onsdag den 31. december 2008

Årsopgørelsen

Efter en rask nytårstur i skoven, er det på tide at gøre 2008 op.

5221 km blev det til, dvs lidt mindre end sidste år, men dog tilfredsstillende. Heraf var de 877 km på MTB, mod 715 sidste år. Det gør også en forskel. 

Grafisk ser året således ud. Väternrundan i juni kan ses.
Hvor sidste år også var præget af en lang række småture, dvs alm transport, blev det kun til 241 km i år, dvs 28 ture. Jeg har nok taget bilen lidt for meget ;-)

Om lidt kommer nytårsgæsterne, og i morgen er der skihop i fjernsynet. Så kan jeg jo sidde og fundere lidt over målene for 2009. De fleste af målene for 2008 blev nået, sårn cirka... 6000 km blev det så ikke til, men mere på MTB i skoven lykkedes da. Ligeledes Vättern rundan.. og ikke mindst at få en masse gode oplevelser med den bedre halvdel af Team Sol og Sommer... herunder en MTB-tur i Kina!

Nu vil jeg finde festtøjet frem, pas på fingrene i aften!
Godt nytår!

tirsdag den 30. december 2008

En bette satan - en rød cykellås

Hvad det skulle have været årets sidste cykeltur, blev til en gåtur til naboen.

Det ene pullyhjul låste, da jeg gravede cyklen frem idag. Helt fast sad den, og så løber kæden jo ikke rundt. Det lille røde leje er ikke længere et leje, men en moderne cykellås. Halvanden sæson med mudder har sat sine spor.

Nu er der jo intet i vejen med SRAM, så jeg var lige inde hos nabocykelbutikken for at hente nye pullyhjul. Imidlertid er det jo bare sådan, at SRAM skiftede pullyhjulstørrelse tilbage i 2004, så de hjul, jeg kom hjem med, var for store. Heldigvis var der plads til det nederste, som var det, der var gået i stykker. Det øverste måtte jeg så lade blive siddende, selvom det har alvorligt slør.

Jeg har dermed et pullyhjul i overskud, til en formue, men du kan få det gratis ;-)

Kronrørsdæksel

Nu er juleferien forbi, og der dumpede derfor en mail ind i går, om at nu var min bestilling pakket og afsendt fra England.

Mine slangeløse Nobby Nic - mudderdæk - er derfor undervejs.

Det passer fint med en noget vild tur i skoven i lørdags. Hele to gange røg kronrørsdækslet af... en unyttig plastikdims ... Første gang opdagede Hanne det, anden gang ikke, så nu ligger den ude i skoven. Kigger du efter på billedet, kan du lige ane, at man kan se dækket ned gennem kronrøret.

Det passer fint med, at jeg sammen med dækkene bestilte noget helt andet til kronrøret.. noget som er helt specielt for Cannondale-lefty! Kan du gætte hvad det er?

mandag den 29. december 2008

Amstel Gold Race

Flere har anbefalet mig at køre med på Amstel Gold Race i Holland. Det skulle være et super godt løb!

Jeg tog derfor lige en halv time i hometraineren i aften. Kameraet kører foran det professionelle felt, så der stod en masse og vinkede til mig ;-)

Gode lange bakker, som dog i modsætning til distancerne nede i Alperne stopper igen. Lidt som Alpetramp, bare ikke så langt ude på bøhlandet.

Så der racede jeg afsted, med Depeche Mode på fuld knald på stereoanlægget. Fedt!

fredag den 26. december 2008

Jule ride

Ingen juledag uden et jule-ride. Andefedtet skal jo køres af. Skoven var frosset, det frøs faktisk 2 grader, så bunden var hård, og Nobby Nic´erne kom ikke til deres ret. Men, med den globale opvarming skal skoven nok blive våd og blød igen.

Da vi jo har S-tog til døren, og Hareskoven station ligger midt i... ja Hareskoven, tillod vi os lige at være lidt magelige. Nå ja, det var naturligvis for hurtigt at kunne komme tilbage til gæsterne ;-)

Jule Nobby Nic

Hvad giver man kvinden der har alt? 

Et par Nobby Nic mudderdæk til MTB´en naturligvis.
Et dæk fra hver af ungerne og montering fra mig.

Hånden på hjertet, hun siger hun hellere vil have sort gummi end en pels ;-)  he he, men hun blev glad!

tirsdag den 23. december 2008

Der er ikke noget i vejen med SRAM

Med vinden i håret og solen i ansigtet gik tirsdagens cykeltur ud igennem Dyrehaven op til Folehaven. 42 km på grusstierne uden mudder, hvilket var godt nok, al den stund jeg havde glemt mine briller hjemme.

Solen strålede i min nye kasette i bag. Cykelhandlernaboen havde flået det hele fra hinanden, inden han fandt ud af, at der også skulle nye triggere til, og at han ikke lige havde dem hjemme. Efter at have sat ny kasette og kæde, samt kabel på, remonterede han S-RAM X9 bagskifteren, så jeg ikke er uden cykel i juleferien. Og nu spiller det hele max! Så ideen om at skifte til Shimano XT er droppet.

Der er ikke noget i vejen med SRAM!

søndag den 21. december 2008

Blåt hår og svært bevæbnet med skarpe tunger

Søndagens cykeltur lagde ikke alen til træningen.. for mig, men nok for Asger. I det glimrende vejr kørte vi en lille tur rundt på Østerbro.

Selvom han ikke lige har cyklet et par måneder, gik starten fint. Vi kørte hen ad Østbanegade, over Langeliniebroen, og tilbage af Kalkbrænderihavnsgade. Da vi skulle imod ensretningen på Østbanegade kørte vi pænt og stille på fortovet. For, så god er Asger altså endnu ikke, at han reelt faktisk ikke hører til på fortovet. Men, fanme om vi ikke hele to gange blev overfaldet af gamle blåhårede koner, svært bevæbnede med stokke og skarpe tunger. Den ene gang holdt vi endda helt stille, fordi hun havde kommanderet sin mand til at spærre fortovet. Og på det sted er fortovet endda over 5 meter bredt! Selvfølgelig skulle vi bare være drønet forbi, så ville hun da haft sværere ved at ramme os! Nå spøg til side, det eneste der ramte os var skældsordene. Stakkels gamle koner, der helt har glemt hvor svært det er at lære at cykle i trafikken... 

På vej ned af bakken ved Langeline kom Asger helt på 18 km/t, ny personlig rekord. Heldigvis var tempoet noget mere behersket 500 meter længere fremme, hvor kantstenen pludselig overfaldt forhjulet, og dagens helt tog en tur i gulvet. Efter lidt ømmen, gik turen hjem i fin stil. 

Cool nok, asfalteksem og cykling hører sammen.

Automatgear

Skriv 100 gange efter mig: "Der er ikke noget i vejen med SRAM", "Der er ikke noget i vejen med SRAM", "Der er ikke noget i vejen med SRAM", ....

Ok, nu er mit geardrop rettet op. Ugen efter blev den også skruet fast igen (grr hvad f.. lavede det værksted?), men alligevel har jeg automatgear, smider kæden både på den lave, og uha uha på den høje side! Den skifter frem og tilbage for et godt ord, og flytter kæden cirka 1,5 tandhjul hver gang.. i går kunne den ikke skifte til det største tandhjul og blive der, uden jeg holdt fingeren på triggeren... Og det er IKKE fordi jeg ikke har haft den på værksted til justering, flere forskelige endda.

Så det kan godt være de på det sidste værksted sagde "Det er ikke noget i vejen med SRAM", men ikke deste mindre skifter jeg nu lortet til :

Så håber jeg f.. at det kører som velsmurt japansk finmekanik, som landevejsgearene gør og XT på Hannes fine MTB gør.

lørdag den 20. december 2008

Muddermand

Under lørdagens tur kiggede solen kort frem, men var ellers godt pakket ind af regn. Skoven er derfor smask våd! Og da Hareskoven mest af alt er en mose, går vandet ofte kort under støvlekanten. Dvs både bremser, krank og gear er under mudderet. Det slider!

Men dejligt var det nu, kort at se solen. Det er lang tid siden!

fredag den 19. december 2008

Juleferie!

Så blev det endeligt jul. Bortset fra turene på min hometrainer, har det været for mørkt og klamt til at cykle, når jeg endelig har haft fri. Nu, hvor vi ser ind i små 3 ugers ferie skal der gerne trilles en tur hver dag. Glæder mig!

onsdag den 10. december 2008

5000 km rundet

Så blev de 5000 km rundet. 6000 km bliver det ikke til i år, men med alle de andre aktiviteter er dette resultat nu ej heller så ringe.

Hanne har dog været mere flittig, og er allerede rundet de 6000... men så tæller jeg jo selvfølgelig ej heller kilometerne på hometraineren med.

Hvad sagde jeg?

Årets voksenjulekalender er absolut ikke forbi... og den er stadig morsom:

Asger Jensby afviser at han har snydt med skatten og siger ifølge TV2 News, at hans identitet må være blevet misbrugt.

"Nogen har stjålet min hustrus og min identitet," siger Asger Jensby til TV2


Klippet fra Børsen

tirsdag den 9. december 2008

Nye klubfarver ?

I Ordrup CC overvejer vi pt om vi skal have nye klubfarver. Hvad synes du? Giv en kommentar med.

Voksenjulekalenderen II

Mange har ærgret sig over, at Stein Bagger sagen nu er slut, idet han har meldt sig selv i Los Angeles. Det er jo kedeligt med en julekalender der ikke strækker sig helt til jul.

Rolig kære venner, julekalendere, også realitykalendere, går altså indtil den 24. december, by definition!

Der er mange uafklarede spørgsmål endnu.

- Hvad var der i kasserne i det hemmelige kontor?
- Hvorfor blev kontoret lejet kort tid før flugten, samme dag som sidste bestyrelsesmøde?
- Hvordan kan en bogholder, godt nok med titel af finansdirektør, hæve en årsgage på over 3 mill, uden at opdage omsætningen er fiktiv?
- Hvordan kan man være strategidirektør og bo i New York?
- Hvorfor låner man en Audi S8 og kreditkort ud til en forretningspartner man kun har mødt to gange?
- Hvad skulle Stein Bagger i USA?
- Og, hvorfor vidste Asger Jensby at Stein skulle til USA (han blev nemlig overrasket over at SB var i Dubai)?
- Er aktionærlån også ulovlige i Norge?
- Hvor betalte Asger Jensby egentlig skat?
- Hvorfor var Asger Jensby nødt til at låne penge af Stein Bagger?
- Hvem var indehavere af de 10 mobiltelefoner der har været under overvågning det sidste år?
- Hvorfor blev de slukket den berømte torsdag?
- Hvem var indehavere af de tre der blev tændt i stedet?
- Og blev de alle tre tændt i Dubai?
- Hvorfor skulle Allan Vestergaard slås med en hammer?
- Hvad er det for et mystisk medicinalfirma der har adresse i Terminal3 i lufthavnen?

og jeg kunne blive ved. Heldigvis er nogle journalister gode til at grave, så der skal nok dukke både svar og nye spørgsmål op, i de spændende dage op mod jul.

Bagsiden af erhvervstillægget i dagens Berlingske portrætterer endnu en af uskyldighederne omkring Stein Bagger. En af investorerne i JMI invest. Helt ren og fin og ikke en gang totalt blanket af. Ville bare gerne med på en luksustur.. til Dubai...

Ak ja, det får mig til at tænke på den gamle vittighed om manden der sendte fem af sine venner et anonymt postkort, for sjov, med teksten "Alt er afsløret, flygt!" hvorefter flertallet var strøget. Jeg har altid taget den for overdreven, men når man kigger denne sag igennem, forekommer det meget muligt, at rigtigt mange småfirmaer er oprettede af andre hensyn end det, der står på deres hjemmeside..

BTW, endnu et par spørgsmål melder sig:
- Var der kun en leasingkarrusel eller skete der også hvidvaskning?
- Og i den kuriøse ende: Hvilke indtægter blev der hvidvasket? Doping? Er Stein Bagger den mystiske bagmand som alle cykelrytterne er bange for? :-) Ak ja Bjarne Riis, rygterne kan løbe hurtigere end du kan cykle.

lørdag den 6. december 2008

Årets voksenkalender

Årets voksenjulekalender er helt forrygende. Startede 1. december og har adskillige episoder hver dag. Og oven i købet bliver den sjovere og sjovere time for time.


"Bortset fra at Stein har været tvunget ud i økonomisk kriminalitet, så har han forsøgt at være et ordentligt menneske, betale alle til tiden, og ikke udføre eller tage imod sort arbejde"

Det er simpelthen for morsomt! Eneste bekymring er om vi kan holde kadancen helt til Jul?

På juletræstur med OCC

I dag gik så den traditionsrige juletræstur med OCC. Ni mand m/k i granskoven... Rød rute i Hareskoven..

Problemet er nok bare, at selvom cyklerne har kæde på, så gør det ingen kædesav. Efter et længere intermezzo med et grantræ, besluttede Jespers cykel sig til at kaste håndklædet i ringen.Med bagskifteren flået af, ude midt i skoven var gode råd dyre. Heldigvis viste det sig at Jesper var ferm med værktøjet, og en-to-tre, var kæden kortet af og kædesaven blevet til en singlespeed cykel. Og, medens Jesper søgte hurtigte vej hjem, fortsatte vi andre ud i mudderet.

En rigtig god tur, med tørvejr og en masse mudder.

torsdag den 27. november 2008

Col de Galibier for fuld knald

Aftenens tur gik ned af Col de Galibier, 21 km, for fuld knald!

Jamen, giver det træning at køre ned ad? Jeps, det kræver på den anden side af 200 watt at holde hastigheden konstant over 50 km/t. Hometraineren har jo den fordel, at man ikke behøver at tage farten af i hårnålesvingene, selvom det giver et lille sug i maven... specielt realistisk bliver det hvis man så rent faktisk lige pauserer, og hjulet fortsætter med at spinne med 58 km/t. Kassettens klikken, eller rettere hvinen, fortæller hvor stærkt det egentlig går. Men rør ikke bremsen, det er en kraftfuld motor der skubber på!

Efter 5 dage med træning og afholdenhed er hjertet ved at være tilbage på rette spor, der var kun korte udfald i aften. Med den investering, som hometraineren er, er det rart at konstatere, at teorien om konstant træning passer. Super!

Pisst, Finn: Der var høj solskin og flot udsigt oppe på toppen! Hvornår skal du med?

onsdag den 26. november 2008

Vinterferien på plads

Så er vinterferien bestilt, og modsat de forrige år er sneen allerede kommet.

Jeps, også i år skal vi til Berchtesgaden. Vi kunne ikke få den sædvanlig lejlighed, så jeg måtte på nettet og søge igen. Fandt derfor en som er bedre, større og billigere... og ligger i gåafstand fra bryghuset.. mums

Thit kommer og rejser tilbage med tog.. træningen i selvforsvar gør, at hun ikke kan have en hel uge sammen med os. Det er i øvrigt billigt, retur med liggevogn fra Århus til Salzburg i Østrig koster kun 1.200,- alt incl.

tirsdag den 25. november 2008

Til vals på Mallorca

Man siger, at en god blogger skal skrive to indlæg pr uge, for at fastholde læsernes interesse. Men, problemet er jo, at der ikke har været megen cykelrelateret aktivitet den seneste 1,5 uge.

Og det er et problem, for grunden til at jeg købte hometraineren var jo netop at der skulle jævn og vedholdende træning til, for at holde systemet i gang. Så efter weekendens udskejelser i Jylland med øl og rødving, men uden cykel, har jeg alvorligt seriøst brug for noget træning.

Så i denne uge valser jeg hen over Mallorca, en halv time hver dag. Håber alt er iorden inden lørdagens OCC tur.

mandag den 17. november 2008

Hell week

Godt anført af jægersoldaten (der i parantes bemærket altså ikke er jægersoldat) blev mtb-teknik holdet fra OCC jaget ud i mudderet på den nyanlagte blå rute i Geels skov.

Kom så i løøøøb, skreg jægersoldatens assistent, meden vi alle bekræftede hinanden i, at nok gav lørdagens øvelser ikke en bedre MTB-teknik, men så meget desto mere en god kondi, idet vi væltede op og ned af bakkerne slæbende med, og ikke cyklende på, vore cykler. Mudderet var usædvanligt klægt, og gav ballonstore helt glatte mudderdæk i løbet af no-time. Så fast sad det, at det måtte skrabes af i store kager med en pind. Og når man, på de korte 2-3 meter strækninger ligeud, mellem mudder op og mudder ned, satte sig op på cyklen, kunne skoene ikke klikkes i pedalerne, fordi der  sad jord nok til en mellemstor dansk svinefarm under disse.

Blå spor i Geels skov er sværere end blå spor i Rude skov. Sporet er smallere og med skarpere drej. Endnu er sporet nogenlunde i halvdelen af skoven.. i resten ville et frilands-svin (eller netop en jægersoldat på hell week) føle sig helt hjemme...

søndag den 9. november 2008

Mallorca i høj sol

Medens regnen væltede ned, og mørket var kommet, kørte jeg en lille tur i høj solskin og varme på Mallorca.

Det er nemlig lykkedes mig at få min Tacx Fortius hometrainer til at virke. Jeg sendte diverse logfiler til Holland hos Tacx, der så til gengæld kunne fortælle mig, at min flunklende nye bærbare ikke var kompatibel. Det vidste jeg jo sådan set godt, men gik den, så gik den jo. Det var kravene til videokortet i PCen der var for skrappe. Jeg havde da regnet med en fejlmeddelse frem for et brutalt styrt ved opstarten af programmet. Men, pyt... Længst inde i kælderen stod der en mindst 6 år gammel PC, som først Thit, så Asger havde brugt. Og, den virkede helt tilfredsstillende.

Den første trilletur blev derfor en lille 4 km strækning på Mallorca, som fulgte med som demo-strækning. Det med at filmen ruller frem i takt med, at man træder i pedalerne, og belastningen varierer alt efter om man kører op eller ned virker utroligt naturtro. Blot manglede jeg fartvinden.

Nu skal jeg så have fat i Alpe d´Huez, så jeg kan få trænet, så ingen kan se mig for bar baghjul når det bliver sommer..

lørdag den 8. november 2008

Til service

Puha, var til fest i går, så det kørte ikke så godt i dag på lørdagsturen, og da min forgaffel havde mistet trykket, brød jeg af og kørte cyklen ind på værkstedet. Den trængte alligevel til service, og jeg har simpelthen ikke haft tid til at komme forbi... .. nej, en Cannondale lefty gaffel kan ikke indleveres hos vores nabo.

Jeg har i lang tid været plaget af automatgear, dvs bedst som man kommer kørende, skifter den selv gear, frem og tilbage i stor stil. Men, det var tydeligt, at geardroppet, den del af cyklen, bagskifteren er fastgjort til, var skævt. Det sker når man maser rundt ude i skoven. Nu skifter han den, den koster ikke mange basører, og så håber jeg at have fået det gode manuelle gear tilbage.

søndag den 2. november 2008

Gigant Giant

Faldt lige over dette billede fra vores Kinatur. Så mange cykler får vores nabo ikke leveret! Men, der er jo også mange kinesere ;-)

En rulletur i 22 graders varme

Nej, sommer er det ikke blevet endnu, men jeg har endelig fået en hjemmetræner. Så nu står den på en fast aftentur hen over vinteren.Jeg har (selvfølgelig) købt den mest avancerede jeg kunne finde, så der er mange nice features. Et er fx, at der ikke er en fast rullemodstand, men en motorbremse der leverer strøm tilbage til lysnettet. I går aftes trak jeg så to styk 100 wats pærer i en halv time. Herudover styres den via en computer, hvilket giver en helt anden slags modstand end på en simpel hometrainer.  Modstanden varieres efter cadance og hastighed, så den bliver så virkelighedsnær som mulig. Herudover er der mulighed for at køre videofilm, dvs man ser en videofilm af en vejstrækning, der afviklses i det tempo man træder i pedalerne, samtidigt med, at modstanden varier med hældningen på den viste vej...

Alt det må jeg dog vente lidt på, for programmet er f.. ikke ordentligt lavet. Det fejler nemlig på start. Jeg kan se mange andre er dybt tilfredse.. så skal jeg også nok få det til at virke!

Men, indtil videre kan jeg nu sagten få sved på panden af en almindelig 30 min rulletur.

Back in the woods

Så er MTB-sæsonen startet igen, med en fantastisk opbakning. OCC sendte fem hold afsted, et der kører teknisk-power, et teknisk, et længere skovvejshold, et dyrehavehold, samt et racerhold der holder sig til landevejen, indtil sneen kommer. I alt 35-37 personer, hvilket jeg ved, fordi Team Sol og Sommer stod for dagens suppe. En god stærk karry-kyllinge suppe, der kunne varme kolde, våde og trætte skovfolk.

Hanne kørte på skovvejsholdet, medens jeg tog teknikholdet. Vi tog den med ro på det geniale blå spor i Rudeskov, men det bedste var faktisk turen derop gennem Søllød Naturpark. Jeg har stort set boet midt i den, eller ihvertfald på kanten, men aldrig været der. Det var utroligt smukt, og i øvrigt meget kortere end den vej jeg plejer at køre op til Rude skov på.

Et skovbryn i efterårsfarver, en græsmark, en sø, et rødt egern, den stille å.. og 12 lyserøde OCC´ere.

Efterårsbadet

I forrige weekend var det slut med sommertiden, og dermed også for OrdrupCCs racesæson. Team Sol og Sommer var naturligvis med ved den traditionsrige frokost ved sæsonafslutningen. Sild, spætter, flæskesteg, hønsesalat, snaps og meget meget andet godt..

Lige så traditionsrigt, var det så også tid til efterårsbadet, og her må du altså nøjes med de billeder du kan danne på din indre nethinde, for frem for at vaske cyklerne ude i haven i koldt vand, gik jeg i brusebad med både Hannes og min cykel, og her stod ingen med et fotoapparat ;-) Thit plejer at brokke sig seriøst, når jeg vasker cyklerne i brusebadet, for det er jo på hendes badeværelse.. og det efterlader uungåeligt sand på gulvet.. men hun er her jo ikke pt, så musene (og cyklerne) har frit spil.

Kender du andre cykler der får luksusbehandling under bruseren med varmt vand?

mandag den 20. oktober 2008

Alpetramp eller Korinth rundt

I mit næste liv, vil jeg være sælger af vejskilte til Korinth... ikke meget under 40 styk så vi på motionsløbet Alpetramp, men selve byen så vi sjovt nok ikke.

Løbet bliver mere og mere populært, i år havde 1184 fundet vej til Sydfyn, hvilket er deltagerrekord og arrangørerne følger med. Depoterne bliver tilsvarende mere og mere velforsynede, så hermed stor tak til cykelklubben Pedaltramp og alle de frivillige, der troligt disker op med årets første og sidste motionsløb.

På trods af ugelang regn og regn natten forinden, havde vi tørvejr hele søndagen. Skønt, men al den regn havde efterladt vejen utroligt smattet, med masser af blade, så man virkeligt skulle passe på i svingene.
Vinden blæste stift fra vest, og udgjorde et stærkt makkerpar med de mange og stejle bakker i konkurrencen om at give os stive ben. Punkteringer havde Team Sol og Sommer utroligt nok ingen af, men det var en god dag for slangeproducenterne.

Incl depoter kørte vi de 125 km i tiden 5 timer og 19 minutter.. 4 minutter hurtigere end sidste år, hvilket er OK al den stund, at vi faktisk kørte forkert i år, og fik nogle ekstra km på odometeret. Pilene var pænt markeret på vejen, men som lemminger med hovedet under armen fulgte alle den forankørende... ligeud, hvor vi burde være drejet til højre. Det gav os lige en 4-5 km ekstra. Heldigvis havde Hanne puttet et kort i lommen, her er styr på alt.

Eks depoterne kørte vi 129 km og 1216 hm med et snit på 26 km/t. Den effektive køretid blev således lige under 5 timer, incl omvejen.

Nyd de kønne efterårsbilleder fra en dejlig men hård dag i de sydfynske alper:

lørdag den 18. oktober 2008

Finanskrisens positive sider

Det der er f.. længe siden man har set tilsvarende:

Uheldigvis varer en tankfuld jo ikke længe når man kører på tværs af Jylland med to cykler på taget.

Det grønne monster er flyttet


Snøft, nu er det for alvor med hende Thit. Heldigvis er det jo fordi, det går godt for hende nede på Oure.

En kort - en lang

Cykling er et udstyrsstykke. Når man, som jeg, både har lav- og højprofil fælge skal man også have forskellige typer slanger.

For at være klar til Alpetramp i morgen, havde jeg monteret min lavprofil fælge. Jeg har ellers kørt rundt på mine højprofilfælge på det seneste.

Og, som sædvanlig kom jeg for sent ud af døren til lørdagsturen (man er jo et b-menneske), hvorfor jeg bare lige greb pakken med pumpe, dækjern og slange fra sidste køretur. Jo, selvfølgelig vidste jeg godt at det var en slange med lang ventil, men det var jo ikke meningen at jeg skulle punktere, vel? Og desuden går det jo endda.

Nu er det jo blot det ved efteråret, at vejen er våd og flintestenene derfor står på højkant. Så jo selvfølgelig punkterede jeg!

Da jeg jo er en lille smule doven, og ikke gider klargøre hjulene endnu en gang til i morgen, spurgte jeg, om ikke en af de andre havde en slange jeg kunne låne, og jo, Arne ville gerne låne mig en slange.. "den er kun lappet to gange", sagde han. OK, af med dækket, ud med slangen, ind med den anden, på med dækket, frem med CO2-pumpen. Pfiiissttt, ja, slangen var kun lappet to gange, men der var sgu tre huller i den!!! Af med dækket, ud med slangen, ind med et nyt, som jeg lånte af Per, på med dækket, skifte CO2 patron, blæse op ... og søreme om ikke det holdt. Men, dækket havde fået sig et ordentligt flænge, så jeg skal alligevel til at skifte det hele ud her til aften!

Men, dagens morsomste punktering stod Svend nu alligevel for: Nu er man jo ganske hjælpsomme, så de var fire mand høj til at skifte slangen, og af en eller anden grund trak de ind i et lille bitte busskur. Nok fordi den ydede god beskyttelse mod den kolde vind, da døråbningen var ganske smal. Så, fire mand høj, i et lille lukket rum ...


Hårdt skulle dækket være, så da Svend havde pustet det op med første CO2 patron, og stadig synes det var lidt blødt, satte han endnu en patron på... ...BAAAANG.... sagde det, dækket hoppede af, og slangen sprak med et brag, i det lille rum.

He he, nu har vi også en Kanonkonge i klubben. (og fire mand med ringen for ørene)

Auf deutsch bitte!

Var i Lidl forleden for at handle. De havde nemlig en mega billig udendørstermometer, og sådan en er jo rar at have, når man skal finde ud af hvad man skal tage på til dagens cykeltur.

Lidl er som bekendt tysk, men jeg undrede mig nu alligevel lidt over, at man annoncerer efter arbejdskraft på tysk i butikken:

Dvs, indtil det gik op for mig, at annonceteksten faktisk var på dansk, og søreme, ved en ekstra læsning blev titlen også dansk: Butikschefsaspirant.

Så har man set det med...

Efterårsferie for real

Efterårsferie.. smag lidt på ordet.. Efterårsferie...uhmm

Her i huset er efterårsferien et pusterum med traditioner. Først Kulturnat med bedsteforældrene og så en masse afslapning uden stress og jag, for så at slutte af med årets sidste motionsløb, Alpetramp. 100% opladning...

Vi sover længe og tuller rundt.. Gider man ikke lige tage tøj på, kan man da finde et tæppe

Andre slapper af på en mere anstrengende måde


meen lidt dybdeafslapning bliver det også til


I morgen står den så på en tur i de sydfynske alper. Det bliver hårdt!

torsdag den 16. oktober 2008

Doping = Dum

Så indrømmede Bernard Kohl:

"Jeg vidste godt det var forkert, men der findes nødsituationer, hvor man er fortvivlet." Han var styrtet under Dauphiné Libéré, var endnu ikke udtaget til Tour-holdet og havde stadig ingen kontrakt. "Jeg ville ganske enkelt være helt sikker," forklarer han.

Samtidig sammenligner han situationen med en hastighedsoverskridelse. "Det er ligesom på en motorvej. Det er tilladt at køre 130 km/t, men du kører alligevel 160, fordi der ikke er nogen radar i sigte. Jeg vidste jo ikke, at jeg kunne blive opdaget. Jeg vidste ikke, at man kunne teste for det," lyder det.
Kilde Feltet.dk

Hold kæææft... man kommer ALRIG doping i cykelsporten til livs. Professionelle cykelryttere er simpelthen for dumme!

tirsdag den 14. oktober 2008

Hanne på træningscyklen

Så var det den bedre halvdels tur til at få målt konditionstallet: 49! Igen højere end meget højt for kvinder i aldersklassen.

Imponerende

Efterårsferie

Findes der noget skønnere end et skovbryn i begyndende efterårsfarver?

Efterårsferien er cykletid!

Lørdag var jeg tilbage på cyklen, godt nok kun på 10:00 holdet, skulle jo lige sikre at alt fungerede igen. Formiddagstur med OCC i dag, torsdag og lørdag er naturligvis også på programmet, samt årets efterårsklassiker på søndag: Alpetramp, 125 seje kilometre med masser af højdemetre i det sydfynske. Se noterne og billederne fra sidste år her

mandag den 6. oktober 2008

Nada, Zil, nichts, nothing

Ikke så meget som et enkelt ekstraslag kom der, da jeg lå på bordet. Før jo, men under operationen nix! Så de lukkede pænt igen uden at fortage sig ydeligere. Det var ellers ikke fordi der ikke blev forsøgt. Nok strømpulser til at ligge en Eremitageløber ned, nok adrenalin til en Berlin maraton. Men stadig intet!

Nå, men fordelen er jo, at de så ej heller brændte og dermed ej heller kunne komme til at lave skader. Så egentlig er jeg lidt lettet og lidt skuffet på samme tid.

"Det er jo ikke dødeligt, siger vi, men der er jo en grund til at de går i gulvet, der ude i det just afholdte Eremitageløb" sagede lægen. Så lægens råd var så absolut at undgå de perioder med ekstraslag.

Det kan jeg så gøre på to måder, enten holde træningsniveauet højt oppe, eller geare ned. Jeg prøver det første først, for det ved jeg jo virker, hvorimod jeg er noget i tvivl mht det andet. Så nu må jeg ud og købe mig en træningsstand, så jeg også i disse mørke og kolde måneder kan holde træningskadancen.

Det ville jeg alligevel gerne gøre, nu har jeg undskyldningen. ;-)

lørdag den 4. oktober 2008

fredag den 3. oktober 2008

In the blues

Sidder her en sen fredag aften, og slapper af. Meget cykling er det ikke blevet til siden sommer, der er alt for meget arbejde. Men, jeg kigger langt efter de cyklister jeg kører forbi på vej til og fra arbejdet.

Jeg har valgt ikke at køre i morgen, fordi jeg har fået tilbudt en ny operation på afbud på mandag. Det er jeg glad for, for det rumsterer jo det der apparat, men uden mulige bivirkninger er det jo ikke... Men, hvor stiller man sig tilfreds? Før første operation kunne jeg ikke gå ned ad Østerbrogade, nu kan jeg jo rent faktisk køre stærkere end de fleste selvom det er møg ubehageligt, når jeg starter op. Det er jo en succes, så skal man jagte det sidste? Lægen synes vist det er noget pjat, jeg er i bedre form end han er.

Selvom de har målt det hele igennem kan de stadig kun jagte det, der kommer på selve bordet. Og mine ekstraslag kommer mest når det går stærkt, damn den teknik... Håber jeg har ret i, at tærsklen for ekstraslagene sænkes når jeg har undladt at træne i længere tid. Siden tirsdag har jeg passet bilen, elevatoren og rødvinen.

OG NU MANGLER JEG SGU ET SKUD ENDORFIN!!

Nå, det klemmer lidt kan jeg mærke, lad os håbe de ikke blot får lov til at rode lidt rundt uden succes. Eller hvis der intet kommer, at de så får lukket pænt uden at få lavet andet rod. hrrmmffppp!

tirsdag den 30. september 2008

Tooghalvtreds

OCC var på Panum i dag, for at måle konditionen. Her ser vi Christian knokle.

Mine egne målinger viste, at min knogletæthed lå over gennemsnittet, hvilket jo er godt. Det gør min fedtprocent desværre også, og det er jo ikke så godt, 30,9%.

Min max puls er 193, når man ellers regner flimmeret fra, jeg kan træde 320 wat, og konditallet er ... en stille trommehvirvel... tada:52!

Ifølge Motion Online er det meget højt for en normaldansker på 42 år. Og den tabel hang også inde på Panum, så den er nok ikke helt ved siden af.

Konditallet er et mål for hvormeget ilt man kan optage pr kilo legemsvægt. Hvis jeg nu tabte 5 kilo, ville den derfor stige til horrible 56! (og det har jeg faktisk gået og tænkt lidt på, som optakt til en alpekrydsning til næste år. Men det er nu ikke planlagt endnu)

Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer er på næste uge, det bliver spændende!

søndag den 28. september 2008

Asger på Nordhavnen

Asger og jeg havde en fin lang cykeltur ud til spidsen af Nordhavnen og tilbage. En rigtig hyggelig cykeltur på 11 km. Det længste Asger endnu har cyklet!

Det er sjovt som evner og lysten udvikler sig med stormskridt. En ting er at køre på de bumplede stier ude på Nordhavnen, men også at overskue at køre på vejen med bilerne går også bedre nu. Det er også et dejligt stille område.

lørdag den 27. september 2008

Er der bakker på nordsjælland?

OCC - 9:15 turen, også kaldet Morten Koch turen på grund af de idylliske smålandsbyer, med bykær, stråtag og småveje. En rigtig hyggelig rundtur, men er der nu også nogen bakker?
 
Ok, der er ikke så mange bakker som ved Galten, men 600hm på 89 km er da også lidt!

Højt solskin, højt humør!

fredag den 19. september 2008

Vals

Vals danses i 3/4 takt. Præcis som mit hjerte, under arbejdstesten i dag.

Var ellers lige ved at tro, den snød os endnu en gang, men da belastningen efter 15 minutter kom op på 300 W, og pulsen krydsede 180, begyndte vi at danse Vals.

tre slag, støj, tre slag, støj, tre slag, støj... helt regelmæssigt Flot!

OK ok, jeg har nok nu, sagde lægen nevøst, lad os stoppe her. Og, nå ja hvorfor ikke?

Så må jeg høre hvad lægerne siger til det, efter deres konference. På den måde er det jo et helt andet symptombillede end sidste gang.

Men, i morgen skal jeg ud og cykle, glæder mig til at prøve de nye hjul!

onsdag den 17. september 2008

Motionscykel

Jeg har fået en aftale med en motionscykel!

Som den opmærksomme læser måske har lagt mærke til, så gør hjertet af og til stadig problemer. Det kommer ved starten af en cykeltur og varer cirka 20 minutter inden hjertet har fået så mange bank, at det trækker på alle cylindre.

Men kun hvis mine træningspas ikke ligger tæt nok. Hvis jeg fx træner 3-4 gange om ugen er der ikke noget, men hvis jeg ikke træner mellem tirsdag og lørdag, er starten af lørdagstræningen en sej omgang.

Siden weekendens to gange hårde løb/træning har hjertet kørt fint. Men, nu har jeg fået en aftale om en arbejdstest, som er et hårdt forløb på motionscykel med måling af hjertets funktion, til på fredag.

Så håber jeg jo bare, at weekendens træning er tilstrækkeligt langt væk, så der rent faktisk viser sig noget. Eller med andre ord, jeg skal sørge for at kommer i dårlig form inden på fredag.

De næste to dage er der dømt: ingen cykling, men til gengæld elevator og rødvin!

Men, med mit kendskab til den der skabning der sidder inde bag brystbenet, så fortsætter det jo naturligvis med at pumpe pænt indtil fredag klokken 14:00, ti minutter efter jeg har forladt kardiologisk med røde ører.

damn!

tirsdag den 16. september 2008

Sneglefart?

"Boonen vandt sneglefarts-etape

16. etape af Vuelta a España udviklede sig til at være en voldsomt langsommelig og uinteressant affære at følge.
Rytterne kørte så langsomt, at de først nåede målstregen i Zamora lidt før klokken 19 tirsdag aften, og det var med den tidligere verdensmester Tom Boonen fra Quick Step som vinder efter en massespurt, der henviste Filippo Pozzato fra Liquigas og Heinrich Haussler fra Gerolsteiner til de følgende pladser.
Rytterne brugte over fem timer på at køre de 186 kilometer, hvilket resulterede i en sjældent lav gennemsnitsfart på 34,7 kilometer i timen."


34,7 - Sneglefart? .... hmm.. der er forskel på folk!


Kilde JP.dk

mandag den 15. september 2008

BSR resultatlisten

Så kom resultatlisten for Bastrup Sø Rundt.

Med 2:43 for de 86 kilometre er vi fire der har delt 44. pladsen med 210 deltagende. Det er da ikke så ringe!

søndag den 14. september 2008

Sukkerkold

Marsbar... uhmm,

Marsbar med chokolade og masser af sukker... Marsbar med karamel der æltes rundt i munden, så man knap kan få vejret...

HOV vent nu lige lidt, jeg kan da slet ikke lide marsbar. Når man endelig har fået dem ud af munden, ligger de tungt i maven, og få øjeblikke efter kan man mærke en ny delle..

Hvorfor sidder jeg så her på min cykel og tænker på marsbar? Ham knægten på den hundedyre DeRosa King, spiste en for 20 km siden, men det kan da ikke være derfor?

Er det min krop der prøver på at fortælle mig noget?

For helvede hvor har jeg ondt i mine ben. De der ustandselige accelerationer og opbremsninger gør vold mod dem. Vi suser ned mod Ballerup, på alle de små cykelstier holdet bag Bastrup Sø Rundt kan finde. Det er jo sådan set principielt godt nok, det er jo et motionsløb, men den kommunale tekniker der har lavet cyklestierne har tænkt på lokaltransport, på en bedaget bedstemorcykel med cykelkurv, ej på 20 skrigende weekend-racere der kommer susende i en intens kamp om de bedste placeringer med 40 km/t.

Bremse, 90 grader til venste, accelerere op ad bakken, bremse, 90 grader til højre, op i fart.. nej hvad fanden er nu det? En bom...! op på bremsen, hvad med ham bagude, når han at bremse eller får du ham op i ryggen?. .. igennem cikanen, fuld knald på igen, du ligger i spidsen, og det skal gøre ondt på dem nede i bag, de har ikke trukket ude i den hårde vind... ud på vejen ind i rundkørslen... for helvede.. kan de da ikke se, at de kan drøne lige igennem? Smyger mig udenom ham der panikbremsede. Argg, det begynder at gøre nas... Marsbar! ... Marsbar??

Pffft.... med 6 km til mål er der udsolgt, intet sukker i benene, bananen er forlængst spist, vandflasken er tom.... må slippe feltet... og trille lige så stille ind, med 28-30 km/t..

Henter tre der også har måttet slippe, og nu triller lige så stille. Jeg er ikke den eneste der lider, men jeg overhaler dem da...

Høj solskin og hård vind. 2:45 timer, 500 hm, små 90 km, 32,5 km/t.

Bastrup Sø Rundt, en formiddag i september.

lørdag den 13. september 2008

Nye sko

Havde ellers lovet mig selv at lade være, men altså... Nu ligger de hos naboen, så de kan bygges om til Shimano, som jeg jo bruger

Drinking and driving

Faldt lige over denne cykel, på vej ned af østerbrogade. Seriøs cykling! men nok ikke så hurtigt.

Urban night biking!

mandag den 8. september 2008

Avabeha?

Som Klods Hans´ brødre stod jeg der, ikke overfor prinsessen, men overfor den unge pige ved kassen i Fakta. Og, det eneste jeg kunne sige var: Avabeha!

"Avabeha?"

"Så må De have en fortsat god dag"

Jo fanme, jeg havde hørt rigtigt!!

Nu er det lige før jeg hyperventilerer.. 40-årskrisen kradser!

Og så havde jeg endda en t-shirt på...

søndag den 7. september 2008

Det autonome nervesystem

"Det autonome nervesystem regulerer kroppens indre funktioner både under hvile og aktivitet. Det regulerer funktioner som f.eks. hjertets aktivitet, muskulaturen i tarmen og kroppens kirtler, og fungerer automatisk, uden at man selv bevidst kan kontrollere det."

javel ja.... lyder rimeligt. Mit hjerte unddrager sig tankens magt, og gør præcis hvad den vil. Lidt lige som når de autome flytter ind! Den rumsterer og gør væsen af sig.

Den har drillet hele august måned, og når jeg var ude og cykle skulle den lige have 20 minutters tæsk, før den holdt op med at danse i 3/4 takt, og trak på alle cylindre.

Egentlig skulle jeg jo også til kontrol tre måneder efter operationen, men med strejken i sundhedssystemet, var det røget på gulvet. Derfor tog jeg mig endelig sammen forrige uge, og spurgte, om ikke snart det var på tide at få kigget lidt på det igen... og bedst som lægerne sagde, jo, lad os finde en tid.. har hjertet kørt fiiiint. Sgide autonomt! Mine uregelmæssigheder er uregelmæssige!

Men, nu har jeg luret den autonome alien, har jeg. August havde jeg pisse travlt på arbejde og fik ikke cyklet så meget, og fik ballade. I forrige uge og ugen før den, har jeg trænet pænt, og jeg fik ro.

I denne uge er det ikke blevet til så meget træning siden tirsdags, og i dag slog hjertet så til igen på træningen, og dansede 3/4-dels wienervals. Læren er, at hvis jeg træner hver 2.-3. dag, så kører alt pænt, men hvis jeg holder 4 dages pause, starter uregelmæssighederne igen. Efter 20 minutter højintensitet slår alle 4 cylindre til igen, og det er jo godt nok, men bagefter har jeg lige så ondt i hjertet som i benene. Hvilket efter nærmere eftertanke måske betyder at det trods alt ikke er en alien, der gemmer sig derinde, men blot en muskel.

Efter nu at have prøvet begge tilstande i samme uge, er der ingen tvivl. Medicinen hedder: Træning, træning, træning.

Rart at have en undskyldning ;-)

PS: Som skrevet et par gang på det sidste, er konditionen i top i øjeblikket. På dagens fornøjelsestur med konen, kæresten og elskerinden, alias den bedre halvdel af Team Sol og Sommer samt min cykel (vælg selv) fløj vi op af alle bakkerne og ud igennem landskabet, til den store guldmedallie. En enkelt wannabi prøvede at overhale os, men måtte slippe da vejen begyndte at gå svagt op ad, og hastigheden stadig lå på 40 km/t. Frygtede lidt, at Hanne også måtte slippe, men nej du, også her er formen i top! Sådan nød vi en tur rundt på Nordsjælland i solskin, medens Asger sad hjemme og spillede World of Warcraft... ravneforældre

tirsdag den 2. september 2008

DHL-stafetten 2008

Tre km har jeg løbet i 2008, så det var med den yderste grundighed i forberedelserne jeg i aften stillede op til årets DHL-stafet. host host..

Mine mål var at kunne løbe hele vejen uden gå-perioder samt at komme ind under 30 minutter.

Jeg fejlvurderede delvist mine ressourcer, idet jeg ganske vist kom ind uden at måtte gå, men snildt kunne have løbet mindst et par kilometre yderligere. Så jeg må jo kunne have løbet for langsomt. Blev dog også overhalet af rigtigt mange. Tiden var dog også i orden, nemlig 27,04 sek.

Så, stor succes. Min kondition har ALDRIG været bedre!

Nu kan jeg dog næppe gå de næste par dage...

søndag den 31. august 2008

Lørdagssol

Uhmmm...

Højt solskin og et hjerte der kørte på skinner. Lørdagsturen med OCC var helt på toppen...

Vi kom hjem med et snit på knapt 31 km/t til trods for rigtigt, rigtigt megen snak. Det er altså superhyggeligt at køre med OCC! Så gør det mindre, at det ehele foregår i én klump og at ingen ved hvad paradekørsel er. OCC er på den måde den diamentrale modsætning til min gæsteklub i det jyske. Begge er helt fine, men meget forskellige.

Efter et hæsblæsende ridt de 30 km ned af Strandvejen, havde jeg stadig kræfter til at blande mig i spurten. Rart at vide, at når ellers hjertet kører, er min kondition bedre end nogen sinde før.

Uhmmm..

4x diesel og 1x vand

Var på gæstevisit i GaltenCK til torsdagstræningen og det blev en dieseltur.

1. Diesel
Første rundkørsel styrtede to af de lokale. Dieselen må have været på tilbud, for den lå smidt ud over hele rundkørslen. Det kostede nogle hudafskrabninger! Sjovt nok kunne man ikke se det på vejen fra den side vi kom, men man kunne det fra den anden side... og det stank.
Efter lidt ømmen blev der kørt videre.. med store huller i tøjet.

2. Diesel
Kørte med hyggemotionisterne.... Det var lidt noget sejtræk, men hyggeligt ;-)

3. Diesel
Bakker galore. Vi kørte 600 højdemetre på 50 km, for ham kjøvenhavneren skulle se dem alle. Jeg havde landevejsgear på, så kadancen lå noget lavt op ad bakkerne. Et rigtigt dieselsejtræk.

1. Vand.
Først lidt våd tåge, ikke nok til en regnjakke, og da den våde tåge endelig efter en time gradvis var blevet til regulær regn, var man jo so-wie-so blevet våd, så regnjakken blev i lommen

4. Diesel
Vand, 15 grader og korte bukser... mine ben var stive og kolde. Så jeg passede fint til dieselholdet... undskyld... hyggemotionisterne.

Tak for en god tur, det var sjovt med alle bakkerne, og godt med den hyperstrukturerede træning med rulleskift og paradekørsel og bakkespurter

lørdag den 23. august 2008

Den lesbiske mølle

Medens regnen stor-væltede ned, så vi OL-finalen i syncronsvømning frem for selv at træde på lørdags-vandcyklerne.

Ej, faktisk så vi OL-MTB, hold kæft hvor var det en svær rute!

Men vi optog syncronsvømningen, gjorde vi, for De Sorte Spejdere, alias Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, kommenterede det. Forstand på det har de ikke, men det var som altid total sort humor, med udtryk som den lesbiske mølle, lochness-øvelsen, den krybende gorilla, og "de kommer alle fra samme DNA-suppe" suppleret med overvejelser om fordelen ved at bruge strandvaskere.

Og helt opmuntrende kan danskere stadig blive forargede, det troede jeg ellers var helt gået af mode ;-) Læs om telefonstormen mod DR her.

mandag den 18. august 2008

Terra incognito II

Selvom Kina nu er kommet med, er der godt nok stadigvæk mange spændende hvide pletter på kortet

Spaghettiben

Leve af at cykle kan jeg ikke, men leve med at cykle kunne jeg nu godt... Det trækker i cirkushesten, selvom jeg har spaghettiben og tog elevatoren idag ;-)

søndag den 17. august 2008

Med det inderste af neglerødderne

Den korte historie: Roskilde holdmatch: 90 km i kuperet terrain, med et snit på 35,0 km/t.... Jeg troede sgu ikke jeg havde overlevet...

Den lange historie:
OrdrupCC stillede med to hold til årets holdmatch, et på 7 mand for de rigtigt hurtige, og et på 8 mand for de hurtige. Helt præcis hvad jeg skulle på den galej, ved jeg ikke, har jo ikke kørt så meget som en kilometer de sidste 14 dage!

Ruten er på 30 km i det kuperede terrain ved Skjoldenæsholm, og skal gennemkøres tre gange. Holdtiden afgøres af 6 manden.

Mit hjerte kører ikke helt optimalt for tiden, så jeg satsede på, at det ville stabilisere sig når der først kom belastning på, det plejer det nemlig, meen det tog godt nok det meste af 20 km før der var tryk på alle slagene. Jeg var lige ved at tro, jeg skulle stå af allerede efter 30 km, men så begyndte det faktisk at køre fint, og jeg besluttede mig for at fortsætte.

Første runde kom vi rundt med et gennemsnit på 35,8 km/t, og jeg tog sammenlagt siger og skriver 200 meter føring, og lå så ellers bagerst i feltet. Da vi var kommet rundt efter 2. runde med et samlet snit på 35,9 besluttede Arne sig til at stå af. Det lykkedes mig at overtale han til at fortsætte, mod at vi tog tog den sidste runde i vores eget tempo. Og godt det samme, for lidt senere mødte vi resten af holdet, der havde fået en punktering. De lod Ralf stå alene med punkteringen og sluttede sig til Arne og jeg, og så gik den eller over stok og sten igen. Arne slap en gang til, og i solidaritet slap jeg så også. Meen, den gik ikke, for nu var de jo kun fem på holdet, og det var jo sjettemandens tid der talte. Så måtte jeg jo til at finde ud af, om jeg havde nogle kraftreserver et eller andet sted. Helt nede i bunden af sokkerne lå er vist lidt, eller var det med det inderste af neglerødderne? På forunderlig vis lykkedes det i hvertfald, og Arne måtte så selv finde hjem.

Men kraftreserverne var nu så som så, så jeg måtte faktisk have fem skub det sidste stykke for at holde mig i feltet. Pinligt? Næ egentlig ikke, nærmere absolut nødvendigt. Der blev kørt på pumperne.

Vi kom i mål med et samlet snit på 35 km/t, så vi tabte en del tid på sidste runde. Men der var eddermanme udsolgt da jeg kom i mål. Aldrig har jeg været så slidt.. Forberedelserne var jo ej heller optimale..

Men sjovt var det.

Jeg fandt i øvrigt ud af, at jeg er betydelig bedre til at køre rundt i svingene end de fleste af de stærkere ryttere, så Hanne er måske undskyldt, når hun ikke kan følge med rundt. Men træls er det, at ligge bagerst og så må bremse rundt i svingene fordi dem der ligger foran er lidt forsigtige. Så skal der jo acceleres så meget hårdere ud af svinget for at få samlet op igen. Og de kræfter havde jeg bare ikke.

Landskabet er rigtigt dejligt derude..... tror jeg nok;-)

mandag den 11. august 2008

Asger cykler, nu også på video


Jeg har nu fået lov til at cykle ved siden af, når blot jeg er parat, når cykelmesteren skal af og på. Vores faste aftentur er to km, men mon ikke vi en af aftener kan køre lidt længere? Jeg er parat!

mandag den 4. august 2008

Jeg er køresyg!

Når man skal have et cykelløb til at fungere, er der mange tjanser der skal besættes. Der skal sættes bander op, vendes omgangstællere, speakes, sælges programmer, underholdes sponsorer, og nogen skal også køre sponsorvognene.. glurb.. glurb..

Sponsorvognene er de vogne der kører efter feltet, for at reklamere.

Tour de Charlottenlund er et gadeløb, 40 omgange af 1,8 km... glurb...glurb

Der er eddermanme mange højresving i Charlottenlund!

Men om ikke andet så var der første parket til rytterne i lange perioder. Når en gut som Matti kører langsomt kører han 40 km/t, de bagerste af licensrytterne kører omkring 30 km/t. Når han kører stærkt kører han 70 km/t..

Asger var med rundt i bilen, men blev ikke køresyg. Det havde jeg ellers forventet.

glurb

søndag den 3. august 2008

BS og jægersoldaten

Svaret på hvorfor Niels har fået tilnavnet jægersoldaten, taber sig ud i en eller anden busk på mountainbikesporet, for han har aldrig ernæret sig som sådan. Men her står han ihvertfal med et ægte eksemplar af racen. Jo, BS og rygsækken var med til afslutningen af Post Danmark Rundt. Et meget spændende del af etapeløbet, for CSC-Saxo Bank tabte jo den gule trøje i går. Matti kan altsp ikke køre enkeltstart.(han gjorde det samme sidste år). Men undervejs havde de fået sig kæmpet den gule trøje tilbage i et mega langt udbrud af Lars Bak, men feltet hentede ham. For første gang i 4 år vandt CSC-Saxo Bank derfor ikke Post Danmark Rundt, idet den samlede sejr gik til Jakob Fuglsang, fra Team Designa Køkken. Men så alligevel... for inden Jakob Fuglsang strøg over mållinien havde CSC Saxo Bank kundgjort at de havde tegnet kontrakt med Jakob for de næste to år. If you can´t beat them, by them!

Jakob Fuglsang er ellers MTB-rytter, men altså ganske alsidig! Nu skal han lige til OL i MTB, for så at pakke sin Cannondale Scalpel Lefty i hi. Nu er det landevejene der trækker. Så må jeg jo selv forsvare den geniale Lefty.En sand folkefest var det, men jeg skulle hilse fra VIP-området og sige, at østers altså kan smage heeelt utroligt godt. ;-)

Med tak til Saxo Bank for det gode arrangement.

lørdag den 2. august 2008

Asger cykler!

Her er beviset:


Sætte igang, bremse forsigtigt og stoppe igen. Sågar dreje om hjørner. Koden blev pludseligt knækket, og det blev lige pludseligt sjovt!

Og mor skylder et computerspil. Motivation skal der til!