fredag den 22. juni 2012

Speed wobble eller egenfrekvens

Højprofil fælge er jo skabt til at reducere luftmodstanden ved høje hastigheder, så jeg troede egentlig, at den eneste årsag til at de professionelle ikke brugte dem i bjergene, var den forøgede vægt der skal slæbes op, inden det går ned af igen.

Stor var min overraskelse sidste år i Harzen, da jeg fandt ud af, at den rigtige årsag er, at højprofilfælge ikke egner sig til at køre rigtigt rigtigt stærkt. Når man kommer over 60 km/t begynder det hele at ryste.

Om det er aerodynamikken eller man i virkeligheden får lavet et setup hvor egenfrekvensen flytter ned omkring de 60 km/t og gør det hele ustabilt ved jeg ikke. Men, ingen tvivl om at egenfrekvens er noget man må tage i betragtning.

Alt har en egenfrekvens, men det er sjældent at vi oplever det rigtigt kontant i hverdagen. Rystelser udbreder sig i alt, men dæmpningen af rystelsen er forskellig alt efter hvilken frekvens rystelsen har. Ved bestemte frekvenser er der stort set ingen dæmpning, hvorfor genstanden ikke af sig selv stopper med at ryste, hvis den først er kommet i gang og påvirkes genstanden med en frekvens der ligger tæt på egenfrekvensen ophobes der blot yderligere energi i systemet, indtil det bryder sammen. Inden for ingeniørvidenskaben er Tacoma Bridge det klassiske eksempel. Ved bestemte vindhastigheder ramte vindens turbulens broens egenfrekvens, hvorfor den måtte ende med at bryde sammen.

;

I dag får alle ingeniører uddannet i Canada en ring ved dimmisionen, lavet af stål fra Tacomabridge, som påmindelse om at huske at regne på egenfrekvensen når de konstruerer en genstand.

Det er børnelærdom for ingeniører, og måske oplever vi det netop derfor så sjældent. Men vi kender det fra kirkeklokkerne.. tonen en klokke udsender, er dens egenfrekvens. Man slår en gang på den, og så svarer den ved at ryste med den frekvens hvor der er mindst indre modstand.

Samme gælder cykler, slå på den, og den svarer med sin egenfrekvens:

;
Her ser vi en hurtig egenfrekvens, der fødes med enrgi fra cyklens fredrift. Det må ikke ske, og ganske simpelthen dårlig ingeniørarbejde.

At det er vigtigt, viser næste eksempel
;

Se omkring 0:28. Vil gætte på at han havde brug for at skifte cykelbukser ;-) 

 Når man skal ændre på en egenfrekvens, kan man ændre konstruktionens stivhed, masse eller placering af masse. Det betyder, at skal man stoppe en galloperende cykel, skal vægten enten flyttes fra sadlen ned i pedalerne, altså at man løfter sig fra sadlen, eller at man kobler kroppens vægt med stellet, dvs at man klemmer knæerne hårdt ind mod stellet.  At klikke sig ud at pedalerne, som han gør i dette tilfælde, gør kun ondt værre! Heldigvis gik det endda.

Så, når du kører ned af, hedder det altid som sikkerhed, "Knæerne ind på stellet". Det øger i øvrigt også din aerodynamik! Og lad være med at sidde alt for tungt i sadlen.

torsdag den 21. juni 2012

Lidt om makspuls

Det er godt nok lang tid siden jeg har set dig så rød i hovedet, sagde min gode ven Jes, da han på et af intervallerne kørte fra mig, fra fronten af.

Pis, ja formen og figuren er ikke hvor den burde være!

Det er ikke fordi jeg ikke kan køre stærkt, for det går egentlig godt nok, men pulsen lever helt sit eget liv. Da jeg startede med at cykle lå min makspuls på 193, og den er siden faldet med en halv slag i minuttet pr år. Naturens måde at fortælle at tiden går. Sidste år lå den derfor omkring 190 og her i efteråret kunne den ikke komme over 188. Det havde nu formodentlig noget at gøre med medicinen og at jeg kørte MTB.

Men, efter operationen og den lange medicinfrie periode kan jeg holde en puls mellem 189 og 191 i mere end syv minutter. Nedenfor er blokken til højre en enkeltstart op af Henrikholms Alle i Vedbæk (også kaldet soldaterbakken).

En puls man kan holde i syv minutter, er ikke en makspuls! Noget er i spil, noget har operationen rodet med!

Indtil i tirsdags var min nye højest opnåede makspuls 193, men her nåede jeg to gange op på 204 slag i minuttet. Stadig ikke min makspuls, men nok tættere på det rigtige. (var også kort oppe på 210 slag, men det var tomme ekstraslag, satans som jeg bliver påvirket af stress, slet ingen tvivl. Jeg skal passe min træning så stresshormonerne bliver sendt ud af kroppen).

Hvis min makspuls er 206 svarer 190 til 92% belastning, og det ved jeg jeg kan ligge med i endog meget lang tid.  Jeg bliver bare en lille smule træt bagefter ;-)

Og træt efter cykelturerne er jeg pt. Pulsen ryger meget hurtigt op, og benene er ikke til at slæbe igang dagen efter. God træning, men sgu lidt for sent på sæsonen.

Men, så er det heller ikke værre. Hastigheden de sidste 18 km hjem efter tirsdagens træning fortæller en god historie (hvis så ellers ikke pulsen også lå tårnhøjt ;-)

søndag den 10. juni 2012

På tur med Thit og Andreas

Thit inviterede på cykeltur i dag, Sjælsø-rundt. Ikke en hverdagsbegivenhed, så selvfølgelig sprang jeg til med det samme.

Thit, Andreas og jeg storhyggede os de 50 km rundt. Det gik rigtigt godt, men nogen har nok lidt ondt i benene i morgen ;-)
Jeg husker tydeligt første gang jeg selv cyklede rundt, med betydeligt flere pauser. At gå på trapper bagefter var dælme hårdt 

onsdag den 6. juni 2012

Texas

En lille ekstraferie midt på sæsonen er ikke at kimse af, så da vi fik en invitation til bryllup i Houston, Texas var vi nødt til at sige ja, også selvom det kun kunne blive til en god uge over-there.

Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster,   liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter.  Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.



Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.

Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)
Pelikaner

Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.


Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.

Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.

Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.

I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:

Alene det første trin har fem af denne type: