mandag den 31. december 2007

Nytår, om et øjeblik

Så er vi på vej til nytårsfest. Det bliver dejligt at få slået tænkeren fra et øjeblik. Den har ellers stået på masterskrivning siden før jul, og der er da også en deadline i morgen klokken 12:00. Hmm.. jeg må jo være gal.

Cykling er der ikke blevet noget af, men vi har anskaffet os en Nintendo Wii, og den er rigtig sjov. Tennis, boksning og golf, kan man spille, men hvorfor er der ingen downhill-MTB med? Waii, det kunne være sjovt!

Pas på fingrene i aften!

fredag den 21. december 2007

Bivirkninger II

Har fået mig noget nyt hjertemedicin, som vi må se om kan hjælpe mig medens jeg venter på operationen. Bivirkningslisten er nok den længste jeg har set endnu. Den virker som en helgardering, kan egentlig ikke finde på mere...

Men, mest bekymret er jeg nok for den der med uregelmæssig menstruation ;-)

torsdag den 20. december 2007

Anaerob træning

Anaerob træning betyder træning uden ilt. Forklaringen er, at kroppen kan distribuere en vis mængde ilt pr sekund ud til kroppens muskler, og træner man hårdere end denne grænse udmattes musklerne og begynder at ophobe mælkesyre. Du kender det sikkert ved at man sommetider løber/cykler for hårdt, hvorefter man bliver voldsomt forpustet og benene bliver blytunge. Skal man køre rigtigt stærkt, skal denne grænse skubbes, hvilket man gør ved gentagne gange at udfordre den. Altså at køre ud over grænsen i intervaller.

Det var anaerob træning jeg havde gang i i går, men det var nu noget ufrivilligt.

Kørte en tur i Galtendrengenes MTB-terrain ved Silkeborgsøerne hvor jeg virkeligt for alvor mødte muren. Blodsmag i munden, ondt i alle tand-plumberne, stakåndet og voldsom kvalme - lige på kaste-op-grænsen, som når man om sommeren kører over 60 kmt/t under spurten. Men jeg trillede nu kun 15 km/t ad en stille skovvej! Og aldrig har min forpustethed og kvalme være større... aldrig! Og aldrig har den været så længe om at lægge sig. At den var helt gal kunne jeg senere på dagen konstatere i spejlet, mine øjne var helt rødsprængte.

Det er selvfølgelig hjertet den er gal med. Da den flimrer får jeg ikke blod nok ud i kroppen og dermed heller ikke ilt. Det går når jeg sidder her på sofaen og skriver, men altså dårligt nok til en forsigtig cykeltur. Da vi havde kørt 10 km måtte vi opgive og køre tilbage!

Det positive ved den historie er, at jeg var til kontrol på hospitalet i dag, og de kunne oplyse mig om, at de havde analyseret mine data helt nu, og havde fastslået, at sygdommen var godartet og banal i den forstand, at de let kunne helbrede den. Kuren er velkendt og med høj succesrate, og at man kommer sig helt bagefter. Det er godt!!

Så kommer bare kampen om at komme frem i venteliste køen, for som det er nu, falder min kondition jo alarmerende hurtigt.. og der er jo skarpe planer for cykelsæsonen 2008... ud over altså, at det også er sgide ubehageligt og gør ondt!

tirsdag den 11. december 2007

Ikke bare lindre.... om en lefty-skade

Normalt plejer jeg at gå en lang bue udenom hovedpinepiller. Det er på en eller anden måde for meget symptombehandling efter min smag. Ondt i hovedet? Pyt, snup en pille og klø på... jamen faktisk plejer det at gå over af sig selv i løbet af kort tid... Så mine erfaringer med hovedpiller kan ligge på et lille sted.

Ved mit første styrt den 3. november, landede jeg ganske vist blødt i en mudderpøl, men undervejs tog venstre knæ lige styret, og da en lefty forgaffel rager højt op, slog jeg faktisk knæet en hel del. Ikke mere end det bare var ømt, men en ømhed der ikke rigtig ville gå væk. Sårn af den type, som hviner i tænderne, men kun hvis man rører ved knæet, hvilket man så ej heller rigtigt kan lade være med. Skaden sad i de ledbånd der sidder uden på knæet på indersiden, om du forstår.

Efter jeg nu har trappet ned for cyklingen, begyndte knæet at gøre rigtigt ondt, ikke bare når man rører, men hele tiden. Knæet var ikke hævet men tydeligt varmere end det højre.

Jeg gik derfor til læge, der fastslog skaden til en ikke-bakteriel infektion i ledbåndene, lidt ala en museskade. Det kaldes en inflamation. Han gav mig en cortisonindsprøjtning og besked på at smørre stedet med Ibutop, som er Ibuprofen på creme. Hovedpinepiller på cremeform, hey det vidste jeg ikke man kunne få. Clou´et er at Ibuprofen ikke bare er smertestillende, men også helbreder sådanne inflammationer. Det hjalp da også, men ikke meget.

Og så var det jeg tænkte... mon ikke en daglig Ibuprofen-pille, altså en hovedpine pille ville kunne hjælpe? Hvis cremen nu ikke rigtigt kunne trænge helt ind, så kunne man hjælpe indefra også.. og søreme... 3 dage senere var min ømme knæ væk og det gode tilbage igen. Det virkede!

lørdag den 8. december 2007

Du må da vide hvordan man udfylder en check?

Blev stoppet af to unge gutter på arbejdet. Og det er her spørgsmålet faldt, sammen med min underkæbe... De havde en stor gavechek, en af dem der kan ses på bagerste stolerække når tvivlsomme fabrikanter vil have lidt reklame for at donere til velgørenhed.

Ligesom Klodshans´ brødre var det eneste jeg kunne sige: Øhbøh...?

Den næste mindst lige så lidt geniale kommentar: Har I aldrig brugt check? medens jeg kiggede mig rundt efter skjult kamera

Og så faldt 10-øren samme vej som kæben.. Selvfølgelig havde de da aldring udfyldt en check, ellers ville de da for faen ikke have spurgt. De må have spottet mig som en gammel olding, der vidste hvordan sådan noget foregik i gamle dage..

Og så var der vel ikke andet at gøre, end at gå til bekendelse: Ja, det gør jeg, og jeg har også lige fået mig en ligtårn!

arrgg.. 40-årskrisen kradser

fredag den 7. december 2007

Kom så sne!

Godt nok har jeg lige fået vinterdæk på bilen i dag, men det er nu ikke her i DK jeg mener.

Det er naturligvis nede i Alperne. Et af Europas kønneste hjørner er Berchtesgaden i Sydtyskland. Her holdte vi sidste år vores vinterferie, og skal derned igen i år. Sidste år dog totalt uden sne, så vi måtte køre en time ned i Østrig for at komme så højt op, at der var sne. Det ville være dejligt om sneen i år lå lige foran døren.

Men lidt ligger der da!

Og det var så det

Jeg bliver nødt til at erkende det ... cykelåret nærmer sig sin afslutning. Der er præcis en måned og 2 dage til masteropgaven skal afleveres, så min samvittighed forbyder mig at bruge lørdagene til cykling. Samtidig må jeg indrømme, at hjertet ikke kører helt fint, så det er godt jeg snart skal til kontrol igen. Så kombinationen af kraftværket der ikke kører helt smooth, og mine lektier gør, at det bliver småt med kilometre resten af året.

Lidt vil der naturligvis trille på, men ikke noget signifikant, så her er opgørelsen:

Februar havde jeg en tur med forkølelse og en uge på vinterferie, juli var vi 4 uger i USA, november en tur på sygehuset, og december... ja ikk?

Jeg troede at juni med Vätternrundan skulle blive den største måned, men det blev faktisk maj, hvor der var en hel del motionsløb, samt en tur til fest på Mols.. (det sikrede mig den absolutte førsteposition som familiens særling ;-) )

Af de øvrige måneder kan man se, at standarden hedder cirka 600 km, til lørdagstræning og pendling.

192 cykeldage ud af 294 mulige, det er 2 ud af 3 dage! Heraf er dog 65 alene transport til arbejde. Den gennemsnitlige dagtur ligger dog på 30 kilometre.

tirsdag den 4. december 2007

Det søde med det sure

Nød en lille tur fra arbejde og hjem i dag. Ja, det kan blive så småt, at selv en 4 kilometers tur kan blive en fornøjelse.

Med fornøjelsen må man så tage det sure. Nemlig foreningsarbejdet. Var til generalforsamling i går i min cykleclub, og det var en svær øvelse. Og der er jo ærgeligt, når der er masser af kræfter, økonomiske ressourcer og dejlige lokaler. Samt i øvrigt en masse gode resultater, som fx Charlottenlund løbet med Michael Rasmussen, og ikke mindst de mange flotte point Børne- og Ungdomsholdet har kørt ind. Oven i det har vi en kæmpe tilvækst af motionsmedlemmer, lige som sidste år hvor Team Sol og Sommer fusionerede ind i klubben.

På trods af alle de flotte resultater er samarbejde alligevel en svær ting når mange har gode ideer. Team Sol og Sommer er således med for hyggen og det gode selskab, medens andre har professionelle aspirationer, og det er meget at skulle skræve over, åbenbart.

Men vi fik da valgt en ny bestyrelse med stærke organisatoriske kræfter, og vedtaget et godt nyt budget.

Samt valgt en revisorsuppleant ;-)

lørdag den 1. december 2007

Om tøser og tøsedrenge

Regn i stride strømme blandet med hård vind og rusk.. altså helt normal dansk vinter en 1. december… hvem kører så?

Ud af de 30-40 ivrige cykelryttere fra 9:30 og 10:00 holdene i OCC, mødte kun tre op til lørdagsturen i dag! Og hvem var det? Tøserne naturligvis. Resten må så betegnes som tøsedrenge.

Hatten af for den bedre halvdel af Team Sol og Sommer!


Jeg selv? Sad og hyggede mig over lektierne. He he