Dimse forberedelse til Styrkeprøven

Et er konditionen og styrken, men når man skal sidde 22 timer på cyklen skal der også lidt grej til, så nu er jeg begyndt at lave pakkeliste.

Det hele kan jo transporteres i følgebilen, så det giver god mening at pakke flere forskellige bukser, tøj til alt slags vejr, ekstra dæk og slange, cykellygte (opladet, forståes), ditto baglygte og så er der jo lige problemet med at cykelcomputeren kun kan holde strøm til 11 timer....

Det kan selvfølgelig også løses, så nu er der bestilt et ekstra batteri, som også har kapacitet til at oplade cykellygten, skulle det blive nødvendigt.

Nu skal jeg så bare lige have fundet en cykeltaske, den kan ligge i, medens den oplader cykelcomputeren. Dejlig sport, det her :-)

I alle regnbuens farver

Hårdt slående argumenter, hun ruller frem, teamchefen!

Nej, spøg til side. Det er eftervirkningerne af min hidtil største bule, som opstod ved noget nærgående inspektion af noget nylagt asfalt for en uge siden. 

Det gør ikke ondt, meen jeg holder alligevel de lange ærmer på i offentligheden lige nu ;-)

Jeg har min farfars økse

Har du ikke haft den cykel ret længe?, er jeg ofte blevet spurgt om, med det slet skjulte budskab, at her i huset skiftes cyklerne ret tit!

Nej, der fåes sgu ikke bedre cykel end den jeg har! Det var og er min drømmecykel. Og flere og flere har da også fået øjnene op for, at Specialized Roubaix er den rigtige cykel for midaldrende motionister. Jeg er ikke længere alene på en komfort-racer. Så alt det der udskifteri er slut, da jeg købte min nuværende for godt to år siden! Den her får lov til at blive i stalden i rigtigt mange år

Netop derfor er det så også nødvendigt at holde den ajour. Styrbåndet skal fornyes og sadlen der er blevet lidt blød udskiftes, og et par højprofil hjul til langtursræs anskaffes.

Jeg har hidtil kørt på Specialized Pavé, som er en ret lækker og let saddel, men alligevel længtes tilbage til min forrige Selle Itallia SLR - Team Edition, den passer altså bare min bag en anelse bedre. Så sådan en måtte skaffes og kom med posten i dag.

Den fåes nu kun med kulfiber-stel, hvilket ikke gør noget, for det øger om noget komforten..  altså indtil jeg skulle montere den på saddelpinden.. det viser sig (selvfølgelig) at et carbon-saddel-stel har ovale rør, 6 mm brede og 9 mm høje.. metal-stel er runde, 6 mm diameter..  derfor passer den naturligvis ikke €%#!!   Nå men, så må jeg jo enten på jagt efter en ny saddelpind, eller en adaptor til min nuværende..

Så jo, jeg skifter ikke cyklen, aldrig! Men hvorfor er det jeg tænker på historien om manden, der havde sin farfars økse: "Min far skiftede skaftet og jeg skiftede bladet"?

Jo, pinsesolen dansede!

Der skal jo trænes til Styrkeprøven, så aftalen var at køre en træningstur på 300 km 2. pinsedag.  Efter at den onde træner havde lagt planen, blev den nu en anelse kortere.. 300 km er dælme langt når der skal findes småveje at køre af.  Målet var ikke flest mulige højdemetre, men at få en rigtig flot tur ud af det!

Ruten gik derfor Nordkysten rundt, over med færgen til Rørvig, via Lumsås til Holbæk, op ad Hornsherred til Frederikssund og nord om Hillerød til Nøddebo og hjem via Hørsholm, 266 km. Med turen til og fra Nærum, hvorfra vi startede kom jeg op på 285 km i alt.

Og en køn tur blev det! Der er ikke meget der slår det danske forår, når træerne har fået blade, æbletræerne blomstrer, markerne står dybgrønne og rapsen farver bakkerne gule, temperaturen er over 20 grader og hjulene snurrer i selskab med gode cykelvenner.

Som en af deltagerne sagde: Det her kommer klart ind på top tre, incl ture i Alperne og Pyrenæerne! Sådan er det når Danmark viser sig fra sin kønneste side!

Det er jo lidt sjovt, at tidligere var en så lang tur noget specielt.. en hel ekspedition, nu er et bare en træningstur. Men, jeg må godt nok indrømme, at jeg var lidt mere træt bagefter end efter en normal træningsdag ;-)  Velankommet i Nærum, kunne vi konstatere, at uanset hvor trætte vi var.. så var vi stadig kun halvvejs mellem Trondheim og Oslo.. uha uha.. jeg var helt færdig! Man kan godt blive lidt bekymret!

Der blev nu også kørt pænt stærkt, så gennemsnitlig hastighed var 30,5 km/t med to store pauser på hhv færgen og frokost i Holbæk. I alt tog turen omkring 10 timer. Det giver en reelt gennemsnitshastighed på 26,5 km/t. Det er gammel sandhed, at det er hastigheden der dræber, ikke distancen. Det håber jeg er rigtigt, for dels er målet for Styrkeprøven en gennemsnitshastighed på 24,5 km/t, dels skal der ikke holdes lange pauser.. derfor bliver den kørte gennemsnitshastighed også væsentlig lavere.

Jeg kørte hjemmefra 6:30 og havde fornøjelsen af at se solen danse over horisonten over Øresund, det var jo pinse! Og, det var vi så ej heller i tvivl om, da vi nåede Helsingør. Der er åbenbart en tradition for en pinsefest hele vejen mellem Snekkersten og Kronborg, og den var ganske animeret. Ud over at to unge knægte kom alvorligt til skade fordi de i løbet af natten kravlede op på et tog (kørestrøm, you know) var hele bymidten sået til i glasskår!  Det lykkedes os dog at komme igennem uden punkteringer. Tidligere er vi kørt til Hornbæk, men vi er aldrig kørt forbi. Jeg forstår nu hvorfor et sommerhus i Gilleleje er så attraktivt.. der er alvorligt kønt! :-) HeatherHill-området ligner nærmest et jysk hedelandskab, men ned til kysten. Facinerende!

Inden vi strøg ombord på færgen til Rørvig, lykkedes det lige Allan at finde en friske fiskefrikadeller. Jeg ved ikke rigtigt om store fedtglinsende fiskefrikadeller med bjerge af remoulade til klokken 10:30 om morgenen er god cykelrytterkost,men det smagte godt, og gav da ej heller sure opstød bagefter. Måske er der basis for noget produktudvikling her? ;-)

Kan du finde fiskefrikadellen?

 På vej ud af Nykøbing blev jeg så overstadig over den gode asfalt, at jeg tabte koncentrationen et øjeblik. Den nye asfalt havde en høj kant som jeg desværre kom ud over. Det giver hurtig jordkontakt! Jeg fik kun ganske få hudafskrabninger, men et blodkar bristede i albuen, inde under huden, hvilket gav mig min karrieres største bule. ;-)

Ondt gjorde det ikke, men helt godt så det dog ej heller ud.

Så små 200 km senere fik jeg den lige tjekket på skadestuen, men ud over at puste på den, gjorde de ikke noget. Kroppen skaffer sig selv af med det.

Syd for Nykøbing fulgte vi kysten sydpå. De lokale kalder det for Guldkysten og helt fantastik kønt er her da også.. og stort set ukendt... alle synes at drøne op til Kattegatkysten for at få sommerhus. tsk tsk..

Herefter er det enormt vanskeligt at komme til Holbæk uden at ryge ud på den megatraffikerede hovedvej mod Odden. Det gav os derfor noget zig-zaggeri bla ud over den inddæmmede Lammefjord. Her er vejen anlagt helt lige, og da der var vindstille og ingen trafik, blev der givet gas.. så skinner solen virkeligt! En af deltagerne kiggede bagefter vandtro på sin GPS og spurgte forsigtigt.. "Har vi kørt under havets overflade?" Jeps, bunden på Lammefjorden ligger 7 meter under vandet og er faktisk Vesteuropas laveste punkt!

Frokosten skulle indtages i Holbæk.. og i OCC går vi altså på restaurent, når vi er på så alvorlige langture. Det gør Rynkebyfolkene bestemt ikke.. der blev fablet en hel del om hapsdogs og pizza. Nu kan det godt være, vi slap heldig afsted med fiskefrikadellerne, men her sagde dagens holdkaptajn alligevel nej. Så det blev et raid på en bagerforretning. Fint nok, alligevel dog mere afslappende end resten af holdet var vant til.

Kage, cola, wienerbrød og alle andre gode energikilder blev der kørt ned til frokost!

Fra Holbæk gik det via Munkholmbroen og op i vores kendte træningslandskab i Hornsherred, Strø og Nøddebo. Det eneste man kan sige om det er, at den onde kaptajn havde lagt samtlige bakker til sidst, hvor benene var mest trætte :-)

Missionen med ruten lykkedes! Alle var helt enige om at et havde været en utrolig smuk tur. Den kunne man i et vist omfang godt gentage som en Sommer-OCC tur.

Jeg må indrømme at det var en meget træt Per der vendte bilen mod Århus dagen efter.. og nu har jeg chekket min kalender for at se, om jeg ikke kan holde en feriedag efter Styrkeprøven. Nope.. jeg har et møde jeg ikke kan undslå mig, dog i København og ikke i Århus. Lidt heldig har man da lov til at være.

Snøft host hark

Når man for en sjælden gang er ramt af en forkølelse, er det da godt at der er Giro i fjerneren ;-)

Ride Colorful Colorado

DIS, Danish Internation Study Abroad, et godt gemt dansk universitet, dvs affilieret med Københavns Universitet, er et af verdens største programmer for specielt amerikanske studerende, der ønsker at tage et semester i udlandet.  Vi har i mange år sagt velkommen til en eller flere studerende hvert semester. først boende hos os, og i de seneste år som Visiting Family. Her har vi hvert semester inviteret et par studerende hjem til middage, så de kan få et indtryk af hvordan danskere bor og spiser.

Det har givet mange venner på den anden side af dammen. I år var det Brennan, hvis forældre driver et kæmpe skisportsted i Idaho og Jeffery, hvis forældre lever i Denver, Colorado i hverdagene og oppe i Rocky Mountains i weekenderne. Så mulighederne er åbne, måske skulle vi tage årets vinterferie i USA?  ;-)

Nu hvor semesteret er slut, benyttede Jeffreys forældre sig af muligheden for at holde ferie i Europa, og kom selvfølgelig forbi til en rigtig hyggelig aften. Og ingen gæster fra udlandet uden en gave! Ud over Barbecue sovs og marmelade lavet på lokale frugter havde de også et par smukke cykeltrøjer med, oven i købet i den helt rigtige størrelse til os begge:

Min trøje er lavet efter Colorados flag. Helt perfekt til en klassisk cykeltrøje, og Hannes er bare smuk.

Om energibalancen i en cykeltur

Står min cykelcomputer til troende, forbrændte jeg på Kongetapen i Harzen i år 2.831 kalorier.

Undervejs spiste jeg:

• En flaske energidrik (180 cal)
• To iso-geler (2 x 140 cal)
• En energibar (218 cal)
• En normal 0,5l cola (126 cal)

I alt: 732 cal

Indtil videre ser det godt ud :-)

Til frokost fik jeg asparges, kartofler, hollandaisesovs og skinke, hvilket giver omkring 705 cal (jvf internettet). Det smagte dælme godt, og er faktisk fint cykelmad. Masser af energi, og ligger ikke så tungt i maven. :-)

Morgenmad og aftensmaden har jeg ikke talt sammen, men hvis vi antager, at det holdt samme energiniveau som frokosten, kan vi lægge yderligere 1.410 cal til indtaget.

Døgnets øvrige basisforbrænding giver ekstra 2.000 cal, hvorefter regnskabet ser således ud:

Forbrænding: 2.000+2.831 = 4.831 cal
Energiindtag: 732+705+1.410 = 2.847 cal

Jae, indtil videre ser det jo ud som om man taber sig af en sådan cykeltur :-)

Men så var der jo lige:
To store fadøl: 470 cal
En halv liter rødvin: 735 cal
Hvilket giver samlet energi indtagelse på 4.052 cal

Der er stadig et energiunderskud på dagen, men der skal så ikke puttes mange aften-vingummier/lakridser i munden før der er balance.

Konklusionen må være, at man næsten ikke kan undgå at tabe sig af en sådan meget hård cykeltur, men også at man skal holde sig langt væk fra "after-skiing"! Det er tæt på, at en flaske rødvin med en slat i bunden kan give dig en fjerdedel af dagens energiindtag. Geeler, energibarer etc undervejs for at sikre der hele tiden er energi kroppen er derimod helt OK.. når du altså ikke bare kører den sædvanlige træningstur.. der har de intet at gøre!

At kroppen så i øvrigt også reagerer negativt på indtagelse af alkohol på alle andre måder kommer oven i.  Men godt, det smager det nu, efter en god og hård ferie, aftenen inden man skal hjem ;-)


Skål!

Harzen 2013

Traditioner er hyggelige, og således er det nu tredje år at OCC er i Harzen, og vi er med. Træningen giver pote, for nu kører hele Team Sol og Sommer det lange program.

Således blev det til 281 km og 4.375 hm på de godt to dage.

Efter en lille aften-opvarmingstur for at rette benene ud efter den lange bustur, stod programmet på førstedagen på Klassikerruten:

En dejlig rute, hvor specielt turen fra Clausthal-Zellerfeld til Lautenthal er en ren fornøjelse. Et let fald over mange kilometre giver fornemmelsen af evig medvind. Steile wand - Opstigningen fra Altenau til hovedvejen mod Braulage er derimod sej, lang og let kedelig, fordi det er en hovedvej, 6 km med gennemsnitlig 6%. Resten af vejen hjem mod Braulage er derimod ren ræs. Feedt. Jeg legede lead out for Asgers tidligere klassekammerat August, som var med, og i øvrigt gav os alle baghjul. 13 år! Han kommer til at opnå store resultater, hvis han bliver ved.

Dag to stod det på Kongeetapen, som i år blev på 136 km.

Som traditionen byder, var der kaffe i Goslar, hvor vi endnu en gang gik glip af det berømte klokkespil :-(  og ellers er højdepunktet stigningen op fra Osterode.. en lang og stejl stigning der fint kan matche sig op mod nogle af bjergene i Pyrenæerne. Nedkørslen til Osterode er rent autobahn, en bred, lige vej med ny asfalt. Her fik jeg vist sat ny hastighedsrekord: 77,6 km/t ... alt rigeligt!

Sidst blev den berømt/berygtede bakke i Skt Andreasberg kørt. Det er en bakke, som med 18% stigning slår den ellers så berømte Kiddesvej i Vejle med flere længder. Har man en 30´ i bag, kan man dog køre den lige op, hvis ellers man kan holde til at stå op så langt. Har du "kun" en 28´ i bag må du zigzagge ;-)

Da vi kom tilbage til Braulage var der gået total druk i førsteholdet.. og puha.. to store fadøl forsvinder hurtigt efter en lang arbjedsdag.. virkningerne ikke helt så.

På sidstedagen ville vi tage en relativ flad etape ind i DRR, som vi også kørte sidste år. En rigtig flot tur i en å-dal. Desværre regnede det og temperaturen lå under fire grader, så vi kortede den af til 24 km. Jeg havde mit vintertøj med, incl mine neopren-"dykker"-handsker.. så jeg havde det fint. Flere af de andre klagede dog over først at have fået varmen igen flere dage efter ;-) Nå men, det betød at bussen kunne køre et par timer tidligere, og det var fint nok.

Harzen er dejligt og holdet hyggelig.. Helt klart et must i 2014 også!

Husk hjelmen

I går havde vi et styrt på holdet.

Under en spurt rører et forhjul et baghjul, og i et splitsekund er tre ryttere i gulvet. Heldigvis er der ingen trafik, hårnålesving, autoværn eller andre forhindringer. Tvært om, så er det en del af vore sikkerhedsforanstaltninger, at der i vore indlagte spurtsteder for det første er plads til at rutche hen af vejen, og for det andet at det går lidt op af bakke, så hastigheden ikke er helt ukontrollabel..

Men, en glat glidebane er asfalt ikke, når man rammer den med 40 km i timen!

Og, når hovedet rammer asfalten kan man prise sig lykkelig for en god hjelm. Som det ses er toppen simpelthen slået af! Men den uheldige rytter havde ikke engang antydning af hovedpine!

Når der bliver gået til stålet i cykling, er der ikke langt mellem succes og fald.

Derfor er det vigtigt at disciplinen, ruterne og intervallerne er lagt mhp at undgå de allerværste konsekvenser af fald, og at det personlige udstyr er i orden, dvs altid hjelm med glat overflade, ikke-slidte klamper, cykelhandsker og en velholdt cykel. Og, aldrig enkelstartscykler i et felt.. det svarer til at cykle med lanse!

Selvfølgelig er held og uheld en vigtig faktor, når tingene sker, men det er stadig mere end to år siden vi sidst havde et uheld med knoglebrud til følge på holdet.. og det var vist mig .. og til en aktivitet der ikke var planlagt af os selv.

Når vi planlægger ruterne ser vi på:

• strækningerne må ikke bruges til fyraftenstraffik, fx aldrig Strandvejen i nordgående retning ved fyraften
• ikke strækninger hvor bilisterne er blevet agressive grundet mange cyklister fx undgår vi i videst mulige omfang Ganløse
• Spurter skal ligge hvor der er plads og ingen forhindringer. Vi kommer uvilkårligt til at fylde meget 
• Spurter skal foregå op ad bakke og aldrig nedad. Dels er det bedre træning, dels sætter det en begrænsning på farten.
• Den øvrige trafik skal være begrænset på strækningen

Herudover forsøger vi at lære hinanden rigtigt godt at kende. Vi ser helst at folk passer deres træning så vi kender hinandens særheder og små udsving og at alle kender vore teknikker og politikker. Vi prøver på at sætte vore hold så folk passer sammen styrkemæssigt. Og vi påtaler hele tiden manglende opmærksomhed og signalgivning i feltet, og sikrer at skiftemetoden altid er den samme.

Men, ingen kan gardere sig mod bilsten der forvilder sig over i den forkerte vejbane, det rigtigt uheldige fald eller rytteren der i kåd konkurrence snitter et hjørne fladt på et fatalt tidspunkt.

Trætte ben

739 km er det blevet til de første 14 dage i  maj, og aldrig har jeg på nuværende tidspunkt kørt så langt som i år... 2.476 km er det blevet til!

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg selv synes, jeg så også er i den bedste form nogensinde.. nej er nok svaret. Men, efter 73 km her en almindelig, fin men lidt kold, tirsdag aften er benene da godt ømme.. så noget hjælper det nok.

Nu som Randonneur

Det måske mest hard-core cykelløb for motionister går fra Paris til Brest t/r - PBP, i alt 1.200 km, mere eller mindre i et hug! Det køres hvert fjerde år, så skal man med, skal man overveje tidspunktet!

Forudsætningen for at deltage er, at man har kørt en "Brevet"-serie, som er en stribe ture på 200-300-400 og 600 km samme år som PBP-løbet. Da antallet af danske deltagere er begrænset, kommer de, der i de foregående år har kørt flest Brevets først i køen.

Der bliver cyklet meget derud på vejene!

Brevets fungerer sådan, at man kører en på forhånd angivet strækning, og undervejs går ind på forskellige tankstationer og får et stempel som bevis på at man var der. Hjemme igen puttes stempelkortet i en postkasse så Audax-Denmark (cykelklubben som står bag) kan bogføre dine ture. Efter et Brevet må man kalde sig Randonneur  ;-)

Hvorfor nu den smøre.. er jeg på vej til PBP? Nope, men dele af holdet der skal køre Styrkeprøven til sommer er, og vi kørte derfor en fælles træningstur sammen med de øvrige randonneurs ud over de solbeskinnede sjællandske bakker i lørdags. 214 km blev det til og små 2000 højdemetre. Det svarer nogenlunde til en halv Styrkeprøve.

Styrkeprøveholdet kørte ret pænt, men det var med en vis ærefrygt jeg observerede de gamle Randonneurs, der på skift sejlede afsted 30 meter foran feltet i ensom majestæt i modvinden med 32 kmt. Her var da helt klart tale om nogle rigtigt seje langturssejlere, med jernben og -bag!  Benovelsen varede dog kun 40 km, indtil de eksploderede og droppede ud af toget.. det havde været for hårdt for dem...  Jamen altså.. man skulle sku da tro at så gamle og erfarne drenge kendte sig selv og kunsten at ligge på hjul.. nå men det gjorde de så altså ikke.

Fra OCC var vi tre der deltog, og det står ret klart, at vores hidsige intervaltræning giver mere end de andres diesel-tons med mange kilometre.. også når der skal køres langt. Vi sad simpelhen med mere overskud til sidst, også selvom der både var blevet trukket og skubbet til den store guldmedalje. Ingen var nu ringe !

Vi kørte med et snit på 28,9 km/t, men holdte ganske mange pauser, så sammenlagt kom vi rundt med et snit på 25,4 km/t.. målet for Styrkeprøven er 24,5 km/t.

TelemarkTours i 2011 (250 km, 2500 hm) blev kørt med 27,0 km/t og Sjælland Rundt i 2010 (319 km, 1600 hm) blev kørt med 27,4 km/t... Så når vi kører selv, bliver der kørt væsentligt stærkere.. Selvom Styrkeprøven nok skal blive en hård oplevelse, er det bestemt indenfor mulighedernes grænse!

Husk solbrillerne

Solen skinner, og de korte rør var fundet frem. Jeg var den eneste på holdet, for selvom solen er fremme og himlen blå, var temperaturen kun 10 grader. Heldigvis holdt den sig der hele aftenen.

Og, resten er jo bare et spørgmål om at arbejde nok, så man ikke fryser. Og torsdag aften blev da også til 79 km..... ganske pænt på en hverdagsaften efter arbejdsdag

Dejligt er det, at kunne tage noget af vintertøjet af. Men, benene er noget hvide, må jeg indrømme. 

Enkeltstartstest

I år har trænerteamet besluttet at tilbyde en regelmæssigt test til rytterne på 9-holdet i OCC. Vi har udvalgt en strækning på 5 km, med masser af højdemetre.. Stumpedyssen.

Vis stort kort

Rytterne sendes af sted enkeltvis, medens der står en træner i begge ender af ruten og tager tid.

5 kilometer op af bakke, passer til at måle din evne til at køre stærkt, den såkaldte AT-tærskel, og ikke konditionen. Vi træner ganske vist meget konditionstræning, men formålet med det hele er jo, at kunne køre stærkt, og her er det altså den effekt du vedvarende kan putte i pedalerne der tæller... og det med det vedvarende er på grænsen, hvor musklerne lige præcis ikke ophober mælkesyre.. derfor 5 km.

Arne og undertegnede forlod holdet i den ene ende, medens de stod og skrev sig ind, hvilket bl.a. inkluderede at få skrevet et nummer på kinden  ;-) Vi spurtede så op til den anden ende for at stå klar med målegrejet, så det blev også en test for os.

Jeg kørte op på 8.56, dvs med et snit på 33 km/t.. og med de højdemetre der er på den rute, er jeg selv overordentligt tilfreds. Det ved jeg sgu ikke om jeg kan forbedre ;-)

Hanne kom op på 10:49, dvs med et snit på 26,5 km/t. Også et meget flot resultat!

Til gengæld har jeg nu haft døde ben i de to efterfølgende dage.. en virkelig flot start på Bededagsferien.. eller mere præcist en rigtig hård start! Som skrevet nedenfor, så var Hallandsåsen på tredjedagen ikke ligefrem "a-walk-in-the-park".. jeg tror sgu jeg holder fri i morgen, søndag ;-)

Hallandsåsen 2013

Det er ved at være en tradition, at OCC begiver sig til Hallandåsen den sidste lørdag i april. Som sidste år, således også i år.

Tilsvarende er det åbenbart også ved at være en tradition, at jeg er mere død end levende, når næsen vendes mod de store bakker. Sidste år kørte vi en tur til min fødselsdag, hvor jeg havde været ude og give max kul dagen før, og sukkerkold var jeg.

Ved OCCs tur sidste år, havde jeg lige gennemgået en større operation, så jeg kørte følgebil, unægtelig noget lettere, men i år var jeg med. Det var så også første gang i år jeg har kørt tre dage i streg, og alle dagene uhyggeligt stærkt.. så jo resultatet var klar.. flade ben.. næste år må jeg sgu prøve at restituere lidt inden turen ;-)

Men hyggeligt selskab og godt vejr var det, og da Team Sol og Sommer vinkede farvel til resten af holdet i Båstad, trillede vi op af et par ordentlige syge bakker til toppen hvor bilen stod og gjorde kaffen klar til resten af holdet, der kom en halv time senere.

85 km og 1.200 højdemetre blev det til. Ikke ringe.

Form-fremgang

I år har rytterne i OCC endeligt fået mulighed for, under kontrollerede former, at måle formfremgangen. Jeg deltog naturligvis.

I starten af april, inden sæsonstart, havde vi en seance i cykelklubben, hvor først vægt, fedtprocent og fedtsammensætning blev målt, hvorefter man på en kondicykel blev sat til at arbejde under stadig stigende pres, så den maksimale iltoptagelse (konditionstallet) kunne måles.

Seancen gentages ultimo juni, lige inden sommerferien, så man kan se hvor meget de tre måneders træning har hjulpet.  Det glæder jeg til at se!

Den første måling gav en vægt på 86,1 kg (den vender jeg lige tilbage til) med en god fordeling af de 18,2 kg fedt, således at min bodyage ligger på 40. Det sidste er naturligvis noget fis, men grundliggende  betyder det blot, at alle tallene ligger indenfor det acceptable med min højde og lægernes tommelfingerregler.

Den angivne ideale vægt er midten af den nu gamle BMI skala.. jeg tør ikke tænke på hvordan man ser ud, hvis man lå på underkanten som ligger midt i 60´erne!

Den efterfølgende iltoptagelsestest viste at jeg kan optage 4325 ml ilt pr minut, eller godt fire liter. Det er den maksimale mængde ilt som systemet kan transportere ind i musklerne. Det måles ved at måle forskellen i iltprocenten i ind og udåndingsluften. Differencen er blevet brugt i musklerne og kommer ud som CO2.

Med den målte vægt giver det en konditionstal på 50,3. Konditallet er den maksimale iltoptagelse divideret med ens vægt. (det angivne AT-tal tror jeg ikke på!)

Som det ses, er det et ok resultat for en vinterfed midaldrende motionist ;-)

Der er nu to måder at forbedre konditionstallet og den ene er at forbedre selve iltoptagelsen. Det er en kombination af hjertets evne til at pumpe blod, altså mængde og så antallet af små blodårer til at transportere blodet ud i den fjerneste afkrog af musklerne. Volumen og afsætning. Lungekapaciteten er ikke med i beregningen, for dels kan den ikke rigtigt ændres, dels er den hos de fleste mennesker rigeligt stor.  De to parametre ændres med træning, små hidsige intervaller hvor man arbejder tæt på maksimum vil give signal til kroppen om at etablere flere små blodårer og gøre hjertet større.

Den anden måde til at forbedre konditionstallet er simpelthen at tabe sig. Vægten betyder ikke så meget på en cykel så længe det går lige ud, så ud fra et rent konditionsaspekt er det egentlig mest relevant at kigge på selve iltmængden, de 4325 ml pr minut. Når en lav vægt alligevel giver god mening på en cykel, er det fordi, vejen har det med ikke altid at ligge vandret, og hvert kilo fedt man skal slæbe med op af en bakke eller bjerg, sætter hastigheden ned.

For at sikre mulighed for den bedste formfremgang mod næste måling, var jeg selvfølgelig gået i skarp træningslejr, vægten var nemlig usædvanlig høj ;-)  Forklaringen var, at jeg havde fået penicillin i nogle dage og fordøjelsen derfor var gået i stå. Med min vægt her 14 dage senere er konditallet allerede gået frem til 51,5 ;-)

Hvis nu jeg kunne forbedre iloptagelsen med 8% og få vægten ned på 78, som den var for to år siden lige inden C2C er mit kondital på 60! Og det er slet ikke ringe!

Nu glæder jeg mig til en god forårssæson med masser af træning, det bliver rigtigt sjovt at se, hvad det betyder for tallene, specielt selve iltoptagelsen.

Jorden rundt på 7 år

Siden jeg startede på at cykle har jeg kørt godt 43.000 km. Jordens omkreds er 40.000, så egentlig må jeg være kommet hele vejen rundt, en gang sidste år ;-)

Det er selvfølgelig pjat, men fortæller alligevel lidt om hvor stor Jorden er. Det kan man godt glemme lidt, nu hvor man på mindre end et døgn kan kommer hvorhen det skal være, med fly.

Klonk og slup i skoven

 Når cyklen begynder at sige klonk og der tydeligvis er slup i lejerne til affjedringen i bag, er det på tide at skifte bushings.

Bushings eller reducere er små aluminiums dimser der sidder mellem støddæmperen i bag og den møtrik der forbinder dæmperen til stellet.

og sådanne bushings skal naurligvis være runde... men her er de slidt ganske meget ovale. Og, så er det jo klart at der er slup og klonk i skoven.

Men, det er jo ganske let at fixe.. et par nye ind og så afsted... men nej... Sådan et par simple drejede aluminiumsdimser, med en materialepris på langt under 50 øre, findes ikke på nettet... dvs den største webshop med cykelgrej www.chainreactioncycles.com fører dem ikke mere og en google søgning viste kun nogle australske cykelbutikker og et par englændere der gerne ville cnc-fræse dem, hvis man bare lige kunne give målene..

 Efter en del søgning lykkedes det mig at finde dem hos den tyske netbutik www.bike24.net, til den nette sum af ... hold fast.... 200 kroner ! jamen altså!!  !!"#"  Og de engelske cnc-fræsere var ikke billigere, ud over at det så også viste sig at være ganske kompliceret at måle den rette størrelse.. for man måler højden ved at lægge de to oven på hinanden, og ud fra den tyske webshop og min skydelære kan jeg se, at de er 21,84 mm.. (der var også en model, der var 22,20 mm!) Det er en decimal mere præcist end min skydelære kan måle!  (Og bare lige for mine egne noter: Det andet mål man skal bruge, er diameteren på hullet, 6 mm)

Nå men, det er jo altid dejligt at bastle med cyklen :-)

Jeg har nu også bleedet mine egne bremser, dvs fået fyldt bremsevæske på. Jeg er helt blevet skrap til det.. og som tidligere skrevet virker det helt fantastisk lige at lade bremserne stå spændte, med en elastik omkring grebet, natten over.. så er alt som det skal være. Hvorfor ved jeg ikke, men bremserne bliver dejligt faste af den tur, efter en bleedning. Så pyt, bare det virker.

Begge MTB er nu pudset og gjort klare, så de er lige til at tage frem, når vintersæsonen starter igen om 7 måneder .. glæder mig allerede :-)

Julen varer lige til påske

Kørte en runde i St. Dyrehave med Klaus og sneen dalede fint ned. En kop Glühwein og et lille Knabenkor med Weihnachtsliedern og stemningen havde været perfekt. Jeg ved godt man synger, at "julen varer lige til påske" men det er da første gang i min livstid, at det kan tages bogstaveligt!

Sporet er trampet godt til i sneen, de frosne dækspor er en lille smule bløde, men mudderet er stadig stift.. og da Klaus og jeg kører nogenlunde lige hurtigt, blev det en fantastisk tur med masser af flow og lange intervaller. Måske årets bedste tur? Jo, helt fantastisk!

Det blev  jo heller ikke ringere af at Klaus var lidt forkølet, så vi kunne slutte sæsonen som den startede.. med at jeg tørrede Klaus ;-) Midt på sæsonen har det sgu knebet noget, må jeg indrømme.. og det havde det nok også i dag, hvis altså ikke... ;-)

I morgen går den derop igen med 9-holdet inden den legendariske sæsonskiftefrokost i klubben. Når sporet er stift, er St. Dyrehave absolut fantastisk og mit favorit terrain. Ikke alt for mange bakker, men lange stræk mellem træerne hvor man bare skal være 100% opmærksom. Nå vi lå og jagtede hinanden var det meget tydeligt, hvis en af os kom ud af rytmen.. lige pludseligt går det bare helt i stå for den ene, medens den anden flyver af sted. Lidt efter omvendt! MTB cross country er meget mere end bare at trampe hårdt i pedalerne!

Racerne bliver nu ellers også luftet lidt.. I går kørte Team Recovery for første gang 75 på racerne. Vi overgår jo til normal træning igen på tirsdag, så det er nu de sidste vinterknaster skal høvles af! Vejret var koldt men med storslået solskin, så lidt håb er der måske alligevel for ar fimbulvinteren slipper sit greb på et tidspunkt.

Je ne regrette rien

Så kom den endelig, Rolf Sørensens tilståelse: "Jeg har brugt epo"

Rolf var den sidste af de store ryttere, i Bjarne Riis årgang, der ikke havde indrømmet.. og Rolf var oven i købet den mest vindende danske rytter.. "Slid var min doping" påstod han så sent som i januar, og tidligere "hvis de andre havde været lige så rene som mig, ville jeg have vundet 100 løb mere".

Gennem en længe kørt kampagne på internettet, Facebook og Ekstrabladet - "Rolf er ren" - var alle hans benægtelser med ironi blevet latterliggjort.. ja sågar en juleøl "Jule Rolf Ren" blev der lavet, vel som en allegori over julerenen i front af julemandens kane.. nogenlunde lige så troværdig.

Rolf er jo ansat som cykelløbskommentator på TV2, hvor man til bevidstløshed har kunnet høre ham lire sine erindringer af,  "Jeg kan huske da jeg selv kørte der.. Dengang..." Men, pinligt tavshed var der fra Rolfs side, når den anden kommentator Dennis Ritter talte om doping..  Ikke desto mindre.. ja, Rolf brugte doping!

Ikke at han fortryder: "et nødvendigt onde, den eneste mulighed" "jeg gjorde hvad jeg følte mig tvunget til".. Og, for at følge linjen op: "der kommer ingen navne herfra.. det er ikke min stil"  Det eneste han fortryder lidt, er at det tog ham så lang tid at indrømme, at han nåede at blive helt til grin. For "fortsætte mit engagement indenfor den cykelsport jeg elsker så højt" (læs: fortsætte som kommentator på TV2) vil han så inderligt gerne..

Politiken litteraturkritiker Thomas Bredsdorff gav i lørdagens avis Rolf Sørensens bekendelsesskrift en tur i den genrehistoriske analysemaskine og sammeligner den dygtigt med en af dansk litteraturs parodiske mesterværker "Skriftemålet" af guldalderdigteren Henrik Hertz (1797-1870). Thomas klæder Rolf helt af.. det er ikke andet end en parodi. I Skriftemålet stopper tilgivelsen dog den dag strartenrøveren stjæler paterens egen kapun..da bliver det for meget, og stratenrøveren får besked på, ikke at bede et par Ave Mariaer, men at tampe sin ryg, ugentlig... og som Thomas skriver "på et tidspunkt indser vi vel, at det er os, publikum, der er blevet snydt og bedraget af det rullende apotek.. og beder dem piske sig selv på ryggen og i øvrigt rende os"

Jeps, det er rigtigt! Ralf snød sig til sine medaljer, løj os alle lige op i ansigtet, fortryder ikke og vil ikke fortælle hvordan det var organiseret... men forventer stadig tilgivelse! Helt ærlig, hvad regner han os for? Med denne dårlige parodi på en tilståelse har Rolf mistet en hver form for legitimitet!  TV2, find en kommentator der kan fortælle om cykelløb, ikke bare udbrede sin egne omhyggeligt redigerede erindringer.. Find en der elsker sporten mere, end han elsker sig selv.

Ud med Rolf!

Magi og overtro

Jeg vidste det der med bleeding af bremserne ville udarte sig! (bleeding er at hælde bremsevæske på cyklens hydrauliske bremser)

Nu har jeg prøvet at bleede den bedre halvdels bagbremse... altså ... på cyklen ikke ;-)

Det er Shimano XT, hvilket betyder, at hvis de er OK, så kan man bevæge grebet indtil klodserne når skiven, og så er grebet stenhårdt. På Hannes er der en vis modstand når klodserne når skiven, men fortsætter man trykket, kan grebet trykkes ind. Sådan, rigtigt svampet, føles det, når der er luft i systemet eller slangerne er blevet bløde.. eller...

Efter at have bleedet bremser, gulv, cykel, mig selv, flere klude og sårn generelt alle mine omgivelser, vil jeg forsværge, at der er blot det mindste smule luft tilbage i systemet! Men det ændrer ikke ved det svampede greb! Bugger!

Efter at have spurgt lidt på nettet fik jeg at vide, at det kan hjælpe at sætte systemet under pres en nat! Ja, en elastik rundt om grebet!  Undskyld, men det lyder altså som sort magi for mig.. men som sagt så gjort.

Her er det min egen der står med elastikken

Efter min mening kan det kun hjælpe hvis stemplerne enten går lidt trægt og derfor skal have lang tid til at sætte sig i rigtige position, eller hvis der alligevel er luft i systemet.. for så kan man trykke boblen ind i bremsevæsken.. ligesom CO2 i danskvand.

Men søreme om ikke det hjalp. Her til morgen var grebet så fast, at cyklen igen kan bremse! Jeg tror dog ikke rigtigt på det.. Hvis det er fordi der alligevel var luft i systemet, ja så vil boblen gendanne sig til sidst.. ligesom danskvand også sprudler når kapslen tages af.. eller også er der noget med at bremser og slanger skal sendes på pension efter 6 hårde år i skoven.

Nærmere rapport, når cyklen har kørt for første gang efter elastik-historien.