tirsdag den 30. september 2008

Tooghalvtreds

OCC var på Panum i dag, for at måle konditionen. Her ser vi Christian knokle.

Mine egne målinger viste, at min knogletæthed lå over gennemsnittet, hvilket jo er godt. Det gør min fedtprocent desværre også, og det er jo ikke så godt, 30,9%.

Min max puls er 193, når man ellers regner flimmeret fra, jeg kan træde 320 wat, og konditallet er ... en stille trommehvirvel... tada:52!

Ifølge Motion Online er det meget højt for en normaldansker på 42 år. Og den tabel hang også inde på Panum, så den er nok ikke helt ved siden af.

Konditallet er et mål for hvormeget ilt man kan optage pr kilo legemsvægt. Hvis jeg nu tabte 5 kilo, ville den derfor stige til horrible 56! (og det har jeg faktisk gået og tænkt lidt på, som optakt til en alpekrydsning til næste år. Men det er nu ikke planlagt endnu)

Den bedre halvdel af Team Sol og Sommer er på næste uge, det bliver spændende!

søndag den 28. september 2008

Asger på Nordhavnen

Asger og jeg havde en fin lang cykeltur ud til spidsen af Nordhavnen og tilbage. En rigtig hyggelig cykeltur på 11 km. Det længste Asger endnu har cyklet!

Det er sjovt som evner og lysten udvikler sig med stormskridt. En ting er at køre på de bumplede stier ude på Nordhavnen, men også at overskue at køre på vejen med bilerne går også bedre nu. Det er også et dejligt stille område.

lørdag den 27. september 2008

Er der bakker på nordsjælland?

OCC - 9:15 turen, også kaldet Morten Koch turen på grund af de idylliske smålandsbyer, med bykær, stråtag og småveje. En rigtig hyggelig rundtur, men er der nu også nogen bakker?
 
Ok, der er ikke så mange bakker som ved Galten, men 600hm på 89 km er da også lidt!

Højt solskin, højt humør!

fredag den 19. september 2008

Vals

Vals danses i 3/4 takt. Præcis som mit hjerte, under arbejdstesten i dag.

Var ellers lige ved at tro, den snød os endnu en gang, men da belastningen efter 15 minutter kom op på 300 W, og pulsen krydsede 180, begyndte vi at danse Vals.

tre slag, støj, tre slag, støj, tre slag, støj... helt regelmæssigt Flot!

OK ok, jeg har nok nu, sagde lægen nevøst, lad os stoppe her. Og, nå ja hvorfor ikke?

Så må jeg høre hvad lægerne siger til det, efter deres konference. På den måde er det jo et helt andet symptombillede end sidste gang.

Men, i morgen skal jeg ud og cykle, glæder mig til at prøve de nye hjul!

onsdag den 17. september 2008

Motionscykel

Jeg har fået en aftale med en motionscykel!

Som den opmærksomme læser måske har lagt mærke til, så gør hjertet af og til stadig problemer. Det kommer ved starten af en cykeltur og varer cirka 20 minutter inden hjertet har fået så mange bank, at det trækker på alle cylindre.

Men kun hvis mine træningspas ikke ligger tæt nok. Hvis jeg fx træner 3-4 gange om ugen er der ikke noget, men hvis jeg ikke træner mellem tirsdag og lørdag, er starten af lørdagstræningen en sej omgang.

Siden weekendens to gange hårde løb/træning har hjertet kørt fint. Men, nu har jeg fået en aftale om en arbejdstest, som er et hårdt forløb på motionscykel med måling af hjertets funktion, til på fredag.

Så håber jeg jo bare, at weekendens træning er tilstrækkeligt langt væk, så der rent faktisk viser sig noget. Eller med andre ord, jeg skal sørge for at kommer i dårlig form inden på fredag.

De næste to dage er der dømt: ingen cykling, men til gengæld elevator og rødvin!

Men, med mit kendskab til den der skabning der sidder inde bag brystbenet, så fortsætter det jo naturligvis med at pumpe pænt indtil fredag klokken 14:00, ti minutter efter jeg har forladt kardiologisk med røde ører.

damn!

tirsdag den 16. september 2008

Sneglefart?

"Boonen vandt sneglefarts-etape

16. etape af Vuelta a España udviklede sig til at være en voldsomt langsommelig og uinteressant affære at følge.
Rytterne kørte så langsomt, at de først nåede målstregen i Zamora lidt før klokken 19 tirsdag aften, og det var med den tidligere verdensmester Tom Boonen fra Quick Step som vinder efter en massespurt, der henviste Filippo Pozzato fra Liquigas og Heinrich Haussler fra Gerolsteiner til de følgende pladser.
Rytterne brugte over fem timer på at køre de 186 kilometer, hvilket resulterede i en sjældent lav gennemsnitsfart på 34,7 kilometer i timen."


34,7 - Sneglefart? .... hmm.. der er forskel på folk!


Kilde JP.dk

mandag den 15. september 2008

BSR resultatlisten

Så kom resultatlisten for Bastrup Sø Rundt.

Med 2:43 for de 86 kilometre er vi fire der har delt 44. pladsen med 210 deltagende. Det er da ikke så ringe!

søndag den 14. september 2008

Sukkerkold

Marsbar... uhmm,

Marsbar med chokolade og masser af sukker... Marsbar med karamel der æltes rundt i munden, så man knap kan få vejret...

HOV vent nu lige lidt, jeg kan da slet ikke lide marsbar. Når man endelig har fået dem ud af munden, ligger de tungt i maven, og få øjeblikke efter kan man mærke en ny delle..

Hvorfor sidder jeg så her på min cykel og tænker på marsbar? Ham knægten på den hundedyre DeRosa King, spiste en for 20 km siden, men det kan da ikke være derfor?

Er det min krop der prøver på at fortælle mig noget?

For helvede hvor har jeg ondt i mine ben. De der ustandselige accelerationer og opbremsninger gør vold mod dem. Vi suser ned mod Ballerup, på alle de små cykelstier holdet bag Bastrup Sø Rundt kan finde. Det er jo sådan set principielt godt nok, det er jo et motionsløb, men den kommunale tekniker der har lavet cyklestierne har tænkt på lokaltransport, på en bedaget bedstemorcykel med cykelkurv, ej på 20 skrigende weekend-racere der kommer susende i en intens kamp om de bedste placeringer med 40 km/t.

Bremse, 90 grader til venste, accelerere op ad bakken, bremse, 90 grader til højre, op i fart.. nej hvad fanden er nu det? En bom...! op på bremsen, hvad med ham bagude, når han at bremse eller får du ham op i ryggen?. .. igennem cikanen, fuld knald på igen, du ligger i spidsen, og det skal gøre ondt på dem nede i bag, de har ikke trukket ude i den hårde vind... ud på vejen ind i rundkørslen... for helvede.. kan de da ikke se, at de kan drøne lige igennem? Smyger mig udenom ham der panikbremsede. Argg, det begynder at gøre nas... Marsbar! ... Marsbar??

Pffft.... med 6 km til mål er der udsolgt, intet sukker i benene, bananen er forlængst spist, vandflasken er tom.... må slippe feltet... og trille lige så stille ind, med 28-30 km/t..

Henter tre der også har måttet slippe, og nu triller lige så stille. Jeg er ikke den eneste der lider, men jeg overhaler dem da...

Høj solskin og hård vind. 2:45 timer, 500 hm, små 90 km, 32,5 km/t.

Bastrup Sø Rundt, en formiddag i september.

lørdag den 13. september 2008

Nye sko

Havde ellers lovet mig selv at lade være, men altså... Nu ligger de hos naboen, så de kan bygges om til Shimano, som jeg jo bruger

Drinking and driving

Faldt lige over denne cykel, på vej ned af østerbrogade. Seriøs cykling! men nok ikke så hurtigt.

Urban night biking!

mandag den 8. september 2008

Avabeha?

Som Klods Hans´ brødre stod jeg der, ikke overfor prinsessen, men overfor den unge pige ved kassen i Fakta. Og, det eneste jeg kunne sige var: Avabeha!

"Avabeha?"

"Så må De have en fortsat god dag"

Jo fanme, jeg havde hørt rigtigt!!

Nu er det lige før jeg hyperventilerer.. 40-årskrisen kradser!

Og så havde jeg endda en t-shirt på...

søndag den 7. september 2008

Det autonome nervesystem

"Det autonome nervesystem regulerer kroppens indre funktioner både under hvile og aktivitet. Det regulerer funktioner som f.eks. hjertets aktivitet, muskulaturen i tarmen og kroppens kirtler, og fungerer automatisk, uden at man selv bevidst kan kontrollere det."

javel ja.... lyder rimeligt. Mit hjerte unddrager sig tankens magt, og gør præcis hvad den vil. Lidt lige som når de autome flytter ind! Den rumsterer og gør væsen af sig.

Den har drillet hele august måned, og når jeg var ude og cykle skulle den lige have 20 minutters tæsk, før den holdt op med at danse i 3/4 takt, og trak på alle cylindre.

Egentlig skulle jeg jo også til kontrol tre måneder efter operationen, men med strejken i sundhedssystemet, var det røget på gulvet. Derfor tog jeg mig endelig sammen forrige uge, og spurgte, om ikke snart det var på tide at få kigget lidt på det igen... og bedst som lægerne sagde, jo, lad os finde en tid.. har hjertet kørt fiiiint. Sgide autonomt! Mine uregelmæssigheder er uregelmæssige!

Men, nu har jeg luret den autonome alien, har jeg. August havde jeg pisse travlt på arbejde og fik ikke cyklet så meget, og fik ballade. I forrige uge og ugen før den, har jeg trænet pænt, og jeg fik ro.

I denne uge er det ikke blevet til så meget træning siden tirsdags, og i dag slog hjertet så til igen på træningen, og dansede 3/4-dels wienervals. Læren er, at hvis jeg træner hver 2.-3. dag, så kører alt pænt, men hvis jeg holder 4 dages pause, starter uregelmæssighederne igen. Efter 20 minutter højintensitet slår alle 4 cylindre til igen, og det er jo godt nok, men bagefter har jeg lige så ondt i hjertet som i benene. Hvilket efter nærmere eftertanke måske betyder at det trods alt ikke er en alien, der gemmer sig derinde, men blot en muskel.

Efter nu at have prøvet begge tilstande i samme uge, er der ingen tvivl. Medicinen hedder: Træning, træning, træning.

Rart at have en undskyldning ;-)

PS: Som skrevet et par gang på det sidste, er konditionen i top i øjeblikket. På dagens fornøjelsestur med konen, kæresten og elskerinden, alias den bedre halvdel af Team Sol og Sommer samt min cykel (vælg selv) fløj vi op af alle bakkerne og ud igennem landskabet, til den store guldmedallie. En enkelt wannabi prøvede at overhale os, men måtte slippe da vejen begyndte at gå svagt op ad, og hastigheden stadig lå på 40 km/t. Frygtede lidt, at Hanne også måtte slippe, men nej du, også her er formen i top! Sådan nød vi en tur rundt på Nordsjælland i solskin, medens Asger sad hjemme og spillede World of Warcraft... ravneforældre

tirsdag den 2. september 2008

DHL-stafetten 2008

Tre km har jeg løbet i 2008, så det var med den yderste grundighed i forberedelserne jeg i aften stillede op til årets DHL-stafet. host host..

Mine mål var at kunne løbe hele vejen uden gå-perioder samt at komme ind under 30 minutter.

Jeg fejlvurderede delvist mine ressourcer, idet jeg ganske vist kom ind uden at måtte gå, men snildt kunne have løbet mindst et par kilometre yderligere. Så jeg må jo kunne have løbet for langsomt. Blev dog også overhalet af rigtigt mange. Tiden var dog også i orden, nemlig 27,04 sek.

Så, stor succes. Min kondition har ALDRIG været bedre!

Nu kan jeg dog næppe gå de næste par dage...