Kirkeskoven

Året første MTB tur gik til Kirkeskoven ved Holte, hvor Jægersoldaten med stor fornøjelse viste rundt.

Jeg har aldrig været der før, men på et meget lille område er der stablet en række forbavsende svære detaljer, stejle bakker, smalle broer og snævre grøfter op.

En del af ruten var af karakteren, hvor jeg lige skulle overveje om man nu også kunne. Men kunne Niels, og det kunne han med stor virtuositet, så kunne jeg f.. også ;-)  Og, det gik da, men man skal altså lige vende sig til at komme på de brede dæk igen.

Som Niels sagde, så kunne jeg nu føre 9-holdet igennem, på vejen mellem Geels og Rude skov, for sværhedsgraden er helt sikker passende til de hurtige drenge.. men helt ærlig, det meste af tiden havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Tror lige jeg skal prøve den en gang til.

Bagefter kørte vi en halv runde i Geels skov, og det var som om cyklen kom hjem og kunne køre selv. Det er kendt terrain.. og det gik stærkt, hvilket så også sikrede sæsonens første jordkontakt. Har du ikke været i jorden, har du ikke kørt hårdt nok.

 Efter en uges forkølelse og rigtigt meget arbejde, havde hjertet godt af lige at få et spark.! 10 km blev det til, ikke så meget, men en dejlig lille formiddagsaperitif.

Efterbrænder

Efter den store kostomlægning for otte år siden, har min vægt, med udsving, ligger omkring 83-84, og det var da også der jeg startede, da jeg i foråret skulle til at blive skarp til Coast-to-Coast. Sidste år lykkedes det mig at få vægten ned på 78 kg, men i år ville 80 være ok.

Det lykkedes ikke, motivationen kunne ikke overstige kærligheden til god mad og dejlige vine. Men, 82,5 kom den da ned på. OG ja, fire kilo i Pyrenæerne kan mærkes. omend der ikke var noget problem. I grove termer, alt andet lige, koster hvert kilo på Tourmalet mindst et minut.

Tabte jeg mig så ved 6 dages intensiv kørsel i noget af det hårdeste terrain Europa kan byde? Nej, der proppes ganske simpelthen alt det mad ind, som man kan komme i nærheden af (næsten). Kroppen har brug for energien. Og, så var det jo en hyggetur sammen med holdet, så øl og rødvin blev det også til. Vægten var derfor en lille smule højere ved hjemkomsten, end da vi tog af sted. Lignende effekt har jeg også set, da jeg tog på fjeldture i de yngre dage.

Men, stofskiftet har fået et boost af den hårde belastning! Efter hjemkomsten har jeg øvet mig i, ikke at spise mig mæt, men holde igen når jeg havde spist så jeg ikke var sulten mere. Resultat? Jo, i ugen siden vi kom hjem har jeg tabt tre kilo! Så nu er jeg under de 80 kilo. Fantastisk!

En rigtig efterbrænder på stofskiftet, som er holdt ved lige med et pænt antal træningskilometre i ugen der er gået. Den bedre halvdels vægt er også faldet, så det kan ses. Kroppen holder aldrig op med at forundre mig.

Nu kører jeg lige askesen lidt længere, ville gerne et par kilo mere ned, inden MTB sæsonen. Jeg er ikke helt så stærk som nogle af de hårde drenge, men har heller ikke brug for så meget, når vægten og teknikken er på plads.

Restitution

Det er ikke ude på landevejen du bliver hurtigere, det er når du hviler.. hedder et ordsprog. Og rigtigt er det, at det er under restitueringsfasen kroppen regenererer sig og overkompenserer for den belastning den har været udsat for, men først skal den altså udsættes for en belastning, hvile alene går ikke ;-)

Overkompensation betyder, at kroppen ikke bare regenererer sig selv til det niveau, den havde før man udsatte den for belastningen, men lige giver den lidt ekstra, for en sikkerheds skyld. Og det er basis for al træning og formfremgang.

At der vitterligt er tale om kraftfulde mekanismer kan ses af min hvilepuls. Jeg plejer at tage den, lige inden jeg falder i søvn.. det rigtige er vist nok at tage den om morgenen, men det skide vækkeur er en så traumatisk oplevelse, at min puls på det tidspunkt intet fortæller. Næ, efter at have ligget i sengen og slappet helt af en ti minutter måler jeg pulsen.

Inden C2C-turen lå hvilepulsen omkring 42-43 bpm. Under turen, som var belastende, lå den på hele 60 bpm, og her efter et par dage cykelfrie dage ligger den på 40 bpm.

Hvilepulsen før afgang var lav og indikerer et fint træningsniveau, men det er interessant, at seks dages træning i et større omfang faktisk er i stand til at sænke hvilepulsen med 5%. Jeg ved ikke hvad sammenhængen med konditionen er, der er flere faktorer inde over, men bedre er den da i hvert fald blevet.

Mere interessant er det, at når det summer i musklerne og de er ømme, så stiger hvilepulsen med hele 50%. Puls er lig med aktivitetsniveau i kroppen, så det indikerer at kroppen arbejder hårdt med at kompensere, der skal pumpes meget blod rundt med ilt og næringstoffer til de steder, hvor kroppen er i gang med at genopbygge sig.

Restituering er virkelig kraftfuld!


PS: samme gælder i øvrigt hvis du drikker en flaske vin, så stiger hvilepulsen også.. kroppen skal arbejde hårdt med at skaffe forgiftningen væk. Prøv lige at måle efter næste gang! 

Et par reflektioner på hastigheder

Samme rute på C2C to år i streg og begge gange på hold 3! Jeg har derfor flere gange fået spørgsmålet om holdet var stærkere eller langsommere end sidste år?

Lidt svært at svare på på stående fod. Min fornemmelse var, at holdet sidste år var lidt stærkere, men kun fordi de langsomste bailede ud og tog bussen.

I år, hvor jeg var guide, var mit mål, at alle skulle med hele vejen på cykel!  Og enhver træner ved, at et jævnt tempo, hvor alle presses til lidt under, og slet ikke over maks er hurtigere, end hvis du har en på holdet, der går ned med flaget.

Nu er alle etaperne læst ind på computeren og gennemsnitshastighederne kan derfor objektivt sammenlignes (2011/2012):

Dag1: 23,9 / 24,7
Dag2: 20,6 / 18,4
Dag3: 17,8 / 17,7
Dag4: 19,9 / 19,8
Dag5: 25,8 / 26,2
Dag6: 24,9 / 23,0

Der er nogle små forskelle som kan forklares med en overnatning der flyttes om på en anden side af en nedkørsel og en dag med regnvejr sidste år, og en forskellige dage med hede... så sammenlagt er der tale om stort set samme hastighed. Men, denne gang fik vi alle med på cykel, hele vejen.

Skal jeg være helt ærlig, er jeg faktisk lidt stolt af mig selv som træner. Ikke alene kom alle med, men dem der havde besluttet sig til at tage bussen en dag, fordi de ikke orkede, kom alligevel ud på cyklen og fik en god dag. Så Dan, ring du bare, jeg stiller gerne op

Middelhavet er nået

Så kom vi igennem turen og efter en meget varm dag, var det en dobbeltfornøjelse af stikke tæerne i vandet.

Ganske vist var sidste dag kun 120 km og nedad det meste af tiden, men først skulle vi lige op over et lille bjerg svarende til Klampenborgbakken x 20, i en skov i vindstille og i 29 graders varme. Se det, er ikke noget vi bryder os om her i huset, så efter en tur i hegnet gik vi over til miss-wet-t-shirt. Hanne knoklede, medens jeg sørgede for at pøse vand på hende ;-)

I modsætning til i går, gik det ikke så hurtigt, men stille og roligt med omkring 27 km/t ud mod Narbonne. Det var for varmt og folk var for slidte. Da vi ramte sletten mellem bjergene og kysten blæste det pænt, med modvind, så de der havde overskud blev sat op i front til nogle monsterføringer. De arbejdede til egen fornøjelse, medens vi andre var på badeferie..  nå ja nogen af os ;-)  Det var sjovt at tænke på, at hver gang cyklen rullede lidt af sig selv, fordi det gik lidt nedaf, så var det en højdemeter vi selv havde kørt op. Det blev virkeligt Coast-to-Coast.

Den bedre halvdels fænomenale viljestyrke gjorde, at vi kom i mål.. 707 km og 10.652 hm blev pedalleret over seks dage, der hver på sin måde satte udfordringen højt. Stejle bjerge, lange opkørsler, høje hastigheder, mega varme, astma og hedeslag, ondt i bagen, benene og tæerne...

Men, efter et bad i havet, med en mega sejr i bagagen og champagne i glasset, var det nu alligevel fornøjelsen over egen præstation, det kønne landskab og gode selskab der tog billedet. Vi er allerede ved at overveje hvad næste tur skal være ;-)

Tak til alle der deltog, Isa der arrangerede, dig der læste med og jer der passede hus og skole medens vi cyklede, fik en stor oplevelse og en kæmpe sejr. Men mest af alt til den bedre halvdel af TeamSologSommer, der accepterede at være meldt til, stod træningen igennem og bed sig så hårdt fat i styret, at vi kom over alle bjergene. Du er fantastisk skat!

PS: 10.652 hm er der oppe hvor de store passagerfly flyver..

Til Carcassonne

Turen slog i dag væk fra Pyrenæerne og kørte op til Carcassonne. En rigtig klubtur på 135 km. Vi hyggede os undervejs, gik på café og skålede til de tre andre hold, der susede forbi, medens de i deres askese græmmedes over denne løsslupne hygge, og så på en cykeldag!

Alligevel kom vi, cafe-holdet, nu ikke meget senere hjem end de andre, til stor og udelt fornøjelse for deltagerne.

En enkelte ligeud nedkørsel fik lige hastigheden over 70 km/t alt rigeligt. Og så blev der spurtet på de to bakketoppe og efter et enkelt skilt. En rigtig legedag, for store drenge m/k ;-)

Vi er nu nået ud til østkysten. Temperaturen er 30 grader, græsset svedet af, husene har tegltag og vinmarkerne er begyndt at dukke op. Det er en fantastisk oplevelse på den måde, ved egen drift at krydse mellem forskellige klimazoner, både vest mod øst, men også fra havets overflade til 2115 meters højde i bjergene. Og sådan kom jeg til at tænke i dag, medens vi susede nedaf.. hver eneste meter vi på den måde kører ned af, har vi selv kørt op.

Så er der kun en lille tur på 110 km i morgen, inden vi står med tæerne i middelhavet. Et snuptag.. selv Hanne tror på det nu. Ikke at hun burde være i tvivl. Når hun slipper dieslen fri, bliver der altså kørt til... på det sidste bjerg fik hun lov til at køre, medens vi andre lige skulle have vand i flasken. Vi så hende ikke igen før på toppen, fire kilometre senere.  Men, der er lovet champagne til afslutningsfesten i morgen, og det er fortjent!

PS: nej, ingen historier om hjulemanden i dag.. det nye hjul virker åbenbart... utroligt. ;-)
PPS: ja, endnu en dag som guide og skal også være det i morgen. Fint nok, for jeg ville ikke orke, hvis en af de hyrede guider skulle overtage det, der nu føles som mit hold, hvor jeg med omhu har forsøgt at give hver og en sin egen lille succes og glæde de forgange dage
PPPS: Fik sagt til Dan i dag, at han da bare kunne ringe hvis han savnede en guide på et tidspunkt.

Col de Peyresourde, Col de Menté og Col de Aspet

Etapen i dag var turens frygt, langt den værste overhovedet!

Col de Peyresourde er 8 km langt og holder 8% i gennemsnit. Næste bjerg, Col de Menté er 10 km langt og holder 10%, medens Aspet kun er 4 km, men holder til gengæld en stigningsprocent på et godt stykke over 10%. Læg så dertil en tur på 125 km!

Så, medens i går nok var til turens tag, var dagen i dag kongeetapen.

Hanne (og jeg lidt) var slemt bekymret for om hun kunne klare den. Menté ligger i skoven så der er læ, til gengæld står træerne så langt fra vejen, at der ikke er skygge. På den måde får man en absurt hård strækning, i en kedelig skov og alt for varmt vejr! Men, som bekendt ædes elefanter i små bidder, cirka 10.000 pedalomdrejninger på 1:20 minutter. Så jo vi kom op. Frokost på toppen, nok den bedste længe...

Og så oven i det, Aspet med stigningsprocenter op til 15%. På de første to kilometre var de ovenikøbet ved at sprede tjære og grus. Må indrømme, at jeg kørte op og lod Hanne i stikken.. Bummelum.. Så ligesom på Peyresurde ville jeg køre ned og hente hende efter selv at være kommet op. Men knapt havde jeg fået vand i håret, så stod hun sgu lige bag mig. Clouet er, at Hanne på grund af sin astma kører et roligt, men malende tempo, maks 140 i puls. På Aspet fik den til gængæld alt hvad den kunne trække, så søreme om hun ikke satte et par af herrene så eftertrykkeligt. Fanme imponerende!

Også i dag kørte jeg som guide. Det er lidt billigt sluppet, men som skrevet passer det mig rigtigt godt. Det lader til at holdet synes det samme.

PS: Ingen dag uden nyt om hjulemanden: Allans nye hjul smider altså friløbet, hvilket betyder, at der ingen kontakt er mellem pedaler og fremdrift. Da han er nervøs for, at det kan ende med en blokering, vil han ikke køre ned af med det. Så der låner han et hjul af Dan Frost. Det er der til gengæld ikke bjerggearing på, så hver gang det går op ad, skifter han tilbage til sit eget. Det giver en hel del skifteri i løbet af en sådan dag.... Så derfor blev han kørt til en smed her til aften, hvor han købte et nyt hjul. Det var derfor en helt ustyrlig glad Allan det underholdte hele selskabet under middagen.  Men, at se Allan uden et hjul i hånden i morgen, turde næsten være en umulighed ;-) Mere herom i morgen

Apropos i morgen: 135 km, 30 grader uha!  Men nok en gang guide.. super!

Col du Tourmalet og Col du Aspin

Man kan ikke sige andet end imponerende. Den bedre halvdel kørte op af først Tourmalet og bagefter Aspin i god, rolig og sikker stil. En rigtig sejtrækker!

Så sej, at en flok herrer valgte at lade sig trække af hende stort set hele vejen op på begge bjerge. Det var kun fordi vi fik lyst til at gå på cafe undervejs, at de måtte cykle resten af vejen uden det stærke lokomotiv.

Måske en lidt underlig ferie, men ferie det er det!

Prøv lige at forestille dig... forleden stod vi med tæerne i vandet i Atlanterhavet, i dag var vi kørt over 2 kilometre lodret op i luften! Hatten af for den kraftpræstation! Det er turens tag, det højeste vi kommer op.

Opturen til Tourmalet er 19 km og stiger i gennemsnit 7,4%. Skyerne var væk og man kunne se ned på gribbene der kredsede rundt i det nøgne bjerge. På et tidspunkt havde vi 7 svævende direkte over os. Jeg er sikker på de undrede sig over hvor den stank af død gnu kom fra. Ja, man styrtsveder!

Opturen til Aspin er lidt mere kedelig, den foregår inde i skoven og stiger bare jævnt med 8% over 6 kilometre. Nedturen er til gengæld helt fantastisk. En bugtende vej på lodrette græsplæner med solitære træer og en fantastisk udsigt.

Det blev så også dagen hvor jeg måtte træde til og agere guide for Dan Frost Cykelrejser. For mange på hold to til kun en guide, og så manglede der ligesom en guide til hold tre. Det er på mange måder en god løsning... for så får jeg det jo, som jeg vil have det ;-)

PS: Også i dag benyttede Allan et hvert ledigt øjeblik til at pille baghjulet af og stå lidt med det i hånden. En særlig form for fetish?

PPS: Lidt mere morsomt, så kom der i går aftes en bil med en kuffert. En af deltagerne kommer fra USA, og kufferten var ikke helt fulgt med. Da turen startede stod hun derfor uden noget som helst andet end det tøj hun gik og stod i. Det er fanme svært, når sko, hjelm, pedaler og cykeltøj befinder sig i en ukendt lufthavn. Da vi derfor ankom til Bayonne med bussen, gik det sporenstrengs hen til en sportsbutik 15 minutter i lukketid. Imponerende at nå at købe cykletøj, pedaler, klamper, hjelm mm så hurtigt, uden at glemme noget!

Col d'Aubisque og Col du Soulor

Col d'Aubisque er med sine 1.700 meter et utroligt flot bjerg. Den øverste del er over trægrænsen og man kan køre og kigge lodret ned i dalen, ned på de kredsende rovfugle. Dermed kan man faktisk også se afslutningen helt nede fra dalen, men først skal man lige igennem en 17 km optur, med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2.

Hanne og jeg fulgtes stille og roligt op. En stor succes, vi var hverken sidst eller måtte op at køre... hun er nu ganske sej, den bedre halvdel. :-)

Jeg har været på Col d'Aubisque to gange før, første gang i 2004 i bil og så sidste år på cykel. Begge gange var der overskyet, så man ikke kunne se noget. Men i dag strålede solen, så det det var en ren fornøjelse.

På toppen står tre store cykler, malet i gul, grøn og polkadotprikket rød, Tour de France farver. Et tydelig kendetegn for passet.

Herefter svagt ned, med vejen hugget ind langs en bjergside og så en kort optur til Col du Soulor. Dette lille stykke i højfjeldet holder jeg for et af kønneste steder i Pyrenæerne. Lidt en skam det går nedaf, for det går faktisk for hurtigt.

I passet på Soulor ligger en cafe, næsten helt ud til vejen. Men lidt tryk på cyklen kan man lige nå at spæne ind og få en expresso, så man kan stå og nyde sin kaffe medens resten af holdet kommer forpustet op. Lidt provokerende, og rigtigt morsomt, hvis man har en lige så plat humor som mig ;-)

Fra Col du Soulor gik det ti kilometre i en række bløde sving ned til hotellet. Topfarten blev godt 70 km/t. Og Hanne? Hun har dælme fået styr på nedkørslerne. Fint, teknisk perfekt og i en pæn hastighed, under fuld kontrol. Topfart: 54,6 km/t

Som sædvanligt har Allan problemer med sine hjul, først gik friløbet i hovedhjulet, dernæst blev reservehjulet lidt skævt. Da hans stel er meget snævert gik dækket lidt på... og det gør man ikke ustraffet med den hastighed. Så da jeg kom susende ned, stod Allan inde i siden og kæmpede med sin cykel. Dækket var eksploderet! Heldigvis lige efter et sving så farten endnu ikke var nået over de 40. Puha, godt han fik styr på den. 

Col d'Osquich

Så kom vi igang. Stille og roligt ud af Bayonne, og ind i landet. Pænt med bakker i dag, men bjergene kommer først for alvor i morgen. Området er utroligt grønt med bakker på steroider. Rovfuglene hænger rundt omkring og chikaderne spillede.. Men cirka 22 graders varme kan man ikke ønske sig mere.

Bakkerne holdt dog op til 12% stigning, så de var såmen hårde nok. Den bedre halvdel fik et astmatisk anfald, men efter jeg fik sat skik på hastigheden, kørte det nu rigtigt pænt. Da jeg kender Hannes hastigheder 100%, satte jeg mig simpelthen op i fronten og trak... i den rigtige hastighed. Ingen havde lyst til at passere. Synd for ham der, inden da, gik så meget ned, at han måtte i sottebussen den sidste del af dagen. Han stillede dog pænt op til briefing i aften, så forhåbentlig er han med igen i morgen.

Dagens top var Col d'Osquich, 500 meter over havet. Jeg kunne ikke helt huske opkørslen fra sidste år, men den var stejlere end jeg troede. 1400 hm alt i alt for idag, i morgen ryger vi over 1900.

Vi spiste frokost på hotellet kort før toppen, og jeg skal love for, at colaen sydede hele vejen ned. Jeg huskede til gengæld ganske tydeligt, at byskiltet står 2,5 km før hotellet i Oloron. Så da der var 5 km tilbage fik den gas. Ingen havde dog lyst at lege med, så det blev en solitær tur forbi byskiltet.

Af gode cykelerfaringer fra i dag var så absolut "Hindbærpulveret" fra High5 med sukker og salt. Drysset i drikkedunken giver en slurk øjeblikkelig energi. Svømmeturen i poolen efter dagens etape var også en kæmpe fornøjelse. Det var den gode franske øl ved poolkanten også, men det er en helt anden historie. ;-)

Solnedgang over Atlanten

Godt nok er transporten på dette års C2C pr fly, men derfor kan det alligevel godt tage noget tid, når ruten går tilstrækkeligt rundt i Europa. Først med fly fra København til Palma de Mallorca og videre med et nyt fly til Bilbao, og derfra med bus til Biarritz. Det var derfor i tiltagende tusmørke vi genså vore cykler som var kørt herned i onsdags. Spørgsmålet var derfor, om vi kunne nå en hurtig tur ud til stranden inden lyset helt forsvandt, eller der skulle køres en tidlig morgentur i morgen?

Heldigvis besluttede turledelsen at udskyde aftensmaden til klokken 21:00, så vi lige kunne få afprøvet cyklerne samt dyppet tæerne.

Vandet var dejligt varmt og solen flot, som den gik ned i Atlanterhavet. Som Hanne sagde: "Ind til videre gik det jo meget nemt" ;-)

I morgen går turen op i Pyrenæerne, så bjergtrøjen måtte luftes i dag, inden evnerne eller manglen på samme for alvor udstilles. Heldigvis forventes temperaturen at ligge omkring de 20 grader, hvilket er rigtigt godt for blege nordboer.

PS: I security havde de ikke set cykelsko i scanneren før, men det havde de så rigeligt, da fyrre ryttere var gået igennem.
PPS: Bagagen bliver skam også scannet i lufthavnen og skulle du være i tvivl, kan vi nu oplyse, at C02 patroner ikke kan chekkes ind. Der var enkelte, der havde glemt at få dem ud af cykelgrejet, og så bliver man altså kaldt ned i bagagesorteringen for at plukke dem ud af kufferten
PPPS: Nej ikke Team Sol og Sommer. Vi gik glip af at se indmaden i lufthavnen denne gang.
PPPPS: Godt vi havde laang tid til at skifte i Mallorca... det blev nødvendigt! ;-)

Årets sidste sommerdag

Så siger kalenderen, at vi har sommerens sidste dag. Og hvordan var denne sommer så? Jo, det har jeg faktisk haft svært ved at svare på. Sidste år var ubetinget skod, så selvom vi havde planlagt at købe sofaer til vores nye terrasse, blev det ikke til noget, solen kom ikke. Derfor blev der i det tidligere forår i år købt loungemøbler, for nu skulle det være!

Og solskin har vi da egentlig haft, men det har været for koldt til at sidde på terassen, specielt om aftenen. Hvad er det med det vejr?

Forklaringen kan man læse i Ekstrabladet i dag..  Det har også været en skodsommer i år http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1817754.ece

Jo, statistikkerne siger, at vi har haft mindre regn og mere sol end sidste år, til gengæld har vi haft den koldeste sommmer i 12 år..

Så egentlig har det været fint cykelvejr, men loungevejr med lange varme sommeraftener... nej, vi må satse på at sætte sofaerne frem igen til næste år.!

Team Sky

Team Sky vandt jo Tour de France i år. Egentlig har jeg ikke rigtigt interesseret mig for holdet tidligere, men den styrke det relative nye hold udviste, undrede mig lidt, så da jeg i en boghandel i Oxford faldt over bogen "Sky's the Limit" som beskriver projektet, måtte jeg have den under fingrene.

Den korte historie er, at UK succesfuldt har arbejdet strategisk med talentudvikling i lang tid. Ved OL i Bejing gik der imidlertid kuk i den britiske performance, fordi nationalholdet ikke kørte for hinanden, men for deres pro-team-kollegaer.

Med det store brede elitearbejde, stod det klart, at toppen manglede.. der manglede simpelthen et pro-tour hold som naturligt hjemmehold for englændere, ganske som Danmark har Bjarne Riis' hold.

Og så blev der ellers gået til den, med de bedste trænere, mest moderne trænings- og kostplaner, cykler, tøj mm Og gerne med et engelsk blik. Således er team-bilerne fx Jaguar.  Og man må jo sige, at det sportslige er lykkedes overbevisende. På udstyrssiden kører de dog på italienske cykler (Pinarello) og i tysk tøj (Addidas)

Men i dag kom så nyheden om, at de fra næste år kører i det engelske coole (og hundedyre) tøjmærke Rapha. Dejligt, så kommer Rapha vel også med noget reelt moderne funktionscykeltøj og ikke "kun" ultralækker retroinspireret uldtøj (ok, måske lidt af en overdrivelse.. men alligevel)

Så mangler vi bare en god engelsk cykel! Kan Chris Boardman noget?

Bikefitting

Når man suser rundt på de danske landeveje, kan man ganske ofte se motionsrytter, der sidder ganske underholdende på cyklen. Egentlig burde cykelbutikken jo sikre, at indstillingerne er i orden, men i mangen cykelbutik er kernekompencen salg og ikke cykler. Ja, sommetider har jeg på fornemmelsen, i enkelte butikker, at de hellere sælger hvad de har, end at måtte lade kunden gå tomhændet fra et godt salg.

Derfor er der opstået et marked for folk som hjælper med at indstille cyklen. Vores cykler er i orden, og de er købt i en butik, hvor de gik overordentlig langt for at sikre os den rette størrelse, meen alligevel.. kunne man pine et par km/t mere ud af benene hvis man sad lidt anderledes?

Derfor drog vi op til Nikolai Norrid, som var en af de første i DK, der laver en filmoptagelse af rytteren i aktion og ved hjælp af computeren kaver en 3D analyse af bevægelsesmønsteret under belastning. Et ganske avanceret setup. Det gælder om at få vinklerne i leddene korrekt Og, det starter naturligvis med en analyse af rytterens fleksibilitet, om benene er lige lange og styrken af kroppens centrale muskler.

Og, grundliggende var vores setup helt i øjet. Rigtige pedalarmslængde, indlæg i skoene (platfødder, you know) men sadlen kan jo altid sættes lidt op ;-)

Hannes bremser var placeret på styret, så hun kunne nå grebene, hvilket jo er praktisk nok, hvis man skulle får den ide at stoppe, men det var ikke den optimale placering i forhold til at kunne hvile med hænderne på grebene. Jeg har derfor fundet ud af, at man faktisk kan juster reach (afstanden fra styr til greb) på lige netop den model vi har. Styret op, sadlen ligeså og lidt frem samt en mindre præcisering af klamperne under skoene. Det kan synes som småting, men det har givet en markant edge på Hannes topfart. Interessant nok!

Nikolai syntes min cykel var lige lille nok, så han ville have både saddel og styr sat meget op. At den er til den lille side ved jeg godt, for butikken havde egentlig monteret et lidt større stel til mig, hvilket jeg afslog. Man er vel lidt forfængelig.. og dimensionerne så altså bare for doo ud... Nu harjeg se en frempind der peger lige op i himlen i stedet. Endnu mere doo, for nu ligner det da for alvor en cykel til en 46-årig stiv motionsrytter. ;-) Jeg skal have købt en frempind, der er knap så stejl, men det må blive i de mørke vinteraftener. Ændringerne har betydet, at jeg nu rekrutterer nogle andre fibre i benene, så nu er det forfra med ømme ben, kramper og andet begynderuvæsen ;-) På sigt skal det dog nok bliver rigtigt godt.

Hanne før fit

Hanne efter fit

Kan du se forskel?

Post Danmark Rundt 2012

Traditionen tro, havde Jægersoldaten skaffet VIP billetter til finalen i Post Danmark Rundt. Tager hatten af for Niels organiseringsevner! :-)

Værten i år var Onfone/Christina Watches, holdet bygget op omkring Michael Rasmussen, og sikke et arrangement, med musik, bar og nok den bedste helstegte pattegris jeg endnu har smagt!  Fadøllen må vente til efter C2C, for det har desværre knebet lidt med vægttabet i år. Eftersom Christina Watches er et London firma, var baren naturligvis pakket ind i en rød-londonbus. Bedst var dog at den var parkeret 50 meter før mål.

Og, her kunne herreklubben se Mark Cavendish tordne i mål, en hel cykellængde foran alle de andre. Sjovt nok overraskede det mig, at han starter så langt ude, selvom vi jo også til Tour de France så ham åbne 200 meter fra målet. Han er i øvrigt ej heller så høj, men når man ser ham på fjernsynet ligner han en østtysk kampvogn. Sådan kan perspektivet jo svigte, når alle de andre ryttere jo ret beset er spirrevipper. Se om Jakob Piils kampvægt fra tidligere år  ;-)

Mark Cavendish stillede så også op i velgørenhedsdelen af vores eget Tour de Charlottenlund i aften, som støtte til sponsormodtageren LaFlameRouge, som Brian Holm står bag ved. De to kender jo hinanden rigtigt godt. På den måde blev aftenen til en stor fest for Charlottenlund og OrdrupCC. To guttermænd! Selv vejret strålede fra den gode side, selv om vi på grund af OL var nogle uger senere end normalt. Desværre tager arbejdet alt for meget tid, så jeg nåede lige netop ikke at se Cavendish drøne først over målstregen på Jægersborg Alle, men jeg så hvor forpustede alle andre var i forsøget på at holde hjul. 

Check lige vejret næste uge!

Det bliver stort!

Det er ikke sport, men forretning

Hvis der er noget moderne reality tv-instruktører kan, så er det at opretholde spænding. Bedst som der er faldet et vist ro på Robinsonekspeditionen.. der er skabt et hieraki...venner og fjender er defineret... ændres reglerne. Det gælder om hele tiden at holde konfiktniveaet oppe, for der er vel næppe noget så kedeligt som en flok afslappede sen-teenagere på ø-sommerferie. Jeg husker endnu fra en af de tidlige sæson, at der havde etableret sig et mønster med venner og fjender hvor man langsomt stemte hinanden ud, som man nu fik magt til. På den måde blev det hele forudsigeligt.. deltagerne skulle bare falde ind i mønsteret med at skabe alliancer. Så ændrede instruktørerne reglerne og satte en af de udstemte tilbage på øen.. nu velfodret og udhvilet og med en beskyttelsesparagraf.. vedkommende måtte ikke stemmes hjem de næste to tre gange... total forvirring og angst.. spillereglerne var pludselig helt ændret.. fairness? Nej, sublim terrorpsykologisk underholdning.. hvis man er til den slags.  Robinsonekspeditionen er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan er det også med cykelsport. Forleden styrtede favoritterne i PostDanmark Rundt i en stor pærevælling, udenfor tre kilometermærket.  Ved styrt indefor tre kilometer får de styrtede samme tid som den første i mål, men her var det altså udenfor, og favoritterner lå i bunker, medens andre knapt så dyre ryttere susede i mål. Klassementet var pludselig sprængt i stumper og stykker... favoritterne var kommet så langt bagud, at konkurrencen om førertrøjen var blevet overlandt til.. ja undskyld... sekundaryttere. Vupti besluttede DCU at udvide tre-kilometermærket med 500 meter, så klassementet blev bevaret, og de styrtede ryttere samme sluttid, som dem der ikke styrtede. Hamrende uretfærdig, sagde Michael Rasmussen, der med sine ryttere lå foran styrtet og på den måde havde regnet med at blive katapulteret op i rækkerne.  Ja men, konkurrencen på de resterende etaper ville pludselig have været ligegyldig! Fair? Nej! men procykling er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan var det ikke med Lance Armstrong. Han satte sig i sine syv år så hårdt på klassementet i Tour de France, at ingen turde køre forbi ham. Og TdF blev røvkedeligt. Udfaldet var givet på forhånd.. Var Lance Armstrong først i den gule trøje, var konkurrencen aflyst.. pisse kedeligt!

Nu viser det sig, som vi alle formodede, at han var doped op over alle ører. Kraftedeme om han ikke med sin doping ødelagde enhver form for spænding.... sgide Spielverderber!!

Nå, funny nok kan man ikke fratage ham sine sejre, for nummer to og nummer tre i de syv år, har allerede tilstået at have doped sig, og hvem skulle så sættes op på piedestalen som vinder? På den måde kan man jo sige, at når alle var doped, kæmpede de på lige plan, og Lance var bare bedre... NEJ, jeg er ligeglad.. han spolerede det spændende i løbet, og TdF burde have ændret på reglerne på en måde så spændingen igen kom ind. Husk, TdF er ikke en sport, TdF blev stiftet for at man havde noget at skrive om i aviserne om sommeren.

Og, så kørte han i sorte strømper  o horror.. absolut ingen smag!

Tilbage i de lange rør

Så er sommerferien slut, shortsene er smidt igen og stålbenene er igen iklædt lange rør, suk.. sorte cowboybukser på den varmeste dag i 37 år, er lidt af en udfordring!

Sommerferien blev delt med søsteren og svogeren i deres nye vidunderlige byhus i Sydfrankrig. Jeg har aldrig rigtigt kørt i Massif Central, men området er supergod træning til C2C om få uger. Ikke mindst turen op til Col de l'Espinouse slår til, med 22 km med en gennemsnitlig stigning på 5%. Det kan fint måle sig med de høje bjerge.

Nede i dalen var der 35 grader, på det lyngbeklædte bjerg 22. Rigtigt behageligt. Som altid kørte vi en morgentur og hyggede os med Asger resten af dagen. Jeg fandt en morgenrute, som kunne gennemføres på en time, godt 25 km og 500 hm, lige passende medens familien vågnede og ventede på at morgenbrødet kom. Ialt blev det til 222 km med 4200 hm på fem dage... ikke ringe!

Jeg forstår kærligheden til Frankrig, gode vine, smukke steder og en rigtig behagelig og hensynsful trafik.

Superkvinden og hendes mand ;-)

At der så er overordentligt langt derned, er så hvad det er. En meget hurtig hovedregning viser, at det med lethed kan betale sig at tage biltoget fra Hamborg til Narbonne. Det gør vi næste gang!

Copenhagen challenge

Ekstremsport bliver mere og mere populær, og i dag kørte triatlon eventet Copenhagen Challenge igen. Depotzonen på de 180 km ligger her i Klampenborg, så selvfølgelig måtte TeamSologSommer lige ud til stranden for at kigge.

Mange var veltrænede, men ikke alle så lige fitte ud, så hatten af for modet til at kaste sig ud i 3 km havsvømning, 180 km cykelløb og en maraton. Vi andre nød at se på.

Vandet i Øresund er i øvrigt 18 grader, dejlig sommer

Mellem ørerne

Smerte er blot et punkt mellem ørerne, siger elitesoldaterne. Og givet er det, at smertetærskel er et udtryk for i hvor høj grad man kan ignorere, at det gør ondt.

For mange år siden fik jeg målt min kondital. Det finder man der hvor det er allermest udmattende og man er lige ved at falde af cyklen... lige der peaker man... og det er iltoptagelsen lige i det sekund man måler. Og det er altså rimeligt hårdt. Det er blodsmag i munden, plumberne i tænderne er ved at falde ud (eller sådan føles det) og det er alvorlige overvejelser om af finde nærmeste brækspand.  Forskeren der hjalp, havde været på rundtur for at måle almindelige danskere, som led i en hjertekampagne. Som han sagde: det er næsten umuligt at måle konditallet for en uøvet, for folk giver op inden det for alvor begynder at gøre ondt. Folk er ikke vandt at påføre sig selv den ubehag.

Efter en dejlig ferie i Frankrig, med alt for megen vin, hvidt brød og restaurantbesøg, orkede jeg simpelt hen ikke at stå op på vægten. Så da vi var ude og træne i går, var det en formodentlig 1-2 kilo tungere Per der dukkede op. Og det gør en forskel, specielt når ruten var lagt så den krydser flest mulige højdemetre. Og bevistheden om det gør en forskel. Jeg var ganske enkelt ikke mentalt sprød, nærmest lidt opgivende på forhånd.... og det var pisse hårdt at køre op ad!

Her til morgen var jeg så på vægten. Og søreme... det var ikke alene vellevned i Frankrig, der blev også kørt et pænt antal kilometre i bjergene . Min vægt var faldet et halvt kilo! Og set tilbage på i går aftes kværnede jeg da vist også de fleste på bakkerne :-D

Så jo, den mentale indstilling betyder meget. Det er ikke kun smerte der er et punkt mellem ørerne. Troen på sig selv sidder der også.