søndag den 30. oktober 2011

Sæsonskifte

Så er det blevet vintertid, og dermed tid til at pakke racercyklen væk. OCCs lørdagsture går herefter ud i skoven på de store hjul. Som altid når vi når dette tidspunkt glæder jeg mig helt enormt til at komme ud i skoven for at lege på MTB´en. Det er utroligt sjovt.

Gårdagens tur var den sidste på racer, og jeg stod godt nok og kastede lange blikke efter MTB´en, ville hellere den end raceren ud på de våde veje i den kolde tåge, der lå tæt over hele Sjælland. Men, da jeg først kom op på raceren, få meter uden for huset slog det mig, at den sad utrolig godt på mig, som en forlængelse af mig selv.

Og på trods af min forkølelse, var der på vej op ad Strandvejen et helt utroligt riv i cyklen, masser af kræfter i benene.. så meget at de ellers så stærke på holdet begyndte at falde bagud, undlade at tage føringer, og mumle noget om at skulle kaste op ;-)

Ja ja, måske blot a-swap-of-days. Jeg havde en god dag, de en dårlig, men det var nu ikke en ringe måde at slutte en helt igennem grandiøs racersæson af. Dejligt!

I klubhuset var der linet op til den store sæsonskiftefrokost. God mad, gode venner og god stemning.

And let us then do some woods!

onsdag den 26. oktober 2011

Alpetramp 2012

Årets sidste motionsløb, det Sydfynske Alpetramp plejer at være hårdt. Mange bakker, vind og efterårsvejr. I år var vejret super, men alligevel blev løbet hårdt, uforholdmæssigt endda.

Da vi var længst væk, måtte vi smide håndklædet i ringen, Hanne havde det simpelhen for skidt. Så vi afbrød løbet og trillede langsomt hjem mod bilen. Turen blev derfor såmen lang nok endda, 94 km, men ikke helt den storslåede afslutning på sæsonen vi havde drømt om. Til gengæld kunne så endelig trille gennem Korinth, noget jeg har ønsket mig i alle de år, vi har kørt løbet.

Siden er sengen blevet holdt hos Team Sol og Sommer, men nu går det da så småt fremad, omend det så også for mig blev en dag i sengen, den første i tre år!

Til de mere og udpræget barnlige fornøjelser var, at eftersom vi lå med røven i vandskorpen bagerst i feltet, kunne jeg more mig med at køre i cirkler om de langsomme der kæmpede sig op af bakkerne, specielt den lange på golfbanen. Edder manme ikke god stil, men ret morsomt... ;-)

fredag den 21. oktober 2011

Old School Tourmalet

Så kører C2C karavanen igen, denne gang for otte OCC´ere incl den bedre halvdel af Team Sol og Sommer.!

Yes, 2012 bliver også et super år!

Asger på singletrack

Asger vokser helt forrygende, så den gamle (men ikke så slidte) Giant er blevet alt for lille. Ikke at han klager sig, det gør han sjældent, men vi andre kunne ikke bære, at han kører med knæerne oppe om ørerne. Turen gik derfor i går rundt til en bunke cykelhandlere og vi fandt en ny fin sort/hvid/rød MTB, med knippelgodt udstyr på. Carraro, hvem har hørt om det? Men det er faktisk et mærke fra støvlelandet, hvor hver flække åbenbart har en cykelfabrik.  Hul i det, det var lige den der passede Asger og faderens pengepung.

Og i dag skulle den italienske supermaskine luftes. Vi har så mange gode skovveje lige udenfor døren, så turen gik op igennem Dyrehaven, langs Mølleåen og gennem Geels skov til Holte. Op til Geels skov gik der lidt singletrack i den.. Asger klarede det fornuftigt, men var godt nok træt bagefter. Utroligt grænseoverskridende for ham, og ikke uden et par knubbede ord ;-)  Men fremad går det med stormskridt! I dag blev det lige til 25 km i skoven, ikke ringe!

En rouleur i skoven

Er den ikke bare flot, Carraroen?

Sjovt som den rette størrelse cykel sætter hastigheden i vejret. Smalle dæk, og vel fire kilo lettere end den lille gamle cykel. Samme gode gear som på sin fars cykel... En rigtig drengecykel!

tirsdag den 18. oktober 2011

29'er

Det nye sorte indenfor MTB er store hjul, kaldet twentyniner'er fordi de er tre tommer større, end de 26" man normalt kører på.

Fordelen er oplagt, dels har de en større kontaktflade med jorden og kan dermed give traktion hen over de fleste rødder, dels er angrebsvinklen mellem dæk og forhindring lavere. Forestil forskellen mellem at møde en kansten på en kontorstol og så på en cykel. Klart at jo større hjul, jo færre problemer.

Jeg tror ikke forskellen kan beskrives meget bedre end Kasper gør på Dansk Mountainbikes hjemmeside her: "29ere, hvad er det?".

Ja ja, selvfølgelig har en 29'er fundet vej til Team Sol og Sommer. Og ja, de hjul er fanme store! ;-) Meget morsomt at det er en Giant, for det passer helt på navnet. 2x10-speed gear, som også er det mest hotte i branchen. For det er hver gang man skal skifte i for, man får problemer, derfor hellere et større spring i bag. Og  da vi nu var igang, har jeg fået den bygget om fra SRAM til Shimano... og hold da op hvor var det en befrielse! Jeg er aldrig blevet tilfreds med gearingen på den gamle Scalpel.

I skoven kører den som en tysk Panzerkampwagen. Intet stopper den, æder bakker som slik, og kører tværs gennem buske, over stok og sten og tværs gennem mudderpøle. Man sidder lidt mere oprejst end på Scalpellen og styret er noget bredere for at kompensere for gyro-effekten på de store hjul. Med bagaffjedringen aktiveret, bidrager det alt sammen til fornemmelsen af bare at sejle igennem skoven. Måske er et panserslagskib en bedre sammenligning ;-) Bliver spændende at se hvordan den performer, når vi skal ud og race i skoven med resten af OCC

Forgaflen er en Fox, det mest udbredte mærke, men en Lefty er det altså ikke. Ikke nær så plush, langt fra. Men det hjælper måske lidt, når jeg har fået justeret den ind.. Sag, rebound, lockout, blow-out, slow compression... bummelum.. kræver vist lidt manuallæseri og et særskilt blogindlæg.!

Efterårsferie

Ingen efterårsferie uden at MTB´erne skal afprøves. Sidder teknikken der endnu? Virker cyklerne?

 Så turen gik langs Mølleåen til Furesøen og op til Bøndernes Hegn, medens hjemturen gik langs sydsiden af de store søer og gennem Ermelunden, en god 44 km nydelsestur

Og jo, teknikken sad i lige i skabet fra første færd. Hanne kørte ned af bakkerne på alle singletracks med en teknik og hastighed der ikke lod min noget tilbage. Imponerende. Jeg ville egentlig have taget en lille film, men nåede aldrig at komme så langt foran, at det kunne lade sig gøre.

Men ingen tur i skoven uden et solidt bid i mulden, for midt i et 20 cm dybt og 10 meter bredt kæmpemudderhul var der åbenbart en rod. Man behøver skam ikke sende kæresten til Spa i Sydeuropa for at hun kan få lagt en heldækkende kropsmuddermaske, en tur i skoven er rigeligt ;-)

 Vejret var fantastisk, en super efterårsdag.

lørdag den 15. oktober 2011

Men hjulene sidder jo forkert!

Normalt har en to-hjuler hjulene efter hinanden, men på denne står de ved siden af hinanden!
På kulturnatten kunne man i år prøve en Segway hos Ingeniørforeningen, og selvfølgelig kan der ikke være en to-hjuler i farvandet uden Team Sol og Sommer skulle prøve.

Segway blev sendt på markedet under stor hype tilbage i 2001, men har ikke helt fået den succes som opfinderen regnede med. Fed er den nu ikke desto mindre.

Under fødderne sidder et batteri, en motor og en kraftig computer. Systemet er selvbalancerende, ikke på grund af tyngedkraften eller andre naturlige fænomener, men fordi den kraftige computer hele tiden kan justere hjulene så bunden er nedaf og toppen op ;-) Frem og tilbage styres ved simpelhen at læne sig i retningen. Segwayen vil så forsøge at smutte ind under dig igen, hvilket betyder at den vil bevæge sig. "Til siden" sker ved at tilte styret til højre/venstre.

Lyder det kompliceret? Det er det ikke in real life. Der var lang kø og man kunne tydeligt se folk kæmpe de første 20 meter, hvorefter det bare gik over stok og sten. Ingen andre transportformer kan beherskes på så kort tid. Kan du selv huske da du skulle lære at cykle?

Har du fået lyst til at prøve, så kan en tur forbi Danfoss Universe på Als, anbefales.

End of story for det lille gule hus

De fine og gode drømme lodsen havde i 1927, med et lille hus, med tårn, tæt på vandet, et lille kabys og koøje, massiv egetræsdør, stuk, kælder og have, afgik ved døden i ugen inden efterårsferien 2011.

Fremskridtet, i form af asfaltveje ind til byen, kræver sine ofre.

Vi har været forbi de fleste dage i ugen og har taget nogle billeder:





R.I.P

Ps: Jo, det lykkedes os at få fingrene i vejrskibet fra tårnet. Den ligger nu i garagen og venter på at få en ny vindposition

tirsdag den 11. oktober 2011

Flow i skoven

Så havde vi sæsonen første officielle OCC tur i skoven, med night-ride holdet. Vi kørte tidligt, så vi lige kunne snuse til skoven, og genvinde balancen, inden solen gik ned.


Og hvilken tur! Kanonfed oplevelse. Selvom det væltede ned med regn i går, var Geels skov stort set tør, med et formidabelt bid under dækkene. Og, jeg kunne komme op stort set uden at bruge piv-skiden(den mindste klinge i for). Selvom det ikke burde overraske mig, kan jeg tydeligt mærke de tabte kilo, man bliver jo helt flyvende :-D

Det var rent flow... fed lykke!

søndag den 9. oktober 2011

Internettet som redningmand

På tirsdag går turen i skoven, så i dag søndag var stort set sidste dag at få monteret den nye bagskifter. Det er jo altid rart med en dag at løbe på, hvis det nu skulle vise sig at være problematisk...

Den gled nu let nok på, og en af de mange kæder der blev købt ind til sidste sæson, sat på. Og da kassetten jo også var ny sidste år, står cyklen og spiller max, med sin nye caboing/sort eloxerede bagskifter.

Så er det jo bare med at få lortet justeret, og det... det... #!"=" ...  kræver en meget tålmodig mand.

Kabelspændingsskruen skal kun drejes 1/8 omgang ad gangen! Indtil det hele spiller... men hvilken vej?

Heldigvis har vi jo internettet, en guldgrube af information. Så får du brug for at justere en SRAM X9 bagskifter, er der en god opskrift her:
http://www.pinkbike.com/news/tech-tuesday-sram-rear-derailleur-adjustments-2010.html

Håber jeg.. for nu vil jeg gå tilbage til cyklen og prøve ;-)

mandag den 3. oktober 2011

Lang vej endnu

Så kom dagen, hvor kilometerantallet fra sidste år blev krydset. Meen, det tæller ikke rigtigt, for sidste år satte jeg jo cyklen uplanlagt tidligt fra mig.

Årets mål er ubetinget de 7.000 km, hvilket vil være en ny rekord for mig.

På intet tidspunkt har jeg dog været så tæt på, så "tidligt" på året, så nu skal jeg vel egentlig blot holde mig på cyklen, for at lykkes. ;-)

Og nej, jeg har absolut ingen planer om at deltage i SlushCup i år, skal lige være sikker på at have teknikken tilbage. Foreløbigt er jeg blevet henvist til undersøgelse for at se, om ikke jeg kan få alt isenkrammet ud af benet, dels hæver foden stadig meget, hvilket fysioterapeuten mener skyldes alt grejet, dels går skruerne og knækker i ny og næ... og det gør altså nas. Og endelig stritter det hele så meget, at jeg går og sparker mig selv på anklen, og det går jo ikke. Håber på en hurtig operation, så jeg rent faktisk kan deltage i årets vinterferie denne sæson. (og være i mine skistøvler)


lørdag den 1. oktober 2011

Langs kysten til Hornbæk

Sidste lange lørdag i 2011 faldt i dag, på det, der måske er årets sidste sommerdag. 16 raske OCC´ere kørte op langs kysten til Hornbæk, fik en is og kørte så vores sædvanlige lørdagstur tilbage, men modsat den normale retning.
Ved afgangen klokken 8:00 hang solen lige over horisonten, just frisk opstået og mosekonens bryg hang op langs kysten. Med en temperatur på 8 grader var det lidt friskt.

Senere på dagen da solen fik magt, krydsede temperaturen de 23 grader, skønt her i oktober!

At køre den modsatte retning af den normale tur var rigtigt morsomt. Steder hvor man tror det går ligeud, opdager man pludselig faktisk altid har gået ned af. Modsat går det jo opad ;-) og folk er forvirrede om hvilken vej man skal. Sjovt som man så let kan bringes ud af konfortzonen.

Der blev kørt rigtigt pænt, med et godt flow i cyklerne. Intet under, at flere betegnede det som årets bedste tur.

Et brag af en afslutning.

Håndværkertid

Så er nedrykningen af vores lille gule hus på Strandvænget i gang.
Vinduerne er taget ud, døre og lofter pillet ned. I denne uge er der dampet blymaling af i kælderen... hmmm... det var jeg ikke klar over var tilstede, gad og vide, om det var farligt? Vi prøver på at få fat i 3-d vejrhanen, et lille sejlskib, med en morsom historie, men kommunen har ikke lige fortalt nedrivningsfirmaet at det er vores. Sejlskibets historie er, at det i flere år var pillet ned pga af tæring. En der dagligt passerede i S-tog, og havde som hobby at lave 3-D vejrhaner, skrev til tidligere ejere om ikke han måtte få lov til at lave en kopi til opsætning, så han havde noget at nyde, når han pendlede til arbejde om morgenen. Det fik han lov til, håber vi kan sætte den op i haven.

Men også i Klampenborg er det håndværkertid.. Under tøen i januar måned væltede det pludselig ned med vand i tilbygningen. Taget er konstrueret forkert. Efter mange måneders kamp med forsikringsselskabet godkendte de endelig torsdag i forrige uge at vi skal have lagt taget om, spær, lægter, isolering, undertag, indertag rub og stup. Og det var ikke første gang vandet væltede ned, ser bare denne botaniske have, der gemte sig på spærene:
Egentlig har jeg været noget sur på forsikringsselskabet for at have træneret sagen så langt tid, for det er ikke i efteråret man tager taget af.. den slags skal helst gøres om sommeren.. men man må sige, at det i den sidste uge har været bedre vejr end i hele sommeren. Sådan er der en mening med alt ;-)