Påsken 2011 har haft det mest fantastiske vejr i mands minde. Næsten som en minisommerferie.
Og i stedet for at farte land og rige rundt, har vi i år holdt påskeferie i hjemmet, masser af gæster og en masse kilometre på cyklen. Lidt som en generalprøve på vores rigtige sommerferie i år, som også er planlagt til privaten og de sjællandske landeveje (formiddage, museer strande mm om eftermiddagen).
Indenfor den seneste løbende måned er det da også blevet til lidt over 1.000 km. Som sædvanligt er stængerne ømme. Jeg havde egentlig regnet med at trille en tur hver dag, men må konstatere, at dagen derpå, kan jeg ikke træde en bule i en blød hat. Men efter en hviledag er der diamanter i benene. Så må jeg jo holde nogle pauser, hvilket hjemmet sikkert også er glad for. Jeg er selv overrasket over, hvor hurtigt konditionen kommer tilbage, meen der bliver jo også tilbragt en del timer på cyklen. Jeg havde egentligt afskrevet at køre 180 km til det kommende Grindstedløb, men nu tror jeg alligevel, at jeg forsøger.
Team Sol og Sommer plejer at køre en lang tur ud i det blå sammen i påsken, men det bliver ikke til noget i år. Så, for at holde kilometerantallet oppe, har jeg besluttet at sammenkalde holdet til en lang tur (>110 km) mandag morgen 2. påskedag. Det bliver en sightseeing tur uden intervaller og jeg skal have planlagt en god rute, uden om vore sædvanlige træningsteder. Gode ideer?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar