lørdag den 11. juni 2011

Indhentet!

Så fik 2011-Per endelig indhentet ham 2010-Per!

Selvom jeg trænede som aldrig før sidste år, er det altså lykkedes mig, at indhente de kilometre jeg var bagud efter vinterens stilstand. Føler mig faktisk også i bedre form end nogensinde!

Med dagens tur krydsede jeg 3.000 km posten, så der er ikke langt til halvdelen af årets mål (3.500), men vi er jo også snart halvvejs på året..

Nu med bidet

Så fik jeg endelig min saddel! Det er første gang jeg prøver en saddel med hul i midten, og som Finn konstaterede første gang han cyklede i regnvejr... nu med bidet!.
Efter en evalueringstur på 99 km i dag, er er ingen tvivl om, at man kun sidder på sædeknoglerne og ikke mellemstykket. Det er jo fint nok, men der er så det mere vægt på mindre hud. Men følte mig på en eller anden måde mere hjemme på cyklen end hidtil. Så det er nok godt nok.

Specialized har næsten totalt udsolgt i Europa. Jeg har nok købt ny cykel, men venter stadig på det rette styr og saddelpind. Sadlen og frempinden er kommet. Efter sigende har Specialized bestilt 50% mere til 2011 sæsonen i forhold til 2010, men står alligevel med tomme hylder. Ingen tvivl om at cykling er blevet populært!

torsdag den 9. juni 2011

Cyklist fik fartbøde

Så fik knægten da officielt papir på, at han har gode ben ;-)
Cyklist fik fartbøde | www.b.dk

Jeg har sommetider overvejet problemstillingen, men det er mest når man suser igennem et 30 km/t område. Normalt er det sjældent, at 50 km/t-byzonen udgør noget problem.

onsdag den 8. juni 2011

Cykelfanatiker? Nej, bilfanatiker

Vores næsten nye bil (den er kun tre år) skal snart til 80.000 km service. Den blev købt samtidigt med min gamle cykel (den er hele tre år!). Cyklen har kørt i omegnen af 16.000km....  Det er 20% af bildistancen.  Egentlig imponerende men, ville den bedre halvdel sikkert sige, det kunne have været endnu bedre, hvis jeg tog mig sammen og cyklede til arbejde!

Sammenlangt er der de sidste tre år kørt 21.400 km på cykel. Med en gennemsnitshastighed på 24 km/t giver det 891 timer på cyklen. Med en gennemsnitshastighed i bilen på 60 km/t har jeg derimod tilbragt 1.333 timer bag rattet.

50% mere tid bag rattet end på cyklen... Underligt nok, det havde jeg ikke ventet..  Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer har nok ret ;-)

mandag den 6. juni 2011

Et nummer i statistikken

Antallet af folk der i 2010 har søgt skadestuen efter ulykker i naturen steg til 22.700, skriver Berlingske.

Hvorfor ved man ikke. Men ifølge Hanne Møller fra SFI er antallet af den slags ulykker steget de sidste fire år. En forklaring kan være, at folk er blevet mere aktive med mountainbikes eller noget andet, mener Hanne Møller.

Den lader vi lige stå lidt.... I mellemtiden kan du læse hele artiklen her:  http://www.b.dk/nationalt/vi-er-for-travle-og-for-pylrede

Kom til Norge, min far!

Hvorfra udtrykket stammer ved jeg ikke, men mange af mine barndomsminder går til Norge, hvor familiens sommerferier som oftest blev afholdt. Da Thit var lille havde vi en forrygende ferie der, og vores bryllupsrejse gik også til Norge, så jo: kom til Norge, min far!

Efterfølgende har det nu været lidt sløjt med at rejse til Norge, så da VätternRunden blev udsolgt inden jeg nåede at blinke med øjnene, rettede opmærksomheden sig til nabolandet. Var der ikke et løb, der, der kunne måle sig med Vättern Rundt, som jo nok er langt, men ikke så rig på højdemetre?

Ind kom Telemark Tours på løbslisten, et cykelløb på 250 km med 2700 hm. Der var vi i weekenden, dvs halvdelen af Team Sol og Sommer (den bedre vil ikke køre så langt) og gode venner fra OrdrupCC.

Vejret var med os, sjældent godt for Norge. 23-25 grader høj solskin og vindstille ved starten... dog noget mere vind senere på dagen.  Og hold da op hvor er Norge smukt!  Billedet her er lånt af Google, for der var ikke lige tid til at stoppe undervejs. Men det ligner 100%


Med Allan og Finn som motorer gik det over stok og sten, 9:14 timer tog det os, med 27 minutter i depot. Det betyder en gennemsnitshastighed, den tid hvor vi bevægede os, på 28,2 km/t !!  det er rigtigt godt, for 250 km og 2700 hm!!

Det kunne have gået hurtigere, hvis ikke de to dieselmotorer skulle vente på mig på toppen af bjergene, for så mange kræfter er der ej heller i benene endnu... En nordmand, som jeg fulgtes med, sagde: "Tippet til at kjøre i fjellet er, at kjøre veldigt forsiktigt opp, så har man kræfter til at fortsette" Det var et råd jeg kunne bruge, meget behageligt måde at køre på ;-) Nedad gik det så knapt så forsigtigt, den tabte tid skulle jo indhentes!

Vi kørte i dagstimerne, noget jeg ellers ikke plejer på de lange løb, men det var godt, for dels var vejret jo flot, dels var der faktisk ikke noget trafik (hvilket er den største fordel ved nattekørsel) og udsigten er jo noget helt specielt i Norge. Og, så er det nok rart med fuld dagslys, når man racer ned af hårnålesvingene ;-)

Eftersom vi brugte to dage på transport og en dag på cykling var der tid til mange røverhistorier, ikke mindst om Allans imponerende kostindtagelse og de deraf afledte konsekvenser. Så, skulle du høre om en flok sprængte toiletter i Norge, nærmere betegnet Telemarken, kan det være vi kender afsenderen ;-)

mandag den 23. maj 2011

Harzen 2011

Bededagsferien stod i år på en tur til Harzen med cykelklubben. Fyrre ryttere fra alle hold, var vi afsted. Med bus til Braunlage, en hyggelig by midt i området. At det var bededagsferie i Danmark stod helt klar, for vi mødte mange danske klubber i området. Området er super kønt, ja nærmest bakket, sårn bare lidt på steroider, alpetinder er der ikke ligefrem. Og kors hvor er der mange træer! Lidt mere åbent landskab i det gamle DDR dog.

Selvom det tager lang tid med bus og anhænger til Harzen var det både komfortabel og hyggeligt. Der blev fortalt mange røverhistorier, og jeg fik set en masse, jeg ellers ikke ser, når jeg flyver lavt hen over motorvejen. Jeg er dog stadig ikke overbevist om at man kan sidde over 24 timer i sådan en tingest, når vi skal ned for at køre C2C til august!

Første dag blev der kørt 100 km og det var noget af et wake-up-call når bakken ikke kun er 50-100 meter lang, men 10 kilometre og stiger jævnt med 7%. Så er det med at finde sit eget tråd og ikke lade sig lokke til at køre med en, der kan køre en lille smule stærkere. Straffen kommer prompte!  På første dagen kørte jeg med 1. holdet, hvilket gik godt nok, bortset fra, at vi måtte kalde på bussen flere gange grundet defekter. (herefter kaldet team defekt) Således oplevede Allan, ganske som i Grejsdalsløbet, at egerne ikke kan holde til at cyklen stilles i solen medens man puster ud. Ping, og så var der endnu en gang et ekset hjul. Det tog lidt tid før den tilkaldte bus med et nyt hjul kom. Sven formåede at træde det Kuota stel i stykker, han købte til erstatning for mit gamle (som døde i et styrt). Kim punkterede og knækkede desforuden en klampe og eksede et hjul, og sådan gik det derud af. Fuld knald på når cyklerne endelig kunne køre og en masse ventetid. De to næste dage kørte jeg med hold to (Var nu også lidt nervøs for formen, nok er min kondition i top igen, men påsken viste jo at jeg ikke restituerer helt så godt som før)

Anden dagen var kongeetapen, 120 km nogenlunde over det hele, samt en 20 km stigning! Først 10 km med 3-5 % og herefter 10 km med 7-8 og lidt 10% stigninger. Der sad jeg godt nok og overvejede, om jeg nu egentlig også lige skulle med til Pyrenæerne til august... men bagefter var det fedt nok. Sjovt som alle, stærke og os andre der også bruger panikgearet i ny og næ, er lige trætte når vi kommer op.. de andre bruger bare flere kræfter på at køre hurtigere op. Ja det virker nærmest som også intervaltræningen gør, alle presser sig selv til grænsen, og så samles der op på toppen. Helt cool!Trejdedagen gik til det gamle DDR, 42 km. Fede veje, de er jo alle sat i stand for nyligt, og et kønt og lidt mere åbent landskab. Her skal vi helt sikkert bruge mere tid næste år. Her fandt jeg så også ud af, at det med den ringere restitueringsevne er en saga blot. På den første monsterstigning (igen en 10 km med 7-10%) startede jeg langsomt ud, for lige at passe på mig selv, men var faktisk i stand til at hente de fleste inden bakken slap op. Dejligt! Nok spæner jeg ikke op, men det er kapabelt. Og her dagen efter er mine ben ikke ømme... Kom bare an Pyrenæerne! (skal dog lige have et lavere gear på cyklen, så jeg har et reservegear når det for alvor bliver stejlt!)

Mister gadget har købt et superfedt lille kamera, der kan sættes fast på cyklen. GoPro HD Hero. Cool sag der kan optage i fuld HD med 30 billeder i sekundet. Det er godt nok noget der kan producere store filer, men er yderst anvendelig, både som turist, men også som træner. Jeg håber at kunne udgive en film om turen snart, men her er en appetitvækker fra grænsen til DDR. (

Nå ja, og så blev der lige sat en personlig hastighedsrekord. 75,4 km/t på et stykke kulfiber forstærket plastik ;-) De er godt nok stejle de bakker! Den nye cykel kører fordømt godt, hvorimod de der kørte på højprofilfælge oplevede at forhjulet begyndte at vibrere voldsomt når hastigheden kom op mod de 60. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, troede de ville være superstabile på grund af deres højere roterende masse. Tvært om blev det hævdet, bjergryttere kører med lavprofilfælge netop af denne årsag og ikke på grund af den lavere vægt. Uanset.. min virkede perfekt!

Og så ville det jo ikke være Ordrup CC hvis ikke der stod vin på bordet. Restauranten fik næsten udsolgt af den fineste vin på kortet, en gammel sag de må have haft liggende længe, for den var billigere dekanteret og serveret på det lille familiehotel end i butikkerne i DK. Mums, men bedst af det hele var, at jeg fik lejlighed til at smage en lækker hvid sag fra et område i Tyskland jeg ikke har prøvet før, nemlig Saale Unstrut i det gamle DDR tæt på Harzen. Hold da op hvor var den god! Det skal dyrkes lidt mere!

En øl er vist ej heller at gå af vejen for, at dømme efter de ivrige hænder

tirsdag den 17. maj 2011

Compact krank, hvor svært kan det være?

Når man som motionist skal køre opad, stejlt opad, skal man have en lav gearing. Man kan komme en del af vejen ved at sætte større tandhjul bagpå, men går det rigtigt meget opad, er det en lise også at få mindre tandhjul på i for.

Hvor det er ret let at sætte større tandhjul på i bag, kan man ikke bare uden videre sætte mindre på i for, for der er ikke plads, kranken er simpelthen ikke bygget til små tandhjul. Derfor er compact-kranken opfundet. Egentligt er det ret simpelt, spideren, de fem arme der går fra kranken ud til tandhjulet, er bare lavet kortere.

Men, det betyder altså at hele kranken skal skiftes!  De fleste kører permanent med compact-krank når de først har skiftet, men jeg fortrækker den lidt større normal klinge, når det går lige ud på danske landeveje. Så en gang i mellem kommer cyklerne op på bænken til den lille operation.

Inden Grejsdalløbet skulle det selvfølgelig gøres, først på min egen og derefter på den bedre halvdels. Og, det er ikke så svært:

Af med pedalerne i begge sider. De sidder naturligvis godt fast, så det er op at stå på værktøjet for at få maksimalt kraft på. Glemmer du at tage pedalerne af, inden du flår det hele af cyklen, kan du ikke udnytte dette vægtstangsprincip... det gør man kun en gang, for klingen har jo mange umådeligt skarpe tænder som man helst ikke skal i nærkontakt med, når den endelig giver sig i det spænd, du har lavet ved at klemme benene sammen om lortet.. nå det var en anden og ikke tidligere fortalt historie...

Cyklen op på bænken og løsne de to skruer der holder venstre pedalarm fast på akslen. Tilsvarende med den fingerboldt der spænder pedalen sideværts ind på cyklen.

Af med venstre pedalarm.

Kæden af.

Efter et par forsigtige bank med en gummihammer på akselenden (har ikke rigtigt fundet andre metoder) kan man trække akslen ud af lejerne på cyklen.

Find den gamle compactkrank i bunkerne, ind med den i lejerne og på med venstre pedalarm. SATANS jeg havde kun en fingerbolt, til den type krank og den sad på den cykel der lige er solgt... nå men jeg må ned til cykelhandleren i morgen...

Kæden på, den skal nemlig kortes af og forskifteren skal flyttes ned, så de passer til de mindre tandhjul..

Hmmm... hvad er nu det, kæden passer og forskifteren kan ikke flyttes længere ned.. den passer i øvrigt også... hmm... lad mig lige se... jo fanme om ikke Hannes nye cykel fra butikken allerede er udstyret med compact krank!!!

OK, af med den jeg lige har monteret og tilbage med den originale, do med venstre pedalarm, på med fingerboldten, på med de to skrurer der holder det hele samlet og på med de to pedaler igen.

Voila, så spiller det hele, hvor svært kan det være?


..omend det ville have været nemmere, hvis jeg havde talt tænder inden operationen, eller blot kigget på det klistermærke der sad på kranken:  "COMPACT KRANK"  ;-)

mandag den 16. maj 2011

Grejsdalsløbet 2011

En uge med virus, kvalme og maveonde, og dermed minimal fødeindtagelse hjælper nok på vægten, men er ikke super god forberedelse til Grejsdalsløbet. Dermed blev årets resultat da ej heller (for en gangs skyld) bedre end sidste år.

Vi kom ind på 7:08 mod 6:11 sidste år. Med til billedet hører dog også, at ruten var lagt om med 300 hm ekstra til følge, at vi fik fire punkteringer (mod nul sidst) og at vi ikke var superørne til at komme hurtigt ud af depoterne. Og vejret...

Der findes stort set ikke det vejr i Danmark som ikke kom til udtryk den søndag i Vejle, solskin, sublim medvind, regn, stormende modvind så skraldespandene kom flyvende hen af gaden, hagl, kulde og varme. Egentlig ganske charmerende.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg var grundigt ude i tovene, energimæssigt. Der var ikke meget at skyde med i benene til sidst. Da der var 30 km tilbage måtte jeg bede resten af holdet om at køre ind selv, jeg havde brug for at køre mit eget tempo. Det var nu ikke så langsomt endda, jeg overhalede da en masse som også var gået kolde. Med 12 km tilbage mødte jeg resten af OCC-holdet, som havde en punktering, og på den måde kom vi ind sammen. Dejligt, og tak for hjælpen. Min helbredstilstand taget i betragtning er jeg overordentlig tilfreds med resultatet. Også dette løb er således godkendt!

Jeg havde overvejet at droppe den, men er nødt til at at få nogle højdemetre i benene inden august, og træningsplanen foreskriver dette løb som en start, efterfulgt af Harzen og så et endnu hårdere løb i de norske fjelde i juni. Det bliver sublimt!

Undertegnede og Henning fører feltet op ad Kiddesvej. Med maks 23% er den så stejl, at man må op og stå i laveste gear. Holder man den ikke bare lidt i gang, står man stille ved hver pedalomdregning. Således var der da også nogen der væltede, fordi det gik for langsomt for dem ;-)

Grejsdalsløbet er et rigtigt godt løb. Landskabet omkring Vejle er supersmukt og bakkerne er en god udfordring, og når man kan køre med gode OCC-venner, er det en fornøjelse, der er værdig til at komme på den faste liste.

mandag den 9. maj 2011

Bike Lane Warrior

Some dominate on the trails. Others prefer to wield their strength on the open road. But few choose the bike lane as their main domain. These riders have no “season”, no affiliation, and usually fly solo. Often times you’ll hear them coming…“On your left! ON YOUR LEFT!!” And then, as you awkwardly wobble to the right, they overtake you. A blur of authority and commitment screams past, and there is little you can do. Beware, the Bike Lane Warrior.

Byens hurtigste over Kgs Nytorv, dressed to kill

Teksten lånt fra den hippe cykelside www.twinsix.com,

søndag den 8. maj 2011

Stjernetour de Grindsted 2011

For anden gang blev der kørt 180 km i Stjernetour de Grindsted, og i modsætning til sidste år skinnede solen i år fra en høj himmel. Jeg tror, det blæste for meget til at skyerne kunne hænge fast, for hold da op, hvor der blev blæst. Jeg vil bare sige, at jeg var glad for, at det ikke var min bil der var placeret op af løbsafspærringen, da den kom flyvende.

Blæsten kom sjovt nok fra øst, hvilket ellers ikke er normalen derude vest på. Det gjorde sig til, at løbet ikke var a-walk-in-the-park, for dermed var der nærmest storm som modvind de sidste 30 km.

Som en god tradition fulgtes jeg med Torben fra Galten Cykle Club, og han havde også i år lovet at vente på mig. Ude i bakkerne ved Egtved måtte vi smide feltet, en gang rulleskifte var mere, end jeg havde ben til. På det tidspunkt havde Torben taget en god del føringer, for mange af dem vi kørte med, kører så åbenbart ikke i klub, og intet fungerede af sig selv. Torben var dælme godt kørende på det tidspunkt, så det var med lidt ærgelse i stemmen, at han fortalte mig at man altså måtte investere lidt i at samle feltet op efter svingene for at nyde frugterne af at kunne sidde i læ. Min kommentar var vist som en bedre bankkrise, der var eddermanme investeret det, der var at investere på det tidspunkt!  Senere i den hårde modvind var Torben nu vist glad nok for, at jeg havde haft min krise, for nu var det pludselig mig der sad og trak, og Torben der betalte af på de tidligere investeringer. No problems, når jeg blot selv måtte bestemme hastigheden. 180 km med 900 hm i storm kommer ikke let!

Tiden blev 5:49, 19 minutter hurtigere end sidste år!  Også dette løb er godkendt!!

Da vi kom ind til torvet i Grindsted havde arrangørerne tænkt, at det kunne være genialt med et indslag med 20 raske kondifolk, der demonstrerede spinning. Og, det kan man åbenbart kun til øresønderrivende musik af værste DJ-skuffe. Ikke lige det man har brug for, når man kommer ind med en bragende hovedpine, fik vist kun drukket en god liter vand i de seks timer vi kørte. Ikke klogt! Senere på aften gik det vist over i en let forhøjet temperatur, men nu ikke noget som ikke kunne helbredes med et par panodiler.

Nu må vi så blot se hvor lang tid der går, inden jeg igen kan træde en bule i en blød hat. Sidst tog det 4 dage.  Konditionen er OK, men  jeg restituerer langsommere end da jeg stod af cyklen i november.

På lørdag er det 170 km i Grejsdalsløbet, og så er det vist ikke menneskeligt muligt at træne mere inden Harzen byder sine bakker til sidst i maj.

En tæt barbering.. eller?

I licensrækkerne var der to store løb i denne weekend, et af dem i fødebyen, hvor vi var. Turen blev derfor slået forbi startsted, hvor man kunne underholde sig med at se de mange hold blive sendt afsted.
Man kunne tørt konstatere, at benene var mere velbarberede end kinderne på de ellers så stoute mænd!
;-)

onsdag den 4. maj 2011

Hvor kom den vinter fra?

Fem vedholdende ryttere var mødt op i til tirsdagstræning i maj, fire grader stillede foråret op med og mindst tre millimeter regn kom der ned ovenfra.

For helvede hvor var det koldt!

Sandbjerg på fixed gear, parløb på Stumpen, tilbage til Kettinge, gennem Sandholmlejren over til Høvelte og langs Kongevejen gennem Birkerød hjem.....

Oppe ved Høvelte var der lidt læ, og fingerne lidt optøet. Jeg foreslog forsigtigt, at vejret faktisk ikke var helt ringe, men blev kontant nedstemt! Tror jeg havde glemt at jeg havde gule linser i brillerne... det virker som om solen er lige ved at titte frem, men sådan var det ikke heelt når man skævede over brillekanten.

Efter at have kørt ned af Klampenborgvej var mine fingre helt stive, og da jeg skulle i bad, kunne jeg konstatere at temperaturfornemmelsen mellem fingre og krop ikke var helt i overensstemmelse. Hvad fingrene synes var passende havde vist mest en  temperatur der kunne tilfredsstille en vinterbader.

Det var godt nok hårdt. Dels er jeg endnu ikke helt kommet mig over lørdagens løb, dels fik jeg aldrig muskeltemperaturen op på en ordentlig driftstemperatur. Og så er der altså bare intet at skyde med. Drømte hele natten at jeg var træt, så der blev ikke just sprunget ud af sengen da vækkeuret ringede ;-)

søndag den 1. maj 2011

Brørup parløb 2011

I sol og vind kørte vi for fjerde gang Brørup parløb. Vinden skal åbenbart være hård ude på heden, men det forhindrede os ikke i at lave den hidtil bedste præstation på 1:34:45 for de 3x16 km. Det rakte til en femte plads ud af ni deltagende mix-par. I det pænt hårde felt skal man ned under en rundetid på 30 min for at komme på podiet. Vi er nu godt tilfreds, vinterens stilstand taget i betragtning og havde ikke turde håbe på mere, ja knapt nok den personlige rekord.

Mix par-løb er en speciel katagori... I alle andre kategorier skiftes man som regel til at føre, men sådan er det ikke heeelt på mix-hold... Det udartede sig ihvertfal til 49 km enkeltstart for mit vedkommende, medens den bedre halvdel udkæmpede et lige så stort slag for at hænge fast på mit baghjul. Jeg tror, det var det hidtil hårdeste løb, jeg har kørt. Min gennemsnitspuls for de halvanden time røg op på 91%.... og det er ret så meget, i så lang tid. Jeg har da også efterfølgende haft ondt i lungerne i et døgns tid.. sårn når man tager en rigtig dyb indånding, så kildrer det lidt. Benene og resten af kadaveret har det lidt ligeså ;-)

Vores gennemsnitfart var 31,1, og den skal bare lige listes op på 32,1 for at komme under de 30 minutter. Det må da være muligt! Ses til næste år..

torsdag den 28. april 2011

Med Galten CK i bakkerne

Kørte en tur med svogerens cykelklub Galten CK, klubben som jeg skal køre C2C med i august. En tirsdag aften klokken 18:00 i solskin dukkede der 60 deltagere op, halvdelen af alle medlemmer i klubben. Det kan OCC ikke mønstre!
Man må sige, at de i landskabet omkring Silkeborg har et træningsterrain der bedre passer til C2C-træning end vi har på Nordsjælland. (at vejene så minder mere om Bulgarien er noget andet)

Jeg var lidt loren ved at stille op på bakkerne, og så på min hviledag, men det gik nu over al forventning. Bakkerne føltes ikke så lange eller stejle. Enten er cyklen sublim til at køre op ad, eller også er min formkurve i lodret stigning. Sjovt var det under alle omstændigheder. 59 km med 580 hm, et snit på 27km/t og en puls på 74%... ikke ringe!

Tak for en god tur!

mandag den 25. april 2011

Træningsprogrammet er godkendt!

Den lange tur 2. påskedag, blev Roskilde fjord rundt. En tur på 125 km, som vi også tog nogle gange sidste år.

Det giver derfor anledning til at sammenligne, hastigheder, puls etc Og søreme om ikke dagens data stort set ligner september måneds!  Vi kørte rundturen med et snit på 29 km/t og en gennemsnitspuls på 73% procent. (til trods for lette tømmermænd) Hermed må man sige, at det stort set er lykkedes mig at komme tilbage i form på 1,5 måned efter fire måneders inaktivitet!

Træningsprogrammet er godkendt!  (men det var så også turen, hvor april måneds kilometertal rundede 1000! så helt sovende er det ikke kommet).

Vejret på dagens tur var helt fantastisk, og sluttede af med over 20 grader. Så her blev 11 par raske OCC-ben luftet. For mit vedkommende for første gang i år, dejligt!
Men apropos tømmermænd, så gik det faktisk fint indtil Frederiskssund, hvor venlige venner forsynede mig med en banan, en marsbar, en cocio og en halv liter vand. Det lå eddermanme tungt i maven, og pulsen var da også markant højere på den sidste del af turen. Eller også var det fordi jeg punkterede i Frederikssund og CO2-pumpen kun smider 6,5 bar ind i dækket. Kvalmen skal dog nok tilskrives Cocio´en, bananen og chokoladebaren. Det var nok ikke så smart at tylle champagne aftenen inden ;-)

søndag den 24. april 2011

Påsken 2011

Påsken 2011 har haft det mest fantastiske vejr i mands minde. Næsten som en minisommerferie.
Og i stedet for at farte land og rige rundt, har vi i år holdt påskeferie i hjemmet, masser af gæster og en masse kilometre på cyklen. Lidt som en generalprøve på vores rigtige sommerferie i år, som også er planlagt til privaten og de sjællandske landeveje (formiddage, museer strande mm om eftermiddagen).

Indenfor den seneste løbende måned er det da også blevet til lidt over 1.000 km. Som sædvanligt er stængerne ømme. Jeg havde egentlig regnet med at trille en tur hver dag, men må konstatere, at dagen derpå, kan jeg ikke træde en bule i en blød hat. Men efter en hviledag er der diamanter i benene. Så må jeg jo holde nogle pauser, hvilket hjemmet sikkert også er glad for. Jeg er selv overrasket over, hvor hurtigt konditionen kommer tilbage, meen der bliver jo også tilbragt en del timer på cyklen. Jeg havde egentligt afskrevet at køre 180 km til det kommende Grindstedløb, men nu tror jeg alligevel, at jeg forsøger.

Team Sol og Sommer plejer at køre en lang tur ud i det blå sammen i påsken, men det bliver ikke til noget i år. Så, for at holde kilometerantallet oppe, har jeg besluttet at sammenkalde holdet til en lang tur (>110 km) mandag morgen 2. påskedag. Det bliver en sightseeing tur uden intervaller og jeg skal have planlagt en god rute, uden om vore sædvanlige træningsteder. Gode ideer?

fredag den 22. april 2011

Den skrappe finger

At være cykeltræner betyder, at man både skal være inspirator og kunne holde justits. Her er det min cykleven og medtræner Jes, der har fundet den skrappe finger frem!

Jes synes ikke, man skal tage billeder af forpustede middelaldrene mænd ;-)

Efterhånden som april rinder hen, lægger vi mere og mere vægt på distance frem for alene konditionstræning, så Skærtorsdagturen blev med få intervaller, men til gengæld nogle længere strækninger med pæn fart. Dejlig, og så med det vejr!

onsdag den 20. april 2011

Havarikommision

Måske skulle man nedsætte en havarikommision der kan kigge nærmere på OCCs styrt, selvom om jeg tvivler på man for alvor kan udlede mere end vi allerede ved. Det er som med Amerikansk fodbold, få sekunders uopmærksomhed giver et andet resultat på cykel end på sofaen.

Men, lad os prøve at samle sammen for det sidste år:

Licensholdet:
Marts: Et styrt på Mallorca. Eneulykke, glat i 180 graders sving, brækket hofte
Februar: Et styrt på Strøbjerge. Eneulykke, kæden bristede, hudafskrabninger
Sommer 2010: Rammer modkørende bil under licensløb. Brækket arm

9-holdet:
April: Et styrt under transport. Manglende årvågenhed eller tegngivning. Stort felt >20, 1 brækket kraveben
Marts: Et styrt under Klampenborgspurt. Eneulykke, manglende årvågenhed. 1 brækket kraveben
November: Et MTB-styrt under transport. Eneulykke. 1 brækket kraveben
November: To MTB styrt under løb. Megaglat underlag, eneulykker. Stort kødsår og en brækket ankel.
Sommer 2010:
1 styrt under rulleskifte, modkørende i sving, bremsepanik i feltet. Hudafskrabninger
1 styrt på vej til træning, rammer en kansten. Eneulykke. 1 brækket kraveben.

9:15-holdet:
1 styrt under Slotsbakkespurten, manglende cykelvedligehold, punkteret lunge
1 styrt under Klampenborgspurten, cyklen slår bagud da rytteren rejser sig og rammer en anden. Trykket ribben.

Mangler jeg nogen?  Kan du se et mønster?

Klart nok skal vi undgå Klampenborgspurten, Cykelløb er so-so og transportfelterne må ikke blive for store, men resten er eneulykker eller udenfor træningspas, eller grejet der ikke har været i orden... hmmm...

Hidtil har vi på 9-holdet gjort følgende tiltag: undgået Klampenborgspurten, ingen spurter ned af bakker, paradekørsel under transportstrækningerne, delt holdet op under transport hvis vi når over 22 (men ikke igår altså) samt hovedsageligt faste ruter så folk lærer dem at kende.

Har du flere forslag?