Årets sidste sommerdag

Så siger kalenderen, at vi har sommerens sidste dag. Og hvordan var denne sommer så? Jo, det har jeg faktisk haft svært ved at svare på. Sidste år var ubetinget skod, så selvom vi havde planlagt at købe sofaer til vores nye terrasse, blev det ikke til noget, solen kom ikke. Derfor blev der i det tidligere forår i år købt loungemøbler, for nu skulle det være!

Og solskin har vi da egentlig haft, men det har været for koldt til at sidde på terassen, specielt om aftenen. Hvad er det med det vejr?

Forklaringen kan man læse i Ekstrabladet i dag..  Det har også været en skodsommer i år http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1817754.ece

Jo, statistikkerne siger, at vi har haft mindre regn og mere sol end sidste år, til gengæld har vi haft den koldeste sommmer i 12 år..

Så egentlig har det været fint cykelvejr, men loungevejr med lange varme sommeraftener... nej, vi må satse på at sætte sofaerne frem igen til næste år.!

Team Sky

Team Sky vandt jo Tour de France i år. Egentlig har jeg ikke rigtigt interesseret mig for holdet tidligere, men den styrke det relative nye hold udviste, undrede mig lidt, så da jeg i en boghandel i Oxford faldt over bogen "Sky's the Limit" som beskriver projektet, måtte jeg have den under fingrene.

Den korte historie er, at UK succesfuldt har arbejdet strategisk med talentudvikling i lang tid. Ved OL i Bejing gik der imidlertid kuk i den britiske performance, fordi nationalholdet ikke kørte for hinanden, men for deres pro-team-kollegaer.

Med det store brede elitearbejde, stod det klart, at toppen manglede.. der manglede simpelthen et pro-tour hold som naturligt hjemmehold for englændere, ganske som Danmark har Bjarne Riis' hold.

Og så blev der ellers gået til den, med de bedste trænere, mest moderne trænings- og kostplaner, cykler, tøj mm Og gerne med et engelsk blik. Således er team-bilerne fx Jaguar.  Og man må jo sige, at det sportslige er lykkedes overbevisende. På udstyrssiden kører de dog på italienske cykler (Pinarello) og i tysk tøj (Addidas)

Men i dag kom så nyheden om, at de fra næste år kører i det engelske coole (og hundedyre) tøjmærke Rapha. Dejligt, så kommer Rapha vel også med noget reelt moderne funktionscykeltøj og ikke "kun" ultralækker retroinspireret uldtøj (ok, måske lidt af en overdrivelse.. men alligevel)

Så mangler vi bare en god engelsk cykel! Kan Chris Boardman noget?

Bikefitting

Når man suser rundt på de danske landeveje, kan man ganske ofte se motionsrytter, der sidder ganske underholdende på cyklen. Egentlig burde cykelbutikken jo sikre, at indstillingerne er i orden, men i mangen cykelbutik er kernekompencen salg og ikke cykler. Ja, sommetider har jeg på fornemmelsen, i enkelte butikker, at de hellere sælger hvad de har, end at måtte lade kunden gå tomhændet fra et godt salg.

Derfor er der opstået et marked for folk som hjælper med at indstille cyklen. Vores cykler er i orden, og de er købt i en butik, hvor de gik overordentlig langt for at sikre os den rette størrelse, meen alligevel.. kunne man pine et par km/t mere ud af benene hvis man sad lidt anderledes?

Derfor drog vi op til Nikolai Norrid, som var en af de første i DK, der laver en filmoptagelse af rytteren i aktion og ved hjælp af computeren kaver en 3D analyse af bevægelsesmønsteret under belastning. Et ganske avanceret setup. Det gælder om at få vinklerne i leddene korrekt Og, det starter naturligvis med en analyse af rytterens fleksibilitet, om benene er lige lange og styrken af kroppens centrale muskler.

Og, grundliggende var vores setup helt i øjet. Rigtige pedalarmslængde, indlæg i skoene (platfødder, you know) men sadlen kan jo altid sættes lidt op ;-)

Hannes bremser var placeret på styret, så hun kunne nå grebene, hvilket jo er praktisk nok, hvis man skulle får den ide at stoppe, men det var ikke den optimale placering i forhold til at kunne hvile med hænderne på grebene. Jeg har derfor fundet ud af, at man faktisk kan juster reach (afstanden fra styr til greb) på lige netop den model vi har. Styret op, sadlen ligeså og lidt frem samt en mindre præcisering af klamperne under skoene. Det kan synes som småting, men det har givet en markant edge på Hannes topfart. Interessant nok!

Nikolai syntes min cykel var lige lille nok, så han ville have både saddel og styr sat meget op. At den er til den lille side ved jeg godt, for butikken havde egentlig monteret et lidt større stel til mig, hvilket jeg afslog. Man er vel lidt forfængelig.. og dimensionerne så altså bare for doo ud... Nu harjeg se en frempind der peger lige op i himlen i stedet. Endnu mere doo, for nu ligner det da for alvor en cykel til en 46-årig stiv motionsrytter. ;-) Jeg skal have købt en frempind, der er knap så stejl, men det må blive i de mørke vinteraftener. Ændringerne har betydet, at jeg nu rekrutterer nogle andre fibre i benene, så nu er det forfra med ømme ben, kramper og andet begynderuvæsen ;-) På sigt skal det dog nok bliver rigtigt godt.

Hanne før fit

Hanne efter fit

Kan du se forskel?

Post Danmark Rundt 2012

Traditionen tro, havde Jægersoldaten skaffet VIP billetter til finalen i Post Danmark Rundt. Tager hatten af for Niels organiseringsevner! :-)

Værten i år var Onfone/Christina Watches, holdet bygget op omkring Michael Rasmussen, og sikke et arrangement, med musik, bar og nok den bedste helstegte pattegris jeg endnu har smagt!  Fadøllen må vente til efter C2C, for det har desværre knebet lidt med vægttabet i år. Eftersom Christina Watches er et London firma, var baren naturligvis pakket ind i en rød-londonbus. Bedst var dog at den var parkeret 50 meter før mål.

Og, her kunne herreklubben se Mark Cavendish tordne i mål, en hel cykellængde foran alle de andre. Sjovt nok overraskede det mig, at han starter så langt ude, selvom vi jo også til Tour de France så ham åbne 200 meter fra målet. Han er i øvrigt ej heller så høj, men når man ser ham på fjernsynet ligner han en østtysk kampvogn. Sådan kan perspektivet jo svigte, når alle de andre ryttere jo ret beset er spirrevipper. Se om Jakob Piils kampvægt fra tidligere år  ;-)

Mark Cavendish stillede så også op i velgørenhedsdelen af vores eget Tour de Charlottenlund i aften, som støtte til sponsormodtageren LaFlameRouge, som Brian Holm står bag ved. De to kender jo hinanden rigtigt godt. På den måde blev aftenen til en stor fest for Charlottenlund og OrdrupCC. To guttermænd! Selv vejret strålede fra den gode side, selv om vi på grund af OL var nogle uger senere end normalt. Desværre tager arbejdet alt for meget tid, så jeg nåede lige netop ikke at se Cavendish drøne først over målstregen på Jægersborg Alle, men jeg så hvor forpustede alle andre var i forsøget på at holde hjul. 

Check lige vejret næste uge!

Det bliver stort!

Det er ikke sport, men forretning

Hvis der er noget moderne reality tv-instruktører kan, så er det at opretholde spænding. Bedst som der er faldet et vist ro på Robinsonekspeditionen.. der er skabt et hieraki...venner og fjender er defineret... ændres reglerne. Det gælder om hele tiden at holde konfiktniveaet oppe, for der er vel næppe noget så kedeligt som en flok afslappede sen-teenagere på ø-sommerferie. Jeg husker endnu fra en af de tidlige sæson, at der havde etableret sig et mønster med venner og fjender hvor man langsomt stemte hinanden ud, som man nu fik magt til. På den måde blev det hele forudsigeligt.. deltagerne skulle bare falde ind i mønsteret med at skabe alliancer. Så ændrede instruktørerne reglerne og satte en af de udstemte tilbage på øen.. nu velfodret og udhvilet og med en beskyttelsesparagraf.. vedkommende måtte ikke stemmes hjem de næste to tre gange... total forvirring og angst.. spillereglerne var pludselig helt ændret.. fairness? Nej, sublim terrorpsykologisk underholdning.. hvis man er til den slags.  Robinsonekspeditionen er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan er det også med cykelsport. Forleden styrtede favoritterne i PostDanmark Rundt i en stor pærevælling, udenfor tre kilometermærket.  Ved styrt indefor tre kilometer får de styrtede samme tid som den første i mål, men her var det altså udenfor, og favoritterner lå i bunker, medens andre knapt så dyre ryttere susede i mål. Klassementet var pludselig sprængt i stumper og stykker... favoritterne var kommet så langt bagud, at konkurrencen om førertrøjen var blevet overlandt til.. ja undskyld... sekundaryttere. Vupti besluttede DCU at udvide tre-kilometermærket med 500 meter, så klassementet blev bevaret, og de styrtede ryttere samme sluttid, som dem der ikke styrtede. Hamrende uretfærdig, sagde Michael Rasmussen, der med sine ryttere lå foran styrtet og på den måde havde regnet med at blive katapulteret op i rækkerne.  Ja men, konkurrencen på de resterende etaper ville pludselig have været ligegyldig! Fair? Nej! men procykling er ikke sport, men forretning.. der skal gerne seere i kassen.

Sådan var det ikke med Lance Armstrong. Han satte sig i sine syv år så hårdt på klassementet i Tour de France, at ingen turde køre forbi ham. Og TdF blev røvkedeligt. Udfaldet var givet på forhånd.. Var Lance Armstrong først i den gule trøje, var konkurrencen aflyst.. pisse kedeligt!

Nu viser det sig, som vi alle formodede, at han var doped op over alle ører. Kraftedeme om han ikke med sin doping ødelagde enhver form for spænding.... sgide Spielverderber!!

Nå, funny nok kan man ikke fratage ham sine sejre, for nummer to og nummer tre i de syv år, har allerede tilstået at have doped sig, og hvem skulle så sættes op på piedestalen som vinder? På den måde kan man jo sige, at når alle var doped, kæmpede de på lige plan, og Lance var bare bedre... NEJ, jeg er ligeglad.. han spolerede det spændende i løbet, og TdF burde have ændret på reglerne på en måde så spændingen igen kom ind. Husk, TdF er ikke en sport, TdF blev stiftet for at man havde noget at skrive om i aviserne om sommeren.

Og, så kørte han i sorte strømper  o horror.. absolut ingen smag!

Tilbage i de lange rør

Så er sommerferien slut, shortsene er smidt igen og stålbenene er igen iklædt lange rør, suk.. sorte cowboybukser på den varmeste dag i 37 år, er lidt af en udfordring!

Sommerferien blev delt med søsteren og svogeren i deres nye vidunderlige byhus i Sydfrankrig. Jeg har aldrig rigtigt kørt i Massif Central, men området er supergod træning til C2C om få uger. Ikke mindst turen op til Col de l'Espinouse slår til, med 22 km med en gennemsnitlig stigning på 5%. Det kan fint måle sig med de høje bjerge.

Nede i dalen var der 35 grader, på det lyngbeklædte bjerg 22. Rigtigt behageligt. Som altid kørte vi en morgentur og hyggede os med Asger resten af dagen. Jeg fandt en morgenrute, som kunne gennemføres på en time, godt 25 km og 500 hm, lige passende medens familien vågnede og ventede på at morgenbrødet kom. Ialt blev det til 222 km med 4200 hm på fem dage... ikke ringe!

Jeg forstår kærligheden til Frankrig, gode vine, smukke steder og en rigtig behagelig og hensynsful trafik.

Superkvinden og hendes mand ;-)

At der så er overordentligt langt derned, er så hvad det er. En meget hurtig hovedregning viser, at det med lethed kan betale sig at tage biltoget fra Hamborg til Narbonne. Det gør vi næste gang!

Copenhagen challenge

Ekstremsport bliver mere og mere populær, og i dag kørte triatlon eventet Copenhagen Challenge igen. Depotzonen på de 180 km ligger her i Klampenborg, så selvfølgelig måtte TeamSologSommer lige ud til stranden for at kigge.

Mange var veltrænede, men ikke alle så lige fitte ud, så hatten af for modet til at kaste sig ud i 3 km havsvømning, 180 km cykelløb og en maraton. Vi andre nød at se på.

Vandet i Øresund er i øvrigt 18 grader, dejlig sommer

Mellem ørerne

Smerte er blot et punkt mellem ørerne, siger elitesoldaterne. Og givet er det, at smertetærskel er et udtryk for i hvor høj grad man kan ignorere, at det gør ondt.

For mange år siden fik jeg målt min kondital. Det finder man der hvor det er allermest udmattende og man er lige ved at falde af cyklen... lige der peaker man... og det er iltoptagelsen lige i det sekund man måler. Og det er altså rimeligt hårdt. Det er blodsmag i munden, plumberne i tænderne er ved at falde ud (eller sådan føles det) og det er alvorlige overvejelser om af finde nærmeste brækspand.  Forskeren der hjalp, havde været på rundtur for at måle almindelige danskere, som led i en hjertekampagne. Som han sagde: det er næsten umuligt at måle konditallet for en uøvet, for folk giver op inden det for alvor begynder at gøre ondt. Folk er ikke vandt at påføre sig selv den ubehag.

Efter en dejlig ferie i Frankrig, med alt for megen vin, hvidt brød og restaurantbesøg, orkede jeg simpelt hen ikke at stå op på vægten. Så da vi var ude og træne i går, var det en formodentlig 1-2 kilo tungere Per der dukkede op. Og det gør en forskel, specielt når ruten var lagt så den krydser flest mulige højdemetre. Og bevistheden om det gør en forskel. Jeg var ganske enkelt ikke mentalt sprød, nærmest lidt opgivende på forhånd.... og det var pisse hårdt at køre op ad!

Her til morgen var jeg så på vægten. Og søreme... det var ikke alene vellevned i Frankrig, der blev også kørt et pænt antal kilometre i bjergene . Min vægt var faldet et halvt kilo! Og set tilbage på i går aftes kværnede jeg da vist også de fleste på bakkerne :-D

Så jo, den mentale indstilling betyder meget. Det er ikke kun smerte der er et punkt mellem ørerne. Troen på sig selv sidder der også.

Ny rekord, med måde

Her i huset trænes der flittigt til Coast-to-Coast! Eftersom jeg er kommet lidt sent ud af røret i år, blev det juli der måtte trække det store læs. Præcist 1.200 intensive og hårde kilometre blev det til. Det er ny rekord for en enkelt måned, nemlig hele to kilometre mere end april sidste år. Man skal slå sine rekorder med måde, så de stadig kan overgåes senere ;-)

Eftersom langt hovedparten af kilometerne var tæske hårdt interval-træning, var der både dømt træthed og ømme ben hele juli. Det er lang tid siden jeg ellers har haft ømme ben, men når bare der bliver gået nok til makronerne, så kommer de altså.