Lidt om regn og dårligt vejr

Det er ikke det gode vejr, der har præget Danmark i år. Sneen lå jo næsten til påske og efterfølgende har vi haft det pænt koldt og temmeligt regnende. Således også i dag, hvor det både blæste, regnede og var yderst beherskede temperaturer.

Sneen satte sine spor i kørselsdagbogen, for det er svært at få kilometre i benene, når det mest minder om Dansk Vandrelaug på tur i skoven. Men efter sneen forsvandt og racercyklen blev fundet frem, er der kørt uanset vejret. Og, det ses i statistikken. April var ny rekord, og her midt i maj er vi godt over 600 km og prognosen for måneden ligger et godt stykke over 1.000 km. Det gode vejr sidste år til trods, er 2009 nu indhentet.

Vel er det ikke behageligt med regnvejr, men det værste stykke er faktisk fra morgenbordet og ud på cyklen. Når man først er kommet af sted, og endorfinen ruller i blodet, er det såmen dejligt nok. Og husker man at nyde det bare lidt, kunne man fx i dag høre lærken slå sine triller mellem regndråberne. Vel er det ikke sommer, men når bøgen står lysegrøn og fuglene synger, minder det en lille smule om det. (Du skal blot ikke smække tænderne alt for hårdt sammen, for munden er uvilkårlig fyldt med sand, som er hvirvlet op fra den forankørende.)

På dagens tur var der diamanter i benene. De mange kilometre begynder nu at komme positivt ud. I lang tid har jeg været i tvivl om, jeg ikke bare blev svagere og svagere. Et fysiologisk mysterium, et omvendt mirakel...mere træning, dårligere form. Grejsdalsløbet gik godt og mine ben var ikke som blødkogt spaghetti bagefter, blot var de tomme for energi. Derfor har jeg mod sædvane spist energibarer og lign til både tirsdags og torsdagstræningen. Ja, faktisk har jeg været kanonsulten hele ugen. Men i dag kørte det bare... klart overskud. Så, måske er der alligevel håb ;-)

Syv punkteringer til Strø

Den normale torsdagtræning var i anledning af Kristi Himmelfart forlagt til formiddagen. Så skulle der være tid til at kunne nå ud til Strø Bjerge! Sidste år lykkedes det aldrig, et eller andet kom partout på tværs.

Men, også denne gang holdt det hårdt. Hele syv punkteringer! Ja, jeg havde ikke nogen, men resten af holdet tog i spredt formation livtag med håndpumperne. Gårsdagens megaregn havde i den grad rejst alle de små flintesten op, så de stod parat som små sylespidse knive.

Ruten var lagt an på bakkerne, og førte os rundt til steder hvor flere af os aldrig havde været, Spydbakken, Bure Sø og Strø. Jeg har virkelig glæde af min cykelGPS. Med lidt ruteplanlægning hjemmefra, giver den en frihed til komme rundt på steder hvor man ikke lige har været før. Og, da vi så endelig var færdig med Strø, blev vi enige om at afbryde ruten og vende næsen hjemad igen. Ganske som med GPS i bilen, beder man bare Garmin´en om at finde korteste vej til Fem-vejen, og voila, har man korteste rute ad små veje og cykelstier. Den ved godt at man ikke vil cykle på de store veje eller på grusveje. Super!

Jo, der er kønt i Nordsjælland
Billede lånt fra wikimedia

Grejsdalsløbet - 173 km

Ordrup sendte et pænt kontingent til Årets Grejsdalsløb, og vi fik virkeligt vist farverne frem. Ikke mindst fordi det store 200 kms hold havde så mange punkteringer, at de mere stod ved vejsiden og lod sig passere end de befandt sig på cyklerne.

På 173 var vi fire, og vi havde ingen punkteringer. Men fik til gengæld organiseret en række gode rulleskift. På halvvejen havde vi således kørt med et snit over 33 km/t. Så kom bakkerne til gengæld med Kiddesvej som den stejleste. Compactkrank og bjerggearing i bag til trods måtte jeg stå op. Egentlig utrolig at man kan holde balancen, med den hastighed ;-)

Vi kom derfor rundt med et snit på 29,3 km/t eks depot, og godt 28 incl depot. Fuldt ud tilfredsstillende på den rute.

Vi overnattede på Scandic, som har et specielt tilbud til sportsfolk, og fik en sublim service, incl lov til at tage cyklerne med op på værelset og sen udcheckning, så vi kunne få et bad bagefter. Helt fantastisk!

Og så skulle man jo tro, at det var en rigtig drengeaften i byen, men ak, topmålet af luksus var, at få lov til at gå i seng 21:30 og nyde en lang uforstyrret nattesøvn inden strabadserne. Ultra seriøst! Med til at fuldende luksussen var i øvrigt også badet efter turen. Det var dælme dejligt.

Enten er man ved at være for seriøs eller også bare for gammel, når topmålet af luksus består i at få lov til at gå tidligt i seng og et brusebad.

Woodoo

Der hænger en forbandelse over min cykel pt. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang jeg tager den frem, begynder det at regne.

Vejret i tirsdags var fint, og jeg tog ikke mine skoovertræk på. Men ikke så snart vi var kommet tilstrækkeligt langt væk, før end regnen væltede ned. Sjældent har jeg frosset mine tæer så meget. Det ligefrem smertede da jeg kom hjem og fik lidt varme i den igen. Det har sikkert set morsomt ud, da jeg stod og rørte i gryden med aftensmad, medens jeg dansede en krigsdans fordi fødderne gjorde ondt.

Krigsdansen hjalp dog ikke, for de lover minsandten også regn på søndag til Grejsdalsløbet. Hvem er det der har nedkaldt en woodoo-forbandelse over det røde lyn?

180 km regn

Det allerførste indlæg på denne blog slutter af med at rejse spørgsmålet, hvordan forbereder man sig til 300 km regn? Sjovt nok har jeg ofte kørt træningsture i regn, ja sådan gik faktisk hele efteråret, men jeg har endnu aldrig kørt et motionsløb i slagregn. Altså indtil i går...

Sidste år var en sommerdag i korte bukser, men i år var Stjernetour de Grindsted præget af ikke bare silende regn, men ofte også slagregn. Og lige præcis i år, havde jeg valgt at køre den lange distance på 180 km, frem for de normale 125.  Lidt surt ;-)

Nå, men nu kender jeg i hvertfald svaret på spørgsmålet om hvordan man forbereder sig: Man sætter sig op på cyklen!  Der er jo ikke meget at gøre. Skoovertræk og regnjakke, naturligvis, men man bliver altså våd alligevel. Eneste lille trick er at slå et smut indenom Statoil og tage et par af de tynde plastikhansker, man ellers bruger, når man tanker. De er vand- og vindtætte og giver en god beskyttelse mod kolde fingre.

Mine ynglings cykelbukser er topmodellen fra Gore, det er dem, der sidder allerbedst på mig. Men af gammel vane plejer jeg at køre de lange strækninger i Assos topmodel, der ved jeg, at rumpen har det godt. I år tog jeg så Gore-bukserne på. En af grundene til den gode pasform er, at buksen er syet i mange paneler, dvs stykker, der gør, at de smyger sig rundt om kroppen. Men mange paneler giver også mange syninger, og det kan jeg mærke i dag. Foran på lårene, øverst oppe, har syningerne skrabet huden af. Så ved jeg det... Assos til de lange strækninger! (ihvertfald når det regner og huden er helt opløst)

På et tidspunkt skete der et styrt i feltet 5-6 mand foran mig. Jeg var så stiv, at jeg ikke nåede bremserne, det gjorde de andre til gengæld. Så er der jo ikke andet at gøre end at styre sig ind i mellem væltede ryttere og folk der er standset. Med 30 km/t strøg jeg lige igennem bøvlet, og kan garantere for at det var den mest smalskuldrede cykelrytter der endnu er set ;-)

180 km ruten gør løbet til noget helt andet. Hvor 125 km ruten er hel flad, en rigtig tonser hvor man i et godt felt kan køre endog meget stærkt, er de ekstra 55 km alle placeret i Vejle Ådal med de mange stejle bakker. Grejsdalsløbet light, ja faktisk kørte vi på ruten. Uha, det bliver hårdt, når det ikke kun er 55 km men 175 i næste uge! Utroligt kønt, men jeg tror nu, jeg næste år vil køre 125 km, for det er netop fladheden der gør StjerneTour de Grindsted til noget specielt.

Men som altid en dejlig oplevelse, specielt bagefter ;-)

Maddikernes aften, en dag i april

Så nåede det alligevel at blive så godt vejr i april måned i det herrens år 2010, at de korte bukser kunne findes frem. (dvs jeg gjorde det ikke, men  svedte med anstand)

Det var nogle hvide rør, der blev luftet den aften...

April måned blev så også min mest aktive måned nogensinde med 971 km. Sågar mere end sidste år, men der er også noget at indhente efter den lange kolde vinter!

Citronhalvmåne skal der til

Lige så dårligt vejret har været hen gennem ugen, lige så godt var det i weekenden. Og heldig for det, for sidste lørdag i måneden er lang-lørdag, hvor intervaltræningen er aflyst og erstattet af en lang cykeltur.

18 ryttere var mødt op klokken 8:00 i strålende solskin til sæsonens første, og dermed også korte (dvs 120 km) lang-lørdag op omkring Arresø, med stop hos købmanden i Ramløse.

Citronhalvmåne skal der til

Jeg havde lagt ruten ind på min nye GPS, og bedt den om at fortælle hver gang vi skulle dreje. Og søreme om det ikke virkede. 300 meter før hver sving, fik jeg et lille kort med instruktioner på skærmen, og kunne så med til syneladende overlegen stedsans dirigere feltet med et kort råb om højre eller venstre. Næsten som at køre hundeslæde ;-) Spøg til side, det virkede over al forventning.

Inden cyklen stod hjemme igen, var der kørt 132 km. Masser af overskud, men dog alvorligt ømme ben her dagen efter. Det kunne godt tegne lidt hårdt for de 175 km til Grindsted rundt i næste uge...

Bodyage - 28

40-årskrisen er aflyst, skrev jeg forleden, da jeg havde konstateret en puls på 188.

I dag, efter god og grundig opvarmning efterfulgt af en spurt, jeg bare ikke ville tabe, røg pulsen op på 192

Men den upræcise tommelfingerregel for makspuls: 220-alder er min bodyage hermed 28 år!! Tralala :-D

Det minder mig på en eller anden måde om en Anders And historie, hvor onkel Joakim får drukket så meget af ungdommens kilde, at han ender som et æg!

Det sner!

Det sner sgu med fem-krone store fnug!

og så er det man tænker en hel masse forskelligt:

• Sommeren var kort i 2010!
• Hvad har de islændinge nu gang i?
• Der er 22 grader på Mallorca
• ...

Tænk med, skriv en kommentar!

Brrr...

Og så regnede det!

Det var godt nok en kold aftentur, her i april!

40-årskrisen er aflyst

Efter al balladen med hjertet lagde jeg min pulsmåler på hylden, men i lørdags havde jeg alligevel taget pulsmåleren på, da den nye Garmin Edge skulle testes af. Og, det viste sig, at den er imun for flimmer, og kun viser de egentlige slag. Super, nu kan det igen bruges.

Min makspuls i lørdags var 188 bpm. Og holder man det i forhold til den (temmeligt upræcise) vejledende formel: Maks puls= 220 - alder, betyder det, at jeg kun er 32!

40-årskrisen er hermed aflyst!

Det hvide spor

SommerMTB er noget helt andet end vinterMTB, så jeg havde lovet mig selv at finde en søndag hvor OCC kunne drage ned til til det hvide spor ved Ringsted for at prøve noget for alvor teknisk kørsel.

Og, idag havde jeg en ledig søndag, det var tørt i skoven, og en del af klubbens medlemmer havde deponeret deres racercykler på en ø i Middelhavet, hvilket gjorde det mere oplagt at bruge MTB´en.

Det blev en dejlig rundtur. 9 km på 1 time og 20 minutter.

Islændinge!

De skide islændinge, først ejendomsmarkedet, så bankerne og nu flytrafikken! Er det sammensværgelse. Er de gået besærk? Hvad har vi gjort??

Det var så den ferie på Mallorca, aflyst og erstattet af en uges arbejde. Damn!

Nå men, de hårdest ramte af alle ulykkerne er nok islændingene, når alt kommer til alt. Se flere flotte billeder hos BT: http://www.bt.dk/nyheder/monster-vulkanen

Edit 19.04.10: http://www.bt.dk/nyheder/paa-island-skovler-man-aske

150% stigning?

Så blev det uigenkaldelig slut på min gode cykelcomputer. Ikke et designmæssigt vidunder, men god, fordi den på en og samme tid kunne vise hastighed, temperatur, stigningsprocent og distance. Men regnen tog livet af den, for under torsdagtræningen for en god uge siden, begyndte den at vise ægyptiske skrifttegn. Kuren mod den slags plejer at være, at skifte batteriet. Som sagt så gjort, og efterfølgende så den da også fin ud. Men søndagen efter på alpetramp begyndte den at vise 150% stigning. Nok er der skrappe bakker på Sydfyn, meeen.. og faktisk stod vi stadig og ventede på at starten gik. Da der ikke var jordskælv eller noget andet (fra island) prøvede jeg lige at puste ind i højdemåleren. ...hvorfor gør man egentlig den slags? Kan et rask pust i et lille hul helbrede sådan noget?  Næ, og displayet gik da også prompte ud, og siden har der ikke været liv i den!

Det gav mig så en længe søgt undskyldning for at købe en Garmin Edge 705. 

En GPS-måler der ud over alt det som alle andre cykelcomputere kan, også kan vise kort og angive kørselsinstruktioner, lige som GPS´en du har i bilen. Det har jeg ønsket mig siden jeg for nogle år siden lå og rodede rundt ude ved Vig, på vej til Odden, hvor jeg skulle nå en færge til Æbeltoft! (og nej, man må ikke køre på motortrafikveje)

Når man cykler optager den turen, og kan bagefter omdanne den kørte tur til kørselsanvisninger så man kan gentage turen ved lejlighed. Men bedst af alt, kan man på fx www.bikelog.dk ret let tegne nye ruter, som når de er hentet ned på Edge´en ligeledes kan omdannes til anvisninger. Super, så jeg har tegnet mig en del ruter på Mallorca (mere om det i et senere indlæg), og jeg glæder mig til at bruge funktionaliteten, hvis sommerferien bliver en cykeltur til Prag, hvilket der arbejdes lidt på.

Legetøj til store drenge ;-)

Et spark i røven

Den største risiko eller bivirkning ved et trykket eller brækket ribben er lungebetændelse, ikke på grund af den ydre påvirkning, men fordi det gør ondt at trække vejret. Det gør man så ikke ordentligt, med det resultat, at der står en sump i bunden af lungerne, heraf kommer infektionerne. Af samme grund giver man helst ikke bandage omkring brystet, for det vil kun gøre det endnu sværere at få luftet ud i bunden. En god læge jeg kender hævder, at rigtig mange indlagte i løbet af få dage får lungebetændelse, ikke på grund af bakterierne på sygehuset, men fordi de ligger stille i sengen.

Tilsvarende når jeg får hold i ryggen, er jeg fristet til at blive i sengen. Det gør simpelhen for ondt at komme igang. Og, der kan jeg så ligge og pines i flere dage. Får jeg mig taget sammen og går på arbejde, er holdet ofte væk efter en halv time på kontorstolen.

Kroppen er kort og godt ikke bygget til ikke at blive brugt. Her i huset hedder det sig, at stort set alle sygdomme kan kureres med "et spark i røven og ud at løbe"

Og hvorfor så den svada?

Jo, jeg har det jo på samme måde med min hjertemedicin. Efter en god lørdagstur på cyklen, behøver jeg først medicin ud på onsdagen, mere torsdag og en masse fredag. Men, nu har jeg trænet hårde intervaller mindst tre gange om ugen, i præcis en måned. Og, tada, jeg har været total medicinfri i de 30 dage!

Der er intet som: "et spark i røven og ud at løbe"  ...dvs cykle...

Forårsklassikere fra Frankrig til Fyn

I dag bød på to forårsbebudere, Paris-Rubaix og Stjernetramp.

Fabian Cancellara kørte bukserne af Tom Boonen, da Boonen med 50 km tilbage satte sig ned bagerst i feltet for at spise. Med ét rykkede Fabian væk, og kørte enkeltstart ind på velodromen i Rubaix i et malende tempo alene foran det jagende felt over 50 km! Det så helt overmenneskeligt ud. Hvis det ikke også er det, så er det faneme imponerende. Han er alletiders tonser!

På Fyn kørte vi selv årets første motionsløb, Stjernetramp rundt om Jordløsebakker. Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer var ikke med, da hun var syg. Ånden var der, men da vækkeuret ringede klokken 5:00 var kroppen der ikke. Heldigvis havde vores gode cykelven Arne meldt sig under fanerne, så jeg ikke skulle rejse til Fyn alene (for så var det nok ikke sket).

Temperaturen var lav, og blæsten høj. Det første betød ikke noget da pedalerne først kom i sving. Det gjorde det andet derimod. Superhårdt løb. Vi sad med i et skarp felt, da vi pludselig kom ud i hård sidevind. Jeg nåede med på sidstepladsen i viften, medens Arne sad tilbage som Tom Boonen. Så var det ligesom afgjort. Vi var herefter overladt til vores egen dieselmotor,de mange bakker og modvinden.

Det tog os 2:35, altså ti minutter hurtigere end Hanne og jeg sidste år. Heraf brugte vi 5 minutter i depot. Så en gennemsnitshastighed på lige godt 30 km/t, i dét terrain og i den vind. Ikke ringe!

Tilbage står bare to mysterier: Ugen taget i betragtning, hvordan kan det så lade sig gøre at komme rundt uden punkteringer eller flækkede dæk? Og, hvordan kan man på en rundstrækning have modvind fra start til slut?

Fabian? Nej, men ikke mindre tilfreds!

Flad 2

Endnu en træningsdag, endnu et revet dæk og sprængt slange.

Selvom jeg naturligvis undgår de største huller efter isvinteren, kan mindre huller også gøre det, blot kanterne er skarpe nok. Når dæk og slange rammer sådanne kanter klemmes de mod fælgkanten, og så er der hul.

Sådan en træningstur koster, ud over almindelig slid, et nyt dæk 250,- en ny slange 50,- og en co2-patron til pumpen 10,-  Det løber altså lidt op hvis jeg skal bruge 5 slanger og to dæk pr uge!

Nå men, jeg lod holdet køre, skiftede det der skulle skiftes, men kendte en lille genvej. Det var ufattelig morsomt at se deres overraskelse, da jeg pludselig stod længere ude på ruten og ventede på dem. Jeg har på fornemmelsen, at flere tror OCCs normale rute mod nord er den korteste... men det er den altså ikke ;-)

Flad!

Flad? Nej, men flade hjul!

Siden i mandags har jeg skiftet 4 slanger og et dæk. Torne, lapper der ikke kan holde og glasskår kan skære såvel slanger som dæk i småstykker og specielt det sidste kan sætte en hurtig stopper for en god cykeldag. Jeg skal have fundet mig en plastikplade-dims, jeg kan lægge inden i hjulet så slangen ikke smutter ud, hvis der kommer en flænge i dækket... fanme!

En billedsøgning på google viser, at jeg vist ikke er alene. Første side afslører ingen nye cykelslanger, men kun billeder af hvad man kan bruge gamle cykelslanger til. Lidt tankevækkende, ikk?

Han skal altså have støttehjul

"Fränk Schleck var uheldig i Baskerlandet Rundt, og det er tvivlsomt om han kan fortsætte i morgen. En hjernerystelse var resultatet, da han styrtede på grund af en anden rytters tåbelighed. "
http://politiken.dk/sport/cykling/article941412.ece

Det er sjovt nok altid en anden rytters skyld. Og, lige så sjovt at Armstrong fx aldrig har samme type styrt. Er han mon omgivet af andre ryttere? Eller går Fränk bare for sent i seng?

Påsken 2010

"60 km, 7 grader, 2 personer, 1 punktering, 0 regn" lød det i den SMS jeg sendte til til de gode cykelvenner som meldte forfald i dag 2. påskedag. Det med regnen var nu så som så, for det begyndte faktisk at regne da vi havde en lille km hjem. De to personer var naturligvis det samlede team sol og sommer, en hyggelig afslutning på en god påske.

Påsken dette år er blevet holdt i de hjemlige omgivelser, dvs med gode venner og familie om aftenen og på carboing-hestene om formiddagen. En lidt hård kombination, specielt når vi ej heller tog fri de første tre dage inden påsken. For mit vedkommende blev det til nøjagtigt 400 km, men med masser intervaller. Sidste år kørte vi en del gode langture i Jylland, og da gav påsken 577 km. Dette års træningsmængde og -metode kan snildt hamle op med sidste års! Og, så har vi jo en tur til Mallorca tilgode endnu, cool.

Påskelørdagsturen med OCC blev en af de bedre. For de fleste hold (vi tyvstartede lidt) var det sæsonens første på racercykel. Og vejret var fantastisk. Høj solskin og frisk blæst. Alle kom sent i klubhuset og mange så ganske flade ud. Vi fik kørt 102 km, med intervaller. Undertegnede havde diamanter i stængerne, så det var morsomt. Det er altid morsomt når man har overskud! Mindre når man er kørt sukkerkold, og ham idioten på det røde lyn kører i små cirkler om en.   Men alligevel fik jeg forbigående krampe i den ene læg om aftenen. Det var kun et pr sekunder, men hvor gør det nas! Lidt havde de 102 km nok påvirket alligevel. (faktisk brugte jeg en masse kræfter på at skubbe et par trætte klubkammerater. Undulaten fra Bagsværd fik også et venligt skub op ad den sidste bakke, da jeg fløj forbi. Det lød nu godt nok ikke som det var tak, Svend udstødte, og han lå da også næsten forrest da han fik skubbet. Men hvis jeg skal have fornøjelsen af at give Svend et skub, skal det være nu, senere på sæsonen er han jo ikke til at komme i nærheden for bar baghjul  ;-)  )

Nu kommer foråret hurtigt, det er kun 2 uger siden der stadig lå sne og is i skoven, men nu er det hele væk. Det er så også den første vinter jeg kan huske, hvor der har ligget sne, uafbrudt fra december til slut marts!

Kom Sol, kom Sommer!