tirsdag den 7. august 2007

Tour de Charlottenlund

Michael Rasmussen kom, kæmpede og vandt! Ikke løbet, det gjorde Nicki Sørensen fra CSC, men publikums gunst. Michael stillede ganske symbolsk op i en gul trøje, men kørte stadig på Rabobank cyklen.

Hver gang Michael kom forbi, var der klapsalver fra publikum, og efterfølgende har klubben fået en del henvendelser om støtte, fordi folk er klar over, at det trods alt har været dyrt for vores lille klub, at stille så spændende et løb op.

CSC, med bl.a Nicki og Matti, dominerede til en vis grad løbet, ganske som CSC plejer, men fik værdig modstand fra Jacob Moe, der med tydelige smerter satte tempoet over ganske mange runder. Jacob har brækket hånden, men deltog ikke desto mindre i sidste uges PostDanmarkRundt og så altså vores Tour de Charlottenlund. Hvis man tror cykelryttere og elitesoldater ikke føler smerte, kan jeg forsikre, at selvom Jacob Moe satte løbet det meste af tiden, havde han smerter. Det fremgik tydeligt af hans ansigt. Godt kørt!

Michael Rasmussen knoklede fremme i fronten, men han er jo ikke gaderytter, og at bruge sig selv på den måde er jo ikke taktisk. Så, ingen overraskelse over at han ikke vandt, men han gav fuld valuta for pengene!

Apropos elitesoldater, med citat fra indlægget om PostDanmarkRundt: "Bubber, nej undskyld B.S. var der også, komplet iklædt mørkt heldækkende tøj, solbriller og kæmperygsæk. Rygsækken var behørigt påspændt, klar til action." En dag må jeg sgu spørge ham om hvad han har i den rygsæk! For CSC er løbet åbenbart dog alligevel så småt, at det ikke står opført på deres hjemmeside, og rytterne havde ikke en mekaniker med. De måtte ihvertifal selv pumpe deres cykler.

Efter løbet mødtes vi med politi og hjemmeværn til aften/natmad i klubben. Her havde madholdet som altid tryllet lækre kulinariske specialiteter frem.

Senere dukkede Michael Rasmussen og konen op. MR fik en lille kort tale, og takkede selv for den manglende berøringsangst. Han nød tydeligvis klubstemningen, og blev der længe efter Hanne og jeg var dappet hjem i seng... men han havde jo selvfølgelig ej heller et løb han skulle deltage i dagen efter.

Ingen kommentarer: