mandag den 28. marts 2016

Sæsonskifte

Så er det blevet sommertid og det er slut med lørdagsturene på MTB. I år havde vi smidt slæberne ind hos det Historiske hold, og kørte med på deres sidste tur, ud til skovfoged Thomsens mindesten i Hareskoven.

Skovfoged Thomsen greb nogle krybskytter på fersk gerning i 1866, og blev myrdet. Han efterlod sig tre ukonfirmerede og nu forældreløse børn. Morderen blev pågrebet og fik naturligvis en retmæssig straf.

Det historiske MTB hold plejer at fejre MTB-sæsonens begynden og afslutning med et lille glas portvin ved mindestenen for Skovfogeden. Svend tager derud dagen før og graver en flaske ned.

I år havde Peder indspillet den fra dengang tilhørende skillingevise om den formastelige sag, og jeg havde en lille højtaler med i baglommen, så vi kunne afsynge den, knapt så pænt men med fornøjelse.


Lad mig bare afsløre, at man ikke kører med peakperformance når der ruller et glas portvin i årerne, men hyggeligt.. det var det.
   

Ingen kommentarer: