Jeg er på vej op over verdenens højeste pas, Tanglang La i Himalaya. Højdemåleren viser 5.363 moh, og jeg gisper efter vejret. At drikke af dunken samtidigt med man træder i pedalerne kan man godt glemme, luften er seriøs tynd. Til gengæld er udsigten fantastisk og ideen, at cykle i disse højder, berusende.
Himalaya bjergkæden snor sig nede fra Bangladesh, over Nepal og Tibet op til Kashmir i det nordlige Indien. Nepal er mest kendt med Mont Everest, men den højest beliggende vej er oppe i den nordlige ende, i Kashmir. Det højeste pas sniger sig 200 m over basecamp ved Mont Everest.
Ideen går mange år tilbage, da en af cykelvennerne, efter en udstationering i Indien, fortalte om muligheden. Med Pyrenæerne og Alperne krydset tynde, skulle udfordringen selvfølgelig prøves. Efter lidt planlægning og søgning på internettet stod det klart, at nøglen var den højtbeliggende vej fra Manali til Leh. 490 km over 8 bjergpas. Internettet afslørede også, at der var lokale operatører, der tilrettelagde cykelture organiseret efter samme princip som Coast-to-Coast i Pyrenæerne; følgebiler og kufferttransport mellem overnatningerne, her blot ikke i små listige hoteller med rosévin men i telte og aftenens curry-linse-suppe lavet på gulvet i køkkenteltet. 9 dagsetaper á 55 km lyder ikke så voldsomt, men med et højdegennemsnit for den samlede vej vel over 4.000 moh er det rigeligt.
Da jeg annoncerede turen i Ordrup Cykleklub, blev det fulgt op af megen interesse men også megen hovedrysten, ligeligt fordelt på frygten for højdesyge og det, at sove i telt på et liggeunderlag. Er man eventyrer hører telt-overnatninger med, men højdesyge skal man ikke spøge med. Samtidigt tog turen 14 dage, og ikke alle kunne tage så mange dage ud af kalenderen. Det endte derfor med at vi var tre fra Danmark der tog afsted. Gruppen blev toppet op med 6 super dejlige indere, der også ville prøve kræfter med højderne og se mere af deres hjemland. På den måde blev turen ikke alene en fantastisk naturoplevelse og en afprøvning af udholdenhed, men også en kulturrejse på rigtigt mange måder.
Der er ikke enighed om grænserne i Kashmir-regionen. Konflikten mellem Pakistan og Indien er velkendt, men også Kina gør krav på området. Området er derfor styret af det indiske militær og ganske velorganiseret og Ladakh-regionen i Kasmir sikker.. resten af Kashmir fraråder udenrigsministeriet at man rejser til. Heldigvis ligger Leh, som var slutmålet, lige netop indenfor den sikre zone. Leh er den lokale provinshovedstad og forsynes via en hovedvej fra Srinegar. Hovedvejen sniger sig lige forbi den pakistanske grænse og blev besat af Pakistan i 1999, hvorved den nordlige ende af Indien blev afskåret. I den efterfølgende krig, fik inderne i løbet af et par måneder smidt Pakistan ud igen, men netop derfor har militæret bygget en hovedvej mere til Leh, fra Manali.. langt væk fra grænsen og banditterne i både Pakistan og Kina, men knap så anvendelig på grund af højden og derfor ikke så trafikeret. Perfekt til en cykletur af de mere ekstreme!
Manali-Leh hovedvejen er en blanding mellem ny asfalt og ekstremt dårligt vedligeholdt grusvej, ja enkelte steder skal man sågar vade floder skabt af gletcherafstrømninger. Det rigtige cykelvalg er derfor enten en gravel-bike eller en MTB, og da de små fly til lokaltransport op i Himalaya ikke ligefrem har megen plads til bagage, valgte vi at leje cykler hos turoperatøren. Det havde også den fordel, at de havde reservedele med, for tro mig, det er ikke cykelværksteder det vrimler med på de kanter… At det så blev den billigste Scott MTB på 14 kg, der skulle slæbes op over passene lagde kun til udfordringen. Nej faktisk betød det ikke noget, for et af trickene til at bevæge sig i så ekstreme højder er langsomhed, at holde pulsen nede og ingen pludselige ryk at tage.. og med stabile 5-8 km/t op ad, betyder vægten faktisk ikke så meget.
Vi mødtes med holdet hjemme hos en af de lokale guides i Manali og fik udleveret cyklerne. Dejligt at mødes med de andre deltagere og lure lidt på hvem de var. Heldigvis søde og interessante mennesker. Indien er et stort land med meget stort spænd fra rig til fattig, og selvom de lokale guides og køkkenfolk nok blev betalt efter indsats og lokal målestok, så fik de efter danske forhold intet for turen. De deltagende indere var derimod mennesker, der med europiske og amerikanske universitetsuddannelser og arbejde i internationale koncerner havde levevilkår og erfaring som os andre, samtidigt med de kunne danne forståelsesmæssigt bro til de lokale. En virkelig god kombination, for kulturelt er Indien til tider meget anderledes. Indien er i virkeligheden et subkontinent bestående af mange lande med hvert sit sprog, så der er altid tre officielle der tales af de fleste.. det lokale, hindi og engelsk. At man bruger engelsk som et af de fælles sprog, gør Indien til et godt rejseland for os europæere.
Manali ligger i 2000 meters højde og var som startby det laveste punkt på rejsen. Manali er oprindelig grundlagt af de engelske kolonister som et sommer-retræte-sted, et sted hvor man kan komme væk fra den intense hede nede i lavlandet, og væk fra myggene.. myggene flyver nemlig kun op i 1800 meters højde. Og med malaria i spil har det betydning. Inderne er ekstremt opmærksomme på det. Første aften spiste vi på en af de finere restauranter i Manali, og hvor vi danskere gerne ville have spist ude i den hyggelige have, skulle de andre ind bag myggenettene, og fint for det, for der var da enkelte myg som også skulle afprøve højderne. Det var så også sidste gang vi så myg, for dagen efter gik det op ad.
Aftenen gik med at diskutere trafikken, men det viste sig intet problem at være. Lastbilerne var hensynsfulde, og der var som sagt ikke megen trafik, til gengæld var der den første dag en del køer på vejen som bilerne måtte sno sig rundt om. Adspurgt blev vi oplyst, at europæiske cykellister rangerede marginalt over en hellig ko, så vi skulle ikke være nervøse. Aha..
Bjergkæden, der skaber det første pas, RohtangLa, er den bjergkæde der skaber monsunen i Indien. Vandet presses ud af luften når den møder de første bjerge i Himalaya. Det var derfor forventet at turen op til passet i 4.000 moh ville ske i silende regn.. og ja, det var en våd fornøjelse. Hvor de længste opkørsler i Europa, fx Stelvio er 24 km, gik det her opad med et snit på 4-5% i hele 49 km. Knapt så stejlt som Stelvio, men mere end halvdelen af opkørslen her ligger højere end toppen på Stelvio, og det kunne mærkes. Vi var endnu ikke vandt til højden. Opkørslen blev delt i to, så det var en flok druknede mus der om morgenen på anden dag krøb ud af teltene for at fortsætte opstigningen. I den situation tænker man ikke så meget på solcreme, så de vi nåede toppen og skyerne forsvandt 200 meter på den anden side af passet, stod vi pludselig der i 4.000 moh højfjeldssol uden så meget som en dråbe beskyttelse. Og det går simpelthen ikke. Så der blev lånt på kryds og tværs. En af de indiske piger havde en solcreme faktor 100 med, det virkede.
Allerede i 4.000 moh er man udsat for risikoen for at udvikle højdesyge, og det er ikke til at spøge med. Heldigvis er der forskellige metoder man kan arbejde med og så er en exit-strategi vigtig. Det sidste var generelt ikke noget problem, vi kørte jo på en vej og havde følgebiler med. Så skulle højdesygdommen ramme, var det bare om at blive skovlet ind i en bil og kørt frem på ruten til en lavere højde, hvor man så kunne vende kroppen til højden og hoppe tilbage på holdet når de kom frem. Dels er det effektivt, dels så er den lange rejse og de mange fridage ikke spildt, en god exit-plan.
Af metoder, så skal man først og fremmest arbejde højt og sove lavt, hvorved man gradvis kan lade overnatningerne stige med 300-500 meter. Det bør man planlægge i forhold til rutens overnatninger, men vejen går jo som den går og allerede på første overnatning i 3.360 moh var den regel overtrådt, da første dags stigning var på 1.300 meter. Heldigvis skete det kun to gange mere, men dog i meget højere højder.
Højdesygen melder sig først med en mild hovedpine, og det er uomgængeligt i tilvænningen til højden. Det kan enten klares med en almindelig hovedpinepille eller bedre, med en halv liter vand. Så det blev standardkuren på turen og når man vågnede om natten: Skyld en flaske vand ned! Og nætterne blev urolige, for når du sover falder hjerterytmen og da blodet ikke iltes godt nok, vågner du ofte op med stakåndethed og kvælningsfornemmelser. Det kan løses med en omgang dybe vejrtrækninger, hvorefter du kan sove videre. Lyder alt sammen voldsomt, men jeg oplevede det nu ikke sådan.. bare en del af det at bevæge sig i højden. At det nu nok alligevel satte sig i psyken viser, at jeg efter jeg kom hjem, med en hæmatokritværdi der kunne slå Lance Armstrong i EPO-dagene, alligevel kunne vågne på sofaen efter en middagslur med kvælningsfornemmelser. Jo, det var sgu lidt ekstremt. Endeligt kan du tage højdesygemedicin forebyggende. Jeg var den eneste der gjorde det, men kun i starten, for det er ikke uden bivirkninger.. fingrene prikker afsindigt.
Efter RhotangLa ligner landskabet Alperne lidt, stejle og bare bjerge, frodige pasgange, blå himmel og skyer, men vi kæmper med vejen, hullede grusveje, der også tjener som vandløb ned af bjergsiden, mens vi siksakker mellem anæmiske lastbiler med arbejdscrew på ladet. Heldigvis ligger aftenens teltcamp i en lille lund, hvor vi slår en snor op, og tørrer tøjet fra forrige nat og morgen.
Dagen efter siksakker vi os mellem bjergene, langs en af floderne.. og det er varmt, rigtigt varmt, og på grusvejene støver lastbilerne ad h. til, og jeg er nødt til at trække min buff op over ansigtet, så man kun kan se hjelmen, solbrillerne og bankrøvermasken.. havde ingen ide om at her ville være så varmt. På googlesøgningerne har jeg altid troet det var kulden i højden, der gjorde at folk var pakket godt ind.. nope! Det er solen og støvet! Der bor stadig folk i dalene, og vi kommer forbi den sidste tankstation på hovedvejen mod Leh.. det giver varsler om resten af turen. Vel har vi haft et pas på 4.000 moh, men eftersom gennemsnittet på hele turen er over 4.000 står der nogle voldsomme stigninger foran os!
Natten tilbringes ved en hytte for bjergbestigere.. her er lidt flere faciliteter, men her er beskidt. En ting er at hygiejnen hos vore egne køkkenfolk lader lidt tilbage, men resten af gæsterne vasker gerne op i tønderne vi har vores drikkevand i. Mette, som jeg følges med, er voldsomt syg og må til læge. Eftersom militæret kører en Hearts&Minds politik, er lægehjælp gratis, måske som det eneste område i hele regionen (Pakistan og Indien). Et par piller mod diarre og en dag i bilen hjælper.. heldigvis for hun lignede noget der var løgn.
Dagen efter begynder bjergene for alvor, og landskabet begynder at ligne noget fra Nordnorge, det støvregner og kulden slår ind. Hvor vi var ved at omkomme af varme i går, fryser vi afsindigt i dag. Lad mig bare sige, at operatøren gør sit bedste, men stadig har lidt at lære; middagsmadpakken består af et fladbrød, rullet omkring kartofler i en mager karrycreme i silende kold regnvejr.. så jeg beslutter mig for at stikke hovedet ind i den Dahba, som vi har gjort holdt ved. Dahbaen er et arrangement af presenninger over et lille bjergkøkken og nogle bænke man kan sove i geled på.. ”hotel-standarden” for alle indere der krydser bjergene.. men tænk, her kan man få en omgang varme maggi-nudler, en frisk omelet og sød the med mælk i, lige det en kold og våd cykelrytter har brug for, og langsomt siver hele holdet ind i varmen.. Jeg er helt færdig med holdets daal-linser og trætte kartofler, og slår herefter altid ind på dahbaerne for at spise.. selvom vi bogstaveligt talt er i-midten-af-ingenting koster det kun et par kroner. Jeg er så også den eneste, incl køkkenholdet selv, der ikke får diarre i løbet af turen.. grøntsager er godt, meeen..
Denne nat er jeg godt påklædt for at holde varmen i teltet, mens jeg frygter for højdesygen. Vi har sluttet dagen med en lang opkørsel og sover alt for højt. Det går, med lidt gispen og masser af vand, og dagen efter fortsætter vi opkørslen til passet BaralachaLa i 4.890 moh.. landskabet ændrer nu karakter, bevoksningen er væk og ørkenen starter.. dels er det højden der gør det svært for planter at vokse, dels falder nedbørsmængden til ingenting jo længere vi trænger ind Kasmir.
Jeg undrer mig, mens jeg kører forbi arbejdsholdene på vejen. Der kan sagtens stå 20 tibetanere og kigge på to mand der skovler grus.. med én skovl (jo det kan lade sig gøre) og dens slags hold er der mange af langs vejen. Selv for Indien er det stærkt unormalt, men lidt snak med crewet og de indiske medcyklister afslører grunden. Efter Kinas besættelse af Tibet flygtede mange til disse kanter, og igen gør det indiske militær hvad de kan for holde ro på.. de har simpelthen ansat tibetanerne til at bygge på vejen, vel sagtens under devisen løn og arbejde (omen meget lidt) giver livsindhold og mening, frem for understøttelse i flygtningelejre.
Hvor langt ude vi er, kan måske beskrives ved denne nats overnatning i Sarchu. Vore indiske medcyklister fortæller, at der er en mulighed for at telefonere i militærlejren i byen. Det viser sig, at de er i besiddelse af en satellittelefon, som samtidigt fungerer som landsbyens telefonboks. I det lille skur, opvarmet af en ildelugtende petroleumsovn, sidder man kø på bænke rundt om telefonen, som betjenes af to officerer mens resten af landsbyen hører på. Efter lidt knas med udlandstelefoni, lykkes det den ene officer at få hul igennem til fastnettelefonen hos min mor, som så kan give et livstegn og hilsen videre til vore ægtefæller og pårørende. Vi er altså langt ude!
Næste morgen skal vi køre Alpe d’Huez .. nej, selvfølgelig ikke, men Gata-Loops. Lige knapt så stejlt, men også 21 hårnålesving, her blot på grusvej stablet op til over 4.630 moh. En flot flot optur.. breathtaking som vi siger på engelsk.. men ikke kun på grund af udsigten også fordi luften er tynd her. Efter hårnålevingene fortsætter vi langsomt op LungalachaLa, vores første pas over 5.000 mph. Lidt blasert ænser vi knap at vi nu har sat nye højderekorder, men landskabet er fantastisk. Nedkørslen herfra er den smukkeste og helt som at køre på Mars, orange klipper og sand, og ikke så meget som et græsstrå. Nedkørslen holder vel over 30 km, men til gengæld er vejen elendig.. her er tid til at nye udsigten, nedkørslen går næsten lige så langsom som opkørslen. Pludselig mister jeg kontrollen over forhjulet, som skrider i støvet og tager et crash, som skraber huden af knæet. Jeg ved ikke hvad der er værst, at stå med hudafskrabninger fyldt med skidt langt ude i bjergene, eller min sårede stolthed.. jeg havde netop lige undervist hele holdet, incl guiderne i sikker kørsel på MTB.. #€%#””!! Chefguiden undrer sig alligevel noget, da jeg ved dagens slutning beder om en ren køkkensvamp til at rense sårene.. En god gang skrubning af åbne hudafskrabninger har inderne ikke set før, så mit rygte som hård hund og erfaren MTB´er er genoprettet.
Efter overnatningen i WiskeyNala (nej ingen wiskey, ilt ville nu også have været rarere) gik eftermidagsruten op på højfjeldsplateauet Moray Plains. Vi var nu beriget med helt ny asfalt, men i over 4.800 moh, lignede forsøget på at agere som dieseltonser nu ikke noget man kan skrive hjem om. Aftenen blev gjort ved en flot sø, med udsigt ind over Kina.. og det var så også første gang vi så militærspecialstyrker med ansigtsmasker og maskingeværer. Det viste sig, at der samtidigt var en lille konflikt med stenkast mellem de indiske og kinesiske styrker, heldigvis langt fra os.
Næstsidste dag på ruten gik turen op over TanglangLa, højdepunktet på ruten med 5.360 moh. Ikke stejlt men langt, over 30 kms opkørsel, hvor man kunne se toppen hele vejen, langsomt og med mange pauser. Mette og jeg blev enige om at i vores næste liv, ville vi køre med Gourmet-holdet, rødvin og ost gav lige pludselig mening. Men dem der ager med stude kommer også op. Reelt er det faktisk ikke noget problem at bevæge sig i højden, blot det går langsomt. Der er under ingen omstændigheder ilt nok til at få pulsen op.. selv nær hvilepulsen er man stakåndet og forpustet.
Det er svært at sige hvad der var flottest undervejs, men nedturen mod Leh er klart på listen. Har du ikke megen tid kan jeg anbefale en taxitur fra Leh op til TanglangLa og så køre nedkørslen ned til dalen før Leh.. eneste problem er, at komme til Leh.. for uden højdetilvænning, bliver du ramt af højdesyge så snart du står ud af flyet, Leh er den højeste lufthavn i verdenen der opereres med jetfly.
Leh er en dejlig by, med flotte klostre, fine basarer og gode restauranter.. men det er en helt anden historie. Fed tur, sådan set let, for dagsetaperne var korte og mtb-turen skete på mere eller mindre gode veje, men på den anden side pisse udfordrende, med manglende ilt og manglende madhygiejne hos crew´et. Prisen alt incl, fly, overnatninger, mad, cykelleje og lokaltransport blev på cirka 11.000 kroner, for 14 dage på en af verdenens mest udfordrende cykelruter. Indien er billig!
Ville jeg gøre det igen? Jeps, til december går turen tilbage til Indien, denne gang 900 km i Sydindien, blandt the- og peberplantager, gennem elefantreservater og med stigninger over 15%. Det bliver udfordrende og spændende!
