Min motor må så kaldes en 3B, for tre bananer pr 100 km ;-)
Vi kørte nemlig Roskilde Holdmatch i dag, tre runder af 30 km, i alt 90 km, og det passede lige med en banan pr omgang. På den måde undgik jeg helt, at gå sukkerkold. Der går få øjeblikke, så er bananen nede i benern´, og så ruller det bare. Men man skal huske at spise, før man mærker trangen, for så er det faktisk for sent. I dag spillede det bare max.
Jeg var også med på Holdmatchen sidste år, og det blev en frygtelig hård tur, da tempoet var højt, 35 km/t. Så hårdt at jeg måtte skubbes op ad bakkerne til sidst. Jes og jeg lovede hinanden, at vi (læs jeg) ville gøre det bedre næste år.
Stor var derfor nervøsiteten, da Jes som holdkaptajn gjorde opmærksom på, at hvis man ville deltage på det "langsomme" OCC-hold i år, skulle man kunne holde et gennemsnit på mindst 36 km/t. Jeg har jo ligesom ikke trænet med de hurtige drenge på 9-holdet en eneste lørdag, kun nogle få torsdagsture!. Jeg fandt dog senere ud af, at jeg ikke var den eneste der fik nervøse trækninger ved den udmelding...
Men afsted kom vi, allerede klokken 5:45 fra Ordrup, idet løbet køres næsten helt nede ved Ringsted, og starten går tidligt. Sikkert for at undgå trafik.
Morgenfriske OCC-ere gør klar til afgang
Min personlige sejr må være, at jeg på et tidspunkt på sidste runde blev bedt om at sætte hastigheden lidt ned på en af bakkerne. Yeehaa! Trak åbenbart for hårdt! Så i forhold til sidste år hvor jeg måtte skubbes, er det jo fantastisk. Men, må jeg indrømme, der var et par stykker, der tog nogle monstertræk ude i modvinden, og det var ikke mig.
Fedt løb! Og jeg kom ikke ind totalt smadret med jernsmag i munden og ondt i alle tandplumberne. Ikke at jeg havde overskud til at køre hurtigere, men det passede bare lige!
Men nu, senere på dagen er mine lår godt nok smadret. Det er lidt hårdt at gå ned af trapper!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar