Speed wobble eller egenfrekvens

Højprofil fælge er jo skabt til at reducere luftmodstanden ved høje hastigheder, så jeg troede egentlig, at den eneste årsag til at de professionelle ikke brugte dem i bjergene, var den forøgede vægt der skal slæbes op, inden det går ned af igen.

Stor var min overraskelse sidste år i Harzen, da jeg fandt ud af, at den rigtige årsag er, at højprofilfælge ikke egner sig til at køre rigtigt rigtigt stærkt. Når man kommer over 60 km/t begynder det hele at ryste.

Om det er aerodynamikken eller man i virkeligheden får lavet et setup hvor egenfrekvensen flytter ned omkring de 60 km/t og gør det hele ustabilt ved jeg ikke. Men, ingen tvivl om at egenfrekvens er noget man må tage i betragtning.

Alt har en egenfrekvens, men det er sjældent at vi oplever det rigtigt kontant i hverdagen. Rystelser udbreder sig i alt, men dæmpningen af rystelsen er forskellig alt efter hvilken frekvens rystelsen har. Ved bestemte frekvenser er der stort set ingen dæmpning, hvorfor genstanden ikke af sig selv stopper med at ryste, hvis den først er kommet i gang og påvirkes genstanden med en frekvens der ligger tæt på egenfrekvensen ophobes der blot yderligere energi i systemet, indtil det bryder sammen. Inden for ingeniørvidenskaben er Tacoma Bridge det klassiske eksempel. Ved bestemte vindhastigheder ramte vindens turbulens broens egenfrekvens, hvorfor den måtte ende med at bryde sammen.

;

I dag får alle ingeniører uddannet i Canada en ring ved dimmisionen, lavet af stål fra Tacomabridge, som påmindelse om at huske at regne på egenfrekvensen når de konstruerer en genstand.

Det er børnelærdom for ingeniører, og måske oplever vi det netop derfor så sjældent. Men vi kender det fra kirkeklokkerne.. tonen en klokke udsender, er dens egenfrekvens. Man slår en gang på den, og så svarer den ved at ryste med den frekvens hvor der er mindst indre modstand.

Samme gælder cykler, slå på den, og den svarer med sin egenfrekvens:

;

Her ser vi en hurtig egenfrekvens, der fødes med enrgi fra cyklens fredrift. Det må ikke ske, og ganske simpelthen dårlig ingeniørarbejde.

At det er vigtigt, viser næste eksempel

;

Se omkring 0:28. Vil gætte på at han havde brug for at skifte cykelbukser ;-) 

 Når man skal ændre på en egenfrekvens, kan man ændre konstruktionens stivhed, masse eller placering af masse. Det betyder, at skal man stoppe en galloperende cykel, skal vægten enten flyttes fra sadlen ned i pedalerne, altså at man løfter sig fra sadlen, eller at man kobler kroppens vægt med stellet, dvs at man klemmer knæerne hårdt ind mod stellet.  At klikke sig ud at pedalerne, som han gør i dette tilfælde, gør kun ondt værre! Heldigvis gik det endda.

Så, når du kører ned af, hedder det altid som sikkerhed, "Knæerne ind på stellet". Det øger i øvrigt også din aerodynamik! Og lad være med at sidde alt for tungt i sadlen.

Lidt om makspuls

Det er godt nok lang tid siden jeg har set dig så rød i hovedet, sagde min gode ven Jes, da han på et af intervallerne kørte fra mig, fra fronten af.

Pis, ja formen og figuren er ikke hvor den burde være!

Det er ikke fordi jeg ikke kan køre stærkt, for det går egentlig godt nok, men pulsen lever helt sit eget liv. Da jeg startede med at cykle lå min makspuls på 193, og den er siden faldet med en halv slag i minuttet pr år. Naturens måde at fortælle at tiden går. Sidste år lå den derfor omkring 190 og her i efteråret kunne den ikke komme over 188. Det havde nu formodentlig noget at gøre med medicinen og at jeg kørte MTB.

Men, efter operationen og den lange medicinfrie periode kan jeg holde en puls mellem 189 og 191 i mere end syv minutter. Nedenfor er blokken til højre en enkeltstart op af Henrikholms Alle i Vedbæk (også kaldet soldaterbakken).

En puls man kan holde i syv minutter, er ikke en makspuls! Noget er i spil, noget har operationen rodet med!

Indtil i tirsdags var min nye højest opnåede makspuls 193, men her nåede jeg to gange op på 204 slag i minuttet. Stadig ikke min makspuls, men nok tættere på det rigtige. (var også kort oppe på 210 slag, men det var tomme ekstraslag, satans som jeg bliver påvirket af stress, slet ingen tvivl. Jeg skal passe min træning så stresshormonerne bliver sendt ud af kroppen).

Hvis min makspuls er 206 svarer 190 til 92% belastning, og det ved jeg jeg kan ligge med i endog meget lang tid.  Jeg bliver bare en lille smule træt bagefter ;-)

Og træt efter cykelturerne er jeg pt. Pulsen ryger meget hurtigt op, og benene er ikke til at slæbe igang dagen efter. God træning, men sgu lidt for sent på sæsonen.

Men, så er det heller ikke værre. Hastigheden de sidste 18 km hjem efter tirsdagens træning fortæller en god historie (hvis så ellers ikke pulsen også lå tårnhøjt ;-)

På tur med Thit og Andreas

Thit inviterede på cykeltur i dag, Sjælsø-rundt. Ikke en hverdagsbegivenhed, så selvfølgelig sprang jeg til med det samme.

Thit, Andreas og jeg storhyggede os de 50 km rundt. Det gik rigtigt godt, men nogen har nok lidt ondt i benene i morgen ;-)

Jeg husker tydeligt første gang jeg selv cyklede rundt, med betydeligt flere pauser. At gå på trapper bagefter var dælme hårdt 

Texas

En lille ekstraferie midt på sæsonen er ikke at kimse af, så da vi fik en invitation til bryllup i Houston, Texas var vi nødt til at sige ja, også selvom det kun kunne blive til en god uge over-there.

Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster,   liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter.  Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.

Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.

Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)

Pelikaner

Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.


Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.

Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.

Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.

I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:

Alene det første trin har fem af denne type:

Harzen 2012

Just hjemkommet fra årets Harzen tur med gode venner fra OCC, herunder den bedre halvdel af TeamSologSommer og med hovedet fuld af sjove, spændende og gode billeder.

OCC-drengene er altid gode for et par voksne vittigheder:
- jeg har skiftet mit vaskebrædt ud med en vaskemaskine .. med stor tromle og skyl
- den gigtpille var stor og den smagte ikke godt... Tyggede du den? Det var en stikpille!

Nok blev der festet igennem, men med 4511 hm på 274 km og et gennemsnit over de 22 km/t blev der ikke lagt på den lade side i dagtimerne. Vi kørte i tre hold, gourmetholdet, 2. holdet og 1.holdet. Et godt tegn på vores succes med 9-holdet var, at 1. holdet var ganske stort, men også, at vi kunne stille med et godt og jævnbyrdigt andet hold. Her huserede TeamSologSommer med undertegnede som træner, hyggeligt!

Efter førstedagens warm-up gik andendagens tur ind i det gamle DDR. Sidste år udråbt som en relativ flad tur.. wrong! Der var pænt med højdemetre. Gode men ikke alt for lange bakker. Tredjedagen var en klassikertur på langs i Harzen, sluttende med en led 10 km lang optur på 8%... på en hovedvej. Egentlig ikke så charmerende, men ellers er ruten nu fint nok, idet det tilsvarende fald deles ud over mange kilometre som en svag men jævn medvind.  Vi spiste på gourmetholdets anbefaling af en restaurant "der windbeutel-könig", vandbakkelseskongen. De fleste skulle have pasta, men undertegnede skulle naturligvis prøve en laksemad i vandbakkelse.

Men, det er nu nok sidste gang vi prøver det. Holdet dagen før havde rykket rundt på bordene og ikke sat dem tilbage i den reglementerede vinkel på 45 grader på nærliggende sø! Fy! Hold da op for et møgfald vi fik af servitricen. Et usædvanligt grumt tilfælde af Ordnung muss sein...lige for det var helt komisk. Meen... og så havde de desværre ikke asparges, en guddommelig spise som vi desværre kun fik en dag.

Sidstedagen fandt vi så faktisk en kort tur ind i DDR, som var flad. Gennem en masse enge, køer, grønne græsmarker, og et par dieselmotorer fra førsteholdet der trak. Dejligt.

Og så kan jeg vel ikke komme uden om det, men hold da op for en hårrejsende oplevelse jeg havde. Nedad bliver der ikke lagt fingre i mellem, og rundt i et hårnålesving kørte jeg pludselig på fælgkanten på forhjulet. Dækket var punkteret! Jeg havde ikke lige tid til at se, hvor hurtigt jeg kørte på det tidspunkt, men under 40 km/t var den ihvertfald ikke! Det nåede lige at smutte igennem mit hoved, at jeg ikke kunne fortsætte rundt i svinget på fælgkanten, for risikoen for at den smed forenden var alt for stor. Tilsvarende kunne jeg jo ej heller bare bremse! Jeg var derfor nødt til at rette op, så jeg kom ind på gummiet igen, bremse og så lægge cyklen ned en gang til, for eller ville jeg have ramt autoværnet. Igen fælgen på, rette op, og denne gang kunne jeg så bringe cyklen til stop. Ikke kun jeg var chokeret, men også alle dem der kørte bag. Puha, det var noget af en nærved oplevelse. Det forhindrede mig dog ikke at køre stærkt igen, efter en lille pause. Lynet slår jo ikke ned to gange samme sted. Topfarten på turen blev lidt over 72 km/t, rigeligt for mig, selvom nogen af de andre mumlede noget om 85!
Hanne er blevet den fødte nedkører, med topfarter jævnt på den anden side af 50km/t og en guddommelig position på cyklen. En fornøjelse at se på.

Hotellet var et stort luksushotel, med en guddommelig morgenmadsbuffet, store værelser og strålende udsigt. Logistikken omkring aftensmiddage, bare og regninger lod en del tilbage. Det kunne godt bruge en god hotelmanager. Men fint med en stor indendørs pool, havde det regnet så meget som vejrudsigten forudsagde! Det gjorde det heldigvis ikke, så tiden blev brugt som den skulle.. på vejen!

Vi er på næste år igen!

Den onde og den gode

Træneren var rigtig ond i går. Vi skulle til Strø, og der er ganske langt og tilmed var der storm fra nordvest, hvilket betød vi havde den lige i snosken hele vejen ud. Jeg tror det blæste omkring 35 km/t.

Så for at komme derud hurtigst muligt, havde jeg lavet et interval ude i det åbne landskab mellem Uggeløse og Strø, 15 km i strid strid modvind. Tre hold på linie i jagt efter hinanden. Sjældent har jeg set så trætte mænd m/k ;-)

Flere brød sig ikke om at køre i den kraftige vind, men det morede mig stort. Det er vel det tætteste man kommer på MTB på sin racercykel. Når man ligger i vifte og er den forreste, skal cyklen holdes i ro, uanset. Hvis man slingrer, kører man enten ind i hinanden eller yderste mand ryger i grøften. Så det er med at holde godt fast i styret, bruge kroppen dynamisk mod den springende vind, og læse landskabet for at finde ud af hvor vindstødene kommer fra, slutningen af skovbrynet, se krusningerne på marken. En stor fornøjelse.!

Helt anderledes god var træneren i dag, da Asger og jeg steg på cyklerne for at køre ned til Hellerup. Målet var en stor is hos ParadIS ;-)  En skøn tur i godt vejr, måske bliver det sommer alligevel.

Vi mødte ganske mange der var ude og lufte OCC tøjet. Det har jeg også fået gjort, siden jeg forrige fredag blev frigivet. Hele små 500 km er det blevet til på den gode uge. Det er også nødvendigt!

Isn't it ironic

An old man turned ninety-eight 

He won the lottery and died the next day 

It's a black fly in your Chardonnay 

It's a death row pardon two minutes too late 

And isn't it ironic... don't you think 

A traffic jam when you're already late 

A no-smoking sign on your cigarette break 

It's like ten thousand spoons when all you need is a knife 

It's meeting the man of my dreams 

And then meeting his beautiful wife 

And isn't it ironic...don't you think 

A little too ironic...and, yeah, I really do think... 

Dagen før Giroen kom til Horsens døde Jan Trøjborg, der som borgmester havde gjort så meget for at få Giroen til byen.. på et motionscykelløb, som en del af Giro-festlighederne... af et hjerteslag..

Isn't it ironic, sang Alanis Morissette. Jo, det er sørgelig!

Zen og kunsten at køre på cykel

Sidder med et glas rosé, har set en spændende etape af Giro´en og arbejdet i haven i solen, alle ungerne er hjemme og vi har grillet en vidunderlig kylling i den nye grill. Der er blevet kørt 207 km denne forlængede weekend, mere end hele april tilsammen.. og der har ikke været et fejlslag på hjertet, ikke bare et lille et! Life is good!

StjerneTour de Grindsted var f.. hårdt, efter en måneds stilstand, ja så hårdt, at vi næppe gør det igen. WAF´en er vist lidt lille lige nu, hun kom ellers ind som nummer 9 af 59 deltagende kvinder. Ganske hård vind gav uro i felterne.

Men, det gjorde godt for hjertet. Efter operationen har jeg haft uro i cirka en times tid hver dag, men siden jeg igen måtte sætte mig på cyklen i fredags har der som sagt ikke været ét fejlslag, ej heller med vin i glasset! Så pyt, jeg er med igen næste år. Og ellers har vi haft nogle dejlige småture både lørdag og søndag. Kors hvor er musklerne tomme for energi. Evnen til at restituere er noget der skal trænes!

På Hallandsåsen

37 km nord for Helsingborg ligger Hallandsåsen, en langstrakt bakke af de større, der rejser sig op i 226 meter   direkte fra Kattegat ved in-byen Båstad.

Således praktisk talt uden for vores dør, er det med lidt god ruteplanlægning muligt at finde en cykelrundtur på 100 km med imponerende 1.500 højdemetre eller mere, dvs bakker af de rigtigt stejle slags.

Som forberedelse til Harzen turen, havde OCC-holdet derfor langt april måneds lange lørdag til Hallandsåsen, og den bedre halvdel af TeamSologSommer var naturligvis med. Do undertegnede og Asger. Eftersom jeg skal vente en uge, inden jeg må cykle efter operationen, kørte vi følgebil med varmt tøj, cola, madpakker og kanonfotograf.

At det går opad, kan man måske fornemme på udsigten herunder.

Men hvad der kommer op, må også komme ned igen. Hanne, som for nogle år siden virkeligt ikke brød sig om stejle nedkørsler, har fået helt styr på det. Her kommer hun susende som den første, skarpt forfulgt af alle drengene

Godt kørt!

Alle gode gange tre

På næsten ti-årsdagen for mit første hjerteflimmer, midt i trafikken i indre by, kan jeg rapportere: Helbredt!

Jeg har i dag været små fire timer på operationsbordet, og forudsætningen for et godt resultat er, at synderen, det nervecenter der ikke vil svinge i takt, optræder på scenen med sine drengestreger. Det lykkedes til fulde!

Da jeg ved, at træning påvirker kroppen postitvt, er jeg som bekendt stoppet med at træne for snart tre uger siden, og havde indstillet min medicin for en uge siden. Jeg blev derfor indlagt til observation i mandags. Anfaldene, som ikke var helt uskyldige, kom rullende med 60-70 styk i timen. Jeg nægtede at genopstarte med medicinen, for jeg har tidligere været igennem turen to gange uden noget resultat, og denne gang skulle det altså være! Rytmedrengene, som de to overlæger med forstand på dette kaldes, var helt enige.

 I dag indførte de så en ballon i hjertet, med 256 små elektroder, som når ballonen er pustet op dækker over det mistænkelige hjertekammer og giver et 3D billede af de elektriske impulsers vej. Eksperten i at fortolke dataene skulle flyves ind fra Holland, hvorfor operationen ikke kunne fremskyndes. Det har været lidt sjovt at iagttage sygeplejerskerne her, for de har aldrig oplevet noget lignende. Medicinen, eller den manglende, er årsagen. De er ikke vandt til at ikke at gøre noget.

Men, som skrevet var der virkelig måledata at reagere på og brændingen af de uartige nervecentre lykkedes! Jeg har ikke haft et eneste fejlslag i de sidste små fem timer!  Dejligt!

Og dejligt at bo i et land der har råd og evnerne. Kateterne, som rigeligt kan køre om kap i prisen med vore racercykler, blev samlet ind. Efter resterialisation bliver de foræret til et land, der ikke har samme økonomiske ressourcer, så endnu en forpustet og svimmel person kan få hjælp der..

Om en lille uge må jeg igen bestige cyklen, og så skal den selvfølgelig have da-da. Jeg lægger ud med 120 km til Grindstedløbet næste fredag!  Har jo lidt at indhente inden Hartzen ;-)

 Ses der ude på vejen!

Hvorfor egentlig en MTB?

Når man nu kan den slags tricks på en racer, komplet med Dura-Ace carbon hjul, har man så egentlig brug for flere cykler?

Træning i april

Den seje og 14 andre grønklædte stillede op til træning i dag. Imponerende i betragtning af at der var 10 grader og regnvejr!

Når man kommer hjem efter 68 kms intervaltræning i sådan et vejr, ser resultatet sådan ud: Et bad er vist ikke overdrevet

Intet motiverer som Tourmalet forude, men sej det er hun !

Respekt!

Jeg kender ingen der i den grad er i stand til at bide tænderne sammen og komme igen som den bedre halvdel af Team Sol og Sommer. På gårsdagens tur gik Hanne død helt oppe ved Nødebo. 10 minutters kamp, og så nåede vi op til holdet, der ventede på os. Med en (hel) del skub fra venlige folk over bakkerne, kom hun med hjem, og det til trods for at farten til tider lå op mod 40 km/t. Imponerende! Godt nok er et skub guld værd, specielt over bakkerne, men der skal altså trædes til for at holde pladsen, bare når det går ligeud. Selv jeg var ristet, da vi nåede hjem på Klampenborgvej.

Dagen var ekstrem hård. Der stod en stiv blæst ind fra nord, og sneen kom susende hen ad gaden. Snestorm i april! Desværre ligger ruten, så vi har al modvinden ud, og læ fra skoven hjem. Hvis ikke det var noget træls, er det god træning. Jeg gik helt sukkerkold, hvilket man ikke skal kimse af, det er faktisk god træning for at kunne køre distance.

Desværre blev så samtidigt min sidste tur i april. Sidste år kørte jeg omkring 1.200 km i april, men det bliver det ikke til i år. Jeg har fået en ny tid til hjerteoperation ultimo april, og da mine arytmier reager positivt på træning og det er hamrende nødvendigt at de kommer vrimlende som sneflokke i april, når jeg ligger på bordet, holder jeg hermed en pause.

Præcist 1.000 km nåede jeg indtil nu. Maj måned bliver hård, når jeg skal tilbage, og det til et hold som har trænet som maniacs, medens jeg har holdt sofaen og GT´s

Bier Maxx

Fandt disse i et tysk supermarked. Mon de virker i cykelpumpen? Hvis, så koster de kun ti kroner, når de egentlig er beregnet til øl-fustagen. Næsten halv pris.

Flad fornemmelse eller fed fest? Cykel eller øl? Hav altid en i overskud må svaret være..

CO2 hedder i øvrigt E290, når det tilsættes levnesmidler, kan jeg se på varedeklarationen. Hvem tænker på, at de kører rundt med E-numre i dækkene?  Hvorfor har vi egentlig vand i flaskerne, når vi kører rundt med et halvt fadølsanlæg i lommen? ;-)

En perfekt begyndelse

Så startede sommertræningen. 15 raske ryttere og dobbelt så mange efterfølgende til planlægningsmøde. Det var samtidigt årets første dag, hvor man kunne køre i korte bukser og trøje.

Selvom vi ikke her i området nåede op på dagens varmerekord på 18.9, hvilket gav den varmeste martsdag i 14 år, var de 16 grader super! Lige så godt det er at finde MTB´en frem, lige så dejligt er det at suse afsted på sin racercykel i varmen.

Ingen grænser for lir

Når man, som jeg, er stærkt platfodet, synker foden indad. Ja, det kan næste ligne, at man går siden af fodroden. Når man så også har skruer i anklen der også stritter, og en meget stor fod, så kan det blive lidt svært at få plads til det hele: fødder, ankler, plathed, skuer, sko, overtræk og pedalarm. Resultatet ses her:

Jeg har således slidt mangen et hul mit i skoovertrækkene, og for helvede hvis jeg ikke passer på, når jeg står op for at accelere og slår ankelen imod, ja så gør det nas!

Sidste år kiggede fysioterapeuten noget på min mærkelige gangart, og anbefalede mig at få lavet et par indlæg til mine sko, der kunne rette foden op, for ellers ville det på sigt gå ud over knæ, ryg og det der er værre. Og kloge mennesker skal man lytte til. Indlæggene, jeg fik lavet, fungerer super godt i mine kontorsko, ja faktisk har jeg slet ikke lyst til at tage kondisko på, for den bedste komfort får man altså, når man kan stå ordentligt oprejst på sine fødder.

Det slog mig så, at jeg vel egentlig også burde have et par til de sko som jeg bruger næstmest, mine cykelsko. Håndskomager Elsgaard, som jeg bruger, og som er knippelgod, var med på ideen. Ikke noget han havde lavet før, men indlæg til aktive (og platfodede) mennesker dvs skøjterløbere, løbere og andet godtfolk er en af hans specialiteter, så hvorfor ikke? Det var lidt af et forsøg, for hvis der er noget der ikke er i en cykelsko, er det plads... og stive skulle de også være.. og lette..  Kenneth lånte mine cykelsko hen over vinteren, og har brugt de lange vinteraftener til produktudvikling. I dag jeg kunne så hente vidunderne.

Og søreme om ikke de er lavet i kulfiber, ingen grænser for lir!

Eftersom det er et forsøg, blev vi enige om at slå halv skade, mod at jeg melder mine erfaringer tilbage. Så det er så min første sponsoraftale ;-)

Hø, vi bliver flyvende. Carboiing og sponsor... Riis, ringer du eller skal jeg?

Årets MTB tur

Lørdagens MTB tur blev nok den bedste i år, meget passende, nu hvor sæsonen lakker mod enden. Skovbunden var som silke, ikke tør og hård, men hel fast med greb og lynhurtig. Og selvom min træningsindsats bestemt ikke har været på toppen siden nytår, lykkedes det mig at køre lige op med det hurtige 9-hold. En rigtig konditionsraspende tur!

Bedst af det hele var, at det lykkedes mig at komme op af en led bakke i Rude skov (den lige efter Maglebjerg, når man kører med uret rundt). Det troede jeg ikke var muligt, men jeg tog den helt ude i højre side, og konstaterede lige pludselig til min egen overraskelse, at jeg var over det svære punkt... yeahaa!  Jeg plejer at forsøge i venstre side, men der væltede Finn rundt.. sådan kan man sommetider får lidt uventet hjælp ;-)

Og søndag gik turen igen med racer på OrdrupCCs Team Recovery, 50 km arrangeret for dem der skal vende sig til at sidde på en cykel igen, inden sæsonen starter. Noget jeg opfandt sidste år, hvor jeg selv havde behov. Og, hvor enkelte hang grundigt det sidste stykke af Strandvejen i sidste uge, var alle med i idag. Sådan reagerer kroppen lynhurtigt på stimuli... ret sejt at være vidne til.

Og, det super bedste af det hele, så er jeg medicinfri i dag. Intensiv og hård træning gør simpelthen underværker på tikkeværket. Nu håber jeg bare ikke at blive indkaldt til operation de næste par dage, for effekten plejer at holde sig nogle dage.

Årets første racertur

Uha, sagde raceren. Den blev helt forskrækket, da den blev hevet ned fra væggen.

Nu er 9-hoildstræningen startet igen. Lidt som tyvstart for vi har endnu ikke haft sæsonskifte,  men fra min egen erfaring sidste år, ved jeg, hvor hårdt det er at komme i gang igen, hvis man har ligget stille hele vinteren. Så derfor blev Team Recovery pudset af og fundet frem igen, denne søndag i marts, så ryttere der har givet deres cykel flere klap end tæsk vinteren over, kan blive vant til at sidde på en cykel igen. Det er lidt svært at få noget ud af en 75 km tur med intervaller, når 50 km ro og mag er nok, til at man er ved at falde af cyklen.

Evnen til at køre kilometre er en ren enzymatisk proces i benene. Musklerne omstiller sig lynhurtigt, så med en lille smule vedholdenhed er alle parate til sæsonstarten om tre uger.

Og, så hjælper det jo, når første gang er i høj solskin og næsten ingen vind. Det lokker husarene af folden.

PS: nej jeg er i ok form denne gang, men træneren ofrer sig gerne med en cykeltur.. men det kan dog mærkes, at vægten ikke helt ligger på samme sted som da raceren blev pakket væk.

Tummelumsen

Det var ikke meget det regnede i dag, til gengæld kom det hele medens vi var ude og cykle. Så, jeg sad i det våde og kolde cykeltøj i klubben, og fik mig et gevaldigt hold i ryggen, men kun i venstre side..

Men den gangart jeg nu har, ville jeg kunne springe direkte ind i rollen som Tummelumsen ;-)

Livsens ondskab 1:5.

Kongens efterfølger

Næsten stilstand hele februar måned og et hjerte jeg ikke helt vidste, om jeg kunne stole på, gjorde at lørdagens tur blev med 9:15-holdet. Eftersom diciplinærudvalget og dermed holdejeren var på skiferie, påtog jeg mig at lave en rute ud i skoven.

Og hvilken en skøn dag, tur og selskab. Det er ikke kun i kalenderen det er forår. Solen stod højt på himlen, skovbunden rimelig fast (tror stadig den er frosset nedenunder mudderet) og fuglene sang. Så, turen gik i adstadigt tempo gennem Ermelunden, Danske Schweitz, Geels skov og Rude skov. Hjemad kørte vi langs Mølleåen over Lyngby og så lige en tur mere i Ermelunden.

Når man kører som træner på racer er man midt i feltet ellers bagerst, men på MTB er det som stifinder og dermed i fronten. Undervejs kom jeg til at tænke på den gamle børneleg, Kongens efterfølger ;-) 13 mand på række... Hold op hvor havde vi en dejlig tur.

I dag søndag, fik vi genoplivet en god tradition fra sidste år, nemlig søndagsturen med Asger, den lange. Godt nok kun til Eremitagen og tilbage, men et sted skal man jo starte. Dejligt at komme lidt ud, og dejligt at se, at cyklingen ikke var glemt. Selv gearet i for blev skiftet... det gjorde det ikke sidste år!

Og hermed er der de første 4 dage i marts kørt mere end i hele februar.