fredag den 29. februar 2008

tirsdag den 26. februar 2008

Den sidste historie - eller hva?

Just hjemkommet fra hospitalet, håber jeg dette bliver det sidste indlæg om mit hjerte.

Efter en del ventetid kom jeg på bordet klokken 13:00. Helt typisk opførte hjertet sig pænt under hele forløbet. Dermed havde de ikke så meget de kunne søge efter. Et enkelt ekstraslag kom der, og kilden til dette jagtede de så nogle timer. I alt brændte de 13 gang, dvs godt 5 minutter. Lægen vurderede chancen for at have fanget det hele til 50%. Det var derfor noget skuffende, at det væltede frem med arytmier og ekstraslag, da jeg lå på ryggen og ventede på at såret lukkede sig efter operationen. Men nu er det jo sådan, at der kan gå op til et par måneder efter operationen til alle symptomer er væk.

Helt dejligt er det til gengæld, at der intet har været i nat, og at jeg har det super godt nu, bortset fra jeg er lidt træt. Hospitalsengen var ikke just komfortabel.

Bortset fra en kortvarig stikkende minimal smerte under 3 af brændingerne, gjorde det overhovedet ikke ondt. Og, jeg fik ikke noget smertestillende, bortset fra lidt lokalbedøvelse i lysken hvor de gik ind. Mest ondt gjorde det, da lægen efter operationen pressede på venen for at få den til at lukke sig. Jeg tror han satte fingeren på en kirtel.

Efter som jeg har det super godt nu, har jeg har vedtaget med mig selv, at de har fået det hele, eller tilstrækkeligt med. Dette skulle derfor gerne være den sidste historie om hjertet. På lørdag går vi over til normal cykelprocedure. Jeg har jo også lidt at indhente. Sidste år havde jeg allerede kørt 545 km på nuværende tidspunkt.

torsdag den 21. februar 2008

Det ser herrens ud

"Det ser herrens ud" røg det ud af en af sygeplejerskerne i går, da hun kiggede på mit hjerterytmediagram ved forundersøgelsen. hmm. jo men han er da bedre at være i nærheden af, end så mange andre, når det endelig skal være.

jeg morede mig lidt ved, at kunne slå alarmen på vagtstuen, blot ved at løfte begge ben op fra madrassen og holde dem der i 30 sekunder. Det var åbenbart nok belastning på hjertet til at arytmierne kom. På den måde kunne jeg spille solo på alarmanlæget.

Efter at rytmelægerne havde kigget på diagrammerne endnu en gang, kunne de bekræfte, at det nok er hamrende ubehageligt, men dog ufarligt, og typisk er drillerier der opstår i hjerter der ellers intet fejler. Så selv om de var lidt grebet af panik ved forundersøgelserne, for mit hjerte virkeligt tog sig nogle ture, fik jeg lov til at tage hjem så jeg kunne sove i min egen seng i nat.

Godt det samme, for jeg skal åbenbart opererers i det helt nye top-dollar magneto-stereo-taktiske super duper anlæg... og den har de åbenbart svært ved at få i drift. Først blev operationen udsat en dag til i morgen, og nu har de lige ringet ud udskudt det til på mandag, så de havde tid til at få det ordentligt testet igennem.

Nå, det foretrækker jeg jo også.

Tillidstyskland

Ikke tillidsbingo som de sorte spejdere på P3 spiller, men tillidstyskland. Sig Tyskland, og tankerne strejfer ridebukser, læderstøvler og grumset grønne politiuniformer, der venligt men bestemt skråler: ”Ausweiss, bitte!”

Men nej, sådan er det slet ikke. Tyskland, måske belært af erfaringen, har et meget løst forhold mellem stat og borger. Da vi boede dernede, måtte de aflyse en folkeoptælling. Noget som i Danmark tager i par timer i edb-maskinerne hos Danmarks Statistik, fordi de jo ved alt i forvejen, men som i Tyskland var en rundsending af papirbaserede spørgeskemaer, fordi den tyske stat netop ikke må kende alt om borgerne. Og, på spørgeskemaet tillod man sig altså at spørge om antal værelser i bopælen og antal og type af husdyr. Uha, det faldt de tyske borgere så meget for brystet, at de ikke bare undlod at svare (det kan man nemlig håndtere med statistiske metoder), næ nej man lavede simpelthen en ”svar forkert” kampagne. Og, så måtte den undersøgelse skrinlægges.

Samme med bankerne. Her i Danmark får bankerne automatisk besked om et dødsfald, så arvingerne (og staten) kan få deres. Det kan man naturligvis ikke Tyskland, det ville jo kræve sammenkørsel af registre. Nix. Så her sidder man stadig i bankerne og pligtlæser dødsannoncer.

På vores nyelige tysklandsferie, slog det os endnu en gang, hvor tillidsfuldt man går til hinanden her i modsætning til Danmark. Vores lejlighed var booket over internettet, uden vi skulle sikkerhed, og betalingen var kontant ved afrejse. De kendte os med andre ord ikke! Vi fik udleveret kurtakse-kort som jeg selv udfyldte og brugte i forbindelse med skiudlejningen. Også her uden anden legitimation eller depositum, bare kontant ved tilbageleveringen.

På vejen hjem overnattede vi på et Gasthaus. Nøglen fik vi udleveret uden indskrivning eller legitimation, ja vi præsenterede os ingen gang. Efter et lukkuløst aftensmåltid med efterfølgende kaffe på værelset, spurgte vi om vi skulle afregne for maden, men det kunne ligeså godt komme på regningen var svaret. Kontant ved afrejsen. Ingen elektroniske spor.

På en eller anden måde har vi her i Danmark vænnet os til at staten/systemet følger med over skulderen hele tiden. Måske er det faktisk blevet for meget.

mandag den 18. februar 2008

Rapport fra sneen

Far og søn i præcisionsflyvning
Vi havde en dejlig skiferie i Berchtesgaden, dernede hvor man ikke kan køre længere, hvis man vil blive i Tyskland. Faktisk er næste billede taget mod nord, og det er Salsburg i Østrig man kan se nede i dalen. Berchtesgaden ligger i en lomme, omgivet af Østrig.


Asger havde glemt store dele af sine skifærdigheder fra sidste år, så forestil dig lige et billede af Bambi på isen... med kæmpestore skistøvler på! I løbet af et par dage kom det tilbage, og da jeg ikke have en snor at holde i, og bakken ligesom ikke havde et udløb hvis skiene skulle stikke af med Asger, lærte jeg så også præcisionsflyvning. Nu kan Asger og jeg stå i plov, med mine ski 5 cm uden for Asgers skiene hele vejen ned af bakken med sving til både højre og venstre, uden at vi på noget tidspunkt rørte hinanden. Senere da Asger havde fanget det hele igen, styrede han sjovet... fuld knald ned til liften, for så at bremse op få meter forinden. Det var dejligt at se.

De voksne nød endnu en gang Braustübl på Hofbrauhaus Berchtesgaden. For søren hvor laver de god mad!

Desværre nåede jeg ikke meget mere end 2 dages total afstressning før influenzaen kom rullende. Det måtte jo ske, med al det knald der har været på siden i sommers. Når kroppen slapper af et et maratonløb sænkes paraderne for infektionerne. Nu havde jeg jo ikke lyst til at blive i sengen, for så ville Asger jo ikke genlære skienes glæde, og det var jo primært ligesom derfor vi var kørt så langt. Der var ikke rigtigt andet at gøre, end at knokle på. Influenza, tynd bjergluft og knokleri i sneen blev belønnet af et ganske uroligt hjerte, så der var eddermanme ikke mange kræfter i farmand her. Håber operationen på torsdag får bugt med det stads.

søndag den 3. februar 2008

Vindmøllestøj

Årets første cykeltur var et beskedent lille smut ud på Nordhavnen. Hvad man ikke har i konditionen må man jo så tage på opleveren. Denne gang kom jeg længere ud end sidste. Med en lille smule gefühl kom jeg om på den anden side af bassinet hvor de byggede modulerne til Øresundsbroen. Fantastisk at der eksisterer så øde et sted, så tæt på bymidten.

Der er cirka to kilometer i fugleflugt over til Lynetten. Og dem, der påstår at vindmøller ikke forurener, skulle have været med. Møllerne ovre ved Lynetten larmede, som et helt kobbel ulve. Hvor andre ser vindmøller som en økologisk skønhed, ser jeg kun et industrianlæg, som ganske vist er uden skorsten, men ikke uden emission. Her blot lyd!

I strid modvind til Roskilde

Igår blæste det en halv pelikan, men alligevel tog den bedre halvdel af Team Sol og Sommer cyklen mod Holbæk, hvor vi skulle til 10-års fødselsdag. Da Hanne ringede til os for at blive samlet op, holdt vi lige bag hende. Det var sjovt ;-)

Ikke alene skulle hun kæmpe ud af den lige Roskildevej med en strid modvind. Bremserne hang også... men det gav træning, gjorde det. Nu skal jeg bare lige finde ud af hvordan man justerer sådan noget hydraulisk stads.