mandag den 31. marts 2008

Back on track

Marts er nu kørt, og kilometertallet for måneden blev 504. Det er helt fint, taget i betragtning at kadaveret lige skulle startes op igen efter hjerteoperationen, og de to første uger derfor blev lidt sporadiske.

På lørdag blæser vi racersæsonen igang i OCC. Det bliver hyggeligt, når alle begynder at rulle igen. Første tur sluttes af med en stor frokost, glæder mig allerede.

Søndag åbner sæsonens første motionsløb: Stjernetramp Cykelklubben Pedaltramp plejer at åbne og lukke racersæsonen med hhv det første og det sidste løb, og Team Sol og Sommer plejer at være med. Det er i de sydfynske alper, så vi beholder lige compact-kranken på lidt endnu.

Lorteøen

I sidste uge kørte chokoladebilen sidste gang. Chokoladebilen var københavnernes slang for den renovationsbil, som hentede latrinspandene. En epoke med latriner i baggårdene er nu slut. Det må da også være på tide!

I gamle dage blev natrenovationen kørt til Amager. Det gav glimrende muligheder for dyrkning af grøntsager, men gav altså også øen sit øgenavn: Lorteøen.

Jeg fulgte Hanne på arbejde idag, for at få lidt ekstrakilometre i benene. Ude på det flade Amager blæste det en halv pelikan, i ren modvind. Da jeg brokkede mig lidt, sagde Hanne, at det gjorde det da altid.

Så må man jo bare sige: Lorteø ;-)

tirsdag den 25. marts 2008

Massif de l’Esterel x 3

Syd for Théule sur Mer ligger nationalparken Massif de l'Esterel. Parken gennemskæres af en enkelt vej, som fører op til toppen af Mont Vinaigre, hvor der står en stor TV mast i 618 meters højde.

Massif de l'Esterel er næsten som Monument Valley i Arizona. Store røde klippemassiver stikker op, blot er omgivelserne her grønne ..endnu... Området lukkes om sommeren grundet brandfaren.

Men endnu kunne vi krydse gennem området og cykle op til toppen af Mont Vinaigre. En dejlig afveksling fra de ellers så trafikerede veje. Her var helt stille selv blæsten lagde sig.

Puha, det gik op ad, men på grund af masten kunne man jo se, hvor meget der manglede. Da jeg lå og økonomiserede med kræfterne, var Birger næsten ved at indhente mig. Men så sagde han højt nok til jeg kunne høre det: "Så, nu er vi der næsten" Hvad? tænkte jeg, men kunne jo se de andre stå i et pas lidt længere oppe ad bjerget. Så var jeg fræk nok til at sætte farten op og sætte Birger igen, selvom han ellers havde kæmpet hårdt nok. Nedturen var noget lort, store huller og masser af grus og sand på vejen. Så her var det en forsigtig listen sig frem.

Da Hanne ikke kunne være med, idet hun var så flink at hente Thit i lufthavnen, kørte vi turen en gang til, men denne gang i bil. Pia var noget utryg ved turen, vejen ligger yderligt på bjerget. Vi andre undrede os over at vi overhovedet havde kunne cykle her. Kors i skuret hvor var det stejlt set inde fra en bil. Havde vi kørt turen først i bil, havde vi ikke kunnet cykle op, er jeg sikker på.

Oppe i passet konstaterede vi, at vi jo slet ikke havde været på toppen. Der gik en lille vej fra, som godt nok var spærret, men som alligevel blev forceret af de tilstedeværende cyklister. Det siger jo sig selv, at et pas ikke ligger på toppen af et bjerg, men alligevel havde vi været for udmattede til at konstatere det indlysende. Fuck, det ville ikke være rart at rejse hjem uden at have været på toppen.

Feriens sidste cykeltur blev derfor den tredje tur ind i Massif de l'Esterel. Som første gang så denne gang på cykel, men kun de to drengerøve Per og Per. Hold da op hvor var formen blevet forbedret hen over uge. Vi lå ligeså stille og klatrede op ad de 4-6% stigninger med en 15 km/t medens vi hyggesnakkede. Da vi nåede passet konstaterede jeg kry, at jeg stadig havde to mindre tandhjul i reserve bagpå. Det fik dog en brat ende da vi krydsede under bommen og tog de sidste 3 kilometre mod toppen af bjerget. Det var godt nok stejlt! Hastigheden faldt til 10 km/t og blæseapperatet blev udfordret. Vi overhalede dog en enkelt cyklist der øvede sig i at holde balancen med mindst mulig hastighed.

Og her er beviset:Den lyse markering er passet hvor vi stoppede opstigningen første gang. Til venstre inde i bunden af bugten ligger Cannes. Og yderst til venstre skimtes en lille hvid stribe under skyerne. Det er sneen oppe i Alperne. God udsigt, ikk?

Nedturen var om muligt endnu værre end sidste gang. Det første stykke ned fra masten var så hullet, at jeg fik ondt i hænderne af at holde fast på styret. Og, der var jo ligesom ikke så meget andet at gøre. Det sidste stykke havde på grund af nattens regn fået udlagt endnu et lag grus. Skod.. men vi kom helt ned begge to.

mandag den 24. marts 2008

Col du Tanneron

"...Tanneron ligger på toppen af en bakke omgivet af mimoser. Tanneron er hovedbyen i Massif du Tanneron, som især er kendt for mængden og kvaliteten af sine mimoser. Det er et fantastisk skue i januar-marts, når de gule mimoser står i fuldt flor. Tanneron ligger højt i 519 meters højde, og herfra er der storslåede udsigter til alle sider..."

"...Julich sad med fremme på det meste af etapen og havde følgeskab af holdkammeraten Chris Anker Sørensen et langt stykke af vejen. Danskeren hentede masser af bjergpoints og angreb endda på vej op ad kategori 2-bjerget Col du Tanneron med 20 kilometer tilbage af løbet. Hammel-rytteren blev dog hentet og senere sat på det sidste stykke mod mål..."

Et landskab kan beskrives på mange forskellige måder. Da vi kørte op mod Col du Tanneron, modsat Paris-Nice feltet, dvs ad deres nedkørsel, som er hårdere end en kategori-2, få dage efter cykelløbet var passeret, var det sgu ikke mimoser jeg lagde mærke til. Når man kommer til Tanneron syd fra kører man faktisk op to gange. Bedst som man tror man er kommet op, får man en nedkørsel i nakken, hvorefter man kan starte forfra.

Kører man, som vi, helt fra Théule-sur-Mer, får man først stigningen på hovedvejen fra La Napoule til Saint-Jean. Og var Hanne godt kørende? Ja f..., hun kørte fra mig her, jeg havde endnu ikke rigtigt fundet trådet!

I Saint-Jean drejer man fra mod L´Eglise ad en ganske lille vej som først falder stejlt ned af en lille charmerende nedkørsel med korte sving i en åben løvskov, for herefter at stige op med den charmerende by L´Eglise.

Her gjorde vi holdt og kål på en cola. Hyggeligt og tiltrængt.

Herfra ud på hovedvej D237, der i et langt fald krydser motorvejen A80. Her kan races. Og det blev der. Jeg krydsede motorvejsbroen med 73,5 km/t men cyklen fangede fint braget fra koblingen mellem vej og bro. Det var feriens topfart, for mit vedkommende. Lidt chokerende på en ny cykel man ikke kender, men når det går så stærkt opdager man det først bagefter når det er gået godt. Den nye cykel fungerer fint.

Fra D237 gik det så op ad de to stejle bakker mod Tanneron. Nu havde jeg trådet, og kunne følge med Hanne. Da jeg ikke kendte turen, kom den mellemliggende nedkørsel som en overraskelse. Da Hanne ikke kører så stærkt ned ad, kom jeg noget foran, og gjorde derfor hold for at tage billeder af de, der havde overhalet hende. Herefter, og resten af ferien gik det forrygende. Nu havde jeg for alvor fanget trådet, så jeg indhentede i fin stil de der havde overhalet, incl Hanne. (Det gjorde Hanne i øvrigt også.. hun kører altså godt i år!)

Oppe i Tanneron plyndrede vi i bedste gamle Tour-de-France stil den lokale købmand/kiost. Hun havde ikke flere chokoladeboller eller kakaomælk da vi var færdige. Hun lukkede da også kiosken umiddelbart efter, men det var nu nok pga middagens komme. Her er et sjældent billede af Svend med et glas kakaomælk i hånden ;-)Fra Tanneron gik det ned ad af stejle serpentinersving. Det var sjovt! G-kræfterne trækker i kroppen rundt i svingene. Min nye cykel beviste sit værd, og jeg kom først ned... uden hverken at strejfe biler eller bjergsider, hvilket faktisk skete under Paris-Nice løbet! Og tak til den bilist der trak ind til siden for at lade mig passere. Han var nok træt af at jeg fyldte hans bagspejl.

Bedst som det gik ned ad, skulle vi åbenbart være drejet fra, men det tænker to adrenalinfyldte drengerøve ikke på når der konkurreres om at køre nedad, så vi kom væk fra feltet. En af de lokalkendte fra holdet var dog flink nok til at følge os ned og guide os tilbage til udgangspunkter. Her viste det sig at hovedfeltet kom en hel del senere. Ikke fordi vi kørte sindsygt stærkt, men fordi genvejen tog endnu en krads stigning, som vi altså slap for.

En ualmindelig sjov og givende tur over mimosebyen Tanneron.

It was nice in Nice

Hvem her i DK skulle tro, at Thit og jeg svømmede rundt i Middelhavet i lørdags? Da vi søndag aften ankom til grænsen til DK, ret så præcist faktisk, startede snestormen. Det var ellers som en dansk sommer i Nice. 18 grader, solskin og alle blomster i fuld flor. Senere hen vil det jo være op mod 40 grader og alt vil være svedet af.

Men det var rigtigt nice med en forsmag på den danske sommer. Hvem kan huske at man kan cykle rundt i en kortærmet bluse og uden overtræksbukser?

fredag den 14. marts 2008

It will be pretty nice in Nice

Her har vi påskevejret i København:

og her har vi det i Nice


It will be pretty nice in Nice... fristes man til at sige ;-)

mandag den 10. marts 2008

Og der kom et bjerg.. 3

Sagen er den, at jeg har gummiben, og gummiben og kystbjerge ved Cannes passer ikke særligt godt sammen.

Derfor skal jeg have et nyt gearsystem på min låge. Det greb lidt om sig, så nu er det blevet til en ny cykel. Men stadig ferrarirød!

Mere udstyr end talent, må man sige...

Specs kan ses i de tidligere indlæg, samlet billede kommer senere! Jeg håber at være kommet under 7 kilo!

Er der mon nogen der står og mangler en 2 år gammel fuldblods italiensk Kuota Kharma?

Og der kom et bjerg.. 2

lørdag den 8. marts 2008

Forårstræning i Cannes

I næste uge damper vi ned til Cannes, for at køre noget tidligt forårstræning sammen med en flok dejlige venner fra OCC.

Det bliver hyggeligt, men også hårdt. Bakketræningen er tiltrængt!

Wroom wroom

At have en rigtig dårlig kondi er godt for noget. Det går nemlig så meget hurtigere fremad, når man nu er kommet i gang igen.

Sidste uge føltes det hele som en gammel tilkokset dieselmotor, og Hanne kørte i små cirkler omkring mig. Meeen i denne uge... wroom wroom... jeg var fuldt ud i stand til at ligge i fronten hele vejen rundt på lørdagens cykeltur. Kun manglede der lidt skarphed på bakkerne, men det det tro f. når man har tilbragt tre mdr på sofaen.

Det lover godt for forårets løb.

lørdag den 1. marts 2008

Tilfældighedsgenerator

Når man beder et regneark om at udregne 2+2 skal det give 4, ikke bare for det meste, men altid. Og sådan er computere. De er kausale. Output er altid 100% afhængig af input. Et klassisk softwareproblem er derfor at programmere en tilfældighedsgenerator. Et stykke software, der kan give et helt og absolut tilfældigt tal. Hvorfor nu det? Er det ikke rart at kunne stole på computeren? Jo, men en gang imellem har man altså bare brug for et tilfældigt tal. Som nu for eksempel ved den ugentlige Lotto udtrækning, her har man brug for tilfældige tal ... og egentlig har det altid undret mig hvordan de gør. I dag fik jeg en ide. De ringer da til DMI. Vejrudsigterne og vejret har sjældent noget at gøre med hinanden, udsigterne virker til tider helt tilfældige. Som nu i dag på lørdagscykelturen, hvor der var lovet opholdsvejr om formiddagen, men det regnede... Over frokost skulle det vælte ned, men her var solskin...

Nå spøg til side. Vejrudsigten passede faktisk ret godt, den var bare et par timer forskudt. Efter regnen havde vi det mest vidunderlige solskin, og medvind.

Dagens cykeltur var utrolig dejlig. Der var eddermanme dømt gummiben op af bakkerne, men hvad andet kan man forvente efter 3-4 måneders inaktivitet? Til gengæld kørte hjertet fint.

På vejen hjem, godt opvarmet, i medvind og solskin.... Yes, så godt har jeg bare ikke haft det de sidste 3 måneder. Total nydelse!