Sommertur, med Bacchus i hjulet

Puha, det er har været nogle fine ture i sommerferien, men også godt med vin, og den sidste uge+ blev cyklen ikke rørt. Den slags plejer at straffe sig, med dårlige ben, og når man samtænker at juli måneds kørseln har været diesel-kørsel, dvs styrketræning op af bjerge og ikke konditionstræning, var der lagt op til en god sidste plads ved torsdagens træning.

Bacchus var med, hjertet gjorde opmærksom på at det kører bedst uden rødvin, men ellers skal jeg da lige love for at benene gerne ville køre til.

Efter 73 gode kilometre med 32,3 km/t i snit og min pæne andel trækkeriet, kunne jeg sågar sætte mig på anden pladsen ved Klampenborg spurten. YES!!   At mine ben så protesterer når jeg går ned af en trappe får være :-)

Rart at mærke, at systemet et på plads.  (og cyklen også)

Egentlig...

Egentlig skulle dette indlæg handle om en rask lille tur til Mont Ventoux, men det må vente, for lige nu er der noget helt andet jeg skal have luft for!

Cyklen kører nu på fjerde sæson, og måske skulle den skiftes, medens den stadig har en vis form for gensalgsværdi.. men altså.. der er ingen anden cykel jeg hellere vil have, så det var ret nemt at vælge den billige og fornuftige løsning, nemlig at beholde min dejlige ynglingsracer, og så levetidsforlænge den. Den knirker og larmer lidt, og gearskiftet går lidt trægt, så opgaven skulle være at skifte kronrørslejer og kabler.. Så burde den igen være stort set som ny..

Ved styrtet knækkede styret og ellers var der ingen skader på cyklen. Det var derfor ret nemt at instruere værkstedet, som blev valgt ud fra om de havde det samme styr som lagervare. Gummiet på bremsegrebene var revet i stykker, så beskeden lød: Nyt styr, nyt gummi på grebene og nye kabler (tænkte ikke lige på kronrørslejerne)

De satte pænt det nye styr på, og nyt gummi, men på en eller anden måde passede gummiet ikke rigtigt, og blev ved med at dreje rundt og forskyde sig. Og kablerne.. ja dem skiftede de ikke.. det er noget pis, for de ligger jo under styrbåndet, og da den jo var ny, kunne kablerne ikke skiftes uden at smide gode nye styrbånd ud.

OK, min hobby er jo at pusle med cyklerne, og med en uge på ferie hjemme skulle der jo være god tid nok. Selvgjort er nu bedst!

Så af med kronrørslejerne.. hmm ingen af de helt lokale butikker havde et sæt magen til.. og der findes fanme mange... så frem med fedtbøssen og give lejerne ny glinsende smøring.. det virkede faktisk, det grove knirkeri er væk.. nok kun for et år, men pyt, så på jeg jo bare ind til Specialized Concept Store, de har dem garanteret.. men for nu virker det.

Nye kabler på.. først i bag, gearing og bremser, så af med styrbåndet i højre side og de gamle kabler ud.. hmm.. smeden har sgu sat venstre grebs gummi på højre sides greb.. altså, det forklarer jo ligesom at de ikke rigtigt passede!!!  Nåmen det er jo til at bytte om.. selvgjort er jo velgjort... kablerne skiftet!

Jylland kalder, så ind med cyklen og reservedelene i bilen, så jeg kan forsætte arbejdet når vi når frem til første destination.. og så kan jeg jo i morgen tage Jylland på langs, når vi skifter destination derovre, dejligt!

Ok fremme, og ud med cyklen. Første job er at flå styrbåndet i venstre siden samt kablet til forskifteren af. Nyt kabel på.. men hvad i h... den passerer igennem stellet, og den nye vil bare ikke ind i hullet!  €#%&"! Der prøves med mange forskellige ting, men intet kommer igennem... Igang med internettet... lige præcis min model kan jeg ikke finde, men en anden og lidt mere kompliceret viser, at kabelstyreskinnen i bunden af rammen, hvor kablet dukker igennem, skal afmonteres. Frem med skruetrækkeren, hmm. den sidder sgu fast.. måske lidt venligt moderat vold klarer problemet.. KNAK... styreskinnen knækker og stelgennemføringen er stadig lukket land..

hmm.. Selvgjort er velgjort, men nu må jeg vist stryge flaget og gå til smeden.. der røg den dejlige sommercykeltur op gennem Jylland, og hvad værre er.. chancen for at en smed kan fixe den, uden ventetid på fredag kan nok ligge på et lille sted.. og så er lørdagens lange cykeltur med cykelklubben også "at-risk". Det er fanme kreperligt!  #€%&#"!!!

Hvad gør en klog men fummelfingret og abstinensplaget mand nu?  Burde man egentlig ikke have to cykler, hvis nu... ;-)

Edit dagen efter: Mødte en meget venlig mekaniker, der hurtigt fik sat skik på kabelgennemføringen. Den var simpelthen fyldt op med sand, der sad i klemme i det smalle rør. Et lille bor, trillet mellem fingrene, kunne få gruset ud, efterfulgt af lidt trykluft til at rense stellet. Alt er nu vel igen, og cyklen er igen klar til at straffe noget asfalt :-)

La Marmotte

Løbet La Marmotte kan betragtes på mange måder; overvejelser der alle lå i hovedet inden jeg skulle køre det.…

Objektivt: 175 km, 5000 hm, Col de Glandon, Col de Telegraphe, Col de Galibier og L’Alpe d’Huez.

Subjektivt: De 175 km er hvad det er, rigeligt indenfor komfortzonen, men de 5.000 hm, svarende til en halv coast-to-coast så rigeligt udenfor enhver komfortzone.

En styrkeprøve af de mere uoverskuelige, men på den anden side kender jeg så mange der har gennemført løbet..

Efter mit styrt i foråret, er jeg ikke der hvor jeg gerne ville være, men på den anden side, rutinen er der så rigeligt.

Så det blev min plan, tage det, ikke som et løb, men som en laaang C2C etape, en oplevelse, bjerge der skulle nydes. De sidste 14 kilometre er opkørslen til L’Alpe d’Huez, og kommer man ikke til foden i rette tid, bliver man pillet ud af løbet. Sådan matte det jo bare være og jeg trøstede mig med, at så ville jeg jo slippe for den opkørsel. ;-)

Vejret i bjergene er uforudsigeligt.. Sidste år udgik mange da temperaturen i dalene lå på 40 grader! I år regnede det dagene før løbet og i dagene efter har temperaturen på Col de Galibier ligget på frysepunktet..  Heldigvis havde vi gennem Dancykling købt udlægning af to depotposer, og vejrudsigten blev studeret nøje for at se hvilket tøj der skulle i poserne.. alt var med i kufferten.

Virkeligheden: Vi havde det smukkeste vejr man overhovedet kan forestille sig. 11 grader om morgenen og 23 grader i dalene op af dagen, 18 grader på Galibier og 33 grader i starten op af Alpen. Tørvejr og primært sol.. Det fås simpelthen ikke bedre!

De 8000 deltagere i løbet blev sendt afsted i tre batches, og som nybegyndere skulle vi starte med de langsomme i den sidste batch 7:50 fra Bourg ved foden af Alpen, 50 minutter efter de første. Det er OK, selvom de langsomme ellers godt kunne bruge den ekstra lille time ;-) Starten gik fint, testosteron-niveauet var ikke så højt, så optakten, de 15 kilometrer hen til starten af opkørslen til Glandon gik gelinde i pænt flow og uden panik. Skønt!  En af kammeraterne fra klubben kørte i hold et, som mere mindede om et dansk motionsløb. Hidsigt og med panik. Pludseligt blev der bremset og han nåede at holde, men det gjorde rytteren bag ham ikke! I crashet blev cyklen smadret. Der kunne lige listes tilbage til start, hvor der blev lejet en cykel og løbet alligevel gennemført. Imponerende.!! Men sådan var det altså ikke i vores ende. J .

Så står vi ved startlinjen. 174 km og 5500 hm venter på de 7000 glade cykelryttere

Opkørslen til Glandon er lang og stigningsprocenterne runder lidt for ofte de tocifrede tal Det er så også den samlede konklusion fra mit første alvorlige møde med Alperne. Stigningerne er længere end Pyrenæerne og stigningsprocenterne er lidt højere..  Nå men, det gik nu super og med lidt cykelryttermentalitet kunne jeg ikke lade være med at presse den lidt op af Glandon… masser af energi i benene og mange at overhale J  Pulsen lå omkring de 180, altså 95% hvilket er alt for højt, men ned kunne jeg sgu ikke få den. Her ved mit comeback har jeg konstateret at pulsen let ryger op.. konditionen er ikke hvor den skulle være, men til gengæld kan jeg æde smerten, det rører mig ikke at køre med syre i benene..  Men, selvfølgeligt lå det i hovedet, at det ikke er den klogeste disposition i starten af en hård dag… men hey.. what to do?

Alle bjerge har en ende, også Galibier og da vi kom til toppen var der trængsel. Første depot ligger i passet og da jeg stadig havde lommerne fulde af gode sager, strøg jeg lige igennem. Dancykling holdt med poserne lige nedfor toppen og der var det muligt at få et glas cola og en banan uden kø. Posen lod jeg ligge, havde ikke brug for flere geler til lommerne eller en reserveslange eller noget af der andet der var pakket.

Nedkørslen fra Glandon er taget ud af tidsregnskabet. Den er simpelthen for svær til at arrangørerne har turdet lade deltagerne køre ræs ned af. I hvert eneste sving stod der en kontrollør og vinkede med flag. I det hele taget har jeg aldrig oplevet et så godt afmærket løb, med vagter ved alle tilstødende veje og i starten, hvor alle er samlet i et felt, også ved midter-heller på vejen!! De fleste veje var lukkede for øvrig trafik.. i hvert fald gennemgående.. Stor stor ros!!

Vores oplevelse af Glandon-nedkørslen var nu, at den ikke var særlig svær. Høj hastighed ikke mulig, men ellers bestemt indenfor rimelighederne. Da jeg dagen efter kørte den i modsat retning i bil, måtte jeg dog konstatere at asfalten var dårlig, vejen så smal at to biler kun lige kan passere hinanden samt at der er en fandens masse små sving. Ja, at være i løbsmodus både skærper ens opmærksomhed og reflekser men gør også blind for farer. Må nok konstatere at det er godt arrangørerne passer på os.

Vejen efter Glandon nedkørslen og hen starten på Telegraphe-opkørslen er hovedvej og beskrevet som et hurtigt transportstykke, hvor man skal fange et tog af ryttere og lade sig transportere med. Det gjorde vi så.. men den stiger altså 2-3-4 % over ret meget af de 40 kilometre L  Det er sgu sin sag at sidde i et felt og lade sig suge med, på noget der ligner Klampenborgbakken bare en hel del længere!  Det tog i hvert fald energien ud af mine ben!  Herefter blev resten af løbet mere overlevelse, så farten blev sænket og pulsen kom dermed også under kontrol. Det begrænsende er ikke syregrænse eller kondition, men hvordan man opretholder energiniveauet og dermed styrken i benene!

Opkørslen til Telegraphe er cirka 10 km og stiger mellem 8 og 11%. Det gik sådan set ok, med en enkelt vandpause undervejs. Lidt træls at de havde riflet overfladen af asfalten, så man sad og småhoppede i sadlen, men alt kan jo tjene til at distrahere fra de ømme ben ;-)

En lille nedkørsel og så går det op til Galibier. Først skulle frokosten dog lige køres ned. Sad og drømte om en flute med skinke og søreme om ikke det netop var det de havde puttet i frokost depotet! Stærkt og der røg sgu en ekstra flute i lommen ;-)

Galibieropkørslen er omkring de 20 km og stiger omkring de 7-8% med enkelte afstikkere op til 10. Det minder på den måde faktisk om Tourmalet i Pyrenæerne som jeg jo har kørt tre gange J  meeen dog aldrig efter to andre så hårde bjerge som denne gang. Jeg besluttede mig derfor til at stoppe en gang i mellem fx efter to-tre kilometre, selvfølgelig kun for at tage billeder og spise lidt flute, men to minutters pause hjælper sjovt nok også på benene ;-)

Den ene gang jeg stod af cyklen og svingede benet over sadlen, kvitterede systemet dog benstrækningen med antydningen af en krampe, som kom igen på en af de lidt mere stejle passager.  Op kom jeg naturligvis, men med en anelse nervøsitet over den ventende L’Alpe dHuez opkørsel, der bade er rigtig stejl og lang… hvordan dælen skulle den klares.. målet var jo at gennemføre..pyt med tiden.. men gå op af Alpen er altså under min værdighed!!!

Præcist så hårdt var det ;-)

Lige over toppen havde Dancykling endnu et depot, og denne gang var der basis for at få genopfyldt lommerne, både med sukker til flaskerne og geler til maven.

Der sad jeg så og tænkte på mine bens styrke, undervej på den meget lange nedkørsel fra Galibier. Nedkørslen har enkelte stykker der går opad, og det virkede sgu ikke bekræftende…  Vel i Bourg igen, stod Hanne og Asger og ventede på mig ved foden af Alpen. Den søde Hanne mindede mig om, at jeg jo havde som mål at gennemføre, så jeg kunne da bare stå af og nyde udsigten i hvert af de 20 hårnålesving til toppen! Klokken var jo so-wie-so stadig kun 17:00, så jeg var langt foran min plan!  Right, jeg besluttede mig for at køre op i slæbegear, 5 km/t og stoppe i hvert andet hårnålesving, så jeg var helt sikker på ikke at få kramper og til gengæld fuldføre!  Det tog 2 timer og 12 minutter at komme op på den måde, men sikkert og stabilt var det.

Gennemført! Den officielle til blev 10:44, ikke voldsomt kønt, men stærkt tilfredsstillende efter forårets udfordringer!

Strava siger, at jeg knoklede med 185 Watt på Galibier, 161 på Telegraphe, 153 på Galibier og 139 på Alpen.  Det er ikke pænt disponeret, men hey, resultatet er stadig Gennemført ;-)

Hanne tog bilen op da Alpen blev åbnet for trafik klokken 18:00. Vist lidt af en udfordring, for der var stadig mange på vej op, og mange på vej ned. Vi landede derfor på toppen samtidigt, så det havde taget en god time at slange bilen de 14 km op.

Senere sad vi og spiste en dejlig middag med cykelvennerne, ud til ruten, da den sidste rytter kom op, akkompagneret af dythorn og lystige tilråb fra fejebladet.. godt det ikke var mig ;-)

På ruten og dagen efter tænkte jeg been-there-done-that. Gentagelse ikke nødvendig! Men nu, nogle dage efter kunne jeg nu nok overtales. Det var en dejlig tur.

Storm før stilhed

What a week, men på den positive måde!

Er tilbage til fuld kraft på arbejdet, så det blev til tre århusture i denne uge og 50 arbejdstimer ma-fre..
Og træningen: 88 gode interval km tirsdag aften, med et snit på godt 30km/t, 50 km regnvejrstrilletur torsdag aften med et snit på 31,5 km/t (og 36 km/t de 15 ned af Strandvejen) og så lige 102 km på Hallandsåsen i dag.. i sandhed et fuldt pakket program!

Vægten er den laveste siden jeg var 19-20, nu 77,1 kg og benene tømt!  For første gang var jeg ikke sukkerkold på Hallandsåsen, men overskud til at udnytte den lave vægt var der nu ikke. Er grundigt brugt!

Så nu hedder det restituering til der skal køres cykelløb i alperne om en uge. Den skal stå på protein og kulhydrater og nul cykling i de næste 7 dage, så benene er skudklare til lørdag klokken 7:50 hvor starten til La Marmotte ved Alpe d'Huez går, 174 km og 5.000 hm!

Ikke mange proteiner, men ih hvor den sydede hele vejen ned!

Hallandsåsen var i øvrigt et dejligt bekendskab i dag. Super flot, afvekslende natur og godt vejr, til trods for løfter om megaregn!  Eneste tidspunkt det for alvor piskede ned, var da vi sad under halvtag og spiste frokost i Båstad, bagefter kom solen igen. Perfekt! :-)

Sofakuren

Så kom dommen: Hvad betyder det, reelt at have haft 6 uger på sofaen?

Det går bedre og bedre med hjernerystelsen, dvs der bliver jævnt hen skruet op for intensiteten på arbejdet. Til gengæld er jeg stadig lige død når jeg kommer hjem, så hverdagstræningen har været lagt på hylden. Jeg ser frem til den snarlige sommerferie, så er der nærmest en hel måned til afslapning og trilleture.. og intet hjernearbejde..

Så altså, med undtagelse af en herlig Harzen tur og tungen ud af halsen lørdagsture, har det været 6 uger på sofaen.

I dag var jeg så til året anden konditionstest. Ved sæsonens start var jeg i den bedste form nogen sinde, og hvad sagde så dagens måling:

Måling 3 - 2014: (ultimo marts 2014)
Konditionstal: 52,8
Vægt: 84,5
Maxiltoptag: 4.485 ml ilt pr minut
Fedtprocent: 21,2 %
Max watt: 519

Måling 4 - 2014: (juni 2014)
Konditionstal: 55,6
Vægt: 79
Maxiltoptag: 4.396 ml ilt pr minut
Fedtprocent: 19,4 %
Max watt: 499 

hmm..  Konditallet er steget, men de bagvedliggende tal, nemlig vægt og max-iltoptag viser, at jeg er gået ned i iltoptaget og at konditallet kun er steget på grund af vægttabet. Ser man lidt nærmere ind i målingerne viser det sig, at vægttabet på de 5,5 kg er sammensat af 2,5 kg fedt og 3 kilo muskler :-( Dette er den reelle effekt af stilstand, muskelmassen reduceres!

Det ses også af evnen til at hive energi ned i pedalerne, hvor faldet har været 3,9%.

Nå heldigvis, er konditionstallet da steget, den totale fedtprocent faldet og bodyage'en (fis) tilsvarende. Jeg er simpelthen blevet yngre, selv om det ikke helt føles såden. ;-)

Letheden ved gårsdagens tur, Roskilde Fjord Rundt på 125 km viste, at udholdenheden er OK, og selvom den maksimale effekt er faldet, kan jeg, i forhold til vægten, præstere en lille smule mer watt pr kilo end sidste sommer (6, 3 w/kg mod 6,1 w/kg). La Marmotte løbet om to uger skulle dermed bare køres kunne på bjergrutinen. ;-)   Ingen ambitioner om bestemte tider, bjergene skal bare nydes, som når vi kører C2C.

La Marmotte - vorfreude!

Godt nok er træningen slet ikke der hvor den skal være gr styrtet ultimo april, men hold da op hvor jeg glæder mig!

Se en video fra sidste år, stjålet fra youtube:

Formfremgang med Nødebo som baggrund

Det kniber for mig at træne i hverdagene, for jeg bliver stadig for træt efter en arbejdsdag, men konditionen går dog fremad.

Jeg var simpelthen flyvende på gårsdagens Nødebotur, så pyt med at jeg er mørbanket i dag ;-)

Det gennemsnitlige watt-ouput lå på 155 og pulsen lå på:

Den 17. maj lå watt-outputtet på 142 og pulsen så noget mere anstrengt ud:

Jeg kan godt mærke de andre ikke har ligget på sofaen, men det går fornuftigt fremad, mere kan man jo ikke forlange :-)

Harzen classic

Igen i år var OCC i Harzen, hele 63 personer, fra de runde, de hurtige, de stærke og de helt unge. Og selvfølgelig Team Sol og Sommer :-)

Det var på mange måder en Harzen Classic, idet vi kørte fire ture som vi også har kørt de forrige år, nemlig som velkomst Zorge-Hohegeiss stigningen, Klassikerruten, Kongetapen og som farvel, den flade ind over dalengene i det gamle DDR.

I alt 305 km og 5346 hm.

Jeg var på forhånd ret spændt, 4 uger på sofaen er ikke den bedste forberedelse til bakkerne. Men turen var en stor personlig sejr! Ikke bare gennemførte jeg, der blev også vist baghjul en gang i mellem.. og bedst af det hele, jeg var guide på hold2. Jeg elsker at være guide, træner og slavepisker men det kræver et overskud at rumme alle, finde vej, holde sammen på teamet og sikre at ikke blot kommer alle med hjem, men at de også alle har haft en god oplevelse. Med tyve på holdet og en kæmpe forskel på niveau, specielt opad, er det en udfordring ikke at pine de sidste, men også holde de første beskæftiget. (man kan jo altid jage de første ned igen, for at følge de sidste op) Det virkede! Vi tabte ingen og jeg tror de fleste havde en god tur. Og guiden var lykkelig!! Som sagt, en stor personlig sejr!  :-)

På sidste dagen ramte vi ind oven i købet ind i en landsbyfest, årets kåring af fuglekongen.

Kameraerne er fundet frem !

Jo jo, masser af oplevelser. Alt var klappet, klart og tilrettelagt ;-)

Oakley Limited Edition Echelon Jawbone Transitions® SOLFX™

For nogle år siden lavede en af de førende solbrilleproducenter, Oakley, en "nu-skal-vi-vise-hvad-vi-kan" cykel-solbrille med alle deres teknologier i. Stellen var printet carbon, som hyldest til carbon-racercyklerne, men altså kun printet, fordi ingen på daværende tidspunkt havde lavet et stel i rigtig carbon. Det ser lidt noller ud, men meningen er god nok ;-)

Brillen udkom i en limited udgave, dvs de lavede kun et begrænset antal og efter at have trippet noget rundt om mig selv, for den var ikke hel billig, gik vi ind i Oakley-butikken på Covent-garden i London, hvor de havde et enkelt eksemplar tilbage, liggende gemt i et hjørne på lageret... mon en af medarbejderne havde håbet på... ;-)

Glasset er to-farvet, dvs mørkere op mod himlen, og lysere ned mod jorden, med kontrastforøgende farve, selvtonende så de bliver mørkere jo mere solen skinner, med en metalbelægning så pludselige lysskift ikke blænder, som fx ved udkørsel fra en tunnel og så hygrofobisk, dvs vandafvisende, således at tåge og regn automatisk blæses af når man kører. Hullerne i glasset er for at forhindre de dugger på en svedende cyklist.

Efter nu at have kørt med dem nogle år, må jeg sige.. det virker... altsammen! De er kanongode!

En ting mere kan de, de er slagfaste. Hverken glasset eller stellet går i stykker eller skærer øjne og ansigt i småstykker, når man smadrer hovedet ned i asfalten med 55 km/t.  Det er nu til al overflod afprøvet! Til gengæld er de ikke 100% ridsefaste, ja forståeligt nok blev glassene så skrammede at det var slut med dem.

Bugger! Der er sgu ingen, ej heller Oakley der har lavet nogle glas, der er lige så gode siden.  Den lokale brillebutik skaffede et par glas der ligner, men hverken er tofarvet eller selvtonende. Brillen kan bruges igen, men specielt den selvtonende effekt var rent luksus.. toningen passede altid perfekt, i solskin eller gråvejr...  Og på gårsdagens cykeltur fangede jeg også den dybere fordel ved tofarvningen.. det er simpelthen nemmere med det perifere syn at se cykelcomputeren og ikke mindst at holde en fast afstand til baghjulet på cyklen foran.. og det er jo vigtigt når man kører så tæt som vi..

Så hvad f.. gør man, når man er blevet vant til toppen af poppen, og ingen laver noget der er lige så godt længere?

En omhyggelig google-søgning afslørede en Oakley-brille-samler i Californien, der havde en helt ubrugt til salg fra sin samling, i fineste stand. ... ... Nu er den på vej til Danmark.. længe leve den globaliserede verden. :-)   Han var såmen ikke en gang dyr, alle ting er billigere i USA, men lad os nu se hvad det hjemlige Told og Skattevæsen siger.. hospitaler og lign. skal jo have budgetter ;-)

Efter tre uger på sofaen

I denne uge startede jeg for alvor på på halvtid igen. Dejligt at være tilbage igen, meen om eftermiddagen soves. Jeg bliver utroligt træt, så jeg kommer til at kæmpe med hjernesrystelsen pænt lang tid endnu. Det er også ret let at få en billig tur i karrusellen, skal bare lægge hovedet tilbage og kigge skråt op til højre.  ;-)

Men alligevel bliver jeg langsomt i stand til at klare mere: Sidste lørdag kunne jeg gå på vandet, med det resultat, at det tog fra søndag til tirsdag, inden jeg ikke følte mig som noget katten havde slæbt med ind. I går, lørdag en uge senere, gik jeg på vandet igen.. for alvor.. og i dag søndag er jeg træt, men har det fint nok.  Så der er håb.

Da jeg jo trænger til at røre mig, og alle siger, at ligge på sofaen også er skidt, tog jeg ud for at lørdagscykle. Af hensyn til mit normale hold, og fordi det er hyggeligt, mødte jeg derfor op til normal træning. Planen var at tage det let på intervaltræningen og så køre fra, når jeg begyndte at mærke mine grænser..   3 uger på sofaen kommer ikke ustraffet for konditionen.

Jeg faldt derfor ind på det langsomste team, men tog alle intervallerne pænt og gennemførte hele distancen! Den afsluttende frokost i klubben blev dog sprunget over, fordi der med det gode vejr var mere end 100 mennesker der.. og den larm havde jeg ikke lige brug for efter en udfordrende træningstur.  Istedet tog Team Sol og Sommer en mentalt afslappende frokost i haven til fuglefløjt og solskin, efterfulgt af en fuldgod lur på sofaen for mig.

Som det ses, blev det faktisk til hele 90 km, og det med et snit på godt 27 km/t. Det er sgu fantastisk efter tre ugen stilstand, hvis jeg skal sige det selv. Benene var nu også godt ristede ;-)

Et andet udtryk for belastningen er denne graf:

Som det ses, er der brugt næsten en time (28% af tiden) for høj puls, til trods for at gennemsnithastigheden ikke lå højere end de 27 km/t og det estimerede gennemsnitlige watt lå på 142.

Til sammenligning kan vi jo kigge på den forrige rigtige tur, den hvor jeg røg i asfalten.

Her ligger jeg på høj puls i 12% af tiden. Gennemsnitshastigheden lå på 33 km/t og det estimerede gennemsnitlige watt output lå på 201.

Altså før mine tre uger på sofaen kunne jeg holde en 40% højere effekt og dermed også meget højere hastighed uden at knokle så meget som jeg gjorde i går..  Det er hvad tre ugers stilstand gør!!

Men når det er sagt, er jeg rent faktisk umådelig stolt af overhovedet at kunne køre 90 km med et snit de fleste ville være glade for! Jeg er taknemmelig!

Nu skal vi bare igang med genoptræningen, både arbejde og kondition. ;-)

En forsigtig start

I dag skulle jeg lige se om balancen stadig var tilstede, og hvordan konditionen spillede sammen med hovedet og rullede derfor en lille forsigtig tur, kun 21 km.

Det gik fint med hovedet, mærkede ingen problemer med hjernerystelsen, men jeg skal da lige love for at det ikke hjælper på konditionen at ligge 14 dage på sofaen. Det var lidt hårdt, indtil jeg mødte 10-holdet.. så kom der lidt mere luft over hastigheden ;-)  Ens egen ambitioner er som sædvanligt den hårdeste arbejdsgiver.

Rigtigt dejligt at komme ud i den friske luft igen, var det!

Dårlige vaner

Jeg har det jo med at vælte på cyklen ind i mellem, som en af kollegaerne sagde: en dårlig vane.

Forrige gang jeg væltede, sårn for alvor, var november 2010, hvor jeg knuste anklen, se mere på side 9, her.  Det var et større show, 10 skruer og en skinne, samt 8 ugers gangforbud. Operationen gik fint, men efterfølgende har jeg været en del besværet af at anklen hæver.  Ingen bare tæer, er nødt til at have strømper på, så anklen er under tryk, og vandre ret langt kan jeg heller ikke. Cykle går, men ikke uden jeg hele tiden kan mærke anklen.

Godt nok må ingeniører gerne gå i sandaler med strømper, men en hel dag med DSB hvor foden er ned af, er nu ikke sjovt... DSB uagtet ;-)

Pludselig slog det mig, jeg havde jo anmeldt skaden til mine ulykkesforsikringer, og selvom det lykkedes lægerne at sætte knoglerne på plads, og det er ved at være lang tid siden, er jeg ikke uden mén, så hvorfor ikke få samlet op på det?

Jeg fik så genanmeldt sagen i foråret, og søreme, i dag kom brev.. de har afgjort at jeg har mén svarende til 8%..

8% invalid, ak ja!  ;-) 

Stilstand

Det er jo helt normalt at holde en lille pause inden man skal performe på højt niveau, ja såmen helt op til en uge inden et stort løb.  Men nu har jeg ligget på sofaen i halvanden uge, og hovedpinen er der stadig... så hvad nu?

Jeg har fulgt min hvilepuls i perioden. (hvilket jo unægteligt har været nemt)  Og den ligger stadig på lige omkring de 40 bpm, så det får gå.

Der er måske en lille pil opad, den ligger oftere lidt højere end normalt, så jeg så gerne snart hovedpinen forsvinde, så det kunne blive til en trilletur igen.

På den positive side har jeg tabt 2,5 kilo på de halvanden uge, og ja, det er fedt om maven, viser målebåndet! Det hjælper jo helt vildt på styrken på cyklen, specielt når det går opad. Så endnu er jeg optimistisk mht sommerens bjergmål.

 Vægttabet siden nytår er nu på 7 kilo

I live !

Nu er det en uge siden jeg blev udskrevet fra sygehuset efter styrtet forrige lørdag. Jeg har en grundig hjernerystelse, og er derfor ikke særlig aktiv på PC´en, så dagens ti minutter går lige til en hilsen her.

Jeg var uden bevidsthed i fem minutter efter styrtet, men det første jeg kan huske er, at jeg bliver syet i ansigtet, 2.5 time efter. Det gjorde nemlig ondt.. Jeg kan huske, at sygeplejersken/lægen bliver rost for de 14 sting ;-) Herfra går det pø om pø, der hænger ikke meget ved. Sygeplejersken var sød, lyste mig i øjnene hver time, for at sikre der ikke var dybere hjerneskader, naboen på stuen larmede, og aftensmaden var rugbrød som Thit skar i stykker, som jeg havde et mas med at få i munden grundet sårene.. vi sprang silden over.. Må have ligget på intensiv, for der var ekg, iltmætningsmåler og blodtryksmåler.. en læge siger omkring midnat, at jeg må tage hjem, når det passer, og jeg får lov til at vente til søndag.. resten er væk. Bliver hentet søndag formiddag og kørt hjem. Det var Thit der kørte, har jeg fået at vide, men erindre det kan jeg ikke... hjemme var gode venner ved at gøre klar til det nye køkken som skulle komme om mandagen..  jeg kan godt huske hvem det var, men ikke hvad de lavede ;-)  og ellers står ugen lidt i tomhedens tegn.. har sovet meget både om natten, om formiddagen og om eftermiddagen, og erindringen står nogenlunde lige så tom. Onsdag aften kom de nærmeste venner på besøg, dvs dem som kørte mig over og dem som skrabede mig op, og dagen efter måtte jeg koncentrere mig om, hvem der helt præcist kom..

Jeg må indrømme, at det har chokeret mig hvor dyb hjernerystelsen er. Troede såmen jeg ville være hurtigere klar, men trætheden og hovedpinen er hvad det er.. at jeg selv flere dage efter udskrivningen får huller, hvor jeg ikke kan huske hvad der er sket omkring mig, vækker til eftertanke..

Talte med en læge på sygehuset i fredags. Hun undrede sig dog ikke, at slå hovedet i jorden med 55 km/t er hård kost, og hun overbeviste mig om, at det var helt normalt stadig at være træt og rundtosset og have hovedpine, når der kun var gået en lille uge efter slaget, og hun forventede bestemt ikke at jeg skulle på arbejde i næste uge heller, og hun understregede at PC og tv skulle undgåes. Nu har jeg en aftale med en god lægeven onsdag aften, skal have fjernet stingene og have en status på hjernerystelsen, og indtil da holder jeg sofaen.

Det går dog fremad, nu kan jeg koncentrere mig en halv time af gangen, hvis der ikke sker for meget. Støvsugning og andre larmende aktiviteter er dog bandlyst ;-) og når jeg ligger på sofaen har jeg det faktisk også ok.. men det har vist også altid været en kernekompetence ;-)

En ting er dog gået rigtigt hurtig!!
Sårene er ansigtet er forsundet med lynets hast, virkeligt imponerende som den del af kroppen virker. Her er en stribe billeder fra søndag til søndag. Om jeg ligefrem er blevet køn, afhænger jo af smagen, men jeg kan i hvert fald ikke længere være med i en zombiefilm, in natura ;-)

Søndag

Mandag

Onsdag

Torsdag

Søndag

Så skal vi bare lige have hjernerystelsen til at forsvinde, keder mig ad ht., og savner både arbejdet og cyklen ;-) 

Crash, boom, bang

Lørdagens cykeltur gik til kort før Nødebo.

Eftersom Hanne er blevet så stærk, er jeg gået over til at køre med det hurtige hold. Det passer også bedre med mine egne træningsmål, det blev til 84 km med et snit på 33 km/t og en gennemsnitlig effekt på lige over 200 watt. Super i det gode vejr!

 Men, selvfølgelig er der en grund til at vi sluttede kort før byskiltet til Nødebo, for under spurten tog jeg et hovedstyrt ud over styret. Ja, dvs jeg selv kan intet huske, vi lå lige så fint med 52-55 km/t, og i næste øjeblik stod en sygeplejerske og øvede korssting i mit ansigt.

Jeg var bevidstløs i 5 minutter siger de andre, som var noget chokerede, men jeg er totalt uden hukommelse for 2,5 time. Jeg har svaret på spørgsmål om cpr-nummer mm rimeligt troværdigt, men erindringen er væk. Jeg har en ide om at jeg trak op til dem der kørte forrest, men jeg har nok strejfet cyklen foran mig. Desværre røg to andre også ned, da de kørte over mig, den ene knækkede kravebenet, den anden sin cykel. Knubs har vi alle.

Jeg var indlagt i et døgn og har siden holdt sofaen. Jeg må indrømme, at hjernerystelsen ikke helt har fortaget sig. Jeg glemmer fra de foregående dage, hvem jeg har talt med og om hvad, hvem der kørte bilen hjem og hvilken vej..

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er blevet fortalt, at vi var på Hillerød sygehus, men sikker er jeg ikke ;-) 

Det er ikke unormalt, kræver blot ro. Men, som en af mine kollegaer sagde: ingen kan alligevel holde ud at se på dig ;-) Så nu holder jeg sofaen resten af ugen, min cykel er alligevel først færdig medio næste uge. Tøjet tager forsikringen af, det løber incl briller alligevel op i 9.000,- hertil kommer så cyklen som jeg selv skal betale.

 En enkelt god ting: siden lørdag morgen har jeg tabt et par kilo, så nu er jeg snart der, hvor jeg har planlagt at være når startskuddet til Marmotten lyder..

April 2014 har på mange måder været usædvanligt slankende.

En træt påske

Før påsken havde jeg diamanter i benene, virkeligt stærkt kørende, men bedst som påsken startede måtte jeg lægge mig med maveonde, og så var det pludselig ikke cykel der blev ført, men den store lastbil der måtte lægge rat til. Træls, normalt er jeg aldrig syg, og så skulle bruge et par dage på langs i ferien! Det blev et par dage uden mad og søvn, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, vægten blev lige skåret to kilo ned.. det trængte den også til, fint nok!

Træningsplanen blev dog holdt, og var der diamanter i benene før påsken, så var de tomme nu, ikke en gang vingummi-ben kunne jeg stille op med!  Så, jeg holdte mig i skindet og bagerst i feltet og kunne kun lige følge med. Tirsdagsturen var ellers specielt interessant, nemlig ud på den nu nedlagte Værløse Flyveplads. Her kan man køre på rullebanerne og landingsbanen, og vinden har frit spil, der er jo ingen træer i en lufthavn.. og sammenlagt giver det nogle sjove træningsmuligheder. Forsvarsministeriet er vel nok Danmarks bedste naturforvalter, så her er alvorligt kønt. Der må vi ud igen.

Torsdag gik den nord på om Gurre-sø, en dejlig tur, men når de andre leger spurter mm og man selv kun lige er tilstede er morskaben lidt udfordret. Til gengæld kunne den vel få lidt igen lørdag, så var det jo fem dag siden jeg rejste mig igen. Og jo, jeg deltog i intervallerne, men alligevel var hastigheden ikke imponerende og det er godt nok lang tid siden, jeg har været så træt da vi kom hjem. Hanne overhalede mig på de sidste to bakker.. igen ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det var vist med en lille fryd for den bedre halvdel af Team Sol og Sommer  ;-)  Tilfældigvis kørte vi den samme tur de to lørdage i påsken, og så kan man jo sidde og studere lidt i www.strava.com hvad dagsformen betyder.. Sjovt nok var det på det nærmeste modsat for Hanne.. når det kører for hende, kører det godt nok stærkt!

Men, nu begyndte jeg at blive lidt nervøs.. hvad sker der i kroppen, når man fortsætter træningen, selvom man er træt og lidt syg? Kommer man i overtræning, dvs reagerer kroppen med en formnedgang.. er diamanterne gået?

Så det måtte jo testes her 2. påskedag, en hel uge efter. Det blev en 60 km tur sammen med en af de hurtige på holdet, for fuld skrald. OK, ikke superhurtigt, men dog lige over de 30 km/t i snit... Det, og så ikke mindst det let forpustede spørgsmål fra baghjulet: "Kører du ikke ret godt i øjeblikket?" er sgu godkendt! I alt blev det til 401 km i påsken.

Hertil kommer: Vinduer malet, mosset fjernet i græsplænen og alle de selvsåede træer og skvadderkålen er fjernet i havens mange Rhododendron-bede.. og sidst men ikke mindst, en hyggelig spontan aften med søsteren og svogeren.. det gør en god påske!

Strava

Min første cykelcomputer var ganske avanceret, den viste både hastighed, puls, stigningsgrad og temperatur, men i dag kører mange af os med en GPS, som ikke bare viser alle tallene og hvor du er i landskabet, men også optager det hele.. så man kan analysere det når man kommer hjem.

I flere år har jeg brugt Garmin Connect på internettet. Her kan man uploade træningsfilen og så kigge lidt på den. Man kan genspille turen, men ellers er den frygtelig simpel. fx noget så basalt, men vigtigt, som hvor lang tid man har ligget i de forskellige pulszoner kan den ikke vise.., skal du se på delstrækninger skal du huske at markere dem som "baner" med en lille knap på cykelcomputeren når du sidder med tungen ud af munden og benene pisker rundt... og hvis det nu viste sig at være en anden strækning der var interessant.. ja så kunne du glemme det!  Tilfredsheden er ikke stor.

For en gang skyld må jeg indrømme, at jeg ikke er firstmover. Efter at flere andre i klubben længe har talt begejstret om www.strava.com har jeg overgivet mig.. totalt! og endda købt adgang til den udvidede pakke. Strava er god!

Jeg skal prøve at give en lille oversigt over de funktioner jeg bedst kan lide:

Pulszoner:

Her ser du min puls, fra MTB turen i Danstruphegn, inden sæsonskiftefrokosten. Det var en time i det røde felt! Super effektiv konditionstræning!  Men, hånden på hjertet, det er altså en ret basal funktion for et program til at analysere dine træninger! Den næste er straks langt mere interessant.

Intervalanalyse:

Ved at trække musen hen over den samlede tur, kan du ad-hoc frit vælge et interval du vil analysere nærmere. Her har jeg valgt at kigge nærmere på et interval, der består af 5 stk 15 sekunders spurt efterfulgt af 1:45 rullepause. Tesen var, at man kunne træne kondition på den måde. Selvom Antrit er vigtigt at træne, så viser analysen dog at pulsen på intet tidspunkt kommer over 174 bpm, hvilket hos mig svarer til 90% og det er altså for lidt til at det har den ønskede virkning. Intervalanalysen kan laves både ad-hoc men også som faste intervaller.

Faste intervaller:
Alle kan definere faste intervaller, således at ens tur så holdes op mod egne tidligere resultater, hvilket for en god tur kan se sådan ud:

Her er det en blanding intervaller, hvor jeg har sat personlig rekord (PR) på nogen af dem eller har kørt min 2. hhv 3. bedste tid på.

Man kan imidlertid også se hvordan man ligger i forhold til alle andre, som fx her hvor jeg faktisk har den tredje beste tid af alle (3rd overall), der har kørt det pågældende sted og bruger Strava:

Eller her, hvor en af cykelvennerne har sat en personlig rekord, som på automatisk sammenlignes med min:

I højre siden for oven, kan man se at Ralf kørte denne strækning på 8:52 og at min egen personlige rekord er hele 9:56.. over et minut langsommere end Ralf.. hmm  det animerer sgu!

Et øje for vennerne
Ja, for cykelvennerne kan du selvfølgelig også se. En slags facebook for cyklister, komplet med "likes" som her hedder "kudos" og kommentarer:

Som det ses, kan den også automatisk finde ud af at vi er flere brugere der har kørt sammen.. som her med Henrik Bo og jeg, selvom vi jo naturligvis ikke er startet eller sluttet samme sted!

Mål og udfordringer:
Sidst og måske mindst kan man sætte sig selv mål, både på et bestemt interval og mere generelt

Det er mit mål at kunne kunne tage Klampenborgbakken med et snit på over 30 km/t inden jeg skal ned og køre alpecykelløbet: La Marmotte i starten af juli.. og så er der en stribe mere generelle "badges" man kan være med i, som fx et bestemt antal kilometre i løbet af foråret, et bestemt antal kilometre i pågældende måned og længden af den længste tur på måneden. For nogle af badges'ene er præmien at man kan få lov til at købe en speciel cykeltrøje.

Det er lidt pjat, undskyld meget pjat, men nu egentligt meget sjovt.. ;-)

Er du lidt seriøs med din træning er Strava bestemt anbefalelsesværdig. Der er både noget til husarerne og nørderne!

En miniature

Også i Schweitz kan man få cyklen med toget. Flot reklamefilm

Huset under jorden

I bagkanten af den kolde krig byggede fødebyen en bunker til det kommunale beredskab. Top moderne med ABC-udstyr, dvs lufttæt, egen luft og strømforsyning, jording af alt metal for hver 1,5 meter etc. Betydeligt bedre end forsvarskommandoens bunker i Vedbæk, kunne vi konstatere, da forsvaret i forbindelse med fraflytningen holdt åbent hus.

I de mange år har den levet en dvaletilværelse, parat, ikke til krig, men som en del af de planer der stadig er, hvis regering og kongehus skulle komme under trussel. Her som et tilflugtsted for kongehuset i de perioder de var i Gråsteen, idet der med en fodboldbane ovenover bunkeren var ideel helikopterlandingsplads.

Min far har i de mange år hold tilsyn med det vi i famillien har kaldt "huset under jorden". Det er ikke mange forundt i en alder midten af 80´erne stadig at være en del af aktiv del af Beredskabet.

Men alt har en ende, også bunkere, og en dag skulle den som en af de sidste i Danmark sløjfes. Som Jyllands vestkyst vil bevidne, fjerner man ikke lige en beton-bunker med 50cm tykke mure, så den gamle foreslog, at huset blev overdraget til Vejen Idrætscenter, som den ligger nabo til, gerne til brug for cykelklubberne, som i mange år har lånt strøm fra bygningen til deres legendariske cykelløb.

Ideen blev taget vel imod, i kommunalbestyrelse, Idrætscenter og cykelklubber, og efter en ombygningsperiode.. der skulle fjernes noget jord og skæres vinduer i de tykke mure.. kunne den så tages i brug i fredags, som klubhus og værksted. Så nu er den hjem for en kamp på cykellir og race, ikke længere bomber og krig.. Det er ikke så ringe!

Det er sjældent at folk husker dem der stod bag, men ikke i dette tilfælde, for minsandten om ikke de bad den gamle om at klippe snoren til huset over. Det var til stor glæde form min far, for endnu højere end beredskabet står ønsket om udvikle en by til glæde for borgerne.. ikke i kraft af en lang karriere som kommunalpolitiker, men som den der aktivt støtter op om byens aktiviteter med de praktiske foranstaltninger, om det så er strøm til cykelløb, afspærring, Vejen-fester eller civiltberedskab mm.

En ikke så lidt stolt Vejen-borger

Det forklarer jo en del..

Her den sidste uges tid, har jeg haft helt vildt god ben, og som flere har kommenteret, er trilleturene vist blevet til noget der burde karakteriseres i en anden liga. Pjat, for mig er det jo også meget tidligt på sæsonen... eller er det?

Konditionstesten i går var overraskende! Den maksimale iltoptagelse er, hvor den var, da jeg toppede i sommeren sidste år.. og jeg træder små 4% hårdere! Kun er min vægt 2,5 kg højere end i sommers... men målt i watt pr kg er det det samme!

Måling 1 - 2013: (ultimo marts 2013)
Konditionstal: 50,3
Vægt: 86,2
Maxiltoptag: 4.325 ml ilt pr minut
Fedtprocent: 21,1%
Max watt: 458

Måling 2 - 2013: (ultimo juni 2013)
Konditionstal: 54,8
Vægt: 82,0
Maxiltoptag: 4.495 ml ilt pr minut
Fedtprocent: 17,8%
Max watt: 500

Måling 3 - 2014: (ultimo marts 2014)
Konditionstal: 52,8
Vægt: 84,5
Maxiltoptag: 4.485 ml ilt pr minut
Fedtprocent: 21,2 %
Max watt: 519

Jeg går altså ind i 2014-sæsonen på det punkt, hvor jeg var stærkest sidste år. Det forklarer jo en del om cykelturene den sidste stykke tid. Undskyld til dem jeg har slidt i stykker derude på landevejen den sidste uge! ;-)

Hvad skyldes det? Tja.. noget af forklaringen er givetvis mere træning i år, indtil nu, end sidste år. Resten kna jeg ikke forklare, men vejen fremad er klar nok: Træningen skal fortsættes, og så skal der smides nogle kilo.. Uha, det bliver noget af en sæson!