fredag den 31. december 2010

Selvangivelsen 2010 og forskudsopgørelsen for 2011

Jeg var helt sikker på, at jeg i 2010 lige ville snige mig over de 7.000 km.. Sådan kom det ikke til at gå. 6.297 km blev det til, inden mit styrt satte en kæp i hjulet, men det er nu også ok.

Normalt plejer Team Sol og Sommer at rulle en formiddagstur i dag, inden nytårsløjerne tager over, men under alle omstændigheder ville det nok være aflyst i år. Dels er blev alt forseglet i et lag is i går aftes, da nedbøren pludselig slog over i underafkølet regn, og dels står vi stadig med flyttekasser op over begge ører og gæster på vej. Men nytår skal det nu nok bliver alligevel.

Set i graf ser 2010 sådan ud:
Maj var den helt store måned, men ellers måtte vi takke nej til en del af de traditionelle løb. Den bedre halvdel har haft en del forkølelser i år, og så er OrdrupCC ikke kun en cykelklub, men også en festforening. Brøllupper, fødselsdage og almindelig selskabelighed har opholdt os mange weekender i 2010. Det har været og er en stor fornøjelse, sammen med gode venner!

Mest cykelmæssig succes har det været at iagttage, hvor stor udviklingen har været på 9:00 holdet efter vi fik en ordentlig træneruddannelse. De, der har holdt ved er blevet ufatteligt hurtige! Skønt at se, at træningen virker. Og så var det sjovt at sætte flere hold til Grejsdalsløbet som blev kørt i høj stil og så en god nat med vennerne til Sjælland Rundt.

Eneste rigtigt mislykkede event i 2010 var Mallocaturen, som islændingene fik sat en stopper for.

I 2011 skal vi have mere af træningen, der skal køres løb, og så skal jeg helt sikkert over 7.000 km. Skal jo ned og køre Coast-2-Coast ud på sensommeren med svogeren, det glæder jeg mig til! Og, så prøver vi at arrangere en klubtur, denne gang ikke pr fly, men i bus til Hartzen i forsommeren. det bliver hyggeligt!

Så nytårsforsættet, må være hurtigst muligt i gang med genoptræningen, få kørt en masse kilometre og smidt otte kilo inden jeg rammer Pyrenærerne!

Pas på fingrene i aften!

fredag den 24. december 2010

Spørgsmål

Nu har jeg snart trillet, ja ikke hjul, men tommelfingre i seks uger. Rundt omkring har folk stillet nogle forbavsende ens spørgsmål til mit uheld, og ikke-stillet andre som for mig er mere oplagte.

Det mest typiske spørgsmål er: Vred du benet rundt på grund af klikpedalerne? Altså, skete uheldet fordi din fod var låst fast til cyklen? Nej, må jeg sige, gid bare det havde været. Jeg brækkede anklen, fordi jeg klikkede ud og satte foden ned på jorden. Folk bliver overraskede over svaret. Klikpedaler står som noget voldsomt farligt for de fleste. I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om at cykle uden, de mindst femdobler kontrollen med cyklen.

Det mest oplagte ikke-stillede spørgsmål er: Hvad med vægten, stiger den ikke når du er tvunget til at holde dig i ro?  Ja, ser du, det vidste jeg heller ikke for badevægten var i den sidste flyttekasse der blev pakket ud. Men jeg havde en fornemmelse fra bæltet... og nej, jeg har hverken tabt mig eller taget på. Appetitten var meget lav de første uger, hvor det også gjorde ondt. Nu skal jeg bare lige passe på julesulet ;-)

lørdag den 18. december 2010

Julekort fra en vinterrytter

Fik dette julekort fra min gode cykelven, Jes i dag. Åh, hvor ville jeg gerne, sammen med de gode venner, tumle rundt i sneen, frem for blot at kigge på den. Men vent bare, kun 2,5 uge tilbage af min gounding

Tak, Jes.

…en vinterrytter


 Det er stadig mørkt derude. Det er måske regnfuldt, blæsende, isnede eller ligefrem sne. Det er under alle omstændigheder koldt. Sengen er varm. For enhver normal person, er der en beslutning der træffes, bare et moment af bevidsthed, og man vender sig om, trækker dynen op og synker tilbage i den trygge, varme og luksuriøse søvn. Men…

Men, du er ikke en normal person. Du er en vinterrytter. Mens det for enhver normal person er sund fornuft – en lørdag eller søndag morgen i vinteren, at falde tilbage i noget der ligner pattedyrets dvaletilstand, lister du fra din seng. Stilfærdigt for ikke at forstyrre familien, som du er en del af. Du skal ud.

Vinterryttere fungerer i det skjulte, undercover atleter. Vores planer er halvhemmelighedsfulde – få forstår os; vores mødested med de andre i den tidlige morgen er vores ritual og en uges længsel. Man nikker indforstået og broderagtigt til andre, der er ude i samme mission.

Vi mødes, der krammes og de sidste historier, der bekræfter at du hører til og giver dig et mod og en varm forhåbning, fortælles og sammen kører vi af sted. Nogen til skovs andre på landevejen.

Kulden får fat i dig. Først rammer den i ansigtet som stikkende nåle. Lidt senere rammes resten af kroppen, dine ben og dine hænder. Kroppen er pakket i flere lag tætsiddende stof og vejret kan kun smyge sig forbi uden at tage fat. Det er nu du næsten umuligt drømmer om de sommerlige dage i kort med salt sved og en knapt kølende vind i ansigtet.

Du rammer skoven i dens nøgne khaki eller hvide klæde, hvor den bløde skovbund veksler med den frosne, og hvor du tvinges til akrobatiske, kraftfulde og udmattende eksesser. Du kan se den næste forhindring imellem skovens bladløse træer, eller henover sporets endeløse snoen sig ind og ud, op og ned. Det er også nu du rammes af den stilhed som vinteren giver, hvor du er tæt forbundet med dit eget tågede åndedræt.


Vi passerer de røde låger ad flade men opkørte stier, hvor hestehove har skabt et udfordrende knoglebrækkende dække. Den første tunneldal sender pulsen af sted og en mild syre får varmen tilbage. Nu går turen gennem granskovens snørklede stier med rødder og stubbe, sten og stammer, knap synlig under sneens dække. Her har kun kørt få, om nogen og de mærkede stammer er det eneste, der viser dig vejen frem. Du flyver og hopper, danser og skrider, retter, vælter og rejser dig. Av for satan. Smilet og latteren er der som en stimulerende og drivende kammerat, og varmen og træthed trænger sig på, snigende men med tiltagende styrke. Det er nu du ved hvorfor den varme dyne og den dvaleagtige søvn ikke er en konkurrerende partner.


Tilbage ad stier i et selvtilfreds tempo med en spurt hvor den sidste energi trædes ud og hvor kulden hamre sig ind som træthedens partner. Tilbage ved udgangspunktet med the partners in crime fortælles de historier, der gør at man er nødt til at komme tilbage – uge efter uge.

Men det er også det indre smil, som får dig til at komme igen til ritualet om den tidlige vintertræningstur, og det er bevidsthed om og den fysiske tilfredsstillende følelse af ben, der har været brugt, som du deler i hemmelighed med de andre – alt dette tilhører dig fordi du ikke er en normal person – du er en vinterrytter!

Vi ses i julen og et godt nytår
Jes

(frit efter Matt Seaton: Tales of the winter rider)

torsdag den 16. december 2010

Støvler kom hid!

Mine ellers så pæne og relativt nye MTB-støvler blev for fire uger siden udsat for et attentat af en mand med stetoskop og gazesaks. Han bandede en del over hvor solide de var, men det lykkedes ham alligevel at klippe så meget i dem, at de ikke kan bruges mere. ;-)

Nu er der bestilt et nyt par fra min favorit net-cykel-pusher... til 2/3 af prisen i DK, og der er netop tikket en mail om, at de er puttet i postkassen. Heldigvis skulle jeg have den aller-aller største størrelse, så de havde stadigt et par tilbage i model B&W. Vinterkollektionen er ellers typisk udsolgt på dette tidspunkt

Så nu venter vi bare på at det bliver januar og jeg igen må køre moderne!

YES!

søndag den 12. december 2010

Fire uger

Så gik der fire uger af min grounding. Cykel er det ikke til, men jeg futter rundt i huset og hjælper i det små lidt med til flytningen.

Anklen har det godt, men den er stadig noget hævet. Jeg kan vippe op og ned med foden, nedad mangler jeg 1,5 cm, op ad 3 cm. Det er en tydelig fremgang. Til siden, altså som når man går på siden af foden, er der nul, nil nada bevægelse, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre for at dreje foden. Og det selvom den anden fod gør det fint. Men det er jo også den side der blev strukket. Gad og vide havde der er sket derinde? Er det bare naturligt stift efter den omgang og fikseringen, eller er ledbåndene historie eller det nerverne?

Sad lige og kiggede lidt på vinterbilledet i toppen af bloggen. Den er fra en juledag i 2008. Uha hvor jeg savner at komme ud! Men, jeg er fortrøstningsfuld, det går fremad!

fredag den 3. december 2010

Årets bone cracker pris

Danmarks Mountain Bike Club (DMK) har en pris der uddeles ved julefrokosten. Den hedder Bone Cracker Prisen, altså knoglebrækker prisen... Nu er jeg jo ikke medlem af DMK, men ville ej heller komme ret langt i den konkurrence. De er meget dygtigere:

http://www.mtb.dk/index.php?option=com_kunena&Itemid=30&func=view&catid=10&id=25469

onsdag den 1. december 2010

SlushNews

Medens jeg passer min ankel ruller Slush-Caravanen videre. På søndag er det i Tyskerplantagen ved Hillerød. En rute, som jeg sidste år karakteriserede som OK, men i store træk kedelig.

Som vanen sig hør og bør udkommer der et nyhedsbrev fra SlushCuppen, hvor resultaterne gennemgås sammen med andet petit-jounalistik. I dette nummer også med at indlæg fra TeamSologSommer, se side 9

http://www.slushcup.dk/slushyear9/pdf/SN9-2.pdf