tirsdag den 15. august 2017

Har du en halv time i overskud? Så er der her en videodagbog om cykelturen til Himalaya 2017. 🙂
Turen går over 9-10 dage fra Manali til Leh over verdens højeste pas, for køretøjer, TanglangLa, 5360 moh.
Vi er udfordret med teltlejre, højdesyge, skarp sol, Daal og andet indisk felt-mad og beriget af flotte bjerge, dejligt selskab og gåpåmod!


fredag den 28. juli 2017

En lille beretning fra første dag i Manali

Vi landede i morges i Kullu-lufthavnen efter en lang tur med ventetid fra København over New Delhi.

I lufthavnen var der arrangeret opsamling af os, så vi kunne blive kørt i taxi de 50 km op til Manali. Det lyder ikke af meget, men det tager lang tid på indiske veje, hvor man max kører 50 når de er bedst, og hunde ligger på vejen, folk vader og køer står.

Efter et par hurtige timer på øjet, ville vi ind til Manali. Startede med at gå, men endte med at tage en tuk tuk. Han snød os mht prisen, men da selv et ublu krav er lig med ingen ting, var det OK. Hjem tog vi rutebilen, så flot i fine farver og perlemor, fjernsyn med musikvideoer, pynt i forruden og en konduktør. Meget bedre end i København :-) Det kostede en hel krone pr mand. 

Se videoen
https://youtu.be/blId3hP3QzA

Himalaya -vlog 2

Hilsen New Delhi

Vi hygger os





onsdag den 26. juli 2017

Himalaya 2017 - vlog 1

Hermed et nyt koncept, videobloggen, en såkaldt vlog. Jeg tager ikke en computer med til Indien, og vil istedet forsøge om jeg ikke kan lægge nogle videsekvenser op istedet. Det hele er dog lidt svært for wifi er der stort set heller ikke.. og videoer fylder.. nå men her er i hvertfal vlog1.



Himalayatrøjen

Efter rigtigt mange forskellige udkast endte min gode kollega Henrik, med en trøje i orange og pink.. den er ikke alene rigtigt raf.. den passer også godt med det indiske farvemylder.


Og den var selvfølgelig med i tirsdags


Cool ikke?  :-)

Resultatet af genoptræningen

Nu ved jeg i hvertfald én ting jeg er godt til, nemlig at vende tilbage efter skader. Efter feriens småture stod den på ordinær lørdagstræningstur med OCC 9-holdet. Vi skulle nordpå og træne runder ved Langstrup.

102,5 km. Tager man turen til/fra klubben fra,blev den første rigtige træningstur efter 5 uger på sofaen til 96 km med et snit på 30,8 km/t. Det er altså godkendt!


Tirsdagens tur gik ud til Hove, med runder på Nonnemosen.. en ganske hård runde. 77 km en tirsdag aften. Godtnok med et lidt lavere snit, men den er som sagt også virkelig hård!

Så jo, at komme tilbage på cyklen er jeg rigtig god til :-)

torsdag den 20. juli 2017

Col des 13 Vents

Den her er lidt sjov: "Meget" lyder på Occitan som 13 på fransk. Så da fransk blev det dominerende sprog i Lanquedoc, blev passet sjusket oversat fra "passet med med megen vind" til "passet med 13 vinde" 
Elsker i øvrigt hårnålesving 


Ferierapport 1 - 2017

Det er nu fem uger siden jeg røg af cyklen og brækkede en flok ribben, da en bilist åbnede døren op i mig. Der er stadig lidt ømhed tilbage, men grundlæggende er jeg tilbage på cyklen nu, og spiser ikke længere smertestillende.

Der er nu knap to uger til vi starter på turen op over Himalaya, og jeg glæder mig, selvom den konditionsmæssige forberedelse reelt har været total fraværende. En tur ud over al rutine, som jeg må klare på rutinen!

Den sidste uge har vi været på ferie, og har selvfølgelig haft cyklerne med. Vi startede med den normale OCC-lørdagstur, og kors hvor kunne jeg mærke de fire uger uden cykel. Gik total sukkerkold! Det var så også planlagt, for det er det mest effektive signal til kroppen om at den skal i gang igen.. så det hed nul sukker.. hårdt med virkningsfuldt. Efter et slangeskifte, måtte jeg også lige skifte dæk (det var slidt), så jeg kørte lige hjem for at få et nyt på, og fulgte så ellers efter holdet op ad Strandvejen.. så det meste af lørdagsturen kørte jeg faktisk selv, men sådan ville jeg også helst have det. Skulle lige mærke efter.

Søndag dappede vi så syd på. Målet var endnu en gang at besøge søsteren og svogeren i sydfrankrig, men i år havde vi planlagt rejsen derned som selve ferien i sig selv. Så vi har besøgt Trier med alle de romerske bygninger, Luxemburg med fæstningerne, Reims med champagnen,  Beaune med bourgognevinen, Lyon med det super spændende Musee de Confluence og gode restauranter, Clermont-Ferrant hvor Michelin har et museum om dæk og hvor det berømte Tour de France bjerg Puy de Dome ligger. Endelig lykkede det os at se Tour de France køre forbi os, live. Cirka hver anden dag har vi cyklet en morgentur, ikke så langt, men med effektive højdemetre.  Og nu er vi nede hos Lise og Finn nogle dag inden turen går nord på igen. En uge herned, men med et væld af aktiviteter. Det har ikke været hjælpsomt på vægten, men helt sikkert på sjælen, kroppen og restitueringen.

Lyon er normalt et trafikalt helvede, motorvejssystemet går ind igennem byen, uden ordentlige omfartsmuligheder.. en gammel industiby, så det fleste har oplevet at sidde flere timer i kø gennem byen, på rejsen sydpå. Sidste år bemærkede vi det flotte og relativt nye Musee de Confluence, lige der hvor Rhone og Saone floderne løber sammen midt i byen.. og lidt googling afslørede at det nok var spændende. Vi havde derfor besluttet os for at besøge det i år. Og lad mig blot sige, at absolut er turen værd! Temaet er en skønsom blanding af historie, zoologi, teknologi, naturvidenskab, antropologi og filosofi og museumsformidlingsteknisk er det i absolut topklasse!


 Lyon overraskede os også positivt fsv ang cykelturene. Få kilometre ud langs Saoneflodens bred, og man er ude af byen.. et rask lille sving mod nord, og det går opad i skoven og de små landsbyer. Rigtigt smukt!


I Clermont-Ferrant var det min plan at cykle op ad Puy de Dome. Men vejen er lukket. For nogle år siden besluttede de at naturen ikke kunne holde til den intensive traffik, og byggede i stedet en helt ny togbane op. Den måtte vi jo prøve.. og inclinometeret på iphonen kunnne afsløre, at stigningen ligger på konstante 12-13% hele vejen op. Da sad jeg i toget og blev lidt glad for jeg ikke havde cyklen med J.



Michelin museet afslørede at de startede med at lave dæk til cykler, og først herefter fik kæmpet sig ind på alle andre ting med hjul. Et pænt tablaeu om hvordan deres pneumatisk og udskiftelige dæk gjorde det muligt at sætte nye rekorder på Paris-Brest-Paris løbet. Godt jeg ikke skulle køre på den cykel!

På sidste dag herned, opdagede vi tilfældigvis, at vi krydsede spor med Tour de France. Vi hoppede af motorvejen, og satte os ind på en tilfældig fortovscafe og fik hele showet med. En time før feltet kommer reklamekaravanen, som et kæmpe rullende vandvidsfest. Og, da vi tilfældigvis havde sat os på en pæn stejl stigning var der også god tid til at se på rytterne da de kom forbi. Udbuddet kom 4-5 minutter før feltet, og da de rullede igennem byen startede kirkeklokkerne. Sikke en fest! Rytterne selv var super koncentrerede, selvfølgelig var de det, men det må være mærkeligt at cykle gennem tre ugers byfest, med heppende folk og bimlende kirkeklokker, medens man sidder med tungen ude af halsen. Grupettoen kom 10 minutter efter feltet og bestod af én mand. Han må da være blevet ramt af tidsgrænsen.. det skal jeg lige have set på i dag.






torsdag den 29. juni 2017

Det går fremad

Ih.. da jeg vågnede i lørdags hvad jeg dælme sovet i hele 7 timer!  Det bliver man altså et helt nyt menneske af :-)   

Det går fremad, nu tager jeg kun panodil/ipren inden jeg går i seng.. har ikke længere brug for det i løbet af dagen. Meen, da jeg i søndags tog den lille 6 km tur gjorde det nu stadig ondt i skulderbladet.. ikke så meget som første gang, men en god varsel om at holde sig i ro. Fyssen siger, at den hurtigste vej frem er den langsomme.. hold dig i ro!  Tror jeg gerne, jeg synes at mine fremskridt er store her knap tre uger siden, så jeg holder lige ro i en uge mere (skal nemlig til konference i næste uge, så det er et billigt løfte ;-)

Aftenerne går derfor med dagdrømmeri..  Den hidtil længste stigning jeg har kørt er Passo del Stelvio i italien.. 24 km med en stigningsprocent på 7,7%..  Den første stigning i Himalaya, fra Manali til Rotang passet er på hele 49 km! Til gengæld er den gennemsnitlige stigning kun på 4,4%, hvilket er helt menneskeligt.. blot skal den indiske trafik beherskes.. uha


Bjergkæden er den der skaber regnvejret, monsunen, i Indien, så det regner stort set altid her. Sådan så der ud, mellem bygerne, i denne uge.

søndag den 18. juni 2017

Første tur

Skulle lige tilbage og mærke cyklen i dag, 8 dage efter ulykken.


En lille tur på 6 km blev det til, lige rundt i nabolaget


De første tre km var en fornøjelse, de sidste 3 derimod ikke, en ting er ribbenene, men der er også noget med venstre skulder. Så, fysioterapeuten er bestilt!  Han må rette mig op igen.

Samtidigt er cykelværkstedet blevet ryddet så jeg kan få hometraineren op. Benene kan fint dreje rundt, det er kun et problem at holde på styret.

lørdag den 17. juni 2017

Efter en uge

Efter en uge på morfin, lykkedes det mig i dag at overleve kun på panodiler og ipren. Det er gået rigtigt godt, og jeg måtte tage bilen op i klubben til "efter-træning-snak". Dejligt!

Morfin er slemt, men da ipren ej heller ligefrem er sundt, prøvede jeg at droppe den i går.. det gik imidlertid slet ikke. Iprenen er åbenbart helt afgørende for smertelindingen.. men når man kigger på skaderne er det nok også åbenbart.

Højre side er kun en markering, det er venstre side, ribbenene, der gør ondt!  Jeg sover ikke udpræget godt om natten, men skal blot tage et enkelt kig til sofaen om eftermiddagen før jeg skvatter i søvn. Har været på arbejde siden tirsdags, men det er godt nok ikke det mest effektive jeg endnu har lavet.

De siger jeg er skæv i kroppen, så jeg var en tur forbi lægen, der dog mente det var undskyldelig. Vi får at se.. I aften skulle jeg mixe drinks til Asgers 18 års fødselsdag, og oplevede smerter fra nye steder i venstre side.. som sagt, vi får se.

Men ellers gå det nu godt fremad, taget fremskridtet in mente, håber jeg lidt på at kunne komme forsigtigt tilbage til cyklen næste weekend. Håbet er som bekendt lysegrønt.. og jeg er født optimist!

tirsdag den 13. juni 2017

Fanme en dårlig vane

Jeg er lidt træt af at blive slået bevidstløs!

Efter en noget træls sæsonstart, præget af regn, arbejde og en enkelt brækket storetå (kun en tåbe frygter ikke IKEA) er jeg 1.000 km bagud. Til gengæld vejer jeg mere end nogensinde.. og det er altså en dum kombo, når man skal op i Himalaya.

Så de sidste uger er der blevet trænet intensivt, og det var også planen for den næste måned. Men nu ligger jeg her på sofaen istedet!

Søndagens tur skulle have været en hyggetur med Allan. Og jeg var stylet ud: min fine Rapha trøje jeg har fået i 50års gave fra mine kollegaer var på for første gang, og min nye superhjelm.. den bedste penge kan købe var på sin anden tur, ever.. nye briller und alles.


Men, fanme om ikke en bilist åbnede sin dør lige op i mig.. den klassiske ulykke!  Oh jo, man kan godt næsten flå en bildør af med skulderen! Her er den sat tilbage med gaffertape!


Jeg røg ud på vejen og knaldede både kroppen og hovedet i vejen. Selvfølgelig gået ud som et lys. Det er næsten en vane for Allan.. "jo jo jeg snakkede lidt til dig og lidt efter lidt begyndte du igen at sige enstavelsesord". Heldigvis kom der ingen biler i det samme, uha det kunne have gået helt galt.

Den helt nye hjelm er smadret, men den medfølgende hjernerystelse har været meget mild. Kun lidt hukommelsestab og ingen hovedpine. Det dyre MIPS indlæg er ikke vredet i stykker, men har nok alligevel givet lidt og resten af hjælmen er total flækket. Hjelmen virkede.. dælme pengene værd!


Trøjen røg også.

Det værste er imidlertid ribbenene. Der røg lige fire!  For satan det gør ondt! Man siger at smerterne tager til de første 3-4 dage.. jo tak.. det kan mærkes.. morfinen hjælper dog.. nu er det bare sofaen der snurrer rundt ;-)

Sådan ser en skulder der har mødt en bildør ud!

Har kun lige ramt den, Styrbåndet er snittet af, skaderne kom da jeg ramte jorden.

Nå der røg så træningsplanen. Håber ribbenene er vokset sammen inden jeg om seks uger skal til Himalaya. Trapperne til anden sal i går var ikke sjove.

søndag den 29. januar 2017

Flow i Hareskoven

Selvfølgelig fortsætter arbejdet i råt gear, selvfølgelig gør det det.. deadline er medio februar til den seneste bestilling fra bestyrelsen.. så det er ikke meget der bliver cyklet..  170 km her i januar, mod et mål på 130km om ugen.. nå men der var jo også lige en dejlig 90-årsfødselsdag der skulle passes :-)

Turen i går, lørdag, var i Hareskoven. Det var frostvejr, så føret var for en gang skyld perfekt i Hareskoven.. kun én muddelpøl, resten bare rent flow, en rigtig fornøjelse.

Jeg måtte så også konstatere på hjemvejen at alle depoter var tomme.. 14 dage uden cykel kan mærkes!

Eller også var det fordi der blev kørt til, for  dælan der blev kørt til.. og jeg lå i spidsen hele vejen ud.. hjem var overlevelse. Registeret siger at det var sæsonens hurtigste tur, med et snit på 16,9 km/t..  til gengæld lå jeg også med høj puls (VO2Max) i 38% af turen, næsten en hel time!

Ok, så gør det ikke noget jeg var træt til sidst :-)