søndag den 3. april 2011

Stjernetramp 2011 - En super dag

Stjernetramp, årets første motionsløb, er ikke at bide skeer med. 75 km i det superbakkede landskab på Syd-fyn. Bakkerne er pænt stejle og ligger drysset ud, så man aldrig får et flow i cyklen.

Løbet står på Team Sol og Sommers klassikerliste, men der var lidt bæven i cykelskoen i år. Så mange kilometre er det jo ikke blevet til siden genoptræningen startede, og, og og...

Men vi fastholdte, også selvom regnen væltede ned lige inden starten! Og sikke et løb vi fik. 14 grader og pletvis solskin, men også en masse vind. Vi kom rundt på 2:49, kun 5 minutter langsommere end vores hidtidige fælles rekord. Total succes!

Jeg var i stand til at trække det meste af vejen rundt, og Hanne i stand til at følge med, ja sågar at spurte forbi på nogle af bakkerne. Pulsmåleren siger et gennemsnit på 85% af makspuls, så ingen tvivl om at der blev arbejdet, men en stor nydelse var det.

Efter en weekend med 150 km i sadlen har min ankel det bedre end på noget andet tidspunkt, siden jeg brækkede den. Vores mantra om, at intet er så slemt, at det ikke kan kureres med et spark i røven og ud at cykle, har slået til igen. Der er ingen tvivl om, at den "vægt-frie" men intensive rotation af ankel gør godt, ganske som lovet af fyssen.

Team Sol og Sommer i mål. Den ældre herre, der sprang ind i billedet, trådte en god diesel, men var superglad for at komme med i ekspressen de sidste 15 km i strid modvind. Billedet er taget af en Kurt, der sad plantet i Hannes baghjul fra kilometer 0. Det var han vist også rigtigt godt tilfreds med. (god udsigt.... men det var vist mest pga af vinden). Han beklagede, at han ikke kunne hjælpe til, kun hænge fast, men det var helt OK, og så reducerer det i øvrigt vindmodstanden 2% at have en cyklist i baghjulet.

Bemærk de nye teamcykler. Begge nye Specialized S-Works Rubaix SL2. Den model Tom Boonen vandt Paris-Rubaix på i 2009. På Syd-Fyn er meget af den der type asfalt med grus, som bare er så dræbende at køre på. På disse rammer glider man bare afsted, og mærker det næsten ikke. Ikke alene er de bygget med komfort for øje, det virker søreme også. Og alligevel er de super stive og lyn hurtige.

Jeg havde ikke fået monteret compact-krank i år. Det er mindre tandhjul i for, for at gøre det lettere at køre op ad, men tilgengæld har Shimano lavet en ny kassette bagtil, hvor det største tandhjul nu har 28 tænder frem for 27 i den gamle. Det var nok til, at ingen af bakkerne for alvor gav problemer. Hermed er compact-kranken  forvist til Alperne og Kiddesvej i Vejle.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej søde,
Tak for en god tur.
Kh Hanne