mandag den 6. juni 2016

NordJyllandRundet 2016 - En rekord der bliver stående!

Med det mest perfekte vejr blev NordJylland Rundt en ren rekord. De 250 km blev kørt med et snit på 33 km/t plus ca en halv time i depot.. samlet tid 8 timer, rent!

Der blev kørt "med uret"

Vi kørte til Brønderslev fredag til Finns forældre, der ikke bare lagde hus og campingvogn til de overnattende gæster, men også diskede op med pasta fredag aften og grill lørdag aften. Fantastisk!

Gåtur i byparken i Brønderslev - Rhododendronhaven

Efter en rolig fredag aften blev vækkeuret sat til 4:55, for starten gik nede fra Ålborg kl 6:00

Dejligt vejr, men ikke tropisk, for temperaturen lå på 12 grader. Alligevel valgte vi at starte ud i sommertøjet, for når man først træder er det ikke koldt.. en klog beslutning... for dagen endte i 32 grader!

Pulsmåleren virker ikke på tør hud, så normalt ryger den lige en tur under vandhanen inden jeg tager den på.. men her var den blevet tør igen inden starten gik. Så ingen pulsmåling ved starten. Det tog jeg nu roligt, for jeg vidste at lige så snart sveden begyndte at løbe, ville den virke igen. Så var det jo blot spændende hvor lang tid der ville gå inden sveden løb.. og ganske rigtigt, efter en halv time var jeg så våd, at pulsmåleren igen begyndte at rapportere!

Vi startede ud i en pæn stor flok, med Team-Søften som største hold. Og, de havde åbenbart besluttet sig for at "vinde" løbet. Man kan sgu ikke vinde et motionsløb, men man kan jo godt komme først i mål.  Så der blev lagt fra land med forrygende hastighed. I starten var jeg imponeret over deres evne til at bevare paradekørslen i sving, uden at sætte hastigheden ned.. men da deres hensigt begyndte at åbenbare sig.. faldt graden af imponerthed nu lidt..  De kørte sikkert, og alt det der, men prøvede virkeligt at sætte alle andre. Skældte ud, når vi andre ikke ville tage føringer, sætte de stærkeste bagerst i deres gruppe for med et lavere tempo at så knække feltet, for så at spurte op til resten igen.. og langsomt blev bagenden da også drysset af. Men ikke de tre raske drenge fra OrdrupCC. Og, vi var enige om at de da bestemt skulle have lov til både at trække og skælde ud.. det er også en del af sporten :-)

Efter de første 80 km lå snittet på 36km/t! Regner man de første 8 km fra, hvor vi lige "varmede" op, ligger snittet på 36,4!

Jeg sad og tænkte lidt på at det nu egentlig gik meget godt, men at jeg ikke ville kunne holde til fulde 250km med den hastighed.. så da Team-Søften stak af fra første depot, inden vi var blevet helt færdige med at lade vandet mm fik de lov. Vi var faktisk kun på depotet i 5 minutter.. men samlede så  istedet et lille team på yderligere tre, og kørte så vores eget løb derfra. Senere... langt senere.. overhalede Team-Søften os så igen.. de havde misset en frakørsel og kørt forkert, så de var havnet tilbage til samme depot hvor de var stukket af fra os. Jo, de havde en masse i benene, men ikke meget i hovederne .. hi .. hi.   Vi fulgte dem kort på bagsmækken, men trak os så lidt tilbage for at få ro på.

Og så blev der ellers trukket igennem, ikke mindst fra Allan og Finn.. lange lange føringer med 37-38 km/t.. men bakkerne ude på østkysten satte gennemsnittet noget ned igen.

På et tidspunkt gik jeg sukkerkold, og måtte lige bede om lidt respit, så jeg kunne få en sukkergel til at løbe ned i benene. Hastigheden blev lige sat ned til 28-32 km/t medens jeg restituerede. Vurderede det selv til ti minutter inden jeg havde benene igen, men de andre mente nu nærmere det var en halv time. Efter at have analyseret mine data kan jeg se, at det tog 3 minutter, inden jeg meldte mig klar igen!  Det er sgu OK.. Men herefter ramte vi bakkerne ved Dronninglund, og der ville jeg ikke over 220watt op ad, for så bider det for meget.. så joe.. depottiden i Dronninglund blev lidt længere.. hele 11 minutter ;-)

De sidste 50 km måtte jeg bede om at hastigheden ligeud blev holdt "nede" på 34 km/t, for når den kom op på 37 km/t gjorde det simpelhen for ondt. Og snittet for de 50 km blev så på 32,6 km/t..  ret beset godkendt for en almindelig 50 km træningstur.. men her var det så efter 200 km øresønderrivende tempokørsel.
Jeg trak så lidt som muligt, hang bare på.. men i min egen målestok nu ret meget godkendt!


Da vi kom ind på stadion stoppede Allan med at træde og det lykkedes os derfor ikke at komme på samme målfoto. Der er nu kun få sekunders forskel :-)

SummaSummarum: En sommerdag med temperaturer fra 12 til 32 grader. Totalt vindstille og gode trækdyr..  perfekte forhold og det gav 250 km med et snit på 33 km/t!!  Det kommer jeg aldrig til at slå!  En fed oplevelse!! Tak for turen, Finn og Allan!

Se mere her: https://www.strava.com/activities/597988453/overview


fredag den 3. juni 2016

Nordjylland Rundt

I morgen lørdag skal vi, det lille køre-langt-trekløver, cykle løbet Nordjylland Rundt.

Og i modsætning til da vi sidst kørte i Norge, ser vejret aldeles glimragende ud.

Vi starter ud fra Ålborg kl 6:00 i 16 grader, og slutter formodentlig kl 15 i 26 grader, må hellere huske solcremen :-)

De har i år "moderniseret" løbet, idet de har sænket den lange distance fra 300 til 250, fordi de regner med at flere så vil køre løbet.. ikke her.. men glæder mig nu alligevel :-)

torsdag den 19. maj 2016

Himalaya

I min søgning efter gode ture i Himalaya finder jeg en masse andre blogs om at cykle der.  Denne er en af de mere interessante.. et ægtepar på rejse og de er superfotografer...


Bloggen hedder "A Honeymoon to Remember". De cykler den halve jord rundt, og kommer også igennem Himalay.. se mere her, hvor du også kan vælge hvilken stykke af jordkloden du vil se nærmere på:  http://www.crazyguyonabike.com/doc/bikingbarkleys

søndag den 15. maj 2016

Bjergtur 2017

Bjergturen 2017 er ved at tage form i mine tanker. Jeg vil frygteligt gerne til Himalaya, og i det nordlige Indien er der fred. 10 dage på hovedvejen mellem Manali og Leh, med højder op i 5.300 meters højde.. på grusvej og mudder og asfalt.  Princippet er det samme som turene til Pyrenæerne.. en dagsmarch på 50 km og så en overnatning.. her blot ikke på hoteller men i telt. Der findes en del selskaber som kører følgelastbil, slår telt op og laver maden.. og hvor man også kan komme op og køre, hvis kræfterne og lungerne ikke slår til. (højder over 5.000 meter er ikke at kimse af)

Planlægningen er gået i gang!  :-)

Billedet er lånt hos gettyimages.. se flere her: GettyImages

Harzen 2016

Endnu en Kr.Flyv i Harzen i godt selskab. Helt standard rutevalg: Zorge-Hogegeiss, Klassikeren, Kongetapen og endelig søndag den flade cafe-tur til Königshütte. 292 km og 4.900 hm.

Hvad der derimod ikke var helt standard var vejret.. vi havde simpelthen det mest vidunderlige sommervejr, høj solskin og 18 grader i skyggen.. perfekt til lange cykleture!  :-)

Se de mange billeder her:  BILLEDER



Morgentræning

Dingeling.. eller hvad nu en mobiltelefon siger...  kan se, at det er Allan..
"Goddag, er det ikke ham den stærke?" siger jeg.
"Hø, jow.. skal du ikke være lige så stærk?" lyder det fra den anden ende.
"Jo da!"
"Godt så kommer jeg klokken 7:00 på lørdag, så kan vi lige nå lidt træning inden vi skal i klubben!"

Og sådan blev det.. så inden lørdagens 3,5 times intervall-træning over 97 km, tog Allan og jeg lige et smut op af Strandvejen til Rungsted retur for fuld skrald .. ekstra 27 km

En vidunderlig morgen


Det blev også en god tur efterfølgende med klubben.. men her søndag er jeg godtnok lidt stiv. :-)  De sidste 7 uger er det blevet små 250 km pr uge i snit.  Og jeg kan mærke det.. der er kommet væsentlig mere fart på!


fredag den 22. april 2016

Kædeslid

Hvad er det egentlig der sker, når kæden bliver slidt?

Jo, når alle ledene bliver slidt kommer der "slup" i kæden.. og den bliver simpelthen længere!  Her ser du to kæder, en ny og en slidt. De starter sammen, men i den anden ende som du ser her, er den slidte længere.

Det er ikke meget, men det er nok til at tandhjulene som kæden driver, bliver slidt skæve. Hvis man skifter kæden ofte, kan man undgå det meste af sliddet på de andre elementer og spare omkostningerne til at skifte dem.

Det måles med en såkaldt kædeslidsmåler
Man placerer den bøjede pind nede i kæden og ser så om den anden ende kan falde ned i kæden. Kan 0,75-dimsen klemmes ned, skal man skifte kæden.. min har også en 1.0-dims.. og kan den ryge ned i kæden, kan man lige så godt skifte tandhjulene i bag også.. for så er de blevet slidte!  

Kæden ovenfor er slidt til 0,75mm. Og jeg synes det er lidt sjovt, at så lille et slid trods alt forlænger kæden hvad der svarer til et halvt led!

Her er en i øvrigt ret god artikel om emnet: http://www.motionscykling.dk/er-din-cykelkaede-slidt-saa-skal-den-udskiftes/

mandag den 4. april 2016

2 stk skovsnegle

Træningen er for alvor startet igen. I sidste uge blev det til 300 km. Mandag en tur til Holbæk, tirsdag og torsdag træning med klubben, og lørdag blev det så den vidunderlige træningstur op til Nødebo.. en hård tur.. og ikke mindre hård når man kører med de hurtige.

Søndag ville jeg en tur i skoven på MTB, så vi var to der blev enige om at tage en lille rundtur i Tokkekøb Hegn, som vi ikke nåede i vintersæsonen..


Sporet var tørt og med masser af flow og dermed ganske hurtigt!  Kan godt være, at det kun var 12 km.. men jeg var helt færdig bagefter.. som i helt færdig..   Og her mandag morgen er mine ben som to skovsnegle jeg slæber bagefter mig ;-)

Tror sgu jeg tager bilen ud på arbejde!

Men i øvrigt fedt, lige at runde ugen af med en lille kort skovtur søndag morgen, inden dagen rigtig starter!

lørdag den 2. april 2016

En gren i bagskifteren

Så skete det også for mig. En gren i bagskifteren gør ikke godt for noget.


Ofte er det lykkedes mig at stoppe med at træde inden det gik helt galt, men ikke denne gang :-(  Som det ser er bagskifteren knækket af, og cyklisten måtte blive til fodgænger.

Cyklerne er konstrueret til situationen, så bagskifteren sidder i en lille aluminiums dims som så sidder på cyklen, også kaldet et geardrop. Ideen med droppet er, at den skal knække før der sker skade på alt muligt andet. Geardroppet et en lille sikkerhedsfeature.

Så hjemkommet gik det sporenstrengs til cykelhandleren for at få bestilt et nyt drop hjem. Der er stort set ingen standarder, så man skal have lige præcis den der passer til netop ens egen cykel. Det giver et forrygende antal forskellige drops og der findes ligefrem web-shops der har specialiseret sig at kunne levere mange forskellige, som fx denne http://derailleurhanger.com/allderailleurhangers.htm

Heldigvis havde cykelbutikken en hjemme til lige min cykel:


Lad mig bare sige, at man ikke skal regne kiloprisen ud!  Omsætningshastigheden er ikke så stor, så der skal dækkes en større lagerinvestering af, i få salg!

I det nederste øje sidder gearskifteren fast, og i det øvre øje sidder cyklen. I det nederste er der gevind.. og det er jo ligetil, men koblingen til cyklen i det øverste sker via såkaldte klinge-bolte. Det er en bolt, som har en modpart på den anden side.. og normalt kan man holde igen på modparten med en stor skruetrækker, eller som en af cyklekammeraterne sagde: En bøjet teske!  Men ikke her.. de gik for langt sammen, så der var ikke andet at gøre end at skaffe det rigtige specialværktøj.  Det kunne selvfølgelig købes fra de gængse webshopper jeg bruger når der ellers skal købes reservedele.. men det ville jo tage en uge.. så på den efterfølgende Jyllandstur gik ruten ind til diverse cykelhandlere.. og ingen havde "værktøjet til at montere klinkebolte"!  Hos cykelhandleren i den gamle hjemby fik jeg dog lov til at købe den han havde på værkstedet.. yeehaa


 Og da vi var kommet hjem, tog det cirka 3 sekunder at montere droppet.. lang jagt, for noget som kommer sjældent i brug!

Meen.. efter returmonteringen af gearskifteren var der noget galt.. den sad alt andet end lige.. gearet gik mod egerne i hjulet så det ikke kunne dreje rundt.  Ved nærmere inspektion viste det sig, at der på MTB-gear også sidder et "drop".. sikkert med samme beskyttende formål. Her var det ikke knækket, men bøjet..  Bugger!! Lige langt! Der skulle købes flere reservedele!

Det viste sig at kun få webshops har reservedelen.. den koster ganske vist "kun" det halve af cyklens geardrop.. men faktisk en fjerdedel af en helt ny gearskifter, som jo også indeholder mange andre (slid)dele.. så løsningen blev at droppe at køre sæsonafslutningen på den røde raket.. og istedet med det historiske hold på fat-biken..  og så bestille en helt ny gearskifter via internettet .  så meget jaget for at få den klar!

Her ligger den gamle skifter ved siden af den nye

Zoomer vi lidt ind på toppen, ses det tydeligt, at der er en lille bøjet metaldims i toppen:


Men, nu er den røde raket serviceret, smurt, poleret med rød bilvoks og helt klar til at blive brugt igen!  

I modsætning til sidste år kommer den ikke op på væggen til det igen bliver vintersæson, for jeg har lovet mig selv at køre nogle søndagsture på den.. og den første bliver i morgen.. vi skal op og køre en runde i Tokkekøb Hegn, hvor der ligger et godt lille spor, vi slet ikke nåede at besøge i år.  Glæder mig :-)

onsdag den 30. marts 2016

Ny vægt - legetøj for ingeniører - bodyscan

Så blev der købt ny vægt.. Hanne var ikke tilfreds med den gamle. Da hun pakkede den ud, sad jeg og spekulerede på om det er fornuftigt at sælge vægte over internettet.. hun mumlede i hvertfald over at den måtte returneres, hvis den også vejede "forkert"  ;-)

Vægten en en Tanita RD901. Den er virkelig guf for ingeniørnørder, for ikke bare viser den resultatet på mobiltelefonen, men den kan også måle mange andre ting end bare vægten.

Det med mobiltelefonvisningen er meget smart, når man er nærsynet.. det gør det unægteligt lettere at se tallene, men gør også at målingerne gemmes så man ikke behøver at notere dem ned (ok, vi er i nørd-land, I know)

Målingerne er identiske med de målinger vi plejer at få ved den årlige konditionsmåling (VO2Max) i klubben. Jeg har skrevet om den flere gange tidligere. Konsulenten i klubben printer målingen på en strimmel, men her er den digital..  Det er samme apperat, her dog i en hjemme-udgave.

Og hvordan så målingen så ud?  Ja, den er ikke rigtig sjov, men så er der da basis for forbedringer.



(Vægten er efter en heftig påske.. så den er sådan set godkendt på nuværende tidspunkt)

Sammenligner jeg den med samme tid de forrige år siger den:
2013: Vægt 86,2 - fedtprocent 21,1%
2014: Vægt 84,5 - fedtprocent 21,2%
2015: Vægt 81,9 - fedtprocent 20,2%
2016: Vægt 83,6 - fedtprocent 25,0%

I 2015 lå muskelmassen på 62,2 kg - 2,7 kg over i år til trods for en meget lavere vægt, så der er løbet meget fedt på i løbet af denne vinter og megen muskelmasse er tabt, sikkert i stilstandsperioden efter vinterferien.

Målingen er meget konsistent.. fx varierer knoglemassen jo ikke meget og fra 2013 til 2016 måles den da også kun til at variere 3,4kg - 3,3kg - 3,2kg - 3,1kg.. svagt vigende med 0,1 kg pr år. hmm..  målingen er ved siden af, for kroppens knogler vejer over 10 kg, men den er dog konsistent. Det skal dyrkes lidt mere, det tal ;-)

Tanita-apparatet er godkendt, men der er da lidt at overveje.

mandag den 28. marts 2016

Sæsonskifte

Så er det blevet sommertid og det er slut med lørdagsturene på MTB. I år havde vi smidt slæberne ind hos det Historiske hold, og kørte med på deres sidste tur, ud til skovfoged Thomsens mindesten i Hareskoven.

Skovfoged Thomsen greb nogle krybskytter på fersk gerning i 1866, og blev myrdet. Han efterlod sig tre ukonfirmerede og nu forældreløse børn. Morderen blev pågrebet og fik naturligvis en retmæssig straf.

Det historiske MTB hold plejer at fejre MTB-sæsonens begynden og afslutning med et lille glas portvin ved mindestenen for Skovfogeden. Svend tager derud dagen før og graver en flaske ned.

I år havde Peder indspillet den fra dengang tilhørende skillingevise om den formastelige sag, og jeg havde en lille højtaler med i baglommen, så vi kunne afsynge den, knapt så pænt men med fornøjelse.


Lad mig bare afsløre, at man ikke kører med peakperformance når der ruller et glas portvin i årerne, men hyggeligt.. det var det.
   

fredag den 11. marts 2016

Lidt om vægt

Regnvejr bringer kilo med sig!


Da sommeren var forbi, begyndte regnen.. og med den faldt lysten til max intensitetstræning. De lidt afslappede spisevaner, som åbenbart også følger med, meldte sig straks på badevægten. Vægten steg mao lidt allerede inden jul. Normalt kan jeg holde vægten frem til nytår, for så at tage noget på frem mod vinterferien, som så er kronen på værket..  men i år lå jeg allerede inden jul der hvor jeg normalt ligger efter vinterferien.. not så good..

Altså, mad, vin og lidt chips i ny og næ er nu dejligt!

Og efter nytår fortsatte vægten opad. Så spøgen inden vinterferien var, at jeg havde forberedt mig grundigt, så jeg ikke behøvede at tage på.. det var allerede klaret ;-)

Ja ja..   da vi kom hjem stod vægten på 87,1 kg.. det højeste siden 2005 .. oh horror..  jeg plejer at ligge omkring de 82 kg og kører bedst ved max 80 kg.

Nå men, der er jo ikke andet at gøre end stramme op. Grøntsager, nul vin og nul ris/pasta/kartofler ved jeg virker!  Det er ikke en kostomlægning, for det er hvad vi plejer.. men alt sjusket er bare aktivt sorteret fra.. tænk, det er lykkedes at have en pose chips liggende uåbnet i tre uger nu.. ny rekord..

Målet er et vægttab på et kilo om ugen, så vi en uge inde i racersæsonen er nede på 80 kg!  Foreløbigt er jeg 200 gr og 3 dage forud for planen.. der er røget 3,2 kg siden vinterferien!

Jeg har så også benyttet mig af at kroppen pt er i langsomt gear.. jeg har faktisk ikke trænet siden vi kom hjem fra ferien. For lige inden lukketid fredag i skiferien væltede jeg og slog min hånd.. en uge i gips, inden lægestanden konkluderede at den kun var forstuvet.. men at cykle med en forstuvet hånd gør nu også nas..  fint nok.. når man taber sig har man alligevel ikke overskud til at sidde lang tid på cyklen.  Så, nogle af kiloene er sikkert også muskelmasse, men pyt.. de kommer igen når jeg for alvor starter op i næste uge.

Og jeg plejer jo at have en forårsskade. I år har jeg bare taget den inden sæsonen starter :-)

søndag den 31. januar 2016

Cykeltransport

Sådan kan man også transportere sin cykel.. i hvert fald hvis man er brugtvognsforhandler ;-)

Holdet var en tur i Teglstruphegn, med afgang fra Ålsgårde, som sidst da jeg kørte den med fatbike-holdet.  Tegstruphegn er meget større end man skulle tro, og vi nåede da ej heller det hele. Så næste gang starter vi direkte på sporet!

mandag den 18. januar 2016

Det perfekte valg

Jeg var en lille smule i tvivl om hvilken cykel jeg skulle vælge på klubturen i lørdags. Den hårde frost betød jo at den relativt begrænsede mængde sne har et fantastisk greb. Snekrystallerne bider godt i hinanden, og den lille mængde sne gør, at man ikke suser rundt. Mao egentlig helt perfekt til den normale MTB..

Det sad jeg og tænkte lidt over i løbet af fredag.. indtil en kollega spurgte: "Sig mig engang, havde du ikke netop købt fat-biken til sne? OG, hvor mange lørdag på et år med sne vil du få?"

Han havde selvfølgelig helt ret, og det var endnu en gange fat-biken der kom ud af gemmerne.. og på med det brede smil.. uendeligheden af greb gjorde turen til en leg!    Det var det perfekte valg!



I øvrigt kom vi forbi kronprinsen et par gange. Han deltog i et løbe-løb..  så hellere på cykel, men cool nok, han er i god form.  

mandag den 11. januar 2016

Med de fede drenge

For en gangs skyld var det mig der hang, og måtte give mig fuldt ud!  Jeg var i Teglstrup Hegn søndag med et par andre som også kører FatBike.


Det har sneet op til weekenden, og sidst på lørdagen gik det over i tø. Sporet var derfor præget af is med smeltevand ovenpå. Perfekt for en fatbike, der har et næsten uendeligt greb. Godt nok måtte jeg i jorden grundet is på en bro, 20 meter før vi var tilbage til bilen, men på resten af sporet mærkede man det ikke.

Efter en lørdag, ganske vist med det historiske hold, men også på fatbike, var jeg sgisme træt da vi havde overstået søndagens tur. De to fat-bike tur venner, er yngre, tyndere og øvede fatbike ryttere.. og med mig, som er vandt til en cykel med affjedring både for og bag, på en tung cykel med fast forgaffel, kæmpende med frossen skovbund i fuld fart.. puha..  Det er lang tid siden jeg har været så træt og cykelmæt efter en weekend. Jeg havde slet ikke behov for at cykle på arbejde idag... som i slet ikke! Som kontorkollegaen sagde: Det er da vist første gang jeg har set dig sidde og gabe om formiddagen :-) Men i morgen er vi friske igen, det er god træning :-)

Turen gik til Teglstrup Hegn ved Helsingør. Den MTB-rute har jeg aldrig prøvet før.. Er opgivet til ikke at være så teknisk.. men det opdagede jeg ikke med den fart vi havde på.. Jeg synes det var et fantastisk spor.  Som oven i blev krydret med en tur langs skrænten mod Kattegat fra Ålsgårde og ind til Helsingør. Super smukt og med god flow.. men med is på sporet var jeg dælme glad for de store dæk, så man kunne holde sig oppe og ikke skride ned!


280 km er det blevet til på FatBiken, det meste i ugen der netop er slut. Den er super sjov at køre på.. og giver også en fornemmelse af at være kommet på en raket, når men sætter sig over på den røde rigtige MTB.. for den er lidt tung, specielt nok fordi jeg har valgt dæk med højt greb.  Men som sagt en stor fornøjelse, og teknisk givende.


torsdag den 31. december 2015

Mange bække små i 2015, og hvad byder 2016 på?

Så er cyklerne vaskede og polerede, og vi andre sidder og slapper lidt inden nytårsfestlighederne starter om et par timer. Dagen i dag startede med en lille rask nytårscykletur med klubben efterfulgt af bobler og kransekage i klubhuset. En dejlig tradition som der i år dukkede 85 op til.

Her, efter tre dage uden regn, er skovbunden ved at tørre op, så sporet var godt i dag. Men ellers har regnen sat sit præg på 2015. Der skulle komme lidt reng hen under aften, og meterologerne er spændte på om der skulle falde 3 mm, så har 2015 været det mest regnfulde år nogensinde. Og november var i hvertfald.. og det kan ses, november var en sørgelig cykelmåned:
 I alt blev året til 7.848 km, og til trods for årets regn er det rekord.. jeg har aldrig cyklet så langt før på et år. Ikke ringe!  :-)   Og så er de 8.000 gemt som mål for en anden god gang.

Sommermånederne er ikke så meget anderledes end mange andre år, men vintermånederne er vi blevet gode til at komme ud to hverdage, om lørdagen og så en søndagstur med the Boyz.. de unge i klubbben.. og det løber op i cirka 100 km om ugen.. faktisk er det det halve af ugemålet i sommerhalvåret. ikke ringe!

Foråret var i øvrigt temmelig hektisk på arbejde, og hjertet gjorde knuder igen.. men så blev jeg da chekket for blodpropper og kranspulsåreforkalkninger.. alt ok! og efter en lang en rolig sommerferie har der ikke været mere med hjertet. Dejligt!

Man kan også sige kilometrene, i dette regnår, grundliggende er kørt som mange bække små.. en jævn vedholdende indsats  (ud over november altså).

En anden måde at se det på fra analyseprogrammet Veloviewer:

72 km lodret op, svarende til 8x Everest, og 358 timer på cyklen.. der er næsten 45 arbejdsdage! uha.. Turen med de mange højdemetre var den dag vi kørte over Stelvio i alperne. En hård tur, men også en gammel drøm.

Mine mål for 2015 var:
- at opretholde den gode form
- kontinuitet i træningen, gerne tre gange om ugen i sommerhalvåret
- køre to motionsløb: den lange på Grindsted og NordjyllandRundt
- ugetur i alperne
- lidt sommer MTB
- og mange gode ture med hustruen.

Det hele lykkedes næsten: Grindsted blev den mellemlange, NordjyllandRundt blev jeg forhindret til og sommerMTB blev til landevejen i stedet. Men mange gode ture med den bedre halvdel lykkedes, ikke mindst den fantastiske Alpe-tur!  :-)  Til gengæld havde jeg faktisk ikke nogen ambition om at slå km-tallet fra 2013, hvor der blev kørt Styrkeprøve.. nå men sådan er det jo når man hygger sig på hjulene.!

Målene for 2016 er ganske få:
- Kontinuitet i træningen: 100km pr uge i vinterhalvåret, 200km i sommerhalvåret.
- Nordjylland rundt, 300 km
- en uge i Pyrenæerne (det bliver så 5. gang.. Pyrenæerne er noget specielt)
og så mange gode ture med hustruen.

Det skal nok lykkes, næsten i hvertfald.  Og så må det da også gerne blive bedre vejr i 2016 !


torsdag den 24. december 2015

onsdag den 23. december 2015

Lillejuleride: en meget svær rundtur i St Dyrehave



Som traditionen efterhånden byder, kørte vi en rundtur i St Dyrehave den 23. december. To hold, med Team Som og Sommer på hvert sit. 

Og den var svær i dag.. mudderet er ikke knædybt, men glat, og rødderne, som der er mega mange af, var tilsvarende sjældent glatte. puha! Solen kom lidt frem til sidst, men vi startede ud hjemmefra i regn.

Jeg kørte på den røde MTB, men det kunne have været sjovt at se hvor meget fatbiken, med de nye grove dæk ville have bidt.. for den røde gjorde det ikke.. der skulle køres som på rådne æg hvis man ikke ville i jorden! Hanne røg i en bæk, med cyklen over sig, så hun måtte have hjælp for at komme op. Det var vist lige til halsen, så fint hun havde skifte tøj med :-) 

Lidt at vaske, mudder galore!

 Jeg selv gav den også en skalle. 43% af tiden på 90% eller over af maxpulsen.

mandag den 21. december 2015

Våd og varm jul

Hold da op hvor har det regnet i dette efterår, undskyld vinter.. æh..  Det har regnet som aldrig før og det ses på km tallet og nok så slemt vægten...  I år er min vægt der hvor den normalt er efter vinterferien, så når julen er overstået, skal den ned igen!

Og vandet.. tja.. de der bygger sporene i skoven beder folk om at holde sig væk, alt er mudder og kører man rundt i det, ødelægges sporet. Vi er derfor begyndt at finde nye dyreveksler/stier uden trafik.. de er knapt så mudrede. Det er til tider lige før man overvejer svømmefødder og snorkel som udstyr ;-)

Men også temperaturen ligger højt. I skrivende stund har vi 21. december 2015, og temperaturen i den seneste uge har ligget på omkring 10 grader.  Så racercyklen har helt unormalt været fundet frem til lidt pendling.. men kun lidt, for jeg pendler kun på cyklen når det er tørt ;-)

Som det ses, kommer der ingen hvid jul ;-)

Desværre betyder novembermåneds inaktivitet at jeg nok lige præcist ikke kommer til at runde 8.000 km i år.. men vi prøver stadig.

onsdag den 16. december 2015

Så er vinterdækkene monteret

Nu er vinterdækkene monteret på cyklen!



I mange år, 7-8 stk, har jeg ønsket mig en fatbike, som er en cykel med meget brede dæk. Kun for sjov, til at køre i sneen og på stranden.. så da de hidtil har været ganske dyre, var det først i år, hvor de store mærker for alvor gik ind i markedet, at prisen kom ned i et leje, hvor jeg ville købe en cykel som med garanti ikke kommer meget ud.

Som det ses er den med stiv forgaffel, affjedringen ligger i dækkene, da dæktrykket ligger mellem 0,4  og 0,5 bar.

Første tur var nu på en lånecykel med affjedring, en Cannondale med lefty-gaffel. En tur i St Dyrehave med klubben. Vi morede os lidt med at have alle mulige cykler med.



Og hvordan kører den så? Er den ikke tung?  Tjo, den vejer da en tre kilo mere end en normal MTB, men ikke desto mindre kørte jeg fra de fleste.. den er ikke tung at køre. Dog overraskede det mig lidt, at dykkede forhjulet først ned i et hul, kom det ikke op igen af sig selv, så jeg måtte i gulvet en fire gange. Der mærkes vægten! Men intet problem, forhjulet skal bare løftes lidt mere end normalt.  Sjovt var det. :-)

Cannondalen har samme geometri som en normal MTB, så det føltes på ingen måde fremmed at sætte sig op på den. Scott'en som jeg så købte (pga prisen) har en meget lavere forende (ligesom Scott'en på billedet, nummer to fra højre) Den føles dermed meget anderledes, men det er åbenbart et kendetegn for det mærke.

Mudderturen i St. Dyrehave afslørede at de brede dæk faktisk ikke stod særligt godt fast, når der var mudder under. Både lånecyklen og den nye er udstyret med lette sommerdæk uden særligt mange knobber..  Jeg har derfor efterfølgende byttet dæk med en anden fatbike-fanatiker, så jeg har fået meget grovere mønster på. Det nedsætter hastigheden overraskende meget, men kommer til at fungere bedre i det føre cyklen er købt til.  (og kommer til at give god træning på hverdagsaftens-turene, når jeg skal følge med den bedre halvdel)

Og, forleden var jeg så på stranden. Fantastisk!  Det bliver ikke sidste gang!

Nu overvejer jeg så lidt om den skal med på skiferien ;-)