torsdag den 28. maj 2009

Til træning med de skrappe

Var ude at træne med OCCs 9:00-hold her til aften. Licensryttere med træner og det hele.

Auch.. mine ben er ømme nu.

Det var ikke fordi der blev kørt stærkt undervejs, min gennemsnitshastighed for de 73 km var kun på godt 28 km/t. Nej faktisk holdt træneren hastigheden nede, ved effektivt at påtale hvis der blev kørt stærkt.

Men men men... ude på ruten stoppede vi op, og fik udpeget en rundtur, som først skulle køres lavt lavt gear i samlet spurt. Ja, man kan faktisk køre over 40km/t i 3. laveste gear... er du vimmer mand benene gik som trommestikker! Det så virkeligt morsomt ud, men var ekstemt hårdt! Dernæst kørte vi samme rundstrækning som enkeltstart, hvor rytterne blev sendt af sted med de stærkeste til sidst. Herefter flyttede vi holdet i ro og mag hen til en anden rundstrækning der indeholder de skrappeste af de bakker vi kørte i Blomsterløbet sidste uge, og her blev der kørt parløb, igen i rækkefølge med de stærkeste til sidst.

Det er altså smart. Alle kan følge med, ingen bliver sat på transportstrækningerne og på intervalstrækningerne er der udfordringer for alle uanset hvor stærke de er.

Så, jeg kom hjem uden at være helt udaset, uden at være gået sukkerkold men benene er som gele. Det virker som den helt rigtige måde at træne på.

mandag den 25. maj 2009

Sjælland Rundt

Uha uha.. nu er terningerne kastet. Har nemlig betalt deltagergebyr. Pt ser det ud til at vi bliver 4 OCC´ere.. hvis altså ikke nogen af dem har fortrudt. Hanne skal ikke med, forstå det hvem der kan. Nå, i et svagt øjeblik kan jeg godt forstå hende. Det er ikke det samme som når 17.000 kører Vätternrundan. Men som man ser på billedet ovenfor ligger depoterne faktisk lige så tæt.

Statsministeren skal også køre. Han skal åbenbart starte klokken 21:15.. Fint nok, så kan han blive overhalet af alle os andre gnæk gnæk...

søndag den 24. maj 2009

Sølv til EM i Nunchaku-do

Søreme om ikke Thit fik sølv i EM Nunchaku i diciplinen kamp for kvinder under 165 cm!
Det er ikke hver dag man når til finalen i et Europamesterskab! Det var en lang tur frem og tilbage til Holland, men hele besværet værd! Flot!

Hvem har placeret en bakke midt på vejen?

Asger havde snakket om, at han gerne ville med på et cykelløb, og da Lions i Ganløse havde arrangeret Blomsterløbet, hvor en af ruter var 18 kilometre, stod hele Team Sol og Sommer tidligt op denne søndag i maj.

Det længste vi hidtil har kørt er 11 kilometre, så det var med lidt spænding vi begav os af sted. Asger selv var dog ikke nervøs, "det klarer jeg snildt, når bare det er på asfalt", sagde han. Og rigtigt nok, det gik i fin stil rundt selvom der faktisk er nogle gevaldige bakker rundt på ruten.

"Hvem i alverdenen har placeret en bakke midt på vejen, om jeg må spørge?" sagde Asger med et grin medens han spurtede op.

Asgers første cykelløb blev en stor succes, og gav blod på tanden. Den første på hver distance får en pokal med hjem og Asger har besluttet han skal have den til næste år, så det er bare med at komme i træning.

Vi skal til at have en af de andre cykler i sving, den blå er godt nok blevet en del for lille.

lørdag den 23. maj 2009

På med regnjakken

Morgenen startede med regn, så der skulle en vis standhaftighed til for at sadle jern(carbon)hesten. DMI havde lovet, at regnen ville stilne af omkring klokken 9:00, så vi tog os den luksus at tage bilen ud til fem-vejen, hvor 6 andre, der ej heller var mus, havde gjort sig klar.

Og ganske rigtigt stilnede regnen af, så regnjakkerne kunne komme af efter 10 kilometre. Vinden stilnede dog ikke, så indtil vi kom op til Hillerød og fik vinden i ryggen, var det unægteligt noget hårdt. Herefter gik det med flyvende fart. Ved Langstrupspurten registrede jeg at blive overhalet, selvom cyklen på det tidspunkt var oppe på 59 km/t!

Også ned af Strandvejen var der medvind, så det gik gelinde i høj solskin. Hanne tog endda en længere føring med små 40 km/t. Jeg tror hun er den stærkeste kvinde i OCC lige i øjeblikket. 

Der var et par stærke med rundt i dag, så jeg vidste godt jeg ikke havde en chance for at stikke på et udbrud på Klampenborgspurten i dag, men satte alligevel tempoet fra starten af Strandmøllebakken. Et par hundrede meter før Klampenborg skiltet blev jeg overhalet, men fik et skub af Carsten, der ellers plejer at være sikker vinder, så jeg kom ind på en 3. plads. Han havde ikke mere i benene, sagde han. Det havde jeg heller ikke..Tak! Det er ikke taktisk at køre på den måde, men hold da op hvor giver det træning. På et tidspunkt må jeg kunne køre den hjem med 45 km/t over de sidste 3 km... 

Dejlig lørdag formiddag, i godt selskab!

søndag den 17. maj 2009

Allerød Nyt: Det største løb til dato

Så gik starten:
Læs mere i Allerød Nyt

Allerød Tour 2009

Endnu en gang mødtes kaptajnen og hjælperytteren i Allerød, i år med omvendte titler.
Rigtigt Flemming, det er den rette attitude. Super hjælperytter ikke?

Nå men, Allerød Tour er ikke helt så hemmeligt mere. Der dukkede betænkeligt mange stærke motionister frem, men det lykkedes mig at placere mig i front fra starten, der jo byder på en række modbydelige små asfalterede og stærkt slyngede skovstier. Hvis man ikke er i front her, må man lide med at lukke huller! Flemming lå lige i baghjulet og gassede sig.

Ude i skoven, på grusvejsstykket skete det søreme igen i år, en bil lagde sig ud foran feltet og bremsede det hele ned. Men, det var nu fint nok med lidt fartkontrol på det kritiske punkt.

På vej ud af skoven mistede vi jo Flemming sidste år, og søreme om ikke det skete igen i år, et par kilometre senere, hvor kæden brast. Det er lidt surt at gå ned på udstyret Flemming! Måske skulle du over på en Specialized igen ;-)

Det lykkedes mig at holde mig i feltet, selvom der f.. blev kørt stærkt i år. Allerede fra kilometer 7 skulle jeg brække mig. Men de bakker der drillede mig sidste år, beherskede jeg bare i år. De fleste strøg jeg bare op ad, og den ene, jeg vidste ville volde mig besvær, håndterede jeg ved at gå ind i bakken først. Dels bestemmer man jo på den måde hastigheden indtil de andre får nok og overhaler, dels så kan man forhåbentlig hænge fast i enden af feltet, når man topper på bakken.

To gang kørte tre ryttere over for rødt, og det er altså nogle store veje de har oppe ved Allerød, så politihjemmeværnet råbte stygge ting. Vi andre ventede pænt, og på bedste sportsmandsvis ventede de der var kørt over for rødt, også på os andre. Ellers ville de også bare have fået slag med Flemmings knækkede kæde! 

En enkelt gang måtte jeg slippe feltet, men var så heldig, at de umiddelbart satte hastigheden ned til godt 30, så jeg kunne hente dem igen. På den måde kom vi ind som et samlet felt, uden jeg dog blandede mig i spurten. Bakken hen over jernbanen lige før opløbsstrækningen trækker altså tænder ud.

Placeringen må vi vente med at se, til resultaterne offentligggøres. Men på min cykelcomputer har vi kørt 53,53 km i tiden 1:29:37 hvilket giver en formidabel gennemsnitshastighed på 35,8 km/t.... tro da fanden jeg lå i det røde felt hele vejen rundt.

Fed tur!  Kom stærkt igen næste år Flemming... inden du bliver for gammel ;-)

PS: Al spøg til side. Jeg havde glædet mig til et godt race, du så sgu stærkt kørende ud, ærgeligt at kæden knækkede!

lørdag den 16. maj 2009

Hvem vandt i dag?

Hvem vandt Klampenborgspurten i dag? Oh yes sir, søreme om det ikke var mig!

Det var bestemt ikke meningen, skal jo ud på det på det hemmelige løb i morgen, så jeg havde lovet at passe på mig selv. På Strandmøllebakken lykkedes det mig dog at slå solidt hul til feltet. Da man jo ikke giver sig frivilligt, knoklede jeg på ude i vinden, og pludselig lå Klampenborgskiltet foran mig. Meningen var jo at feltet skulle hente mig, så jeg kunne slappe lidt af, men de nåede mig aldrig.

Yes!! Så må vi se hvad det betyder for mine ben i morgen

onsdag den 13. maj 2009

Nordhavnsvejen, status før sommeren

Lige om lidt, her før sommerferien skulle Borgerrepræsentationen have besluttet hvilken af de to modeller for en Nordhavnsvej der skulle bygges. A som en en cut-and-cover tunnel, eller B som er en boret tunnel. (det er løsning A der vælter vores hus)

Der har været afholdt VVM-høring, hvor jeg i flere læsebreve opfordrede folk til at indgive høringssvar, og der kom da også 88 svar, blot ikke noget fra mig... pinligt.

Nå men det er jo lidt svært for BR at beslutte sig, al den stund, at såvel A som B ikke er den løsning der blev aftalt med regeringen. Begge er såkaldte fremtidssikrede løsninger der kan bære en større trafikmængde, men er også noget (meget) dyrere.

Trafikministeren har derfor indvilliget i at nedsætte et udvalg der skal se på financieringen af en fremtidssikret model. De skal udkomme med en betænkning inden nytår. Dermed er beslutningen om hvorvidt vores hus skal væltes udskudt til tidligst foråret 2010. ak ak ak...

tirsdag den 12. maj 2009

Jagten på mig selv

Jeg har nu i 2,5 år ført en nøje kørselsdagbog for mine cykel bedrifter, hvilket giver mig mulighed for både at forholde mig til, hvor langt jeg er i forhold til mit årsmål, men også i forhold til mig selv de foregående år.

Som det ses, er jeg pænt forud for 2008, medens jeg kører mere lige op med mit gamle 2007-jeg. Det bølger frem og tilbage med få kilometre.


Egentlig har jeg jo altid lyst til en cykeltur, men sjældne gange kalder sofaen, som i aften. Så hjælper det lidt at tænke på, at hvis jeg ikke kommer ud og afsted, så slår han mig, ham 2007-Per... Og så meget konkurrencegen har jeg altså, at det hjælper ;-)

I 2007 kørte jeg den lange distance på Skjoldenæsholmløbet... det bliver det ikke til i år, for Allerødløbet trækker jo, selvom det er meget kortere. Jeg forventer derfor at komme ud af maj med en manko. 2007 sommerferien blev dog cykelfattig, det gør 2009 ikke! (mere herom senere!) Så jeg skal nok klare ham der, 2007-Per!

søndag den 10. maj 2009

Svendborg Nunchaku

Kan du huske jeg linkede til Thits video med kampstokkene, Nunchaku? Ellers får du lige det seje videoklip her igen.
Thit er nu blevet træner for Svendborg Nunchaku-Do klub, er udtaget til EM og har helt selv lavet klubbens hjemmeside: www.svendborgnunchaku.dk

Hun skal til EM sidst på denne måned, så det bliver jo spændende!

I det grønne

Sjovt nok, havde jeg helt glemt hvordan skoven ser ud, set fra en MTB, nu hvor den er sprunget fuldt ud. Det kom som lidt af en overraskelse, at man intet kan se af sporet, for i vinters kunne man jo se tværs gennem bevoksningen. Super skønt med en tur i det spædgrønne vildnis. 32 gode kilometre i Hareskoven og omegn blev det til. Selv om vejret er fantastisk var skoven dog våd. Hareskoven bliver mudret blot en enkelt meteorolog lover regn... Men, der var nu bund i pløret, så flere af de steder hvor det næsten er umuligt at komme igennem om vinteren, fløj jeg lige igennem, medens pløren stod mig om ørene.

Styrketræning med OCC

Lørdagens tur med OCC fik mig til at undres lidt. Til trods for et betydeligt lavere gennemsnit end ved løbet sidste weekend, er mine ben ømme i dag. Det skyldes helt sikkert måden vi kører på. Frem for at hjælpe hinanden med at ligge i læ, at køre struktureret, vælter 25 mand ukontrollabelt op igennem det Nordsjællandske landskab. Det giver et hav af huller der skal lukkes. Men, på den måde kan det regnes god styrketræning! (og det gør vi så, for det er jo super hyggeligt)

Men der er f.. nogen der skal have et kursus i slangeskiftning. 2x10 minutter! Den går altså ikke!

24 timers cykeltyv

Da jeg kom hjem i fredags, stod denne cykel ulåst midt i indkørslen. Den er utvivlsomt stjålet. Jeg flyttede den et par meter udenfor muren, og til min store overraskelse stod den der endnu, da vi kom hjem fra cykelturen lørdag eftermiddag. Det gjorde den dog ikke søndag morgen. Fredag aften overlevede den, men ikke lørdag aften.

Selvom det ikke kommer som en overraskelse, at man ikke kan lade en ulåst cykel stå på fortovet, maner det dog alligevel til eftertanke.

tirsdag den 5. maj 2009

Mail vedr Stjernetour de Grindsted

Nedenstående mail fra svogeren tikkede ind i dag. Sporer man en lille smule sarkasme? ;-)

Ja, det var en ren "hyggetur" hvor der virkelig var god tid til at nyde den danske natur. Opleve dan danske fauna folde sig ud - se skovens utallige grønne nuancer danne et farvesymfoni ved solens indtrængen som sjældent tidligere er set - De stærke gule og grønne farver i markerne gav ro i sjælen - Ingen bakker til at forstyrre den afslappende rytme i pedalernes evindelige kadence - Høre fuglenes lette kvidren der bød os velkommen ved hvert eneste træ vi passerede - jo det var en sand fornøjelse at deltage i årets Stjerneløb - Hvad kan man dog ikke nå at opleve, når man blot holder farten under de 40 km i timen, som vi dog gjorde i perioder :)  

Tak for turen

mandag den 4. maj 2009

Billeder fra Grindsted

"Det er altså FOR overskudsagtigt at tage billeder op af bakke!...."

Klik på billederne for at se dem i stort format

søndag den 3. maj 2009

StjerneTour de Grindsted 2009

Det bliver varmere og varmere, skriver DMI på deres hjemmeside. Over de sidste 3 år er der kun en måned som ikke har ligget over gennemsnitstemperaturen. Det er ikke set før. I virkelighedens verden sætter det sig spor: min mor kunne konstatere, at æbletræerne er i blomst, og det normalt først sker til hendes fødselsdag sidst i maj. Sidste år skrev jeg, at vejret til StjerneTour de Grindsted måtte være årtiets bedste, men det var faktisk endnu bedre i år. Næsten vindstille og højt solskin med temperaturer over 20 grader. Jeg troede ikke min egne øjne, da termometeret på cyklen langsomt men sikkert kravlede op. Det ender da med, at Shubidua får ret med sangen om Costa Kalundborg.

Det blev et super effektivt løb, hvor vi kunne udnytte et par holds tempokørsel til at katapultere os frem. Vi kom derfor rundt på under fire timer(3:51) , med et snit på over 32 km/t incl depot. Det er 4 km/t hurtigere end sidste år. Alligevel havde jeg overskud til at hygge mig, og ikke mindst vinde spurten til sidst. Super!

Endnu mere super var det, at Hanne ikke bare hang på hele vejen rundt, men også havde kræfter til at tage føringer. Hun kom ind på en 5. plads af cirka 40 deltagende kvinder. Det er fanneme stærkt kørt Hanne!

Kørte også i år med Galten CK in persona af Finn og Torben. Det er blevet til en hyggelig tradition. (giver altid gerne et skub eller fem, Finn ;-) )

fredag den 1. maj 2009

Nye klubfarver!

I december viste jeg dette designudkast til nyt klubtøj i OCC
Efter endt arbejde med designet og indplacering af sponsorlogoerne kom det til at se sådan ud:Det er noget anderledes end det forslag der faktisk blev vedtaget!

Bedre eller værre? Giv en kommentar med!