En lille ekstraferie midt på sæsonen er ikke at kimse af, så da vi fik en invitation til bryllup i Houston, Texas var vi nødt til at sige ja, også selvom det kun kunne blive til en god uge over-there.
Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster, liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter. Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.
Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.
Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)
Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.
Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.
Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.
Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.
I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:
Alene det første trin har fem af denne type:
Lad mig sige med det samme, at det er rigtigt når man siger, at alt er større i Texas. Motorvejene omkring Houston kan snildt nå op på 17-18 baner (tilsammen i begge retninger), ved et af motorvejskrydsene så vi broer, så der var trafik i fem lag, og på vores road-trip fandt vi steder som var næsten lige så ubeboede som i Nevada. Og bryllupet? Jeps, to dage med gæster i hjemmet og tre dage på restaurant med op til 170 gæster, liveband på 8 superdygtige musikere og shuttlebus mellem hotel,kirke og restaurenter. Superflot arrangement, og vi storhyggede os. Det var en stor glæde at møde Candice, vores første udvekslingsstuderende igen.
Nåja, offentlig transport og cykling er ikke så stort i Texas, men med den varme og fugtighed kan det vist også være ligemeget. Vi var faktisk i en af de førende (racer)cykelbutikker i Houston, en ganske lille shop, med mellemklasse cykler, ikke noget for OrdrupCC-folk. Men lidt forbindelse til verdens cykelhovedstad var der, for indehaveren havde faktisk en udvekslingstuderende boende fra Danmark. Sjovt nok.
Vores roadtrip gik til Padre Island National Seashore. En nationalpark, verdenens længste ubebyggede kyst-ø. Vi badede i det varme vand, så en flok pelikaner (jeg vidste ikke de fløj i flokke) og mest interessant, så var de småsten der altid dukker op når vandet skylder sandet man står på væk, i virkeligheden små muslinger. En-to-tre havde de rejset sig op og gravet sig ned i standen igen. Når man gravede en håndfuld sand op var den helt levende. Thit langde en musling i hånden, og den kunne række sin fod ud i samme længde som den selv, efter de få sandkort hun havde i hånden. Vældigt interessant, helt som en naturfilm. Jeg ville filme det selv, og blev så entusiastisk, at jeg glemte bølgerne... nå, men nogle timer til kameraet i den varme bil fil den til at virke igen ;-)
 |
| Pelikaner |
Rejsekortet blev på den måde suppleret med endnu en delstat i USA, samt Ontario i Canada. En mellemlanding blev til et par uplanlagte dage, først fordi flyet brød sammen og siden på grund af sygdom, sikkert forårsaget af den sgide aircondition. Sjovt nok skal der være koldere jo finere hotellet er.
Tilføjet: Jeg tog ikke på de halvanden uges festligheder, hvilket er en stor sejr. Selvom jeg ligger pænt over hvor jeg lå sidste år på samme tid, er der håb forude. Skal jo gerne af med fem kilo inden september.
Tilføjelse 2:
Intet besøg i Houston uden en tur hos NASA. Eftersom det ikke er her man lander eller letter, ligner det mest af alt en række relative anonyme kontor- og lagerbygninger, men tage ikke fejl, Houston-we-got-a-problem er hjertet i rummissionerne. Herfra blev Apollomissionerne styret, ja sågar i dag styres rummissionerne herfra, blot et andet kontrolrum.
Egentlig var sikkerheden påfaldende lav, men den kolde krig er naturligvis også for længst overstået. I dag er det russerne der har raketterne til at bringe amerikanerne op til den internationale rumstation.
I Houston ligger selvfølgelig en udgave af Saturn V raketten, arbejdshesten i Apolleprogrammet til månen. Sikke en krabat. Her er en motor:
Alene det første trin har fem af denne type:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar