søndag den 26. februar 2012

Hvor kom han fra?

Sjældent man bliver vækket midt i en drøm, så man kan huske den :-)

En lettere hysterisk sheik der ville have briller med stel lavet af ost
Og hans mor
En ortopæd kirurg (hulekirurgen)
Min svoger
Og min far i en halv kjole og Hvidt

Og os der ankommer i bil til en glad modtagelse af dem alle, bortset fra Gadaffi der vil have nogle andre briller end de billige med halv guld coatning vi havde med, men han er bare lidt til grin. Efter hans mor har trasket af med ham, fortsætter kirurgen sine undersøgelser....

Sikke et rodsammen ;-)

Men med referencer til mange ting. Jeg skulle have haft opereret mine skruer fra mit MTB styrt ud i fredags, men bedst som de havde lagt mig til at sove på bordet, kom mine arytmier flagrende, så jeg nær havde taget livet af narkoselægen... nu ligger jeg på kardiologisk, og har fået skiftet min medicin ud til noget mere effektivt. Og det er godt, for den gamle medicin kunne kun lige tage toppen af det hysteriske show!

Her søndag morgen er alt flimmer forsvundet.. måtte det blive væk for altid!

Men, hvordan kom min svoger ind i det hele? ;-)

søndag den 19. februar 2012

Dune bashing i Qatar

En lang mellemlanding i Qatar skulle selvfølgelig udnyttes til en ørkentur, til Thits store begejstring.



Han kører grundliggende to forskellige figurer, og det kan i høj grad sammenlignes med ski. Dels en kasteparabel, som betyder, at farten og tyngdekraften laver alt arbejdet, dels skøjter han sidelæns med bilen, ganske som når man kanter skiene på bjerget. (her altså blot med bilen) Trikket er, at sandet er fint og løst. Men, han viste os nu også (med os alle i bilen) at man kan køre lige ned af, hvad der ligner en lodret skråning, under fuld kontrol. ja sågar stoppe.

Dækkene er stort set uden mønster, for tricket er, at surfe afsted ovenpå sandet, ikke skovle sig ned. Samme når farten skulle reduceres, så skete det med en stribe sving, igen som på ski, ikke ved at bremse, for det skubber en stor bunke sand foran hjulene, som man så skal over, når man skal videre. Meget interessant, med den rette teknik kan biler meget mere end man skulle tro!

For tekniknørderne kan jeg oplyse,at dæktrykket er 15 PSI (en bar) og at DSC skal være helt koblet ud!

Det var ellers lidt af en øvelse at få turen på plads. Jeg havde ikke arrangeret noget på forhånd, for jeg var ikke 100% sikker på at kunne få et visum til at træde ud af lufthavnen. Det viste sig ikke at være noget problem, blot skulle man kunne fremvise et kreditkort (sic!) Jeg havde så regnet med, at der var en skranke i lufthavnen hvor man kunne booke et trip ud i ørkenen. Nej... Qatar Airways har ture, men det var fredag, så deres rejsebureau var lukket (fredag er jo helligdag i Arabien) og på internettet kunne jeg finde nogle telefonnumre, som ikke længere var aktive... bum bum, vi besluttede derfor at tage ind til Doha, for at opsøge det fineste hotel, Sheraton, hvor jeg gik hen til skranken, og oplyste mit ønske og regnede med at det kunne de da klare... skulle ikke lige have sagt noget om at vi lige var vadet ind fra gaden og ikke boede på hotellet ;-) Og søreme om ikke de kunne finde et rejsebureau der havde åbent og som havde turene på programmet, yes. Elsker luksushoteller!

onsdag den 15. februar 2012

Tredje rejsebrev fra Indien

Det er faktisk ret let at komme rundt i Bangalore. Man kaster sig bare ind i en af de allestedsnærværende TUK-TUK og sige adressen, så går det i forrygende tempo gennem den infernalske trafik, hen til ens mål. Smart! 



Ja, altså for gåben kan ikke rigtigt bruges. De ansatser der har været til fortov, kan man god glemme. Yderst ujævne og fyldt op med alt muligt, incl læskure til bussen. Bussen kan vist ej heller rigtigt anbefales, med mindre man er rygsækturist og gerne vil opleve noget rigtigt eksotisk. De er meget nedslidte.

Man kan også bede hotellet om at bestille en bil, men dels er det dyrt, dels kan man jo ikke komme hjem igen, med mindre man lader den vente.

Næ, tuk-tuk´erne er den helt rigtige løsning i en travl by. Men, så er der lige det med prisen. Egentlig burde det være let nok, de har nemlig alle indbygget taksameter, men den vil de ikke starte for rige turister, og hoppe ind uden en aftale om hvordan man kommer ud igen, skal man ikke. Næste trin er så, at de konsekvent giver et tilbud på 10 rupier, altså cirka 1,2 kr. Den pris betyder dog, at de vil køre dig hen til en af tingeltangelbutikkerne ejet af Kashmierne. Just to take some photographs, sir!  Men kommer man først ind i en sådan, (very nice price for you sir)-butik, kommer man ikke ud igen uden at være overlæsset med alt muligt og umuligt. Derfor skal man naturligvis aftale en anden pris med tuk-tukken, en med lidt mere realisme, som fx 50 rupies, eller måske endda, hvis du skal langt, 100 rupiies, dv 6 eller 12 kroner. Næste trik var vi så udsat for igår: Næsten henne ved målet, som vi havde opgivet til MG-road(hviket svarer til hovedgaden), spurgte han, hvor på gaden vi ville sættes af? Vi havde aftalt 50 rupiees for turen.  Da vi svarede, at vi ville af ved den nye metrostation, svarede han, at det var alt for langt, og at det ville koste 25 rupiees mere. Vi accepterede og så kørte han lige rundt om hjørnet, og så var vi der. Jeg kunne ikke lade være med at more mig, det var glimrende underholdning for 3 kroner. Altså, man skal være helt præcis, når man indgår aftaler med TUK-TUK-folkene. 

Man kan preje dem på gaden, men enkelte steder har politiet indrettet en fast-pris-bod, hvor tuk-tukkerne holder i kø, som ved Hovedbanegården der hjemme. Man får så udstukket en fast-pris og en tuk-tuk af politimanden. Returrejsen fra metrostationen blev sat til 25 rupiees, altså godt tre kroner, og ville sikkert passe meget godt med taksameteret, hvis det havde været slået til. Så, ingen tvivl om at vi blev snydt på udrejsen, men det er ok. Til den pris er det jo blot en del af underholdningen. Nu venter jeg spændt på, om jeg kan lære nye tricks i dag ;-)

Man kan jo også blot gøre, som Kapil, Hannes chef-kollega på kontoret, nemlig have sin egen privatchaffør ansat. Det koster omkring 9000 rupier om måneden, dvs godt 1.100 kr. og så står han til rådighed døgnet rundt. Det svarer meget godt til det, Kapil brugte, da han inviterede sin famillie og os på restaurent i går aftes. Jeg tror det blev omkring 7.000 rupiies. Det er i sig selv billigt, når vi var 7 mennersker til bords i en af de finere restaurenter, men sætter alligevel det hele lidt i perspektiv. Arbejdskraft koster intet i Indien. Han forsikrede os dog om, at det var en OK-løn, som både chafføren og hans famillie kunne opretholde deres "daglige-brød" på, og som chafføren var godt tilfreds med. Jeg tror ham gerne, men mange røde bøffer bliver det sgu ikke til. Det gør det i øvrigt alligevel ikke, for i Indien spiser man ikke køer, de er jo hellige. Ikke en gang hos McDonals kan man få en burger med oksekød! På hotellet kan man dog, Asger fik en glimrende T-bone-steak forleden, medens vi andre sat og hakkede i vore linser. Nå men, det smagte nu meget godt, og de fleste her, incl Kapil, er vegetarer anyway.

Metroen, som vi fik prøvet i går, er helt ny, den åbnede her i november eller december. Meget flot og hel ren (vi ser i øvrigt ingen grafitti overhovedet i byen). I modsætning til gaden var der næsten ingen med, det tager tid at indføre nye traffikmønster, her som alle andre steder. Prisen var nu i øvrigt meget fair, nemlig 15 rupiies (små to kroner, og dermed væsentlig billigere end en TukTuk, selv på taxameter) fra endestation til endestation. Den kører på en højbane, så man kan se ned på byen og se forskelligheden i kvartererne, der går lige fra fine villaer til små skure bygget af eternitplader. Kontrasterne er enorme. Thit var i øvrigt meget tilfreds, hun kunne for en gangs skyld kunne nå holde-fast-håndtagene i loftet. Metroen er dimensioneret til folk af den rette højde ;-)

Man kan da i øvrigt også bare tage sin egen bil med. Vi så pludselig en bil med franske nummerplader, og var nødt til at spørge, hvordan det kunne lade sig gøre. De havde skam kørt hele vejen fra Alsace, det havde kun taget 20 måneder! 

mvh
Per

PS: Det er kun lovpligtigt med én hjelm pr scooter, så konen og de to-tre børn har oftest ingen på. Det er nu også ligemeget, for jeg har endnu til gode at se nogen spænde hageremmen. ;-)

mandag den 13. februar 2012

Andet rejsebrev fra Indien

Nu er Hanne taget på arbejde, og ungerne sover. Jeg sidder og hygger mig lidt på værelset, medens svuppermanden er igang med toilettet. Nok er det et fem-stjernet hotel, men ikke alt er nødvendigvis som i Europa. Her er mange ansatte til at lave arbejdet, som dog ikke altid bliver lavet i bund. Således kan vores toilet ikke skylle ud, så hver gang vi har været trængende, er vi nødt til at ringe efter svupper-manden. Lidt irriterende i starten, man man vender sig til at have tjenere på alle hænder, og det er jo ikke meget værre at trykke 5 på telefonen, end at skylle ud. Efter som det er Indien, og arbejdskraft intet koster, er der døgnet rundt en svupper-mand på tjeneste. Fint nok.

Vi får så utroligt mange indtryk, at hver dag føles som en hel uge. Jeg skriver derfor rejsebreve for også selv at kunne fastholde vore oplevelser.

I går tog vi toget til Mysore. 1 klasses tur på to timer syd på til den gamle regensstad for landet Karnataka. Fint tog med masser af benplads og servering, et bæger (pulver)tomatsuppe, lidt drikkeyougurt (som flydende zartikki) og to forskellige slags ris. Og så en banan. Egentlig ok, meen... ;-)  Toget derimod var utroligt komfortabelt, og jeg kunne næsten ikke nå sæderne foran mig med benene. Turen pr tog tog som sagt to timer, og hjemad havde vi en bil med chauffør, og det tog fire-fem timer i indisk trafikkaos. En meget god grund til at tage toget. Togturen kostede i øvrigt det samme for os alle fire, som Thit havde givet for et par vældigt fine sko dagen før. Nemligt godt tre hundrende kroner.

Omkring Mysore dyrkes der sukkerrør. Små marker på 20 gange 20 meter, der sættes under vand, og så stikker man små stykker sukkerrør ned, der så skyder rod og blade. Der ligner mest en slags bambus. Alt arbejdet foregår med bagenden i vejret og ellers med to okser foran en plov. Da vi kom lidt ud på landet, stilnede plastic-affalds infernoet lidt af, men blot en enkelt hus.. så er der en tyve meter bred bremme af plastik omkring.


Hannes firma havde sendt en kollega ud til Mysore, som sammen med chaufføren og den regionalt ansvarlige for sikrings-og signallægget i de indiske statsjernbaner tog i mod os på banegården. Voldsomt fint! Herfra tog vi om på et jernbanemuseeum, hvor museumsdirektøren viste rundt. Perlen i samlingen var maharajin (dronningens) togvogn fra 1899. Men nok så sjovt var også en Austin, som efter udtjent liv som bil i England var blevet købt af en inder og ombygget til jernbanebil, med rigtige toghjul og det hele. Med meget større komfort, var det blevet en stor succes hos jernbaneinspektørerne. Til ære for os, blev bilen startet og kørt et par meter hen af de skinner den stod på. Som alt det andet på museet utroligt velholdt.





Før Indien blev samlet af englænderne i 1947, var her 700 konger, Maharajer. Hver kongerige havde sit eget sprog, så i dag tales der 22 større sprog og 844 dialekter og flere forskellige alfabeter. Hindi er det officielle sprog, men administrationssproget er engelsk. Heromkring Bangalore tales fire sprog og engelsk er det første fremmedsprog i skolen, hindi er det andet. Men, når der tales blandt indere blandes sprogene fuldstændigt, sårn efter hvilket sprog der nu har et ord der passer bedst. Det lyder som radioavisen fra Grønland i gamle dage. Til os taler de nu kun engelsk, men udtalen er noget anderledes, så indere der ikke har været udstationerede er noget svære at forstå.

Kongeslottet i Mysore er utroligt flot. Marmor, granit, sølvdøre, glasstole, imponerende træskærerarbejder og natuligvis masser af indlagte elfenbensarbejder. Men også åbent, for her er jo vamt året rundt. Store dele af slottet er faktisk bygget som et overdækkede stadion, så kongen, dronningen og hoffet kunne sidde i skygge og nyde de mange optrædener på forpladsen. Kongen var til tider kun til pynt, som det danske kongehus, fordi sultanen havde erobret magten. Så, Sultanens sommerpalads var næste stop. Lidt mindre ekstravagant, en slags åben pagode i to etager, bygget af en ædeltræsort og et par hundrede år gammelt. Ingen træbeskyttelse ud over det taget gav mod solen, og alligevel meget velholdt. Sommerpaladset lå, som Rosenborg lige uden for voldene i sultanens fæstningsby, på en ø et sted hvor floden deler sig i to. Her blev udkæmpet tre krige, hvor franskmændene støttede sultanen, mod englænderne og to omliggende konger. Til sidst tabte sultanen selvfølgelig (han døde i den trejde krig) og englænderne fik smidt franskmændene ud. Inderne har selv ingen skriftlige kilder til deres historier, men støtter sig til englændernes indberetninger. Eftersom det var hæren der stod i Indien, er der lavet daglige indberetninger, som man nu kan studere i London.

På vejen hjem stoppede vi på en indisk restaurent og fik lidt syd-indisk mad. Altsammen vegetarisk. Fem små retter, meget delikat og kun let krydret. (det med det lette er vi lidt uenige om, men man behøvede nu ikke andet end vand for at rense tungen. Til andre tider skal der noget andet og stærkere til...  som fx banan eller sukkerrørsjuice  ;-) )det kostede den rørlige sum af 40 rupier, eller 5 danske kroner.

Nå nu skal ungerne sgu op!

Kh
Per

PS: Er du nødt til at køre mod ensretningen, så sluk lige lyset... Så er det ikke helt så ulovligt ;-)
PPS: Der er dyttepligt hver gang du passerer en bil på motorvejen. Alle andre steder bruges hornet også, men det er for at fortælle de andre, at man lige klemmer sig ind mellem lastbilen og de to scootere med hver en hel familie på. Der er jo plads til lakken, hvis man lige folder sidespejlene ind.
PPPS: nej, vi har endnu ikke set et trafikuheld, og det er nok det mest uforståelige

lørdag den 11. februar 2012

Første rejsebrev fra Indien

Kære Alle

I dag har Hanne holdt fri, så vi har haft en bil med chauffør på, og kørt et godt stykke ud på landet til en nationalpark, ja egentlig var det en Zoo i to dele, en noget slidt klassisk have og noget ala Knuthenborg, hvor man i busser kører ind i store frie arealer, hvor dyrene kan gå vildt rundt. Her stod bl.a to tigere på vejen foran bussen og sloges om hvem der var smukkest.Det kunne sikkert have blevet til tigerfedt, hvis ikke bussen var nødt til at skubbe til dem for at komme videre.


Der er ellers mennesker over alt, og de er meget søde. Trafikken er et stort kaos, med knallerter (gerne med en hel familie på), motoriserede rickshaws, biler,busser og lastbiler. Ingen striber på vejene, så det er ind og ud med hornet i bund hele tiden. På en tresporet vej ind mod byen, var de to ydre spor jævntligt spærret med et rækværk, uden øjensynlig grund, men en masse kø gav det. Chafføren sagde, at det var for at sænke hastigheden, så folk kunne gå over vejen uden at blive kørt ned. Man skulle ellers synes, at de mange lastbiler der kun er godkendt til max 40 km/t skulle kunne holde trafikken i skak. Men på intet tidspunkt har vi følt os usikre i forhold til menneskerne her. Ingen trafikuheld set, og dét er et under, og ej heller haft fornemmelse af lommetyve. Men, hvor de sviner... skrald og plastik ligger overalt! Og så går der køer på gaden. Vi så en ko, der længe stod og kiggede længselsfuldt på en grønthandler.. lige forfra kunne den ikke komme, for købmanden havde øje på den... lidt efter listede den om til siden af butikken og prøvede på at få hovedet ned i en kasse med salat fra siden, uden at købmanden så den. Den viste uden tvivl godt, at den ikke måtte, den lyste langt væk af dårlig samvittighed. Men, købmanden havde set knibtangsmanøvren, og gik et skridt hen mod koen, hvorefter den opgav og luntede væk. Den manglede eller kun 5 cm i at havde fået den bedste lækkerbidsken i hele dens liv. På vejen hjem bad vi chafføren om at køre os til et varehus og til en restaurent. Det blev noget lovligt fint noget, han er jo vant til at køre rundt med fine mennesker, men da Asger så gerne ville klippes, var han lidt mere på den... han kørte os hen til en lille barbersalon i et fattigt men meget normalt kvarter. Han beklagede, men kendte altså ikke andre, end den han selv brugte. Helt i orden, det var præcist det vi gerne ville! Og her blev Asger klippet rigtigt flot, til den rørelige sum af 35 indiske rupier, hvilket svarer til cirka 4 kroner.


I øvrigt, så ryster de også på hovedet her, når de mener ja, ligesom i Bulgarien. Det er lidt forvirrende, for det kan også betyde: Tjo måske... Så først tror man de siger nej, og bagefter er man lidt i tvivl, om man fik et måske eller et ja ;-)

mvhPer

onsdag den 8. februar 2012

Cool

Lige et lysshov for en gadgetfreak. Så er julegaven sikret til den bedre halvdel!


Revolights. Join the revolution. from revolights on Vimeo.

mandag den 6. februar 2012

Hvad nu Riis?

En gang i mellem må man gentage sig selv.

I september 2010 noterede jeg mig under samme underskrift, at Riis havde ændret sit eget game fuldstændigt. Hans metier har i mange år været at samle ryttere lige under top-eliten, og gøre dem til rigtigt gode ryttere og dygtige teamspillere. Sidste år valgte han at en helt anden vej, nemlig at købe verdens bedste rytter, som absolut ikke er en holdspiller. Det gjorde så heller ikke så meget, for Riis havde ikke råd til at købe flere ryttere, da regningen for Contador var betalt. Alle de gamle og bomstærke ryttere på holdet valgte dermed at flytte cykelpumpen til Luxemburg.

Som jeg skrev, så var holdet nu væk, og hvis Condator så blev kendt skyldig i doping, var stjernen også væk!

Og i dag kom dommen. Contador er at regne som dopingmisbruger.

Hvad nu Riis?

lørdag den 4. februar 2012

Når kyndelsmissen slår sin knude

Ifølge gammel skik, markerer kyndelmissen den 2. feb midten af vinteren og årets koldeste dag. Eftersom kyndelmissen ophørte med at være en dansk helligdag i 1770, måtte vi vente til i dag med at fejre den, og hvilken fest!

Turen gik til Store Dyrehaven og med en temperatur på den lave side af -12 grader var sporet dybfrosset og sindsygt hurtigt. Solen stod lav på himlen, men stor og rund og vinden og sneen glimrede ved sit fravær. En perfekt dag! Sporet bliver kun bedre efter to måneders tørke om sommeren, og hvornår er det sidst sket?

Men, minus 12 grader er koldt ved grejet. Vore kæder var stive da vi hev cyklerne af bilen, og kort inde i skoven strejkede Christians friløb. Palerne der skal låse friløbet, så man komme fremad når man træder i pedalerne, kom ikke ud. At pisse på hjulet hjalp, men kun en halv times tid. Så, Christian måtte bruge sin nu velduftende cykel som løbecykel på skovvejene, medens vi tonsede rundt på ruten.

Før skoven frøs, må der have været steder hvor mudderet lå op til 40 cm dybt. Sporene fortalte sine egne historier. De frosne historier gav til gengæld en utroligt knoldet kørsel, og ingen tvivl om at min kampvogn, en 29' fully, kom til sin ret. Det var mig der kørte i små cirkler omkring de andre idag. Ord som "du kører sgu godt i dag" og "jeg giver mig, fully må være det rette i dag" varmede i en kold skov ;-)

Men, det var så også mig, der med gevaldig fart i et sving (den skulle ikke have for lidt) fandt en vandpyt i fast form taktiskt placeret der, hvor dækket skriger efter mest greb. Når den krydres med en rod med rimfrost på, ja så er det tid til et lille hvil. Turen i dørken var dagens styrt og, må jeg indrømme, det gør sgu lidt nas i knæet nu hvor jeg sidder stille. Jeg ramte jorden ganske hårdt og følte mig lige så skæv som et træ ved vestkysten. Lidt rask armsving rettede op på kadaveret og pumpede luft i lungerne igen. Godt vi kører med cykelhjelm!

Peter imponerede dog mest. Da hans bremsehus af uransagelige grunde pludselig begyndte at gå på skiven, lignede turen mest den gamle børnesang om de ti cykelister. Men ikke noget jyderne ikke kan klare! Vi afmonterede bremsen, og så gennemførte Peter på forbremsen alene (og med hovedet under armen ;-) ). Godt kørt!



Super dag, som man kun kan blive i godt humør af!