Så kom den første aften, hvor den langærmede trøje blev pakket væk. Sol, vindstille, løse ærmer og vindvest.
Jeg så ikke så meget frem til turen, for benene føltes bløde og slidte, men dels kan der ikke gå en dag i påsken uden cyklen og dels var jeg alene som træner idag. Så, op på cyklen! Men, det viste sig, at der ikke var blødt smør, men diamanter i benene. Det går hastigt frem med konditionen.!
Desværre havde vi et stort styrt i feltet under et af transportstykkerne. Det må bare ikke ske! Det lød som stor omgang, og lignede da også et professionelt felt til tælling, da jeg fik vendt blikket bagud. En af rytterne var ikke beredt på at rabatten slog et lille sving, og væltede derfor ind på cykelstien og blev ramt af resten af feltet. Skader: En bagskifter, en cykelramme og værst af alt, et brækket kraveben. Satans, og det endda hos min gode cykelven og næsten-nabo, Lars. Øv. Men flot, Lars, at du både kunne stå op og smile lidt forsigtigt, sejt nok! Vi krydser fingre og håber på at Harzen om fire uger alligevel ikke er en umulighed! (selvom det nok holder hårdt!)
Det er det første transportstyrt på landevej på 9-holdet, i små 2 år. (MTB og eneulykker taler vi ikke om) Vi plejer ellers at bryste os af, at vores sikkerhed er bedre end hos de fleste. Men uheld sker hurtigt, når man er 28 der kører relativt stærkt med få cm afstand. Resten af måneden er vi kørt til Farum, men denne tirsdag kørte vi over Sandbjerg. Det har vi gjort mange gange sidste år, men ruten var ny for i år og for den uheldige rytter. Det vækker til eftertanke....
Det der cykelsport er altså ikke helt ufarligt, (Men sjovt er det, må lige netop jeg vist godt sige, jeg har taget mine skrammer)
En dum plet på en ellers dejlig aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar