Hviledag

Egentlig skulle dagens indlæg have heddet "No Sun in Carcassonne" men som jeg skriver det, kan jeg se, at stavningen falder lidt ved siden af ;-)

Ruten i dag slog væk fra Pyrenæerne og endte i Carcassonne. I morgen rammer vi Middelhavet.

Alle må have husket at tage solcreme på, for det blev så lige 136 km i regnvejr. Og, hvilket burde være en umulighed, ned til 14 grader i Sydfrankrig i august! Det var ikke lige guf for alle på holdet, så tempoet blev unægteligt lidt lavt, og da det gik ned af det meste af vejen, med kraftig medvind, blev min gennemsnitspuls 53%. Lidt kold, men ellers en dejlig hviledag for både Finn og mig. Sad en ti meter bag feltet, så jeg slap for elastikkørslen og havde tid til at se byerne og landskabet, dvs det man kunne se i regnen. Snakkede lidt med Isabelle Frost, som kørte i følgebilen, og tror skam gerne på, at det er smukt.. hvis altså ikke det hele er pakket ind i skyer. ;-)

En enkelt spektakulær ting så vi dog, nemlig en grotte hvor ikke kun floden løber igennem, men også vejen. Jeg fik ikke noteret mig navnet, er der nogen der kan hjælpe?  Jeg er ret sikker på at Tour de France også er kørt igennem!

Og så er der jo naturligvis Carcassonne, byen hvor vi endte i dag. En kæmpeborg, med en hel landsby inden i. Mange mange flotte gamle huse og snævre stræder. At dømme efter antallet af restauranter og tingel-tangel butikker, sikkert normalt ikke til at sparke sig igennem for turister, men lidt godt gjorde regnen og kulden dog, for her var til at komme til. Folk har sikkert skuttet sig hjemme på campingpladsen mm... På den måde blev det muligt, at tage selve byen i øjesyn. Helt klart et besøg værd.

Kort før Carcasonnne startede vinmarkerne, så her plejer nok at være varmere. ;-)

Med forkølelsen stærkt på retur og en afslappende tur i dag, er jeg helt parat til et ny motherfucker bjerg i morgen.. men sådan skal det ikke være. Det bliver vist en stille rolig afslutningstur ud til havet.

Kan jeg klare en sådan tur, eller er det kun for jernmænd, spørger du måske dig selv? Er du vant til at sidde på en cykel, kan du også klare turen, er svaret. Nogle dage er selvfølgelig hårdere end andre, om problemet så er stejle bjerge eller kulde og regn, men det har Isa og Dan Frost tænkt på. Er du slidt, kan du springe på bussen om morgenen, og på den måde springe en etape over. I dag samlede bussen op midtvejs, fordi erfaringen er, at nogle folk bliver meget kede af regnvejr. Og ellers kører Isabelle frem og tilbage mellem de tre hold hele tiden i sin bil, med vore poser med ekstratøj og med mulighed for at blive samlet op, hvis kræfterne slipper op eller hjulet bliver defekt. En souveræn service! Og, nej ikke alle kører stærkt op, og bestemt ikke alle kører stærkt ned af. Så, der ventes såvel på toppen som i bunden. Alle med ud, alle med hjem (på den ene eller anden måde).

PS: jo, jeg fik også dagens eneste lille knold, i bogen. På et tidspunkt blev der accelereret kraftigt.. Da ruten er kodet ind på min GPS, kan jeg se hvor lang stigningen er, og på det tidspunkt manglede vi over tre km, så jeg måtte slippe teten. Det viste sig bagefter, at de troede bakken var ved at være færdig, så da dampen var gået af dem, havde ingen kræfter til at følge mig, da jeg kom tonsende forbi. Fair? næ, men virksomt ;-)

Optur - nedtur

Det kan godt være at gårdagen var kongeetapen, men Dan Frost havde noget der var værre i ærmet i dag.

Ruten gik over Col de Peyresourde, Col de Menté og Col de Portet d'Aspet, 124 km, med lede stigninger. Sjældent har jeg dog måttet arbejde så meget for at få den distance i bogen. Col de Peyresourde er en normal 10 km optur, men så startede festfyrværkeret ellers. Col de Menté er også 10 km lang, men med en gennemsnitsstigning på omkring de 10% (den hjemlige Slotsbakken holder 6,5% på de 500 meter.) Portet d'Aspet er kun 4 km lang, men den ligger over de 10% det meste af tiden, sågar helt op til 18% ind i mellem. Og det på fjerdedagen hvor man begynder at være lidt brugt.

For så lige at sætte trumf på, er jeg ramt af en galoperende forkølelse, havde feber i går aftes, men Finn afviste pure, at jeg kunne have det her til morgen ... hmmm...  Medens jeg lå søvnløs i nat, væltede regnen ned, og jeg besluttede mig for at tage bussen, hvis vejret var lige så i morges. Det var det så ikke. Himlen var dækket af skyer men med enkelte blå huller. Vi diskuterede hvem der skulle undlade at tage solcreme på, så vi kunne være sikker på at skydækket forsvandt, men blev enige om, at det var der nok nogle andre fra holdet, der undlod. Bingo, det var der, og søreme om ikke skyerne forsvandt som dug for solen, da vi steg op på cyklerne, så vi har haft et kanon vejr i dag, omend meget varmt! (Ham der ikke havde smurt sig, er noget rød i krebsen her til aften, den stakkel)

På grund af etapens hårhed og det hornblæster orkester der spiller hvinetoner i mit stakkels forsnottede hovede er det ikke blevet til billeder i dag, men nedkørslen fra Col de Menté fik jeg optaget på videokameraet. Det kommer her en af dagene efter vores hjemkomst.

Var opturene hårde, var nedturene til gengæld helt fantastiske. Fra Peyresourde er det bred vej med ny asfalt uden sving, så den gamle hastighedsrekord står ikke længere, 76,2 km/t noterede GPS´en. Den listede sig derop helt af sig selv, indtil det gik op for mig, at vi vist kørte lidt stærkt og bremsede. Med en lille indsats kunne det sikkert have gået endnu stærkere, men det var ikke målet, har jo lovet at passe på. Fra  Menté er der mange sving, så det blev en mere rolig tur, men ikke mindre fornøjelig. Fra Aspet gik det nedaf, ikke meget, men alle de 30 km til hotellet. Fantastisk!

Opturene markerer sig i herterytmen, klik for større billede

I vores lille regnskab står jeg noteret for Peyresourde og Menté, medens Finn tog Aspet. Der var jeg simpelhen færdig. (og en gang skal jo også være den første, Finn ;-)  ) Det er velfortjent, men jeg er nu ikke mindre glad for, i det hele taget at have gennemført med det snothovede.

I bjergtrøjen

I dag kørte vi Kongeetapen, som gik over Tourmalet og Col d'Aspin, cirka 2.500 højdemetre.

Begge toppe kom jeg først op på, - Tourmalet med 7 minutter til nummer 2 og få minutter yderligere til Finn - så det må kvalificere mig til bjergtrøjen ;-) Gik nok kører jeg på hold tre, men min tid var lige op med guiden på hold 2, så jeg er lidt stolt ;-)

Landskabet er utroligt flot.

Her ser vi holdet på vej mod Tourmalet

Og her undertegnede på toppen

Beviset på at Finn også nåede op.

Desværre lukkede skyerne sig, da vi skulle ned, så det var fanme spændende at køre igennem alle hårnålesvingene med maks 25 meters sigt medens køer, får og biler bimlede til højre og venstre omkring ørerne på os. Så vel Finn som jeg kørte naturligvis utroligt forsigtigt! (omend ingen hurtigere) Da vi endelig kom ned under skyerne, regnede det, så vejen var våd! Øv!

Og her er jeg så lige nødt til at gøre en lille reklame for mine cykelbriller, ubetinget alle pengene værd! Glassene er selvtonende, så de var brugbare også i tågen, og er dækket med en vandafvisende coating, som gør at vandet perler og blæses væk af fartvinden. Bortset fra cyklen, årets bedste investering!

Nedkørslen fra Col d'Aspin var til gengæld utrolig flot og solen skinnede. Vejen bugtede sig flot, næsten som en rutchebane. Rigtigt sjovt! Har dog lovet at passe på, så hastighedsrekorden fra marts 2008 står endnu. (for mange sving!)

Var dog godt og grundig træt da vi nåede mål, og i morgen bliver næsten lige så mange hm og 25 km længere.  Hvordan skal det gå?

Har reddet mig en gigant forkølelse, hele hovedet fuldt af snot, egentlig underligt at der så også er plads til hovedpine... og netop som mit hold i ryggen fra dag 1 er forsvundet!  Så, hvis jeg mister trøjen i morgen, er der disket op med de gode undskyldninger ;-)

Nej, Finn følger ikke helt med op, men nedaf... der kan jeg sgu ikke sætte ham! ;-)

Col d' Aubisque

Dagens etape førte over Col d'Aubisque.

Dan Frost førte hold 3 an, med et behersket tempo på omkring de 25 km/t når det gik ligeud. På den måde var det ret afslappende og vi behøvede ikke at vente, for alle kunne følge med. På Col d' Aubisque, en 17 km lang opstigning med omkring 8% blev ruten givet fri. Finn og jeg tog teten, men havde på intet tidpunkt pulsen over de 160 (sårn godt og vel), og med en gennemsnitshastighed på omkring 10 km/t kom vi først op. Sidste mand kom 50 minutter senere.  En stille og rolig tur med 1500 hm og 96 km, benene gør bestemt ikke ondt her til aften. Vi burde nok køre på hold 2, men det er sjovere at være først end kæmpe for ikke at blive nummer sjok ;-) Her kan alle være med, det er ren hygge.

Nedkørslen var utroligt flot, noget af det smukkeste bjerglandskab. Apropos nedkørsel, Finn kører som en bandit, ham er der knald på. Dog ikke så meget som på Dan Frost, som i øvrigt er en fornøjelse at følge med ud over kanten,  han kan det der! Der er nogle tricks at hente.

Desværre var det noget skyet i passet, så den store top-udsigt må få vente.

Dejavu

121 km i 36 graders varme, med Col d'Osquich som en stille udmelding inden de rigtige bjerge starter i morgen.

Vi tog den stille og roligt, der er lang vej igen, og vi skal have alle med.

I byen lige inden vi ramte bjerget fik jeg en dejavu fornemmelse og hårene rejste sig helt på nakken da jeg så hotellet i passet. For, det havde jeg set alt sammen før... og jeg har ikke været her tidligere! Men, kom så i tanke om, at jeg i de lange mørke vinteraftener faktisk havde surfet lidt rundt på dagens etape med Google StreetView. ;-)

Med tæerne i Biscayen

Coast to coast må nødvendigvis indebære en vandtur på begge sider af Frankrig, ellers skulle turen jo hedde næsten-til-næsten turen.

Som sagt så gjort, dagens tur var en let ryste benene efter den lange transport, 33 km, medens vejret med 36 grader i skyggen lavede mine tæer om til dampkogte kartofler.

Skønt var det at stikke fødderne i vandet.

Bukserne blev også en smule våde, for bølgen bag os var større end som så. Pyt, det kølede det hele.

Biarritz er en skøn gammel badeby, med flotte gamle majestætiske badehoteller og en vidunderlig strand. Et skønt sted, når solen står så højt på himlen. Og udsigten ind over den spanske kyst er fantastisk.

En skøn og rigtig afslappende dag.

PS: når vandet i drikkedunken når op på 36 grader, er det en særpræget fornøjelse at slukke tørsten!

En grum historie

"Vi har netop indtaget Tysklands dårligste aftensmad, så nu er vi klar til at køre igen", skrev Finn pr SMS. Jeg nøjes med at svare tilbage, at jeg kunne se bjergene og at vejret var fantastisk. (ej, det var vist mig der startede ;-)  )

Bussen til Pyrenæerne og C2C har kørt i 14 timer. Hvad jeg ikke skrev, var at jeg sidder med benene oppe på hotellet og har netop nydt et stykke laks med bacon, et lille glas rosé og en espresso, efter en dejlig flyvetur til Biarriz, hvor vi starter turen.

Vel udhvilet og opstanden fra min bløde seng og et stort morgenbord er jeg er parat til at møde busholdet, når de kommer herned om yderligere 15 timer.

En grum historie, ikk? Jeg har sgu lidt ondt af dem.... lidt...;-)

Vejret er faktisk fantastisk. Her klokken 21:00 er temperaturen stadig langt over 30 grader. Luften er tør, så det er vidunderligt, efter al den regn og kulde i den danske sommer. Desværre ser det ud til, vi skal have regn oppe i bjergene et par dage omkring torsdag. Den tid, den sorg, det kan nå at ændre sig mange gange endnu.

Træthedsbrud

Var ude på min MTB, i dag og havde egentlig planlagt at skrive om at der er brændenælder i skoven om sommeren. Vi kørte nemlig omkring Sjælsø, et sted hvor der nok var stier, men ingen offentliggjorte ruter. Dermed var skoven ikke nedslidt, og underskoven stod tæt.

Men, hjem kom jeg ikke. En lille kvist satte sig i bagskifteren, med følgende resultat:

Egentlig var det bare en kvist, som så ofte er kvast igennem skifteren, så jeg tror alumninum´et var blevet metaltræt.

Det er sgu en dyr sport det her!

Tak til den bedre halvdel for afhentning.!

Parat, helt parat... næsten

Nu er jeg parat til Pyrenæerne!

Jeg har tabt de ekstra to kilo, så jeg siden vinterferien har reduceret vægten med 13 kilo. Nu er jeg lettere, end jeg har været de sidste 21 år.

Det er lykkedes mig at stå op i pedalerne hele vejen op af Klampenborgbakken samt holde nålen over 30 km/t hele vejen op. Det er aldrig lykkedes mig før. Min kondition er bedre end nogensinde.

Og så skal jeg endda bare hygge mig i grupettoen, vil køre ikke racerløb. Så det bliver helt fantastisk.

Men, cyklen skal lige have en overhaling. Har fået superhæftende bjergdæk hjem, de skal på, skal have monteret bjerggear, samt selvfølgelig sat nye friske bremseklodser og kæde mm på. Et bedre styr er også... endelig.. kommet hjem, nu mangler jeg blot den rigtige saddelpind.  (har også fået et par ekstra cykelsko, en ny hjelm og nye solbriller... altså, selvfølgelig kun fordi det gamle grej var slidt op ;-)  )


Glæder mig som et lille barn til juleaften!

På selvmordsmission i London

London er præget af små gader med en forrygende trafik, biler, taxi'er og de store london-dobbeltdækker busser. Londons trafik er dermed også præget af kø og trafikkaos... at cykle her, ligner en selvmordsmission.

Og dog, for med en overfyldt Metro er bystyret og mange andre enige om, at presset på trafikken i det centrale London kun kan afhjælpes, hvis flere begynder at cykle.

Eftersom bestyrelsesformanden for Barcleys Bank er en passioneret cyklist, har Barclay sponseret en moderne udgave af bycyklen i London. Mange cykler, mange opsamlingsteder og computerstyret udlån. Gratis hvis du kun cykler 30 minutter, dyrt hvis du beholder cyklen en hel dag. Den er beregnet på trafik til og fra kontoret.

At turisterne så også nyder at kunne cykle rundt er noget helt andet ;-)

Og nej, selvom jeg cyklede forbi Buckingham Palace, Westminster og Downing Street 10 følte jeg mig ikke presset i trafikken (det meste var nu også spærret af på grund af vagtskiftet på slottet). At cykle rundt i en by giver meget mere end at køre i metroen eller gå. Man ser det hele, men får alligevel en nær følelse af byrummets geografi.

Vi nød en uge med hektisk program i London. Ingen musik eller kunst, men ellers så vi vist det hele:
Sherlock Holmes museet, Afternoon tea i Fortnum og Mason, Imperial War museum, Tower of London med kronjuvelerne, Naturhistorisk museum, Science museum, Eye of London, London Dungeon, HMS Belfast, Little Venice, kanaltur til Campden marked, gudstjeneste i St Pouls katedralen, Harry Potter Walk, Millenum bridge, Big Ben, Royal Horse Guard, Vagtskifte på Buckingham Palace, Downing Street 10, Trafalgar Square, vandretur i Hyde Park, privat besøg i et engelsk hjem, besøg hos fætter Mads, Lord Nielsons krypt, bådtur Themsen, Thames River barrier, Greenwich med tidsliniemedianen,  British museum med Rosettastenen og Partheon frisen, Covent Gardens, Hamleys Toy Store(Fætter BR på stereoider)... og den hippe cykelbutik Condor.  og så har jeg endda sikkert glemt noget..

Asger fik set, hvad han kom for ;-)

Det høje aktivitetsniveau og en halv time i hotellets fedtnisse-rum hver morgen sikrede at jeg kun tog et halvt kilo på trods ale og tre restaurantbesøg pr dag! Det var lidt spændende at stille sig op på vægten her til morgen, men det gik ;-)

Sommertur i Dyrehaven

Pyrenæerne

Arrgghhh...ventetid.... Glæder mig til Pyrenæerne, ikke mindst efter at have set cirkus TdF passere igennem. Her er det Thor Hushovd der kører nedad i de smukke bjerge.

Fætter Vims

Vi er stadig ved Tour de France... Advarsel, her kommer en absolut plat kommentar.

Nogle ryttere er unge og slanke som fx brødrene Schleck, andre har en kropsbygning som en gladiator, ja jeg tænker selvfølgelig på Fabian Cancellara, og nogle er bare altid (næsten) glade som Jens Voigt.

Og så er der også dem der mere ligner fætter Vims, som fx Laurens Ten Dam. Ubarberet på den ikke-seje-måde, langt flippet hår der stritter ud til alle sider, og som en som regel åbenstående mund....

Gårsdagens styrt hjalp ikke ;-)

Han ligner sgu noget fra filmen: The return of the bike-zombies.

Nej, undskyld. Flot kommet igen efter det monsterstyrt! Alle vi andre ville have ringet efter en ambulance... Se styrtet her

Første kategori et i årets TdF

Online telemetrien virker.

Her ser vi at dagens udbrud ved Jeremy Roy har ramt årets første kategori 1 stigning, med en hastighed på 15,9 km/t til resultat. Feltet er lige drejet om hjørnet ind på stigningen og kører derfor 27-28 km/t og bagenden af feltet er stadig på flad vej, så de kører cirka 50 km/t.

Klik på billedet for en større version

Hvis du er lige så teknologielskende som mig, kan du følge løbet på http://data.srmlive.de/TDF/

Sommervejr

Så står sommeferien for døren... lige om lidt. Planen var mindst muligt stress, nemlig at blive hjemme, få ryddet op i skabene efter den lidt paniske flytning for et halvt år siden, og så få trænet mest muligt.

Men, det er jo for h.. blevet efterår. Regnen høvler ned, og bliver ved med det hele næste uge også. Eneste trøst er, at det gælder hele Europa. Se bare dette vejrkort for næste uge!

Kunne ellers godt være fristet af at smide teltet ind i bilen og søge tørvejrs ly, og lade de rodede tøjskabe leve deres eget liv, men selv i en hurtig Mazda kan den globale regn ikke undviges.

Trænes skal der imidlertid! Regn, mudder og MTB hører vist sammen, hmm.... skal lige sørge for at have de rette dæk på denne gang!

Transport

Den bliver altså ikke ved med at gå, undskyldningen for at tage bilen rundt i byen...ja faktisk har jeg vel næppe nogen, og da slet ikke efter dagens nyerhvervelse, en sportscykel med bagagebærer, støttefod og skærme.

Kørte den hjem fra cykelhandleren, og pludselig forstår jeg dem, der synes, at første gang på en racercykel er grænseoverskridende..

Hvor er racercyklens monumentale stivhed og klikpedalerne, carbonens komfort og gedebukkestyrets lave position?

Uha, skal da lige vende mig til en normal cykel igen!

Men glæder mig til bare at kunne hoppe op på cyklen når man skal til bageren, at kunne stille cyklen overalt og til ikke at skulle skifte tøj hver gang man har cyklet til arbejde :-)

Telemetri

Har længe undret mig over, at Tour de France ikke har et lille display nederst, der viser aktuel hastighed, puls og andre informationer fra de førende ryttere. Sådan har det jo længe været i Formel1 og andre topsportsgrene.

Men, ifølge www.bikeradar.com er den del ryttere, herunder vores egen Brian Vandborg udstyret med en lille sender.

Resultatet kan findes på http://data.srmlive.de/TDF/
 Lige nu i skrivende stund er der naturligvis intet, men på tirsdag når hviledagen er overstået, skal vi se om det virker.

Gladiatorernes kamp

Nu kan det sgu snart være nok! Tour de France anno 2011 er en gladiatorkamp, ikke mod hinanden, men mod asfalten, der som løverne i arenaen i Rom æder den ene rytter efter den anden. Sportslig ikke så interessant, når favoritterne udgår efter styrt, og klassementet styres af, hvem der har været fanget bag et styrt.

Hver dag sine ofre, lige nu er Vinokurov og Van den Broeck udgået efter et megastyrt på en nedkørsel.

Egentlig underlig at Frank Schleck, den hidtil regerende mester i styrt, stadig sidder på cyklen.

Men, Frank er godt kørende i år. Holder han hjem, er han og Cadel Evans (uf!) mine favoritter til at vinde løbet i år.

Kina eller København?

Jeps, København i lørdags!

Cykeltræner punkterer og får forfrysninger i hånden

Ja, det lyder som en Gæt-og-Grimasser sætning, som ville kræve at Grethe Sønck skulle ned på gulvet mindst tre gange.

Men det passer nu godt nok.. Ved lørdagens træningstur høvlede regnen ned, og selvfølgelig punkterede jeg. Jeg havde fået en slange med ultra kort ventil med, og hvor jeg normal er 100-meter mester i den svære kunst at betjene den eksplosive CO2-pumpe, røg det meste ved siden af i dag... og lige op i den våde cykelhandske. Den blev øjeblikket hvid og stivfrossen.

Ondt gjorde det nu ikke, bare lidt mærkelig at stå i sommervarmen med frosne luffer ;-)

Dyre cykler og overfodrede motionister

Når man kører i bjergene, er der kun to ting der tæller: kondition og vægt. Konditionen kan trænes, men vægten er straks noget andet. At tabe sig er noget af det sværeste man kan bede en normal overflodsdansker om. (sjovt, overflod er i denne sammenhæng det samme som overfodret). Den nemmeste måde at tabe sig på er ubetinget at købe en ny og lettere cykel. Man ser derfor ofte ganske velproportionerede motionister på cykler, der er dyrere end proffernes.

Når man som jeg hader at køre op ad og er kommet til at sige ja til en tur på langs af Pyrenæerne, ligger vægttabet som en uomgængelig faktum. Jeg indledte derfor året med at målsætte en vægt på under 80 kg, et vægttab på 8 kilo. Den lettere cykel kunne jeg så bringe i hus når målet var nået, som en ekstra vægttabsbonus. Desværre var motivationen for den handikappede MTB'er íkke alt for stor og vinterferien bragte derfor tre kilo mere til hus... nu var jeg elleve kilo fra Pyrenæerne og en ny cykel!

Jeg kender jo kuren, ingen alkohol og lidt påpasselighed med hvad man putter i hovedet, så kommer vægten helt automatisk ned. En forrygende træningsindsats for at komme i form igen efter stilstandsperioden hjalp sikkert.

Og, pr 1. juli er målet nået, der er tabt 11 kilo! Godt to kilo pr mdr, ikke et imponerende hurtigt vægttab, men uden mad ingen hård træning! Og cyklen? Ja, den kom i hus lidt inden målet var i syne, men det har sådan set blot inspireret mig yderligere. Den værste man kan blive til grin for, er jo sig selv.

Fra det store vægttab i 2004/5 ved jeg, at man taber sig proportionalt. Det er ikke kun bodegamusklen der svinder, men også vielsesringen der sidder løsere, ja sågar falder skostørrelsen også! Nok er livremmen svundet 7-8 cm, men de i forvejen tynde arme er blevet tyndere. Det betyder, at når jeg kigger mig i spejlet, er der sgu stadig en bodegamuskel, ikke stor, men tydelig på en krop der er blevet mindre! Damn, den flade mave er stadig pakket ind i overflod.

Godt der er små to måneder til Pyrenæerne, og cirka 1.500 km. Jeg har nået målet, men der sidder helt ubetinget yderligere to kilo, jeg kan donere til bjergguden! Jeg tror sgu jeg gør forsøget!

In the air

For første gang siden operationen skal jeg ud og flyve. Lidt nervøs spurgte jeg kirurgen om jeg ville få problemer i lufthavnen? Nej, var svaret friskt, "Jamen, går de mange skruer ikke i metaldetektoren i Security?..". "Jo, da" var svaret, "men du skal bare vise dine ar" !

Så jeg havde forventet, at få love til at lege stripper, i det mindste smide strømperne, taget til side, blive kildret under tæerne med et eller andet avanceret instrument, bidt i benet af en politihund eller det er er endnu sjovere!

Men, unikheden røg, ingen opstandelse, bare en almindelig kedelig flypassager! Scanneren gav intet udslag! Øv ;-)

Halvvejs

Så skriver vi den 30. juni, og vi er præcis halvvejs på året. Heldigvis gælder samme betragtning kilometerantallet. Skal jeg nå 7.000 km i år, er det jo rart nok, at jeg på dagens cykeltur rundede 3.500 km. Halvvejs!

Vi var en begrænset skare til torsdagstræningen, så vi besluttede at lave noget svingtræning. Vi har fået en ny overordentligt stærk pige med på holdet. Det eneste sted man kan mærke, at hun er begynder, er rundt i svingene, så vi fandt et sted, hvor der er en runde på 1,5 km og ingen trafik, og så blev cyklerne ellers kastet ind i svingene. Store fremskridt! Pludselig forstår jeg hvorfor lærergerningen kan være så givende. Sjovt når man sving for sving kan se forbedringen i form af en højere og højere fart rundt! Og større og større sikkerhed!

Dagen derpå

Så blev Thit student, og den deraf afledte festivitas inspirerede mig af en eller anden grund til denne afstemning på OCCs hjemmeside:

Jeg kan ligeså godt indrømme, at enten er jeg blevet for gammel eller også er jeg kommet ud af vanen, men én drukaften kan mærkes i mange dage derpå!

Solen skinnede i dag, men ikke på nogen diamanter i benene, selvom det blev til 60 km i det dejligste sommervejr. ;-)

Derny

Thit er på vej hjem fra Oure, så i dag måtte hun køre sin 45-scooter den lange vej over Spodsbjerg-Tårs fra Sydfyn til Klampenborg.

Jeg cyklede med fra Maribo til Rønnede, 73 km som motorpace efter Thit. En 45-scooter kan altså køre stærkt, så det blev med et gennemsnit på 36,7 km/t.  Utroligt sjovt, men også sindsygt hårdt. Nok kan man ligge i læ bag dernyen, men når det går ligeud skal hastigheden altså holdes på 45! Det virker lidt for nemt at køre pace, men jeg kan garantere, at det alligevel er en seriøs træningsform. Det kan jeg mærke på benene, det har alligevel været noget af det hårdeste, jeg har lavet længe.

Sjovt nok synes jeg at sårn en lille knallert kan køre alt for stærkt med Thit, men at cykle med samme hastighed rører mig ikke ;-)

Det ER dejligt at cykle, meeen...

En viral reklame for VANMOOF, et hollandsk cykelmærke, som vist endnu en gang har forsøgt sig med Guerilla-marketing-stunt: Politi stopper cykelpige: Nederdel for kort

Indhentet!

Så fik 2011-Per endelig indhentet ham 2010-Per!

Selvom jeg trænede som aldrig før sidste år, er det altså lykkedes mig, at indhente de kilometre jeg var bagud efter vinterens stilstand. Føler mig faktisk også i bedre form end nogensinde!

Med dagens tur krydsede jeg 3.000 km posten, så der er ikke langt til halvdelen af årets mål (3.500), men vi er jo også snart halvvejs på året..

Nu med bidet

Så fik jeg endelig min saddel! Det er første gang jeg prøver en saddel med hul i midten, og som Finn konstaterede første gang han cyklede i regnvejr... nu med bidet!.

Efter en evalueringstur på 99 km i dag, er er ingen tvivl om, at man kun sidder på sædeknoglerne og ikke mellemstykket. Det er jo fint nok, men der er så det mere vægt på mindre hud. Men følte mig på en eller anden måde mere hjemme på cyklen end hidtil. Så det er nok godt nok.

Specialized har næsten totalt udsolgt i Europa. Jeg har nok købt ny cykel, men venter stadig på det rette styr og saddelpind. Sadlen og frempinden er kommet. Efter sigende har Specialized bestilt 50% mere til 2011 sæsonen i forhold til 2010, men står alligevel med tomme hylder. Ingen tvivl om at cykling er blevet populært!

Cyklist fik fartbøde

Så fik knægten da officielt papir på, at han har gode ben ;-)
Cyklist fik fartbøde | www.b.dk

Jeg har sommetider overvejet problemstillingen, men det er mest når man suser igennem et 30 km/t område. Normalt er det sjældent, at 50 km/t-byzonen udgør noget problem.

Cykelfanatiker? Nej, bilfanatiker

Vores næsten nye bil (den er kun tre år) skal snart til 80.000 km service. Den blev købt samtidigt med min gamle cykel (den er hele tre år!). Cyklen har kørt i omegnen af 16.000km....  Det er 20% af bildistancen.  Egentlig imponerende men, ville den bedre halvdel sikkert sige, det kunne have været endnu bedre, hvis jeg tog mig sammen og cyklede til arbejde!

Sammenlangt er der de sidste tre år kørt 21.400 km på cykel. Med en gennemsnitshastighed på 24 km/t giver det 891 timer på cyklen. Med en gennemsnitshastighed i bilen på 60 km/t har jeg derimod tilbragt 1.333 timer bag rattet.

50% mere tid bag rattet end på cyklen... Underligt nok, det havde jeg ikke ventet..  Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer har nok ret ;-)

Et nummer i statistikken

Antallet af folk der i 2010 har søgt skadestuen efter ulykker i naturen steg til 22.700, skriver Berlingske.

Hvorfor ved man ikke. Men ifølge Hanne Møller fra SFI er antallet af den slags ulykker steget de sidste fire år. En forklaring kan være, at folk er blevet mere aktive med mountainbikes eller noget andet, mener Hanne Møller.

Den lader vi lige stå lidt.... I mellemtiden kan du læse hele artiklen her:  http://www.b.dk/nationalt/vi-er-for-travle-og-for-pylrede

Kom til Norge, min far!

Hvorfra udtrykket stammer ved jeg ikke, men mange af mine barndomsminder går til Norge, hvor familiens sommerferier som oftest blev afholdt. Da Thit var lille havde vi en forrygende ferie der, og vores bryllupsrejse gik også til Norge, så jo: kom til Norge, min far!

Efterfølgende har det nu været lidt sløjt med at rejse til Norge, så da VätternRunden blev udsolgt inden jeg nåede at blinke med øjnene, rettede opmærksomheden sig til nabolandet. Var der ikke et løb, der, der kunne måle sig med Vättern Rundt, som jo nok er langt, men ikke så rig på højdemetre?

Ind kom Telemark Tours på løbslisten, et cykelløb på 250 km med 2700 hm. Der var vi i weekenden, dvs halvdelen af Team Sol og Sommer (den bedre vil ikke køre så langt) og gode venner fra OrdrupCC.

Vejret var med os, sjældent godt for Norge. 23-25 grader høj solskin og vindstille ved starten... dog noget mere vind senere på dagen.  Og hold da op hvor er Norge smukt!  Billedet her er lånt af Google, for der var ikke lige tid til at stoppe undervejs. Men det ligner 100%

Med Allan og Finn som motorer gik det over stok og sten, 9:14 timer tog det os, med 27 minutter i depot. Det betyder en gennemsnitshastighed, den tid hvor vi bevægede os, på 28,2 km/t !!  det er rigtigt godt, for 250 km og 2700 hm!!

Det kunne have gået hurtigere, hvis ikke de to dieselmotorer skulle vente på mig på toppen af bjergene, for så mange kræfter er der ej heller i benene endnu... En nordmand, som jeg fulgtes med, sagde: "Tippet til at kjøre i fjellet er, at kjøre veldigt forsiktigt opp, så har man kræfter til at fortsette" Det var et råd jeg kunne bruge, meget behageligt måde at køre på ;-) Nedad gik det så knapt så forsigtigt, den tabte tid skulle jo indhentes!

Vi kørte i dagstimerne, noget jeg ellers ikke plejer på de lange løb, men det var godt, for dels var vejret jo flot, dels var der faktisk ikke noget trafik (hvilket er den største fordel ved nattekørsel) og udsigten er jo noget helt specielt i Norge. Og, så er det nok rart med fuld dagslys, når man racer ned af hårnålesvingene ;-)

Eftersom vi brugte to dage på transport og en dag på cykling var der tid til mange røverhistorier, ikke mindst om Allans imponerende kostindtagelse og de deraf afledte konsekvenser. Så, skulle du høre om en flok sprængte toiletter i Norge, nærmere betegnet Telemarken, kan det være vi kender afsenderen ;-)

Tøserunden 2011 - What the boys did

Harzen 2011

Bededagsferien stod i år på en tur til Harzen med cykelklubben. Fyrre ryttere fra alle hold, var vi afsted. Med bus til Braunlage, en hyggelig by midt i området. At det var bededagsferie i Danmark stod helt klar, for vi mødte mange danske klubber i området. Området er super kønt, ja nærmest bakket, sårn bare lidt på steroider, alpetinder er der ikke ligefrem. Og kors hvor er der mange træer! Lidt mere åbent landskab i det gamle DDR dog.

Selvom det tager lang tid med bus og anhænger til Harzen var det både komfortabel og hyggeligt. Der blev fortalt mange røverhistorier, og jeg fik set en masse, jeg ellers ikke ser, når jeg flyver lavt hen over motorvejen. Jeg er dog stadig ikke overbevist om at man kan sidde over 24 timer i sådan en tingest, når vi skal ned for at køre C2C til august!

Første dag blev der kørt 100 km og det var noget af et wake-up-call når bakken ikke kun er 50-100 meter lang, men 10 kilometre og stiger jævnt med 7%. Så er det med at finde sit eget tråd og ikke lade sig lokke til at køre med en, der kan køre en lille smule stærkere. Straffen kommer prompte!  På første dagen kørte jeg med 1. holdet, hvilket gik godt nok, bortset fra, at vi måtte kalde på bussen flere gange grundet defekter. (herefter kaldet team defekt) Således oplevede Allan, ganske som i Grejsdalsløbet, at egerne ikke kan holde til at cyklen stilles i solen medens man puster ud. Ping, og så var der endnu en gang et ekset hjul. Det tog lidt tid før den tilkaldte bus med et nyt hjul kom. Sven formåede at træde det Kuota stel i stykker, han købte til erstatning for mit gamle (som døde i et styrt). Kim punkterede og knækkede desforuden en klampe og eksede et hjul, og sådan gik det derud af. Fuld knald på når cyklerne endelig kunne køre og en masse ventetid. De to næste dage kørte jeg med hold to (Var nu også lidt nervøs for formen, nok er min kondition i top igen, men påsken viste jo at jeg ikke restituerer helt så godt som før)

Anden dagen var kongeetapen, 120 km nogenlunde over det hele, samt en 20 km stigning! Først 10 km med 3-5 % og herefter 10 km med 7-8 og lidt 10% stigninger. Der sad jeg godt nok og overvejede, om jeg nu egentlig også lige skulle med til Pyrenæerne til august... men bagefter var det fedt nok. Sjovt som alle, stærke og os andre der også bruger panikgearet i ny og næ, er lige trætte når vi kommer op.. de andre bruger bare flere kræfter på at køre hurtigere op. Ja det virker nærmest som også intervaltræningen gør, alle presser sig selv til grænsen, og så samles der op på toppen. Helt cool!Trejdedagen gik til det gamle DDR, 42 km. Fede veje, de er jo alle sat i stand for nyligt, og et kønt og lidt mere åbent landskab. Her skal vi helt sikkert bruge mere tid næste år. Her fandt jeg så også ud af, at det med den ringere restitueringsevne er en saga blot. På den første monsterstigning (igen en 10 km med 7-10%) startede jeg langsomt ud, for lige at passe på mig selv, men var faktisk i stand til at hente de fleste inden bakken slap op. Dejligt! Nok spæner jeg ikke op, men det er kapabelt. Og her dagen efter er mine ben ikke ømme... Kom bare an Pyrenæerne! (skal dog lige have et lavere gear på cyklen, så jeg har et reservegear når det for alvor bliver stejlt!)

Mister gadget har købt et superfedt lille kamera, der kan sættes fast på cyklen. GoPro HD Hero. Cool sag der kan optage i fuld HD med 30 billeder i sekundet. Det er godt nok noget der kan producere store filer, men er yderst anvendelig, både som turist, men også som træner. Jeg håber at kunne udgive en film om turen snart, men her er en appetitvækker fra grænsen til DDR. (

Nå ja, og så blev der lige sat en personlig hastighedsrekord. 75,4 km/t på et stykke kulfiber forstærket plastik ;-) De er godt nok stejle de bakker! Den nye cykel kører fordømt godt, hvorimod de der kørte på højprofilfælge oplevede at forhjulet begyndte at vibrere voldsomt når hastigheden kom op mod de 60. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, troede de ville være superstabile på grund af deres højere roterende masse. Tvært om blev det hævdet, bjergryttere kører med lavprofilfælge netop af denne årsag og ikke på grund af den lavere vægt. Uanset.. min virkede perfekt!

Og så ville det jo ikke være Ordrup CC hvis ikke der stod vin på bordet. Restauranten fik næsten udsolgt af den fineste vin på kortet, en gammel sag de må have haft liggende længe, for den var billigere dekanteret og serveret på det lille familiehotel end i butikkerne i DK. Mums, men bedst af det hele var, at jeg fik lejlighed til at smage en lækker hvid sag fra et område i Tyskland jeg ikke har prøvet før, nemlig Saale Unstrut i det gamle DDR tæt på Harzen. Hold da op hvor var den god! Det skal dyrkes lidt mere!

En øl er vist ej heller at gå af vejen for, at dømme efter de ivrige hænder

Compact krank, hvor svært kan det være?

Når man som motionist skal køre opad, stejlt opad, skal man have en lav gearing. Man kan komme en del af vejen ved at sætte større tandhjul bagpå, men går det rigtigt meget opad, er det en lise også at få mindre tandhjul på i for.

Hvor det er ret let at sætte større tandhjul på i bag, kan man ikke bare uden videre sætte mindre på i for, for der er ikke plads, kranken er simpelthen ikke bygget til små tandhjul. Derfor er compact-kranken opfundet. Egentligt er det ret simpelt, spideren, de fem arme der går fra kranken ud til tandhjulet, er bare lavet kortere.

Men, det betyder altså at hele kranken skal skiftes!  De fleste kører permanent med compact-krank når de først har skiftet, men jeg fortrækker den lidt større normal klinge, når det går lige ud på danske landeveje. Så en gang i mellem kommer cyklerne op på bænken til den lille operation.

Inden Grejsdalløbet skulle det selvfølgelig gøres, først på min egen og derefter på den bedre halvdels. Og, det er ikke så svært:

Af med pedalerne i begge sider. De sidder naturligvis godt fast, så det er op at stå på værktøjet for at få maksimalt kraft på. Glemmer du at tage pedalerne af, inden du flår det hele af cyklen, kan du ikke udnytte dette vægtstangsprincip... det gør man kun en gang, for klingen har jo mange umådeligt skarpe tænder som man helst ikke skal i nærkontakt med, når den endelig giver sig i det spænd, du har lavet ved at klemme benene sammen om lortet.. nå det var en anden og ikke tidligere fortalt historie...

Cyklen op på bænken og løsne de to skruer der holder venstre pedalarm fast på akslen. Tilsvarende med den fingerboldt der spænder pedalen sideværts ind på cyklen.

Af med venstre pedalarm.

Kæden af.

Efter et par forsigtige bank med en gummihammer på akselenden (har ikke rigtigt fundet andre metoder) kan man trække akslen ud af lejerne på cyklen.

Find den gamle compactkrank i bunkerne, ind med den i lejerne og på med venstre pedalarm. SATANS jeg havde kun en fingerbolt, til den type krank og den sad på den cykel der lige er solgt... nå men jeg må ned til cykelhandleren i morgen...

Kæden på, den skal nemlig kortes af og forskifteren skal flyttes ned, så de passer til de mindre tandhjul..

Hmmm... hvad er nu det, kæden passer og forskifteren kan ikke flyttes længere ned.. den passer i øvrigt også... hmm... lad mig lige se... jo fanme om ikke Hannes nye cykel fra butikken allerede er udstyret med compact krank!!!

OK, af med den jeg lige har monteret og tilbage med den originale, do med venstre pedalarm, på med fingerboldten, på med de to skrurer der holder det hele samlet og på med de to pedaler igen.

Voila, så spiller det hele, hvor svært kan det være?


..omend det ville have været nemmere, hvis jeg havde talt tænder inden operationen, eller blot kigget på det klistermærke der sad på kranken:  "COMPACT KRANK"  ;-)

Grejsdalsløbet 2011

En uge med virus, kvalme og maveonde, og dermed minimal fødeindtagelse hjælper nok på vægten, men er ikke super god forberedelse til Grejsdalsløbet. Dermed blev årets resultat da ej heller (for en gangs skyld) bedre end sidste år.

Vi kom ind på 7:08 mod 6:11 sidste år. Med til billedet hører dog også, at ruten var lagt om med 300 hm ekstra til følge, at vi fik fire punkteringer (mod nul sidst) og at vi ikke var superørne til at komme hurtigt ud af depoterne. Og vejret...

Der findes stort set ikke det vejr i Danmark som ikke kom til udtryk den søndag i Vejle, solskin, sublim medvind, regn, stormende modvind så skraldespandene kom flyvende hen af gaden, hagl, kulde og varme. Egentlig ganske charmerende.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg var grundigt ude i tovene, energimæssigt. Der var ikke meget at skyde med i benene til sidst. Da der var 30 km tilbage måtte jeg bede resten af holdet om at køre ind selv, jeg havde brug for at køre mit eget tempo. Det var nu ikke så langsomt endda, jeg overhalede da en masse som også var gået kolde. Med 12 km tilbage mødte jeg resten af OCC-holdet, som havde en punktering, og på den måde kom vi ind sammen. Dejligt, og tak for hjælpen. Min helbredstilstand taget i betragtning er jeg overordentlig tilfreds med resultatet. Også dette løb er således godkendt!

Jeg havde overvejet at droppe den, men er nødt til at at få nogle højdemetre i benene inden august, og træningsplanen foreskriver dette løb som en start, efterfulgt af Harzen og så et endnu hårdere løb i de norske fjelde i juni. Det bliver sublimt!

Undertegnede og Henning fører feltet op ad Kiddesvej. Med maks 23% er den så stejl, at man må op og stå i laveste gear. Holder man den ikke bare lidt i gang, står man stille ved hver pedalomdregning. Således var der da også nogen der væltede, fordi det gik for langsomt for dem ;-)

Grejsdalsløbet er et rigtigt godt løb. Landskabet omkring Vejle er supersmukt og bakkerne er en god udfordring, og når man kan køre med gode OCC-venner, er det en fornøjelse, der er værdig til at komme på den faste liste.

Bike Lane Warrior

Some dominate on the trails. Others prefer to wield their strength on the open road. But few choose the bike lane as their main domain. These riders have no “season”, no affiliation, and usually fly solo. Often times you’ll hear them coming…“On your left! ON YOUR LEFT!!” And then, as you awkwardly wobble to the right, they overtake you. A blur of authority and commitment screams past, and there is little you can do. Beware, the Bike Lane Warrior.

Byens hurtigste over Kgs Nytorv, dressed to kill

Teksten lånt fra den hippe cykelside www.twinsix.com,

Stjernetour de Grindsted 2011

For anden gang blev der kørt 180 km i Stjernetour de Grindsted, og i modsætning til sidste år skinnede solen i år fra en høj himmel. Jeg tror, det blæste for meget til at skyerne kunne hænge fast, for hold da op, hvor der blev blæst. Jeg vil bare sige, at jeg var glad for, at det ikke var min bil der var placeret op af løbsafspærringen, da den kom flyvende.

Blæsten kom sjovt nok fra øst, hvilket ellers ikke er normalen derude vest på. Det gjorde sig til, at løbet ikke var a-walk-in-the-park, for dermed var der nærmest storm som modvind de sidste 30 km.

Som en god tradition fulgtes jeg med Torben fra Galten Cykle Club, og han havde også i år lovet at vente på mig. Ude i bakkerne ved Egtved måtte vi smide feltet, en gang rulleskifte var mere, end jeg havde ben til. På det tidspunkt havde Torben taget en god del føringer, for mange af dem vi kørte med, kører så åbenbart ikke i klub, og intet fungerede af sig selv. Torben var dælme godt kørende på det tidspunkt, så det var med lidt ærgelse i stemmen, at han fortalte mig at man altså måtte investere lidt i at samle feltet op efter svingene for at nyde frugterne af at kunne sidde i læ. Min kommentar var vist som en bedre bankkrise, der var eddermanme investeret det, der var at investere på det tidspunkt!  Senere i den hårde modvind var Torben nu vist glad nok for, at jeg havde haft min krise, for nu var det pludselig mig der sad og trak, og Torben der betalte af på de tidligere investeringer. No problems, når jeg blot selv måtte bestemme hastigheden. 180 km med 900 hm i storm kommer ikke let!

Tiden blev 5:49, 19 minutter hurtigere end sidste år!  Også dette løb er godkendt!!

Da vi kom ind til torvet i Grindsted havde arrangørerne tænkt, at det kunne være genialt med et indslag med 20 raske kondifolk, der demonstrerede spinning. Og, det kan man åbenbart kun til øresønderrivende musik af værste DJ-skuffe. Ikke lige det man har brug for, når man kommer ind med en bragende hovedpine, fik vist kun drukket en god liter vand i de seks timer vi kørte. Ikke klogt! Senere på aften gik det vist over i en let forhøjet temperatur, men nu ikke noget som ikke kunne helbredes med et par panodiler.

Nu må vi så blot se hvor lang tid der går, inden jeg igen kan træde en bule i en blød hat. Sidst tog det 4 dage.  Konditionen er OK, men  jeg restituerer langsommere end da jeg stod af cyklen i november.

På lørdag er det 170 km i Grejsdalsløbet, og så er det vist ikke menneskeligt muligt at træne mere inden Harzen byder sine bakker til sidst i maj.

En tæt barbering.. eller?

I licensrækkerne var der to store løb i denne weekend, et af dem i fødebyen, hvor vi var. Turen blev derfor slået forbi startsted, hvor man kunne underholde sig med at se de mange hold blive sendt afsted.

Man kunne tørt konstatere, at benene var mere velbarberede end kinderne på de ellers så stoute mænd!
;-)

Hvor kom den vinter fra?

Fem vedholdende ryttere var mødt op i til tirsdagstræning i maj, fire grader stillede foråret op med og mindst tre millimeter regn kom der ned ovenfra.

For helvede hvor var det koldt!

Sandbjerg på fixed gear, parløb på Stumpen, tilbage til Kettinge, gennem Sandholmlejren over til Høvelte og langs Kongevejen gennem Birkerød hjem.....

Oppe ved Høvelte var der lidt læ, og fingerne lidt optøet. Jeg foreslog forsigtigt, at vejret faktisk ikke var helt ringe, men blev kontant nedstemt! Tror jeg havde glemt at jeg havde gule linser i brillerne... det virker som om solen er lige ved at titte frem, men sådan var det ikke heelt når man skævede over brillekanten.

Efter at have kørt ned af Klampenborgvej var mine fingre helt stive, og da jeg skulle i bad, kunne jeg konstatere at temperaturfornemmelsen mellem fingre og krop ikke var helt i overensstemmelse. Hvad fingrene synes var passende havde vist mest en  temperatur der kunne tilfredsstille en vinterbader.

Det var godt nok hårdt. Dels er jeg endnu ikke helt kommet mig over lørdagens løb, dels fik jeg aldrig muskeltemperaturen op på en ordentlig driftstemperatur. Og så er der altså bare intet at skyde med. Drømte hele natten at jeg var træt, så der blev ikke just sprunget ud af sengen da vækkeuret ringede ;-)

Brørup parløb 2011

I sol og vind kørte vi for fjerde gang Brørup parløb. Vinden skal åbenbart være hård ude på heden, men det forhindrede os ikke i at lave den hidtil bedste præstation på 1:34:45 for de 3x16 km. Det rakte til en femte plads ud af ni deltagende mix-par. I det pænt hårde felt skal man ned under en rundetid på 30 min for at komme på podiet. Vi er nu godt tilfreds, vinterens stilstand taget i betragtning og havde ikke turde håbe på mere, ja knapt nok den personlige rekord.

Mix par-løb er en speciel katagori... I alle andre kategorier skiftes man som regel til at føre, men sådan er det ikke heeelt på mix-hold... Det udartede sig ihvertfal til 49 km enkeltstart for mit vedkommende, medens den bedre halvdel udkæmpede et lige så stort slag for at hænge fast på mit baghjul. Jeg tror, det var det hidtil hårdeste løb, jeg har kørt. Min gennemsnitspuls for de halvanden time røg op på 91%.... og det er ret så meget, i så lang tid. Jeg har da også efterfølgende haft ondt i lungerne i et døgns tid.. sårn når man tager en rigtig dyb indånding, så kildrer det lidt. Benene og resten af kadaveret har det lidt ligeså ;-)

Vores gennemsnitfart var 31,1, og den skal bare lige listes op på 32,1 for at komme under de 30 minutter. Det må da være muligt! Ses til næste år..

Med Galten CK i bakkerne

Kørte en tur med svogerens cykelklub Galten CK, klubben som jeg skal køre C2C med i august. En tirsdag aften klokken 18:00 i solskin dukkede der 60 deltagere op, halvdelen af alle medlemmer i klubben. Det kan OCC ikke mønstre!

Man må sige, at de i landskabet omkring Silkeborg har et træningsterrain der bedre passer til C2C-træning end vi har på Nordsjælland. (at vejene så minder mere om Bulgarien er noget andet)

Jeg var lidt loren ved at stille op på bakkerne, og så på min hviledag, men det gik nu over al forventning. Bakkerne føltes ikke så lange eller stejle. Enten er cyklen sublim til at køre op ad, eller også er min formkurve i lodret stigning. Sjovt var det under alle omstændigheder. 59 km med 580 hm, et snit på 27km/t og en puls på 74%... ikke ringe!

Tak for en god tur!

Træningsprogrammet er godkendt!

Den lange tur 2. påskedag, blev Roskilde fjord rundt. En tur på 125 km, som vi også tog nogle gange sidste år.

Det giver derfor anledning til at sammenligne, hastigheder, puls etc Og søreme om ikke dagens data stort set ligner september måneds!  Vi kørte rundturen med et snit på 29 km/t og en gennemsnitspuls på 73% procent. (til trods for lette tømmermænd) Hermed må man sige, at det stort set er lykkedes mig at komme tilbage i form på 1,5 måned efter fire måneders inaktivitet!

Træningsprogrammet er godkendt!  (men det var så også turen, hvor april måneds kilometertal rundede 1000! så helt sovende er det ikke kommet).

Vejret på dagens tur var helt fantastisk, og sluttede af med over 20 grader. Så her blev 11 par raske OCC-ben luftet. For mit vedkommende for første gang i år, dejligt!

Men apropos tømmermænd, så gik det faktisk fint indtil Frederiskssund, hvor venlige venner forsynede mig med en banan, en marsbar, en cocio og en halv liter vand. Det lå eddermanme tungt i maven, og pulsen var da også markant højere på den sidste del af turen. Eller også var det fordi jeg punkterede i Frederikssund og CO2-pumpen kun smider 6,5 bar ind i dækket. Kvalmen skal dog nok tilskrives Cocio´en, bananen og chokoladebaren. Det var nok ikke så smart at tylle champagne aftenen inden ;-)

Påsken 2011

Påsken 2011 har haft det mest fantastiske vejr i mands minde. Næsten som en minisommerferie.

Og i stedet for at farte land og rige rundt, har vi i år holdt påskeferie i hjemmet, masser af gæster og en masse kilometre på cyklen. Lidt som en generalprøve på vores rigtige sommerferie i år, som også er planlagt til privaten og de sjællandske landeveje (formiddage, museer strande mm om eftermiddagen).

Indenfor den seneste løbende måned er det da også blevet til lidt over 1.000 km. Som sædvanligt er stængerne ømme. Jeg havde egentlig regnet med at trille en tur hver dag, men må konstatere, at dagen derpå, kan jeg ikke træde en bule i en blød hat. Men efter en hviledag er der diamanter i benene. Så må jeg jo holde nogle pauser, hvilket hjemmet sikkert også er glad for. Jeg er selv overrasket over, hvor hurtigt konditionen kommer tilbage, meen der bliver jo også tilbragt en del timer på cyklen. Jeg havde egentligt afskrevet at køre 180 km til det kommende Grindstedløb, men nu tror jeg alligevel, at jeg forsøger.

Team Sol og Sommer plejer at køre en lang tur ud i det blå sammen i påsken, men det bliver ikke til noget i år. Så, for at holde kilometerantallet oppe, har jeg besluttet at sammenkalde holdet til en lang tur (>110 km) mandag morgen 2. påskedag. Det bliver en sightseeing tur uden intervaller og jeg skal have planlagt en god rute, uden om vore sædvanlige træningsteder. Gode ideer?

Den skrappe finger

At være cykeltræner betyder, at man både skal være inspirator og kunne holde justits. Her er det min cykleven og medtræner Jes, der har fundet den skrappe finger frem!

Jes synes ikke, man skal tage billeder af forpustede middelaldrene mænd ;-)

Efterhånden som april rinder hen, lægger vi mere og mere vægt på distance frem for alene konditionstræning, så Skærtorsdagturen blev med få intervaller, men til gengæld nogle længere strækninger med pæn fart. Dejlig, og så med det vejr!

Havarikommision

Måske skulle man nedsætte en havarikommision der kan kigge nærmere på OCCs styrt, selvom om jeg tvivler på man for alvor kan udlede mere end vi allerede ved. Det er som med Amerikansk fodbold, få sekunders uopmærksomhed giver et andet resultat på cykel end på sofaen.

Men, lad os prøve at samle sammen for det sidste år:

Licensholdet:
Marts: Et styrt på Mallorca. Eneulykke, glat i 180 graders sving, brækket hofte
Februar: Et styrt på Strøbjerge. Eneulykke, kæden bristede, hudafskrabninger
Sommer 2010: Rammer modkørende bil under licensløb. Brækket arm

9-holdet:
April: Et styrt under transport. Manglende årvågenhed eller tegngivning. Stort felt >20, 1 brækket kraveben
Marts: Et styrt under Klampenborgspurt. Eneulykke, manglende årvågenhed. 1 brækket kraveben
November: Et MTB-styrt under transport. Eneulykke. 1 brækket kraveben
November: To MTB styrt under løb. Megaglat underlag, eneulykker. Stort kødsår og en brækket ankel.
Sommer 2010:
1 styrt under rulleskifte, modkørende i sving, bremsepanik i feltet. Hudafskrabninger
1 styrt på vej til træning, rammer en kansten. Eneulykke. 1 brækket kraveben.

9:15-holdet:
1 styrt under Slotsbakkespurten, manglende cykelvedligehold, punkteret lunge
1 styrt under Klampenborgspurten, cyklen slår bagud da rytteren rejser sig og rammer en anden. Trykket ribben.

Mangler jeg nogen?  Kan du se et mønster?

Klart nok skal vi undgå Klampenborgspurten, Cykelløb er so-so og transportfelterne må ikke blive for store, men resten er eneulykker eller udenfor træningspas, eller grejet der ikke har været i orden... hmmm...

Hidtil har vi på 9-holdet gjort følgende tiltag: undgået Klampenborgspurten, ingen spurter ned af bakker, paradekørsel under transportstrækningerne, delt holdet op under transport hvis vi når over 22 (men ikke igår altså) samt hovedsageligt faste ruter så folk lærer dem at kende.

Har du flere forslag?

Diamanter og styrt

Så kom den første aften, hvor den langærmede trøje blev pakket væk. Sol, vindstille, løse ærmer og vindvest.

Jeg så ikke så meget frem til turen, for benene føltes bløde og slidte, men dels kan der ikke gå en dag i påsken uden cyklen og dels var jeg alene som træner idag. Så, op på cyklen! Men, det viste sig, at der ikke var blødt smør, men diamanter i benene. Det går hastigt frem med konditionen.!

Desværre havde vi et stort styrt i feltet under et af transportstykkerne. Det må bare ikke ske! Det lød som stor omgang, og lignede da også et professionelt felt til tælling, da jeg fik vendt blikket bagud. En af rytterne var ikke beredt på at rabatten slog et lille sving, og væltede derfor ind på cykelstien og blev ramt af resten af feltet. Skader: En bagskifter, en cykelramme og værst af alt, et brækket kraveben. Satans, og det endda hos min gode cykelven og næsten-nabo, Lars. Øv.  Men flot, Lars, at du både kunne stå op og smile lidt forsigtigt, sejt nok! Vi krydser fingre og håber på at Harzen om fire uger alligevel ikke er en umulighed! (selvom det nok holder hårdt!)

Det er det første transportstyrt på landevej på 9-holdet, i små 2 år. (MTB og eneulykker taler vi ikke om) Vi plejer ellers at bryste os af, at vores sikkerhed er bedre end hos de fleste. Men uheld sker hurtigt, når man er 28 der kører relativt stærkt med få cm afstand.  Resten af måneden er vi kørt til Farum, men denne tirsdag kørte vi over Sandbjerg. Det har vi gjort mange gange sidste år, men ruten var ny for i år og for den uheldige rytter. Det vækker til eftertanke....

Det der cykelsport er altså ikke helt ufarligt, (Men sjovt er det, må lige netop jeg vist godt sige, jeg har taget mine skrammer)

En dum plet på en ellers dejlig aften.

Frihed

Fri fra arbejde.

Stod tidligt op og så solen rejse sig over træerne ud mod Øresund.

Cyklede med den bedre halvdel på arbejde, vendte cyklen og kørte hjem igen.

Passerede bageren og tog morgenmad med hjem til Asger.

Kørte første MTB-tur på single-track siden styrtet for 22 uger siden. Godt kørt af Henrik, der var i skoven for første gang.

Sol, så vi kunne sidde på terrassen og nyde en efter-bike sodavand.

Thit og Andreas hjemme for at pakke værelset sammen, så Thit kan få sin egen bolig på Bergsøe-kollegiet.

Asger tager sin første uledsagede indkøbstur på cykel op til Ordrup, og ovenikøbet slipper styret med én hånd, så han kan give tegn.

En ankel, der nu kan bøjes lige så meget som før.

Vander træer og blomster i haven, sammen med Asger.

Har ømme ben

Første feriedag i påsken.

.

Halvvejs

Den første periode af min stilstandtid, tog jeg ikke på, men så kom julen, en januar hvor cyklen syntes langt væk, og en vinterferie med god mad og ditto øl, og vupti, så vejede jeg alt alt for meget.

Det går ikke og slet ikke i et år hvor Pyrenæerne venter.

Så umiddelbart efter vinterferien, startede afholdsperioden, nul alkohol, intet slik men kun fornuftig mad.

Nu er jeg så halvvejs, har tabt 5,5 kilo! Det samme en gang til, og jeg bliver flyvende på bjergene, det burde kunne nås inden august.

Men, køleskabet er fuld af øl der nærmer sig sidste salgsdato... hmmm...

Bicycle Facade

Her er alligevel en, der har flere cykler end os.

Ordrups heldigste træner

Hvor er jeg dog glad for, at jeg havde doodlet mig til at have tjansen som træner i dag, for hvem fanden, ud over en pligopfyldende træner, ville ellers begive sig ud i 6 graders varme, tiltagende tusmørke, stærk blæst og lorteregn? . Hvis ikke, var jeg gået glip af en cykeltur og 51 kilometre i cykeldagbogen... så kan man jo prise sig lykkelig over, at være den eneste på doodlelisten for i dag ;-)

Men fuld respekt for de tre øvrige fra ni-holdet, der var mødt op! I alt var vi 12 med licenserne.

Vi kørte med licenserne ud til Bregnerød. To ville køre intervaller og kom under særlig kærlig behandling af Hasse, to ville hellere trille (herunder mig), så vi kørte op til Stumpedyssen og hjem over Sandbjerg.

OK tur, omend mine ben efter lørdagens tur endnu ikke er fyldt med diamanter, men nærmere smørkage.

Nej, så ked af det var jeg ikke. En cykeltur er altid godt, ikke mindst bagefter ;-)

En sommerlig forårsdag

Ingen søndag hjemme, uden en cykeltur. Og når vejret så siger 18 grader og næsten vindstille er det jo dejligt. I dag var farmor med.

Kadaveret var træt efter lørdagens 95 km tur godt krydret med intervaller, så det var rart med lidt let hjulren efterfulgt af Paris-Roubaix på sofaen

Stjernetramp 2011 - En super dag

Stjernetramp, årets første motionsløb, er ikke at bide skeer med. 75 km i det superbakkede landskab på Syd-fyn. Bakkerne er pænt stejle og ligger drysset ud, så man aldrig får et flow i cyklen.

Løbet står på Team Sol og Sommers klassikerliste, men der var lidt bæven i cykelskoen i år. Så mange kilometre er det jo ikke blevet til siden genoptræningen startede, og, og og...

Men vi fastholdte, også selvom regnen væltede ned lige inden starten! Og sikke et løb vi fik. 14 grader og pletvis solskin, men også en masse vind. Vi kom rundt på 2:49, kun 5 minutter langsommere end vores hidtidige fælles rekord. Total succes!

Jeg var i stand til at trække det meste af vejen rundt, og Hanne i stand til at følge med, ja sågar at spurte forbi på nogle af bakkerne. Pulsmåleren siger et gennemsnit på 85% af makspuls, så ingen tvivl om at der blev arbejdet, men en stor nydelse var det.

Efter en weekend med 150 km i sadlen har min ankel det bedre end på noget andet tidspunkt, siden jeg brækkede den. Vores mantra om, at intet er så slemt, at det ikke kan kureres med et spark i røven og ud at cykle, har slået til igen. Der er ingen tvivl om, at den "vægt-frie" men intensive rotation af ankel gør godt, ganske som lovet af fyssen.

Team Sol og Sommer i mål. Den ældre herre, der sprang ind i billedet, trådte en god diesel, men var superglad for at komme med i ekspressen de sidste 15 km i strid modvind. Billedet er taget af en Kurt, der sad plantet i Hannes baghjul fra kilometer 0. Det var han vist også rigtigt godt tilfreds med. (god udsigt.... men det var vist mest pga af vinden). Han beklagede, at han ikke kunne hjælpe til, kun hænge fast, men det var helt OK, og så reducerer det i øvrigt vindmodstanden 2% at have en cyklist i baghjulet.

Bemærk de nye teamcykler. Begge nye Specialized S-Works Rubaix SL2. Den model Tom Boonen vandt Paris-Rubaix på i 2009. På Syd-Fyn er meget af den der type asfalt med grus, som bare er så dræbende at køre på. På disse rammer glider man bare afsted, og mærker det næsten ikke. Ikke alene er de bygget med komfort for øje, det virker søreme også. Og alligevel er de super stive og lyn hurtige.

Jeg havde ikke fået monteret compact-krank i år. Det er mindre tandhjul i for, for at gøre det lettere at køre op ad, men tilgengæld har Shimano lavet en ny kassette bagtil, hvor det største tandhjul nu har 28 tænder frem for 27 i den gamle. Det var nok til, at ingen af bakkerne for alvor gav problemer. Hermed er compact-kranken  forvist til Alperne og Kiddesvej i Vejle.