Nightride, nu i mørke

Ved vintertidens indførsel, bliver det tidligere mørkt, nu allerede sidst på eftermiddagen. Det betyder, at nightride, som starter klokken 17:30 i skoven, nu ikke har blot det sidste solstrejft, men tvært i mod skal køres helt på lamperne.

Ikke bare giver en tur i skoven god motion, men når rødder, sten og smalle passager mellem træerne køres i et et hæsblæsende tempo, med en cykellygte til underholdning, ja så for kroppen også et skud adrenalin, som spinningcenterets varme og sikre interiør aldrig kan matche.

Team Sol og Sommer kørte sig en hyggelig eftermiddagstur, og da vi mødte Anders på mødestedet, tog han og jeg en rundtur på blå rute i Geels, medens Hanne listede hjemad. Anders er nok den hurtigste MTB-rytter i klubben, men jeg hørte da et par eder, da han skulle følge med. Det er røv teknisk at køre i så lidt lys, på en så svær sti. Jeg kender den jo ind og ud....

På vej hjem gennem dyrehaven skinnede fuldmånen ned på sletten, stampedammen og dyreflokkene, medens Mars stod i horisonten over mosekonens bryg. Utroligt flot!

I øvrigt er det ti dage siden jeg har siddet på MTB´en...  det er sikker garanti for ømme ben, også selvom racercyklen har været luftet i mellemtiden.

Sidste racertur

Når vintertiden står for døren, er det samtidigt tid for sæsonskiftet i OrdrupCC.. de fleste af os skifter fra racer til MTB. Det fejres med en stor frokost, med alt hvad dertil hører af sild, spætter, flæstksteg, hønsesalat etc. I år dukkede der 80 op, et vidnesbyrd om, at vi nu er 300 medlemmer, eller cirka dobbelt så mange som da Team Sol og Sommer blev medlemmer.

Men vejret var nu også strålende, ja det vil sige..  En solskinsmorgen sent i oktober er lig med manglende skydække og derfor nattefrost. Saltsprederne havde kørt udenfor vor dør, og det gibber altså lidt i en, når man hiver de dyre sager direkte ud i saltsuppen! Længere oppe ad kysten var fornøjelsen dog ren is, alt var dækket af rimfrost, ja sine steder lå der faktisk et centimetertykt is/sne/rimfrost lag, som da solen fik fat, forvandlede sig til et solidt lag vand på kørebanen. På den måde forvandlede et strålende morgenvejr sig faktisk til endnu et vinterbad med spandex på, nu i saltvand.

Og nej, selvfølgelig har cyklen ikke godt af det. Det lyder som om lejerne i krankboksen har haft det bedre. Ikke at jeg mærker forøget modstand i den, men blot en slæben på, en tør støj fra lejerne...

Cyklen er nu vasket, pudset og hængt op på vinterhiet. Så må den ned en af dagene og få skiftet lejer og gennemset alle slidelene, så når sommertiden kommer er det bare at flå den ned fra væggen og cykle ud i solskinnet.

Wrestling på to hjul

Kender du wrestling, amerikansk fribrydning?

Nogle store mænd med olieindsmurte kroppe giver hinanden bank i en slags showbrydning. Det er aldrig helt lykkedes mig at finde ud af om det er aftalte trin, eller der improviseres, men givet er det, at man som deltager både skal have styr på teknikken, være udholdende samt stærk og smidig, hvis man ikke ved et uheld skal komme alvorligt til skade. OG helt sikkert er det, at det aldrig bliver en sportsgren der kommer på OL-programmet.  Alligevel er der mange der elsker at se på det.

Sådan har jeg det lidt med cykling. Senest har de taget syv Tour de France sejre fra Lance Armstrong. Sejrene er ikke givet til nogen andre, for man skal fanme lede lang tid efter andre indenfor top-10 i de syv år, som ikke også har været involveret i doping på et tidspunkt. Dermed står sejrslisten tom, som om løbet ikke eksisterede.. vi skal ellers tilbage til verdenkrigene for at have tomme TourDeFrance annaler.

Interessant nok, er det aldrig bevist ved test, at Lance var dopet, men han er dømt på indicier.. rigtigt mange omkring ham har indrømmet. Med de seneste afsløringer selv indenfor senior-amatør-rækkerne i Danmark, må jeg sige, at doping er kommet for at blive. Ja, det har faktisk altid været en del af Tour de France.

Hvor bringer den slags cykelsporten hen? tja, som med wrestling vil jeg sige, at cykling i almindelighed og Tour de France i særdeleshed, ikke er nogen sport længere. En tom sejrsliste, ja faktisk en tom top-10 i syv år giver en tom fornemmelse i maven. Som med wrestling giver ranglisten ikke nogen mening, dertil er cykling for meget et show.

Men det er ikke ensbetydende med at jeg ikke nyder at se det, altså Tour de France, ej wrestling. Det er stadig en nydelse at se "deltagerne have styr på teknikken, være udholdende samt stærke og smidige" samt se hvordan holdene forsøger at fange de andre med taktik og psyke..

Vi mangler bare at OL tager det af programmet...så er cykling for alvor blevet wrestling på to hjul. og vi kan slippe for al det dopingværk. Ja altså ikke dopingen, men kontrollen og hykleriet. Så vilTour de France i sandhed være blevet gladiatorernes kamp.. alle kneb gælder, så længe det blot er god tv-underholdning.

Crash, boom, bang

Fanme om ikke det var mig der måtte en tur i asfalten idag. Holdet stoppede på grund af en punktering, og da jeg rørte ved min bremse forsvandt forhjulet!

Efteråret er kommet, og under træerne danner de nedfaldne blade noget fedtet stads. Det er for alvor ved at være tid til at pakke racercyklen væk.

Heldigvis kørte vi ikke så stærkt, så der gik ikke hul på tøjet, eller det er værre, selvom jeg har nogle pæne hudafskrabninger. Værre var det, at første kontaktpunkt med asfalten var hovedet. Længe leve cykelhjelmen, den blev helt flad i den ene side. Godt der var et stykke flamingo mellem hovedet og asfalten!

Efter et par sekunders ømmen, var det op på cyklen igen, og videre.  Men lidt øm er jeg fra de fem hudafskrabninger (ankel, knæ, hofte, albue og skulder), og en lille smule hovedpine er der også. Men værst er nu nok stoltheden ;-)  Hudafskrabninger og cykling hører jo sammen.

Men, i morgen er det nu min MTB der skal luftes :-D

Overcoming

De seneste to aftener har været tilbragt med noget så usædvanligt som at se fjernsyn. Den amerikanske filmtjeneste Netflix åbnede i går deres danske afdeling. For et månedligt beløb på 79,- kr kan man se lige så mange film og tv-serier som man har lyst til. Endnu er udvalget lidt begrænset og de nyeste film er der ikke... meen alligevel er der nu nok i bagkataloget til mange timers underholdning. Netflix kan ses på vores fjernsyn, iphone, ipad, pc, android, PS3, Wii og endnu flere platforme. Så når man ikke at se filmen færdig på fjernsynet, kan man fortsætte i toget på mobilen. Det er da meget smart!

Da jeg sad og bladrede i kataloget faldt jeg over filmen Overcoming. En film om Bjarne Riis trænings og teambuildingsmetoder fra dengang holdet hed Team CSC og manden med den tomme rygsæk, BS Christiansen huserede.

En cykelfilm må da være det næst bedste efter egen cykeltur!

Desværre er filmen fra 2005, en periode hvor dogmefilmene havde sine sidste krampetrækninger. I dogmefilm skal lyden produceres direkte, der må ikke bruges kunstigt lys og kameraet skal holdes i hånden samt mange andre begrænsninger. Undskyld mig! Når producenten så også har kunstneriske ambitioner med mærkelige kameravinkler, grynede optagelser og langsom fortællestil, ja så bliver det hele sgu lidt svært. Du kan ikke se hvad der sker og ej heller høre hvad de siger, og du kan ikke dække over et udfald af forståelse med fantasi fra sidste gang du var med i historien, for det har du faktisk aldrig været.

Så deet.... Men, filmen indeholdte dog den herostratiske berømte scene hvor min ynglingsrytter, den ellers så rolige Jens Voigt flipper ud, fordi han kommer sidst ned til morgenmaden og alle havregrynene er spist. Det er ikke let at være den store dampmaskine på holdet, hvis der ikke er noget kul at smide på kedlerne. Det viser sig at de andre ryttere bare gemte resten af havren. Gotcha, Jens er ellers svær at tage røven på. Med Riis der ellers går op i alle detaljer, og her bare sad lige så stille og smilte, burde Jens selvfølgelig have fornemmet der var lusk i krattet, men man stiller sig ikke mellem en cykelrytter og hans havregryn. ;-)

Central Afrikansk trommedans

Ånden var lidt skrøbelig i går, da regnen dansede Central Afrikansk trommedans på ruderne, med en intensitet som lige før missionæren bliver sænket i den sorte gryde. Det stod kort sagt ned i tove, klokken var blevet sen aftenen før, hvor vi deltog i den københavnske kulturnat og så var der også røget en god-nat øl under vesten.. jo undskyldningerne stod i kø for ikke at møde op til en hård træningsdag.

Heldigvis stod chefen, den bedre halvdel fast, og så måtte cyklerne jo pumpes, kæden smøres grundigt og lommerne fyldes med slanger, inden det dyre grej blev kastet ud i mudder og regn.

Og, når man så er kommet afsted...  med uldsokker, skoovertræk, vandtætte handsker, skærm på raceren, så røven ikke bliver våd, itrukket den vidunderlige regnjakke fra Assos og et par gode cykelbriller, ja, så sidder man jo der i sin lille kokon og nyder at være ude i den friske luft og føler sig en lille smule sej.  "Mon ikke de er en lille smule imponerede, når de passerer os i deres biler?"  Næppe, jeg kunne godt finde andre tanker bilisterne kunne have når de ser os på cyklen i det vejr!  Pyt, de ved ikke hvor dejligt det rent faktisk er!

Det gjorde resten af klubben 291 medlemmer heller ikke, for de eneste der var ude at køre, var en far og søn, en enkelt licenser, trænerkollektivet på 9-holdet samt Teamsologsommer, ialt omkring de 8-9 stykker. Hele 10-holdet, de to 9:15 hold og alle de skrappe drenge på 9-holdet blev hjemme til underholdningen fra den centralafrikanske trommedans. Stakkels jer, I gik glip af en rigtig dejlig cykeltur!  Til gengæld har vi sgu et super trænerteam!

Det blev til 70 dejlige kilometre, forunderligt nok helt uden punkteringer, men i dejligt selskab. Sådan kan man være så heldig!

Ømme og meget beskidte ben

Årets første lange MTB tur, gik ud gennem Dyrehaven, Danske Schweitz, halvanden runde i Geels, og langs Mølleåen tilbage til Klampenborg. 32 km med et snit på 18 km/t... med pænt meget single track, blev der virkeligt gået til stålet!

MTB rekrutterer lidt andre fibre end racercyklen, så nu er benene godt ømme.. og ganske beskidte, det har regnet on/off hele dagen. ;-)

Ingen tvivl om hvor strømperne gik til

9-holdet, vores hjemmehold, holder cool-down i oktober. Der køres kun lørdag, en halv time kortere og ingen intervaller.  Kors hvor får de et chok, når de skal forsøge at følge med os tre, som er fortsat med hverdagstræningen, når vi skifter til MTB i november..for vi kører sgu stærkt!  gnæk gnæk

Nu starter MTB sæsonen snart

.. eller er det klatresæsonen?

He, de to bjergbestigere i 3:53 er nok lidt overraskede, da han fræser forbi!

Kirkeskoven

Året første MTB tur gik til Kirkeskoven ved Holte, hvor Jægersoldaten med stor fornøjelse viste rundt.

Jeg har aldrig været der før, men på et meget lille område er der stablet en række forbavsende svære detaljer, stejle bakker, smalle broer og snævre grøfter op.

En del af ruten var af karakteren, hvor jeg lige skulle overveje om man nu også kunne. Men kunne Niels, og det kunne han med stor virtuositet, så kunne jeg f.. også ;-)  Og, det gik da, men man skal altså lige vende sig til at komme på de brede dæk igen.

Som Niels sagde, så kunne jeg nu føre 9-holdet igennem, på vejen mellem Geels og Rude skov, for sværhedsgraden er helt sikker passende til de hurtige drenge.. men helt ærlig, det meste af tiden havde jeg ingen ide om hvor jeg var. Tror lige jeg skal prøve den en gang til.

Bagefter kørte vi en halv runde i Geels skov, og det var som om cyklen kom hjem og kunne køre selv. Det er kendt terrain.. og det gik stærkt, hvilket så også sikrede sæsonens første jordkontakt. Har du ikke været i jorden, har du ikke kørt hårdt nok.

 Efter en uges forkølelse og rigtigt meget arbejde, havde hjertet godt af lige at få et spark.! 10 km blev det til, ikke så meget, men en dejlig lille formiddagsaperitif.

Efterbrænder

Efter den store kostomlægning for otte år siden, har min vægt, med udsving, ligger omkring 83-84, og det var da også der jeg startede, da jeg i foråret skulle til at blive skarp til Coast-to-Coast. Sidste år lykkedes det mig at få vægten ned på 78 kg, men i år ville 80 være ok.

Det lykkedes ikke, motivationen kunne ikke overstige kærligheden til god mad og dejlige vine. Men, 82,5 kom den da ned på. OG ja, fire kilo i Pyrenæerne kan mærkes. omend der ikke var noget problem. I grove termer, alt andet lige, koster hvert kilo på Tourmalet mindst et minut.

Tabte jeg mig så ved 6 dages intensiv kørsel i noget af det hårdeste terrain Europa kan byde? Nej, der proppes ganske simpelthen alt det mad ind, som man kan komme i nærheden af (næsten). Kroppen har brug for energien. Og, så var det jo en hyggetur sammen med holdet, så øl og rødvin blev det også til. Vægten var derfor en lille smule højere ved hjemkomsten, end da vi tog af sted. Lignende effekt har jeg også set, da jeg tog på fjeldture i de yngre dage.

Men, stofskiftet har fået et boost af den hårde belastning! Efter hjemkomsten har jeg øvet mig i, ikke at spise mig mæt, men holde igen når jeg havde spist så jeg ikke var sulten mere. Resultat? Jo, i ugen siden vi kom hjem har jeg tabt tre kilo! Så nu er jeg under de 80 kilo. Fantastisk!

En rigtig efterbrænder på stofskiftet, som er holdt ved lige med et pænt antal træningskilometre i ugen der er gået. Den bedre halvdels vægt er også faldet, så det kan ses. Kroppen holder aldrig op med at forundre mig.

Nu kører jeg lige askesen lidt længere, ville gerne et par kilo mere ned, inden MTB sæsonen. Jeg er ikke helt så stærk som nogle af de hårde drenge, men har heller ikke brug for så meget, når vægten og teknikken er på plads.

Restitution

Det er ikke ude på landevejen du bliver hurtigere, det er når du hviler.. hedder et ordsprog. Og rigtigt er det, at det er under restitueringsfasen kroppen regenererer sig og overkompenserer for den belastning den har været udsat for, men først skal den altså udsættes for en belastning, hvile alene går ikke ;-)

Overkompensation betyder, at kroppen ikke bare regenererer sig selv til det niveau, den havde før man udsatte den for belastningen, men lige giver den lidt ekstra, for en sikkerheds skyld. Og det er basis for al træning og formfremgang.

At der vitterligt er tale om kraftfulde mekanismer kan ses af min hvilepuls. Jeg plejer at tage den, lige inden jeg falder i søvn.. det rigtige er vist nok at tage den om morgenen, men det skide vækkeur er en så traumatisk oplevelse, at min puls på det tidspunkt intet fortæller. Næ, efter at have ligget i sengen og slappet helt af en ti minutter måler jeg pulsen.

Inden C2C-turen lå hvilepulsen omkring 42-43 bpm. Under turen, som var belastende, lå den på hele 60 bpm, og her efter et par dage cykelfrie dage ligger den på 40 bpm.

Hvilepulsen før afgang var lav og indikerer et fint træningsniveau, men det er interessant, at seks dages træning i et større omfang faktisk er i stand til at sænke hvilepulsen med 5%. Jeg ved ikke hvad sammenhængen med konditionen er, der er flere faktorer inde over, men bedre er den da i hvert fald blevet.

Mere interessant er det, at når det summer i musklerne og de er ømme, så stiger hvilepulsen med hele 50%. Puls er lig med aktivitetsniveau i kroppen, så det indikerer at kroppen arbejder hårdt med at kompensere, der skal pumpes meget blod rundt med ilt og næringstoffer til de steder, hvor kroppen er i gang med at genopbygge sig.

Restituering er virkelig kraftfuld!


PS: samme gælder i øvrigt hvis du drikker en flaske vin, så stiger hvilepulsen også.. kroppen skal arbejde hårdt med at skaffe forgiftningen væk. Prøv lige at måle efter næste gang! 

Et par reflektioner på hastigheder

Samme rute på C2C to år i streg og begge gange på hold 3! Jeg har derfor flere gange fået spørgsmålet om holdet var stærkere eller langsommere end sidste år?

Lidt svært at svare på på stående fod. Min fornemmelse var, at holdet sidste år var lidt stærkere, men kun fordi de langsomste bailede ud og tog bussen.

I år, hvor jeg var guide, var mit mål, at alle skulle med hele vejen på cykel!  Og enhver træner ved, at et jævnt tempo, hvor alle presses til lidt under, og slet ikke over maks er hurtigere, end hvis du har en på holdet, der går ned med flaget.

Nu er alle etaperne læst ind på computeren og gennemsnitshastighederne kan derfor objektivt sammenlignes (2011/2012):

Dag1: 23,9 / 24,7
Dag2: 20,6 / 18,4
Dag3: 17,8 / 17,7
Dag4: 19,9 / 19,8
Dag5: 25,8 / 26,2
Dag6: 24,9 / 23,0

Der er nogle små forskelle som kan forklares med en overnatning der flyttes om på en anden side af en nedkørsel og en dag med regnvejr sidste år, og en forskellige dage med hede... så sammenlagt er der tale om stort set samme hastighed. Men, denne gang fik vi alle med på cykel, hele vejen.

Skal jeg være helt ærlig, er jeg faktisk lidt stolt af mig selv som træner. Ikke alene kom alle med, men dem der havde besluttet sig til at tage bussen en dag, fordi de ikke orkede, kom alligevel ud på cyklen og fik en god dag. Så Dan, ring du bare, jeg stiller gerne op

Middelhavet er nået

Så kom vi igennem turen og efter en meget varm dag, var det en dobbeltfornøjelse af stikke tæerne i vandet.

Ganske vist var sidste dag kun 120 km og nedad det meste af tiden, men først skulle vi lige op over et lille bjerg svarende til Klampenborgbakken x 20, i en skov i vindstille og i 29 graders varme. Se det, er ikke noget vi bryder os om her i huset, så efter en tur i hegnet gik vi over til miss-wet-t-shirt. Hanne knoklede, medens jeg sørgede for at pøse vand på hende ;-)

I modsætning til i går, gik det ikke så hurtigt, men stille og roligt med omkring 27 km/t ud mod Narbonne. Det var for varmt og folk var for slidte. Da vi ramte sletten mellem bjergene og kysten blæste det pænt, med modvind, så de der havde overskud blev sat op i front til nogle monsterføringer. De arbejdede til egen fornøjelse, medens vi andre var på badeferie..  nå ja nogen af os ;-)  Det var sjovt at tænke på, at hver gang cyklen rullede lidt af sig selv, fordi det gik lidt nedaf, så var det en højdemeter vi selv havde kørt op. Det blev virkeligt Coast-to-Coast.

Den bedre halvdels fænomenale viljestyrke gjorde, at vi kom i mål.. 707 km og 10.652 hm blev pedalleret over seks dage, der hver på sin måde satte udfordringen højt. Stejle bjerge, lange opkørsler, høje hastigheder, mega varme, astma og hedeslag, ondt i bagen, benene og tæerne...

Men, efter et bad i havet, med en mega sejr i bagagen og champagne i glasset, var det nu alligevel fornøjelsen over egen præstation, det kønne landskab og gode selskab der tog billedet. Vi er allerede ved at overveje hvad næste tur skal være ;-)

Tak til alle der deltog, Isa der arrangerede, dig der læste med og jer der passede hus og skole medens vi cyklede, fik en stor oplevelse og en kæmpe sejr. Men mest af alt til den bedre halvdel af TeamSologSommer, der accepterede at være meldt til, stod træningen igennem og bed sig så hårdt fat i styret, at vi kom over alle bjergene. Du er fantastisk skat!

PS: 10.652 hm er der oppe hvor de store passagerfly flyver..

Til Carcassonne

Turen slog i dag væk fra Pyrenæerne og kørte op til Carcassonne. En rigtig klubtur på 135 km. Vi hyggede os undervejs, gik på café og skålede til de tre andre hold, der susede forbi, medens de i deres askese græmmedes over denne løsslupne hygge, og så på en cykeldag!

Alligevel kom vi, cafe-holdet, nu ikke meget senere hjem end de andre, til stor og udelt fornøjelse for deltagerne.

En enkelte ligeud nedkørsel fik lige hastigheden over 70 km/t alt rigeligt. Og så blev der spurtet på de to bakketoppe og efter et enkelt skilt. En rigtig legedag, for store drenge m/k ;-)

Vi er nu nået ud til østkysten. Temperaturen er 30 grader, græsset svedet af, husene har tegltag og vinmarkerne er begyndt at dukke op. Det er en fantastisk oplevelse på den måde, ved egen drift at krydse mellem forskellige klimazoner, både vest mod øst, men også fra havets overflade til 2115 meters højde i bjergene. Og sådan kom jeg til at tænke i dag, medens vi susede nedaf.. hver eneste meter vi på den måde kører ned af, har vi selv kørt op.

Så er der kun en lille tur på 110 km i morgen, inden vi står med tæerne i middelhavet. Et snuptag.. selv Hanne tror på det nu. Ikke at hun burde være i tvivl. Når hun slipper dieslen fri, bliver der altså kørt til... på det sidste bjerg fik hun lov til at køre, medens vi andre lige skulle have vand i flasken. Vi så hende ikke igen før på toppen, fire kilometre senere.  Men, der er lovet champagne til afslutningsfesten i morgen, og det er fortjent!

PS: nej, ingen historier om hjulemanden i dag.. det nye hjul virker åbenbart... utroligt. ;-)
PPS: ja, endnu en dag som guide og skal også være det i morgen. Fint nok, for jeg ville ikke orke, hvis en af de hyrede guider skulle overtage det, der nu føles som mit hold, hvor jeg med omhu har forsøgt at give hver og en sin egen lille succes og glæde de forgange dage
PPPS: Fik sagt til Dan i dag, at han da bare kunne ringe hvis han savnede en guide på et tidspunkt.

Col de Peyresourde, Col de Menté og Col de Aspet

Etapen i dag var turens frygt, langt den værste overhovedet!

Col de Peyresourde er 8 km langt og holder 8% i gennemsnit. Næste bjerg, Col de Menté er 10 km langt og holder 10%, medens Aspet kun er 4 km, men holder til gengæld en stigningsprocent på et godt stykke over 10%. Læg så dertil en tur på 125 km!

Så, medens i går nok var til turens tag, var dagen i dag kongeetapen.

Hanne (og jeg lidt) var slemt bekymret for om hun kunne klare den. Menté ligger i skoven så der er læ, til gengæld står træerne så langt fra vejen, at der ikke er skygge. På den måde får man en absurt hård strækning, i en kedelig skov og alt for varmt vejr! Men, som bekendt ædes elefanter i små bidder, cirka 10.000 pedalomdrejninger på 1:20 minutter. Så jo vi kom op. Frokost på toppen, nok den bedste længe...

Og så oven i det, Aspet med stigningsprocenter op til 15%. På de første to kilometre var de ovenikøbet ved at sprede tjære og grus. Må indrømme, at jeg kørte op og lod Hanne i stikken.. Bummelum.. Så ligesom på Peyresurde ville jeg køre ned og hente hende efter selv at være kommet op. Men knapt havde jeg fået vand i håret, så stod hun sgu lige bag mig. Clouet er, at Hanne på grund af sin astma kører et roligt, men malende tempo, maks 140 i puls. På Aspet fik den til gængæld alt hvad den kunne trække, så søreme om hun ikke satte et par af herrene så eftertrykkeligt. Fanme imponerende!

Også i dag kørte jeg som guide. Det er lidt billigt sluppet, men som skrevet passer det mig rigtigt godt. Det lader til at holdet synes det samme.

PS: Ingen dag uden nyt om hjulemanden: Allans nye hjul smider altså friløbet, hvilket betyder, at der ingen kontakt er mellem pedaler og fremdrift. Da han er nervøs for, at det kan ende med en blokering, vil han ikke køre ned af med det. Så der låner han et hjul af Dan Frost. Det er der til gengæld ikke bjerggearing på, så hver gang det går op ad, skifter han tilbage til sit eget. Det giver en hel del skifteri i løbet af en sådan dag.... Så derfor blev han kørt til en smed her til aften, hvor han købte et nyt hjul. Det var derfor en helt ustyrlig glad Allan det underholdte hele selskabet under middagen.  Men, at se Allan uden et hjul i hånden i morgen, turde næsten være en umulighed ;-) Mere herom i morgen

Apropos i morgen: 135 km, 30 grader uha!  Men nok en gang guide.. super!

Col du Tourmalet og Col du Aspin

Man kan ikke sige andet end imponerende. Den bedre halvdel kørte op af først Tourmalet og bagefter Aspin i god, rolig og sikker stil. En rigtig sejtrækker!

Så sej, at en flok herrer valgte at lade sig trække af hende stort set hele vejen op på begge bjerge. Det var kun fordi vi fik lyst til at gå på cafe undervejs, at de måtte cykle resten af vejen uden det stærke lokomotiv.

Måske en lidt underlig ferie, men ferie det er det!

Prøv lige at forestille dig... forleden stod vi med tæerne i vandet i Atlanterhavet, i dag var vi kørt over 2 kilometre lodret op i luften! Hatten af for den kraftpræstation! Det er turens tag, det højeste vi kommer op.

Opturen til Tourmalet er 19 km og stiger i gennemsnit 7,4%. Skyerne var væk og man kunne se ned på gribbene der kredsede rundt i det nøgne bjerge. På et tidspunkt havde vi 7 svævende direkte over os. Jeg er sikker på de undrede sig over hvor den stank af død gnu kom fra. Ja, man styrtsveder!

Opturen til Aspin er lidt mere kedelig, den foregår inde i skoven og stiger bare jævnt med 8% over 6 kilometre. Nedturen er til gengæld helt fantastisk. En bugtende vej på lodrette græsplæner med solitære træer og en fantastisk udsigt.

Det blev så også dagen hvor jeg måtte træde til og agere guide for Dan Frost Cykelrejser. For mange på hold to til kun en guide, og så manglede der ligesom en guide til hold tre. Det er på mange måder en god løsning... for så får jeg det jo, som jeg vil have det ;-)

PS: Også i dag benyttede Allan et hvert ledigt øjeblik til at pille baghjulet af og stå lidt med det i hånden. En særlig form for fetish?

PPS: Lidt mere morsomt, så kom der i går aftes en bil med en kuffert. En af deltagerne kommer fra USA, og kufferten var ikke helt fulgt med. Da turen startede stod hun derfor uden noget som helst andet end det tøj hun gik og stod i. Det er fanme svært, når sko, hjelm, pedaler og cykeltøj befinder sig i en ukendt lufthavn. Da vi derfor ankom til Bayonne med bussen, gik det sporenstrengs hen til en sportsbutik 15 minutter i lukketid. Imponerende at nå at købe cykletøj, pedaler, klamper, hjelm mm så hurtigt, uden at glemme noget!

Col d'Aubisque og Col du Soulor

Col d'Aubisque er med sine 1.700 meter et utroligt flot bjerg. Den øverste del er over trægrænsen og man kan køre og kigge lodret ned i dalen, ned på de kredsende rovfugle. Dermed kan man faktisk også se afslutningen helt nede fra dalen, men først skal man lige igennem en 17 km optur, med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2.

Hanne og jeg fulgtes stille og roligt op. En stor succes, vi var hverken sidst eller måtte op at køre... hun er nu ganske sej, den bedre halvdel. :-)

Jeg har været på Col d'Aubisque to gange før, første gang i 2004 i bil og så sidste år på cykel. Begge gange var der overskyet, så man ikke kunne se noget. Men i dag strålede solen, så det det var en ren fornøjelse.

På toppen står tre store cykler, malet i gul, grøn og polkadotprikket rød, Tour de France farver. Et tydelig kendetegn for passet.

Herefter svagt ned, med vejen hugget ind langs en bjergside og så en kort optur til Col du Soulor. Dette lille stykke i højfjeldet holder jeg for et af kønneste steder i Pyrenæerne. Lidt en skam det går nedaf, for det går faktisk for hurtigt.

I passet på Soulor ligger en cafe, næsten helt ud til vejen. Men lidt tryk på cyklen kan man lige nå at spæne ind og få en expresso, så man kan stå og nyde sin kaffe medens resten af holdet kommer forpustet op. Lidt provokerende, og rigtigt morsomt, hvis man har en lige så plat humor som mig ;-)

Fra Col du Soulor gik det ti kilometre i en række bløde sving ned til hotellet. Topfarten blev godt 70 km/t. Og Hanne? Hun har dælme fået styr på nedkørslerne. Fint, teknisk perfekt og i en pæn hastighed, under fuld kontrol. Topfart: 54,6 km/t

Som sædvanligt har Allan problemer med sine hjul, først gik friløbet i hovedhjulet, dernæst blev reservehjulet lidt skævt. Da hans stel er meget snævert gik dækket lidt på... og det gør man ikke ustraffet med den hastighed. Så da jeg kom susende ned, stod Allan inde i siden og kæmpede med sin cykel. Dækket var eksploderet! Heldigvis lige efter et sving så farten endnu ikke var nået over de 40. Puha, godt han fik styr på den. 

Col d'Osquich

Så kom vi igang. Stille og roligt ud af Bayonne, og ind i landet. Pænt med bakker i dag, men bjergene kommer først for alvor i morgen. Området er utroligt grønt med bakker på steroider. Rovfuglene hænger rundt omkring og chikaderne spillede.. Men cirka 22 graders varme kan man ikke ønske sig mere.

Bakkerne holdt dog op til 12% stigning, så de var såmen hårde nok. Den bedre halvdel fik et astmatisk anfald, men efter jeg fik sat skik på hastigheden, kørte det nu rigtigt pænt. Da jeg kender Hannes hastigheder 100%, satte jeg mig simpelthen op i fronten og trak... i den rigtige hastighed. Ingen havde lyst til at passere. Synd for ham der, inden da, gik så meget ned, at han måtte i sottebussen den sidste del af dagen. Han stillede dog pænt op til briefing i aften, så forhåbentlig er han med igen i morgen.

Dagens top var Col d'Osquich, 500 meter over havet. Jeg kunne ikke helt huske opkørslen fra sidste år, men den var stejlere end jeg troede. 1400 hm alt i alt for idag, i morgen ryger vi over 1900.

Vi spiste frokost på hotellet kort før toppen, og jeg skal love for, at colaen sydede hele vejen ned. Jeg huskede til gengæld ganske tydeligt, at byskiltet står 2,5 km før hotellet i Oloron. Så da der var 5 km tilbage fik den gas. Ingen havde dog lyst at lege med, så det blev en solitær tur forbi byskiltet.

Af gode cykelerfaringer fra i dag var så absolut "Hindbærpulveret" fra High5 med sukker og salt. Drysset i drikkedunken giver en slurk øjeblikkelig energi. Svømmeturen i poolen efter dagens etape var også en kæmpe fornøjelse. Det var den gode franske øl ved poolkanten også, men det er en helt anden historie. ;-)

Solnedgang over Atlanten

Godt nok er transporten på dette års C2C pr fly, men derfor kan det alligevel godt tage noget tid, når ruten går tilstrækkeligt rundt i Europa. Først med fly fra København til Palma de Mallorca og videre med et nyt fly til Bilbao, og derfra med bus til Biarritz. Det var derfor i tiltagende tusmørke vi genså vore cykler som var kørt herned i onsdags. Spørgsmålet var derfor, om vi kunne nå en hurtig tur ud til stranden inden lyset helt forsvandt, eller der skulle køres en tidlig morgentur i morgen?

Heldigvis besluttede turledelsen at udskyde aftensmaden til klokken 21:00, så vi lige kunne få afprøvet cyklerne samt dyppet tæerne.

Vandet var dejligt varmt og solen flot, som den gik ned i Atlanterhavet. Som Hanne sagde: "Ind til videre gik det jo meget nemt" ;-)

I morgen går turen op i Pyrenæerne, så bjergtrøjen måtte luftes i dag, inden evnerne eller manglen på samme for alvor udstilles. Heldigvis forventes temperaturen at ligge omkring de 20 grader, hvilket er rigtigt godt for blege nordboer.

PS: I security havde de ikke set cykelsko i scanneren før, men det havde de så rigeligt, da fyrre ryttere var gået igennem.
PPS: Bagagen bliver skam også scannet i lufthavnen og skulle du være i tvivl, kan vi nu oplyse, at C02 patroner ikke kan chekkes ind. Der var enkelte, der havde glemt at få dem ud af cykelgrejet, og så bliver man altså kaldt ned i bagagesorteringen for at plukke dem ud af kufferten
PPPS: Nej ikke Team Sol og Sommer. Vi gik glip af at se indmaden i lufthavnen denne gang.
PPPPS: Godt vi havde laang tid til at skifte i Mallorca... det blev nødvendigt! ;-)

Årets sidste sommerdag

Så siger kalenderen, at vi har sommerens sidste dag. Og hvordan var denne sommer så? Jo, det har jeg faktisk haft svært ved at svare på. Sidste år var ubetinget skod, så selvom vi havde planlagt at købe sofaer til vores nye terrasse, blev det ikke til noget, solen kom ikke. Derfor blev der i det tidligere forår i år købt loungemøbler, for nu skulle det være!

Og solskin har vi da egentlig haft, men det har været for koldt til at sidde på terassen, specielt om aftenen. Hvad er det med det vejr?

Forklaringen kan man læse i Ekstrabladet i dag..  Det har også været en skodsommer i år http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1817754.ece

Jo, statistikkerne siger, at vi har haft mindre regn og mere sol end sidste år, til gengæld har vi haft den koldeste sommmer i 12 år..

Så egentlig har det været fint cykelvejr, men loungevejr med lange varme sommeraftener... nej, vi må satse på at sætte sofaerne frem igen til næste år.!