La Marmotte

Løbet La Marmotte kan betragtes på mange måder; overvejelser der alle lå i hovedet inden jeg skulle køre det.…

Objektivt: 175 km, 5000 hm, Col de Glandon, Col de Telegraphe, Col de Galibier og L’Alpe d’Huez.

Subjektivt: De 175 km er hvad det er, rigeligt indenfor komfortzonen, men de 5.000 hm, svarende til en halv coast-to-coast så rigeligt udenfor enhver komfortzone.

En styrkeprøve af de mere uoverskuelige, men på den anden side kender jeg så mange der har gennemført løbet..

Efter mit styrt i foråret, er jeg ikke der hvor jeg gerne ville være, men på den anden side, rutinen er der så rigeligt.

Så det blev min plan, tage det, ikke som et løb, men som en laaang C2C etape, en oplevelse, bjerge der skulle nydes. De sidste 14 kilometre er opkørslen til L’Alpe d’Huez, og kommer man ikke til foden i rette tid, bliver man pillet ud af løbet. Sådan matte det jo bare være og jeg trøstede mig med, at så ville jeg jo slippe for den opkørsel. ;-)

Vejret i bjergene er uforudsigeligt.. Sidste år udgik mange da temperaturen i dalene lå på 40 grader! I år regnede det dagene før løbet og i dagene efter har temperaturen på Col de Galibier ligget på frysepunktet..  Heldigvis havde vi gennem Dancykling købt udlægning af to depotposer, og vejrudsigten blev studeret nøje for at se hvilket tøj der skulle i poserne.. alt var med i kufferten.

Virkeligheden: Vi havde det smukkeste vejr man overhovedet kan forestille sig. 11 grader om morgenen og 23 grader i dalene op af dagen, 18 grader på Galibier og 33 grader i starten op af Alpen. Tørvejr og primært sol.. Det fås simpelthen ikke bedre!

De 8000 deltagere i løbet blev sendt afsted i tre batches, og som nybegyndere skulle vi starte med de langsomme i den sidste batch 7:50 fra Bourg ved foden af Alpen, 50 minutter efter de første. Det er OK, selvom de langsomme ellers godt kunne bruge den ekstra lille time ;-) Starten gik fint, testosteron-niveauet var ikke så højt, så optakten, de 15 kilometrer hen til starten af opkørslen til Glandon gik gelinde i pænt flow og uden panik. Skønt!  En af kammeraterne fra klubben kørte i hold et, som mere mindede om et dansk motionsløb. Hidsigt og med panik. Pludseligt blev der bremset og han nåede at holde, men det gjorde rytteren bag ham ikke! I crashet blev cyklen smadret. Der kunne lige listes tilbage til start, hvor der blev lejet en cykel og løbet alligevel gennemført. Imponerende.!! Men sådan var det altså ikke i vores ende. J .

Så står vi ved startlinjen. 174 km og 5500 hm venter på de 7000 glade cykelryttere

Opkørslen til Glandon er lang og stigningsprocenterne runder lidt for ofte de tocifrede tal Det er så også den samlede konklusion fra mit første alvorlige møde med Alperne. Stigningerne er længere end Pyrenæerne og stigningsprocenterne er lidt højere..  Nå men, det gik nu super og med lidt cykelryttermentalitet kunne jeg ikke lade være med at presse den lidt op af Glandon… masser af energi i benene og mange at overhale J  Pulsen lå omkring de 180, altså 95% hvilket er alt for højt, men ned kunne jeg sgu ikke få den. Her ved mit comeback har jeg konstateret at pulsen let ryger op.. konditionen er ikke hvor den skulle være, men til gengæld kan jeg æde smerten, det rører mig ikke at køre med syre i benene..  Men, selvfølgeligt lå det i hovedet, at det ikke er den klogeste disposition i starten af en hård dag… men hey.. what to do?

Alle bjerge har en ende, også Galibier og da vi kom til toppen var der trængsel. Første depot ligger i passet og da jeg stadig havde lommerne fulde af gode sager, strøg jeg lige igennem. Dancykling holdt med poserne lige nedfor toppen og der var det muligt at få et glas cola og en banan uden kø. Posen lod jeg ligge, havde ikke brug for flere geler til lommerne eller en reserveslange eller noget af der andet der var pakket.

Nedkørslen fra Glandon er taget ud af tidsregnskabet. Den er simpelthen for svær til at arrangørerne har turdet lade deltagerne køre ræs ned af. I hvert eneste sving stod der en kontrollør og vinkede med flag. I det hele taget har jeg aldrig oplevet et så godt afmærket løb, med vagter ved alle tilstødende veje og i starten, hvor alle er samlet i et felt, også ved midter-heller på vejen!! De fleste veje var lukkede for øvrig trafik.. i hvert fald gennemgående.. Stor stor ros!!

Vores oplevelse af Glandon-nedkørslen var nu, at den ikke var særlig svær. Høj hastighed ikke mulig, men ellers bestemt indenfor rimelighederne. Da jeg dagen efter kørte den i modsat retning i bil, måtte jeg dog konstatere at asfalten var dårlig, vejen så smal at to biler kun lige kan passere hinanden samt at der er en fandens masse små sving. Ja, at være i løbsmodus både skærper ens opmærksomhed og reflekser men gør også blind for farer. Må nok konstatere at det er godt arrangørerne passer på os.

Vejen efter Glandon nedkørslen og hen starten på Telegraphe-opkørslen er hovedvej og beskrevet som et hurtigt transportstykke, hvor man skal fange et tog af ryttere og lade sig transportere med. Det gjorde vi så.. men den stiger altså 2-3-4 % over ret meget af de 40 kilometre L  Det er sgu sin sag at sidde i et felt og lade sig suge med, på noget der ligner Klampenborgbakken bare en hel del længere!  Det tog i hvert fald energien ud af mine ben!  Herefter blev resten af løbet mere overlevelse, så farten blev sænket og pulsen kom dermed også under kontrol. Det begrænsende er ikke syregrænse eller kondition, men hvordan man opretholder energiniveauet og dermed styrken i benene!

Opkørslen til Telegraphe er cirka 10 km og stiger mellem 8 og 11%. Det gik sådan set ok, med en enkelt vandpause undervejs. Lidt træls at de havde riflet overfladen af asfalten, så man sad og småhoppede i sadlen, men alt kan jo tjene til at distrahere fra de ømme ben ;-)

En lille nedkørsel og så går det op til Galibier. Først skulle frokosten dog lige køres ned. Sad og drømte om en flute med skinke og søreme om ikke det netop var det de havde puttet i frokost depotet! Stærkt og der røg sgu en ekstra flute i lommen ;-)

Galibieropkørslen er omkring de 20 km og stiger omkring de 7-8% med enkelte afstikkere op til 10. Det minder på den måde faktisk om Tourmalet i Pyrenæerne som jeg jo har kørt tre gange J  meeen dog aldrig efter to andre så hårde bjerge som denne gang. Jeg besluttede mig derfor til at stoppe en gang i mellem fx efter to-tre kilometre, selvfølgelig kun for at tage billeder og spise lidt flute, men to minutters pause hjælper sjovt nok også på benene ;-)

Den ene gang jeg stod af cyklen og svingede benet over sadlen, kvitterede systemet dog benstrækningen med antydningen af en krampe, som kom igen på en af de lidt mere stejle passager.  Op kom jeg naturligvis, men med en anelse nervøsitet over den ventende L’Alpe dHuez opkørsel, der bade er rigtig stejl og lang… hvordan dælen skulle den klares.. målet var jo at gennemføre..pyt med tiden.. men gå op af Alpen er altså under min værdighed!!!

Præcist så hårdt var det ;-)

Lige over toppen havde Dancykling endnu et depot, og denne gang var der basis for at få genopfyldt lommerne, både med sukker til flaskerne og geler til maven.

Der sad jeg så og tænkte på mine bens styrke, undervej på den meget lange nedkørsel fra Galibier. Nedkørslen har enkelte stykker der går opad, og det virkede sgu ikke bekræftende…  Vel i Bourg igen, stod Hanne og Asger og ventede på mig ved foden af Alpen. Den søde Hanne mindede mig om, at jeg jo havde som mål at gennemføre, så jeg kunne da bare stå af og nyde udsigten i hvert af de 20 hårnålesving til toppen! Klokken var jo so-wie-so stadig kun 17:00, så jeg var langt foran min plan!  Right, jeg besluttede mig for at køre op i slæbegear, 5 km/t og stoppe i hvert andet hårnålesving, så jeg var helt sikker på ikke at få kramper og til gengæld fuldføre!  Det tog 2 timer og 12 minutter at komme op på den måde, men sikkert og stabilt var det.

Gennemført! Den officielle til blev 10:44, ikke voldsomt kønt, men stærkt tilfredsstillende efter forårets udfordringer!

Strava siger, at jeg knoklede med 185 Watt på Galibier, 161 på Telegraphe, 153 på Galibier og 139 på Alpen.  Det er ikke pænt disponeret, men hey, resultatet er stadig Gennemført ;-)

Hanne tog bilen op da Alpen blev åbnet for trafik klokken 18:00. Vist lidt af en udfordring, for der var stadig mange på vej op, og mange på vej ned. Vi landede derfor på toppen samtidigt, så det havde taget en god time at slange bilen de 14 km op.

Senere sad vi og spiste en dejlig middag med cykelvennerne, ud til ruten, da den sidste rytter kom op, akkompagneret af dythorn og lystige tilråb fra fejebladet.. godt det ikke var mig ;-)

På ruten og dagen efter tænkte jeg been-there-done-that. Gentagelse ikke nødvendig! Men nu, nogle dage efter kunne jeg nu nok overtales. Det var en dejlig tur.