tirsdag den 31. august 2010

Så pakker vi løbeskoene væk igen

Danmarks største firmafest kaldes ugen hvor DHL-stafetten afvikles i fem dage i Fælledparken. Nogle steder så man da også fadølsanlæg, endnu flere steder var grillen fremme, og et enkelt sted sågar livemusik. Også hos os blev der grillet og hygget, men også løbet. Via pendanten i Århus deltog AU med hver femte medarbejder, og det er flot!

Og løbet blev der, incl mine årlige fem kilometre. Regnen væltede ned da første løber slog sine folder, men da jeg skulle på, tittede solen frem, og placerede den smukkeste regnbue lige ned i Frimurernes palæ på Blegdamsvej... hmm ...den tænkte han en del over....

Tiden blev 25,38, næsten et helt minut hurtigere end sidste år, og således for tredje år i streg en forbedring.

Nu kan skoene pakkes sammen, vi ses om et år igen.

søndag den 29. august 2010

MTB foregår i hjernen

Forrige gang MTB´en var ude af kælderen var i maj. Så, da jeg i onsdag var i skoven, var det ikke kun kæden der var rusten. Mine MTB teknikker stod heller ikke, hvor jeg smed dem i maj. Det var med andre ord, noget svært at jonglere med cyklen over stok og sten, op og ned af stejle skrænter og plane gennem mudderpøler.

En racercykel holder selv balancen, grundet hastigheden, men i skoven skal man selv holde balancen når man nørkler cyklen rundt om træerne.  Teknikken var dog ikke det sværeste. Næ, det var faktisk værre at suse ned af bakkerne og så stole på, at cyklen ville komme over alle stenene uden at kaste mig af.

Selvfølgelig gik det, men det er tydeligt, at MTB foregår i hjernen. Man skal tro på sine evner! Som altid på dette tidspunkt af året glæder jeg mig til mudderet i skoven!

torsdag den 19. august 2010

HoneyMoon

Som den bedre halvdel konstaterede: Vi går altså rimelig højt op i vore hobby´er!

Indsigten kom, da vi i går aftes var til et glimrende fordrag med Nicolai Bangsgaard i OCC. Nicolai har cyklet verdenen rundt, 62.000 km og kom hjem i februar. Turen var ikke et racerløb, men en lang lang rejse som livsform.... 4 år tog det!  Om det skyldes en hårdhændet sortering i de tilsvarende 62.000 billeder, eller Nicolai er en usædvanlig gudbenådet fotograf ved jeg ikke, men aftenen var en helt fantastisk flot rejse i billeder, musik og film, krydret med personlige fortællinger fra den lange rejse.

Nu sidder du måske og tænker, om vi er på vej samme vej?  Nej ;-)  men i går, hvor vi sad til dette helaftensarrangement, en tour de force i lysbilleder om cykling, var det også vores bryllupsdag. 20 år tidligere cyklede vi ikke, men vandrede på fjeldet. Så kan du jo selv gætte på, om vores honeymoon stod på hvide strande, palmer og sol, eller regn, blæst, våde strømper og myg....    Det var en fornøjelse! Jo, ærligt!

Men det er nok ikke idealdrømmen om en honeymoon eller en 20 års bryllupsaften ;-) Så, jo vi går altså rimeligt højt op i vore hobby´er.


Du kan læse mere om Nicolai og den lange rejse på www.worldtravellers.dk

søndag den 15. august 2010

Roskilde holdmatch 2010

Det går da fremad, vel gør det så....

Fra 35,0 over 35,4 til 35,8!

Jeg taler naturligvis om gennemsnitshastighederne ved Roskilde Holdmatch fra 2008, 2009 og 2010.

Nej, det er ikke så imponerende en fremgang, indrømmet. Men i 2008 hang jeg i med neglene, i 2009 passede det lige, og i år havde jeg overskud hele vejen rundt.

Så jo, fremad går det da ;-)

Bulgarsk sommerregn

En af de ting der slog os mest i Bulgarien, var vejrets voldsomhed. Når det regnede, regnede det rigtigt meget. Gaderne var floder, asfalten blev revet af og bilerne skubbet rundt.

Så hårdt vejr har vi alligevel ikke i Danmark, blev vi enige om. Ja, det holdt så til i går aftes, hvor regnen stod ned i stænger.
Ikke mindre end 76 mm i løbet af få timer.

Rygterne ville lade vide, at Lyngbymotorvejen stod under vand, så vi besluttede at køre ud og se efter. Det blev lidt af zig-zag tur, for vi kunne ikke komme under S-banen, men måtte finde de steder hvor den krydses via broer. Alt var fyldt op med vand. Nogle steder sågar selvom der ikke var en lavning. På en eller anden måde må kloakerne løbe sammen, uset for os andre, for umotiveret midt på vejen, var dæksler skudt op, og vandet fossede op.

Da vi kom ud til Lyngbymotorvejen, mødte der os dette syn:
Hvis du klikker på billedet, får du det i en stor udgave, og jo, den lille bule midt på havet er taget af en bil! 1,5 meter vand, mindst, så langt øjet rækker.

Bulgarsk sommerregn hører åbenbart ikke kun Bulgarien til

torsdag den 12. august 2010

Kun for folk med svømmekursus

Det blev så til en kortere torsdagstur i dag, for da vi nåede Tyren væltede regnen ned som superslagregn, i et omfang som jeg ALDRIG har oplevet før.
Jeg kom lidt hurtigt ud af døren, og kørte derfor med normale briller og ingen kasket, og så er der ikke megen dækning for slagregnen. Det er sin sag at køre i så hård regn, med 35 km/t, en hånd på styret og den anden som skygge hen over panden ;-)

Var en lille smule nervøs for de der kørte i en normalcykelregnjakke. Den har præcis samme farve som regntågen, så på få metre var de usynlige og bilerne sætter jo ikke ligefrem hastigheden ned, blot fordi de ikke kan se, vel?

Så vi blev enige om at liste hjem ad cykelstierne. Og så holdt det naturligvis op.... Det blev derfor til godt 60 km, og såmen en udmærket tur. Sådan er det jo altid når man først er kommet ud i regnen.

mandag den 9. august 2010

Post Danmark Rundt 2010

Ingen august uden finale i Post Danmark Rundt, som i år var på Geelsbakke i Holte.
Man ved ligesom man er i Danmark, når kyssepigerne har regnjakke på

Sjovt var det, at dagens udbrud holdt hjem. Det er sjældent, men løbet skulle kun have været 100 meter længere for at Matti Breschel havde lukket hullet og vundet dagens etape. Så tæt på, og så alligevel ikke! Mon han ærgrer sig over ikke at have startet jagten blot et minut tidligere?

Jakob Fuglsang vandt løbet for tredje år i streg. Jeg kan tydeligt huske første gang i 2008, hvor han godt nok ikke kørte for Riis, men hvor det blev annonceret under løbet at han netop havde skrevet under med Riis. Man må jo købe sig de bedste ryttere! Hvem kører så for Riis næste år, nu hvor de massive rygter fortæller at Jakob stopper? Contador?

Vi har i øvrigt at aftalt med Matti, at han afslører sit kommende hold i morgen til OCCs Tour de Charlottenlund. Kom og vær med, det bliver det stærkeste felt i mange år!

Tak til jægersoldaten for endnu en gang at skaffe billetter til VIP-loungen, som i år lå lige på målstregen. Fantastisk! :-D

søndag den 8. august 2010

En sukkerkold optakt til Roskilde Hold Match

Slask sagde det da mit blodsukkerniveau ramte gulvet. Helt og aldeles tømt for energi...

Vi var taget ned til Ringsted for at prøvekøre den nye rute til Roskilde Holdmatch, 25 ryttere i OCCs forårsgrønne trøjer, et kønt syn!

Løbet kører tre omgange af 30 km, og da vi havde kørt de to med et snit over 36 km/t måtte jeg stå af. Et knapt så smukt syn.

Det er sjældent jeg går helt ned, men her ramte jeg godt nok gulvet. Vel en kombination af rødvin og et par solide grappaer i torsdags, stadig lidt træthed efter feriens turistmave, samt æggekage fredag aften... det er ikke cykelryttermad ;-)

Det bliver anderledes på søndag!

tirsdag den 3. august 2010

SaxoBank, Riis og Contador

Så er det det netop afsløret, at Contador vil køre for Riis næste år, hvilket ikke var en overraskelse. Men den store overraskelse er, at SaxoBank fortsætter et år som sponsor.

De hævder ikke at have været den hemmelige anden sponsor, der var tale om under TdF, men påstår ovenikøbet at de er taknemmelige for, at den hemmelige sponsor er trådt til side.!!

Nu håber jeg eddermanme ikke for Riis, at de igangværende undersøgelser af SaxoBanken vil afsløre det hele som et internetcasino, med et kolosalt krak til følge. Måske har han sikret sig en bankgaranti i en anden bank ;-)

Surprise surprise.


Det kunne ellers have været fedt hvis han havde kunnet lave et Specialized fabriksteam med Contador i spidsen... det ville have været lidt som Ferrari i Michael Schumachers storhedstid.

mandag den 2. august 2010

Ekspropriation

Forleden fik vi et brev fra Københavns kommune, hvor de annoncerede denne:
Nordhavnsvejens endelige linieføring bliver først endelig vedtaget på Borgerrepræsentationsmødet den 14. oktober, men da vi forventer det går glat igennem og en ekspropriation med en meget kort fraflytningsvarsel vil blive gennemført, strakte vi våben og bad dem selv om at indlede en tidlig ekspropriation.

Det var nu alligevel mærkelig at få brevet, hvori de skrev, at de på vores opfordring ville indlede ekspropriation med henblik på ... nedrivning!

Nedrivning! Jamen vores lille gule hus med tårn på !!! Nedrivning?

Tja, det var jo det der var på spil. Vi har derfor brugt mange søndage på at gå til åben hus. Der er godt nok meget skrammel derude, men også en flok spændende huse. Vi skal først være ude til maj, så vi har god tid.

Efter at have boet først på Åboulevarden og derefter på Ring 2 er vi dog enige om, at vores nye hjem som absolut første prioritet skal ligge laaangt væk fra al trafikstøj.!

Roskilde fjord rundt

Sidste lørdag i måneden er lig med Lang lørdag i OCC. Her starter vi allerede klokken 8:00 og kører så omkring 120 km. For juli måned blev det en dejlig solskinsdag, klemt inde mellem to ugers regn.

Juli-turen gik rundt om Roskilde Fjord, 123 km.

En rute jeg havde puslet lidt med på www.bikelog.dk og efterfølgende downloaded på min Garmin GPS. Teknologien længe leve, for ellers havde det ikke været muligt, for vi var en masse steder hvor ingen af os hvade været før. Det blev ikke en superhurtig tur, for jeg havde vægtet udsigten, små veje og landsbygadekær højere end intervaltræning. Men det blev alligevel hårdt nok, for der skal trædes lidt til, når man i feltet runder små skarpe hjørner en masse.

Jeg nød turen utroligt meget, elsker en god cykeltur i godt vejr med gode cykelvenner, specielt når vi kører i kønne og nye landskaber!