Det har efterhånden udviklet sig til en vane, en af de bedre af slagsen, nemlig en uge i det tidlige efterår i Pyrenæerne. I år ikke som Coast-to-Coast, det har vi trods alt gjort tre gange, men en fast udstationering i Saint-André, som ligger på den franske side, lige der hvor Pyrenæerne løber ud i Middelhavet.
Det var Viggo, som også var med på sidste års C2C, som inviterede! Han har et stort hus, hvor vi lige kunne være tolv, så selskabet var nogle folk fra OrdrupCC, herunder TeamSologSommer, Viggos bekendte og familie, samt Træsko-Ole fra Sæby, som også var med på C2C sidste år. En god samling folk, som alle hjalp med at få praksis til at virke, lave mad, hente vin og ikke mindst hygge!
Det blev til 6 gode cykeldage, med ture op i Pyrenæerne, frem og tilbage over grænsen til Spanien, en lille smule regn men ellers godt dansk sommervejr med sol og 25 grader. 583 km og 7.288 højde metre.
Pyrenæerne er altid dejlige, flotte bjerge, der er lidt øde, dvs uden ret mange byer og faktisk helt uden turister.. modsat alperne, som jo er meget præget af skisportsområder.. og det øde understreges særligt af den spanske side, hvor der bestemt ikke sker meget. Men, som tidligere observeret; der er en grund til at Spaniens gæld er af en anden størrelse end Nordeuropa. De har investeret voldsomt deres infrastruktur, så vejene på den spanske side er som silke.. det kan man i hvert fald ikke påstå om vejene i Frankrig.
Af de mange forskellige oplevelser på turene, vil jeg dvæle lidt ved de forskellige pasovergange vi kørte, fra øst til vest:
Kystvejen: Flot rute, men også lidt hård, for i og med bjergene løber ud i havet, går det op og ned. Selve grænseovergangen ligger der, hvor det højeste forbjerg løber ud, en pæn stigning og bestemt ingen strande.. god grund til at lægge grænsen her.
Col de Banyuls:
Viggo havde prøvekørt et hav af mulige ruter, lavet fine rutekort og beskrivelser, men alligevel sad han en aften med et nyt automobil-kort og fandt ud af, at et pas, han aldrig havde kørt, åbenbart var blevet asfalteret. Nu er der jo aldrig langt fra tanke til handling, så den måtte vi naturligvis prøve, selv om GPS´en blev ved med at hævde at vejen var grusbelagt. Den var heldigvis rigtigt nok blevet asfalteret, for den holdt en stigning på 18% over et par kilometre. :-) Nogle fik flittigt benyttet deres mindste gear, andre skoene ;-)
Le Perthus:
Her krydser den gamle hovedvej og motorvejen mellem Spanien og Frankrig. Vi nøjedes naturligvis med hovedvejen. Sjovt nok er der grænsehandel på begge sider. På den spanske er det tankstationer, supermarkeder, kæmpe lastbilparkeringspladser og det lette kavaleri. (der er første gang jeg har set nogen iklæde sig det lette arbejdstøj midt på rundkørslen, uha!) På den franske er det tøj, ure og tilsvarende tingel-tangel. Stigningen er overkommelig, men trafikken er lidt mere heftig
Las Illas:
I Las Illas skulle der ligge en rigtig god restaurant.. den får vi vente med, for åbnede først sidst på aftenen. Til gengæld var vejen til sidst op til passet stort set ikke eksisterende. En rigtig gedesti med dybe smeltevandsrender i. Her kunne nok knapt cykles, selv med MTB. På den spanske side derimod:
Gæt hvor grænsen går ;-) Selv et "hovedvej ophører"-skilt var der blevet installeret. Fantastisk!
Den spanske nedkørsel bød til gengæld på noget af det smukkeste udsigt fra hele turen.
Coustouges: Det vestligste pas var en mere "normal" vej i Pyrenæerne... ja ja lidt blaseret bliver man jo ;-)
Og sådan gik den fjerde ugetur til Pyrenæerne.. en masse fine oplevelser, god mad og vine ;-) Det er altid dejligt at være afsted med Team Sol og Sommer
Det var Viggo, som også var med på sidste års C2C, som inviterede! Han har et stort hus, hvor vi lige kunne være tolv, så selskabet var nogle folk fra OrdrupCC, herunder TeamSologSommer, Viggos bekendte og familie, samt Træsko-Ole fra Sæby, som også var med på C2C sidste år. En god samling folk, som alle hjalp med at få praksis til at virke, lave mad, hente vin og ikke mindst hygge!
Det blev til 6 gode cykeldage, med ture op i Pyrenæerne, frem og tilbage over grænsen til Spanien, en lille smule regn men ellers godt dansk sommervejr med sol og 25 grader. 583 km og 7.288 højde metre.
Pyrenæerne er altid dejlige, flotte bjerge, der er lidt øde, dvs uden ret mange byer og faktisk helt uden turister.. modsat alperne, som jo er meget præget af skisportsområder.. og det øde understreges særligt af den spanske side, hvor der bestemt ikke sker meget. Men, som tidligere observeret; der er en grund til at Spaniens gæld er af en anden størrelse end Nordeuropa. De har investeret voldsomt deres infrastruktur, så vejene på den spanske side er som silke.. det kan man i hvert fald ikke påstå om vejene i Frankrig.
Af de mange forskellige oplevelser på turene, vil jeg dvæle lidt ved de forskellige pasovergange vi kørte, fra øst til vest:
Kystvejen: Flot rute, men også lidt hård, for i og med bjergene løber ud i havet, går det op og ned. Selve grænseovergangen ligger der, hvor det højeste forbjerg løber ud, en pæn stigning og bestemt ingen strande.. god grund til at lægge grænsen her.
Col de Banyuls:
Viggo havde prøvekørt et hav af mulige ruter, lavet fine rutekort og beskrivelser, men alligevel sad han en aften med et nyt automobil-kort og fandt ud af, at et pas, han aldrig havde kørt, åbenbart var blevet asfalteret. Nu er der jo aldrig langt fra tanke til handling, så den måtte vi naturligvis prøve, selv om GPS´en blev ved med at hævde at vejen var grusbelagt. Den var heldigvis rigtigt nok blevet asfalteret, for den holdt en stigning på 18% over et par kilometre. :-) Nogle fik flittigt benyttet deres mindste gear, andre skoene ;-)
Le Perthus:
Her krydser den gamle hovedvej og motorvejen mellem Spanien og Frankrig. Vi nøjedes naturligvis med hovedvejen. Sjovt nok er der grænsehandel på begge sider. På den spanske er det tankstationer, supermarkeder, kæmpe lastbilparkeringspladser og det lette kavaleri. (der er første gang jeg har set nogen iklæde sig det lette arbejdstøj midt på rundkørslen, uha!) På den franske er det tøj, ure og tilsvarende tingel-tangel. Stigningen er overkommelig, men trafikken er lidt mere heftig
Las Illas:
I Las Illas skulle der ligge en rigtig god restaurant.. den får vi vente med, for åbnede først sidst på aftenen. Til gengæld var vejen til sidst op til passet stort set ikke eksisterende. En rigtig gedesti med dybe smeltevandsrender i. Her kunne nok knapt cykles, selv med MTB. På den spanske side derimod:
Den spanske nedkørsel bød til gengæld på noget af det smukkeste udsigt fra hele turen.
Coustouges: Det vestligste pas var en mere "normal" vej i Pyrenæerne... ja ja lidt blaseret bliver man jo ;-)
Og sådan gik den fjerde ugetur til Pyrenæerne.. en masse fine oplevelser, god mad og vine ;-) Det er altid dejligt at være afsted med Team Sol og Sommer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar