onsdag den 16. april 2014

Strava

Min første cykelcomputer var ganske avanceret, den viste både hastighed, puls, stigningsgrad og temperatur, men i dag kører mange af os med en GPS, som ikke bare viser alle tallene og hvor du er i landskabet, men også optager det hele.. så man kan analysere det når man kommer hjem.

I flere år har jeg brugt Garmin Connect på internettet. Her kan man uploade træningsfilen og så kigge lidt på den. Man kan genspille turen, men ellers er den frygtelig simpel. fx noget så basalt, men vigtigt, som hvor lang tid man har ligget i de forskellige pulszoner kan den ikke vise.., skal du se på delstrækninger skal du huske at markere dem som "baner" med en lille knap på cykelcomputeren når du sidder med tungen ud af munden og benene pisker rundt... og hvis det nu viste sig at være en anden strækning der var interessant.. ja så kunne du glemme det!  Tilfredsheden er ikke stor.

For en gang skyld må jeg indrømme, at jeg ikke er firstmover. Efter at flere andre i klubben længe har talt begejstret om www.strava.com har jeg overgivet mig.. totalt! og endda købt adgang til den udvidede pakke. Strava er god!

Jeg skal prøve at give en lille oversigt over de funktioner jeg bedst kan lide:

Pulszoner:
Her ser du min puls, fra MTB turen i Danstruphegn, inden sæsonskiftefrokosten. Det var en time i det røde felt! Super effektiv konditionstræning!  Men, hånden på hjertet, det er altså en ret basal funktion for et program til at analysere dine træninger! Den næste er straks langt mere interessant.

Intervalanalyse:
Ved at trække musen hen over den samlede tur, kan du ad-hoc frit vælge et interval du vil analysere nærmere. Her har jeg valgt at kigge nærmere på et interval, der består af 5 stk 15 sekunders spurt efterfulgt af 1:45 rullepause. Tesen var, at man kunne træne kondition på den måde. Selvom Antrit er vigtigt at træne, så viser analysen dog at pulsen på intet tidspunkt kommer over 174 bpm, hvilket hos mig svarer til 90% og det er altså for lidt til at det har den ønskede virkning. Intervalanalysen kan laves både ad-hoc men også som faste intervaller.

Faste intervaller:
Alle kan definere faste intervaller, således at ens tur så holdes op mod egne tidligere resultater, hvilket for en god tur kan se sådan ud:

Her er det en blanding intervaller, hvor jeg har sat personlig rekord (PR) på nogen af dem eller har kørt min 2. hhv 3. bedste tid på.

Man kan imidlertid også se hvordan man ligger i forhold til alle andre, som fx her hvor jeg faktisk har den tredje beste tid af alle (3rd overall), der har kørt det pågældende sted og bruger Strava:

Eller her, hvor en af cykelvennerne har sat en personlig rekord, som på automatisk sammenlignes med min:
I højre siden for oven, kan man se at Ralf kørte denne strækning på 8:52 og at min egen personlige rekord er hele 9:56.. over et minut langsommere end Ralf.. hmm  det animerer sgu!

Et øje for vennerne
Ja, for cykelvennerne kan du selvfølgelig også se. En slags facebook for cyklister, komplet med "likes" som her hedder "kudos" og kommentarer:
Som det ses, kan den også automatisk finde ud af at vi er flere brugere der har kørt sammen.. som her med Henrik Bo og jeg, selvom vi jo naturligvis ikke er startet eller sluttet samme sted!

Mål og udfordringer:
Sidst og måske mindst kan man sætte sig selv mål, både på et bestemt interval og mere generelt
Det er mit mål at kunne kunne tage Klampenborgbakken med et snit på over 30 km/t inden jeg skal ned og køre alpecykelløbet: La Marmotte i starten af juli.. og så er der en stribe mere generelle "badges" man kan være med i, som fx et bestemt antal kilometre i løbet af foråret, et bestemt antal kilometre i pågældende måned og længden af den længste tur på måneden. For nogle af badges'ene er præmien at man kan få lov til at købe en speciel cykeltrøje.
Det er lidt pjat, undskyld meget pjat, men nu egentligt meget sjovt.. ;-)

Er du lidt seriøs med din træning er Strava bestemt anbefalelsesværdig. Der er både noget til husarerne og nørderne!

Ingen kommentarer: