søndag den 26. oktober 2014

Forberedelse til vinter

Hold da op hvor det regnede på gårsdagens racertur.. stærk blæst og kæmpedråber der piskede ind i ansigtet, 6 grader. :-(

Jeg havde det nu egentlig meget godt, har efterhånden fået erfaringen og udstyret til at regn egentlig ikke betyder så meget. Godt med tøj, uldstrømper, mine neoprenhandsker, vindtæt jakke og så ellers stram kæde, så kroppen får produceret varmen, så kan man såmen godt sidde og nyde dagen :-)

Jeg sad så og filosoferede lidt over, at jeg havde måttet grave dybt i tøjskabet for at finde regnudrustningen.. det har virkeligt regnet meget lidt i år, og slet ikke som sidste år hvor hele foråret regnede væk og efteråret ditto.. og ja Styrkeprøven var et vandorgie.. ja faktisk kan jeg ikke mindes rigtigt at have haft regnjakke på i år.. hmm..

Men nu kom den altså.. og det er jo naturligvis naturens påmindelse om at det lige snart er tid at pakke raceren sammen og finde MTB´en.. man kan jo ikke køre MTB uden solide mængder mudder... og så må der jo hældes noget vand ned i skoven. ;-)

Også OrdrupCC har nu skiftet sæson, for sidste weekend i oktober går vi jo over til vintertid, og den weekend er så tid til den traditionsrige sæsonskiftefrokost med spætter, steg, rejer og lignende og faktisk var der mødt forbavsende mange op, vejret til trods, cirka 45. Ved forårets skifte var der 100 mand, men da strålede solen også, så man kunne sidde udenfor.

Sæsonskiftet til trods, fortsætter jeg lige hverdagsturene de sidste to tirs/torsdag i oktober, vejret ser fint ud og kilometrene mangler i træningsdagbogen, men ved månedsskiftet er det så også slut og raceren kommer op og hænge på vægen.

Thit har købt sig en 29" MTB, både til transport men også til skovture. Så vi har tyvstartet lidt og haft et par dejlige søndage i skoven. Små ture med vægt på teknik, for Thit skal jo bare lige have forklaret bevægelserne, så kan hun.. gid man havde den evne :-)


Det har passet mig rigtigt godt, for hyggeligt er det, sjovt også og så har jeg lovet at holde et MTB kursus på næste lørdag, og så er det jo en god ide lige at have siddet på cyklen et par gange inden ;-)

søndag den 19. oktober 2014

Saint-André 2014

Det har efterhånden udviklet sig til en vane, en af de bedre af slagsen, nemlig en uge i det tidlige efterår i Pyrenæerne.  I år ikke som Coast-to-Coast, det har vi trods alt gjort tre gange, men en fast udstationering i Saint-André, som ligger på den franske side, lige der hvor Pyrenæerne løber ud i Middelhavet.

Det var Viggo, som også var med på sidste års C2C, som inviterede! Han har et stort hus, hvor vi lige kunne være tolv, så selskabet var nogle folk fra OrdrupCC, herunder TeamSologSommer, Viggos bekendte og familie, samt Træsko-Ole fra Sæby, som også var med på C2C sidste år. En god samling folk, som alle hjalp med at få praksis til at virke, lave mad, hente vin og ikke mindst hygge!


Det blev til 6 gode cykeldage, med ture op i Pyrenæerne, frem og tilbage over grænsen til Spanien, en lille smule regn men ellers godt dansk sommervejr med sol og 25 grader. 583 km og 7.288 højde metre.


Pyrenæerne er altid dejlige, flotte bjerge, der er lidt øde, dvs uden ret mange byer og faktisk helt uden turister.. modsat alperne, som jo er meget præget af skisportsområder.. og det øde understreges særligt af den spanske side, hvor der bestemt ikke sker meget. Men, som tidligere observeret; der er en grund til at Spaniens gæld er af en anden størrelse end Nordeuropa. De har investeret voldsomt  deres infrastruktur, så vejene på den spanske side er som silke.. det kan man i hvert fald ikke påstå om vejene i Frankrig.


Af de mange forskellige oplevelser på turene, vil jeg dvæle lidt ved de forskellige pasovergange vi kørte, fra øst til vest:

Kystvejen: Flot rute, men også lidt hård, for i og med bjergene løber ud i havet, går det op og ned. Selve grænseovergangen ligger der, hvor det højeste forbjerg løber ud, en pæn stigning og bestemt ingen strande.. god grund til at lægge grænsen her.



Col de Banyuls:
Viggo havde prøvekørt et hav af mulige ruter, lavet fine rutekort og beskrivelser, men alligevel sad han en aften med et nyt automobil-kort og fandt ud af, at et pas, han aldrig havde kørt, åbenbart var blevet asfalteret. Nu er der jo aldrig langt fra tanke til handling, så den måtte vi naturligvis prøve, selv om GPS´en blev ved med at hævde at vejen var grusbelagt. Den var heldigvis rigtigt nok blevet asfalteret, for den holdt en stigning på 18% over et par kilometre. :-) Nogle fik flittigt benyttet deres mindste gear, andre skoene ;-)

Le Perthus:
Her krydser den gamle hovedvej og motorvejen mellem Spanien og Frankrig. Vi nøjedes naturligvis med hovedvejen. Sjovt nok er der grænsehandel på begge sider. På den spanske er det tankstationer, supermarkeder, kæmpe lastbilparkeringspladser og det lette kavaleri. (der er første gang jeg har set nogen iklæde sig det lette arbejdstøj midt på rundkørslen, uha!)  På den franske er det tøj, ure og tilsvarende tingel-tangel. Stigningen er overkommelig, men trafikken er lidt mere heftig

Las Illas:
I Las Illas skulle der ligge en rigtig god restaurant.. den får vi vente med, for åbnede først sidst på aftenen. Til gengæld var vejen til sidst op til passet stort set ikke eksisterende. En rigtig gedesti med dybe smeltevandsrender i. Her kunne nok knapt cykles, selv med MTB. På den spanske side derimod:

Gæt hvor grænsen går ;-) Selv et "hovedvej ophører"-skilt var der blevet installeret. Fantastisk!

Den spanske nedkørsel bød til gengæld på noget af det smukkeste udsigt fra hele turen.

Coustouges: Det vestligste pas var en mere "normal" vej i Pyrenæerne... ja ja lidt blaseret bliver man jo ;-)

Og sådan gik den fjerde ugetur til Pyrenæerne.. en masse fine oplevelser, god mad og vine ;-)  Det er altid dejligt at være afsted med Team Sol og Sommer

søndag den 5. oktober 2014

Længe leve skolereformen

Heldagsskole der sluger børnenes fritid, uforberedte lærere og meningsløs fysisk aktivitet.. joe skolereformen har fået slag for meget.

Her i huset oplever vi det lidt anderledes.

Asger får faktisk lavet sine lektier i skolen, i hvertfal størstedelen af dem. Det er slut med sidde til langt over midnat efter aftensmaden.

Ungerne suser rundt i kommunen, på cykel, - for at tage på Øregård museeum for at se på kunstperioder og selv skabe malerier, - for at tage ned til hovedbiblioteket i Hellerup og arbejde med valgfag, som er på tværs af skolerne, hvorfor der er et kæmpeudvalg af forskellige kurser, - for at tage på Charlottenlund Strandfort for at spille softball i bevægelsesfaget. Et er at de har et bevægelsesfag, som ikke skal lægge sig op af undervisningsplanen for idræt, og dermed kan skabes mere frit og underholdende. Men også de almindelige fag inkluderer nu alle faciliteterne i kommunen.. vi cykler da bare lige!  Dejligt for computenørder!

I dag søndag cyklede Asger og jeg ud på genbrugspladsen. Asger har et valgfag "hacking", som ikke har noget at gøre med at skaffe sig uretmæssigt adgang til fremmede computersystemer, men kreativt at skabe noget med ingen ting, fx robotter mm.  Som det ses på billedet er der simpelthen bygget en hel skolebygning på genbrugspladsen. Og så på en søndag, så de kan få nogle gode sammenhængende timer, og måske lidt tidligere fri nogle andre dage!

Det kan godt være, at vi bor i en konservativ kommmune, men progressiv er den altså!

Asger og jeg var der lidt i, som nogle af de første, og for lige at være sikker, spurte jeg den anden dreng der også var kommet, om det var her.. det der med skolen?  Knægten svarede med flunklende øjne og et stort smil: Nej, det er da valgfag  :-) !

Asger glædede sig også!

Jo, skolereformen er af det gode