torsdag den 8. oktober 2015

Det digitale foreningsliv.. en lang forløsning

En af de opgaver som har slugt rigtig megen tid i år, er en relancering af Ordrup CykleClubs hjemmeside. Vi startede i foråret, og i går gik vi endelig i luften.


Der findes masser af hjemmesider derude, men kombinationen af at have oplysninger og så være omdrejningspunktet for klubbens digitale liv er åbenbart svært..  det findes ikke!

Hvad er så et digitialt klubliv? Med medlemmer fra 8 til 85 år, og vidt forskelligt aktivitetsniveau, er der mange forskellige digitale kommunikationsveje og forskellige steder at udtrykke sig. Nogle orienterer sig alene i nyhederne på siden, andre bruge opslagstavler, nogle skriver på facebook, og atter andre kommunikerer via mails i et lukket system, Al den kommunikation skal samles, hvis man ikke vil sprede klubben!

Rigtigt mange leverandører starter med et system til administration af foreningsmedlemmer og smider så en rudimentær hjemmeside ovenpå, men at have et system hvor medlemmerne kan logge ind og sende beskeder til hinanden findes stort set ikke... og så oveni at skulle vise den store aktivitet på facebook.. ja så kniber det gevaldigt. Og så må siden jo også gerne være lidt "glittet" med pæne billeder, til folk der prøver at orientere sig i udbuddet inden de bliver medlemmer.

Vi startede op med en konsulent, der lavede en afklaring af hvilken platform der ville være bedst egnet, fandt en lille håndfuld konsulenter med dette system som speciale, samt hentede et tilbud fra disse ind.

Tilbuddene overraskede mig lidt.. alle kunne det grundliggende glittede, men alle undtagen to satte prisen på "logge-ind-og-sende-beskeder" meget højt.. de opfattede det åbenbart som et stort udviklingsprojekt. Efter en nærlæsning af det ene tilbud, var de også det samme sted.. de havde bare undladt at give pris på denne del af opgave. Den sidste, en ganske ung entusiast, Matthias, var den eneste der havde fanget pointen..  og derfor også gav en fornuftig pris.

Platformen var det gængse web-system WordPress som har et pluginmodul BoddyPress hvormed man på det nærmeste kan bygge et helt facebooksystem med mange deltagere. Og selvfølgelig også kan logge ind og sende hinanden beskeder. WordPress er et helt åbent system hvor alle kan skrive plug-ins, så man kan udvide funktionaliteten.. således er der også en der har skrevet et modul, så man kan hente og vise facebookgrupper. Det kan godt være at ingen andre foreninger har set lyset men værktøjet findes.. hvor svært kan det være?

Alligevel har det taget tid, nok specielt fordi Matthias ikke er fuldtidsudvikler, gymnasiet skal jo også passes. Men kunne sit stof.. det kan han. Når han har kastet sig over opgaven er der virkeligt sket meget på kort tid. Ja, og så er farmand her også en garvet rotte i brugertest og -opførsel.. så en hel del har skulle nusses på plads for at få et samlet system, hvor brugerne ikke farer vild i for mange muligheder eller hjørner med fejl. Som jeg konstaterede da jeg selv programmerede og blev udsat for brugere: "Brugerne er meget mere kreative, end selv den bedste tester kan forestille sig."

Kendere af det gamle system, som vi har brugt siden 2007, vil vide, at "logge-ind-og-sende-mail" har vi kunnet hele tiden.. i virkeligheden er det kun facebook-visningen der helt basalt set er nyt. Kunne man ikke bare lave det på den gamle side?  Det er helt korrekt, at det gamle system var skarpt som en ragekniv til lige den opgave vi skulle have løst.. men systemet er dødt.. ingen udvikler på det længere.. så vi kunne ikke få facebook eksplosionen med, og ej heller finde nogen konsulenter der kunne hjælpe.. og så det værste.. det var ikke opgraderet siden installationen i 2007. Én hacker forbi, og det havde været slut.. der var åbne huller så store som Rundetårn.

Så nu er vi gået i luften med et multitool..  med et meget stort kommunity og mange konsulenter. Og, skulle vi en dag vælge også at lave en webshop, findes det såmænd også derude, komplet med dankortmoduler og det hele.  At der så ikke er indbygget medlemsadministration med kontingentbetaling lever jeg med.. at jeg må gøre det i et andet system er en lille pris for at fokusere på at holde klubbens medlemsaktiviteter samlet.

Designet er lavet som en kombination af glitter og arbejdstool. Al information kan findes også selvom man ikke er logget ind, og forsiden indeholder et stort billede som gerne skulle give evt nye kommende medlemmer lyst til at finde cyklen frem. Men når du er logget ind, er billedet væk.. det fylder alt for meget når du skal bruge siden som værktøj. Hvide sider uden ret meget glitter, specielt i toppen er megatrenden på nettet idag.. og ihvertfal meget anderledes end det gamle. ;-)


tirsdag den 29. september 2015

Merida MTB Maraton.. og trætte ben

I aften kørte vi sidste hverdags-aftens-træningsforløb for i år. Mørket er ved at falde på, og det passer ikke til intervaltræning. Vejret var fantastisk smukt, men det var en træt mand der trådte i pedalerne..

Det har nemlig været en fantastisk forrygende weekend. Lørdag kørte vi den klassiske tur, Roskilde Rundt.. 130 km. Vi kørte med et snit på små 30 km/t, men eftersom både de stærke og svage følges til Roskilde blev den sidste 2/3 kørt med betydeligt højere fart. En god tur, men i vinden var det hårdt.

Da jeg kom hjem, lå en SMS fra en af de gode kollegaer: Skal du med os til Merida MTB Maraton, i morgen søndag? Nej, det skulle jeg ikke.. meen efter en Gin&Tonic, samt et par solide glas rødvin, var trætheden i kroppen og benene forsvundet, og jeg meldte mig alligevel til ;-)  Vi skulle jo "kun" køre 57 km.. bare 12 km mere end en træningslørdag på MTB, og selskabet kunne ikke køre så stærkt.

Søndag morgen var trætheden tilbage, men nej, til en cykletur i godt vejr, siger man jo aldrig.

Merida MTB Maraton er en gennemtravling af St. Dyrehave, men stort set ikke på sporet deroppe.. så selvom vel cirka halvdelen af ruten var singletrack var sporet fint og ikke opkørt. På den måde blev det en sjov tur.. med masser af folk der kunne overhales ;-)

Og stærkt blev der kørt, snittet lå på 20 km/t, hvilket er pænt meget i skoven.. så der var lidt ventetid i depoterne.. for nok kørte vi hver især vores bedste, men følges lidt, kunne vi jo godt.  Med 11 km tilbage var mine ben total brugte, og jg ventede så småt at blive kørt op bagfra. Men cykelrytternes tommelfingerregel galdt også her: "Har du ondt i benene, har de andre mindst lige så meget, så bliv ved!" og det havde de ;-) De sidste 5 km ind til målet fulgtes jeg med at par stykekr som både kørte stærkt ligeud og langsomt opad.. og kunne deres teknik.. mao kørte præcis som jeg.. det var super at kunne ligge der i baghjulet og blive animeret til holde kæde stram, uden at blive "kørt over".

Der blev generelt kørt pænt, det ER et rigtigt motionsløb, og slet ikke så testetoron præget som Slushcup.. som jeg jo droppede efter styrtet i 2011.  Med gode spor, hensynsfuld kørsel og godt selskab er det bestemt ikke sidste gang jeg kører det løb.

Vejret var perfekt!

Ligeså øllen efter turen

onsdag den 16. september 2015

Undervisning i bjergkørsel

I starten af måneden havde jeg den store fornøjelse at undervise i bjergkørsel for Trustpilots firmacykelhold. De er nystartede i år og havde sat sig det ambitiøse mål at køre både Ventoux og Alpe d'Huez i en forlænget weekend, sidste uge.

Det blev en times foredrag og debat, efterfulgt af en lille cykeltur, hvor pointerne blev prøvet af.

Du kan se slidene her:

https://prezi.com/egkb0kidmtcu/sikker-cykling-i-bjergene/

Hovedpointerne:
  1. Punktbrems, så fælgene kan nå at køle ned!
  2. Ned i bøjlerne så et hul i vejen ikke slår dine hænder af styret.
  3. og en helt masse mere i detaljeklassen
Punkt nummer 2 øvede vi ganske overbevisende ved efterfølgende at tage en tur ned fra Sandbjerg til Vedbæk. Her er asfalten nemlig fyldt med overbevisende lunker og huller.. samtidig med at den er stejl nok til at man kan få noget fart på :-)

Jeg har netop hørt fra teamet, og alle 11 kom op på Ventoux, og 4 efterfølgende på Alpe d'Huez.. Vejret var vist ikke det bedste i mands minde.. but anyway: Tillykke!

Det var en stor fornøjelse at møde en flok nye, men entusiastiske, på racercyklen. Det gør man ikke længere på 9-holdet i OCC.. jo nok entusiastiske men form og teknik er blevet ganske overbevisende.. Man skal efterhånden sætte tænderne i styret for at følge med :)


tirsdag den 8. september 2015

Møn rundt

Årets sensommer klubdag gik til Møn. Tidligere ture er gået til Bornholm og Fyn.. det er ikke uden grund vi kalder det "OCC-Danmark rundt" ;-)


Turen gik fra Kalvehave og rundt ad stort set alle småveje til Stege. Da Team Sol og Sommer var kørende i egen bil måtte vi dog slutte dagen af med at cykle de sidste 10 km retur og således lukke sløjfen.

10 km er jo intet for Team Sol og Sommer.. meeen taget i betragtning af at det stormede lige på næsen og her sidst på dagen også storregnede.. tog det nu lang tid nok..  og broen over til Kalvehave skulle passeres med yderste forsigtighed.. ingen udblæst cyklist til opsamling i sundet, tak :-)

Det var en rigtig dejlig tur med masser af skøn vandudsigt, små veje og hyggeligt selskab. Ikke de mange højdemetre, men udfordringer nok på grund af vinden. Min hastighedsrekord på dagen lød på godt 60 km/t, sat på flad vej, men med vinden i ryggen. Som det vantro lød i feltet "jeg sad med 57 km/ og hullet blev bare større og større".

OCC havde fire hold af sted. Et hold på en kort rute, og på den lange: et kvindehold, et middelhurtigt og et hurtigt.  Af en eller grund røg jeg med som guide på det hurtige. Lige så meget som jeg hygger mig med tage hånd om de lidt langsommere hold, elsker jeg også en gang imellem at kunne trykke til, uden større hensyn.. og Møn i modvind er suveræn for en tung dieseltrækker :-)

Fedt fedt fedt!

Tour de Alps - dag 7 - I Amarone-land

Dagen startede med en lille snaps på 13 km med 8% i snit.. Den varierede lidt med perioder over 13%.. beklager de mange tal, men sådan er bjerge..  tallene minder lidt om det nederste af Mont Ventoux.. her er det "bare" en vej :-)

Hanne havde lidt revance fra gårsdagens varme bail-out, så vi og en lille flok startede en time før resten af holdet. Hellere vente på toppen, end at få hedeslag.


Ved foden af bjerget samlede vi lige op. Og medens vi lige ventede på de sidste og sikrede at alle kom godt igang, tog Hanne tog forspringet.. det gør vi så tit.. det er mest effektivt, og jeg plejer at hente hende rimeligt hurtigt. Men ikke i dag.. Hanne lagde ud i et gevaldigt tempo og skulle jeg blive indenfor komfortzonen, kunne jeg ikke indhente hende.  Klag af skade sad jeg så lige så stille og ventede på at hun skulle eksplodere.. not so..  der var fanme tryk på kedlerne.. og hun gled lige op..  det var kun på grund af en lille trafikprop nær toppen at vi kunne rulle over målstregen sammen!

Så er det bevist! Skulle du være i tvivl, så kører Hanne som en dampmaskine.. ikke bare i suveræn stil ned, men også op.. bare temperaturen ikke kommer for højt op.

Resten af dagen gik roligt ned mod Verona. Egentlig skulle vi vist have haft et bjerg mere, men som også andre hold, var vi mætte af bjerge og ville sådan set bare hygge os og trille ned til Amarone-vin-markene.

Dagen sluttede med kuffertafleveringer, turens hit: Aperol Spritz og en dejlig prøvesmagning på Amarone, alt sammen venligt sponseret af PP Cykelrejser.


En dejlig afslutning på en dejlig og hård tur :-)

Tour de Alps - dag 6 - Himmel og Helvede

Dag 6 strartede med en 50 km tur ned fra bjergene til Trento-dalen. To timers behagelig cruisen, fra den kølige bjergluft og ned i dalens varme, fra 16 til 30 grader.

Smukke udsigter.. det rene himmel.

Så spiste vi frokost.. og så skiftede billedet lidt. For Nu begyndte det at gå op ad, og temperaturen steg til 36 grader! Hanne valgte meget fornuftigt at hoppe i bilen for at blive sat af på toppen. Hun kører enormt godt, men varmen er altså ikke en livret!

Den første stigning var kun på 3 km med et snit på 7%, og gik sådan set fint. Den anden stigning var på 20 km og et snit på 6,5%.. men der er et næsten fladt mellemstykke, hvilket betyder ret mange passager over 10% ...  Egentlig gik det strygende.. men på et tidspunkt begyndte det sgu at flimre for øjnene..  Fy da føj for en bakke!! Fra Himmel til Helvede!

En pause, en dælans masse vand og hastigheden 20% ned, og så blev bakken såmend helt fin, og kameraet kom frem igen. :-)

På denne tur var det en fin men på det nærmeste unavngiven bakke. Havde den ligger i Pyrenæerne ville den garanteret have været episk.. alene længden er seriøs! Men nu er det altså Dolomitterne.. og så er det bare sådan!

Marianne trængte lige til en lur på toppen

De sidste 35 km til hotellet var ren nedkørsel.. og godt det samme.. for over tre kilometre til sidst faldt vejen med 17% !!  Det går fint nedad, men opad.. puha, bare tanken ;-)  Nedkørslen gav turens eneste regn, og jeg kunne konstatere at lige så stort et airflow hjelmens store huller giver... lige så stort adgang giver de til slagregnen.. og håret er der jo ikke lige til at beskytte hovedet. ;-)

Ved dagens debriefing, over en kold øl ved bilen.. tegnede dagens strabadser sig blandt folk.
 Per og Pia siger puha.. hvis de da overhovedet havde luft til at være så snakkesaglige ;-)

Men omgivelserne var også her fantastisk smukke.. som nogle af billederne fra Kina, Thailand og altså Italien.


PS: nok var dagen hård for nogen, men for andre var den max dejlig! Viggo elsker varmen.. og håret elsker hjelmen :-)


tirsdag den 1. september 2015

Tour de Alps - dag 5 - Hviledag

Efter en kort dag 4 kom en hviledag.. og taget i betragtning af de hidtil mange højdemetre, bekom hviledagen vel. PP Cykelrejser havde såmen planlagt to forskellige ruter, man kunne trille på hviledagen, men.. vi kom den naturligvis i hu ;-)

Det var Henrik glad for, for så kunne der køres højdemetre på min cykel, sammen med de andre der ej heller kunne lade cyklen stå!


Vi andre sad om morgenbordet og planlagde hyggedagen

Vi vandrede til nærmeste storby, hvor vi havde planlagt en tur op på bjerget, denne gang med lift. Men inden, slog vi lige en tur indenom en tilfældig kirke. Bedst som vi kom ind, gik organisten igang med en samling af Verdi-værker, og han kunne spille, kunne han! .. utroligt fornemt med en intimkoncert kun for os!    Ellers var det sjove ved kirken, at den var drevet af munke.. komplet med hårkrans, brun kutte og en strik om livet.. troede egentlig det var en parodi..

Nok tekst, her er udvalgte billeder fra dagen:



lørdag den 29. august 2015

Tour de Alps - dag 4 - Kurtinig an der Weinstrasse

Dybt nede i SydTirol tales der tysk. Hele dalen mellem Trento og Bolzano er tysktalende og på det fine hotel vi overnattede på i byen Kurtinig an der Weinstrasse, blev der svaret på tysk, uanset om vi forsøgte med et par ubehjælpelige italienske gloser eller engelsk.. ikke at det er noget problem for os, men sjovt var det nu aligevel.. her på dag 4 var vi faktisk ret langt nede i Italien.
Som det ses, er tysk førstesproget, italiensk kommer på andenpladsen 

Dalen er utrolig rig og intet blad vender forkert.. Tyskland på steorider.. eller lidt som Schweitz.  Og ihvertfal mere opryddet end Danmark. Jeg forstår godt at der er spændinger mellem Nord- og Syditalien.

Indtægterne kommer øjensynligt fra vin og æbleproduktion.
Druerne er parate til at blive plukket, her er lige til en flaske vin

Også æblerne skal plukkes, kasserne står parate

Dagens etape var kort, kun 37 km, men med et bjerg, Passo Lugano på 16 km og 5%..  i sig selv ikke voldsomt, men taget temperaturen i dalen i betragtning kunne det blive en hård dag. Da resten af holdet besluttede sig for at bruge formiddagen til at cykle ud på vinsmagning, og således får passet i middagsheden med lidt vin i blodet, besluttede Hanne og jeg bare at køre for os selv, tidligt om morgenen.

På den måde fik vi kørt passet stille og roligt, omend stadig med sved på panden.. men ikke noget der ikke kunne kureres med cola, kaffe og is på cafeen i passet

Og så skulle der lige skiftes gear, manuelt til lille klinge i bunden, og stor klinge på toppen

Ankommet til målet, Cavalese, lige ved frokost, var Henrik en glad mand. Hans cykel gik i stykker allerede på førstedagen, og kunne nu låne min resten af dagen, og køre hold 1 i møde. Skal garantere for at der blev trådt til i ren begejstring!


OG jo, det havde været hårdt at køre op til passet i middagsheden efter vinsmagningen. Vore gode venner, Per og Pia, syntes vist det havde været den hårdeste dag overhovedet.

Men udsigten fra hotellet var der ikke noget at udsætte på :-)

tirsdag den 25. august 2015

Tour de Alps - dag 3 - Passo Gavia og Tonale

Dag 3 startede med stigningen op til Gavia lige udenfor hotellet i Bormeo. Stelvio er imponerende, men Gavia var det flotteste bjerg på årets tur.. og så hjælper det også, at morgen temperaturen lå på 11 grader.. for koldt til nogen, men nok til at kalde velværet og trods alt også sveden frem på panden hos os andre.. trods korte ærmer og ben.

Morgensolen skinner på Viggo

Gavia holder 5,5 % over 25 km, men varierer meget, så der er også passager over 15%

Øverst er der et plateau.. se det er højfjeld som vi elsker det!

Team Sol og Sommer på toppen

Nedkørslen fra Gavia er nok det mest tekniske og sjove jeg endnu har kørt. Snævre sving og snævre veje hvor man dårligt kunne passere modkørende biler, men også utroligt smukt.

Herefter var det op mod Tonale, hvor frokosten ventede.  Tonale er efter min mening intet specielt, men nu var det igen blevet så varmt, at småkilderne skulle besøges!

Dagens 141 km og 2300højdemetre kronedes med at min cykel gik i stykker. Nitterne der holder forskifteren i stellet valgte at kvitte jobbet. Så det første der blev gjort i målet var at fjerne forskifteren, så der var plads til kæden. Så måtte al skifte mellem store og lille klinge ske manuelt med fingeren... lille klinge i bunden af bjergene.. stor klinge på toppen, inden vi kørte ned.  Det fungerede faktisk forbavsende godt.. når man kører opad i 3-4 timer har man ikke brug for at skifte til stor klinge ;-)

onsdag den 19. august 2015

Tour de Alps - Dag 1+2

Åres bjergtur for Team Sol og Sommer, og gode venner i OCC, gik for en gangs skyld ikke til Pyrenærne, men Alperne. Fra Mittenwald ved Garmisch-Partenkirchen til Verona, syd-øst for Gardasøen. Knap 700 km og 15.000 hm.



Hmm.. 15.000 hm, det er altså meget!  Opkørslerne i Alperne er generelt set både længere og stejlere end i Pyrenæerne. Og mere befolket/trafikeret.. men vores rejsearrangør PP-Cykelrejser, havde fundet gode veje med minimalt trafik i både de nordlige Alper og i Dolomitterne.

Allerede dag 1 var der dækket bord i bjergene. Jeg ville køre hold tre, for dels at være sammen med den bedre halvdel og så fordi programmet såmend var rigeligt dækkende.. men dag 1 skulle hold 1 og 2 køre Kühtai.. godt nok fra den "forkerte side", men alligevel.. Kühtai indgår i Ötstahler-Radmaraton løbet, som jeg gerne vil køre på et tidspunkt, så jeg overvejede kort at tage hold 2 dag 1... men kom gudskelov på bedre tanker, for opkørslen fra den østlige side er en alvorlig nyser, med længere etaper vel over 15%... tror alle var af for at trække! Som en af dem sagde: Det er første gang i 15 år jeg har måttet trække min cykel!   Hold tre "nøjedes" med Pillar Höhe, som er 16,1 km lang med et gennemsnit på 5%. Den stiger meget uregelmæssigt og jeg noterede mig at stigningsprocenten en gang imellem svippede op på 13%.. ikke mange metre.. men alligevel.  Udsigten på toppen var dog det hele værd.

Dagen sluttede af med en bedårende indruldning til Pfunds.. Alperne er smukke


Dag 2 stod den på Passo del Stelvio, alpernes næsthøjeste asfalterede pas på 2.757 m. Stigningen er på 24 km med en procent på 8%.. jamen hallo.. det er fanme seriøst! Jeg kan egentlig godt lide stigninger der er uregelmæssige, for de giver anledning til lige at puste ud når procenten kort falder.. men som gammelt militær-projekt er Stelvio velkontrueret.. procenten holder stort set fast alle 24 km op. Vejen er berømt, med sine 48 hårnålesving.. alle pænt skiltet.
Her hviles i et af svingene. Hanne kigger op på næste sving.. hun har endnu ikke opdaget festfyrværkeriet bag hende :-)  klik på billedet for større opløsning.

Det er sjældent at man med et fotografi kan fange rette indtryk af stejlheden. Her er det dog lykkedes.. gang så op med 24 km!

Og endnu et par billeder mere.. vi er i gletcherland


Alt for let skulle dagen dog ikke være, så inden Stelvio skulle vi lige have en formiddagstur op over Reschenpas, som er berømt fordi der ligger en dæmningsø på toppen. Søen har blandt andet oversvømmet en by, komplet med kirke.
Onde tunger vil dog lade vide, at præsten hældte for meget vand ud af ørene ;-)

Nedturen fra Stelvio til Bormeo var helt igennem fantastisk. På grund af stenskred var vejen nemlig lukket. Vi hoppede over afspærringen og listede os igennem, og fik en af de mest berømte nedkørsler helt for os selv.. En helt igennem fantastisk oplevelse!

De første to dage havde vi såledet fået kørt små 5.000 højdemetre.. Velkommen i Alperne!