigtig faktor, når tingene sker, men det er stadig mere end to år siden vi sidst havde et uheld med knoglebrud til følge på holdet.. og det var vist mig .. og til en aktivitet der ikke var planlagt af os selv.

Når vi planlægger ruterne ser vi på:

• strækningerne må ikke bruges til fyraftenstraffik, fx aldrig Strandvejen i nordgående retning ved fyraften
• ikke strækninger hvor bilisterne er blevet agressive grundet mange cyklister fx undgår vi i videst mulige omfang Ganløse
• Spurter skal ligge hvor der er plads og ingen forhindringer. Vi kommer uvilkårligt til at fylde meget 
• Spurter skal foregå op ad bakke og aldrig nedad. Dels er det bedre træning, dels sætter det en begrænsning på farten.
• Den øvrige trafik skal være begrænset på strækningen

Herudover forsøger vi at lære hinanden rigtigt godt at kende. Vi ser helst at folk passer deres træning så vi kender hinandens særheder og små udsving og at alle kender vore teknikker og politikker. Vi prøver på at sætte vore hold så folk passer sammen styrkemæssigt. Og vi påtaler hele tiden manglende opmærksomhed og signalgivning i feltet, og sikrer at skiftemetoden altid er den samme.

Men, ingen kan gardere sig mod bilsten der forvilder sig over i den forkerte vejbane, det rigtigt uheldige fald eller rytteren der i kåd konkurrence snitter et hjørne fladt på et fatalt tidspunkt.

Trætte ben

739 km er det blevet til de første 14 dage i  maj, og aldrig har jeg på nuværende tidspunkt kørt så langt som i år... 2.476 km er det blevet til!

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg selv synes, jeg så også er i den bedste form nogensinde.. nej er nok svaret. Men, efter 73 km her en almindelig, fin men lidt kold, tirsdag aften er benene da godt ømme.. så noget hjælper det nok.

Nu som Randonneur

Det måske mest hard-core cykelløb for motionister går fra Paris til Brest t/r - PBP, i alt 1.200 km, mere eller mindre i et hug! Det køres hvert fjerde år, så skal man med, skal man overveje tidspunktet!

Forudsætningen for at deltage er, at man har kørt en "Brevet"-serie, som er en stribe ture på 200-300-400 og 600 km samme år som PBP-løbet. Da antallet af danske deltagere er begrænset, kommer de, der i de foregående år har kørt flest Brevets først i køen.

Der bliver cyklet meget derud på vejene!

Brevets fungerer sådan, at man kører en på forhånd angivet strækning, og undervejs går ind på forskellige tankstationer og får et stempel som bevis på at man var der. Hjemme igen puttes stempelkortet i en postkasse så Audax-Denmark (cykelklubben som står bag) kan bogføre dine ture. Efter et Brevet må man kalde sig Randonneur  ;-)

Hvorfor nu den smøre.. er jeg på vej til PBP? Nope, men dele af holdet der skal køre Styrkeprøven til sommer er, og vi kørte derfor en fælles træningstur sammen med de øvrige randonneurs ud over de solbeskinnede sjællandske bakker i lørdags. 214 km blev det til og små 2000 højdemetre. Det svarer nogenlunde til en halv Styrkeprøve.

Styrkeprøveholdet kørte ret pænt, men det var med en vis ærefrygt jeg observerede de gamle Randonneurs, der på skift sejlede afsted 30 meter foran feltet i ensom majestæt i modvinden med 32 kmt. Her var da helt klart tale om nogle rigtigt seje langturssejlere, med jernben og -bag!  Benovelsen varede dog kun 40 km, indtil de eksploderede og droppede ud af toget.. det havde været for hårdt for dem...  Jamen altså.. man skulle sku da tro at så gamle og erfarne drenge kendte sig selv og kunsten at ligge på hjul.. nå men det gjorde de så altså ikke.

Fra OCC var vi tre der deltog, og det står ret klart, at vores hidsige intervaltræning giver mere end de andres diesel-tons med mange kilometre.. også når der skal køres langt. Vi sad simpelhen med mere overskud til sidst, også selvom der både var blevet trukket og skubbet til den store guldmedalje. Ingen var nu ringe !

Vi kørte med et snit på 28,9 km/t, men holdte ganske mange pauser, så sammenlagt kom vi rundt med et snit på 25,4 km/t.. målet for Styrkeprøven er 24,5 km/t.

TelemarkTours i 2011 (250 km, 2500 hm) blev kørt med 27,0 km/t og Sjælland Rundt i 2010 (319 km, 1600 hm) blev kørt med 27,4 km/t... Så når vi kører selv, bliver der kørt væsentligt stærkere.. Selvom Styrkeprøven nok skal blive en hård oplevelse, er det bestemt indenfor mulighedernes grænse!

Husk solbrillerne

Solen skinner, og de korte rør var fundet frem. Jeg var den eneste på holdet, for selvom solen er fremme og himlen blå, var temperaturen kun 10 grader. Heldigvis holdt den sig der hele aftenen.

Og, resten er jo bare et spørgmål om at arbejde nok, så man ikke fryser. Og torsdag aften blev da også til 79 km..... ganske pænt på en hverdagsaften efter arbejdsdag

Dejligt er det, at kunne tage noget af vintertøjet af. Men, benene er noget hvide, må jeg indrømme. 

Enkeltstartstest

I år har trænerteamet besluttet at tilbyde en regelmæssigt test til rytterne på 9-holdet i OCC. Vi har udvalgt en strækning på 5 km, med masser af højdemetre.. Stumpedyssen.

Vis stort kort

Rytterne sendes af sted enkeltvis, medens der står en træner i begge ender af ruten og tager tid.

5 kilometer op af bakke, passer til at måle din evne til at køre stærkt, den såkaldte AT-tærskel, og ikke konditionen. Vi træner ganske vist meget konditionstræning, men formålet med det hele er jo, at kunne køre stærkt, og her er det altså den effekt du vedvarende kan putte i pedalerne der tæller... og det med det vedvarende er på grænsen, hvor musklerne lige præcis ikke ophober mælkesyre.. derfor 5 km.

Arne og undertegnede forlod holdet i den ene ende, medens de stod og skrev sig ind, hvilket bl.a. inkluderede at få skrevet et nummer på kinden  ;-) Vi spurtede så op til den anden ende for at stå klar med målegrejet, så det blev også en test for os.

Jeg kørte op på 8.56, dvs med et snit på 33 km/t.. og med de højdemetre der er på den rute, er jeg selv overordentligt tilfreds. Det ved jeg sgu ikke om jeg kan forbedre ;-)

Hanne kom op på 10:49, dvs med et snit på 26,5 km/t. Også et meget flot resultat!

Til gengæld har jeg nu haft døde ben i de to efterfølgende dage.. en virkelig flot start på Bededagsferien.. eller mere præcist en rigtig hård start! Som skrevet nedenfor, så var Hallandsåsen på tredjedagen ikke ligefrem "a-walk-in-the-park".. jeg tror sgu jeg holder fri i morgen, søndag ;-)

Hallandsåsen 2013

Det er ved at være en tradition, at OCC begiver sig til Hallandåsen den sidste lørdag i april. Som sidste år, således også i år.

Tilsvarende er det åbenbart også ved at være en tradition, at jeg er mere død end levende, når næsen vendes mod de store bakker. Sidste år kørte vi en tur til min fødselsdag, hvor jeg havde været ude og give max kul dagen før, og sukkerkold var jeg.

Ved OCCs tur sidste år, havde jeg lige gennemgået en større operation, så jeg kørte følgebil, unægtelig noget lettere, men i år var jeg med. Det var så også første gang i år jeg har kørt tre dage i streg, og alle dagene uhyggeligt stærkt.. så jo resultatet var klar.. flade ben.. næste år må jeg sgu prøve at restituere lidt inden turen ;-)

Men hyggeligt selskab og godt vejr var det, og da Team Sol og Sommer vinkede farvel til resten af holdet i Båstad, trillede vi op af et par ordentlige syge bakker til toppen hvor bilen stod og gjorde kaffen klar til resten af holdet, der kom en halv time senere.

85 km og 1.200 højdemetre blev det til. Ikke ringe.

Form-fremgang

I år har rytterne i OCC endeligt fået mulighed for, under kontrollerede former, at måle formfremgangen. Jeg deltog naturligvis.

I starten af april, inden sæsonstart, havde vi en seance i cykelklubben, hvor først vægt, fedtprocent og fedtsammensætning blev målt, hvorefter man på en kondicykel blev sat til at arbejde under stadig stigende pres, så den maksimale iltoptagelse (konditionstallet) kunne måles.

Seancen gentages ultimo juni, lige inden sommerferien, så man kan se hvor meget de tre måneders træning har hjulpet.  Det glæder jeg til at se!

Den første måling gav en vægt på 86,1 kg (den vender jeg lige tilbage til) med en god fordeling af de 18,2 kg fedt, således at min bodyage ligger på 40. Det sidste er naturligvis noget fis, men grundliggende  betyder det blot, at alle tallene ligger indenfor det acceptable med min højde og lægernes tommelfingerregler.

Den angivne ideale vægt er midten af den nu gamle BMI skala.. jeg tør ikke tænke på hvordan man ser ud, hvis man lå på underkanten som ligger midt i 60´erne!

Den efterfølgende iltoptagelsestest viste at jeg kan optage 4325 ml ilt pr minut, eller godt fire liter. Det er den maksimale mængde ilt som systemet kan transportere ind i musklerne. Det måles ved at måle forskellen i iltprocenten i ind og udåndingsluften. Differencen er blevet brugt i musklerne og kommer ud som CO2.

Med den målte vægt giver det en konditionstal på 50,3. Konditallet er den maksimale iltoptagelse divideret med ens vægt. (det angivne AT-tal tror jeg ikke på!)

Som det ses, er det et ok resultat for en vinterfed midaldrende motionist ;-)

Der er nu to måder at forbedre konditionstallet og den ene er at forbedre selve iltoptagelsen. Det er en kombination af hjertets evne til at pumpe blod, altså mængde og så antallet af små blodårer til at transportere blodet ud i den fjerneste afkrog af musklerne. Volumen og afsætning. Lungekapaciteten er ikke med i beregningen, for dels kan den ikke rigtigt ændres, dels er den hos de fleste mennesker rigeligt stor.  De to parametre ændres med træning, små hidsige intervaller hvor man arbejder tæt på maksimum vil give signal til kroppen om at etablere flere små blodårer og gøre hjertet større.

Den anden måde til at forbedre konditionstallet er simpelthen at tabe sig. Vægten betyder ikke så meget på en cykel så længe det går lige ud, så ud fra et rent konditionsaspekt er det egentlig mest relevant at kigge på selve iltmængden, de 4325 ml pr minut. Når en lav vægt alligevel giver god mening på en cykel, er det fordi, vejen har det med ikke altid at ligge vandret, og hvert kilo fedt man skal slæbe med op af en bakke eller bjerg, sætter hastigheden ned.

For at sikre mulighed for den bedste formfremgang mod næste måling, var jeg selvfølgelig gået i skarp træningslejr, vægten var nemlig usædvanlig høj ;-)  Forklaringen var, at jeg havde fået penicillin i nogle dage og fordøjelsen derfor var gået i stå. Med min vægt her 14 dage senere er konditallet allerede gået frem til 51,5 ;-)

Hvis nu jeg kunne forbedre iloptagelsen med 8% og få vægten ned på 78, som den var for to år siden lige inden C2C er mit kondital på 60! Og det er slet ikke ringe!

Nu glæder jeg mig til en god forårssæson med masser af træning, det bliver rigtigt sjovt at se, hvad det betyder for tallene, specielt selve iltoptagelsen.

Jorden rundt på 7 år

Siden jeg startede på at cykle har jeg kørt godt 43.000 km. Jordens omkreds er 40.000, så egentlig må jeg være kommet hele vejen rundt, en gang sidste år ;-)

Det er selvfølgelig pjat, men fortæller alligevel lidt om hvor stor Jorden er. Det kan man godt glemme lidt, nu hvor man på mindre end et døgn kan kommer hvorhen det skal være, med fly.

Klonk og slup i skoven

 Når cyklen begynder at sige klonk og der tydeligvis er slup i lejerne til affjedringen i bag, er det på tide at skifte bushings.

Bushings eller reducere er små aluminiums dimser der sidder mellem støddæmperen i bag og den møtrik der forbinder dæmperen til stellet.

og sådanne bushings skal naurligvis være runde... men her er de slidt ganske meget ovale. Og, så er det jo klart at der er slup og klonk i skoven.

Men, det er jo ganske let at fixe.. et par nye ind og så afsted... men nej... Sådan et par simple drejede aluminiumsdimser, med en materialepris på langt under 50 øre, findes ikke på nettet... dvs den største webshop med cykelgrej www.chainreactioncycles.com fører dem ikke mere og en google søgning viste kun nogle australske cykelbutikker og et par englændere der gerne ville cnc-fræse dem, hvis man bare lige kunne give målene..

 Efter en del søgning lykkedes det mig at finde dem hos den tyske netbutik www.bike24.net, til den nette sum af ... hold fast.... 200 kroner ! jamen altså!!  !!"#"  Og de engelske cnc-fræsere var ikke billigere, ud over at det så også viste sig at være ganske kompliceret at måle den rette størrelse.. for man måler højden ved at lægge de to oven på hinanden, og ud fra den tyske webshop og min skydelære kan jeg se, at de er 21,84 mm.. (der var også en model, der var 22,20 mm!) Det er en decimal mere præcist end min skydelære kan måle!  (Og bare lige for mine egne noter: Det andet mål man skal bruge, er diameteren på hullet, 6 mm)

Nå men, det er jo altid dejligt at bastle med cyklen :-)

Jeg har nu også bleedet mine egne bremser, dvs fået fyldt bremsevæske på. Jeg er helt blevet skrap til det.. og som tidligere skrevet virker det helt fantastisk lige at lade bremserne stå spændte, med en elastik omkring grebet, natten over.. så er alt som det skal være. Hvorfor ved jeg ikke, men bremserne bliver dejligt faste af den tur, efter en bleedning. Så pyt, bare det virker.

Begge MTB er nu pudset og gjort klare, så de er lige til at tage frem, når vintersæsonen starter igen om 7 måneder .. glæder mig allerede :-)

Julen varer lige til påske

Kørte en runde i St. Dyrehave med Klaus og sneen dalede fint ned. En kop Glühwein og et lille Knabenkor med Weihnachtsliedern og stemningen havde været perfekt. Jeg ved godt man synger, at "julen varer lige til påske" men det er da første gang i min livstid, at det kan tages bogstaveligt!

Sporet er trampet godt til i sneen, de frosne dækspor er en lille smule bløde, men mudderet er stadig stift.. og da Klaus og jeg kører nogenlunde lige hurtigt, blev det en fantastisk tur med masser af flow og lange intervaller. Måske årets bedste tur? Jo, helt fantastisk!

Det blev  jo heller ikke ringere af at Klaus var lidt forkølet, så vi kunne slutte sæsonen som den startede.. med at jeg tørrede Klaus ;-) Midt på sæsonen har det sgu knebet noget, må jeg indrømme.. og det havde det nok også i dag, hvis altså ikke... ;-)

I morgen går den derop igen med 9-holdet inden den legendariske sæsonskiftefrokost i klubben. Når sporet er stift, er St. Dyrehave absolut fantastisk og mit favorit terrain. Ikke alt for mange bakker, men lange stræk mellem træerne hvor man bare skal være 100% opmærksom. Nå vi lå og jagtede hinanden var det meget tydeligt, hvis en af os kom ud af rytmen.. lige pludseligt går det bare helt i stå for den ene, medens den anden flyver af sted. Lidt efter omvendt! MTB cross country er meget mere end bare at trampe hårdt i pedalerne!

Racerne bliver nu ellers også luftet lidt.. I går kørte Team Recovery for første gang 75 på racerne. Vi overgår jo til normal træning igen på tirsdag, så det er nu de sidste vinterknaster skal høvles af! Vejret var koldt men med storslået solskin, så lidt håb er der måske alligevel for ar fimbulvinteren slipper sit greb på et tidspunkt.

Je ne regrette rien

Så kom den endelig, Rolf Sørensens tilståelse: "Jeg har brugt epo"

Rolf var den sidste af de store ryttere, i Bjarne Riis årgang, der ikke havde indrømmet.. og Rolf var oven i købet den mest vindende danske rytter.. "Slid var min doping" påstod han så sent som i januar, og tidligere "hvis de andre havde været lige så rene som mig, ville jeg have vundet 100 løb mere".

Gennem en længe kørt kampagne på internettet, Facebook og Ekstrabladet - "Rolf er ren" - var alle hans benægtelser med ironi blevet latterliggjort.. ja sågar en juleøl "Jule Rolf Ren" blev der lavet, vel som en allegori over julerenen i front af julemandens kane.. nogenlunde lige så troværdig.

Rolf er jo ansat som cykelløbskommentator på TV2, hvor man til bevidstløshed har kunnet høre ham lire sine erindringer af,  "Jeg kan huske da jeg selv kørte der.. Dengang..." Men, pinligt tavshed var der fra Rolfs side, når den anden kommentator Dennis Ritter talte om doping..  Ikke desto mindre.. ja, Rolf brugte doping!

Ikke at han fortryder: "et nødvendigt onde, den eneste mulighed" "jeg gjorde hvad jeg følte mig tvunget til".. Og, for at følge linjen op: "der kommer ingen navne herfra.. det er ikke min stil"  Det eneste han fortryder lidt, er at det tog ham så lang tid at indrømme, at han nåede at blive helt til grin. For "fortsætte mit engagement indenfor den cykelsport jeg elsker så højt" (læs: fortsætte som kommentator på TV2) vil han så inderligt gerne..

Politiken litteraturkritiker Thomas Bredsdorff gav i lørdagens avis Rolf Sørensens bekendelsesskrift en tur i den genrehistoriske analysemaskine og sammeligner den dygtigt med en af dansk litteraturs parodiske mesterværker "Skriftemålet" af guldalderdigteren Henrik Hertz (1797-1870). Thomas klæder Rolf helt af.. det er ikke andet end en parodi. I Skriftemålet stopper tilgivelsen dog den dag strartenrøveren stjæler paterens egen kapun..da bliver det for meget, og stratenrøveren får besked på, ikke at bede et par Ave Mariaer, men at tampe sin ryg, ugentlig... og som Thomas skriver "på et tidspunkt indser vi vel, at det er os, publikum, der er blevet snydt og bedraget af det rullende apotek.. og beder dem piske sig selv på ryggen og i øvrigt rende os"

Jeps, det er rigtigt! Ralf snød sig til sine medaljer, løj os alle lige op i ansigtet, fortryder ikke og vil ikke fortælle hvordan det var organiseret... men forventer stadig tilgivelse! Helt ærlig, hvad regner han os for? Med denne dårlige parodi på en tilståelse har Rolf mistet en hver form for legitimitet!  TV2, find en kommentator der kan fortælle om cykelløb, ikke bare udbrede sin egne omhyggeligt redigerede erindringer.. Find en der elsker sporten mere, end han elsker sig selv.

Ud med Rolf!

Magi og overtro

Jeg vidste det der med bleeding af bremserne ville udarte sig! (bleeding er at hælde bremsevæske på cyklens hydrauliske bremser)

Nu har jeg prøvet at bleede den bedre halvdels bagbremse... altså ... på cyklen ikke ;-)

Det er Shimano XT, hvilket betyder, at hvis de er OK, så kan man bevæge grebet indtil klodserne når skiven, og så er grebet stenhårdt. På Hannes er der en vis modstand når klodserne når skiven, men fortsætter man trykket, kan grebet trykkes ind. Sådan, rigtigt svampet, føles det, når der er luft i systemet eller slangerne er blevet bløde.. eller...

Efter at have bleedet bremser, gulv, cykel, mig selv, flere klude og sårn generelt alle mine omgivelser, vil jeg forsværge, at der er blot det mindste smule luft tilbage i systemet! Men det ændrer ikke ved det svampede greb! Bugger!

Efter at have spurgt lidt på nettet fik jeg at vide, at det kan hjælpe at sætte systemet under pres en nat! Ja, en elastik rundt om grebet!  Undskyld, men det lyder altså som sort magi for mig.. men som sagt så gjort.

Her er det min egen der står med elastikken

Efter min mening kan det kun hjælpe hvis stemplerne enten går lidt trægt og derfor skal have lang tid til at sætte sig i rigtige position, eller hvis der alligevel er luft i systemet.. for så kan man trykke boblen ind i bremsevæsken.. ligesom CO2 i danskvand.

Men søreme om ikke det hjalp. Her til morgen var grebet så fast, at cyklen igen kan bremse! Jeg tror dog ikke rigtigt på det.. Hvis det er fordi der alligevel var luft i systemet, ja så vil boblen gendanne sig til sidst.. ligesom danskvand også sprudler når kapslen tages af.. eller også er der noget med at bremser og slanger skal sendes på pension efter 6 hårde år i skoven.

Nærmere rapport, når cyklen har kørt for første gang efter elastik-historien.

Stiv luft - første hverdagstræning

Der var et indlæg i avisen forleden, hvor en forsker  havde udregnet, at kold luft er tykkere end varm luft (ja rigtigt), og det så meget, at det kunne give op mod 5-8% mere i luftmodstand (mere tvivlsomt)

Men, sådan føltes det nu alligevel i dag. Med et par søndage på racer i bagagen, er det nu tid at begynde hverdagstræningen igen. Høj solskin, blå himmel og vindstille, hvad kan man ønske sig mere? Jo, måske lidt varme, for temperaturen holdt sig under -4 grader!  Jeg synes i den grad det var hårdt!  Måske er luften tykkere når det er så koldt.. eller mere sandsynligt.. det med at have travlt en hel arbejdsdag, og så gå hjem og køre en god lang tur på cyklen inden aftensmaden, er noget man skal vende sig til igen!

Hanne var med, og kørte forb.. godt og hurtigt over bakkerne. Det er tydeligt, at den forøgede træning (141 km på fire dag) giver noget. Det gik langt hurtigere end i søndags. Vi blev enige om, at vi var gode til at holde krudt under hinanden ;-)

Søndag var ikke så hårdt, eller også mærkede vi det ikke. Det var samme minus temperatur og så blæste det en storm fra øst, så Øresund lignede Vesterhavet med brus og bølger, og ved Eremitagesletten måtte  man køre helt sidelæns. Dejligt var det, men godt vi har godt vintertøj! 

Oliesheiken

MTB-bremser aktiveres ikke via et kabel, men med hydraulik. Det betyder, at forbindelsen mellem bremsegrebet og selve skivebremsen sker via et olietryk i et rør. Lækker der lidt olie ud, eller kommer der luft i systemet, kan man ikke bremse, enten fordi der ikke er olie nok til at virke som forbindelse eller fordi luft som bekendt kan komprimeres. Sker det, skal man have suppleret olien op og have luften ud.  Det er noget med olie, sprøjter, slanger mm

Mærkeligt nok har begge vore MTB tabt det hydrauliske tryk på bagbremsen, på samme tid.. Indleverede dem til bleeding, men var ikke helt tilfreds med trykket da jeg fik dem igen.. og underligt nok er det sket igen.. hmm.. der synes altså ikke at være et læk!  Nå men, inden jeg får skiftet rør og bremsehus mm vil jeg lige se om jeg kan bleede selv.. selvom det er noget tjavs.

Så efter at have gået nogle gange rundt om mig selv, er der nu bestilt bleeder-kit og olier, mere info følger, når sheiken er blevet til oliesheik ;-)

Årets første racertur

Selvom der lå salt til et helt års produktion af æg, blev racercyklerne fundet frem. For når blå himmel, høj solskin og søndag støder sammen.. ja så kan man kun fise ud for at nyde det.

Det blev 49 dejlige kilometer rundt på Nordsjælland, med hjemtur via strandvejen. Dejligt at mærke at tempoet stadig sidder i benene.. Strandmøllebakke blev rundet med 32 km/t. Ikke ringe for første racerdag.  Ja, i det hele taget blev der åbnet for gassen fra Skodsborg til Klampenborg.. Så her i eftermiddag har jeg småhostet lidt.. det er lang tid siden jeg i den grad vedvarende har fået vendt lungerne ud. Det er sundt at få ryddet op i skramlet nede i bunden af dem ;-)

Og, hjertet kørte fint, ikke ét fejlslag! Det lyder godt for min lille udflugt i morgen.. for nu forsøger vi sgu endnu en gang at får ryddet anklen for søm og skruer!

Træd ikke i sneen

Kender du det med ikke liiige at få ryddet sneen når den falder? Hurtigt har man gået et par gange i den, og så er sneen presset sammen, og fodsporene står tilbage når man så endelig får fejet sneen væk.

Sådan er det også i skoven lige nu. På stier og spor er sneen blevet presset sammen og et par omgange tø og frost har lavet det om til massivt is. Et langt skøjtespor breder sig i skovene.  Det er ikke til at køre på, så den kære cykelklub er fortrukket ud på asfalten.

At køre intervaltræning på asfaldt med min MTB står ikke højt på min lørdags-to-do liste, så jeg har trodset heldet og alligevel kørt i skoven. Det kan lade sig gøre, specielt hvis man ikke læser det med småt.. man er nemlig nødt til at køre i skovbunden.. udenfor sporene. Det må man vist ikke helt, men når jorden er frosset, sker der intet.

Vi er ikke mange der vover os derud. I dag var det med min kære hustru samt jægersoldaten og i forrige  uge med Gustav, der kom 5 minutter for sent til nå med ungdomsholdet. Cool nok, for så trænede vi teknik mellem grantræerne, op og ned af stejle skråninger, samt krydsning af træstammer.  Og på den måde blev det alligevel en dejlig tur i skoven.

Du finder lige selv hjem, ikk?

Procykling.. der er ingen der pudser næse på dig ;-)

http://www.sporten.dk/cykling/kineser-forsvundet-under-belgisk-cykel-loeb

Berchtesgaden - Skiferie 2013

Jeg tror sgu jeg er ved at have fanget teknikken... :-)  Det er væsentlig andre moves end MTB, men lidt samme mindset. En rimelig hastighed er din ven, og husk det er kun for sjov!

Selvom det er tre år siden jeg sidst havde ski på, kom teknikken hurtigt igen. Og med lidt instruktion fra Thit og ikke mindst Andreas fik jeg så nogenlunde styr på de røde pister også. Den 6 km lange nedtur fra toppen af Rossfeld til Oberau blev taget én gang helt uden fejl.. og den isede røde på Obersalzberg gik fra at være skræmmende til halvkedelig på kun tre nedkørsler. Om jeg er parat til at tage afsted igen? You bet! Om end det godt lige må vente en uge.. hele kroppen værker.. ;-)

Ja, også i år var vi i Berchtesgaden, Bayern. Stedet hvor Bormann lod bygge et sommerhus som partiets gave til Hitler.. Kehlsteinhaus, som stadig ligger der, på en top med en vidunderlig udsigt,  måske bedre  kendt som Ørnereden, hvilket US Army fik til at tro, at der her lå en alpefæstning. Efter at have besat området flyttede de først igen i 1990´erne, og man forstår dem. Deres kaserne blev brugt til sanatorium for stressede soldater. Kasernen er nu revet ned og erstattet af et luksushotel, så på en måde forbliver området til erholung.. som man siger på de kanter. Det gælder også for os. Vi har fundet en pænt stor lejlighed i et hus lidt oppe af dalsiden, med en formidabel udsigt ned over byen Berchtesgaden og byens signaturbjerg, Watzmann, tysklands trejde højeste bjerg, her fanget en tidlig morgen på dette års skitur. Solen skinner på toppen og den opvarmede luft danner en lille hat over bjerget.

Vi havde i år, som sidst vi var her, fornøjelsen af at have hele vores lille familie med, Asger, Thit, Andreas og så os selv. Super humør og dejlige grin alle syv dage. Det er dejligt at kunne tage en uge ud og bare hygge os sammen alle sammen. (også selvom noget af tiden gik med lektier).

Vores favorit pisteområde er, og bliver Rossfeld. Her kan man se fra pisten stort set lodret ned på tagene af husene i Salzburg, en kilometer under os! Det er et meget flot område med meget lette pister, hvilket passer godt til de fleste af os, og de to unge måtte så finde ud af at træne hop, køre baglæns og blot hygge sig med hinanden. Sidstedagen tog vi dog til Götschen, et lidt mere proff område, hvor der også har været afholdt VM i snowboard. Her er til gengæld mange, så man står i mega køer til lifterne og de små 6-årige topedoer er konstant ved at køre en ned.. Sidst på dagen var løjperne meget isede og det er så som så med udsigten.. Rart med afveksling, men det bliver ikke vores favorit!
I øvrigt: På den nederste del af området, gjalder popmusikken ud over pisterne. Det var Radio Bayerns modstykke til DR-P3, omen tyskerne er mere grundige med deres radioaviser, så det var med en lille smule overraskelse, at det første vi hørte, da vi tog skiene på, var erhvervsnyheder i vild spredning ud over skifolket. Den går altså kun i Tyskland ;-)

Nu har vi holdt skiferie i Berchtesgaden i en hel del år, og jeg er parat til at prøve noget nyt. Ville gerne op, langt over trægrænsen i de store bjerge.. I år fløj vi derned, så vi kunne sådan set lande hvor det skulle være, meen vi holder så meget at dette lille hjørne i Europa, at det nok bliver samme sted næste år igen.. naturen, maden, øllet og priserne er nemlig ikke at kimse af..men måske kunne man liste ind i Østrig på en dagsudflugt til de høje alper!

PS: Er du kommet ind på denne blog-post fordi du søgte inspiration, kan jeg anbefale denne post, som er nogle år gammel, men stadig holder: http://teamsologsommer.blogspot.dk/2009/02/skiferie-berchtesgaden.html 

Store kursusdag

Vinteren må gå med at blive klogere, også for TeamSologSommer. Således var knægten på konfirmationsweekend, undertegnede på MTB-første-hjælps-kursus og den bedre halvdel på DCUs Træner 1 kursus.

Og nej, programmet for Træner 1 er ikke:
1. Sådan doper du dig
2. Sådan lyver du
3. Sådan bestikker du
4. Sådan bekender du
:-)

Ideen er, at vi åbner et nyt hold til foråret, et hold som ikke træner helt så hårdt, så også andre end hardcore cykelnørder kan få glæde af struktureret træning .. måske en kvinde m/k-hold, og her vil Hanne altså gerne kunne være træner. Flot!

Undertegnede benyttede lige et tilbud i en anden klub om et første-hjælp-kursus med særlig fokus på hvad man kan gøre, når folk har nikket et 80-årigt bøgetræ en skalle. Indholdet gik fra forstuvninger over gået-af-led, brækkede arme, hjernerystelser, kraniebrud og det helt store uha uha: nakkeskader.. og så kunsten at tilkalde en ambulance dybt inde i en skov. Sirligt krydret med kunsten at lægge en støtte forbinding, med hvad man nu lige har ved hånden som cykelrytter i en skov.

MTB-første-hjælp eller spejder?

Herefter kørte Finn (som også var med) og jeg en tur op i Trørød hegn.. her har vi aldrig været før. En lille overskuelig skov, med rigtig gode bakker. Hvis man ville kunne man lave nogle rigtigt gode singletracks her.. men de fine skovstier gav nu også rig lejlighed til at få pulsen op på bakkerne (op til 22%)

PS: Ved mistanke om nakkeskader skal personen fikseres, dvs hovedet holdes, så man ikke risikerer at nevetrådene i rygmarven skæres over på grund af bevægelser... Ifølge vores instruktør var politiet kommet først til en eneulykke hvor bilisten gik fortumlet rundt og klagede over nakkesmerter. Da det var koldt, satte de ham ind på bagsædet for at vente efter ambulancen.. Da ambulancen kom, kvitterede brandvæsenet med at klippe taget af politibilen for at kunne tage bilisten ud på et "spineboard", altså en båre hvor han er helt fikseret  ;-)  Vandrehistorie? tja måske, men pointen er god nok ;-)

PPS: Historien er god nok, omend det ikke var en politibil. Pas på hvem du giver husly ;-)
http://www.tv2east.dk/artikler/tag-klippet-af-forkert-bil

Ride positive. A Mountainbike Manifesto

Ride Positive. A Mountainbike Manifesto. from Filme von Draussen on Vimeo.

Kalender 2013

I 2013 er der gearet lidt ned på motionsløbene, til glæde for enkelte længere løb. Tiden skal nemlig bruges på mere langdistance træning.


4. maj - Stjernetour de Grindsted - 180 km
9. - 12. maj - Træningstur til Harzen
22. juni - Styrkeprøven - 542 km
21. - 28 september - C2C i Pyrenæerne

Sol over Emdrup

Regn, rusk og slud.. jeg kan helt ærlig ikke huske hvornår jeg sidst har cyklet til arbejde.. lysten er der ligesom ikke, når regnen uafbrudt pisser ned i flere måneder...

De sidste par uger har vi dog haft fornuftigt frostvejr, og i dag skinnede solen fra en blå himmel. Til trods for at det var ret koldt blev det til en dejlig tur til arbejde.

Ja, det var så godt, at jeg måtte en tur i tårnet for at tage et 360 graders billede... Lidt småt på denne måde, man kan dårligt se sneen, men solen kan man! ;-)

Godt der ligger en Netto ved arbejdet, for jeg havde selvfølgelig ikke nogen lygter på cyklen. Lyset var der, da jeg skulle ud, men det er stadig rigtigt mørkt ved 17:00-tiden 

Der kommer KÅL!

Minus 12 grader

Aftenens nightride gik den sædvanlige vej rundt gennem Ermelunden, Lyngby, Mølleåen, Dyrehaven og Eremitagen, dejlige 19 kilometre i gnistrende sne oplyst af stjernerne og månen.

Ud over sletten op mod Eremitage-slottet nåede vi ned på minus 12 grader! Så er det bare med at træde igennem, så kulden ikke sniger sig ind.

Det kræver gode lygter at cykle om aftenen

Vinterbadning i Hareskoven

Lørdagens MTB-tur gik til Hareskoven. Den er jo normalt så fyldt med mudder, at man faktisk ikke kan køre den, men med de seneste dages frost var der en chance for at overfladen var blevet stiv. Det hurtige MTB hold blev derfor enige om at drøne derud.

Og jo, overfladen var rimelig hård. På de allermeste mudrede steder skulle man lige løfte forhjulet over, så kunne baghjulet drøne over, medens overfladen krak.. hvilket nok gjorde det sværere for efterfølgerne, men sådan er det jo i cykelløb ;-)  Samtidigt gjorde de store hjul og fullyaffjedringen underværker de steder hvor mudderet var frosset og stod i skarpe spor. På den måde blev turen gennem den flade Hareskov alligevel teknisk svær, der skulle konstant arbejdes med cyklen, få placeret forhjulet korrekt eller løfte den..

Lige i starten af skoven krydser en lille bæk eller grøft sporet. Det er altid lidt svært at komme forbi her, for det er faktisk ganske dybt. Vinterens regn og den frosne jord gjorde ikke søen mindre dyb eller bred. Heldigvis lå der en bred gren i overfladen fra brink til brink.. den burde da kunne bære mig, hvis jeg nu trådte forsigtigt og trak cyklen over den frosne is...  Nope, det kunne den så ikke, den lå ikke på brinkerne men hang kun fast i den tynde is.. Så jeg røg lige igennem.. og cyklen med, det gik helt til skridtet.. dybt var det sgu.. og koldt...  Først havde jeg et ben på bunden og et på brinken men dog med vand oven ind i støvlen.. en noget ustabil situation, hvor cyklen også var på vej ind under isen... derfor blev jeg nødt til at sætte begge ben ned, så jeg kunne få ordentligt fat i cyklen og få den smidt ind på land. Heldigvis gik det dog trods alt kun til toppen af lårene..

Hvad så? Vende om og køre hjem? Nope, var jo lige kommet ud til al morskaben i skoven, så jeg kørte videre.. men måtte stoppe at par gange for at hælde vand ud af støvlerne ;-) Bukserne tørrede hurtigt, frostvejr er godt for den slags, men fødderne kunne ikke tørre og efter et par timer i skoven var det også slut med kunne bevæge tæerne. Så, da vi kom hjem til klubben måtte jeg ud under bruseren for at tø tæerne op.. aldrig har jeg set så blå negle og den hårde hud var helt grå.. meen efter en cirka tyve minutter og nogen pine var tæerne normale igen. Og tak til Finn der lånte mig et par tørre strømper hjem!  Crazy dude, som en god ven kaldte mig på Facebook ;-)

Her søndag ville jeg egentlig også et tur ud på cyklen, men var godt nok noget radbrækket. Dels gik det både hurtigt og sporet var svært i går, så kroppen blev godt brugt.. dels har det kostet ganske megen energi at køre våd rundt i frostvejr.. så søndagen blev brugt til hjemlige VVS gøremål... det skal jo også gøres.

Husk:

Life's journey is not to arrive at the 

grave safely in a well preserved body,

but rather to skid in sideways, 

totally worn out, shouting:

"Holy shit...what a ride!"

Styrkeprøven

Jeg må have slået hovedet... for nu har jeg tilmeldt mig cykelløbet Styrkeprøven, som går fra Trondhjem til Oslo.. 540 km på 24 timer gennem Sankt Hans natten (og dagen..)

På en eller anden måde får det C2C til at blegne lidt.... det er kun 160 km kortere end hele C2C, og med 4.394 hm er cirka en tredjedel så mange bjerge.. på 24 timer... på C2C har vi i det mindste hele syv dage!

Min gode medtræner Finn har også meldt til, så nu mangler vi bare Allan for at være det samme gode team, som da vi kørte TelemarkTours i 2011. I det gamle blogindlæg hentydede jeg lidt til nogle sprængte toiletter.. historien var, at en vis person (nævner ingen navne, men det starter med A) var så bange for at sukkerkold, at han væltede føde ind.. Det overgik 100% Jan Ulrik, men da vi ikke ville låne ham vores cykelkasketter, måtte vi jo gøre hold ved diverse toiletter. Ved det sidste depot lå der kun én foran os.. men medens vi stod og ventede på at A.. blev færdig med at rette vandlåse ud, drønede feltet forbi os.. #"%&!!  Derfor skal vi i år overtale følgebilen til at medtage denne:

Følgebil?  Jeps, for vi har fået lov til at snige os med på et hold der udspringer af Vordingborgs Rynkeby hold.. og de har bare styr på det der.

Med Styrkeprøven, den lange på Grindsted og C2C i år, er der vist ingen problemer med at få kørt kilometre ind på odometeret i 2013!   :-) Glæder mig allerede

Cykelvedligehold

Vinter MTB er den dejlig sport, hvis man elsker at rode med sine cykler. Når nu cykeltøjet ser ud som nedenfor, efter en kort tur i skoven, kan du måske forestille dig sliddet på cyklerne!

Så, selvom ugen er kort, skal jeg have bastlet lidt med cyklerne inden på lørdag.. dvs noget af det får smeden nu lov til... trykket i det hydrauliske bremsesystemer er nemlig væk på både Hannes og min cykel. Det betyder at ingen af os kan bremse bag til.. jeg har godt nok kørt med det i nogle uger, det giver en del tekniktræning kun at kunne bremse med forhjulet.. men det går ikke i længden og slet ikke på Hannes cykel. Bleeding, som det hedder er en besværlig omgang, og med specialgrej, så det får smede lov til. 

Tilsvarende skal jeg have skiftet en "bushing" et glideleje som den bagerste støddæmper sidder i.. det skal der også speceialgrej til, så det får smeden sgu også lov til. Så skal jeg nok selv skifte Hannes klinger (de store tandhjul i for), kæden og bremseklodserne.

Fortsætter regnen som den kører lige nu, skal jeg vist også have sat et dæk med større knopper på baghjulet af min egen.. 

Jo, man kan godt hygge sig med cyklerne, også når man ikke sidder på dem. ;-)

Farvel til 2012 og goddag til 2013

Som det hør og bør sig, mødtes vi i klubben nytårsaftensdag for lige at sige tak til hinanden for et godt år, med bobler og kransekage. En 35-40 stykker dukkede op.. Forinden havde den hård kerne naturligvis kørt en lille to timers tur i skoven. Lad mig bare sige, at det er mere regn og mudder end frost der præger skoven. Men uanset regnvejret er det jo altid hyggeligt med en tur på cyklen i godt selskab.. resten tager vaskemaskinen sig af ;-)

Skål, godt nytår!

2012 blev et helt igennem super cykelår. Hele Team Sol og Sommer (dvs, os begge to) kørte Coast-to-Coast over alle de høje tinder i Pyrenæerne. Fantastisk god gået, Hanne! Ikke alene var det en super hyggelig tur, men de mange træningstimer inden var også en stor fornøjelse. Vi holder altid af at være sammen.

Der blev kørt 6298, dvs én kilometer mere end i 2010 men desværre også små tusinde mindre end sidste år, 2011. Det har sine naturlige årsag, for i april måned, som er en af de helt store cykelmåneder, skulle jeg opereres for tredje gang i hjertet, og for at sikre et vellykket resultat indstillede jeg træningen tre uger inden. Det virkede og jeg er nu helbredt (så godt som) for mit hjerteflimmmer! Endnu en grund til at 2012 var et kanonår! Men, det kostede altså i kilometerbogen og her sidst på året er det bare blevet til al for megen arbejde. Nå ja, så var der også lige en rejse til Indien, Texas, Frankrig og UK.. ikke alle steder kunne cyklen slæbes med.

Grafisk ser året sådan ud:

Januar er på MTB, super god træning men ikke så mange kilometre. Februar var vi i Inden. April skulle jeg opereres. August var vi i UK. Juli var min personlige rekord med præcis 1.200 km på en måned og september kørte vi C2C, 707 km på en uge.  De sidste tre måneder blev til arbejde. Fra og med september har jeg været 50% af alle arbejdsdage i Århus... og jeg har altså ikke cyklet frem og tilbage ;-)
Så, med det rejse- og arbejdsprogram er jeg nu rigtigt godt tilfreds med resultatet.

I den mere kuriøse del af statistikken har jeg holdt mandtal på antallet af punkteringer: 12, eller en pr godt 500 km, men havde så heller ingen af de dårlige dage, som den gang jeg fik seks på 600 meter. Og i den dejlige ende af det statistiske spektrum: 9-holdet havde 0 brækkede knogler! Trænerteamet har fået styr på sikkerheden på holdet, og det er sgu dejligt... og, ja så har vi også været lidt heldige, for styrt er der jo altid, ikke mindst i skoven.

I 2013 vender jeg endnu en gang næsen mod Pyrenæerne, denne gang går turen fra øst til vest, så det bliver nogle andre op og nedture. Det bliver vist kun mig, Hanne has-done-that.  Og ellers skal vi se, om ikke vi kan lokke nogle af cykelvennerne ud på nogle langture, gerne i udlandet. Selvfølgelig står den på skitur og en cykeltur i Harzen, men ellers er der ingen andre planer for 2013, ud over at hygge mig med konen, cyklen og de gode venner.

Traditioner med to slags bønner

Ordrup CC er en gammel klub med mange traditioner. En hel del af dem kredser om de altid tomme cykelryttermaver. Således mødes vi altid i klubhuset til en bid mad efter cykeltræningen. I sommersæsonerne er det til en bid brød, som ved sæsonskifterne udvides til en større lukullisk frokost. Ved nytår er det champagne og kransekage, og i hele vinterhalvåret skiftes vi til at lave suppe.. Så vi kommer igennem mange forskellige slags supper..

I dag var Team Sol og Sommers tur. Eftersom julen jo har bragt en overdådighed af mad, trængte vi til en let grøntsagsuppe, så det blev til klar grøntsagsuppe med to slags bønner og spændende krydderier:

1,5 kg persillerod
2 kg gulerødder
1 kg kogte hvide bønner
400 gr grønne bønner
9 liter grøntsagssuppe
frisk timian
tørrede abrikoser, citronskal, korinander, kademomme, havsalt, fennikelfrø, citronpeber og chilliflager

Og dertil lunt brød, parmesan og ekstra chilli.

Efter en regnvåd og lettere diset dag just over frysepunktet, var det lige hvad cykelfolket havde brug for.

Længe leve gode traditioner!

Alle kan blive tørstige..

.. og så er øl på benet ikke det rette sted ;-)

Rytter udgik for at jagte flabet tilskuer

Juledag og en tur tilbage til Pyrenæerne

Sidder med familien, og alle stillehygger sig med julegaverne medens musikken kører.  Jeg sidder med bogen fra søsteren og svogeren, bogen: "Tyve Tinder i Tour de France."

Forordet er skrevet af Dennis Ritter. Han beskriver første gang han kom op af L'Alpe d'Huez, hvor det han manglede i erfaring, havde han i overflod på sidebenene.:

"...men op kom jeg, og det var et af mit livs lykkeligste øjeblikke. Det er dét bjergene kan! .. Tænk bare: Det er de færreste der får lov til at spille fodbold på Camp Nou, spille tennis på Winmbledons Centre Court eller løbe 100-meter på det stadion i London hvor Usain Bolt blev olympisk mester. Men vi kan alle cykle præcist de bjerge på hvilke Coppi, Bahamontes, Merckx, Armstrong og Condador har skabt magi. Det er gratis, det er frit tilgængeligt, og så er det oven i købet sundt"

Hanne bladrede lidt i bogen og faldt straks over billederne fra Tourmalet, pandekagehuset på Peyresourde, skovvejen op til Aspin, bjergvejen mellem Aubisque og Soulor, og kæmpecyklerne på toppen af Aubisque...

Jo, vi var der! Det er de store legenders bjerge, og vi gjorde det, 700 km tværs over alle de store bjerge i Pyrenæerne!  Det er sgu OK!

Til sommer vender jeg tilbage. Nu har jeg to gange kørt fra Atlanterhavet til Middelhavet og det er på tide at prøve passene fra den anden side. Hanne skal vist ikke med.. hun har jo været der ;-)

Men, der er endnu lang tid til, så om lidt kører Team Sol og Sommer en lille hyggetur på MTB´erne.. En tur i Danske Schweitz. Rent hygge, jo, det er jul

Dovenskab

Jeg tror ikke, jeg nogensinde har sprunget en lørdagstræningstur over, altså hvor jeg ikke har skullet noget andet, men bare siddet herhjemme og tænkt på, at nu sidder de andre ude på cyklen... men en gang skal jo være den første.. og sådan var det i lørdags.

Sneen var ved at smelte, isen lå på stierne, temperaturen lå marginalt over frysepunktet og regnen væltede ned! Kort sagt lorte vejr!

Der var mødt fire fra det seje hold op, men det viste sig, at de måtte opgive at køre i skoven for i stedet at kæmpe sig frem på Dyrehavens grusveje og de asfalterede stier i skoven. Det havde vist været både svært og hårdt nok!  Nej, jeg gik bestemt ikke glip af noget, bortset fra måske en forkølelse. I alt dukkede der ti op til suppen i klubhuset bagefter, det er vist ny bundrekord!

Så, da vi holdt generalforsamling i går kunne vi stort set alle blive enige om, at vores manglende fremmøde i lørdags ikke var pjækkeri. Den lørdag var slettet som cykellørdag!  ;-)

Det ville ellers have været rette lejlighed til at prøve mine nye hansker, som den søde bedre halvdel havde foræret mig i adventsgave.

Et par neoprenhansker, svarende til den våddragt dykkerne bruger under vandet!  :-) Se det må da virke mod kolde hænder...  Nå men, der kommer garanteret en anden regnsvejrdag på cyklen.

Det er altså stadigt muligt at opdrive nye gadgets jeg ikke har, forbløffende!! :-)

Man lærer hver dag

Lørdagens tur til St Dyrehave, blev af forskellige gunde ganske udfordrende. Det var frostvejr og der lå 10-15 cm sne, men nedenunder sneen var den bløde skovbund næsten lige så mudret som altid.

En ting er at køre med bind for øjnene, ja sådan virker sneen, når den dækker rødder, sten og mudderhuller, det kan man klare med balance og teknik. Noget ganske andet er den mudder der kastes op på cyklen, og øjeblikkeligt fryser til store kager, på hjul, stel og i gearet.

Jeg prøvede at sparke lidt af det af, men ramte ventilen, som så brækkede af, psssssstttttt.... Altså endnu en på lærdommen. Cykler er delikat materiale, man sparker ikke på dem ;-)

Hjertet kørete sådan set ok, men i alt for højt tempo. Og vi ved jo at pulsen stiger når kroppen er udsat.. Nej, jeg havde ikke været til julefrokost. Tømmermænd kunne ellers godt have givet den effekt. Nej, jeg havde ikke trænet røven ud af bukserne i dagene op til...  Svaret kom dog senere på dagen, hvor jeg måtte gå i seng med 39,4.. der var en sygdom i spil.  Hvad ved jeg ikke, for her, dagen efter er jeg, om ikke supermand, så dog feberfri!

Dejligt var det nu ude i den snedækkede skov!

Det sner! Vil du med til Italien?

Puha, i de sidste mange uger har der bare været arbejdet for meget.  Der har været mange ture til Århus, og det betyder, at hverdagstræningen er lagt på hylden.

Det hævner sig, for alene lørdagstræningen, selvom det er for højt tryk, er ikke nok, til at holde hjertet på rette spor. Forrige lørdag var der lidt uro, når pulsen kom højt op, og i denne uge fik jeg en undskyldning for at afbryde, da min navnebror Per væltede og måtte følges ud af skoven.

Så det var med stor glæde, at jeg i dag ikke skulle til Århus, for så kunne jeg komme ud og cykle.. yehaa!!   Næse, for der lå adskillige stinkere på mit skrivebord, så jeg måtte arbejde til klokken røv, og da jeg først kom hjem var der ikke lige energi til at cykle ud i mørket, frosten, sneen og de spejlglatte veje.

Så, hometræneren blev pakket ud efter at have stået i hi halvandet år.. og søreme om ikke det hele bare spillede. Så medens det sneede udenfor, fræsede jeg rundt i Milanos gader til høj musik.  Nu sidder jeg her og morer mig over at det også sneer på denne hjemmeside, medens jeg dufter af liflig cykelrytter.
Hanne er stærkt forkølet, men mener alligevel af ordet liftlig er skudt endog en hel del ved siden af!  Så jeg må hellere lige smutte i bad!

ses!

Salt

Kramper er alle cykelisters skræk, da det dels ødelægger ens performance men også i bund og grund gør nas! Derfor søges der alle metoder til at undgå kramper, og normalt hævder man at salt, specielt magnesium-salte hjælper.

Den myte jager Rune fra Aim-High en solid kæp igennem i dette indlæg hos Dansk Mountain Bike Klub. Magnesiumsalt har åbenbart kun en beviselig virkning mod såkaldte graviditetskramper, og det er jo næppe det, der plager cykelister ;-)

Jeg er heldigvis ikke plaget af kramper, men alligevel er jeg begyndt at bruge salt i min drikkedunk. Det startede egentlig med, at jeg ønskede mig noget hindbær-energi-pulver-fra-high5-stads i fødselsdagsgave, svarende til det svogeren præsenterede mig for på C2C sidste år. Det var en let sukkerblanding blandet med salte, og virkede enormt godt når man skal holde sukkermuren fra døren på vej op af bjergene. Det fødselsdagsønske gik i opfyldelse, og dertil kom et rør med Zero fra High5.

æh, Zero betyder nul kalorier, altså ingen energi, kun salt! Hmm, hvad mon meningen nu var med det?En af de varme dage på årets C2C røg en af brusetabletterne så i drikkedunken, saltbalancen er jo vigtig når man sveder meget. Tabletten indeholder salte og sødemiddel til at skjule brakvandet med.

Det smager bestemt OK, og virkningen for mig, er at jeg ikke er gået helt salttør når jeg kommer hjem fra cykelturen. Kroppen reagerer jo på fejltilstande og søger salt, hvis den er i underskud. Det betyder fx at man bestemt ikke skal smage maden til umiddelbart efter en cykeltur, for så er der ingen andre der kan spise den (er afprøvet!) men også at vi her i huset normalt er på flere timers jagt efter chips efter lørdagscykelturen. (Sikkert også derfor pomfritter er et grundstof i sportshallernes kantiner, jirks). Efter vi er begyndt at bruge salttabletterne kan vi tydeligt mærke, at kroppen er i bedre balance efter turen. Så nu er der bestilt til det næste års forbrug. 

Og mit tøjskab lugter nu mere af hindbær end sved, for flaskerne står derinde og tager lidt afsmag af sødestofferne og det dufter altså lidt.  Lyder egentlig ret jirks... men hva.. det virker ;-)

The Athlete Machine

Hvordan ville du gøre reklame for en sodavand? Tja, CocaCola har altid ladet os tage del i lykken, og det i sådan en grad, at vores opfattelse af hvordan julemanden ser ud, oprindeligt kommer fra en CocaCola reklame.

Coolness er en anden måde. RedBull, sponserer cirka 200 top atleter, fra skateboard til hele to Formel1 teams, og den herostratiske berømte rekord i højeste udspring fra Ballon, som vi så her i efteråret.

Her er et lille udsnit af nogle af de bedste atleter. Ganske cool!

Hvad koster det at have 200 mand på lønningslisten? Nok ikke meget i forhold til reklameværdien... (det er noget andet med Formel1-teams... der må alligevel være en vis avance på sukkervand)

Nightride light

Den yngste har sene aftenaktiviter en af ugens dage, så nu er det næsten en tradition, at TeamSologSommer cykler en aftentur. Nogle af os er ikke så begejstret for rødder man ikke kan se, så turen er i al væsentlighed lagt på skovvejene, men enkelte stier, uden for mange rødder, sniger sig nu også ind.

30 gode kilometre rundt i skovene omkring os. 

Der er ikke megen trafik i mørket, men da vi kom igennem Geels, hang de kraftige cykellygter fra MTB-folket som perler på en snor på stien inde mellem træerne. Geels er nok svær, men overskuelig, en god legeplads for nattefolket. Rude skov derimod er helt tømt for mennesker i den mærke aften, og lidt svær at finde rundt i.. Ud over sletten i Dyrehaven kan man køre uden lys, også selvom det er nymåne pt. Lysene fra København lyser skyerne op, hvilket er tilstrækkeligt til at kunne se asfaltvejen derude. Det giver kun problemer hvis andre modkørende cykellister skulle få samme vanvittige ide. Normalt kan man, hvis man alligevel tænder lyset, se hver af de mange hjorte som to selvlysende prikker fra deres øjne. Men, i går må de være gået et andet sted hen, for vi så kun et par stykker.

Nightride Light er super hyggeligt, og med et god glas vin efter hjemkomsten falder roen helt omkring os.

Store Dyrehave i efterårspragt

Var en tur i St Dyrehave i går med holdet. Kun 24 km men alle på sigletrack og for fuld knald. Til trods for mudder og rødder var der et super godt flow i sporet, så det blev til rigtig god træning.

Hold kæft hvor er min cykel hurtig, 29" og full suspension gør, at jeg kan sidde og pedallere hvor alle andre er nødt til at rejse sig i sadlen. Ingen,  absolut ingen kunne følge med... der er altså ingen på holdet med en tilsvarende cykel, for så havde konkurrencen nok været lidt mere lige ;-)

Til gengæld ligger bladene i et tykt lag og besværliggjorde til tider rutefindingen. Vi skulle have gjort som denne gut :

Det ville dog måske have været knapt så morsomt at cykle bagved, når ruten gik gennem vand og mudder ;-)