Col du Tanneron

"...Tanneron ligger på toppen af en bakke omgivet af mimoser. Tanneron er hovedbyen i Massif du Tanneron, som især er kendt for mængden og kvaliteten af sine mimoser. Det er et fantastisk skue i januar-marts, når de gule mimoser står i fuldt flor. Tanneron ligger højt i 519 meters højde, og herfra er der storslåede udsigter til alle sider..."

"...Julich sad med fremme på det meste af etapen og havde følgeskab af holdkammeraten Chris Anker Sørensen et langt stykke af vejen. Danskeren hentede masser af bjergpoints og angreb endda på vej op ad kategori 2-bjerget Col du Tanneron med 20 kilometer tilbage af løbet. Hammel-rytteren blev dog hentet og senere sat på det sidste stykke mod mål..."

Et landskab kan beskrives på mange forskellige måder. Da vi kørte op mod Col du Tanneron, modsat Paris-Nice feltet, dvs ad deres nedkørsel, som er hårdere end en kategori-2, få dage efter cykelløbet var passeret, var det sgu ikke mimoser jeg lagde mærke til. Når man kommer til Tanneron syd fra kører man faktisk op to gange. Bedst som man tror man er kommet op, får man en nedkørsel i nakken, hvorefter man kan starte forfra.

Kører man, som vi, helt fra Théule-sur-Mer, får man først stigningen på hovedvejen fra La Napoule til Saint-Jean. Og var Hanne godt kørende? Ja f..., hun kørte fra mig her, jeg havde endnu ikke rigtigt fundet trådet!

I Saint-Jean drejer man fra mod L´Eglise ad en ganske lille vej som først falder stejlt ned af en lille charmerende nedkørsel med korte sving i en åben løvskov, for herefter at stige op med den charmerende by L´Eglise.

Her gjorde vi holdt og kål på en cola. Hyggeligt og tiltrængt.

Herfra ud på hovedvej D237, der i et langt fald krydser motorvejen A80. Her kan races. Og det blev der. Jeg krydsede motorvejsbroen med 73,5 km/t men cyklen fangede fint braget fra koblingen mellem vej og bro. Det var feriens topfart, for mit vedkommende. Lidt chokerende på en ny cykel man ikke kender, men når det går så stærkt opdager man det først bagefter når det er gået godt. Den nye cykel fungerer fint.

Fra D237 gik det så op ad de to stejle bakker mod Tanneron. Nu havde jeg trådet, og kunne følge med Hanne. Da jeg ikke kendte turen, kom den mellemliggende nedkørsel som en overraskelse. Da Hanne ikke kører så stærkt ned ad, kom jeg noget foran, og gjorde derfor hold for at tage billeder af de, der havde overhalet hende. Herefter, og resten af ferien gik det forrygende. Nu havde jeg for alvor fanget trådet, så jeg indhentede i fin stil de der havde overhalet, incl Hanne. (Det gjorde Hanne i øvrigt også.. hun kører altså godt i år!)

Oppe i Tanneron plyndrede vi i bedste gamle Tour-de-France stil den lokale købmand/kiost. Hun havde ikke flere chokoladeboller eller kakaomælk da vi var færdige. Hun lukkede da også kiosken umiddelbart efter, men det var nu nok pga middagens komme. Her er et sjældent billede af Svend med et glas kakaomælk i hånden ;-)Fra Tanneron gik det ned ad af stejle serpentinersving. Det var sjovt! G-kræfterne trækker i kroppen rundt i svingene. Min nye cykel beviste sit værd, og jeg kom først ned... uden hverken at strejfe biler eller bjergsider, hvilket faktisk skete under Paris-Nice løbet! Og tak til den bilist der trak ind til siden for at lade mig passere. Han var nok træt af at jeg fyldte hans bagspejl.

Bedst som det gik ned ad, skulle vi åbenbart være drejet fra, men det tænker to adrenalinfyldte drengerøve ikke på når der konkurreres om at køre nedad, så vi kom væk fra feltet. En af de lokalkendte fra holdet var dog flink nok til at følge os ned og guide os tilbage til udgangspunkter. Her viste det sig at hovedfeltet kom en hel del senere. Ikke fordi vi kørte sindsygt stærkt, men fordi genvejen tog endnu en krads stigning, som vi altså slap for.

En ualmindelig sjov og givende tur over mimosebyen Tanneron.