lørdag den 12. november 2011

Er 29'ere hurtige?

De teoretisk fordele ved en 29'er, altså en MTB med store hjul, er oplagte. Dels får hjulene en lavere angrebsvinkel mod forhindringerne, alene bare fordi de er større (sammenlign fx med et kontorstolshjul, så er det oplagt, at man nemmere kan komme over en kantsten med store hjul). Dels har de en større kontaktflade, hvorfor man kan køre med mindre knopper på dækkene, hvilket giver lavere rullemodstand. Det betyder også, at de ikke så let laver hjulspin på rødder, fordi en del af dækket vil have fat i jorden, når der trilles over roden.

Ulemperne er så til gengæld en meget større masse, yderst på hjulene, der så oven i købet er blevet større. Og har man prøvet at læne sig ud i en karrusel, ved man, at det kræver meget energi at accelerere masse der skal rotere hurtigt. Og så er hjulene simpelthen tungere.

Så spørgsmålet er, er 29´ere en god fordel i skoven? Opvejer fordelene ulemperne?

Jeg har haft et par ture i skoven på den nye 29' er, men ikke sammen med resten af holdet. Og så er det simpelthen for svært at bedømme sin egen performance.. det ser man kun, når man enten køres agterud af holdet, eller selv kører fra de andre.

Og hvad var så resultatet i dag?

Geels og Rude ruterne rundt, 45 km... og røven blev kørt ud af bukserne... på de andre ;-)  Ellers næsten.. kun få kunne følge med.

Når det går lige ud, og der først er kommet rotation i hjulene, flyver man næsten. Opad kan man holde balancen med betydelig mindre hastighed, gyroeffekten er større, og ned af... ned af... hold da op, der kan ingen følge med. Man kan springe op og falde ned på rødder og sten, uanset hvad man smider efter cyklen ruller den bare over. Som en af de andre sagde: "jeg kan altså bare ikke vælge samme linie som dig"

Eneste svaghed er, hvis man skal skære et sving skarpt og der er god fart på. Der vil den altså gerne lige ud.

En af nedkørslerne i Geels er præget af mange og høje rødder. Den er normalt lidt svær. I dag var den faktisk en skuffelse. Hurtigt overstået og uden udfordringer.

Mange spurgte til køreoplevelsen. Og det bedste svar er faktisk, at den kører i landskabet som en kampvogn. Se fx denne sammenligning mellem en Range Rover og en Challenger tank. En Range Rover er det mest komfortable man kan få til off-road, men en kampvogn kører altså bare bedre ude i landskabet.


Jo, de store hjul er godkendte!

29´er er det nye sorte.



2 kommentarer:

Anonym sagde ...

I forlængelse af dagens blog vil jeg ikke undlade at foreslå at du opretter et mountainebike-kursus for NATO, - specielt med en indbydelse til NATOs generalsekretær.
Det er urimeligt at hans køreteknik er så dårlig at han vælter rundt i de belgiske skove sådan at han ikke kan passe sit arbejde.
Hvad ville der ikke kunne opstå af krige under hans sygeleje?

Venlig hilsen
Jørgen

Per Johansen sagde ...

Aha, var ikke klar over han var styrtet, troede han løb.

Men, mon ikke verdenen har bedst af at han passer sin seng?