Cykel til Wii

For tre år siden skrev jeg en kort note om den sjove Wii.  Der manglede kun en downhill MTB.

Forleden stødte jeg så på en cykel til Wii.

Downhill MTB har det ganske vist intet at gøre med, men cykel er det da ;-)  Selvom den ikke ser ud til at kunne holde til en 85 kg stor mand der træder +400 W, når det går mest hedt for sig...  Jeg tror jeg bliver ved Tacx´en.

Og dog, man kan åbenbart køre Mario Kart med cyklen... LOL

PS: Hvordan går tre år så hurtigt? Synes det  var sidste år, vi købte den Wii.... nå, men hukommelsen fejler da ikke noget... ihukom øjeblikkelig min gamle blog da jeg så biken :-D

Årets første tur

To måneders cølibat er slut!

Hanne tog med klubben ud at cykle, og da de rullede forbi, på vej op i klubben, kørte jeg med. Lidt suppe og en masse snak, og hjem igen. Balstyrig, som når køerne bliver lukket ud på græs i foråret.

En kort, men super dejlig tur! .

I'm back! Yehaa!

Discoverys sidste tur

Nogle cykelture har større konsekvenser end andre. Nok er to måneder uden cykel en grim ting, men det kan trods alt ikke sammenlignes med en missed tur med den sidste spaceshuttle.

Tim Kopra skulle have en større rumvandring på Discoverys sidste tur, men det satte et lille cykelstyrt en stopper for.

Det er godt nok surt show. (men på en eller anden måde også lidt morsomt) (.. men nok ikke for Tim...) ;-)

Læs mere her

Genoptræning

Det gælder om ikke at lade sig rive med af den gode stemning, sagde fysioterapeuten.

Forrige lørdag gik det gevaldigt, og jeg stormede huset rundt... Søndag, mandag og tirsdag var foden hævet som ind i.. Siden har jeg passet på, fuldt anvisningerne og undladt at gå alt for meget. Gå og stå, giver intet godt sagde han også... sagen er, at inde i ledet er der hinder som ikke er forsyntet via blodåret, men virker som svampe, suger næringsvæske ind og ud.. går eller står man, bliver de komprimeret for meget og lider under manglende næringsforsyning.. og disse hinder er altså de langsomst voksende dele af kroppen!

Så nul løb eller gåture, men meget gerne cykling. Det passer mig genialt godt :-D

I dag blev det til 30 minutter i alperne på hometraineren. Uha hvor gør det godt i kroppen! Og, eftersom der er søndag aften en enkelt GT (Gin Tonic)... Det gør ganske vist ikke godt for vægten, men er en dejlig måde at slappe af på..

Træningen er ellers ikke kondition, men alene for at løsne det låste fodled, øge styrken i ledbåndene samt få lidt liv i lægmusklen igen. Så cykel kombineret med lidt balancebrædt er sublim.

På gulvet har jeg markeret hvor langt ud jeg kan få foden, samtidigt med at jeg har knæet i væggen. Målet er lavet med det raske ben... det går fremad!

Et mirakel

Vidste du, at en absolut forudsætning for at holde sig i form hen over vinteren er, at man er en IT-nørd?

Eller er livet bare for kort til hometrainere?

Når de i TV2-Tour-studiet kæmper for at komme op af Mont Ventoux, er der ingen der ved, at der bagved sidder en stakkels IT-mand, med lige så store sveddråber og holder fingrene krydsede.

Da jeg købte min hometrainer for to år siden, indstallerede jeg den naturligvis på min spritnye og kraftige bærbare PC. Og ved første forsøg på at køre "real-life-video" altså som i TV studiet, gik lortet ned.. ikke en uskyldig lille fejlmeddelelse, men et regulært crash med memory-dump på skærmen. En henvendelse til producenten Tacx opklarede, at det ikke må installeres på en PC med delt video hukommelse, og slet slet ikke på et grafikkort med Intel-chips... ikke IT-nørder er vel sagtens allerede stået af?....

Nå men, ud af bunken med elektronikaffald fik jeg fundet Thits gamle og kasserede PC frem. En gammel windows XP, massr af børnespil, elektrisk overgang (så rør ikke ved den) men med et selvstændigt grafikkort. Jeg tager ikke meget fejl, når jeg antager at maskinen er 10 år gammel. På med hometrainerprogrammet, og det kom til at virke... godt nok langsomt på en hver måde, men videoen op af bjergene kørte nogenlunde ...

If it ain't broke, don't fix it. Så den gamle dame fik lov til at få et nyt liv.

I forbindelse med mit ankelbrud håbede jeg at kunne køre på hometraineren, bare en lille smule med det raske ben, og senere med begge ved genoptræningen. Så den gamle dame blev flyttet som en del af første flyttelæs. Men, livet havde forladt tøsen, da hun flyttede ind i det nye hus.

I forbindelse med januarudsalget fik jeg så købt en ny PC... ikke alene koster cyklen en bondegård, hometraineren gør det i hvert fald også, og så skal der guddødme også en ny pc til! Man skal ikke bare være IT-nørd, men en velhavende IT-nørd!

Men, hvor går man hen og køber en billig pc i dag, med selvstædigt videokort? Så, det blev et sats, integreret videokort, men ikke Intel. Det gamle videokort blev gemt.... hvis nu....

Der er vel næppe noget, der er ret meget dejligere for en lille IT-nørd, end at pakke en ny PC ud, og så med 64-bit udgaven af Windows7.. uhm det har jeg ikke prøvet før... en fest... på med hometrainer programmet.. hmm.. det gik godt nok hurtigt..lidt for hurtigt.. 64bit windows er berygtet for at være meget kræsen med hvilke programmer, den kan køre.. gad og vide om alt var kommet med?

Hometrainer SW kørte, men den ville under ingen omstændigheder genkende motorbremsen og styreenheden... frem med CD´en, fiske driverne frem og prøve at installere dem igen.. det kunne jo være... i DOS vinduet ruller teksten hurtigt forbi, så hurtigt at man ikke kan læse hvad der står. Så frem med en DOS prompt og så køre driver-installationsprogrammet igen.. Jo, den er skidt nok, den skrev, at den ikke kunne installere 32 bit drivere i et 64bit system..

hmm.. skal man så installere Windows7-32 bit? Tja, nu reklamerer Tacx jo med en spændende version 3,0 hvor man via Google Earth kan genkøre sine egne ture i en slags real-life-video, og den nye version understøtter 64 bit. Så frem med dankortet og købe en opgradering formedelst alt for mange penge... Vente vente vente.. 10 arbejdsdage senere dukkede CD´en op. Ind i PC'en med den.. bum bummelum.. "Den indstallerede version kan ikke opgraderes!" skrev PC'en kraftedeme.. Den oprindelige version jeg har, er lige et par generationer for gammel til at Tacx vil lade mig installere den nye version til reduceret pris! For ind i helvede! (Jeg har en opgraderingsCD billig til salg, mangler du?)

Så måtte jeg jo bide i det sure æble og indstallere Windows7 i en 32 bit udgave.. og ovenpå den gamle hometrainer software.. Stort set succes.. bort set fra, at der hvor videoen skulle afspilles, var der sort-skærm. Traineren kørte som den skulle, men hvor vejen skulle være på skærmen, var der nat, kuldsort nat. Når man afsluttede programmet flimrede et enkelt billede af vejen yderst kort hen over skærmen.. som om videoen faktisk kørte, men bare inde under alt det sorte...

Nu blev jeg eddermanme stædig.. ffdshow (et eller andet skod 3.parts videoafspiller program) blev opgraderet til seneste kendte stabile version, Microsoft DirectX lige så, og hometrainersoftwaren ligeledes... men ak, stadig mørkere end oppe i røven på en n.. øh stadig kuldsort!

Håndklædet i ringen og en mail afsted til helpdesken hos Tacx... så må jeg jo vente den uge der mindst går inden de besvarer en sådan mail... shit... nej, fanme... lidt mere søgning på google afslørede, at hvis man fandt selve programmet på PC´en, højre klikkede på programmet, egenskaber, kompabilitet og satte et flueben ved "Deaktivet skrivebordsopbygning" (hvad fanden det så end er) ville det løse probelemet. Hueraka! Det virkede søreme... nu kører alt.

Et rent mirakel!

Det burde bare være løgn! Det kan da ikke passe at man skal være en rig og yderst stædig it-nørd for at få en hometrainer til at virke! Hvad fanden tænker Tacx på?

Eneste gode historie var, at jeg med det samme skrev til helpdesken, at problemet var løst.. og søreme om ikke de fem minutter herefter, en fredag aften lidt i midnat, kvitterede og takkede for, at jeg havde afmeldt mit problem. Godt nok er det noget skod SW, men helpdesken kører da i det mindste i døgndrift!

Vil du med på Mount Ventoux?

Mere end almindelig balanceevne

Selvangivelsen 2010 og forskudsopgørelsen for 2011

Jeg var helt sikker på, at jeg i 2010 lige ville snige mig over de 7.000 km.. Sådan kom det ikke til at gå. 6.297 km blev det til, inden mit styrt satte en kæp i hjulet, men det er nu også ok.

Normalt plejer Team Sol og Sommer at rulle en formiddagstur i dag, inden nytårsløjerne tager over, men under alle omstændigheder ville det nok være aflyst i år. Dels er blev alt forseglet i et lag is i går aftes, da nedbøren pludselig slog over i underafkølet regn, og dels står vi stadig med flyttekasser op over begge ører og gæster på vej. Men nytår skal det nu nok bliver alligevel.

Set i graf ser 2010 sådan ud:

Maj var den helt store måned, men ellers måtte vi takke nej til en del af de traditionelle løb. Den bedre halvdel har haft en del forkølelser i år, og så er OrdrupCC ikke kun en cykelklub, men også en festforening. Brøllupper, fødselsdage og almindelig selskabelighed har opholdt os mange weekender i 2010. Det har været og er en stor fornøjelse, sammen med gode venner!

Mest cykelmæssig succes har det været at iagttage, hvor stor udviklingen har været på 9:00 holdet efter vi fik en ordentlig træneruddannelse. De, der har holdt ved er blevet ufatteligt hurtige! Skønt at se, at træningen virker. Og så var det sjovt at sætte flere hold til Grejsdalsløbet som blev kørt i høj stil og så en god nat med vennerne til Sjælland Rundt.

Eneste rigtigt mislykkede event i 2010 var Mallocaturen, som islændingene fik sat en stopper for.

I 2011 skal vi have mere af træningen, der skal køres løb, og så skal jeg helt sikkert over 7.000 km. Skal jo ned og køre Coast-2-Coast ud på sensommeren med svogeren, det glæder jeg mig til! Og, så prøver vi at arrangere en klubtur, denne gang ikke pr fly, men i bus til Hartzen i forsommeren. det bliver hyggeligt!

Så nytårsforsættet, må være hurtigst muligt i gang med genoptræningen, få kørt en masse kilometre og smidt otte kilo inden jeg rammer Pyrenærerne!

Pas på fingrene i aften!

Spørgsmål

Nu har jeg snart trillet, ja ikke hjul, men tommelfingre i seks uger. Rundt omkring har folk stillet nogle forbavsende ens spørgsmål til mit uheld, og ikke-stillet andre som for mig er mere oplagte.

Det mest typiske spørgsmål er: Vred du benet rundt på grund af klikpedalerne? Altså, skete uheldet fordi din fod var låst fast til cyklen? Nej, må jeg sige, gid bare det havde været. Jeg brækkede anklen, fordi jeg klikkede ud og satte foden ned på jorden. Folk bliver overraskede over svaret. Klikpedaler står som noget voldsomt farligt for de fleste. I virkeligheden bryder jeg mig slet ikke om at cykle uden, de mindst femdobler kontrollen med cyklen.

Det mest oplagte ikke-stillede spørgsmål er: Hvad med vægten, stiger den ikke når du er tvunget til at holde dig i ro?  Ja, ser du, det vidste jeg heller ikke for badevægten var i den sidste flyttekasse der blev pakket ud. Men jeg havde en fornemmelse fra bæltet... og nej, jeg har hverken tabt mig eller taget på. Appetitten var meget lav de første uger, hvor det også gjorde ondt. Nu skal jeg bare lige passe på julesulet ;-)

Julekort fra en vinterrytter

Fik dette julekort fra min gode cykelven, Jes i dag. Åh, hvor ville jeg gerne, sammen med de gode venner, tumle rundt i sneen, frem for blot at kigge på den. Men vent bare, kun 2,5 uge tilbage af min gounding

Tak, Jes.

…en vinterrytter

 Det er stadig mørkt derude. Det er måske regnfuldt, blæsende, isnede eller ligefrem sne. Det er under alle omstændigheder koldt. Sengen er varm. For enhver normal person, er der en beslutning der træffes, bare et moment af bevidsthed, og man vender sig om, trækker dynen op og synker tilbage i den trygge, varme og luksuriøse søvn. Men…

Men, du er ikke en normal person. Du er en vinterrytter. Mens det for enhver normal person er sund fornuft – en lørdag eller søndag morgen i vinteren, at falde tilbage i noget der ligner pattedyrets dvaletilstand, lister du fra din seng. Stilfærdigt for ikke at forstyrre familien, som du er en del af. Du skal ud.

Vinterryttere fungerer i det skjulte, undercover atleter. Vores planer er halvhemmelighedsfulde – få forstår os; vores mødested med de andre i den tidlige morgen er vores ritual og en uges længsel. Man nikker indforstået og broderagtigt til andre, der er ude i samme mission.

Vi mødes, der krammes og de sidste historier, der bekræfter at du hører til og giver dig et mod og en varm forhåbning, fortælles og sammen kører vi af sted. Nogen til skovs andre på landevejen.

Kulden får fat i dig. Først rammer den i ansigtet som stikkende nåle. Lidt senere rammes resten af kroppen, dine ben og dine hænder. Kroppen er pakket i flere lag tætsiddende stof og vejret kan kun smyge sig forbi uden at tage fat. Det er nu du næsten umuligt drømmer om de sommerlige dage i kort med salt sved og en knapt kølende vind i ansigtet.

Du rammer skoven i dens nøgne khaki eller hvide klæde, hvor den bløde skovbund veksler med den frosne, og hvor du tvinges til akrobatiske, kraftfulde og udmattende eksesser. Du kan se den næste forhindring imellem skovens bladløse træer, eller henover sporets endeløse snoen sig ind og ud, op og ned. Det er også nu du rammes af den stilhed som vinteren giver, hvor du er tæt forbundet med dit eget tågede åndedræt.

Vi passerer de røde låger ad flade men opkørte stier, hvor hestehove har skabt et udfordrende knoglebrækkende dække. Den første tunneldal sender pulsen af sted og en mild syre får varmen tilbage. Nu går turen gennem granskovens snørklede stier med rødder og stubbe, sten og stammer, knap synlig under sneens dække. Her har kun kørt få, om nogen og de mærkede stammer er det eneste, der viser dig vejen frem. Du flyver og hopper, danser og skrider, retter, vælter og rejser dig. Av for satan. Smilet og latteren er der som en stimulerende og drivende kammerat, og varmen og træthed trænger sig på, snigende men med tiltagende styrke. Det er nu du ved hvorfor den varme dyne og den dvaleagtige søvn ikke er en konkurrerende partner.

Tilbage ad stier i et selvtilfreds tempo med en spurt hvor den sidste energi trædes ud og hvor kulden hamre sig ind som træthedens partner. Tilbage ved udgangspunktet med the partners in crime fortælles de historier, der gør at man er nødt til at komme tilbage – uge efter uge.

Men det er også det indre smil, som får dig til at komme igen til ritualet om den tidlige vintertræningstur, og det er bevidsthed om og den fysiske tilfredsstillende følelse af ben, der har været brugt, som du deler i hemmelighed med de andre – alt dette tilhører dig fordi du ikke er en normal person – du er en vinterrytter!

Vi ses i julen og et godt nytår
Jes

(frit efter Matt Seaton: Tales of the winter rider)

Støvler kom hid!

Mine ellers så pæne og relativt nye MTB-støvler blev for fire uger siden udsat for et attentat af en mand med stetoskop og gazesaks. Han bandede en del over hvor solide de var, men det lykkedes ham alligevel at klippe så meget i dem, at de ikke kan bruges mere. ;-)

Nu er der bestilt et nyt par fra min favorit net-cykel-pusher... til 2/3 af prisen i DK, og der er netop tikket en mail om, at de er puttet i postkassen. Heldigvis skulle jeg have den aller-aller største størrelse, så de havde stadigt et par tilbage i model B&W. Vinterkollektionen er ellers typisk udsolgt på dette tidspunkt

Så nu venter vi bare på at det bliver januar og jeg igen må køre moderne!

YES!

Fire uger

Så gik der fire uger af min grounding. Cykel er det ikke til, men jeg futter rundt i huset og hjælper i det små lidt med til flytningen.

Anklen har det godt, men den er stadig noget hævet. Jeg kan vippe op og ned med foden, nedad mangler jeg 1,5 cm, op ad 3 cm. Det er en tydelig fremgang. Til siden, altså som når man går på siden af foden, er der nul, nil nada bevægelse, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre for at dreje foden. Og det selvom den anden fod gør det fint. Men det er jo også den side der blev strukket. Gad og vide havde der er sket derinde? Er det bare naturligt stift efter den omgang og fikseringen, eller er ledbåndene historie eller det nerverne?

Sad lige og kiggede lidt på vinterbilledet i toppen af bloggen. Den er fra en juledag i 2008. Uha hvor jeg savner at komme ud! Men, jeg er fortrøstningsfuld, det går fremad!

Årets bone cracker pris

Danmarks Mountain Bike Club (DMK) har en pris der uddeles ved julefrokosten. Den hedder Bone Cracker Prisen, altså knoglebrækker prisen... Nu er jeg jo ikke medlem af DMK, men ville ej heller komme ret langt i den konkurrence. De er meget dygtigere:

http://www.mtb.dk/index.php?option=com_kunena&Itemid=30&func=view&catid=10&id=25469

SlushNews

Medens jeg passer min ankel ruller Slush-Caravanen videre. På søndag er det i Tyskerplantagen ved Hillerød. En rute, som jeg sidste år karakteriserede som OK, men i store træk kedelig.

Som vanen sig hør og bør udkommer der et nyhedsbrev fra SlushCuppen, hvor resultaterne gennemgås sammen med andet petit-jounalistik. I dette nummer også med at indlæg fra TeamSologSommer, se side 9

http://www.slushcup.dk/slushyear9/pdf/SN9-2.pdf

Tidsfordriv

Noget skal man jo lave når alle andre knokler om ørerne på en. Lige nu er "vi" ved at flytte. Jeg sidder og hygger mig med at se på og blogge lidt.

Så her er et billede fra ambulancen, jeg havde jo ligesom god tid, medens lægen knoklede med at passe på sin patient. Han studsede lidt, da kameraet klikkede ;-)

Altid til tjeneste for bloggens læsere!

Et spark i røven og ud at løbe

.. er mantraet her i huset. Kroppen er bygget til at blive brugt, mangt og meget kan helbredes med en tur med høj puls i den friske natur.

Det gælder naturligvis ikke lige en brækket ankel, og dog.

De sidste 48 timer har jeg haft fantastisk ondt i benet, så jeg ringede i morges til hospitalet og spurgte, om ikke jeg måtte komme i dag, fremfor den skemalagte kontrol i morgen.

Det tog ikke mange splitsekunder at konstatere, at smerterne skyldes, at benet ikke kunne transportere giftstofferne fra hævelsen væk, venepumpen er jo ligesom ikke aktiv når anklen er fikseret! Jeg har derfor fået en slags sene-skede-hinde-betændelse af at ligge stille!

Den positive besked var, at knoglerne sad som de skulle og hævelsen praktisk talt var forsvundet! Så af med forbindingen og stingene. Ej noget gips, men blot en let støtte "støvle", som oven i købet skal afmonteres når jeg ligger i sofaen, så jeg kan komme til at vippe med anklen. Dels for allerede nu at påbegynde genoptræningen, men også for at få transporteret giftstofferne væk. Inaktivitet er roden til alt ondt, at bruge kroppen indgår i lægens behandling!

Jeg må dog ikke støtte på foden før efter nytår.

Så med moderne medicinkunst er en praktisk talt knust ankel lig med en operation, to døgns indlæggelse, små to uger med benet i vejret efterfulgt af 5-6 uger på krykker (nå ja og 10 skruer). De forventer ingen mén!,

Imponerende!

Vocal Jazz

Medens jeg ligger her på ryggen med benet op ad, har jeg tid til at få prøvet nogle af de ting af, som jeg ellers plejer at skubbe til side.

Jeg lå lige og ønskede at høre lidt Jazz med kvindelige forsanger, sårn lidt østrogent crooning, og hvor opdriver man lige det?

Her er netradio så et af de punkter jeg længe har villet dyrke og har fået tid til nu.

Det er ret let at oprette sin egen netradion. Du samler en række numre, du vil broadcaste, noget speak og en playliste og lægger det op på en server, sammen med noget netstreamsoftware. Og vupti kan du konkurrere med DR. Det betyder så også at der er myriader af netradioer, alle niche, men ret gode, for folk går jo op i det, når de gør sig ulejligheden.

Og søreme om der ikke findes en radiokanal der alene spiller blød jazz med kvindelige forsangere, kaldet VocalJazz! Så nu strømmer lounge-hyggen ud af højttalerne ;-)

Kong Vinter

Sidste år startede vinteren med snevejr medio december, til klimakonferencen om global opvarming, og så lå der ellers sne frem til marts.

I år begynder den åbenbart tidligere, for medens jeg stod på hoved i sofaen, kørte resten af drengene i St. Dyrehave. Og se bare billedet!

Man må håbe sneen ikke bliver de næste mange måneder, for så bliver det da hårdt at køre MTB.

Fuck, hvor ville jeg gerne have været med!

Sådan, hr Johansen

Men mon ikke også Danny MacAskill har et par skuer i udvalgte knogler....

PS: klik på den røde firkant med pile i hvert hjørne, så Danny har hele skærmen til rådighed!

Slip sliding away

Slip sliding away, sang Simon og Garfunkel i 70'erne, og sammen med det moderne nummer: "skub, skub, skub til cyklen" (med en let omskrivning) passede det perfekt på åbningsløbet på SlushCup'en.

Nedenstående ganske stejle bakke var udfordrende, og da også stedet hvor OCCs nok mest erfarne MTB'er, Anders, røg i asfalten så han måtte på skadestuen og sys med ganske mange sting (det er ikke Anders på filmen).

Eftersom jeg var stukket af med ambulancen og stævnelægen, kørte Anders dog turen færdig. Sejt nok.

10 skruer plus det løse

En MTB´ers adelsmærke, om end jeg hellere ville have været fri.