Fik dette julekort fra min gode cykelven, Jes i dag. Åh, hvor ville jeg gerne, sammen med de gode venner, tumle rundt i sneen, frem for blot at kigge på den. Men vent bare, kun 2,5 uge tilbage af min gounding
Tak, Jes.
…en vinterrytter
Det er stadig mørkt derude. Det er måske regnfuldt, blæsende, isnede eller ligefrem sne. Det er under alle omstændigheder koldt. Sengen er varm. For enhver normal person, er der en beslutning der træffes, bare et moment af bevidsthed, og man vender sig om, trækker dynen op og synker tilbage i den trygge, varme og luksuriøse søvn. Men…
Men, du er ikke en normal person. Du er en vinterrytter. Mens det for enhver normal person er sund fornuft – en lørdag eller søndag morgen i vinteren, at falde tilbage i noget der ligner pattedyrets dvaletilstand, lister du fra din seng. Stilfærdigt for ikke at forstyrre familien, som du er en del af. Du skal ud.
Vinterryttere fungerer i det skjulte, undercover atleter. Vores planer er halvhemmelighedsfulde – få forstår os; vores mødested med de andre i den tidlige morgen er vores ritual og en uges længsel. Man nikker indforstået og broderagtigt til andre, der er ude i samme mission.
Vi mødes, der krammes og de sidste historier, der bekræfter at du hører til og giver dig et mod og en varm forhåbning, fortælles og sammen kører vi af sted. Nogen til skovs andre på landevejen.
Kulden får fat i dig. Først rammer den i ansigtet som stikkende nåle. Lidt senere rammes resten af kroppen, dine ben og dine hænder. Kroppen er pakket i flere lag tætsiddende stof og vejret kan kun smyge sig forbi uden at tage fat. Det er nu du næsten umuligt drømmer om de sommerlige dage i kort med salt sved og en knapt kølende vind i ansigtet.
Du rammer skoven i dens nøgne khaki eller hvide klæde, hvor den bløde skovbund veksler med den frosne, og hvor du tvinges til akrobatiske, kraftfulde og udmattende eksesser. Du kan se den næste forhindring imellem skovens bladløse træer, eller henover sporets endeløse snoen sig ind og ud, op og ned. Det er også nu du rammes af den stilhed som vinteren giver, hvor du er tæt forbundet med dit eget tågede åndedræt.
Vi passerer de røde låger ad flade men opkørte stier, hvor hestehove har skabt et udfordrende knoglebrækkende dække. Den første tunneldal sender pulsen af sted og en mild syre får varmen tilbage. Nu går turen gennem granskovens snørklede stier med rødder og stubbe, sten og stammer, knap synlig under sneens dække. Her har kun kørt få, om nogen og de mærkede stammer er det eneste, der viser dig vejen frem. Du flyver og hopper, danser og skrider, retter, vælter og rejser dig. Av for satan. Smilet og latteren er der som en stimulerende og drivende kammerat, og varmen og træthed trænger sig på, snigende men med tiltagende styrke. Det er nu du ved hvorfor den varme dyne og den dvaleagtige søvn ikke er en konkurrerende partner.
Tilbage ad stier i et selvtilfreds tempo med en spurt hvor den sidste energi trædes ud og hvor kulden hamre sig ind som træthedens partner. Tilbage ved udgangspunktet med the partners in crime fortælles de historier, der gør at man er nødt til at komme tilbage – uge efter uge.
Men det er også det indre smil, som får dig til at komme igen til ritualet om den tidlige vintertræningstur, og det er bevidsthed om og den fysiske tilfredsstillende følelse af ben, der har været brugt, som du deler i hemmelighed med de andre – alt dette tilhører dig fordi du ikke er en normal person – du er en vinterrytter!
Vi ses i julen og et godt nytår
Jes
(frit efter Matt Seaton: Tales of the winter rider)
